§ 1. For en bortebleven beskikkes der – eventuelt på foranledning af de interesserede – om fornødent en værge.

Stk. 2. For værgemålet gælder værgemålslovgivningens regler om særlige værgemål.

§ 2. Den borteblevnes formue forvaltes og anbringes efter reglerne i værgemålslovens kapitel 5.

Stk. 2. Skifteretten bestemmer, hvorvidt den borteblevnes ejendele skal bevares for ham indtil videre, eller om de skal sælges og det indkomne indsættes i en forvaltningsafdeling, jf. værgemålslovens § 35, stk. 1.

Stk. 3. Justitsministeren afgør, i hvilket omfang den borteblevnes indtægt og formue må bruges til underhold og uddannelse for hans børn eller ægtefælle. Når særlige grunde taler herfor, kan det tillades, at indtægten anvendes til underhold og uddannelse for andre, som helt eller delvis blev forsørget af ham.

§ 3. Dersom den borteblevne er gift og hans ægtefælle er myndig, bestyres den borteblevnes bodel af ægtefællen sammen med værgen uden tilsyn af justitsministeren.

§ 4. Arv eller gave, som tilfalder den borteblevnes ægtefælle, holdes ved skifte med den borteblevne eller dennes arvinger uden for fællesboet.

§ 5. Det kan efter offentlig indkaldelse ved dom bestemmes, at en bortebleven skal anses for død.

§ 6. Anmodning om offentlig indkaldelse kan indgives, når der er gået 5 år, siden den borteblevne sidst vides at have været i live.

Stk. 2. Hvis den borteblevne dengang var i livsfare, eller der i øvrigt efter en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder er en særdeles høj grad af sandsynlighed for, at den pågældende er død, er fristen kun 6 måneder.

§ 7. Den borteblevnes ægtefælle, arvinger eller andre, der har retlig interesse i at opnå dom til dødsformodning, kan rejse sagen.

§ 8. Sag til dødsformodningsdom kan anlægges her i landet, hvis den borteblevnes sidst bekendte bopæl eller i mangel heraf hans sidst bekendte opholdssted var her.

Stk. 2. Var den borteblevnes sidst bekendte bopæl eller i mangel heraf hans sidst bekendte opholdssted i udlandet, kan sagen anlægges her:

a) af den borteblevnes ægtefælle, såfremt denne har bopæl her og har dansk indfødsret eller havde dansk indfødsret ved ægteskabets indgåelse;

b) når den borteblevne har efterladt sig formue her i landet, men da kun med virkning for denne.

§ 9. Sagen anlægges ved byretten på det sted, hvor den borteblevne sidst boede eller opholdt sig her i landet, eller ved den byret, som Justitsministeriet bestemmer.

§ 10. Retten beskikker en advokat til at varetage den borteblevnes tarv.

Stk. 2. Om salær og godtgørelse for udlæg gælder reglerne om fri proces; dog kan retten bestemme, at de nævnte udgifter skal godtgøres af den borteblevnes formue.

§ 11. Retten fastsætter et retsmøde til behandling af anmodningen og tilsiger dertil sagsøgeren, den borteblevnes ægtefælle, nærmeste slægtninge og andre, som kan antages at vide besked om den borteblevnes forhold.

Stk. 2. Retten kan opfordre sagsøgeren til at afgive forklaring og til at føre yderligere bevis; undlader han at efterkomme opfordringen, eller er de fremkomne oplysninger ufyldestgørende, kan retten ved kendelse nægte at fremme sagen.

§ 12. Finder retten efter bevisførelsen, at den forsvundne har været borte så længe som sagt i § 6, og det ikke godtgøres, at han er død, indkalder retten ham med et af retten fastsat varsel til et retsmøde og opfordrer i indkaldelsen enhver, som kan give yderligere oplysninger i sagen, til snarest muligt at give retten meddelelse herom.

Stk. 2. Retten lader indkaldelsen kundgøre i Statstidende og i et eller flere medier, der er tilgængelige på det sted, hvor den borteblevne sidst vides at have haft bopæl eller ophold.

Stk. 3. Mellem den seneste kundgørelse og retsmødet skal der gå mindst 1 måned.

§ 13. Hvis der ikke til retsmødet fremkommer noget, der afsvækker resultatet af den skete bevisførelse, afsiger retten dom til dødsformodning.

Stk. 2. I dommen angives den dag, fra hvis udløb dødsformodningen skal regnes. Det skal være den sidste dag i den måned, hvori fristen udløb, eller i de i § 6, stk. 2, nævnte tilfælde den dag, det er sandsynligst, at den borteblevne er død, hvis en sådan dag kan fastslås.

§ 14. Rettens afgørelse i henhold til §§ 11-13 kan indbringes for højere ret af sagsøgeren, den beskikkede advokat og enhver, som har retlig interesse i afgørelsen.

Stk. 2. Ankefristen er 8 uger fra dommens afsigelse. Er der gået 8 uger efter dommens afsigelse, kan anke ikke tillades, og tilladelse til prøvelse i 3. instans kan ikke meddeles.

§ 15. Dom til dødsformodning får først virkning, når ankefristen er udløbet.

§ 16. Overstiger en borteblevens formue ikke 2.000 kr., kan formuen, når der er gået 1 år, siden han sidst vides at have været i live, uden dødsformodningsdom tages under skiftebehandling, som om han var død på det tidspunkt, da han må anses for bortebleven. Dette tidspunkt fastsættes af skifteretten.

§ 17. Viser det sig efter dom til dødsformodning, at den borteblevne lever, kan han i 10 år fra den dag, fra hvilken dødsformodningen efter dommen regnes, kræve sine ejendele tilbage fra dem, der har fået dem udlagt som arv.

Stk. 2. Oplyses det, at den borteblevne er død på et andet tidspunkt end angivet i dommen, kan den, som herefter har ret til arven, inden for samme tidsrum kræve den udleveret.

§ 18. Hver arving skal kun give tilbage, hvad han har modtaget.

Stk. 2. Hvis det modtagne er afhændet eller forbrugt, skal arvingen erstatte værdien ved afhændelsen eller forbruget, men dog ikke mere end den nuværende værdi af ting af tilsvarende art og godhed. Kravet mod arvingen kan nedsættes eller bortfalde, når forbruget har været rimeligt begrundet i hans erhvervelse af den borteblevnes ejendele, og det efter hans økonomiske forhold ville være ubilligt at lade ham tilsvare det fulde beløb.

Stk. 3. Er det modtagne gået tabt uden arvingens skyld, er han fri for ansvar.

Stk. 4. Indtægt af formuen, som er forfaldet før den dag, da den tilbagevendte fremsætter kravet, skal ikke tilsvares af arvingen.

§ 19. Reglerne i §§ 17 og 18 finder tilsvarende anvendelse, hvis en borteblevens formue er taget under skiftebehandling i henhold til § 16.

§ 20. Forsikringssum, der er udbetalt på grundlag af dødsformodningsdom, kan forsikringsselskabet inden udløbet af den i § 17 fastsatte frist kræve tilbage. Kravet kan dog nedsættes i det omfang, summen med rimelighed er anvendt til forsørgelse. § 18, stk. 1, 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Den tilbagevendtes mulige krav over for selskabet formindskes for så vidt tilbagebetaling fra modtageren ikke kan opnås.

Stk. 3. Selskabet kan dog vælge at betragte forsikringen som endeligt afviklet ved den skete udbetaling på grundlag af dødsformodningsdommen. I så fald indtræder den tilbagevendte i selskabets krav.

§ 21. Pension, overlevelsesrente og lignende forsørgelse, der er udbetalt på grundlag af dødsformodningsdom, kan ikke kræves tilbage fra modtageren.

Stk. 2. Den tilbagevendtes mulige krav over for den, der har erlagt ydelsen, formindskes i det omfang, hvori udbetalingen er sket.

§ 22. Har arvingen ved erhvervelsen af den borteblevnes ejendele gjort sig skyldig i svig, er han erstatningspligtig efter lovgivningens almindelige regler. Det samme gælder modtageren af de i §§ 20 og 21 omhandlede ydelser.

§ 23. Har den borteblevnes ægtefælle efter dom til dødsformodning giftet sig igen, er det tidligere ægteskab endeligt ophørt, uanset at dødsformodningen viser sig at være urigtig. Har ægtefællen ikke giftet sig igen, består ægteskabet med den borteblevne vedvarende.

§ 24. Når formue i henhold til § 2 har været bestyret for en bortebleven i 20 år, og sag til dødsformodningsdom ikke er anlagt, indkalder skifteretten – eventuelt efter opfordring af justitsministeren eller andre interesserede – ham og hans arvinger på den i § 12 foreskrevne måde.

Stk. 2. Hvis den borteblevne ikke melder sig, men der møder arvinger efter ham, skiftes formuen, som om han var død ved 20 års fristens udløb.

Stk. 3. Dersom ingen melder sig, tilfalder formuen staten.

§ 25. Er der ikke vished for, at en arving har overlevet arveladeren, udlægges der ingen arv til ham. Arvingen har dog ret til i 10 år fra dødsfaldet – i boer behandlet ved bobestyrer alene 5 år fra dødsfaldet – at kræve arven fra dem, som har fået den udlagt. Såfremt arvingen er død i dette tidsrum, får den, som herefter er berettiget til arven, samme ret, som arvingen ville have haft.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 104 i lov om skifte af dødsboer finder herved anvendelse.

Stk. 3. Er der opnået dødsformodningsdom eller afsagt dødsfaldskendelse over arvingen, anvendes fristen i § 17, hvis den udløber før fristen i stk. 1.

Stk. 4. Er der nogen sandsynlighed for, at en arving har overlevet arveladeren, kan skifteretten uanset regelen i stk. 1, når særlige forhold taler derfor, bestemme, at den arv, som eventuelt kan tilfalde denne arving, foreløbig bestyres i en forvaltningsafdeling, jf. værgemålslovens § 35, stk. 1, som tilhørende boet, medens dette i øvrigt sluttes. Når de fornødne undersøgelser er foretaget, dog senest 1 år efter arvens indsættelse i en forvaltningsafdeling, optager skifteretten spørgsmålet om udlodning af arven til endelig behandling.

§ 26. Har en arving overlevet arveladeren, udlægges der arv til ham, uanset at hans opholdssted ikke er kendt.

Stk. 2. Reglerne i kapitel 1 anvendes på denne arv.

§ 27. Dersom en arvings opholdssted vel kendes, men det ikke er muligt at udbetale arven til ham, behandles den efter reglerne i kapitel 1.

§ 28. Denne lov, der ikke gælder for Færøerne, træder i kraft den 1. juli 1946.

§§ 29-32. (Overgangsbestemmelser, udeladt).

§ 33. Fra lovens ikrafttræden ophæves:

Kgl. resolution af 3. februar 1804, §§ 1-7 i forordning af 2. april 1817 angående hvorledes der skal forholdes med forladt arv, forordning af 11. september 1839 angående behandling af en bortebleven persons formue, retsplejelovens § 456, midlertidig lov nr. 264 af 21. maj 1940 om borteblevne personer fra krigsforliste skibe og § 2 i lov nr. 424 af 14. september 1945 angående forlængelse af visse forældelsesfrister.

Lov nr. 389 af 14. juni 1995 (Ændringer som følge af værgemålsloven) ¹⁾  indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 23

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1997.

Stk. 2. (Udeladt).

Lov nr. 385 af 22. maj 1996 (Ændringer som følge af lov om skifte af dødsboer) ²⁾  indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 15

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1997.

Stk. 2. Er dødsfaldet indtrådt inden lovens ikrafttræden eller indgives begæring om skifte af uskiftet bo før lovens ikrafttræden, anvendes de hidtil gældende regler.

Lov nr. 451 af 13. juni 2005 (Ændring af betingelserne for at afsige dødsformodningsdom) ³⁾  indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. ⁴⁾

Stk. 2. Sager, der rejses inden lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.

Stk. 3. Indbringes en sag som nævnt i stk. 2 for højere ret efter reglen i § 14 i lov om borteblevne, finder de hidtil gældende regler anvendelse under den højere rets behandling af sagen.