Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1 Rutebeskrivelse
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om Autonomous Mobility A/S' forsøg med selvkørende motorkøretøjer i Københavns Nordhavn

I medfør af § 92 g, stk. 5, § 92 k, og § 118, stk. 12, i færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1324 af 21. november 2018, som ændret ved lov nr. 1559 af 18. december 2018 og lov nr. 556 af 7. maj 2019, og efter forhandling med justitsministeren, fastsættes efter bemyndigelse:

§ 1. Denne bekendtgørelse fastlægger de nærmere regler for Autonomous Mobility A/S’ forsøg med selvkørende motorkøretøjer i Århusgadekvarteret i Københavns Nordhavn.

§ 2. Vejdirektoratet kan i medfør af denne bekendtgørelse meddele tilladelse til Autonomous Mobility A/S til at foretage forsøg med selvkørende motorkøretøjer i Århusgadekvarteret i Københavns Nordhavn.

§ 3. Forsøg, jf. § 2, må foregå med selvkørende motorkøretøjer op til niveau 4 i henhold til SAE standard J3016.

§ 4. Lov om trafikselskaber finder ikke anvendelse i forbindelse med forsøg med selvkørende motorkøretøjer, som foretages i medfør af denne bekendtgørelse.

§ 5. I denne bekendtgørelse forstås ved:

1) Manuel kørsel: Kørsel, hvor en fysisk person enten forestår kørslen eller iagttager kørslen og sikrer, at køretøjet føres i overensstemmelse med færdselslovens regler.

2) Automatiseret kørsel: Kørsel, hvor køretøjets tekniske indretning iagttager kørslen og sikrer, at køretøjet føres i overensstemmelse med færdselslovens regler.

§ 6. Såfremt køretøjet skifter fra manuel kørsel til automatiseret kørsel eller fra automatiseret kørsel til manuel kørsel, skal køretøjet være bragt til fuldt stop inden skiftet, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke, såfremt den fysiske person, der har til ansvar at overtage føringen af det selvkørende motorkøretøj i forbindelse med automatiseret kørsel, overtager føringen af køretøjet, og øjeblikkelig overtagelse er nødvendigt for at afværge truende skade på person eller gods.

Stk. 3. Det skal registreres og lagres, hvornår køretøjet har været i automatiseret kørsel og manuel kørsel.

§ 7. Som led i forsøg, jf. § 2, må automatiseret kørsel foregå på en rute ad Murmanskgade, Sandkaj, Gøteborg Plads, Karlskronagade, Bilbaogade, Århusgade og Helsinkigade i overensstemmelse med den rute, der er angivet i bilag 1 til denne bekendtgørelse.

§ 8. Det påhviler tilladelsesindehaver, jf. § 2, at sikre, at den fysiske person, der har til ansvar at overtage føringen af det selvkørende motorkøretøj, har modtaget fornøden instruktion i at styre køretøjet med køretøjets særlige styreenhed.

§ 9. Færdselslovens § 55, stk. 1-3, og bestemmelser fastsat i medfør af § 55, stk. 4, finder på alle tidspunkter af den automatiserede kørsel anvendelse for den fysiske person, der har til ansvar at overtage føringen af det selvkørende motorkøretøj. Færdselslovens § 77, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse, uanset om køretøjet føres manuelt eller automatiseret.

Straf

§ 10. Reglerne i færdselslovens kapitel 17 og 18 om straf og frakendelse af førerret mv. i anledning af overtrædelse af færdselslovens regler samt straffelovens regler om straf i anledning af overtrædelse af straffelovens regler finder anvendelse, når en fysisk person, der har til ansvar at overtage føringen af det selvkørende motorkøretøj i forbindelse med manuel eller automatiseret kørsel, har overtaget føringen af det selvkørende motorkøretøj.

Stk. 2. Reglerne i færdselslovens kapitel 17 og 18 om straf og frakendelse af førerret mv. i anledning af overtrædelse af færdselslovens regler samt straffelovens regler om straf i anledning af overtrædelse af straffelovens regler finder endvidere anvendelse, hvis den fysiske person, der har til ansvar at overtage føringen af det selvkørende motorkøretøj i forbindelse med automatiseret kørsel, undlader at overtage føringen af det selvkørende motorkøretøj, når dette anvises af køretøjets tekniske indretning, eller når der i øvrigt er behov herfor.

Stk. 3. Reglerne i færdselslovens kapitel 17 og 18 om straf og frakendelse af førerret mv. i anledning af overtrædelse af færdselslovens §§ 53 og 54 gælder for en fysisk person, der har til ansvar at overtage føringen af det selvkørende motorkøretøj, uanset stk. 1 og 2 på alle tidspunkter af automatiseret kørsel.

§ 11. Tilladelsesindehaver, jf. § 2, straffes med bøde efter færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 2, hvis vilkår for en tilladelse meddelt efter denne bekendtgørelse tilsidesættes.

§ 12. Tilladelsesindehaver, jf. § 2, kan straffes med bøde for overtrædelse af denne bekendtgørelses § § 6-8.

Stk. 2. Medmindre den fysiske person, der har til ansvar at overtage føringen af det selvkørende motorkøretøj, ifalder strafansvar, jf. § 10, stk. 1 og 2, straffes tilladelsesindehaver, jf. § 2, med bøde for overtrædelse af færdselslovens regler.

Strafansvar for juridiske personer

§ 13. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 2. For overtrædelse af denne bekendtgørelses § 12, stk. 2, kan strafansvar pålægges, selv om der inden for den juridiske persons virksomhed ikke er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

Ikrafttræden

§ 14. Bekendtgørelsen træder i kraft den 18. marts 2020.

Vejdirektoratet, den 16. marts 2020

Jens Holmboe

/ Helga Theil Thomsen


Bilag 1

Rutebeskrivelse

kort