Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kommuner - sagsbehandling - ej medhold

J.nr. 19-11672

En mand klagede til Ligebehandlingsnævnet over påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med kommunens sagsbehandling og i forbindelse med en praktiserende læges behandling af manden. Klage over kommunens afgørelser, der alene drejede sig om anvendelse og fortolkning af reglerne i lov om social service, faldt uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven. Der var ikke oplysninger, der gav anledning til at formode, at manden i forbindelse med kommunens sagsbehandling og/eller den praktiserende læges behandling af ham havde været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Nævnet afviste derfor at behandle klagen med henvisning til, at det på baggrund af nævnets faste praksis var åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i klagen. Afgørelsen blev truffet af nævnets formand.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med kommunens sagsbehandling og i forbindelse med en praktiserende læges behandling af klager.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af Ligebehandlingsnævnets formand.

Sagsfremstilling

Klager har fysiske og psykiske funktionsbegrænsninger som følge af, at han som barn havde hjernebetændelse (encephalitis). Han modtager førtidspension.

Klagen angår, om klager på grund af sit handicap er blevet behandlet ringere end andre personer i forbindelse med kommunens sagsbehandling og en praktiserende læges behandling af ham.

Klagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 1. marts 2019. Den 14. maj 2019 henlagde nævnet sagen med henvisning til blandt andet, at der på det tidspunkt verserede en sag om værgemål ved byretten.

Byretten meddelte den 31. maj 2019, at kommunen havde tilbagekaldt begæringen om værgemål for klager, og at sagen derfor var sluttet.

Ved mail af 2. juni 2019 anmodede klagers partsrepræsentant nævnet om at genåbne klagesagen.

Klagers bemærkninger

Klagers partsrepræsentant gør på vegne af klager gældende, at klager er blevet behandlet på en måde, som andre borgere med og uden handicap ikke bliver behandlet. Klagers rettigheder som myndig person er overtrådt. Klager er blevet nægtet inddragelse i egen sag.

Kommunen har beskrevet klager væsentligt dårligere, end han er. Kommunen har ikke opfyldt sin notatpligt og har ikke noteret klagers egne ønsker og behov.

Kommunens myndighedschef har fremsendt en erklæring om tro og love i forbindelse med værgemålssagen. Erklæringens indhold er ikke retvisende i forhold til klagers handicap.

Kommunens Ældre- og Handicapforvaltning har lavet en række processuelle fejl i sagsbehandlingen.

Kommunen har ikke iagttaget reglerne om aktindsigt over for klager og klagers partsrepræsentanter. Kommunen har udeladt dokumenter fra indsigter efter databeskyttelsesreglerne. Klager har ikke modtaget det fulde materiale. Kommunen har udvekslet og samkørt data om klager. Der verserer en sag ved Datatilsynet.

Klager har ikke fået bevilliget de rette hjælpemidler og fået dækket merudgifter efter serviceloven. Han har ikke fået udført en siddestillingsanalyse.

Kommunen har ved ansøgning om værgemål for klager ikke respekteret klagers ønske om at modsætte sig værgemål.

Den ukorrekte angivelse af klagers handicap har medført, at klager er beskrevet dårligere, end han reelt er, hvilket kunne have givet kommunen medhold i værgemålssagen.

Klager er kompenseret for sine funktionsnedsættelser gennem en BPA (Borgerstyret Personlig Assistance), og han kan leve et aktivt liv på egne præmisser.

Kommunens sagsbehandlere har ageret og udtalt sig nedværdigende over for klager. Kommunen har ikke respekteret klagers ret til at vælge en partsrepræsentant.

Klager har ikke fået revurderet sin sag siden 2015.

Klagers praktiserende læge har ved instruktion af kommunens Ældre- og Handicapforvaltning udarbejdet lægeerklæringer til brug for klagers kommunale sag. Den praktiserende læge havde telefonisk kontakt til forvaltningen til trods for, at klager havde nægtet at give samtykke hertil. Klager ønskede, at nogen mødte for ham for at sikre, at attesten var retvisende. Attesten blev imidlertid udarbejdet uden klagers fremmøde. Attesten gik fra at være en generel helbredsattest til at være en statusattest. Den praktiserende læge har ikke kendskab til hjerneskader og kan ikke tyde en MR-scanning. Lægeattesten er udfyldt til ugunst for klager. Klager har ikke modtaget en kopi af attesten.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at behandle klager over behandling af personoplysninger eller klager over aktindsigt.

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet. Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter

Det fremgår af forarbejderne til handicapdiskriminationsloven, at loven ikke vedrører det materielle indhold i afgørelser truffet af offentlige forvaltningsmyndigheder eller i love vedtaget af Folketinget.

For så vidt angår klager over afgørelser, som er truffet af den offentlige forvaltning, må Ligebehandlingsnævnet tage stilling til, om klagen reelt vedrører forskelsbehandling, eller om klagen alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af regler i anden lovgivning.

Klage over kommunens afgørelser, der alene drejer sig om anvendelse og fortolkning af reglerne i lov om social service, falder således uden for anvendelsesområdet for handicapdiskriminationsloven.

Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.

Det er den person, der anser sig for krænket, som skal påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling.

Der er ikke i klagen af 1. marts 2019 eller i de efterfølgende bemærkninger fra klagers partsrepræsentant oplysninger, der giver anledning til at formode, at klager i forbindelse med kommunens sagsbehandling og/eller den praktiserende læges behandling af ham har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Der ses heller ikke i øvrigt at være fremkommet oplysninger, som tyder på, at klager har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i klagen.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Det bemærkes, at nævnet efter indholdet af klagen sammenholdt med oplysningerne i sagen ikke har fundet anledning til at foretage høring af de indklagede.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

§ 1, stk. 1, og stk. 5, om nævnets kompetence

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

Handicapdiskriminationsloven

§ 2, om lovens anvendelsesområde

§ 5, stk. 1-3, om forbud mod forskelsbehandling

§ 10, om bevisbyrde

<19-11672>