Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ansættelse - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 19-1593

En gravid kvinde havde søgt en opslået stilling som HR Coordinator og blev kaldt til samtale. Kvinden gjorde gældende, at virksomheden havde afbrudt samtalen, da de fandt ud af, at kvinden var gravid. Virksomheden gjorde gældende, at kvinden fik afslag, da hun til samtalen havde tilkendegivet, at hun ønskede en projektansættelse i en tidsbegrænset stilling, hvilket virksomheden ikke kunne tilbyde. Et medlem udtalte, at kvinden havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var udøvet forskelsbehandling, og at virksomheden ikke havde løftet deres bevisbyrde for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket. To medlemmer udtalte, at en afklaring af, om virksomheden i forbindelse med afslaget havde henvist til kvindens graviditet, forudsatte bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager under en ansættelsessamtale modtog mundtligt afslag på ansættelse hos indklagede.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af sagen kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Indklagede slog i december 2018 et stillingsopslag op som HR Coordinator.

Klager sendte en ansøgning til indklagede den 27. december 2018. Ansøgningen var vedlagt klagers CV, hvori det ikke var anført, at hun var gravid. Det fremgik heller ikke af ansøgningen i øvrigt. Samme dag modtog klager en indkaldelse til en ansættelsessamtale hos indklagede.

Ansættelsessamtalen fandt sted den 7. januar 2019.

Klager, der under samtalen oplyste om sin graviditet, fik ved samtalen mundtligt afslag på ansættelse. Afslaget blev ikke fulgt op af et skriftligt afslag.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 7. januar 2019.

Af klagers vandrejournal fremgår, at hun på tidspunktet for ansættelsessamtalen var gravid med termin den 2. april 2019.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet forskelsbehandlet på grund af køn, og at hun er berettiget til en godtgørelse.

Klager anførte ikke i sin ansøgning eller CV, at hun var gravid og skulle på barsel i foråret 2019.

Klager mødte op til ansættelsessamtalen, og de snakkede om klagers faglige baggrund og uddannelse i en lille halv time. Samtalen forløb fint og med god kemi. Derefter snakkede de om, at klager bor i A-by med sin mand og datter. Klager fortalte herefter, at hun var gravid og havde termin til april, men at hun var meget interesseret i jobbet. Person 1 afviste med det samme, at klager kunne få jobbet, efter at klager havde sagt, at hun skulle på barsel i nærtforestående fremtid. Person 1 sagde, at de ligeså godt kunne afslutte samtalen, da Person 1 ikke kunne bruge det til noget i forhold til den ledige stilling, som hun gerne så besat hurtigst muligt. Person 1 fulgte klager pænt ud og sagde tak for samtalen.

Alt indikerer derfor, at klagers graviditet var årsagen til det pludselige afslag, hvorfor klager mener sig forskelsbehandlet på grund af sit køn.

Det mundtlige afslag, som klager fik af Person 1, fik hun lige efter, at hun havde fortalt om sin graviditet, og det blev på intet tidspunkt begrundet i manglende faglige kompetencer eller erfaring.

Klager forstår ikke, at Person 1 ikke kunne se graviditeten, da klager var gravid i uge 28. Det faktum, at Person 1 ikke kunne se klagers graviditet til samtalen, udgør blot et endnu tydeligere belæg for, at afslaget netop blev givet med baggrund i denne, da klager fik afslag lige efter, at hun informerede om graviditeten.

Klager har ikke i hverken ansøgningen eller til ansættelsessamtalen givet udtryk for, at hun ikke var interesseret i en fastansættelse. Klager søgte stillingen og deltog i ansættelsessamtalen med et klart ønske om en fastansættelse. Under samtalen gjorde klager det klart, at hun var meget interesseret i stillingen. Det er derfor uforståeligt for klager, hvor Person 1 får ordene projektansættelse og tidsbegrænset ansættelse fra. Klager har ikke nævnt nogen af delene i hverken ansøgning eller til ansættelsessamtalen.

Indklagede gør principalt gældende, at sagen bør afvises, subsidiært at der bør ske frifindelse, og mere subsidiært frifindelse mod betaling af en godtgørelse på højst 25.000 kr.

Til ansættelsessamtalen den 7. januar 2019 deltog klager og Person 1. Klager fortalte om sine kompetencer, og Person 1 vurderede, at klager ikke i fornødent omfang havde de faglige kompetencer og den erfaring, som indklagede søgte.

Klager tilkendegav til ansættelsessamtalen, at hun ønskede ansættelse i en projektansættelse i en tidsbegrænset stilling. Klager havde ikke i sin ansøgning angivet, at hun gerne ville have en projektansættelse.

Indklagede havde ikke mulighed for at ansætte både en HR Coordinator i en fast stilling og en HR medarbejder i en projektansættelse i en tidsbegrænset stilling – og sammenholdt med, at klager ikke havde de faglige kompetencer- meddelte Person 1, at ansættelse ikke var mulig.

Stillingen som HR Coordinator var en fast stilling.

Afslaget på ansættelse var ikke begrundet i det forhold, at klager meddelte, at hun var gravid.

Til støtte for den principale påstand gøres det gældende, at det er afgørende for sagens vurdering, at der afgives vidneforklaringer, og sagen bør derfor afvises. Det bemærkes, at der ikke foreligger referat fra ansættelsessamtalen.

Til støtte for den subsidiære påstand om frifindelse gøres det gældende, at der efter ligebehandlingslovens § 16 a gælder en delt bevisbyrde. Det er klager, der skal dokumentere, at hun var gravid til ansættelsessamtalen. Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede har udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling efter ligebehandlingsloven, hvorfor der allerede af den grund skal ske frifindelse.

For det tilfælde at nævnet måtte finde, at klager har påvist faktiske omstændigheder, gøres det gældende, at Person 1’s beslutning var objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde dette formål var hensigtsmæssige og nødvendige, hvorfor der ikke foreligger indirekte forskelsbehandling.

Indklagede har ikke behandlet klager ringere pga. køn, end en anden ansøger bliver, er blevet eller vil blive behandlet i en tilsvarende situation, hvorfor der ej heller foreligger direkte forskelsbehandling.

Indklagede har dermed løftet bevisbyrden for, at indklagede ikke har handlet i strid med ligebehandlingsloven.

Til støtte for den mere subsidiære påstand gøres det gældende, at der efter Højesterets praksis U. 2012.511H i det højeste skal udmåles en eventuel godtgørelse på 25.000 kr.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse mv. (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser.

Det er den person, der anser sig for krænket, som skal påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling.

To nævnsmedlemmer udtaler:

Klager modtog mundtligt afslag på ansættelse under ansættelsessamtalen.

Klager har oplyst, at indklagede afsluttede samtalen straks efter, at klager havde oplyst indklagede om sin graviditet og kommende barsel. Klager har også oplyst, at Person 1 sagde, at hun ikke kunne bruge det til noget i forhold til den ledige stilling, som hun i øvrigt så besat hurtigst muligt.

Indklagede bestrider ovenstående. Indklagede har oplyst, at årsagen til, at klager ikke fik tilbudt stillingen var, at klager ikke i fornødent omfang havde de faglige kompetencer og den erfaring, som indklagede søgte. Indklagede har desuden oplyst, at klager til ansættelsessamtalen oplyste, at hun ønskede en tidsbegrænset projektansættelse, hvilket indklagede ikke havde mulighed for at tilbyde. Klager bestrider, at hun ønskede en projektansættelse eller tidsbegrænset stilling.

En afklaring af, om indklagede under ansættelsessamtalen henviste til klagers graviditet og forestående barsel som begrundelse for afslaget, forudsætter bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke ske for nævnet, men må ske ved domstolene.

Et nævnsmedlem udtaler:

Klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling fordi samtalen blev afbrudt umiddelbart efter, at klager havde nævnt sin graviditet. Det er ikke bestridt af indklagede. Derudover havde indklagede været meget ivrige efter at indkalde klager til samtale. Klagers kompetencer fremgik tydeligt af klagers ansøgning. Endelig har indklagede ikke redegjort for, om der var et kompetent ansøgerfelt i øvrigt. Indklagede har således ikke bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Jeg finder derfor, at klager skal have medhold i klagen.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

§ 8, nævnets afvisning af klagen

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

Ligebehandlingsloven

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling

§ 16 a, om delt bevisbyrde

<19-1593>