Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - handicap - parts- og vidneforklaringer

J.nr. 18-27932

En socialrådgiver med bipolar lidelse blev ansat i fleksjob i en kommune. Skånehensyn var blandt andet, at der skulle være meget lidt kunde-/borgerkontakt samt ingen pres eller stress og ingen tidsfrister. Efter at have arbejdet med sociale sager, herunder handicapsager, blev socialrådgiveren efter et par år forfremmet til handicapkoordinator. Som følge af en forværring af sin hukommelse, gennemgik socialrådgiveren et forløb på et kommunikationscenter. På baggrund af forløbet måtte hun erkende, at hun ikke kunne fortsætte som handicapkoordinator, idet arbejdet ikke var foreneligt med skånehensynene. Socialrådgiveren blev herefter forflyttet til Borgerservice Front, hvor hun ud over skriftlig sagsbehandling blandt andet skulle besvare telefoniske henvendelser og ekspedere fremmødte borgere. Efter at have arbejdet i Fronten i ca. et år blev socialrådgiveren sygemeldt og herefter afskediget med den begrundelse, at der var sket uforholdsmæssigt mange fejl, og at det ikke længere var sandsynligt, at hun ville kunne indgå i arbejdet som socialrådgiver på en tilfredsstillende måde. Der var uenighed mellem parterne om flere forhold, herunder om arbejdsvilkårene. Nævnet vurderede, at en afklaring af, om socialrådgiveren var kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i sin stilling med rimelige tilpasninger krævede bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Ligebehandlingsnævnet kunne derfor ikke behandle klagen.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med den indklagede kommunes afskedigelse af klager.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Klager er uddannet socialrådgiver.

I 2007 blev klager sygemeldt som følge af bipolar affektiv sindslidelse. I 2008 var hun over to gange i arbejdsprøvning, hvoraf den ene fandt sted i den indklagede kommune. Arbejdsprøvningerne viste, at klager kunne klare enkle og strukturerede arbejdsopgaver, som ikke er stressende, da klager let mister overblikket og er let stressbar. Arbejdsprøvningerne viste endvidere behov for markante skånehensyn i form af nedsat arbejdstid. Klagers samlede arbejdsevne vurderedes at være nedsat med mindst halvdelen.

Den 4. februar 2009 blev der holdt møde hos den indklagede kommune med deltagelse af klager, en virksomhedskonsulent og den indklagede kommunes afdelingschef/socialchef.

Af opfølgningsplan efter lov om sygedagpenge af 4. februar 2009 fremgik, at chefen ønskede at ansætte klager i fleksjob 20 timer ugentligt fordelt på mandag, onsdag og fredag, idet det ifølge chefen var udelukket, at klager kunne arbejde hver dag. Det fremgik også, at klager havde brug for velafgrænsede arbejdsopgaver (afgrænsede i både type og antal), idet både for mange og for få arbejdsopgaver kunne stresse hende. Opfølgningsplanen indeholdte uddrag af psykiatrisk speciallægeerklæring af 22. august 2008. Der var blandt andet uddraget følgende om skånehensyn:

”Vedrørende skånehensyn i beskæftigelse kan der peges på afgrænsede arbejdsopgaver uden borgerkontakt, da det er vanskeligt for [klager], der selv har en psykisk lidelse at skulle tage sig af borgere med psykiske lidelser. Endvidere anbefales det, at hun ikke udsættes for stressende arbejdsvilkår. ”

Den samlede vurdering i opfølgningsplanen var, at der var behov for indstilling til fleksjob.

Klager blev i marts 2009 visiteret til fleksjob, idet hun blev vurderet ude af stand til at arbejde i en fuldtidsstilling på grund af bipolar lidelse.

Pr. 1. april 2009 blev hun ansat i fleksjob som socialrådgiver i den indklagede kommune. Tjenesten var indtil videre ved Forvaltningen.

Af bevilling af løntilskud til fleksjob udfærdiget af klagers daværende bopælskommune og med startdato den 1. april 2009 fremgik følgende omkring særlige vilkår:

”Skånehensyn er nedsat arbejdstid, meget lidt kunde/borgerkontakt, overskuelige og ikke komplekse arbejdsopgaver. Ingen pres eller stress – bl.a. ikke tidsfrister. Kontinuerlig justering af arbejdsopgaver. ”

Stillingsbetegnelsen var socialrådgiver, og jobindholdet blev beskrevet som sagsbehandling af handicapsager, administration af ledsagerordning, behandling af merudgifter (diabetes m.v.), behandling af regninger handicap og sociale tilbud.

Af ansættelseskontrakt af 28. maj 2009 fremgik, at der ville blive ydet løn for 37 timer om ugen, og at skånehensynet var aftalt således, at tilstedeværelsestiden skulle være 12,33 timer om ugen.

Klagers fremmødetid var 20 timer om ugen, svarende til en arbejdsydelse på 12,33 timer om ugen.

Af ”årlig opfølgning på fleksjob” af 2. december 2009 fremgik, at begge parter var enige om, at det gik godt. Det fremgik også, at

” [navnet på socialchefen] er en central person i at varetage de nødvendige skånehensyn for [klager]. Hun er med til at skabe ro omkring [klagers] arbejdssituation ved overordet at strukturere, administrere og tilpasse mængden af hendes arbejdsopgaver. Dette sker i praksis bl.a. under et fast møde hver anden uge og ved, at [navnet på socialchefen] lægger [klagers] arbejdsopgaver i en bakke. [Klager] har først ansvar for opgaven, når hun tager den fra bakken”.

I maj 2011 blev der udfærdiget fornyet bevilling af løntilskud til fleksjob med uændret jobindhold, skånehensyn og timetal.

Klager blev i 2011 forfremmet til handicapkoordinator i Social Indsats.

Den 17. og 18. november 2011 blev der afholdt telefonisk opfølgningsmøde med deltagelse af blandt andet klager og socialchefen. Af notatet fremgik at klager havde en anslået ugentlig effektiv arbejdstid på 16-18 timer, og at størstedelen af klagers opgaver var administrative med sagsbehandling på handicapområdet og opgaver med regnskab samt sekretærfunktion for det kommunale pensionsudvalg. Der var kontakt til borgere med svære handicap men kun i en lille grad. Under skånehensyn var det anført:

”Ingen ændringer siden sidst. [Klagers] skånehensyn er fortsat nedsat tid, lille grad af borgerkontakt, overskuelige og ikke-komplekse arbejdsopgaver. Ingen pres eller stress og kontinuerlig tilpasning af arbejdsmængde, arbejdsopgaver gennem kontaktperson. ”

Under punktet ”Den ansattes og arbejdsgivers vurdering af, hvordan det går fagligt og i forhold til helbred” var anført:

”Begge parter udtrykker tilfredshed med ordningen. Arbejdsgiver oplyser, at det går den rigtige vej og oplever, at der efterhånden er fundet en god balance, og [klager] er blevet mere selvhjulpen. [Klager] fortæller, at hun er glad for sit arbejde og den måde, som fleksjobbet er tilpasset hendes skånebehov og synes, at ordningen fungerer godt. Det er således ingen anledning til ændringer”.

I 2014 bad klager om at blive demensudredt, da hun oplevede, at hendes hukommelse var blevet dårligere. Der blev ikke påvist demens.

Som følge af forværringen af klagers hukommelse henvendte hun sig i oktober 2015 til et kommunikationscenter med henblik på afhjælpning af vanskelighederne i dagligdagen forårsaget af hukommelsesbesværet. Her deltog hun i et undervisnings- og vejledningsforløb ved en neuropsykolog.

Den 1. februar 2016 blev der udstedt genbevilling af tilskud til ansættelse i fleksjob. Årsagen til genbevillingen var, at klager var flyttet til den indklagede kommune. Stillingsbetegnelsen i genbevillingen var anført som handicapkoordinator, og jobindholdet blev beskrevet som sagsbehandling på handicapområdet, sekretæropgaver for pensionsudvalget, lettere kontaktopgaver for borgere med svære handicaps, lettere regnskabsopgaver. Af skånehensyn fremgik følgende:

”Skånehensyn består af den reduceret arbejdstid samt nedsat direkte kunde/borgerkontakt. Pgl. skal ved uddelegering af opgaver til funktionen, fritages for svær kompleksitet for udførelse herunder for opgaver der relateres til indhold med tidsfrister eller med pres og stress. justeringer af arbejdsopgaver i samarbejde og med forståelse af [klager]”.

I marts 2016 kontaktede klager socialchefen, da hun ikke så sig i stand til at fortsætte i den hidtidige rolle.

Den 1. juli 2016 blev klager forflyttet til Borgerservice Front.

Af kommunikationscenterets evaluering af 30. august 2016 fremgik blandt andet:

”[Klager] er i forbindelse med undervisningen blevet tiltagende mere bevidst om, at hendes aktuelle arbejdssituation ikke har rummet tilstrækkelige skånehensyn i forhold til hendes situation og flexaftale. Særligt koordinatorrollen, der stiller krav til hyppig klientkontakt, overblik og højt tempo med mulighed for deltagelse i et større antal møder har været uhensigtsmæssig i forhold til udtrætning og vanskeligheder med hukommelse og opmærksomhed under tidspres. [Klager] har derfor i samråd med sin ledelse skiftet stilling internt i kommunen til et område, der rummer mindre koordination, overblik og møder med tovholderrolle i lange sagsforløb, og mere administrativt sagsarbejde og hurtigere borgerhenvendelser. Forventningen og forhåbningen er at dette vil give større ro omkring arbejdet, og færre perioder med stress og udtrætning. ”

Den 23. marts 2017 blev der holdt opfølgningsmøde med deltagelse af klager, dennes tillidsrepræsentant, en virksomhedskonsulent samt frontleder. Af referatet fremgik, at klager under mødet gav udtryk for, at hendes problemer med hukommelsen afspejlede sig i hendes arbejde. Det fremgik også, at frontlederen udtalte, at der var brug for, at der skete en udvikling i oplæringen, da afdelingen skulle være driftssikker, hvilket hun godt kunne være i tvivl om var muligt med klagers helbredsmæssige udfordringer.

I mail af 27. marts 2017 skrev klager til sin tillidsrepræsentant, at det var svært for hende at arbejde under hensyntagen til de skånebehov, som fleksjobbevillingen foreskrev.

Den 17. maj 2017 blev der holdt nyt opfølgningsmøde med frontleder, fleksjobambassadør og klager. Af referatet fremgik, at:

”[Frontlederen] oplyser at hun på intet tidspunkt har fået oplyst de skånehensyn som beskrevet ovenstående og at [klager] har en arbejdsintensitet på ca. 13 timer pr. uge”.

Det fremgik også, at klager selv havde forslag til eventuelle kommende arbejdsopgaver, så som behandling af ansøgninger til helbredstillæg, diverse skriveopgaver (afgrænsede opgaver uden for mange afbrydelser eller korte deadlines) samt nedsat direkte kunde/borgerkontakt.

Klager blev sygemeldt den 19. juni 2017.

Under møde 20. juni 2017 mellem klager, dennes tillidsrepræsentant, socialchefen og frontlederen blev klager orienteret om, at indklagede ønskede at afskedige hende.

Den 23. juni 2017 modtog klager en mail fra indklagedes personaleafdeling om, at indklagede ville afslutte ansættelsesforholdet, idet klager ikke længere kunne udføre de væsentlige opgaver i stillingen, og idet man ikke vurderede at kunne tilbyde yderligere tilpasninger i opgaverne, ligesom man ikke kunne omplacere klager til andre opgaver ved Borgerservice.

Klager modtog den 3. juli 2017 i form af et høringsbrev meddelelse om, at den indklagede kommune påtænkte at afskedige hende. Af begrundelsen for den påtænkte afskedigelse fremgik følgende:

”Begrundelsen for dette er, at vi – på baggrund af nedenstående forhold, og på trods af de etablerede skånehensyn samt omfattende oplæring, vejledning og instruktion – vurderer, at du ikke længere er egnet til at udføre de væsentligste opgaver i stillingen. …Det er vores klare opfattelse, at du siden din ansættelse i et meget stort omfang er tilbudt og har fået meget, og ofte gentagen, hjælp og støtte til oplæring og indkøring af rutiner til løsning af arbejdsopgaverne. Der er holdt ugentlige opfølgningsmøder med dig for at sikre læring og kvalitet i arbejdet med henblik på at imødegå fejl og mangler fremadrettet. Endvidere er opgavemængden som nævnt ovenfor jævnligt justeret til et passende niveau. På trods af alle disse tiltag, oplever vi ikke, at der sker den forventede udvikling, og der sker fortsat uforholdsmæssigt mange fejl i din opgaveløsning. Vi finder det ikke længere sandsynligt, at du vil kunne indgå i arbejdet som socialrådgiver ved Borgerservice på en tilfredsstillende måde. … Vi anser vores forpligtelse til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger med henblik på at fastholde dig i stillingen – kontinuerlig oplæring/vejledning og støtte, løbende tilpasning af arbejdsopgaver, indretning af arbejdspladsen og skånehensyn – for opfyldt. Vi har på nuværende tidspunkt ikke mulighed for at tilbyde yderligere tilpasninger i opgaverne eller omplacering til andre opgaver som socialrådgiver ved Borgerservice”

Klager gjorde skriftligt indsigelse mod den påtænkte afskedigelse. Hun gjorde gældende, at placeringen i Fronten ikke var sket i forståelse med klager, der reelt havde valget mellem at sige ja til flytningen eller sige sit job op. Hun gjorde også gældende, at indklagede havde nægtet at lade hende arbejde i henhold til hendes skånebehov, hvilket belastede hendes hukommelse.

Klager gjorde gennem sin fagforening ved mail af 17. juli 2017 gældende, at indklagede ikke havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse efter forskelsbehandlingsloven. Der blev samtidigt rejst krav om en godtgørelse.

Klager blev den 21. juli 2017 afskediget med fratrædelse den 31. december 2017. Af begrundelsen for afskedigelsen fremgik følgende:

”I [indklagede] Kommunes optik, har der gennem hele dit ansættelsesforhold været en åben og imødekommende dialog med dig om dine opgaver, løsning af disse og din arbejdsintensitet samt behov for skånehensyn i forhold til din aktuelle tilstand. Der er ydet en massiv indsats – fra både ledelsens og dine kollegers side – for at du har kunnet fungere i dit job som socialrådgiver ved [indklagede] Kommune, men desværre uden opnåelse af den ønskede effekt, og vi finder det ikke sandsynligt at iværksættelse af yderligere tiltag kan sikre dette. Dine bemærkninger giver ikke anledning til at ændre vores opfattelse, og vi må desværre meddele, at vi fastholder vores indstilling om at opsige dig fra din stilling som socialrådgiver i fleksjob ved Borgerservice. ”

Opsigelsen indeholdte desuden en gengivelse af den begrundelse, der var anført i høringsbrevet.

Klager modtog den 1. august 2017 brev fra indklagedes personaleafdeling. Det fremgik heraf, at indklagede fandt, at det indtil videre ikke var formålstjenesteligt at drøfte tilbagevenden, da klager tidligere havde meddelt, at hun ikke ville være i stand til at genoptage arbejdet, før skånehensynene var imødekommet, og da indklagede ikke kunne tilbyde yderligere skånehensyn.

Klager blev raskmeldt i september 2017 og fritstillet i november 2017, hvorefter hun på ny blev sygemeldt. Klager fratrådte sin stilling den 31. december 2017.

Den 9. november 2017 blev der afholdt forhandlingsmøde mellem parterne med deltagelse af klager, repræsentanter fra klagers fagforening samt socialchefen, frontlederen og en personalejuridisk konsulent fra den indklagede kommune.

Klager indledte efterfølgende en arbejdsskadesag. Klager blev til brug for denne sag henvist til arbejdsmedicinsk vurdering. Af epikrise af 19. februar 2018 udarbejdet af arbejds- og miljømedicinsk klinik konkluderes det:

”Der vurdres at være sammenhæng mellem det forhold, at pt. var ansat på flexjobsordning og havde nedsat arbejdsevne, men blev tildelt sagsmængde sv.t. ordinære arbejdsvilkår, og at hun fik tiltagende vanskeligt ved at klare dette og udviklede hukommelsesproblemer. Pt.s psykiske situation er forværret i forbindelse med opsigelsesforløbet […]. ”

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 11. april 2018. Der er i klagen nedlagt påstand om en godtgørelse svarende til 12 måneders løn.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelsen af hende.

Indklagede har ikke opfyldt sin forpligtelse efter forskelsbehandlingsloven til at foretage relevante afhjælpningsforanstaltninger.

Under arbejdsprøvningen hos indklagede havde klager kun en arbejdsopgave ad gangen. Resten af arbejdsopgaverne lå hos lederen, der også påså, at andre i teamet ikke kom med arbejdsopgaver til klager. Der var ingen borgerkontakt og kun små overskuelige administrative opgaver.

Da klager blev ansat i fleksjob hos indklagede, var den effektive arbejdsindsats på 12 timer, mens klager arbejdede 20 timer ugentligt. Klager begyndte at fungere bedre og fik mere og mere ansvar. Arbejdsopgaverne blev løbende ændret i takt med, at hun kunne yde mere.

Klager blev omkring 2011 forfremmet til handicapkoordinator. Arbejdet bestod i merudgifter, beskyttet beskæftigelse, kørselsbestillinger og handleplansmøder, bevilling til botilbud, ledsagelse og aflastning m.m. samt koordinering i forhold til at få borgerens dag til at hænge sammen. Der var tale om arbejde med svær kompleksitet, og de fleste opgaver medførte tidsfrister samt pres og stress. Chefen var klar over, at sagerne havde høj kompleksitet, da der var tale om en lille gruppe, og da de sværeste sager blev drøftet med hende.

Det er ikke korrekt, som af indklagede anført, at klager fik tilgodeset sine skånebehov. Der henvises til bilagene om ”Handicapsagernes kompleksitet”, ”Mit arbejde som handicapkoordinator”, ”Sådan arbejder en koordinator” samt til listerne over udgående post. Dansk Socialrådgiverforening anbefaler, at man har en sagsmængde på 60-75 sager pr. fuldtidsstilling. Klager havde 51 handicapsager og 12 merudgiftssager på 1/3 stilling. Det er heller ikke korrekt, at opgaverne løbende blev justeret under hensyntagen til klagers aktuelle helbredstilstand. Antallet af verserende sager steg, og klager havde ikke flere møder med socialchefen end kollegerne havde. Det var i starten, at der var faste møder hver 14. dag. Herefter var der alene tale om møder om konkrete udgiftstunge sager og ikke møder, der havde med klagers fleksjob at gøre. Klager havde således kun otte møder på to år med socialchefen, hvor de kunne drøfte prioritering/planlægning.

Kun i en kort periode i 2015 gennemså socialchefen klagers udgående materiale. Ordningen ophørte igen, da socialchefen ikke havde rettelser og ikke fandt fejl. Klager blev i øvrigt ofte brugt til at ”grave” i lovgivning for at støtte sine kolleger. Den anden handicapkoordinator, der var ansat på ordinære vilkår, fik også hjælp af socialfaglig koordinator under møderne på de private botilbud. Proceduren med, at man under møder på botilbud ikke samtidigt var både mødeleder og referent, blev efterfølgende også anvendt af andre kolleger. Der var ikke tale om udprægede skånehensyn men alene hensigtsmæssig arbejdstilrettelæggelse. Det er korrekt, at klager blev flyttet væk fra midten og ud til væggen i storrumskontoret. Som det fremgår af bevillingen, var fysiske skånebehov imidlertid ikke påkrævet. Det gjaldt generelt i kontoret, at der ofte blev flyttet rundt på pladserne. Muligheden for hjemmearbejde gjaldt på lige fod med de andre koordinatorer.

I tiden som handicapkoordinator fik klager aldrig påtaler fra ledelse, kolleger, borgere, revisionen eller Ankestyrelsen. Det fremgår heller ikke i varslingsskrivelsen eller i øvrigt af afskedigelsessagen, at klager blev opsagt på grund af sine manglende evner som handicapkoordinator.

Klager arbejdede mere end anført i bevillingen, og det blev på et tidspunkt overvejet, om det skulle forsøges, om klager kunne arbejde 37 timer ugentligt i ordinær beskæftigelse. Klager havde således indgået en aftale med socialchefen om, at hun skulle forsøge at nå op på fuld tid. Dette måtte imidlertid opgives, men klager arbejdede fortsat mere end foreskrevet og nulstillede sin høje fleks hvert år ved nytår. Det er ubestridt og veldokumenteret ved fleksopgørelser, at klager i en lang periode arbejdede væsentligt mere end den norm, der var fastsat som et af flere skånehensyn. Ved udgangen af 2013 var klagers fleksoverskud på 633 timer. Klager slettede overskuddet ved årets udgang, da det var en frivillig aftale, som klager havde indgået med sin leder.

De mange timer og den alt for store arbejdsintensitet, der ikke var forenelig med klagers fleksjobvilkår, forårsagede, at klager fik tilbagefald og som følge heraf hukommelsesbesvær. Hun meldte sig til et forløb på et kommunikationscenter, hvor hun fik redskaber til at håndtere og forstå sine kognitive vanskeligheder. Hun havde god effekt af forløbet, der handlede om at mestre sin hukommelsesmæssige funktionsnedsættelse og få indsigt i sine begrænsninger og behov. Hun blev opmærksom på, at det hidtidige arbejde som handicapkoordinator ikke rummede tilstrækkelige skånehensyn. Som handicapkoordinator havde hun hyppig klientkontakt, og det blev forventet, at hun havde overblik og kunne arbejde i et højt tempo.

Neuropsykologen ved kommunikationscenteret udtalte, at de skånehensyn, som klager oprindeligt var ansat under, var de hensyn, som skulle tages for, at hun kunne fungere på en arbejdsplads. Klager vidste, at hendes borgersag ville havne i den indklagede kommune på grund af klagers flytning til kommunen, og da klager ikke ønskede at hælde benzin på bålet, bad hun derfor specifikt neuropsykologen om ikke at skrive noget om, at indklagede ikke ville tilgodese klagers skånebehov.

På baggrund af forløbet måtte klager erkende, at hun ikke kunne fortsætte som handicapkoordinator.

Da klager konfronterede socialchefen med, at hun ønskede at arbejde under de skånehensyn, der formelt lå i ansættelsen, og at hun derfor ikke længere kunne varetage den hidtidige rolle, svarede socialchefen, at ”der er vi ikke længere, det er en arbejdsplads det her”. Chefen skrev følgende muligheder ned: 1) Fortsat at være placeret i klagers team, 2) Forflyttelse til placering i Fronten, 3) Sige jobbet op. Dette blev refereret for kollegerne under et efterfølgende gruppemøde. Forslaget om, at klager skulle sige sit job op, kom udelukkende fra socialchefen. Klager vidste, at det var meget svært at få et fleksjob, og hun ville i øvrigt lide et betydeligt økonomisk tab ved skift af fleksjob, da hun var ansat på den gamle fleksjobordning. Det er ikke korrekt, som af indklagede anført, at klager var oprevet, da hun henvendte sig til socialchefen. Samtalen var nøje planlagt i samarbejde med neuropsykologen.

Gruppelederen havde en dobbeltrolle i forhold til klager, idet hun var gruppeleder for koordinatorerne og samtidigt også socialchef og chef for fleksjobområdet og dermed klagers borgersag.

Klager kontaktede herefter sin fagforening, der rådede hende til ikke at sige op.

Klager turde ikke andet end at sige ja til tilbuddet om at blive flyttet til arbejde i Fronten. Det er ikke korrekt, at klager selv indledningsvist kontaktede lederen af Fronten. Socialchefen og frontlederen havde en indledende samtale, hvor frontlederen efterfølgende fortalte, at socialchefen havde sagt, at klager var superdygtig. Klager kontaktede herefter frontlederen, fordi socialchefen bad hende om det.

Arbejdet i Fronten indebar mange forskelligartede opgaver, mange forstyrrelser og megen borgerkontakt. Klager skulle besvare telefoniske henvendelser, ekspedere borgere, der mødte op, lære folkeregisterlovgivningen og sagsbehandle indenfor dette område, lære lovgivningen indenfor pensioner, personlige tillæg og udvidede tillæg samt varetage sagsbehandlingen indenfor området. Hun skulle også yde råd og vejledning om sygesikring, Udbetaling Danmark, skat, borger.dk samt behandle ansøgninger om NEM-id, udarbejde brevskabeloner og fortsat behandle merudgiftssager.

Opgaverne var mangeartede og med mange afbrydelser. Når borgerne henvendte sig, måtte man smide alt, hvad man havde i hænderne, idet man fik en ”pop-up” besked på sin skærm, når en borger trak et nummer. Head-settet var på ingen måde hverken et hjælpemiddel eller et arbejdsredskab bevilget på baggrund af klagers funktionsnedsættelser. Det var hverken lydtæt eller trådløst, og derfor måtte man tage det af, hver gang man rejste sig for at hente noget eller betjene borgere. Flere andre kolleger havde et tilsvarende head-set. Klager sad i et aflangt kontor med kommunens omstilling på den ene side og postfordelingen på den anden. Der var ingen mulighed for hjemmearbejde. Der var på ingen måde tale om lette administrative opgaver. Det fremgik af mail af 29. juni 2016, at klager byttede arbejdsopgaver med en kollega uden skånebehov i ordinært arbejde. Frontleders udtalelse om, at man ikke kunne tilgodese klagers skånebehov i Fronten hænger i øvrigt dårligt sammen med, at arbejdsopgaverne skulle være små, simple og kendte. I Fronten var ingen oplyst om klagers skånebehov, ud over at klager arbejdede 20 timer.

Det er normalt, at personer med bipolar lidelse har brug for ro og tid til at indlære nyt. De har også brug for at arbejde med en ting ad gangen. Det er derfor ikke ligegyldigt, hvilke skånehensyn, man tager. Det er eksempelvis ikke tilstrækkeligt at flytte skrivebordet til et roligt område, hvis opgaverne er for mange eller for svære, så de udløser stress.

Grunden til, at klager sendte mailen den 9. august 2016, hvor hun takkede for hjælpen var, at hun var lettet over, at hun stadig havde sit arbejde og vise, at hun gik glad og med åbent sind ud i Fronten, selvom flere havde advaret hende om, at der var megen stress og travlhed derude.

Kort efter flytningen til Fronten fik klager en omfattende borgersag, der endte med en borgmesterklage, hvilket resulterede i, at socialchefen blev rasende. Klager gik ned psykisk både på grund af sagens kompleksitet og lange forløb men også på grund af den manglende ledelsesmæssige opbakning, hvilket resulterede i, at klager måtte have krisehjælp via Falck.

Klagers arbejde i Fronten var ikke tilfredsstillende. Hun var ude af stand til at lære nyt på så mange områder, på samme tid og med så mange afbrydelser. Hun følte sig rundtosset og ude af stand til at lave en fornuftig prioritering. Hun kunne ikke huske, planlægge, strukturere eller prioritere. Hun kunne dog godt lide at passe receptionen, fordi hun havde en fornemmelse af, at hun gjorde dette nogenlunde.

I Fronten var der ikke mulighed for at tage de nødvendige hensyn, som de var beskrevet i genbevillingen af 1. februar 2016. Indklagedes oplysninger om, at klager i Fronten havde arbejdsopgaver, som alle var afsluttet samme dag, bestrides. Dette kunne slet ikke lade sig gøre.

Klager sendte en mail til sin tillidsrepræsentant, hvor hun tilkendegav, at det var svært for hende at arbejde under hensyntagen til de skånebehov, som fleksjobbevillingen foreskrev.

Den 23. marts 2017 blev der holdt opfølgningsmøde med deltagelse af jobcenterkonsulent, frontleder og klager. Dagsordenen blev imidlertid ikke fulgt, og kasketterne var blandet sammen, idet socialchefen tillige var chef for klagers borgersag, og alle, herunder jobcenterkonsulenten, refererede direkte til socialchefen.

Under opfølgningsmøde i maj 2017 med frontleder, fleksjobkonsulenten og klager, blev frontleder forevist skånebehovene og det forhold, at klager ikke kunne bestride en arbejdsintensitet på mere end 12,33 timer ugentligt. Frontlederen blev meget overrasket og udtalte, at hun på intet tidspunkt havde fået oplyst skånehensynene. Af referat af mødet er der ingen tvivl om, at klagers arbejde i Fronten ikke tilgodeså skånebehovene, hvilket frontlederen erkendte.

”[Frontlederen] oplyser, at hun på intet tidspunkt har fået oplyst de skånehensyn som beskrevet ovenstående og at [klager] har en arbejdsintensitet på ca. 13. timer pr uge. ”

Det fremgik også, at

”[Frontlederen] vil tage en drøftelse med medarbejderne i afdelingen vedr. hvordan der kan rykkes om/ændres på [klagers] arbejdsopgaver, så de kan forsøge at tage hensyn til både skånehensyn og arbejdsintensitet samt tage en drøftelse med [socialchefen] vedr. oplysning om [klagers] effektive arbejdstid pr. uge. ”

Frontlederen udtalte endvidere, at hun aldrig ville have modtaget klager i Fronten, hvis hun havde vidst, at klager havde en effektiv arbejdstid på 12,33 timer, og at hun havde skånebehov, som anført i bevillingen af 1. februar 2016.

Frontlederen har i en bemærkning til referatet ultimo maj 2017 anfægtet at skulle have sagt, at hun ville drøfte fordelingen af klagers arbejdsopgaver med medarbejderne. Hun har imidlertid ikke anfægtet at have sagt, at hun ikke var bekendt med klagers skånehensyn, ligesom hun ikke har anfægtet at have erkendt, at klagers arbejdsopgaver efter de for hende nye oplysninger om skånehensyn skulle tilrettelægges på anden vis.

Der blev derefter holdt møde med deltagelse af frontlederen, socialchefen, klager samt dennes tillidsrepræsentant. Under dette møde fik klager at vide, at det ikke var muligt at finde arbejde til hende på hele rådhuset eller på de små virksomheder som bostøtteteam, café m.v. Klager blev også orienteret om, at indklagede ønskede at afskedige hende, og at hun kunne vælge mellem to former inden tre dage. Det ti minutter lange møde blev afsluttet med, at socialchefen udtalte, at hun mente, at klager skulle være et mindre sted.

Klager gjorde overfor indklagede gældende, at hun ikke mener, at indklagede har forsøgt at imødekomme hendes skånebehov og tilbyde hende relevant placering.

Det må lægges til grund, at klager er omfattet af handicapbegrebet henset til udredningen af hende og de lægelige diagnosticeringer.

Opsigelsen af klager skete efter at hun over en årrække fra omkring 2011-2016 var ansat som handicapkoordinator med stadig flere arbejdsopgaver, et timeantal, der ad åre oversteg det oprindeligt aftalte og med stadig mere borgerkontakt, så hun til sidst blev presset ud i en tilstand, hvor hun ikke kunne magte sine arbejdsopgaver.

Såfremt indklagede havde ladet hende arbejde de forudsatte 12,33 effektive timer om ugen som oprindeligt forudsat, vurderes det, at hun havde kunnet bevare sit arbejde, idet hendes tilstand som følge af leders manglende varetagelse af hendes skånebehov blev forværret.

Vurderingen af at det var den manglende varetagelse af hendes skånebehov, der forværrede hendes handicap, beror på, at klager i en årrække godt kunne bestride sit arbejde, dels i begyndelsen i perioden 2009-2011, hvor hun havde begrænsede opgaver, og dels i perioden som handicapkoordinator fra 2011-2015, indtil hun begyndte at fungere dårligere. Samme manglende iagttagelse af skånebehovene var også tilfældet, da hun blev forflyttet til Fronten, hvor frontlederen end ikke var bekendt med skånebehovene.

Socialchefen havde underskrevet bevillingen af 1. februar 2016 men afstod fra at videreformidle den til frontlederen. Det formodes at være i erkendelse af disse for frontlederen nye skånebehov, der for klager hele tiden har været de samme, at lederen umiddelbart efter samtalen i maj 2017 iværksatte afskedigelse. Lederen må have været klar over, at de arbejdsopgaver, klager var sat til at udføre, ikke var forenelige med hendes skånebehov.

Indklagede kunne have iværksat afhjælpningsforanstaltninger ved at lade klager varetage et mindre område uden borgerkontakt, konstante afbrydelser og uro og mange forskellige kolleger at skulle forholde sig til, således som arbejdet i Fronten betingede. Klager kunne eksempelvis have gjort meget mere gavn indenfor servicelovens rammer eller ved egentlig sagsarbejde, udredninger og vurderinger.

Det er i strid med forskelsbehandlingsloven, at man ikke varetog de relevante skånehensyn, når man havde ansat en handicappet

medarbejder. Man havde efter forflyttelsen til Fronten ansat klager under de værst tænkelige forhold, jf. beskrivelsen om opgaverne i Fronten og i direkte modstrid med skånebehovene om, at klager ikke skulle have svært komplekse arbejdsopgaver med tidsfrister, pres og stress. Af indklagedes egen beskrivelse af sagsforløbet under punktet den 13. juni 2017 fremgår det, at indklagede ikke kunne honorere klagers skånebehov i Fronten, idet det er anført, at der ikke er arbejdsopgaver uden afbrydelser eller korte deadlines i teamet (Fronten), og at kerneopgaven i teamet er servicering af borgere, hvorfor arbejdsopgaver uden direkte borgerkontakt ikke forefindes. Dette er baggrunden for frontlederens udtalelse om, at hun ikke ville have taget imod klager, hvis hun havde kendt til skånebehovene. Klagers hukommelsesbesvær begyndte efter længere tids varetagelse af arbejdet som handicapkoordinator uden iagttagelse af de særlige skånehensyn, som hun oprindeligt var ansat under. Hendes tilstand forværredes markant efter overflytning til Fronten.

Det er ikke sandsynliggjort, at omplacering til andre funktioner eller afdelinger indenfor den indklagede kommune ikke kunne være sket. Indklagede har ikke taget stilling hertil ud over at påstå, at det ikke var muligt at finde beskæftigelse andre steder end i Borgerservice. Det er ikke oplyst, hvilke arbejdsopgaver indklagede havde tænkt på. I opsigelsesperioden ville indklagede ikke engang bruge klager til at tage kopier og lignende.

Klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at opsigelsen af hende er direkte eller indirekte forskelsbehandling, hvorfor det påhviler den indklagede kommune at godtgøre, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, og at opsigelsen ikke er begrundet i disse forhold. Denne bevisbyrde har den indklagede kommune ikke løftet, da indklagede i afskedigelsen af klager ikke har forholdt sig til, om det var muligt at ansætte klager i en stilling uden borgerhenvendelser et andet sted i den indklagede kommune end i Fronten eller i det hele taget at ansætte hende i en beskæftigelse uden uro og forstyrrelser og uden nye og forskelligartede arbejdsopgaver under stressende forhold. Klager har vist, at hun under de oprindelige ansættelsesvilkår var egnet, kompetent og disponibel til arbejde i den indklagede kommune. Kritikken af klagers arbejdsindsats skete først i forbindelse med forflyttelsen til Fronten.

Det er ikke korrekt, som anført af indklagede, at klagers merudgiftssager var forsømte. Der blev aldrig påtalt fejl i klagers tid som handicapkoordinator. Sagerne blev først gennemgået efter beslutningen om afskedigelse i oktober 2017. Indklagede begyndte efter modtagelsen af klagers høringssvar til den påtænkte opsigelse at lede efter fejl og mangler. Uanset at klager lavede fejl i Fronten, ændrer det ikke ved det faktum, at indklagede først fandt klagers arbejde kritisabelt, efter at hun var begyndt i Fronten. Indklagedes oplysninger om, at klagers sager herefter blev fordelt mellem to kolleger, der fik klagers sager oveni deres øvrige sager, hænger dårligt sammen med en mail, som socialchefen sendte, hvor hun glædede sig over, at sagsmængden nu var i tråd med DS´s anbefalinger. Merudgiftssagerne blev i øvrigt overflyttet til en helt anden afdeling.

Det bestrides, som af indklagede oplyst i høringsbrevet, at klager fik meget og ofte gentagen hjælp og støtte til oplæring. Det bestrides ligeledes, at der blev holdt ugentlige opfølgningsmøder, ligesom det bestrides, at opgavemængden jævnligt blev justeret til et passende niveau. Tværtimod skrev frontlederen i en mail, at klager skulle komme op i gear. Under opsigelsesmødet meddelte socialchefen, at klager ikke kunne få arbejde i hele organisationen, heller ikke i virksomhederne udenfor rådhuset. I høringsbrevet er det anført, at det ikke er muligt at tilbyde yderligere tilpasninger i opgaverne eller omplacering til andre opgaver som socialrådgiver ved Borgerservice.

Klager var kompetent, egnet og disponibel til at udføre arbejde i den indklagede kommune. Det bestrides, som af indklagede påstået, at klager selv har givet udtryk for, at hun ikke var kompetent. Klager bad alene om at få sine skånehensyn iagttaget. Indklagede har desuden ikke foretaget de nødvendige tilpasninger.

Det er ikke nødvendigt at føre vidner, da der er tale om en særdeles veldokumenteret sag.

Klager er berettiget til en godtgørelse i henhold til forskelsbehandlings-lovens § 7, stk. 1, svarende til klagers sædvanlige løn på fratrædelses-tidspunktet inkl. alle fast påregnelige løndele, herunder pensionsbidrag, i 12 måneder, subsidiært et mindre beløb efter nævnets skøn.

Ved udmålingen af godtgørelsen skal der ikke, som af indklagede påstået, tages hensyn til ancienniteten. Afskedigelsen bevirker i øvrigt, at klager, hvis hun kommer i job igen, kommer på ny fleksjob-ordning, hvorfor hun ikke længere kan få fuld løn.

Indklagede påstår principalt afvisning, subsidiært frifindelse og mere subsidiært betaling af en mindre godtgørelse end påstået af klager.

Den principale påstand

Det gøres principalt gældende, at sagen skal afvises.

Sagen kan ikke afgøres uden forudgående afhøring af klager, socialchefen og frontlederen samt en eller flere af klagers tidligere kolleger om deres samtaler, tilkendegivelser, handlinger og beslutninger. Det er ligeledes nødvendigt at kunne afhøre leder og medarbejdere for at kunne fastslå graden af kompleksiteten i arbejdsopgaverne samt indholdet af den oplæring og støtte, som klager modtog.

Den subsidiære påstand

Indklagede gør gældende, at indklagede ikke har handlet i strid med forskelsbehandlingslovens regler i forbindelse med afskedigelsen af klager.

Indklagede bestrider ikke, at klager under ansættelsen var omfattet af forskelsbehandlingslovens handicapbegreb. Indklagede bestrider heller ikke, at indklagede var bekendt med dette handicap.

Indklagede anerkender således også, at indklagede i henhold til forskelsbehandlingsloven § 2 a var forpligtet til at undersøge og eventuelt afprøve mulige, hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger

Indklagede gør i denne sammenhæng gældende, at indklagede har undersøgt og foretaget alle de relevante foranstaltninger, som den indklagede kommune, klager, jobcentret og klagers faglige organisation kunne foreslå med henblik på at fastholde klager i jobbet.

Den indklagede kommune tager som arbejdsgiver et betydeligt socialt ansvar. Der henvises til uddrag af ”Retningslinje for Det sociale ansvar”, hvoraf der blandt andet fremgår:

”I [kommunens navn] tager vi så vidt muligt hensyn til ansatte, der har brug for særlige vilkår. Der arbejdes på at skabe forståelse hos alle ansatte for den indsats, der er rettet mod personer med nedsat arbejdsfunktion”.

I den indklagede kommune var der i alt ansat 59 personer i fleksjob. I Borgerservice, hvor klager var ansat, var der i april 2018 ansat 60 medarbejdere ud over elever og ledere. Af disse var otte ansat i fleksjob svarende til 13 %. Borgerservice er således særdeles erfaren med hensyn til at iagttage skånebehov.

Baggrunden for ansættelsen af klager i Borgerservice var, at klager havde nogle specifikke kompetencer på det specialiserede voksenområde. Klagers nærmeste leder var socialchefen. Arbejdet blev tilrettelagt således, at klager kun havde en opgave ad gangen.

Under en medarbejderudviklingssamtale mellem klager og socialchefen efter ca. halvandet års ansættelse, oplyste klager, at hun havde fået det bedre, hvilket socialchefen var enig i. Efter klagers eget ønske blev hun derfor handicapkoordinator, som hun havde været før. Det blev aftalt, at klagers arbejdsopgaver skulle være varetagelse af de letteste opgaver indenfor handicapområdet. Arbejdsopgaven bestod hovedsagelig i deltagelse i handleplansmøder på botilbuddene.

Som følge af at klager i løbet af 2011 havde givet udtryk for, at hun blev forstyrret af at sidde blandt sine kolleger, sørgede socialchefen for, at klager fik en mere rolig arbejdsplads i et hjørne af lokalet.

Klagers udfordringer indebar en meget svingende arbejdspræstation, hvilket indebar, at socialchefen måtte foretage en stadig justering og prioritering af arbejdsopgaverne, ligesom klager ofte arbejdede hjemme, når hun havde det dårligt med at være til stede blandt kollegerne. I perioden fra 2009 til 2014 blev klagers arbejdsopgaver justeret flere gange, og der blev jævnligt holdt møder mellem klager og socialchefen, hvor klager fik faglig støtte, og hvor klager fik hjælp til at prioritere arbejdsopgaverne. I en længere periode blev disse møder holdt hver 14. dag. Da klager fik det bedre, blev det aftalt, at møderne skulle afholdes, når klager havde behov for det.

Der har under hele klagers ansættelse i den indklagede kommune været opfølgninger på fleksjobbet af jobcenteret i bopælskommunen. Den indklagede kommune er ikke i forbindelse med disse opfølgninger på noget tidspunkt blevet gjort opmærksom på, at der skulle være problemer med klagers jobindhold.

Som det fremgår af ”telefonisk opfølgning på fleksjob” af 17.-18. november 2011, gav klager i november 2011 udtryk for, at hun var glad for at sit job, at jobbet var tilpasset hendes skånebehov, og at ordningen fungerede godt.

Det bestrides, som anført af klager, at klager i sit arbejde som handicapkoordinator havde en meget stor arbejdsbyrde med

langt flere og mere komplekse sager, end hun burde have haft.

Klagers sagsstamme blev løbende justeret efter aftale med hende. I en stor del af klagers sager skulle der kun ske opfølgning hvert andet år. Der var stor forskel på de sager, som klager varetog, og dem som de øvrige koordinatorer behandlede. Klagers sager var mindre komplicerede, således som det også var aftalt. De sager, som klager varetog, blev efterfølgende fordelt på to medarbejdere, som varetog dem oveni deres øvrige opgaver. Klager gav ikke under ansættelsen som handicapkoordinator udtryk for, at hendes arbejdsbyrde var for stor eller kompleks. Tværtimod gav hun udtryk for, at hun fungerede godt i jobbet, hvilket for eksempel fremgik af referat af kompus samtale den 13. februar 2014, hvor klager dog anførte, at hun var begyndt at kede sig lidt, og at hun var begyndt at savne nye udfordringer. Hun efterspurgte endvidere nogle af de ”skæve sager”.

Klager gav også udtryk for, at hun ønskede at arbejde 37 timer om ugen, hvilket socialchefen fandt urealistisk, og hvilket ikke blev gennemført. Det er korrekt, at klager i perioder arbejdede mere end de 12,33 effektive timer, men på grund af klagers lidelse, var der også perioder, hvor hun arbejdede langt mindre.

Indklagede har ikke kendskab til, at klager skulle have arbejdet på fuld tid i 2013, og at hendes timesaldo ved årets udgang var på 633 timer. Fleksskemaerne er den enkelte medarbejders dokumenter, og de bliver som udgangspunkt ikke kontrolleret af ledelsen.

Det er ikke korrekt, som anført af klager, at hendes hukommelsesbesvær skyldtes tilrettelæggelsen af arbejdet hos indklagede. Det følger af ”årlig opfølgning på fleksjob” af 2. december 2009, at klager allerede i 2009 havde et konstateret hukommelsessvigt. Under en medarbejderudviklingssamtale i februar 2015 orienterede klager socialchefen om sine hukommelsesmæssige udfordringer. Hun gav udtryk for, at hun ikke havde overblik over sine sager, og at hun havde oplevet at sende afgørelser til borgere, selvom afgørelserne ikke var færdige. Det fremgik også af mails fra januar 2015 fra klager til socialchefen, at klager havde problemer med at huske. Det blev derfor aftalt, at klager og socialchefen igen skulle holde møde hver 14. dag, og at socialchefen skulle have klagers udgående post til gennemsyn inden afsendelse.

Da klager gav udtryk for, at hun ikke længere kunne huske, hvad der var sket på møder om borgere på botilbud, blev det aftalt, at klagers mødeaktivitet blev reduceret, ligesom det blev aftalt, at andre skulle tage referat af møderne.

I marts 2016 kontaktede klager socialchefen spontant og gav udtryk for, at hun ikke længere kunne magte arbejdet som handicapkoordinator, og at hun fandt det uforsvarligt overfor borgerne, hvis hun fortsatte med sine hidtidige arbejdsopgaver. Klager var usikker på, om hun skulle sige sit job op, eller hvad der skulle ske. Det er således ikke korrekt, når det fremgår af klagen, at socialchefen kommenterede klagers henvisning til sine skånebehov ved at sige, at det ikke var muligt for den indklagede kommune at iagttage sådanne behov. Socialchefen hjalp under samtalen klager med at strukturere de tanker og overvejelser, klager gav udtryk for. Af hensyn til klager skrev socialchefen som et resumé de umiddelbare muligheder, som blev drøftet under denne ad hoc samtale: at klager selv sagde sit job op, at klager blev i sit team med andre opgaver, eller at klager flyttede til Borgerservice Front. Udgangen på samtalen blev, at klager selv ville kontakte lederen af Borgerservice Front for at finde ud af, om det var en mulighed at arbejde der. Klager holdt et møde med frontlederen den 19. april 2016, hvor de blandt andet drøftede mulige arbejdsopgaver i Borgerservice Front og klagers skånebehov. Klager og frontlederen aftalte, at klager skulle prøve at sidde i Fronten, før hun traf beslutning om, hvorvidt det var en mulighed at arbejde der. Frontlederen orienterede kollegerne herom ved mail af 21. april 2016.

Klager prøvede at sidde fysisk placeret i Fronten i nogle uger, hvorefter socialchefen den 4. maj 2016 i en mail spurgte klager, hvordan det gik med overvejelserne om overflytning. Klager svarede ved mail af 6. maj 2016, at hun godt kunne se sig selv i Fronten med opgaver i Folkeregisteret og med nuværende merudgiftsager. Det blev herefter aftalt, at det kunne blive meldt ud, at klager ville flytte gruppe men tage merudgiftssagerne med.

Det blev aftalt med frontlederen, at klager skulle bytte plads med en HK ansat, og den 29. juni 2016 meldte socialchefen ud til begge grupper, at disse skulle bytte arbejdsopgaver men samtidigt have nogle af deres tidligere opgaver med til de nye pladser.

Klager startede i Fronten den 4. juli 2016. Hendes mødetid var 11 timer ugentligt i åbningstiden for borgerhenvendelser og 9 timer udenfor åbningstiden. Hun blev placeret i den bageste del af området, hvor hun så vidt muligt undgik at blive udsat for støj og forstyrrelser, og hvor hun ikke kunne se eller ses fra indgangsdøren eller skranken, hvor borgerne henvender sig. Hun kunne lukke af med en skydedør og havde et lydtæt head-set, som fungerede som høreværn. Hun medtog en del af sine merudgiftssager, for at hun også skulle have kendte arbejdsopgaver. Klager takkede ved mail af 9. august 2016 socialchefen for hjælpen med at finde nyt arbejdsområde, og af afdækningsrapporten fra kommunikationscenteret fremgik også, at hun i samråd med sin ledelse havde skiftet stilling internt.

Socialchefen indså, at klager havde lavet en række fejl i de sager, som hun havde varetaget i social indsats, og som nu blev overtaget af andre medarbejdere.

Det blev aftalt, at klager i Fronten skulle have lette, administrative opgaver, og at der skulle være opfølgningsmøde en gang ugentligt mellem klager og frontlederen.

Opgaverne, som klager skulle have udført i Fronten, var ukomplicerede, og de varetages normalt af makkerpar, som alle er ansat på HK´s overenskomst. Det bestrides, at klager direkte skulle bytte opgaver med en kollega med en baggrund som kontorassistent. De to medarbejdere byttede gruppe og placering samt nogle arbejdsopgaver.

Da klager på opfølgningsmøde den 11. oktober 2016 overfor frontlederen oplyste, at hun havde store problemer med at huske fra dag til dag, og at hun glemte den instruktion om arbejdsopgaver, som hun havde modtaget, blev det aftalt, at klager ikke skulle lære nyt foreløbig, og at hun skulle fritages fra nogle af sine arbejdsopgaver. Det blev endvidere aftalt, at klager primært skulle spørge én bestemt kollega om vejledning. Det er således ikke korrekt, når klager gør gældende, at klager skulle arbejde med mangeartede opgaver, og at arbejdsopgaverne skulle være tildelt klager, uden at det var sket i samarbejde med og klager.

I marts 2017 ønskede klager at ændre sin mødetid, hvorefter hun gik fra 9 arbejdstimer i åbningstiden og 11 arbejdstimer udenfor åbningstiden til 11 timer i og 9 timer udenfor åbningstiden.

Ved mødeindkaldelse af 22. marts 2017 til opfølgningssamtale den 23. marts 2017 skrev frontlederen:

”Med udgangspunkt i de snart 7 måneder du har været i oplæring fornemmer jeg, at der stadig er et stykke vej til, at du når et nødvendigt og ønskeligt fagligt niveau. Jeg tror ikke det er opnåeligt med den arbejdsform der er aftalt i dag. Det virker til, at flere og for forskelligartede opgaver skaber for stor forvirring i din opgaveløsning. ”…”Er der opgaver (dels sager men også henvendelsessituationer) som du trives mindre med eller slet ikke trives med? Vil også gerne drøfte om der er taget de fornødne skånehensyn i fleksjobbet. Her tænker jeg på din psykiske tilstand og hukommelsessvigt. ”

Under mødet, hvor klager og dennes tillidsrepræsentant, fleksjobkonsulenten og frontlederen deltog, blev det drøftet, at klagers kolleger fandt det svært at indgå i et makkerpar med klager, da hun ikke kunne huske de indgåede aftaler, og da oplæring til stadighed måtte startes forfra. Der blev udtrykt bekymring for, om det var muligt at sikre driften i teamet. Klagers makker-kolleger henvendte sig løbende til frontlederen omkring klagers urigtige vejledning til borgere. Kollegerne konstaterede endvidere, at klager glemte at sende afgørelser ud, ligesom kollegerne måtte overtage alle klagers arbejdsopgaver og i øvrigt kontrollere alt, hvad klager havde arbejdet med.

Der blev afholdt endnu et opfølgningsmøde den 17. maj 2017, som fleksjobsagsbehandleren havde indkaldt til. Her så frontleder for første gang klagers fleksjobbevilling, og hun gav udtryk for, at hun fandt det tvivlsomt, om det var muligt i en stilling i Fronten at tilgodese skånebehovene på den måde, som de blev fremlagt af klager og fleksjobkonsulenten. Klager foreslog, at hun fremover i stedet skulle arbejde med ansøgninger om helbredstillæg, afgrænsede skriveopgaver uden deadlines samt reduceret kunde/borgerkontakt.

Det var imidlertid ikke muligt at imødekomme klagers ønsker om arbejdsopgaver. Klager havde på trods af gentagen og omhyggelig oplæring ikke kunnet løse sagerne om helbredstillæg uden fejl. Den slags skriveopgaver, som klager foreslog, fandtes ikke i Fronten, og det var heller ikke muligt at indgå i frontteamet uden at have en vis borgerkontakt. Det var ikke hensigten, at klager skulle sidde i receptionen som en del af sine arbejdsopgaver. Det var noget, klager selv foreslog. Frontlederen var opmærksom på, at klagers opgaveportefølje skulle tilpasses hendes skånebehov, for eksempel skulle klager ikke have opgaver, som ikke kunne være afsluttet, når hun gik hjem.

Det bestrides, at frontlederen skulle have givet udtryk for, at hun var skuffet over klager. På opfølgningsmøder sagde frontlederen, at kvaliteten i klagers opgaveudførsel var mangelfuld og med fejl, og at der efter nogle måneder viste sig et billede af, at der ikke skete de nødvendige forbedringer.

Under en opfølgningssamtale den 13. juni 2017 blev klager orienteret om, at hun ikke kunne fortsætte i frontteamet, da der ikke var mulighed for at beskæftige hende med opgaver, der opfyldte de kriterier, hun havde opstillet. Hverken klager, fleksjobkonsulenten eller klagers organisation foreslog i den forbindelse foranstaltninger, som skulle kunne gøre klager i stand til at varetage de væsentligste opgaver i hendes stilling.

Der var herefter ikke flere jobfunktioner, klager kunne afprøves i, ligesom der ikke var flere, uafprøvede, relevante foranstaltninger, kommunen kunne iværksætte.

Socialchefen havde kontaktet de decentrale ledere for henholdsvis Psykiatri og Handicap i den indklagede kommune for at undersøge, om de havde mulighed for at beskæftige klager. Ingen af lederne fandt det muligt at beskæftige klager, da de ikke havde relevante, ledige stillinger, og da klagers hukommelsesbesvær i øvrigt udgjorde en barriere, som der ikke kunne kompenseres for. Klagers tillidsrepræsentant blev orienteret om disse henvendelser og resultatet af dem.

Den indklagede kommune havde herefter ikke ledige stillinger eller opgaver, klageren kunne varetage med sin svækkede hukommelse.

Den indklagede kommune begrundede opsigelsen af 21. juli 2017 med, at klager ikke længere blev vurderet egnet til at varetage de væsentligste opgaver i stillingen. Kommunens forpligtelse til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger med henblik på at fastholde klageren i stillingen var opfyldt. Kommunen havde ikke mulighed for at tilbyde yderligere tilpasninger i opgaverne eller omplacering til andre opgaver som socialrådgiver ved Borgerservice.

I Social Indsats var der blevet truffet følgende hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger:

Indklagede sørgede for, at klager i sin funktion som socialrådgiver i

gruppen Social Indsats fik tilgodeset sine skånehensyn:

1. Klager havde nedsat arbejdstid bestående i en fremmødetid på 20

timer om ugen.

2. Klagers opgaver blev tilrettelagt i samarbejde med hendes leder og

under hensyntagen til klagers arbejdsintensitet på 12,33 timer om

ugen.

3. Opgaverne i Social Indsats blev løbende justeret i samråd mellem

klager og hendes leder og under hensyntagen til klagers aktuelle

helbredstilstand.

4. Klager fik anvist en arbejdsplads, hvor der var mere roligt og færre

forstyrrelser.

5. Klager havde mulighed for at arbejde hjemme efter behov.

6. Klager fik løbende faglig støtte fra sin leder og fra kolleger.

7. Klager havde møder med sin leder hver 14. dag, hvor leder gav faglig sparring og hjalp med prioritering af arbejdsopgaver.

8. I mere komplicerede sager var klager altid bistået af en kollega.

Da indklagede blev bekendt med udviklingen i klagers hukommelsessvigt, tilrettelagde indklagede arbejdet, så der så vidt muligt blev kompenseret for klagers svigtende hukommelse:

9. Leder kvalitetssikrede alt klagers udgående materiale.

10. Klagers mødeaktivitet blev reduceret.

11. En anden mødedeltager tog referater af møder om borgere på kommunale botilbud.

12. På møder på private botilbud deltog kommunens socialfaglige konsulent sammen med klager.

13. Det var udtryk for en tilpasningsforanstaltning, at klager i sommeren 2016 blev flyttet til en HK-stilling i Borgerservice Front.

Det bestrides, at klager blev presset til at overgå til stillingen i Borgerservice Front, og det bestrides, at opgaverne var komplicerede eller stressende, ligesom det bestrides, at klager var udsat for konstante afbrydelser i sit job. Overflytningen blev aftalt på klagers foranledning og efter en prøveperiode, da klager ifølge sine egne oplysninger og på grund af udviklingen i hendes hukommelsessvigt ikke længere kunne udføre opgaverne i sin hidtidige stilling som socialrådgiver i team Social Indsats.

Opfattelsen af at klager ikke længere kunne varetage opgaverne som socialrådgiver, bekræftes af klagers egne oplysninger til neuropsykologen ved kommunikationscenteret (afdækningsrapporten sidste side):

"Særligt koordinatorrollen, der stiller krav til hyppig klientkontakt, overblik og højt tempo med mulighed for deltagelse i et større antal møder har været uhensigtsmæssig i forhold til udtrætning og vanskeligheder med hukommelse og opmærksomhed under tidspres. [Klager] har derfor i samråd med sin ledelse skiftet stilling internt i kommunen til et område, der rummer mindre koordination, overblik og møder med tovholderrolle i lange sagsforløb, og mere administrativt sagsarbejde og hurtigere borgerhenvendelser. Forventningen og forhåbningen er at dette vil give større ro omkring arbejdet, og færre perioder med stress og udtrætning".

Klager var ikke længere kompetent, egnet og disponibel til at varetage arbejdsopgaver i Social Indsats. Det var nødvendigt at rette op på en række fejl, klager havde begået.

I Borgerservice Front blev der truffet følgende hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger:

Indklagede tilsluttede sig klagers overflytning ud fra den vurdering:

1. Arbejdsopgaverne i Borgerservice Front er generelt mindre komplicerede. Der er tale om opgaver, som i øvrigt varetages af HK-ansatte og ikke af uddannede socialrådgivere. Overflytningen var således udtryk for et forsøg på at fastholde klager på arbejdspladsen, selvom hun ikke længere kunne varetage de væsentligste opgaver i sin stilling som socialrådgiver.

2. Klager medtog dele af en tidligere arbejdsopgave, så ikke alle opgaver var nye og ukendte.

3. I forbindelse med overgangen til Borgerservice Front fik klager mulighed for at afprøve placeringen og få indblik i opgaverne, før hun

blev overflyttet. Klager foreslog selv, hvilke arbejdsopgaver, der var

relevante for hende, og dette blev imødekommet.

4. Klager fik mulighed for at bruge en særdeles afskærmet arbejdsplads.

5. Klager fik fortsat stillet høreværn til rådighed.

6. Klagers mødetid var placeret, så hun hver dag havde 1,5 ud af sine

5 arbejdstimer indenfor det, der blev kaldt "Stilletid", hvor ingen må

forstyrre eller afbryde hinanden. Mødetiden blev kun ændret, fordi

klager selv anmodede om det.

7. Klagers mødetid var placeret, så kun halvdelen af mødetiden var i

rådhusets åbningstid. Udvidelsen fra 9 til 11 timer i åbningstiden i

marts 2017 skete på klagers egen anmodning.

8. Der skete løbende justering af arbejdsopgaverne i samråd mellem

klager og hendes kolleger og leder.

9. Klager modtog løbende oplæring, vejledning og støtte.

10. Der blev gennemført to ugentlige møder med kolleger og en ugentlig

opfølgningssamtale med klagers leder.

Indklagede foretog til stadighed de relevante, hensigtsmæssige foranstaltninger, som det var muligt at foretage i relation til klagers stilling. Indklagede bærer ikke ansvaret for udviklingen i klagers helbredstilstand, og indklagede var på intet tidspunkt før foråret 2017 blevet orienteret om, at klager oplevede problemer med tilrettelæggelsen af arbejdet hos indklagede.

Klager gav til stadighed overfor sin leder og ved opfølgninger overfor jobcenteret udtryk for at være tilfreds med sit job og med indholdet samt omfanget af sine arbejdsopgaver.

Klager erklærede sig enig i, at hun ikke var i stand til at varetage opgaverne i Borgerservice Front.

Da klager på trods af de iværksatte tilpasningsforanstaltninger hverken var i stand til at arbejde som socialrådgiver i Social Indsats eller i stand til at varetage arbejdsopgaver i en HK-stilling i Borgerservice Front, var det ikke muligt at finde opgaver hos indklagede, som kunne tilpasses til klagers særlige behov.

Klager var ikke længere kompetent, egnet eller disponibel til at varetage de væsentligste opgaver i den stilling, hun var ansat til. Denne vurdering skal foretages i relation til ansættelsen som socialrådgiver i den indklagede kommune.

Klager oplyste overfor indklagede i marts 2016, at hun ikke var kompetent til at varetage sine opgaver som socialrådgiver. Klager ønskede selv at blive overflyttet til at arbejde i Borgerservice Front. Klager har efterfølgende givet udtryk for at være enig i, at hun ikke evnede at varetage arbejdsopgaverne i Fronten. Indklagede var berettiget til at lægge klagers egne oplysninger og tilkendegivelser til grund, og klager var herefter ikke kompetent, egnet og disponibel til at varetage de væsentligste funktioner i sine arbejdsopgaver.

Der henvises endvidere til ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 9840 af 28. august 2013 (sagen 7100591-12), hvor nævnet fastslog, at arbejdsgiveren havde forsøgt at imødekomme medarbejderens ønsker og behov så langt, som det var hensigtsmæssigt i forhold til arbejdet, hvorefter arbejdsgiveren blev frifundet.

Ved Østre Landsrets dom af 23. juni 2017, 3. afd. nr. B-1538-16, fastslog landsretten dels, at der under ansættelsen i væsentligt omfang var foretaget tilpasningsforanstaltninger, der imødekom medarbejderens behov og dels, at det var tilstrækkeligt, at den indklagede kommune havde undersøgt omplaceringsmuligheden ved at kontakte de relevante centerchefer med en ensidigt udarbejdet personprofil vedrørende medarbejderen. Arbejdsgiveren blev derefter frifundet.

Tilpasningsforpligtelsen i henhold til beskæftigelsesdirektivet indeholder ikke en pligt til omplacering. Indklagede havde imidlertid undersøgt muligheden for at finde en ledig stilling, som klager kunne omplaceres til inden for Borgerservice eller de relevante decentrale enheder. Dette var imidlertid ikke muligt. Indklagede havde således udfoldet tilstrækkelige bestræbelser på at finde en anden stilling til klager indenfor kommunen.

Heller ikke klager har kunnet pege på en ledig stilling, som hun kunne være omplaceret til, eller konkrete opgaver hun kunne have varetaget. Indklagede var ikke forpligtet til at beskæftige klager, hvis der ikke var en ledig stilling med arbejdsopgaver, som lå inden for hendes arbejdsområde, og som hun var kompetent, egnet og disponibel til at udføre.

Klager blev ikke opsagt som udtryk for forskelsbehandling på grund af handicap men derimod på grund af mangel på arbejdsopgaver, som hun var kompetent, egnet og disponibel til at varetage, hvilket er en saglig opsigelsesgrund, som ikke er i strid med forskelsbehandlingsloven § 7.

Mere subsidiært

Såfremt ligebehandlingsnævnet måtte finde, at den indklagede kommune har handlet i strid med forskelsbehandlingslovens regler, gøres det til støtte for den mere subsidiære påstand gældende, at indklagede skal betale et mindre beløb i godtgørelse end påstået af klager. Der må således ved udmålingen af en godtgørelse tages højde for, at klagerens samlede anciennitet var 8 år, hvilket ikke er en lang anciennitet, ligesom sagens ovennævnte omstændigheder viser, at indklagede til stadighed har bestræbt sig på at tilpasse jobbet i overensstemmelse med klagers skånebehov. En eventuel godtgørelse bør således maksimalt udmåles til et beløb svarende til seks måneders løn.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet med videre (forskelsbehandlingsloven).

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af handicap.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Handicap

Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis.

Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere.

Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018. 830H og UfR2018. 853H.

Det er klager, der har bevisbyrden for, at hun på afskedigelsestidspunktet led af en sygdom, der havde medført et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Parterne er enige om, at klager på afskedigelsestidspunktet havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og dette er også understøttet af oplysningerne fra jobcenteret, herunder uddraget af den psykiatriske speciallægeerklæring og oplysningerne i øvrigt om klagers tilstand.

Det lægges derfor til grund, at klager var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand.

Faktiske omstændigheder

Da afskedigelsen af klager efter ordlyden i høringsbrevet var begrundet i, at hun på trods af de etablerede skånehensyn samt omfattende oplæring, vejledning og instruktion ikke længere var egnet til at udføre de væsentligste opgaver i stillingen, vurderer nævnet, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap.

Det er herefter indklagede, der skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, herunder at indklagede har opfyldt sin tilpasningsforpligtelse efter forskelsbehandlingslovens § 2 a.

Tilpasningsforpligtelsen

Det er en forudsætning for indklagedes tilpasningsforpligtelse, at indklagede på afskedigelsestidspunktet vidste eller burde vide, at klager havde et handicap i lovens forstand. Klager har bevisbyrden herfor.

Det er ubestridt, at indklagede på afskedigelsestidspunktet var bekendt med, at klager var handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand.

Arbejdsgiveren skal træffe de foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i betragtning af de konkrete behov for at give en person med handicap adgang til at udøve beskæftigelse. Det gælder dog ikke, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, som ikke i tilstrækkeligt omfang lettes gennem offentlige foranstaltninger.

Hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger kan eksempelvis være tilpasning af arbejdspladsen, arbejdsmønstre eller opgavefordelingen eller nedsættelse af arbejdstiden. Ved vurderingen af, om relevante tilpasningsforanstaltninger vil indebære en uforholdsmæssig stor byrde, tages der navnlig hensyn til de omkostninger, der vil være forbundet hermed, virksomhedens størrelse og finansielle midler samt muligheden for at opnå offentligt tilskud eller anden støtte.

Indklagede har bevisbyrden for, at forpligtelsen til at foretage rimelig tilpasning er opfyldt.

Der stilles ikke krav om fortsat ansættelse af en person, der - uanset rimelige tilpasningsforanstaltninger - ikke er kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i stillingen.

Klager blev med virkning fra 1. april 2009 ansat i fleksjob som socialrådgiver hos den indklagede kommune. Der er enighed om, at klager i en årrække fungerede godt i fleksordningen.

Klager havde hukommelsesbesvær. Hun oplevede en forværring heraf, og i slutningen af 2015 deltog hun i et undervisnings- og vejledningsforløb hos en neuropsykolog.

Med virkning fra den 1. juli 2016 blev klager flyttet til Borgerservice Front. Der er ikke enighed omkring baggrunden for flytningen, men nævnet lægger til grund, at klager ikke kunne udfylde sin hidtidige rolle. Der er endvidere uenighed omkring arbejdsvilkårene og muligheden for at imødekomme klagers skånebehov i Borgerservice Front, herunder hvilke skånebehov der faktisk blev taget.

Der er for nævnet endvidere tvivl om, hvordan klagers udfordringer med sin hukommelse udviklede sig over tid, og hvilken sammenhæng der er mellem udfordringerne og den arbejdssituation, som hun faktisk befandt sig i.

Det er herefter Ligebehandlingsnævnets vurdering, at en afklaring af, om klager var kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i sin stilling med rimelige tilpasninger kræver bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer. Da en sådan bevisførelse ikke kan ske for nævnet, tages indklagedes principale påstand om afvisning af sagen til følge.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:

Lov om Ligebehandlingsnævnet

§ 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

§ 12, stk. 1 og stk. 2, om klagebehandling

Forskelsbehandlingsloven

§ 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde

§ 2, om forbud mod forskelsbehandling

§ 2 a, om tilpasning

§ 7, stk. 1, om godtgørelse

§ 7 a, om delt bevisbyrde

<18-27932>