Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principmeddelelse 99-19 om beboerindskudslån - pligtlån - undtagelser - behov - ikke mulighed for delvist pligtlån

Principmeddelelsen fastslår

Kommunen har pligt til efter boligstøtteloven at yde lån til betaling af beboerindskud, når indkomstbetingelserne herfor er opfyldt (pligtlån).

Der er ikke mulighed for at yde beboerindskudslånet delvist efter boligstøttelovens regler om pligtlån.

Der er i boligstøtteloven fastsat tre tilfælde, hvor kommunen undtagelsesvist kan afslå at yde lån til boligsøgende, selvom bolig- og indkomstbetingelserne er opfyldt:

1) ansøgeren efter kommunens samlede vurdering af ansøgerens økonomiske og personlige forhold ikke har behov for lånet,

2) der foreligger sådanne omstændigheder, at kommunen vurderer, at betingelserne for at give afslag efter § 15 er opfyldt, eller

3) ansøgeren ikke har afviklet gæld vedrørende et tidligere modtaget beboerindskudslån.

Formålet med bestemmelsen i pkt. 1) er at hindre, at lån ydes i tilfælde, hvor dette ikke ville være rimeligt ud fra ansøgers forhold.

Dette kan være tilfældet, hvor ansøgeren på indflytningstidspunktet eller på det tidspunkt, hvor indskuddet skal betales, selv disponerer over et beløb mindst svarende til beboerindskuddet.

Den konkrete sag

Ansøger fik bevilget et delvist beboerindskudslån. Kommunen begrundede afslaget på det fulde lån med, at ansøger selv var i stand til at afholde en del af beboerindskuddet og derefter stadig havde et af kommunen fastsat rådighedsbeløb tilbage til resten af måneden.

Ankestyrelsen ændrede kommunens afgørelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger ikke på indflytningstidspunktet disponerede over et beløb mindst svarende til beboerindskuddet.

Ankestyrelsen lagde også vægt på, at der efter boligstøttelovens regler om pligtlån ikke er mulighed for at yde beboerindskudslånet delvist.

Baggrund for at behandle sagen principielt

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt. Det har vi gjort for at afklare, hvornår en kommune kan afslå at yde beboerindskudslån med henvisning til, at ansøgeren efter en samlet vurdering af dennes økonomiske og personlige forhold ikke har behov for lånet. Afgørelsen skal i den sammenhæng belyse, om det er muligt at yde et delvist beboerindskudslån efter boligstøttelovens regler.

Reglerne

Love og bekendtgørelser

Lov om individuel boligstøtte (boligstøtteloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 48 af 16. januar 2019.

§ 55, stk. 2, nr. 1, om afslag på beboerindskudslån, når ansøgeren efter kommunalbestyrelsens samlede vurdering af ansøgerens økonomiske og personlige forhold ikke har behov for lånet.

Praksis

Gældende:

Følgende principmeddelelse er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

M-1-07: Om hvorvidt der kan gives afslag på et ansøgt beboerindskudslån med den begrundelse, at der ikke var behov for lånet, da ansøger tre måneder inden ansøgningen om beboerindskud havde bortgivet størstedelen af sin formue til sine børn. Indskuddet udgjorde 21.525 kr. Indflytningstidspunktet var den 4. februar 2006 og pr. 1. februar 2016 havde ansøgeren 23.999,75 kr. på sin konto inklusive februar måneds pension på 7.060 kr. Ankestyrelsen fastslog, at ansøgeren ikke på indflytningstidspunktet kunne disponere over et beløb svarende til beboerindskuddet og derfor havde behov for lånet.

Den konkrete afgørelse

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om delvis bevilling af lån til betaling af beboerindskud. Kommunen afgjorde sagen den 3. juli 2019.

Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

Du har ret til det fulde beboerindskudslån på 18.750 kr. til boligen beliggende på adressen i X Kommune.

Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse. Kommunen kontakter dig med henblik på bevilling af resten af lånet.

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at der ikke er grundlag for at give afslag på beboerindskudslån efter bestemmelserne i boligstøttelovens § 55, stk. 2, nr. 1, til boligen beliggende på adressen i X Kommune, fordi du har behov for lånet.

Vi vurderer også, at kommunen ikke kunne bevilge dig et delvist lån og dermed give dig afslag på det fulde lån med den begrundelse, at der ikke er behov for at yde fuldt lån, idet du selv vil være i stand til at betale en del af beboerindskuddet.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger til grund, at du opfylder de økonomiske betingelser i boligstøttelovens § 56, stk. 1.

Boligindskuddet udgør i henhold til lejekontrakten 18.750 kr.

Det fremgår af din lejekontrakt, at lejemålet begynder den 15. juli 2019, og at beboerindskuddet skal betales ved aftalens underskrift.

Der foreligger ikke oplysninger om, hvornår du har underskrevet lejekontrakten og således skulle betale beboerindskuddet til udlejer.

Vi lægger derfor vægt på oplysningerne om dine økonomiske forhold på det tidspunkt, hvor kommunen bevilgede dig et delvist beboerindskudslån, den 7. juni 2019.

Den 7. juni 2019 kunne du, ifølge kontoudskrifter fra din bank, disponere over 10.342,50 kr.

Vi lægger derfor vægt på, at du på indflytningstidspunktet, eller i umiddelbar tilknytning hertil, ikke har kunnet disponere over et beløb mindst svarende til beboerindskuddet.

Kommunen har ydet dig et delvist beboerindskudslån på 13.750 kr. med den begrundelse, at der ikke er behov for at yde fuldt lån, idet du selv vil være i stand til at betale en del af beboerindskuddet.

I henhold til boligstøttelovens bestemmelser om pligtlån, er der ikke mulighed for at yde beboerindskudslånet delvist. Udgangspunktet er, at lånet skal bevilges, når indkomstbetingelserne er opfyldt. Da du ikke disponerer over et beløb mindst svarende til beboerindskuddet, er der ikke grundlag for at give afslag efter bestemmelsen i boligstøttelovens § 55, stk. 2, nr. 1.

Om reglerne

Det påhviler kommunalbestyrelsen at yde lån til betaling af beboerindskud, når indkomstbetingelserne herfor er opfyldt.

Kommunalbestyrelsen kan dog afslå at yde lån, hvis ansøgeren efter kommunalbestyrelsens samlede vurdering af ansøgerens økonomiske og personlige forhold ikke har behov for lånet.

Lån ydes således ikke i tilfælde, hvor dette ikke kan anses som rimeligt begrundet i ansøgerens forhold. Dette kan være, hvor der foreligger ganske særlige omstændigheder begrundet i ansøgerens forhold, fx når ansøgeren selv disponerer over de nødvendige midler. Et afgørende kriterium er, om ansøgeren på indflytningstidspunktet kan disponere over et beløb mindst svarende til beboerindskuddet.

Det forudsættes, at der ansøges om lån i tilknytning til indflytningstidspunktet.

Vi henviser til vores principmeddelelse M-1-07 om bortgivelse af formue og om tidspunktet for vurderingen af ansøgerens forhold.

Bemærkninger til kommunen

Kommunen henviser til, at det af boligstøttevejledningens pkt. 277 fremgår, at kommunen i særlige tilfælde kan beslutte kun at yde lånet delvist, fx hvor et beboerindskud er stort, og ansøgeren har likvide midler af et ikke ubetydeligt omfang i forhold til indskuddet.

Ankestyrelsen bemærker, at en vejledning ikke er en juridisk bindende regulering, og ikke i sig selv fastsætter retstilstanden på området.

Det fulde beboerindskudslån på 18.750 kr. skal derfor bevilges, idet bestemmelsen i boligstøttelovens § 55, stk. 2, nr. 1, ikke finder anvendelse.

Ankestyrelsen bemærker også, at der ikke skal anlægges en rådighedsvurdering ved afgørelsen om beboerindskudslån efter boligstøttelovens regler om pligtlån. Kommunen skal ikke inddrage det rådighedsbeløb, som anvendes ved vurderinger om hjælp efter aktivlovens regler om enkeltydelser og pensionslovens regler om personlige tillæg.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.