§ 1. Luftfart inden for dansk område skal finde sted i overensstemmelse med bestemmelserne i denne lov og de med hjemmel i loven udfærdigede forskrifter, med mindre andet følger af EF-forordninger.

§ 1 a. Trafikministeren kan fastsætte sådanne forskrifter, som er nødvendige for at gennemføre de af Den Europæiske Union udstedte direktiver om luftfart, eller som er nødvendige for at anvende de af Den Europæiske Union udstedte forordninger på luftfartsområdet.

§ 2. Luftfart inden for dansk område kan kun finde sted med luftfartøj, som har:

    Stk. 2. Tilladelse som nævnt under c) skal gøres afhængig af sådanne vilkår, som i det enkelte tilfælde findes påkrævet for at sikre, at luftfarten foregår på betryggende måde, eller som i øvrigt findes nødvendige af almene hensyn. Tilladelsen kan når som helst tilbagekaldes.

§ 3. Når hensynet til den offentlige sikkerhed eller militære grunde kræver det, kan trafikministeren bestemme, at adgangen til luftfart inden for visse områder indskrænkes eller forbydes.

    Stk. 2. Når den offentlige sikkerhed kræver det, eller der ellers foreligger ganske særlige omstændigheder, kan trafikministeren bestemme, at adgangen til luftfart inden for hele riget midlertidigt indskrænkes eller forbydes.

§ 4. Loven gælder også for luftfart med dansk luftfartøj uden for dansk område, medmindre andet fremgår af lovens indhold, eller medmindre den strider mod fremmed ret, som efter overenskomst med fremmed stat eller i øvrigt ud fra almindelige retsgrundsætninger skal finde anvendelse.

    Stk. 2. Trafikministeren kan efter overenskomst med en fremmed stat fastsætte, at nærmere angivne bestemmelser i loven, herunder straffebestemmelser, skal finde anvendelse på luftfart med luftfartøj, der er registreret i den pågældende stat, men som er overladt til en dansk bruger.

    Stk. 3. Trafikministeren kan efter overenskomst med en fremmed stat fastsætte, at nærmere angivne bestemmelser i loven ikke skal finde anvendelse på luftfart med luftfartøj, der er registreret i Danmark, og som er overladt til en udenlandsk bruger.

§ 5. For så vidt angår de i kap. 9 indeholdte bestemmelser om befordring med luftfartøjer, gælder med hensyn til anvendelsesområde alene de i §§ 90 og 91 i samme kapitel fastsatte begrænsninger, medmindre andet måtte følge af overenskomst med fremmed stat.

§ 6. Der føres af luftfartsvæsenet som registreringsmyndighed et register over luftfartøjer (nationalitetsregister).

    Stk. 2. Angående registrering af rettigheder over luftfartøjer gælder lov nr. 135 af 31. marts 1960.²⁾

§ 7. Et luftfartøj kan kun registreres i Danmark,

Stk. 2. Som dansk ejer anses

Stk. 3. Trafikministeren kan i særlige tilfælde tillade, at et luftfartøj, der overvejende benyttes med udgangssted i Danmark, registreres, selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt.

§ 8. Luftfartøj, som er registreret i en fremmed stat, må ikke registreres her i landet, medmindre det slettes af den fremmede stats register og alle indehavere af i fartøjet registrerede rettigheder, som efter overenskomst med fremmed stat skal anerkendes her i landet, samtykker i overførelsen, eller rettighederne er faldet bort ved en stedfunden retsforfølgning.

§ 9. Et luftfartøj kan kun registreres, når det har luftdygtighedsbevis, som er udstedt eller godkendt af luftfartsvæsenet, og når det opfylder de krav, som måtte blive fastsat af trafikministeren med henblik på at afbøde støjgener eller andre gener og ulemper for personer uden for luftfartøjet.

§ 10. Registrering sker på grundlag af skriftlig begæring fra ejeren.

    Stk. 2. Begæringen skal indeholde de fornødne oplysninger om, at anmelderen er ejer, om hans erhvervelse af luftfartøjet samt oplysninger om fartøjet selv, herunder når, hvor og af hvem det er bygget.

    Stk. 3. Begæringen skal være ledsaget af bevis for, at betingelserne efter §§ 7-9 er opfyldt.

§ 11. Såfremt registreringsmyndigheden kan tage begæringen til følge, skal luftfartøjet registreres og tildeles registreringsmærke.

    Stk. 2. I registret skal indføres:

§ 12. Såfremt der efter registreringen sker ændring i ejendomsforholdet med hensyn til luftfartøjet, eller luftfartøjet undergår sådan forandring, at det har betydning for dets identificering, skal ejeren uopholdeligt anmelde det til registreringsmyndigheden. Det samme gælder, når ejeren ikke længere opfylder vilkårene efter § 7. Overdrages luftfartøjet ved aftale helt eller delvis til ny ejer, påhviler anmeldelsespligten også overdrageren. I tilfælde af et luftfartøjs salg ved tvangsauktion eller overtagelse ved umiddelbar fogedforretning skal fogden eller - ved konkurs, ved offentligt skifte og ved bobestyrerbehandlede dødsboer, der omfatter luftfartøjet - henholdsvis kurator, skifteretten og bobestyreren sende meddelelse herom til registreringsmyndigheden.

    Stk. 2. Registreringsmyndigheden skal under fornøden iagttagelse af bestemmelserne i §§ 10-11 føre anmeldelsen ind i registret eller - i de i §§ 13-14 omhandlede tilfælde - slette luftfartøjet af registret eller gøre anmærkning på dets blad.

§ 13. Et luftfartøj skal slettes af registret, dersom:

    Stk. 2. Når der er indtrådt et forhold som nævnt foran, skal ejeren uopholdeligt anmelde det til registreringsmyndigheden, hvis dette ikke allerede er gjort efter § 12.

    Stk. 3. Har luftfartøjet i tre år ikke haft gyldigt luftdygtighedsbevis, kan det slettes i registret, såfremt ejeren ikke inden en af registreringsmyndigheden fastsat frist tilvejebringer sådant bevis.

§ 14. Hvis der på et luftfartøj hviler en registreret rettighed, må det ikke udslettes af nationalitetsregistret, medmindre rettighedshaveren meddeler sit samtykke hertil, men der gøres anmærkning i registret om det forhold, som skulle have medført slettelse. Sådan anmærkning berører ikke rettigheden, men har ellers samme virkning som slettelse.

    Stk. 2. Hvis et luftfartøj slettes af nationalitetsregistret, eller der i registret gøres sådan anmærkning, som omhandles i stk. 1, skal meddelelse herom gives føreren af rettighedsregistret.

§ 15. Er et her i landet registreret luftfartøj på ubestemt tid eller for et tidsrum af mindst 14 dage overladt til en lejetager eller en anden, der bruger det for egen regning, kan hver part i aftalen gøre anmeldelse herom til registreringsmyndigheden, som i så fald skal gøre anmærkning i registret om brugeren og hans ret.

§ 16. Såfremt et luftfartøj i udlandet er bygget for dansk regning eller overgået i dansk eje og de i §§ 7-8 for registrering angivne vilkår er opfyldt, kan fartøjet på de vilkår, som fastsættes af trafikministeren, indføres midlertidigt i en særlig afdeling af luftfartøjsregistret.

    Stk. 2. Ministeren kan endvidere tillade, at andre luftfartøjer, som opfylder betingelserne i §§ 7 og 8, og som har en flyvetilladelse udstedt af luftfartsvæsenet, indføres i en særlig afdeling af luftfartøjsregistret.

    Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 om dansk tilknytning gælder ikke i det omfang, andet følger af EF-forordninger.

§ 17. Når luftfartøjet er registreret, har det dansk nationalitet.

    Stk. 2. Registreringsmyndigheden udsteder nationalitets- og registreringsbevis for luftfartøjet.

§ 18. Når et luftfartøj er slettet i registret eller anmærkning gjort efter § 14, er fartøjets ejer eller, hvis det er gået over i udenlandsk eje, den tidligere ejer pligtig til ufortøvet at indsende nationalitets- og registreringsbeviset til luftfartsvæsenet. Er der ellers i registret indført ændring i noget forhold, der omhandles i beviset, har ejeren pligt til ufortøvet at indsende beviset til luftfartsvæsenet, som giver det påtegning om ændringen eller eventuelt erstatter det med et nyt.

§ 19. Når luftfartøjet er indført i den i § 16 nævnte særlige afdeling af registret, har det dansk nationalitet, så længe indførelsen gælder.

    Stk. 2. Registreringsmyndigheden udsteder et midlertidigt nationalitets- og registreringsbevis for luftfartøjet.

§ 20. Dansk luftfartøj, som benyttes til luftfart efter denne lov, skal have dansk nationalitets- og registreringsbevis efter reglerne i dette kapitel.

    Stk. 2. Udenlandsk luftfartøj skal ved luftfart inden for dansk område have udenlandsk nationalitets- og registreringsbevis eller tilsvarende dokument, udfærdiget i fremmed stat, med hvilken der er sluttet overenskomst om ret til luftfart inden for dansk område.

    Stk. 3. Benyttes luftfartøjet med særlig tilladelse i medfør af § 2 c), gælder, hvad trafikministeren herom fastsætter.

§ 21. Et luftfartøj, som er indført i dansk nationalitetsregister efter § 11 eller § 16, skal mærkes med dansk nationalitetsmærke og det tildelte registreringsmærke. Disse mærker skal luftfartøjet føre, så længe det står i registret.

    Stk. 2. Luftfartøj, som benyttes med hjemmel i § 2 b), skal være mærket i overensstemmelse med de regler, som gælder i luftfartøjets hjemland.

    Stk. 3. Luftfartøj, som benyttes med tilladelse efter § 2 c), skal være mærket i overensstemmelse med forskrifter, som udfærdiges af trafikministeren.

§ 22. Luftfartøj, som benyttes til luftfart efter denne lov, skal være luftdygtigt.

    Stk. 2. Et luftfartøj kan ikke anses for luftdygtigt, medmindre det er således konstrueret, bygget, udstyret og vedligeholdt og har sådanne flyveegenskaber, at det tilfredsstiller sikkerhedens krav.

§ 23. Besigtigelse af luftfartøjer til konstatering af deres luftdygtighed skal ske ved luftfartsvæsenet, der endvidere fører tilsyn med, at luftfartøjer, så længe de benyttes til luftfart efter denne lov, er luftdygtige.

    Stk. 2. Luftfartsvæsenet kan lade besigtigelse og tilsyn foretage ved en af samme udpeget dansk eller udenlandsk sagkyndig eller udenlandsk myndighed.

§ 24. Når det ved besigtigelse eller på anden måde er godtgjort, at et luftfartøj tilfredsstiller kravene til luftdygtighed, udstedes luftdygtighedsbevis af luftfartsvæsenet. Beviset kan udstedes for bestemt tid og kan begrænses til at gælde luftfart af bestemt art eller inden for bestemt område. Trafikministeren kan bestemme, at der i luftdygtighedsbeviset eller i et særligt dokument, som skal følge med dette, skal optages nærmere anvisninger om de forudsætninger med hensyn til brugen af luftfartøjet, som må iagttages, for at dette kan anses for luftdygtigt.

    Stk. 2. Beviset skal på begæring fornys, såfremt luftfartøjet opfylder de krav til luftdygtighed, som gælder, når fornyelsen skal finde sted. Luftfartsvæsenet kan overlade den i § 23, stk. 2, omhandlede sagkyndige eller myndighed at forny luftdygtighedsbeviset.

§ 25. Dansk luftfartøj, som benyttes til luftfart efter denne lov, skal have luftdyghedsbevis udstedt af luftfartsvæsenet eller godkendt af dette.

    Stk. 2. Udenlandsk fartøj skal ved luftfart inden for dansk område have enten luftdygtighedsbevis som i stk. 1 omhandlet eller et af fremmed stat udstedt eller godkendt bevis, som ifølge overenskomst med denne stat skal anerkendes her i riget.

    Stk. 3. Luftfartøj, som ikke har luftdygtighedsbevis som i stk. 1 eller 2 omhandlet, kan af luftfartsvæsenet få meddelt særlig tilladelse til luftfart. Sådan tilladelse kan når som helst tilbagekaldes.

§ 26. Hvis ikke andet bestemmes af trafikministeren, bliver dansk luftdygtighedsbevis ugyldigt i følgende tilfælde:

    Stk. 2. Når der i øvrigt er indtrådt et forhold, som efter ministerens skøn kan have betydning for luftdygtigheden, kan han erklære luftdygtighedsbeviset for ugyldigt.

    Stk. 3. Ugyldigheden vedvarer i det under c) nævnte tilfælde, indtil skaden er afhjulpet under iagttagelse af bestemmelser, som fastsættes af ministeren. I det under d) nævnte tilfælde vedvarer ugyldigheden, indtil luftfartøjet igen er behørigt forsikret. I øvrigt vedvarer ugyldigheden, indtil luftfartøjet er erklæret for luftdygtigt.

    Stk. 4. Når et bevis er blevet ugyldigt, kan luftfartsvæsenet kræve det indleveret.

§ 27. Hvad der i §§ 24 og 26 er bestemt om dansk luftdygtighedsbevis, finder tilsvarende anvendelse på godkendelse af udenlandsk luftdygtighedsbevis samt på fornyelse og ugyldighed af sådan godkendelse.

§ 28. Ejeren eller brugeren af et luftfartøj, som benyttes til luftfart efter denne lov, er ansvarlig for, at fartøjet er luftdygtigt, samt for, at der for dette foreligger gyldigt luftdygtighedsbevis, ligesom han efter regler, fastsat af trafikministeren, snarest skal anmelde enhver omstændighed, der har betydning for luftdygtigheden, til luftfartsvæsenet og meddele dette de for udøvelse af tilsynet med luftdygtigheden nødvendige oplysninger.

§ 29. Luftfartsvæsenet samt den i § 23, stk. 2, omhandlede sagkyndige eller myndighed har adgang til ethvert luftfartøj, som benyttes til luftfart efter denne lov, og har ret til at foretage enhver undersøgelse af luftfartøjet og dets udstyr, som findes nødvendig for at kunne udføre besigtigelse og tilsyn. Luftfartsvæsenet samt den i § 23, stk. 2, omhandlede sagkyndige eller myndighed kan herunder hos ejeren eller brugeren og besætningen kræve den medvirken, som findes fornøden. Luftfartøjet kan således kræves klargjort til besigtigelse, ligesom prøveflyvning og andre nødvendige prøver kan kræves udført.

§ 30. For at prøve et luftfartøjs egenskaber, eller når der i øvrigt foreligger særlige grunde, kan luftfartsvæsenet efter nærmere af trafikministeren derom fastsatte regler gøre undtagelse fra bestemmelserne i dette kapitel og de i tilslutning dertil givne forskrifter.

§ 31. Trafikministeren kan bestemme, at bygning af luftfartøjer og fremstilling af tilbehør og reservedele samt nærmere angivne vedligeholdelses-, reparations- og ændringsarbejder på luftfartøjer, tilbehør og reservedele kun må udføres af personer med særlig godkendelse eller af en virksomhed, hvis tekniske organisation er godkendt. Ministeren kan endvidere bestemme, at sådanne arbejder, hvis de udføres af en virksomhed, skal attesteres af en person, der er godkendt hertil.

§ 32. Luftfartøj, som benyttes til luftfart efter denne lov, skal være bemandet på betryggende måde.

    Stk. 2. Trafikministeren giver nærmere forskrifter om bemandingen.

    Stk. 3. Luftfartøjets ejer eller bruger er ansvarlig for, at fartøjet er behørigt bemandet.

    Stk. 4. Luftfartøjets ejer eller bruger skal efter anmodning fra luftfartsvæsenet oplyse, hvilke personer der på et givet tidspunkt har været fører af et luftfartøj.

§ 33. Luftfartsvæsenet fører tilsyn med, at bestemmelserne om bemanding bliver overholdt. Det kan lade tilsynet foretage ved dansk eller udenlandsk sagkyndig eller ved udenlandsk myndighed.

§ 34. Trafikministeren fastsætter de betingelser, som med hensyn til statsborgerforhold, alder, fysisk og psykisk egnethed, ædruelighed, uddannelse og øvelse m.v. kan kræves opfyldt for at gøre tjeneste på et luftfartøj.

§ 35. Certifikat til at gøre tjeneste på luftfartøj som fører eller i anden stilling, som trafikministeren bestemmer, udstedes af luftfartsvæsenet til den, der opfylder de for vedkommende tjeneste fastsatte krav.

    Stk. 2. Certifikatet kan begrænses til at gælde luftfart med bestemte arter af luftfartøjer, luftfart af bestemt art eller luftfart inden for bestemt område.

    Stk. 3. Når ansøgeren opfylder de betingelser, der er gældende for udstedelse af certifikatet, udstedes dette uden angivelse af udløbsdato eller for bestemt tid.

    Stk. 4. Certifikatet kan nægtes den, der er dømt for strafbart forhold, som begrunder en nærliggende fare for misbrug af certifikatet, jfr. straffelovens § 78.

§ 36. Den, der gør tjeneste på et luftfartøj i stilling som omhandlet i § 35, skal have certifikat, udstedt af luftfartsvæsenet eller godkendt af dette, eller et af fremmed stat udstedt eller godkendt certifikat, som ifølge overenskomst med denne skal anerkendes her i riget.

    Stk. 2. Den, som gør tjeneste på et dansk luftfartøj i international luftfart, skal have certifikat, som er udstedt eller godkendt af luftfartsvæsenet.

    Stk. 3. Luftfartsvæsenet er berettiget til, for så vidt angår flyvning over dansk område, at nægte at anerkende certifikat, som er udstedt til en dansk statsborger af en anden stat.

    Stk. 4. Der kan af luftfartsvæsenet uden hensyn til, hvad der er bestemt i stk. 1, meddeles særlig tilladelse til at gøre tjeneste på et luftfartøj. Sådan tilladelse kan når som helst tilbagekaldes.

§ 37. Luftfartsvæsenet kan inddrage dansk certifikat for bestemt tid, indtil videre eller for resten af gyldighedstiden, når indehaveren ikke opfylder vilkårene for at udføre den tjeneste, certifikatet gælder.

    Stk. 2. Når luftfartsvæsenet finder grund til at antage, at der foreligger et forhold, som kan begrunde inddragelse efter stk. 1, kan det sætte certifikatet ud af kraft, indtil spørgsmålet om inddragelse er afgjort.

    Stk. 3. Når et certifikat er inddraget eller sat ud af kraft efter bestemmelserne i denne paragraf, skal det indleveres til luftfartsvæsenet.

§ 38. Hvad der i §§ 35 og 37 er bestemt om dansk certifikat, finder tilsvarende anvendelse på godkendelse af udenlandsk certifikat samt på fornyelse og tilbagekaldelse af sådan godkendelse.

§ 39. Den, som har certifikat, der er udstedt eller godkendt af luftfartsvæsenet, skal snarest muligt underrette dette om forhold, som kan have betydning for spørgsmålet om, hvorvidt han fremdeles opfylder vilkårene for tjenesten. Han er pligtig til at underkaste sig de undersøgelser og prøver, som luftfartsvæsenet finder påkrævet.

§ 40. Luftfartsvæsenet kan tillade, at et luftfartøj benyttes til luftfart i øvelsesøjemed, eller når der i øvrigt foreligger særlige grunde, selv om fartøjet ikke er bemandet i overensstemmelse med reglerne i § 32.

§ 40 a. Reglerne i dette kapitel omfatter arbejde for en arbejdsgiver udført af besætningsmedlemmer under tjeneste på luftfartøj.

    Stk. 2. Reglerne har til formål at skabe grundlag for et sikkert og sundt arbejdsmiljø i det omfang, dette formål ikke er varetaget ved andre regler fastsat i henhold til denne lov.

    Stk. 3. Reglerne tilstræber at skabe grundlag for, at virksomhederne og besætningsmedlemmerne selv i samarbejde kan løse de arbejdsmiljømæssige spørgsmål.

§ 40 b. En arbejdsgiver skal sørge for, at de arbejdsmiljømæssige forhold under tjeneste på luftfartøj er fuldt forsvarlige, og for, at der føres effektivt tilsyn med, at arbejdet udføres på forsvarlig måde.

§ 40 c. I virksomheder med 1-4 ansatte, der gør tjeneste som besætningsmedlemmer på luftfartøj, skal virksomhedens arbejde for arbejdsmiljø under denne tjeneste udføres ved personlig kontakt mellem arbejdsgiveren og de ansatte besætningsmedlemmer.

§ 40 d. I virksomheder med 5 ansatte eller derover, som gør tjeneste som besætningsmedlemmer på luftfartøj, skal de ansatte vælge en sikkerhedsrepræsentant fra henholdsvis flyvebesætningsmedlemmerne og kabinebesætningsmedlemmerne for hver luftfartøjstype eller andet hensigtsmæssigt afgrænset arbejdsområde til at repræsentere sig i spørgsmål om de ansattes arbejdsmiljø under tjeneste på luftfartøj.

    Stk. 2. Arbejdsgiveren afholder udgifterne ved sikkerhedsrepræsentantens hverv og godtgør sikkerhedsrepræsentanten tab af indtægt.

    Stk. 3. Arbejdsgiveren skal give sikkerhedsrepræsentanten lejlighed til at erhverve sig den fornødne viden om eller uddannelse i sikkerhedsmæssige spørgsmål.

    Stk. 4. Arbejdsgiveren skal give sikkerhedsrepræsentanten en efter forholdene rimelig tid til rådighed til at varetage sin pligt i sikkerhedsarbejdet.

    Stk. 5. Sikkerhedsrepræsentanten er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af sine forhold på samme måde som tillidsmænd inden for vedkommende eller tilsvarende faglige område.

    Stk. 6. Uoverensstemmelser om beskyttelsen efter stk. 2 og 5, herunder spørgsmål om, hvilke regler der finder anvendelse, og om brud på eller fortolkning af reglerne, afgøres ved fagretlig behandling, jfr. § 22 i lov nr. 317 af 13. juni 1973 om arbejdsretten.

§ 40 e. I virksomheder med 5 ansatte eller derover, som gør tjeneste som besætningsmedlemmer på luftfartøj, oprettes et sikkerhedsudvalg.

    Stk. 2. Sikkerhedsudvalget udgøres af højst 4 sikkerhedsrepræsentanter og et tilsvarende antal repræsentanter for arbejdsgiveren. Det enkelte sikkerhedsudvalg kan aftale anden sammensætning.

    Stk. 3. Sikkerhedsudvalget skal inden for virksomheden være rådgivende med hensyn til planlægning og gennemførelse af foranstaltninger af betydning for arbejdsmiljøet for tjeneste på luftfartøjer.

    Stk. 4. Sikkerhedsudvalget skal mødes mindst 1 gang årligt. Møde skal afholdes på begæring af ethvert af medlemmerne, dog højst hver anden måned. Møde skal dog altid afholdes, hvis et flertal af medlemmerne fremsætter begæring herom.

§ 40 f. Luftfartsvæsenet skal ved besøg i virksomheden træde i forbindelse med vedkommende sikkerhedsrepræsentanter og repræsentanter for sikkerhedsudvalget. Disse har fri adgang til at forelægge spørgsmål af arbejdsmiljømæssig art for luftfartsvæsenet.

§ 40 g. Trafikministeren fastsætter nærmere regler vedrørende arbejdsmiljømæssige forhold, herunder om bedriftssundhedstjeneste.

    Stk. 2. Trafikministeren fastsætter endvidere regler om valg af sikkerhedsrepræsentanter, om deres rettigheder og pligter, om oprettelse af sikkerhedsudvalg, om disses opgaver, om uddannelse af udvalgets medlemmer samt om den daglige ledelse af sikkerhedsarbejdet.

    Stk. 3. Staten yder tilskud til etablering af bedriftssundhedstjenester, der opfylder de regler, som er fastsat i medfør af stk. 1. Trafikministeren fastsætter efter forhandling med finansministeren de nærmere regler om tilskuddet.

    Stk. 4. Kommuner og amtskommuner kan yde tilskud til bedriftssundhedstjenester, der opfylder de regler, som er fastsat i medfør af stk. 1. Trafikministeren fastsætter efter forhandling med indenrigsministeren de nærmere regler for kommuners og amtskommuners adgang til at yde tilskud.

§ 40 h. Trafikministeren nedsætter et arbejdsmiljøråd for luftfart.

    Stk. 2. Rådet kan stille forslag om, kan medvirke ved udarbejdelse af og skal udtale sig om forslag til nye eller ændrede regler vedrørende arbejdsmiljø. Rådet kan på eget initiativ tage spørgsmål op, som har betydning for arbejdsmiljøet for de flyvende besætninger. Rådet kan herudover behandle de enkelte sager, som af trafikministeren eller af luftfartsvæsenet forelægges for rådet.

    Stk. 3. Luftfartsvæsenet kan i fornødent omfang yde rådet konsulentbistand.

§ 40 i. Arbejdsmiljørådet for luftfart består af en uvildig formand, 4 repræsentanter for de ansatte besætningsmedlemmer og 4 repræsentanter for arbejdsgiverne. Trafikministeren beskikker rådets formand, øvrige medlemmer og stedfortrædere for disse for 3 år ad gangen. Repræsentanterne for de ansatte besætningsmedlemmer og arbejdsgiverne skal beskikkes efter indstilling fra de berørte organisationer og virksomheder blandt personer, som har praktisk kendskab til tjeneste på luftfartøj.

    Stk. 2. Arbejdstilsynet og luftfartsvæsenet deltager i rådets arbejde og møder med hver en repræsentant uden stemmeret.

    Stk. 3. Trafikministeren fastsætter i fornødent omfang nærmere regler for rådets virke og finansiering.

§ 41. På dansk luftfartøj, som benyttes til luftfart efter denne lov, skal der være en luftfartøjschef.

    Stk. 2. Luftfartøjschefen har højeste myndighed om bord.

§ 42. Luftfartøjschefen skal påse, at luftfartøjet er luftdygtigt og behørigt udrustet, bemandet og lastet, samt at flyvningen i øvrigt forberedes og gennemføres i overensstemmelse med gældende bestemmelser.

    Stk. 2. Hvad der i § 28 er fastsat om pligt til at anmelde enhver omstændighed, der har betydning for luftdygtigheden, til luftfartsvæsenet og til at meddele dette de for udøvelsen af tilsynet med luftdygtigheden nødvendige oplysninger, får tilsvarende anvendelse på luftfartøjschefen.

§ 43. Luftfartøjschefen har opsyn med luftfartøj, besætning, passagerer og gods.

    Stk. 2. Når han finder det nødvendigt, kan han midlertidigt anvise besætningsmedlemmerne anden tjeneste end den, de er ansat til at udføre.

    Stk. 3. Passagererne er pligtige til at følge de anvisninger, der gives af luftfartøjschefen for opretholdelse af orden om bord.

    Stk. 4. Han kan, når omstændighederne kræver det, nægte at tage om bord og har ret til at afsætte besætningsmedlemmer, passagerer eller gods.

§ 44. Når det er nødvendigt af hensyn til luftfartøjets sikkerhed eller for at beskytte personer eller gods om bord eller for at opretholde orden og lydighed om bord, kan luftfartøjschefen iværksætte forholdsregler, herunder anvende magt, i det omfang det efter omstændighederne kan anses for forsvarligt.

    Stk. 2. Besætningsmedlemmerne skal uden opfordring yde luftfartøjschefen hjælp. Efter opfordring fra luftfartøjschefen kan også passagererne yde hjælp.

    Stk. 3. Når det er påtrængende nødvendigt af hensyn til luftfartøjets sikkerhed eller for at beskytte personer eller gods om bord, kan besætningsmedlemmer og passagerer uden opfordring fra luftfartøjschefen iværksætte forebyggende forholdsregler, herunder anvende magt, i det omfang det efter omstændighederne kan anses for forsvarligt.

§ 45. Hvis der om bord på et luftfartøj bliver begået en grovere lovovertrædelse, skal luftfartøjschefen til oplysning af sagen så vidt muligt træffe de foranstaltninger, som er nødvendige, og som ikke uden skade kan udsættes.

    Stk. 2. Luftfartøjschefen skal så vidt muligt sørge for, at den skyldige ikke undviger, og kan om fornødent tage ham i forvaring. Medmindre den skyldige samtykker i at fortsætte rejsen under forvaring, må forvaringen kun vedvare, indtil han kan overleveres til politiet i Danmark eller til vedkommende myndighed uden for riget.

    Stk. 3. Genstande, som må antages at have betydning som bevismidler, kan tages i forvaring af luftfartøjschefen. Luftfartøjschefen skal give politiet eller den i stk. 2 nævnte myndighed de fornødne oplysninger om lovovertrædelsen og overgive de bevismidler, som er taget i forvaring.

    Stk. 4. Bestemmelsen i § 44, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

§ 46. Luftfartøjschefen skal påse, at foreskrevne luftfartøjsdokumenter er om bord, samt at disse bliver forskriftsmæssigt ført.

§ 47. Såfremt luftfartøjet kommer i nød, skal luftfartøjschefen gøre alt, hvad der står i hans magt, for at sikre luftfartøjet, de ombordværende og godset. Bliver det nødvendigt at forlade luftfartøjet, skal han så vidt muligt sørge for at bringe luftfartøjsdokumenterne i sikkerhed.

§ 48. (Ophævet).

§ 49. Den, som gør tjeneste på et luftfartøj, skal lyde sine foresattes ordrer i tjenesten, vise omsorg for luftfartøj samt for ombordværende og gods og i øvrigt samvittighedsfuldt udføre sine tjenestepligter.

§ 50. Ingen må gøre eller forsøge at gøre tjeneste på et luftfartøj i nogen af de i § 35 omhandlede stillinger, når den pågældende har nydt spiritus i et sådant omfang, at denne er ude af stand til at gøre tjeneste på fuldt betryggende måde, eller såfremt den pågældende har en alkoholkoncentration i blodet på 0,20 promille eller derover.

    Stk. 2. Ej heller må nogen gøre eller forsøge at gøre tjeneste på et luftfartøj i nogen af de i § 35 omhandlede stillinger, når han på grund af sygdom, svækkelse, overanstrengelse, mangel på søvn, påvirkning af opstemmende eller bedøvende midler eller af lignende årsager befinder sig i en sådan tilstand, at han er ude af stand til at gøre tjeneste på et luftfartøj på fuldt betryggende måde.

    Stk. 3. Det er forbudt at lade nogen gøre tjeneste på et luftfartøj, når den pågældende er påvirket som nævnt i stk. 1 eller befinder sig i en tilstand som nævnt i stk. 2.

    Stk. 4. At en person i en tilstand som angivet i stk. 1 og 2 gør eller forsøger at gøre tjeneste på et luftfartøj, hvormed i erhvervsmæssigt øjemed befordres personer, betragtes ved udmåling af straf som en skærpende omstændighed.

    Stk. 5. Har en arbejdsgiver eller anden foresat medansvar for, at en person gør eller forsøger at gøre tjeneste på et luftfartøj i en sådan tilstand som angivet i stk. 1 og 2, straffes tillige arbejdsgiveren eller den foresatte.

    Stk. 6. Når en person, der på et offentligt beværtningssted har nydt spiritus, og om hvem værten eller hans medhjælper ved eller har føje til at antage, at han skal gøre tjeneste på et luftfartøj, på grund af spiritusnydelsen er eller vil blive påvirket som nævnt i stk. 1, skal værten eller medhjælperen gøre sit, eventuelt ved tilkaldelse af politiet, til at hindre, at han i denne tilstand gør eller forsøger at gøre sådan tjeneste.

    Stk. 7. Politiet kan med henblik på at konstatere en eventuel overtrædelse af stk. 1 til enhver tid forlange, at en person, der er omfattet af stk. 1, foretager udåndingsprøve.

    Stk. 8. Politiet kan fremstille en person til udtagelse af blod- og urinprøve, hvis der er grund til at antage, at han har overtrådt bestemmelserne i stk. 1 eller 2, eller han nægter eller ikke er i stand til at medvirke til en udåndingsprøve. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan politiet tillige fremstille den pågældende til undersøgelse af en læge.

    Stk. 9. Trafikministeren fastsætter efter forhandling med justitsministeren bestemmelser om de i stk. 7 og 8 nævnte prøver og undersøgelser.

§ 51. Trafikministeren bestemmer, i hvilken udstrækning reglerne i dette kapitel finder anvendelse på udenlandsk luftfartøj inden for dansk område.

§ 52. Flyvepladser og andre anlæg i luftfartens tjeneste skal tilfredsstille de krav, trafikministeren fastsætter.

    Stk. 2. Ministeren giver forskrifter om drift og vedligeholdelse af sådanne anlæg og om tilsyn. Den myndighed, der fører tilsyn med anlæggene, skal tillige påse overholdelsen af de øvrige i dette kapitel indeholdte og i tilslutning dertil givne bestemmelser. Den kan til enhver tid kræve adgang til luftfartsanlæg og anden ejendom i den udstrækning, det er nødvendigt for udførelsen af dens opgaver.

§ 53. Trafikministeren kan efter forhandling med forsvarsministeren etablere luftveje og andre områder, inden for hvilke luftfarten skal være underkastet særlig regulering.

§ 54. Til betryggelse og lettelse for luftfarten anordnes en flyvesikringstjeneste. Trafikministeren fastsætter de fornødne forskrifter for denne og bestemmer, i hvilken udstrækning den kan varetages af andre end statsorganer.

§ 55. Til at indrette og drive en flyveplads, hvis benyttelse til flyvning står åben for offentligheden, udkræves, foruden godkendelse efter § 60, særlig tilladelse af trafikministeren, jf. dog stk. 2. Tilladelse udkræves ligeledes til ændring af en sådan flyveplads.

    Stk. 2. Til at indrette og drive en flyveplads i Grønland, hvis benyttelse til flyvning står åben for offentligheden, kræves, foruden godkendelse efter § 60, tilladelse af Grønlands Landsstyre. Tilladelse kræves ligeledes til ændring af en sådan flyveplads.

    Stk. 3. Trafikministeren kan foreskrive, at en flyveplads omfattet af stk. 1 under hensyn til dens karakter, trafikkens omfang og varighed eller andre særlige omstændigheder kan indrettes og drives uden tilladelse. Grønlands Landsstyre kan foreskrive, at en flyveplads omfattet af stk. 2 under hensyn til dens karakter, trafikkens omfang og varighed eller andre særlige omstændigheder kan indrettes og drives uden tilladelse.

§ 56. Tilladelse må kun meddeles, såfremt det findes foreneligt med almene hensyn.

§ 57. Tilladelse skal gives på bestemt tid og gøres afhængig af de vilkår, som skønnes påkrævet.

§ 58. Såfremt der under udøvelsen af den af tilladelsen omfattede virksomhed finder væsentlig tilsidesættelse sted af de i nærværende lov eller i tilladelsen indeholdte eller for sådan virksomhed i øvrigt gældende forskrifter, kan tilladelsen tilbagekaldes. Må det antages, at tilladelsens indehaver ikke er i stand til behørigt at gennemføre anlægget eller opretholde driften, kan tilladelsen ligeledes tilbagekaldes.

§ 59. Den, der vil indrette og drive en flyveplads, som ikke skal stå åben for offentligheden, skal senest 3 måneder, forinden anlægsarbejdet påbegyndes eller pladsen tages i brug, indgive anmeldelse til trafikministeren med oplysning om arten og omfanget af den forventede benyttelse af pladsen. Ministeren underretter de øvrige berørte statslige myndigheder samt vedkommende kommunale myndigheder.

    Stk. 2. Ministeren meddeler inden udløbet af den i stk. 1 nævnte 3 måneders frist de særlige vilkår for flyvepladsens indretning og brug, som findes påkrævede af hensyn til luftfartens sikkerhed. Såfremt disse hensyn nødvendiggør det, kan ministeren forbyde indretning og drift af pladsen.

    Stk. 3. Samme regler som i stk. 1 og 2 finder anvendelse ved ændringer af flyvepladser, der ikke står åbne for offentligheden.

    Stk. 4. Ministeren fastsætter nærmere bestemmelser om indgivelsen af de i stk. 1 nævnte anmeldelser.

§ 60. Flyvepladser, hvis benyttelse til flyvning står åben for offentligheden, skal være godkendt af trafikministeren. Også ændring af sådanne flyvepladser kræver godkendelse. Ministeren fastsætter, i hvilket omfang der kræves godkendelse af andre flyvepladser og andre anlæg.

    Stk. 2. Til ministerens godkendelse knyttes de betingelser, som findes påkrævet.

    Stk. 3. Når anlægget ikke opfylder de krav, som til enhver tid gælder for godkendelse af sådanne anlæg, eller de opstillede betingelser bliver væsentligt tilsidesat, kan ministeren tilbagekalde godkendelsen.

    Stk. 4. Er der indtrådt noget forhold, som kan medføre, at anlægget ikke længere tilfredsstiller kravene, er indehaveren pligtig til at give meddelelse til luftfartsvæsenet, så snart han har fået kendskab til forholdet. Hvis forholdet er af den art, at det er farligt at bruge anlægget, skal indehaveren, i den udstrækning det er nødvendigt, sætte dette ud af drift uden at afvente luftfartsvæsenets afgørelse.

§ 61. Ekspropriation kan ske til anlæg af flyvepladser, til etablering af andre luftfartsanlæg, til sikring af lufttrafikken, til udvidelse og ændring af bestående anlæg, til sikring af sådanne anlægs fortsatte beståen, til nødvendige supplerende foranstaltninger samt med henblik på udnyttelse, betjening, sikring, synlighed og drift på hensigtsmæssig måde af nævnte anlæg, herunder til etablering af fornødne adgangsveje, oplagspladser, garager, værksteder, hangarer, tjenesteboliger, administrationsbygninger og sikringsanlæg, og til gennemførelse af beslutninger, der er truffet efter § 67.

    Stk. 2. Ekspropriation til ikke-statslige anlæg kræver tilladelse fra trafikministeren.

    Stk. 3. Ekspropriation skal foretages efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

§ 62. Indflyvningen til flyvepladser, hvis benyttelse til flyvning står åben for offentligheden, skal være sikret overensstemmende med de nedenfor fastsatte regler, der dog under særlige omstændigheder kan fraviges af trafikministeren.

§ 63. Hvis ikke særlig undtagelse er gjort i henhold til § 62, skal der for de deri omhandlede flyvepladser foreligge en af trafikministeren godkendt plan, der viser, hvorledes indflyvningen skal sikres.

    Stk. 2. Planen skal angive det område uden for landingsarealet, inden for hvilket det skønnes nødvendigt at fastsætte højdebegrænsninger med hensyn til bebyggelse, beplantning, master, ledninger og andre luftfartshindringer. I sø- og isflyvehavne kan planen også omfatte selve havneområdet.

    Stk. 3. Inden for området fastlægges på de enkelte arealer de højdebegrænsninger, som kræves for luftfartøjernes sikre start og landing ved ud- og indflyvning over det pågældende areal.

    Stk. 4. Der kan ved planen fastlægges særlige sektorer for ud- og indflyvning, henholdsvis i godt vejr og i usigtbar vejr. Planens varighed kan begrænses til et bestemt tidsrum.

§ 64. For de arealers vedkommende, hvor luftfartshindringer i henhold til planen højst må være indtil 25 m over terræn, skal indflyvningen sikres ved pålæg af servitut mod etablering af luftfartshindringer, der overskrider de på planen angivne højder.

    Stk. 2. Trafikministeren kan meddele dispensation fra en servitut, der er pålagt efter stk. 1. Dispensationen kan gives på vilkår, herunder om hel eller delvis tilbagebetaling af den betalte erstatning.

§ 65. For så vidt angår et areal, på hvilket luftfartshindringer ifølge planen må være 25 m over terræn eller mere, skal ethvert projekt, der vil medføre luftfartshindringer over den nævnte grænse, forelægges for luftfartsvæsenet. Pligten hertil skal respekteres af alle indehavere af rettigheder over det pågældende areal, uanset hvornår retten er stiftet. Pligten tinglyses på ejendommen efter anmodning fra luftfartsvæsenet, der sender en genpart af anmodningen til ejeren.

    Stk. 2. Såfremt projektet ikke strider imod den af trafikministeren godkendte indflyvningsplan, udsteder luftfartsvæsenet attest herom.

    Stk. 3. Strider projektets gennemførelse imod planen, vil sagen af luftfartsvæsenet være at forelægge for trafikministeren, der træffer afgørelse om, hvorvidt gennemførelsen kan tillades under hensyn til de i enkelttilfældet foreliggende forhold.

    Stk. 4. Findes der på de i nærværende paragraf omhandlede arealer ved planens godkendelse luftfartshindringer, der overskrider de på planen angivne højder, afgør ministeren, hvorvidt hindringen skal kræves fjernet eller afmærket. Gennemførelsen af de foranstaltninger, som er fundet påkrævet, sker om fornødent ved ekspropriation i overensstemmelse med reglerne i § 61.

§ 66. Det påhviler indehaveren af vedkommende flyveplads at overvåge, at de de enkelte ejendomme pålagte højdebegrænsninger overholdes, og til luftfartsvæsenet om fornødent at indberette eventuelle overtrædelser.

§ 67. Hindringer, som ligger uden for de for flyvepladser godkendte planers område, men som ved deres højde skønnes at frembyde fare for lufttrafikkens sikkerhed, kan af trafikministeren efter forhandling med forsvarsministeren forlanges fjernet eller afmærket af luftfartsvæsenet.

    Stk. 2. Udgiften - herunder eventuel erstatning til ejeren eller brugeren - afholdes af statskassen.

§ 67 a. Projekter til anlæg, der uden for de for flyvepladser godkendte planers område agtes opført i en højde af 100 m eller mere over terræn, skal anmeldes til luftfartsvæsenet. Opførelsen af anlægget må ikke påbegyndes, før der af luftfartsvæsenet er udstedt attest om, at hindringen ikke skønnes at ville frembyde fare for lufttrafikkens sikkerhed.

    Stk. 2. Såfremt anlægget skønnes at ville frembyde fare for lufttrafikkens sikkerhed, skal sagen af luftfartsvæsenet forelægges for trafikministeren, der træffer afgørelse om, hvorvidt attesten kan udstedes. Attesten kan betinges af, at hindringen afmærkes eller dens højde nedsættes, og at udgiften herved afholdes af ejeren eller brugeren.

§ 68. Trafikministeren kan efter forhandling med forsvarsministeren forbyde anbringelsen og benyttelsen af, eventuelt kræve ændret eller fjernet, mærker, lys- eller lydanlæg, anlæg, der udsender radiobølger, eller andre indretninger, for så vidt de udsætter luftfartens sikkerhed for fare.

    Stk. 2. Hvorvidt og da i hvilket omfang erstatning skal udredes i anledning af de i medfør af stk. 1 trufne foranstaltninger, afgøres efter dansk rets almindelige regler.

§ 69. Trafikministeren giver forskrifter om, hvilke flyvepladser luftfartøjer kan bruge ved afgang eller landing.

§ 70. Trafikministeren kan udfærdige forskrifter om adgang til og færdsel på flyvepladser og om luftfartøjers ophold på disse samt efter forhandling med industriministeren om fornødent udstede forbud mod sejlads og ophold i farvande, der midlertidigt eller permanent benyttes som flyveplads.

§ 70 a. Trafikministeren fastsætter efter forhandling med justitsministeren bestemmelser for flyvepladsers og luftfartsselskabers udarbejdelse af sikkerhedsplaner og gennemførelse af foranstaltninger til forebyggelse af forbrydelser mod luftfartens sikkerhed. Det kan i den forbindelse pålægges flyvepladser og luftfartsselskaber at foretage eftersyn som nævnt i § 70 b, stk. 1-3.

    Stk. 2. Ministeren kan fastsætte bestemmelsr for modtagelse, kontrol, opbevaring, transport og lastning af gods og forsyninger, som af fragtagenter, kurerselskaber, cateringsleverandører eller andre indleveres til luftfartsselskaber med henblik på hel eller delvis transport med luftfartøj.

    Stk. 3. Ministeren kan fastsætte bestemmelser om sikkerhedsgodkendelse af fragtagenter, kurerselskaber, cateringleverandører eller andre, der foretager de i stk. 2 nævnte leverancer til luftfartsselskaber. En sikkerhedsgodkendelse kan tilbagekaldes i tilfælde af tilsidesættelse af bestemmelserne i dette kapitel eller forskrifter udarbejdet i medfør heraf, eller hvis de for sikkerhedsgodkendelsen fastsatte vilkår eller procedurer tilsidesættes.

    Stk. 4. Politiet kan, når det findes sikkerhedsmæssigt påkrævet, bestemme, at de i stk. 1 og 2 nævnte sikkerhedsforanstaltninger midlertidigt skal intensiveres og suppleres med yderligere foranstaltninger.

    Stk. 5. Statens Luftfartsvæsen godkender de i stk. 1 nævnte sikkerhedsplaner og fører tilsyn med gennemførelsen af de i stk. 1, 2 og 4 nævnte sikkerhedsforanstaltninger.

§ 70 b. Til forebyggelse af forbrydelser mod luftfartens sikkerhed kan der efter nærmere bestemmelser fastsat i henhold til § 70 a foretages eftersyn af personer, bagage, gods og forsyninger på flyvepladser. Eftersynet skal ske med størst mulig hensynsfuldhed og må ikke gå videre, end de kontrolmæssige formål nødvendiggør.

    Stk. 2. Ved eftersyn af person, der ikke begrænses til den ydre beklædning, kan den pågældende kræve, at eftersynet overværes af et vidne. Eftersynet må ikke udføres eller overværes af personer af andet køn end den, der skal efterses, medmindre denne samtykker heri.

    Stk. 3. Den, der nægter at underkaste sig eller medvirke til kontrol af sin person, skal forbydes adgang til luftfartøjet og til flyvepladsens afspærrede område. Bagage, gods eller forsyninger, der ikke er sikkerhedskontrolleret i overensstemmelse med bestemmelser fastsat i medfør af § 70 a, må ikke bringes om bord i luftfartøj eller bringes ind på flyvepladsens afspærrede område.

    Stk. 4. Eftersyn i henhold til stk. 1-3 kan foretages af politiet og efter trafikministerens bestemmelse tillige af andre myndigheder.

    Stk. 5. Trafikministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere bestemmelser, hvorefter eftersyn pålagt flyvepladser og luftfartsselskaber i medfør af bestemmelsen i § 70 a, stk. 1, 2. pkt., kun kan foretages af personer, der er godkendt hertil af politiet, og som har gennemgået en uddannelse, der er godkendt af Statens Luftfartsvæsen.

    Stk. 6. Statens Luftfartsvæsen fastsætter bestemmelser om godkendelse af teknisk udstyr, der anvendes i forbindelse med eftersyn af personer, bagage, gods og forsyninger.

§ 70 c. Politiet kan foretage eftersyn af personer, dokumenter, køretøjer og gods, der forlader flyvepladsområdet. Eftersynet skal gennemføres under iagttagelse af de i § 70 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, angivne retningslinier.

§ 71. For benyttelsen af en offentlig flyveplads kan der opkræves afgifter efter regler, der fastsættes af trafikministeren, jf. dog 3. pkt. Afgifter for benyttelse af statsejede flyvepladser bortset fra dem, der drives af Københavns Lufthavne A/S, skal godkendes af Folketingets Finansudvalg. I Grønland kan der for benyttelsen af en offentlig flyveplads opkræves afgifter efter regler, der fastsættes af Grønlands Landsstyre.

    Stk. 2. Der kan endvidere opkræves afgifter til dækning af udgifterne ved anlæg og drift af andre hjælpemidler i luftfartens tjeneste efter regler fastsat af trafikministeren. Afgift kan opkræves i forbindelse med overflyvning af dansk territorium, det åbne hav og fremmed stats territorium, når der er truffet aftale herom med vedkommende fremmede stat. Afgiften påhviler brugeren af såvel danske som udenlandske luftfartøjer ved flyvning i det område, hvor hjælpemidler kan benyttes. Hvis brugerens identitet ikke er kendt, påhviler afgiften ejeren af luftfartøjet, medmindre ejeren godtgør, hvem der var bruger.

    Stk. 3. Hvis de i stk. 1 og 2 nævnte afgifter ikke erlægges rettidigt, kan der, for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen til betaling sker, tillægges en månedlig rente, hvis størrelse fastsættes i overensstemmelse med renteloven, dog mindst 50 kr. Endvidere kan trafikministeren fastsætte bestemmelser om gebyr for erindringsskrivelser vedrørende betalingen af de nævnte afgifter.

    Stk. 4. Trafikministeren kan fastsætte regler om opkrævning og inddrivelse af afgifterne, herunder at danske myndigheder, i det omfang det følger af Multilateral Agreement Relating to Route Charges, yder bistand til inddrivelse af Eurocontrols udestående afgifter.

    Stk. 5. Afgifterne med påløbne renter og gebyrer kan inddrives ved udpantning.

§ 72. Flyvepladser og andre anlæg i luftfartens tjeneste, hvis benyttelse står åben for offentligheden, skal stå åbne til brug for udenlandske luftfartøjer på samme vilkår, som gælder for danske luftfartøjer i tilsvarende international luftfart, når der er truffet aftale i så henseende med vedkommende fremmede stat.

§ 73. Trafikministeren fastsætter de betingelser, som kan kræves opfyldt af den, der på flyveplads, ved andet luftfartsanlæg eller i øvrigt skal gøre tjeneste uden for luftfartøj i stilling, som er af betydning for luftfartens sikkerhed, og giver regler om certifikat for sådan tjeneste.

§ 74. Hvad der er bestemt i § 50, finder tilsvarende anvendelse på den, som gør tjeneste som flyveleder, flyvemekaniker eller - efter bestemmelse af trafikministeren - i anden stilling af betydning for luftfartssikkerheden.

§ 74 a. Bestemmelserne i dette kapitel gælder ikke i det omfang, andet følger af EF-forordninger.

§ 75. Til regelmæssig luftfart i erhvervsøjemed over dansk område kræves tilladelse af trafikministeren.

    Stk. 2. Til anden erhvervsmæssig luftfart over samme område kræves tilladelse af ministeren, medmindre denne træffer anden bestemmelse.

    Stk. 3. Uanset stk. 2 kan der uden tilladelse udføres luftfart mod betaling, såfremt

    Stk. 4. Uanset stk. 2 kan flyveklubber, der er organiseret i landsdækkende unioner eller forbund og godkendes af trafikministeren, uden tilladelse udføre luftfart mod betaling, såfremt

    Stk. 5. En virksomheds befordring med luftfartøj af egne ansatte uden for de i stk. 1 og 2 nævnte tilfælde skal anmeldes til Statens Luftfartsvæsen. Sådan flyvning må kun udføres, såfremt enten den person, der udfører denne form for flyvning, er heltidsansat i virksomheden, eller virksomheden som registreret ejer eller som registreret bruger ved en langtidslejekontrakt har eneråderet over det pågældende luftfartøj.

    Stk. 6. Ejerskab af eller rådighed over et luftfartøj til benyttelse ved flyvning, som omfattet af stk. 5, kan etableres af en kreds af indtil 5 virksomheder, som i lige sameje ejer, eller som med lige andele til hver i fællesskab langtidslejer det pågældende luftfartøj. Flyvning kan endvidere udføres af en virksomhed, der er en del af en koncern, således at virksomheden kan udføre flyvning med ansatte i andre virksomheder inden for koncernen.

    Stk. 7. Som virksomheder, jf. stk. 5, anses såvel enkeltmandsvirksomheder som interessentskaber og selskaber af enhver art hjemmehørende i den danske stat samt kommuner, amtskommuner, statslige virksomheder og myndigheder.

    Stk. 8. Trafikministeren kan bestemme, at skoleflyvning, opvisningsflyvning, konkurrenceflyvning og anden luftfartsvirksomhed af særlig art kræver tilladelse, selv om virksomheden ikke drives i erhvervsøjemed.

§ 76. Trafikministeren kan fastsætte nærmere regler om afgrænsningen mellem erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig luftfart og om udførelsen heraf.

§ 77. Tilladelse til befordring af passagerer, post og gods kan, når befordringen alene sker mellem steder inden for riget, kun gives til den, der opfylder de i § 7, stk. 1, for registrering af luftfartøj her i landet opstillede vilkår.

    Stk. 2. Opfylder indehaveren af en tilladelse ikke længere de for opnåelse af denne fastsatte betingelser, falder tilladelsen bort, hvis forholdet ikke bliver rettet inden en af vedkommende myndighed fastsat frist.

    Stk. 3. I særlige tilfælde kan trafikministeren meddele tilladelse i henhold til § 75, selv om betingelserne efter nærværende paragraf ikke er opfyldt.

§ 78. Tilladelse skal gives på bestemt tid og gøres afhængig af de vilkår, som skønnes påkrævet.

§ 79. Såfremt der under udøvelsen af den af tilladelsen omfattede virksomhed finder væsentlig tilsidesættelse sted af de i nærværende lov eller i tilladelsen indeholdte eller for sådan virksomhed i øvrigt gældende forskrifter, kan tilladelsen tilbagekaldes. Må det antages, at tilladelsens indehaver ikke er i stand til behørigt at iværksætte eller opretholde den tilladte virksomhed, kan tilladelsen ligeledes tilbagekaldes.

§ 80. Ved meddelelse af tilladelse i henhold til nærværende kapitel kan bestemmelserne i dette fraviges i det omfang, aftale med fremmed stat gør det påkrævet.

§ 81. Trafikministeren kan udfærdige bestemmelser om overladelse af luftfartøjer eller tilbehør eller reservedele til luftfartøjer til en anden til brug for egen regning.

§ 82. Luftfart skal finde sted i overensstemmelse med de forskrifter, som trafikministeren udfærdiger til undgåelse af sammenstød mellem luftfartøjer og andre ulykker under luftfart eller i øvrigt til sikring mod farer eller ulemper som følge af luftfart.

§ 82 a. Dansk registrerede luftfartøjer skal opfylde de krav til begrænsning af støjgener og andre forureningsgener, som trafikministeren fastsætter. Påbud om opfyldelse af disse krav kan begrænses til bestemte geografiske områder.

    Stk. 2. Trafikministeren kan endvidere fastsætte, at udenlandske luftfartøjer for at måtte benytte danske flyvepladser skal opfylde de i henhold til stk. 1 fastsatte krav.

§ 83. Trafikministeren kan bestemme de flyveveje, som luftfartøjer skal følge under flyvning i luftveje inden for dansk område, og udfærdige særlige forskrifter om, hvilken flyveplads der skal anvendes ved afgang eller ankomst.

    Stk. 2. Trafikministeren kan endvidere efter nærmere med forsvarsministeren aftalte retningslinjer bestemme de flyveveje, som luftfartøjer skal følge under flyvning inden for dansk område, men uden for kontrolleret luftrum, og udfærdige særlige forskrifter angående flyvning over rigets grænser, således om, hvor grænsen må passeres.

§ 84. Når hensynet til den offentlige orden og sikkerhed kræver det, kan vedkommende myndighed pålægge et luftfartøj at lande. Landingen skal foretages snarest muligt. Er der ikke givet anden anvisning, skal fartøjet lande på nærmeste inden for riget liggende flyveplads, hvis benyttelse til flyvning står åben for offentligheden, og hvor landing er mulig.

    Stk. 2. Kommer et luftfartøj ind i et område, hvor luftfart er forbudt, skal fartøjet uden tøven forlade området og på hurtigste måde underrette vedkommende offentlige myndighed samt, såfremt myndigheden ikke giver anden anvisning, uopholdeligt lande på nærmeste inden for riget liggende flyveplads, hvis benyttelse til flyvning står åben for offentligheden, og hvor landing er mulig.

    Stk. 3. Såfremt bestemmelserne i nærværende paragraf ikke efterkommes, kan vedkommende myndighed med dertil egnede midler hindre luftfartøjets videre flyvning.

§ 85. Luftfartøjer må ikke uden tilladelse af trafikministeren og justitsministeren eller af den, som disse dertil bemyndiger, medføre eksplosive stoffer, krigsmateriel eller krigsammunition. Trafikministeren kan efter forhandling med forsvarsministeren og justitsministeren ved forskrift gøre undtagelse fra bestemmelsen i 1. punktum og fastsætter - ligeledes efter forhandling med justitsministeren - hvad der skal forstås ved eksplosive stoffer, krigsmateriel eller krigsammunition.

    Stk. 2. Trafikministeren kan af hensyn til den offentlige orden og sikkerhed forbyde eller opstille vilkår for befordring af andet end det i stk. 1 nævnte gods.

    Stk. 3. Statens Luftfartsvæsen har til enhver tid ret til at undersøge, om gods indleveret til transport med luftfartøj er omfattet af de regler, der er fastsat i medfør af stk. 1, 1. punktum, og stk. 2, og om vilkårene for transport af sådant gods er opfyldt. Den rådighedsberettigede skal så vidt muligt have lejlighed til at overvære undersøgelsen.

    Stk. 4. Trafikministeren kan endvidere efter forhandling med forsvarsministeren og justitsministeren forbyde eller give nærmere forskrifter om adgang til at medføre eller benytte fotografiapparater om bord på luftfartøjer.

§ 86. For så vidt ikke andet er fastsat ved særlig lovbestemmelse, foreskriver trafikministeren, hvilke luftfartøjsdokumenter der skal forefindes, i hvilken udstrækning de skal medføres om bord, og hvorledes de skal oprettes, føres og opbevares.

§ 87. Enhver, som har retlig interesse deri, har adgang til at blive bekendt med indholdet af luftfartøjsdokumenter.

§ 88. Trafikministeren bestemmer, i hvilket omfang de, der gør tjeneste på luftfartøjer, skal medføre certifikater og andre dokumenter.

§ 89. Luftfartsvæsenet og politiet har ret til at undersøge et luftfartøj og kontrollere de dokumenter, som luftfartøjet og de tjenstgørende skal være forsynet med.

    Stk. 2. Luftfartsvæsenet kan overlade sine beføjelser efter stk. 1 til indehavere af tilladelse til at drive en flyveplads.

§ 89 a. Trafikministeren kan pålægge flyvepladser, luftfartsselskaber og andre af luftfartens brugere at afgive statistiske oplysninger om regularitet, flyvetids- og landingsforhold og lignende luftfartsrelaterede oplysninger i den form, som ministeren bestemmer.

§ 90. Bestemmelserne i dette kapitel gælder for befordring med luftfartøj af passagerer, rejsegods eller gods, som udføres af et lufttrafikforetagende. Bestemmelserne gælder også for sådan befordring, hvis den udføres af andre mod betaling.

§ 91. Ved befordring af post er befordreren ikke ansvarlig over for afsenderen eller modtageren, men udelukkende over for postvæsenet og i overensstemmelse med de særlige regler, som gælder mellem befordreren og postvæsenet.

    Stk. 2. De følgende bestemmelser i dette kapitel gælder ikke for befordring af post.

    Stk. 3. Bestemmelserne om befordringsdokumenter i §§ 92-97 gælder ikke for befordring, som udføres under usædvanlige forhold og falder uden for normal udøvelse af luftfartsvirksomhed.

§ 92. Ved befordring af passagerer skal der udstedes billet, jf. dog § 123. Billetten kan være individuel eller kollektiv og skal indeholde angivelse af:

    Stk. 2. Udstedelse af billet er ikke nødvendig, hvis de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2, registreres på anden måde.

    Stk. 3. Selv om bestemmelserne i stk. 1 og 2 ikke er overholdt, er befordringsaftalen dog gyldig, og bestemmelserne i dette kapitel gælder for befordringen.

§ 93. Ved befordring af indskrevet rejsegods skal der udstedes rejsegodsbevis, jf. dog § 123. Hvis rejsegodsbeviset ikke er hæftet sammen med eller indføjet i en passagerbillet, som opfylder kravene i § 92, stk. 1, skal det indeholde angivelse af:

    Stk. 2. Udstedelse af rejsegodsbevis er ikke nødvendig, hvis de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2, registreres på anden måde.

    Stk. 3. Selv om bestemmelserne i stk. 1 og 2 ikke er overholdt, er befordringsaftalen dog gyldig, og bestemmelserne i dette kapitel gælder for befordringen.

§ 94. Ved befordring af gods skal der udfærdiges luftfragtbrev, jf. dog § 123.

    Stk. 2. Udfærdigelse af luftfragtbrev er ikke nødvendig, hvis oplysningerne om befordringen registreres på anden måde og

    Stk. 3. Godskvitteringen skal give afsenderen mulighed for at blive gjort bekendt med de registrerede oplysninger.

    Stk. 4. Hvis der ikke er udfærdiget luftfragtbrev, kan befordreren ikke nægte at modtage godset til befordring med henvisning til, at det system, som anvendes ved registreringen af oplysningerne om befordringen, ikke kan benyttes på et omladnings- eller bestemmelsessted.

§ 95. Luftfragtbrevet skal udfærdiges af afsenderen i tre originaleksemplarer. Det første eksemplar skal påtegnes »For befordren« og underskrives af afsenderen. Det andet eksemplar skal påtegnes »For modtageren« og underskrives af afsenderen og befordreren. Det tredje eksemplar underskrives af befordreren og tilbageleveres til afsenderen efter godsets modtagelse. Underskrifterne kan være trykt eller erstattet af stempel.

    Stk. 2. Har befordreren udfærdiget luftfragtbrev efter afsenderens anmodning, anses befordreren, hvis ikke andet bevises, for at handle på afsenderens vegne.

§ 96. Omfatter befordringen flere stykker gods, skal afsenderen efter befordrerens anmodning udfærdige særskilte luftfragtbreve.

    Stk. 2. Benyttes et registreringssystem, jf. § 94, stk. 2, skal befordreren efter anmodning fra afsenderen udlevere særskilte godskvitteringer.

§ 97. Luftfragtbrevet og godskvitteringen skal indeholde angivelse af:

§ 98. Selv om bestemmelserne i §§ 94-97 ikke er overholdt, er befordringsaftalen dog gyldig, og bestemmelserne i dette kapitel gælder for befordringen.

§ 99. Afsenderen er ansvarlig for rigtigheden af de oplysninger, som afsenderen eller nogen, som har handlet på afsenderens vegne, har givet i luftfragtbrevet eller for registrering eller indføjelse i godskvitteringen. Er oplysningerne om godset urigtige eller ufuldstændige, er afsenderen ansvarlig for skade, som derved er påført befordreren eller nogen, over for hvem befordreren er ansvarlig.

    Stk. 2. Er afsenderen ikke ansvarlig i henhold til stk. 1 for urigtige eller ufuldstændige oplysninger, som er registreret eller indføjet i godskvitteringen, er befordreren ansvarlig for skade, som derved er påført afsenderen eller nogen, over for hvem afsenderen er ansvarlig. Det samme gælder, hvis nogen anden på befordrerens vegne har registreret oplysningerne eller indføjet dem i godskvitteringen.

§ 100. Hvis ikke andet bevises, gælder luftfragtbrevet eller godskvitteringen som bevis for befordringsaftalens indgåelse, for godsets modtagelse og for de vilkår for befordringen, som er angivet i luftfragtbrevet eller godskvitteringen.

    Stk. 2. Luftfragtbrevets eller godskvitteringens angivelse af godsets vægt, dimensioner, emballering og stykantal anses som rigtige, hvis ikke andet bevises. Andre oplysninger i luftfragtbrevet om godsets mængde, rumindhold eller tilstand gælder derimod ikke som bevis mod befordreren, medmindre denne i afsenderens nærværelse har undersøgt rigtigheden af disse oplysninger og har bekræftet dette ved påtegning på luftfragtbrevet eller oplysningerne angår godsets synlige tilstand.

§ 101. Opfylder afsenderen sine forpligtelser efter befordringsaftalen og betaler de ekstra omkostninger, der er forbundet dermed, kan afsenderen tage godset tilbage på afgangs- eller bestemmelsesflyvepladsen eller standse det i tilfælde af landing undervejs. Afsenderen kan dog kun udøve denne ret, hvis det ikke medfører skade for befordreren eller andre afsendere.

    Stk. 2. På samme betingelser kan afsenderen give ordre til, at godset undervejs eller på bestemmelsesstedet skal udleveres til en anden end den, der er angivet som modtager, eller kræve godset tilbagesendt til afgangsflyvepladsen.

    Stk. 3. Kan afsenderens ordre ikke udføres, skal befordreren straks underrette afsenderen herom.

    Stk. 4. Udfører befordreren afsenderens ordre, uden at afsenderens eksemplar af luftfragtbrevet eller godskvitteringen forevises, er befordreren ansvarlig for skade, som derved er påført rette indehaver af luftfragtbrevet eller godskvitteringen, dog med regres til afsenderen.

    Stk. 5. Afsenderens ret til godset ophører, når modtageren får ret til at råde over godset efter bestemmelserne i § 102. Nægter modtageren at tage imod godset, eller kan modtageren ikke træffes, genindtræder afsenderen i sin ret til at råde over godset.

§ 102. Når godset er ankommet til bestemmelsesstedet, kan modtageren, medmindre afsenderen har udøvet sin ret i henhold til § 101, kræve godset udleveret af befordreren til sig mod betaling af de skyldige beløb og mod opfyldelse af befordringsvilkårene.

    Stk. 2. Så snart godset er kommet frem, skal befordreren underrette modtageren derom, hvis ikke andet er aftalt.

§ 103. Er godset ikke ankommet senest 7 dage efter, at det skulle være kommet frem, kan modtageren gøre sine rettigheder efter befordringsaftalen gældende mod befordreren. Det samme gælder, hvis befordreren meddeler, at godset er gået tabt.

§ 104. Enhver aftale, som afviger fra bestemmelserne i §§ 101-103, er ugyldig, medmindre den er anført i luftfragtbrevet eller godskvitteringen.

§ 105. Afsenderen skal give befordreren de oplysninger og de dokumenter, som er nødvendige til opfyldelse af told- og afgiftsforskrifter og andre offentlige forskrifter, forinden godset kan udleveres til modtageren. Afsenderen skal erstatte befordreren den skade, som måtte følge af, at disse oplysninger eller dokumenter mangler, er urigtige eller utilstrækkelige, medmindre skaden skyldes fejl eller forsømmelse hos befordreren eller nogen, som har handlet på befordrerens vegne.

    Stk. 2. Befordreren har ikke pligt til at undersøge, om de oplysninger og dokumenter, der er nævnt i stk. 1, er rigtige eller tilstrækkelige.

§ 106. Befordreren er ansvarlig for personskade, som tilføjes en passager som følge af en begivenhed, der er indtruffet om bord i et luftfartøj eller i forbindelse med passagerens indstigning eller udstigning. Befordrerens ansvar for personskade omfatter også tab af forsørger. Befordreren er dog ikke ansvarlig for personskade, som udelukkende skyldes passagerens helbredstilstand.

§ 107. Befordreren er ansvarlig for skade ved, at rejsegods går tabt eller beskadiges som følge af en begivenhed, der er indtruffet

    Stk. 2. Befordreren er dog ikke ansvarlig, hvis skaden udelukkende skyldes rejsegodsets egen beskaffenhed eller fejl i dette.

§ 108. Befordreren er ansvarlig for skade ved, at gods går tabt eller beskadiges som følge af en begivenhed, der er indtruffet inden for den tid, hvori godset er i befordrerens varetægt på en flyveplads, om bord i et luftfartøj eller, ved landing uden for en flyveplads, på et hvilket som helst andet sted.

    Stk. 2. Befordreren er dog ikke ansvarlig, hvis skaden udelukkende skyldes

    Stk. 3. Omfatter befordringsaftalen også befordring til lands eller til vands uden for flyveplads ved indladning, udlevering eller omladning, formodes enhver godset tilføjet skade at være indtruffet inden for den i stk. 1 angivne tid, hvis ikke andet bevises.

§ 109. Befordreren er ansvarlig for skade som følge af forsinkelse ved befordring af passagerer, rejsegods og gods, hvis befordreren ikke beviser, at befordreren og nogen, som har handlet på befordrerens vegne, har taget alle nødvendige forholdsregler for at undgå skaden, eller at dette ikke har været muligt for dem.

§ 110. Ved befordring af passagerer eller rejsegods skal erstatningen nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte forsætligt eller uagtsomt har medvirket til skaden. Bliver en passager dræbt, eller lider han skade på legeme eller helbred, og kræver en anden end passageren i den anledning erstatning, skal erstatningen ligeledes nedsættes eller bortfalde, hvis passageren har medvirket til skaden.

    Stk. 2. Kræver nogen erstatning i forbindelse med befordring af gods, skal erstatningen nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte eller nogen, fra hvem skadelidte afleder sine rettigheder, forsætligt eller uagtsomt har medvirket til skaden.

    Stk. 3. Nedsættelse eller bortfald af erstatningen i henhold til stk. 1 eller stk. 2 skal ske alene under hensyn til graden af medvirken.

    Stk. 4. For indenrigs befordring, hvor mellemlanding uden for riget ikke er aftalt, gælder § 24, stk. 2, i lov om erstatningsansvar.

§ 111. Ved befordring af passagerer er befordrerens ansvar for personskade begrænset til 100.000 særlige trækningsrettigheder (SDR), jf. stk. 6, for hver passager.

    Stk. 2. Ved befordring af passagerer er befordrerens ansvar for skade som følge af forsinkelse begrænset til 4.150 SDR for hver passager.

    Stk. 3. Ved befordring af rejsegods er befordrerens ansvar for skade som følge af, at rejsegods går tabt, beskadiges eller forsinkes, begrænset til 1.000 SDR for hver passager.

    Stk. 4. Ved befordring af gods er befordrerens ansvar begrænset til 17 SDR pr. kg. Har afsenderen ved godsets aflevering til befordreren særligt angivet den interesse, som er forbundet med godsets udlevering på bestemmelsesstedet, og betalt det fragttillæg, som måtte være fastsat, gælder det angivne beløb som grænse for befordrerens ansvar. Dette gælder dog ikke, hvis befordreren beviser, at beløbet overstiger afsenderens virkelige interesse. Hvis en del af godset går tabt, beskadiges eller forsinkes, opgøres kun den samlede vægt af de berørte stykker gods, når grænsen for befordrerens ansvar skal fastsættes. Hvis skaden forringer værdien af andre stykker gods, som omfattes af samme luftfragtbrev eller godskvittering, skal også vægten af disse stykker gods medregnes.

    Stk. 5. De ansvarsgrænser, som er fastsat i stk. 1-4, er ikke til hinder for, at retten kan tilkende sagsøgeren sagsomkostninger. Dette gælder dog ikke ved befordring af gods, hvis befordreren inden seks måneder fra den begivenhed, som var årsag til skaden, eller inden retssag blev anlagt, skriftligt har tilbudt sagsøgeren mindst lige så meget i erstatning som den tilkendte erstatning.

    Stk. 6. Omregning af SDR til national valuta foretages efter den kurs, som Den Internationale Valutafond, samme dag der afsiges dom, anvender i sin virksomhed og ved sine transaktioner.

§ 112. Forbehold, som tilsigter at fritage befordreren for ansvar eller at fastsætte en lavere ansvarsgrænse end bestemt i § 111, er ugyldige.

    Stk. 2. Ved befordring af gods gælder det i stk. 1 anførte dog ikke forbehold for tab eller beskadigelse, som skyldes godsets egen beskaffenhed eller fejl i dette.

§ 113. De ansvarsgrænser, som er fastsat i § 111, må ikke overskrides, uanset hvilket ansvarsgrundlag der påberåbes.

§ 114. Sagsøges befordrerens ansatte eller nogen, som har handlet på befordrerens vegne, for skade, de har forårsaget under udførelsen af deres tjeneste eller hverv, må summen af de erstatningsbeløb, som pålægges dem og befordreren ikke overstige de ansvarsgrænser, der er fastsat for befordreren.

§ 115. Modtages rejsegods eller gods uden forbehold fra modtagerens side, formodes godset at være udleveret i god stand og i overensstemmelse med befordringsdokumentet, hvis ikke andet bevises.

    Stk. 2. Er godset beskadiget eller delvis gået tabt, skal meddelelse gives til befordreren umiddelbart efter, at skaden er opdaget, og senest inden 7 dage for rejsegods og 14 dage for gods, regnet fra modtagelsen. Ved forsinkelse skal meddelelse afgives inden 21 dage fra den dag, da godset blev stillet til rådighed for modtageren.

    Stk. 3. Meddelelsen skal ske ved påtegning på befordringsdokumentet eller ved brev, som afsendes inden fristens udløb.

§ 116. Gives meddelelse om skaden ikke inden for de frister, der er fastsat i § 115, er ethvert krav mod befordreren bortfaldet, medmindre denne har handlet svigagtigt.

§ 117. Erstatningssagen skal anlægges ved retten på det sted, hvor befordreren bor eller har sit hovedkontor eller har den forretningsafdeling, hvorigennem befordringsaftalen er blevet afsluttet, eller på bestemmelsesstedet.

    Stk. 2. Ved skade som følge af personskade på passagerer eller forsinkelse af passagerer eller på grund af, at rejsegods er gået tabt, beskadiget eller forsinket, kan sagen tillige anlægges ved retten på det sted, hvor befordreren har et kontor, hvis passageren har bopæl eller vedvarende ophold her i landet.

    Stk. 3. Hvis befordringen er omfattet af Warszawa-konventionen, kan erstatningssag kun anlægges ved dansk domstol eller en domstol i en stat, som har tiltrådt konventionen.

§ 118. Adgangen til erstatning efter bestemmelserne i dette kapitel bortfalder, hvis sag ikke er anlagt inden to år regnet fra luftfartøjets ankomst til bestemmelsesstedet eller fra den dag, da luftfartøjet skulle være ankommet, eller da befordringen blev afbrudt.

§ 119. Skal en befordring, som efter befordringsaftalen er at anse som en befordring, udføres af flere efter hinanden følgende befordrere, er enhver af dem, når passagererne, rejsegodset eller godset modtages, ansvarlig for den del af befordringen, som det påhviler denne befordrer at udføre.

    Stk. 2. Ved befordring af rejsegods eller gods kan afsenderen tillige holde sig til den første befordrer og den til dets udlevering berettigede til den sidste, selv om skaden eller forsinkelsen er indtruffet, medens godset var i en anden befordrers varetægt. Er herefter to befordrere ansvarlige, hæfter de solidarisk.

§ 119 a. Bestemmelserne i §§ 119 b-119 f, gælder, hvor befordringen helt eller delvis udføres af en anden befordrer end den, der har indgået befordringsaftalen, medmindre det bevises, at dette er sket uden sidstnævntes samtykke.

    Stk. 2. Bestemmelserne i § 119 c, § 119 e og § 119 f gælder kun den del af befordringen, der udføres af en anden befordrer end den, der har indgået befordringsaftalen.

§ 119 b. Ved anvendelse af reglerne i dette kapitel anses såvel den, der har indgået befordringsaftalen, som den, der udfører befordringen, som befordrere, den førstnævnte for så vidt angår hele befordringen og den sidstnævnte for så vidt angår den del af befordringen, denne befordrer udfører.

§ 119 c. Ved bedømmelsen af en befordrers ansvar skal handlinger og undladelser af den anden befordrer, den anden befordrers ansatte eller nogen, som har handlet på den anden befordrers vegne, under udførelsen af deres tjeneste eller hverv anses at have samme virkning som førstnævnte befordrers egne handlinger og undladelser. Den, der udfører befordringen, kan dog ikke herved pådrages ansvar ud over de i § 111 fastsatte grænser.

    Stk. 2. Har den befordrer, der har indgået befordringsaftalen, påtaget sig forpligtelser, som går videre end denne befordrers forpligtelser efter dette kapitel, eller har afsendere efter § 111, stk. 4, 2. punktum, særligt angivet interessen i godsets udlevering, er dette uden virkning i forhold til den, der udfører befordringen, medmindre denne har givet sin godkendelse.

§ 119 d. Meddelelser, som efter bestemmelserne i dette kapitel gives til den ene befordrer, har virkning også i forhold til den anden befordrer. Ordrer fra afsenderen efter § 101 har dog kun virkning, hvis de gives til den befordrer, der har indgået befordringsaftalen.

§ 119 e. Summen af de erstatningsbeløb, som pålægges de to befordrere, deres ansatte eller nogen, som har handlet på befordrernes vegne, må ikke overstige det højeste erstatningsbeløb, der kan pålægges en af befordrerne. Hver enkelt er kun ansvarlig indtil den ansvarsgrænse, som gælder for denne befordrer.

§ 119 f. Erstatningsspørgsmålet kan, uanset om de rettes imod en af befordrerne eller imod dem begge, anlægges enten ved en ret, som efter § 117, stk. 1, er kompetent med hensyn til søgsmål imod den, der har indgået befordringsaftalen, eller ved retten på det sted, hvor den, der udfører befordringen, bor eller har sit hovedkontor. Bestemmelsen i § 117, stk. 3, gælder tilsvarende.

    Stk. 2. Sagsøges en af befordrerne, og vil denne befordrer, hvis denne taber sagen, rejse krav mod den anden befordrer, kan først nævnte befordrer tilstævne sidstnævnte befordrer uden hensyn til de almindelige regler om værneting for at gøre kravet gældende over for denne under sagen. Bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 23 gælder tilsvarende.

§ 120. Udføres befordringen delvis med luftfartøj og delvis med andet befordringsmiddel, gælder bestemmelserne i dette kapitel kun befordringen med luftfartøj.

    Stk. 2. Vilkårene for de andre befordringsmåder kan optages i dokumentet vedrørende befordringen med luftfartøj.

§ 121. Forbehold og aftaler forud for skadens indtræden, som fraviger bestemmelserne i dette kapitel om den lov, som skal anvendes, eller om værnetinget, er ugyldige.

    Stk. 2. Voldgiftsaftaler forud for skadens indtræden er kun gyldige med hensyn til befordring af gods og kun, hvis voldgiften skal foretages på et af de steder, som er lovligt værneting efter dette kapitel.

    Stk. 3. I det omfang Warszawa-konventionen og Guadalajara-konventionen af 18. september 1961 om international luftbefordring, der udføres af en anden befordrer end den, der har indgået befordringsaftalen finder anvendelse, er gyldigheden af de i stk. 2 nævnte aftaler tillige betinget af, at sagen afgøres i overensstemmelse med konventionernes bestemmelser.

§ 122. (Ophævet).

§ 123. Ved indenrigs befordring, hvor mellemlanding uden for riget ikke er aftalt, er billetter, rejsegodsbeviser eller luftfragtbreve ikke nødvendige, selv om oplysningerne om befordringen ikke registreres på anden måde.

§ 124. Ved Warszawa-konventionen forstås i dette kapitel den overenskomst om international luftbefordring, der blev afsluttet den 12. oktober 1929 i Warszawa, således som denne er ændret ved

§ 125. Bestemmelserne i dette kapitel gælder ikke for international luftbefordring, som udføres i henhold til reservation foretaget i overensstemmelse med tillægsprotokol til artikel 2 i Warszawa-konventionen af 12. oktober 1929 eller med artikel XXVI i Haag-protokollen, artikel XXIII, stk. 1 b) i Guatemala-protokollen, artikel XI, stk. 1 b) i Montreal-protokol nr. 3 eller artikel XXI, stk. 1 a) i Montreal-protokol nr. 4.

§ 126. I forholdet mellem Danmark og andre stater, der har tilsluttet sig Warszawa-konventionen af 12. oktober 1929, men som ikke har ratificeret eller tiltrådt Haag-protokollen, gælder fortsat bestemmelserne i § 126, stk. 1-3, og § 126 a i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985.

    Stk. 2. I forholdet mellem Danmark og andre stater, der har tilsluttet sig Warszawa-konventionen af 12. oktober 1929, som ændret ved Haag-protokollen, men som hverken har tilsluttet sig Montreal-protokol nr. 3 eller Montreal-protokol nr. 4, gælder, bortset fra § 126, fortsat bestemmelserne i kapitel 9 i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985.

    Stk. 3. I forhold til en stat, der har tilsluttet sig Warszawa-konventionen af 12. oktober 1929, som denne er affattet i henhold til Montreal-protokol nr. 3, men som ikke har tilsluttet sig Montreal-protokol nr. 4, gælder ved befordring af gods, bortset fra § 126, fortsat bestemmelserne i kapitel 9 i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985.

    Stk. 4. I forhold til en stat, der har tilsluttet sig Warszawa-konventionen af 12. oktober 1929, som denne er affattet i henhold til Montreal-protokol nr. 4, men som ikke har tilsluttet sig Montreal-protokol nr. 3, gælder ved befordring af passagerer og rejsegods, bortset fra § 126, fortsat bestemmelserne i kapitel 9 i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985.

§ 126 a. Bestemmelserne i §§ 119 a-119 f gælder kun i det omfang, de er forenelige med traktatmæssige forpligtelser over for stater, som ikke har ratificeret eller tiltrådt Guadalajara-konventionen af 18. september 1961 om international luftbefordring, der udføres af en anden befordrer end den, der har indgået befordringsaftalen.

§ 127. Sker der som følge af et luftfartøjs benyttelse til luftfart skade på person eller ting uden for fartøjet, er ejeren henholdsvis den, for hvis regning luftfartøjet benyttes, forpligtet til at erstatte skaden.

    Stk. 2. Erstatningspligten bortfalder, såfremt det oplyses, at den skadelidte selv ved forsæt eller grov uagtsomhed har hidført skaden.

    Stk. 3. I tilfælde af skade på person kan erstatning kræves for lidelse, lyde og vansir. Hvis den til erstatning berettigede helt eller delvis har mistet sin arbejdsevne, tilkommer der ham erstatning for vedvarende forringelse af erhvervsevnen. Afgår den skadelidte ved døden som følge af ulykken, kan den, der ved dødsfaldet har mistet en forsørger, kræve erstatning for det tab, vedkommende kan antages at have lidt.

    Stk. 4. Den, der har bekostet begravelsen, kan fordre udgifterne hertil refunderet, for så vidt de ikke overstiger, hvad der efter afdødes forhold er passende.

§ 128. Reglen i § 127, stk. 1, kommer ikke til anvendelse, når det drejer sig om skade, der forårsages på person eller ting, som befinder sig inden for området af en godkendt flyveplads.

    Stk. 2. Forårsages skaden på fartøj eller ladning ved sammenstød mellem fartøjer, skal forskrifterne i sølovens §§ 220 og 221 komme til anvendelse.

    Stk. 3. Sker der ved sammenstød mellem to eller flere fartøjer skade, som det påhviler dem, for hvis regning fartøjerne benyttes, hver for sig at erstatte efter reglen i § 127, stk. 1, hæfter de solidarisk. Domstolene afgør under hensyn til de foreliggende omstændigheder, hvor stor en del af den erlagte erstatning hver af dem skal kunne tilbagefordre hos den eller de medansvarlige.

§ 129. Ved bestemmelserne i §§ 127 og 128 gøres ingen indskrænkning i den ret til at kræve erstatning, som i øvrigt måtte følge af almindelige retsregler.

§ 130. Ejeren af et fartøj, som agtes benyttet til luftfart inden for dansk område i henhold til § 2 a), eller til forsøgsluftfart i henhold til § 2 c), skal - hvis ejeren ikke er staten - have tegnet og holde i kraft forsikring for dækning af erstatningskrav, som måtte opstå mod ham selv eller mod brugeren for skade som følge af luftfarten på person eller ting uden for fartøjet. Forsikringen skal tegnes i forsikringsselskab og på betingelser, som ministeren bestemmer. Ophører forsikringen at gælde, hæfter forsikringsselskabet over for tredjemand dog for skade efter policens pålydende endnu i 2 måneder efter, at selskabet for ministeren har anmeldt forsikringens ophør, medmindre fartøjet - såfremt det er registreret - i mellemtiden måtte være blevet udslettet af registret, eller tilladelsen til forsøgsluftfart efter § 2 c) i mellemtiden måtte være blevet tilbagekaldt. Ministeren fastsætter regler om forsikringssummens størrelse.

    Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at fartøjets ejer i stedet for forsikring skal stille anden af ministeren godkendt sikkerhed for dækning af de i stk. 1 nævnte erstatningskrav.

    Stk. 3. Benyttes fartøjet til luftfart inden for dansk område i henhold til § 2 b) eller bortset fra forsøgsluftfart - § 2 c), bestemmer ministeren, hvorvidt der skal foreligge forsikring eller anden sikkerhedsstillelse til dækning af de i §§ 127 og 128 omhandlede erstatningskrav.

§ 131. Forskrifter angående de eftersøgnings- og redningsforanstaltninger, der skal træffes, når et luftfartøj er savnet, forulykket eller i nød, udfærdiges efter forhandling med forsvarsministeren, industriministeren og justitsministeren af trafikministeren, der herunder kan give forskrifter om pligt for private personer eller virksomheder til at yde fornøden bistand samt om godtgørelse for sådan medvirken.

§ 132. Den, som bjærger eller medvirker til bjærgningen af et luftfartøj, der er forulykket eller stedt i nød, eller ombordværende gods eller noget, som har hørt til sådant luftfartøj eller gods, har ret til bjærgeløn i overensstemmelse med de om bjærgning af skibe eller dertil hørende gods fastsatte regler, hvad enten bjærgningen sker på søen, landjorden eller i luften. Den, der redder eller medvirker til redning af menneskeliv under den nød, som har givet anledning til bjærgningen, har krav på andel i bjærgelønnen.

    Stk. 2. Ligeledes tilkommer der den, der har afholdt ekstraordinære udgifter, som har været uomgængelig nødvendige for at bevare et luftfartøj, ret til godtgørelse af de afholdte udgifter, medmindre han har handlet imod et udtrykkeligt og beføjet forbud af luftfartøjschefen.

    Stk. 3. Kravet på bjærgeløn eller på godtgørelse af sådanne ekstraordinære udgifter må ikke overstige værdien af det bjærgede - henholdsvis af luftfartøjet - med tillæg af fragt for gods og passagerer.

§ 133. Ejeren af bjærget gods hæfter kun med værdien af det bjærgede, og kravet er sikret med pant i godset forud for alle på dette hvilende behæftelser. Udleveres godset, bortfalder panteretten.

    Stk. 2. Om panteret i luftfartøjer, for krav på bjærgeløn eller på godtgørelse af de i § 132 omhandlede ekstraordinære udgifter gælder de i lov nr. 135 af 31. marts 1960²⁾ , § 5, fastsatte regler.

§ 134. Trafikministeren opretter en havarikommission, der har til formål at undersøge flyvehavarier og flyvehændelser med henblik på at forebygge sådanne.

    Stk. 2. Kommissionens sammensætning fastsættes af trafikministeren.

    Stk. 3. Kommissionen skal supplere sig med repræsentanter for fremmede stater i det omfang, hvor Danmark ved aftale har forpligtet sig dertil. I øvrigt kan kommissionen supplere sig med særligt sagkyndige i tilfælde, hvor den finder det hensigtsmæssigt.

§ 135. Ved flyvehavari (havari) forstås i denne lov en begivenhed, der indtræffer i forbindelse med anvendelse af et luftfartøj fra det tidspunkt, hvor nogen person går om bord i luftfartøjet i den hensigt at flyve, og indtil alle er gået fra borde, og hvor:

    Stk. 2. Ved flyvehændelse (hændelse) forstås i denne lov en begivenhed, som ikke er et havari, men som indtræffer i forbindelse med anvendelsen af et luftfartøj, og som har indflydelse på eller vil kunne få indflydelse på sikkerheden, forbundet med luftfartøjers anvendelse.

    Stk. 3. Trafikministeren kan fastsætte ændringer i stk. 1 og 2.

§ 136. Havarikommissionen undersøger følgende havarier og hændelser:

    Stk. 2. Havarikommissionen kan i særlige tilfælde ved aftale overlade undersøgelser i henhold til stk. 1, nr. 1-3, til en fremmed stat. Havarikommissionen kan endvidere efter aftale med fremmed stat foretage undersøgelser, der påhviler denne.

    Stk. 3. Ved en fremmed stats undersøgelse af et havari eller en hændelse, hvor et dansk registreret, civilt luftfartøj er indblandet, deltager en eller flere repræsentanter for havarikommissionen, når sådan deltagelse følger af internationale aftaler, eller når det i øvrigt findes hensigtsmæssigt og vedkommende stat fremsætter anmodning derom eller erklærer sig indforstået dermed.

§ 137. Når et havari eller en hændelse er indtruffet over eller på dansk territorium eller med dansk registreret, civilt luftfartøj, skal havarikommissionen snarest underrettes herom.

    Stk. 2. Meddelelsespligten påhviler luftfartøjschefen. Er luftfartøjschefen ikke i stand til at opfylde pligten, påhviler denne ejeren eller brugeren af luftfartøjet. For luftfartsanlæg på jorden påhviler meddelelsespligten den ansvarlige for anlægget.

    Stk. 3. Nærmere regler om meddelelsespligt, rapporteringsveje m.v. kan fastsættes af trafikministeren.

§ 138. Havarikommissionen bestemmer omfanget af de undersøgelser, der skal foretages i anledning af et havari eller en hændelse. Herved kan der tages hensyn til formålet med kommissionens undersøgelser, jfr. § 134, stk. 1, havariets eller hændelsens omfang, undersøgelsens forventede flyvesikkerhedsmæssige værdi i forhold til omkostningerne, opgavens betydning i forhold til andet arbejde, der aktuelt påhviler kommissionen, tilgængelige ressourcer og lignende.

    Stk. 2. Det bestemmes ved aftale mellem havarikommissionen og de militære myndigheder, hvorledes der skal forholdes ved havarier og hændelser, hvori også militære luftfartøjer er indblandet, eller som indtræffer på militært område.

§ 139. Når et havari er indtruffet over eller på dansk territorium, må luftfartøjet, dets dele eller indhold eller spor i øvrigt ikke fjernes eller røres, før havarikommissionen har tilendebragt sine undersøgelser, medmindre der af politiet i forståelse med kommissionen gives tilladelse dertil.

    Stk. 2. I øvrigt bestemmer kommissionen, hvornår undersøgelsen tillader frigivelse af luftfartøjet helt eller delvis.

§ 140. Havarikommissionen har uden retskendelse adgang til at foretage undersøgelse af luftfartøjet eller dets rester, uanset om disse befinder sig på privat område, og til at træffe de fornødne foranstaltninger med henblik herpå.

    Stk. 2. Havarikommissionen kan kræve fremlagt bøger og andre dokumenter af betydning for undersøgelsen og kan foretage afhøringer af luftfartøjets ejer eller bruger samt besætning og enhver anden person, som må formodes at kunne give oplysninger af betydning for undersøgelsen.

    Stk. 3. Kommissionen kan forlange retligt forhør efter reglerne i retsplejelovens § 1018.

    Stk. 4. Politiets bistand kan kræves til undersøgelse i det omfang, det skønnes fornødent.

    Stk. 5. Foreligger der mistanke om et strafbart forhold, kan politiet selvstændigt foretage de efterforskningsskridt, der af anklagemyndigheden skønnes fornødne, og kan hertil kræve bistand af havarikommissionen.

§ 141. Havarikommissionen skal løbende holde luftfartsvæsenet underrettet om fund og omstændigheder omkring en undersøgelse, der skønnes af væsentlig betydning for flyvesikkerheden, og skal på det tidligst mulige tidspunkt gøre luftfartsvæsenet bekendt med sine vurderinger heraf.

§ 142. Når havarikommissionen har afsluttet sin undersøgelse, udarbejder den udkast til rapport om undersøgelsens resultater. Udkastet skal indeholde en udtalelse om eventuelle forholdsregler til forebyggelse af havarier eller hændelser af samme eller lignende art.

    Stk. 2. Udkastet til rapporten forelægges til udtalelse hos luftfartøjets eller luftfartsanlæggets ejer eller bruger samt andre, for hvem undersøgelsen efter kommissionens opfattelse har særlig betydning. Kommissionen fastsætter en frist for modtagelse af eventuelle udtalelser. De pågældende kan fremsætte ønske om yderligere undersøgelser.

    Stk. 3. Den endelige rapport sendes til luftfartsvæsenet. Rapporten offentliggøres samtidig hermed, medmindre afgørende hensyn taler imod en offentliggørelse.

§ 143. Når den foretagne undersøgelses omfang taler derfor, kan kommissionen fravige reglerne i § 142 og i stedet udarbejde en redegørelse.

    Stk. 2. Kommissionen kan endvidere udarbejde en redegørelse i tilfælde, hvor reglerne i § 142, stk. 1-3, i øvrigt følges.

    Stk. 3. Redegørelser skal udarbejdes så vidt muligt inden 60 dage, efter at kommissionen har fået underretning om havariet eller hændelsen. Redegørelsen sendes til luftfartsvæsenet og offentliggøres samtidig hermed.

§ 144. Kommissionen offentliggør mindst en gang om året en oversigt over sin virksomhed.

§ 144 a. Kommissionens personale, tilkaldte sagkyndige og andre, der medvirker i en undersøgelse, som foretages af kommissionen, er under ansvar efter straffelovens §§ 152 og 152 a-e forpligtet til over for uvedkommende at hemmeligholde, hvad de bliver vidende om i forbindelse med undersøgelsen.

§ 144 b. Trafikministeren kan fastsætte nærmere regler for kommissionens virksomhed.

    Stk. 2. Trafikministeren kan pålægge havarikommissionen specielle opgaver, der har et generelt flyvesikkerhedsmæssigt sigte.

    Stk. 3. Ved en undersøgelse i forbindelse med sådanne opgaver gælder det i § 144 a anførte.

    Stk. 4. Rapport om undersøgelser i henhold til stk. 2 afgives til trafikministeren og luftfartsvæsenet. Ministeren bestemmer, hvorvidt rapporten skal offentliggøres.

    Stk. 5. Luftfartsvæsenet skal efter anmodning bistå kommissionen i dens arbejde.

    Stk. 6. Kommissionen kan genoptage en afsluttet undersøgelse, såfremt der fremkommer nyt og væsentligt materiale i sagen.

    Stk. 7. Trafikministeren kan på ethver tidspunkt pålægge kommissionen at foretage yderligere undersøgelser i en sag.

§ 145. Såfremt der, når en flyvning skal påbegyndes, er grund til at antage, at det pågældende luftfartøj ikke er luftdygtigt eller bemandet på behørig måde, eller de for den pågældende flyvning i øvrigt gældende vilkår efter denne lov eller de i medfør heraf udfærdigede bestemmelser ikke er opfyldt, kan vedkommende myndighed forbyde luftfartøjets start samt om fornødent hindre, at det forlader flyvepladsen, indtil forholdet er bragt i orden. Beslutning herom træffes af luftfartsvæsenet eller den, som luftfartsvæsenet bemyndiger hertil; i sidstnævnte tilfælde skal beslutningen uopholdeligt forelægges luftfartsvæsenet til prøvelse.

§ 146. Såfremt der ikke for et luftfartøj, som skal afgå fra en flyveplads, hvis benyttelse til flyvning står åben for offentligheden, er erlagt afgift, som står i forbindelse med fartøjets seneste landing og ophold på samt afgang fra flyvepladsen, kan dennes indehaver hindre, at luftfartøjet forlader flyvepladsen, indtil afgiften er betalt, eller der er stillet fornøden sikkerhed for betalingen.

§ 146 a. En ansøgning om tilladelse efter § 31, § 55 eller § 75 kan afslås, hvis ansøgeren har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover.

    Stk. 2. En tilladelse som omhandlet i stk. 1 kan tilbagekaldes, hvis indehaveren har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 100.000 kr. og derover. Tilbagekaldelsen kan ske på tid fra 1 til 5 år eller indtil videre. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgangen efter § 146 b til at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor.

§ 146 b. En afgørelse efter § 146 a, stk. 2, kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom fremsættes over for den myndighed, der har tilbagekaldt tilladelsen eller stadfæstet tilbagekaldelsen, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt til den pågældende. Myndigheden anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former. Anmodning om sagsanlæg har ikke opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling skal have adgang til at udøve virksomheden, hvortil tilladelse kræves. Ankes en dom, hvorved en tilbagekaldelse ikke findes lovlig, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at virksomheden, hvortil tilladelse kræves, ikke må udøves under ankesagens behandling.

§ 146 c. En tilbagekaldelse efter § 146 a, stk. 2, kan til enhver tid efter ansøgning ophæves af den myndighed, der har truffet afgørelsen. Hvis en ansøgning herom afslås, kan ansøgeren forlange afgørelsen prøvet ved domstolene, såfremt tilbagekaldelsen er sket indtil videre og der er forløbet mindst 5 år efter tilbagekaldelsen og mindst 2 år, efter at ophævelsen senest er nægtet ved dom. § 146 b, 2. og 3. punktum, finder tilsvarende anvendelse.

§ 147. Om fritagelse for arrest og forbud henvises til den derom gældende lovgivning.

§ 148. Trafikministeren fastsætter de afgifter, der vil være at erlægge for offentlige forretninger, der foretages i henhold til denne lov.

    Stk. 2. Ministeren kan endvidere bestemme, at de omkostninger, der er forbundet med udførelsen af de i stk. 1 omhandlede forretninger, skal betales af den, i hvis interesse forretningen udføres.

    Stk. 3. Hvis de i stk. 1 og 2 nævnte afgifter ikke erlægges rettidigt, kan der, for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen til betaling sker, tillægges en månedlig rente, der fastsættes i overensstemmelse med renteloven, dog mindst 50 kr. Ministeren kan fastsætte bestemmelser om gebyr for erindringsskrivelser vedrørende betalingen af de nævnte afgifter.

    Stk. 4. De i stk. 1 og 2 nævnte afgifter og omkostninger med påløbne renter og gebyrer kan inddrives ved udpantning.

§ 149. Med hæfte eller fængsel indtil 2 år straffes den, som efter at have nydt spiritus gør eller forsøger at gøre tjeneste på et luftfartøj i strid med bestemmelserne i § 50, stk. 1. Med samme straf anses den, der gør tjeneste på et luftfartøj til trods for, at retten hertil er inddraget, frakendt eller frataget ham i medfør af § 150. Under særligt formildende omstændigheder kan dog straf af bøde anvendes.

    Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på den, der gør tjeneste i en af de i § 74 omhandlede stillinger.

    Stk. 3. Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år straffes den, der overtræder § 21, § 28, § 32, stk. 3 og 4, § 36, stk. 1 og 2, § 39, § 41, stk. 1, § 42, § 50, stk. 2, 3, 5 og 6, § 60, stk. 1, 1. pkt., og stk. 4, § 74, jfr. § 50, stk. 2, 3, 5 og 6, § 84, stk. 2, § 85, stk. 1, § 130 og § 139, stk. 1.

    Stk. 4. Overtrædelse af § 2, stk. 1, § 12, stk. 1, 1.-3. pkt., § 13, stk. 2, § 20, § 40 b, § 55, stk. 1, § 59, stk. 1 og 3, § 66, § 75, stk. 1, 2 og stk. 5, 1. pkt., og § 137, stk. 2, 2. og 3. pkt., straffes med bøde eller hæfte. Forsøg på overtrædelse af § 75, stk. 1, 2 og stk. 5, 1. pkt., straffes med bøde eller hæfte. For overtrædelse af § 40 b kan der pålægges en arbejdsgiver bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom. For det i 3. pkt. fastsatte bødeansvar fastsættes ingen forvandlingsstraf.

    Stk. 5. Overtrædelse af § 18, § 37, stk. 3, § 38, § 67 a, stk. 1, og § 72 straffes med bøde.

    Stk. 6. Gør en luftfartøjschef eller et besætningsmedlem sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed med hensyn til opfyldelsen af de pligter, der påhviler ham efter §§ 43-47, 49 og 137, stk. 2, 1. pkt., straffes han med bøde eller hæfte. På samme måde straffes den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed urigtigt attesterer noget vedrørende et arbejde, hvis udførelse han efter forskrifter, udstedt i henhold til § 31, er beføjet til at attestere. Har en person, der er omfattet af 1. eller 2. pkt., ved sit forhold fremkaldt fare for andres liv eller helbred eller for fartøjet, kan straffen stige til fængsel i indtil 2 år.

    Stk. 7. Den, der undlader at efterkomme et påbud eller forbud, der er udstedt i henhold til loven eller de i medfør af denne fastsatte forskrifter, straffes med bøde eller hæfte. Straffen for tilsidesættelse af et pålæg i henhold til § 84, stk. 1, kan dog stige til fængsel i 2 år.

    Stk. 8. Overtrædelse af bestemmelser, der fastsættes i medfør af § 3, §§ 82, 82 a, 83 og § 85, stk. 2 og 3, straffes med bøde, hæfte eller fængsel i indtil 2 år.

    Stk. 9. Overtrædelse af støjforskrifter, der udfærdiges i medfør af § 82 og 82 a, straffes dog kun, såfremt overtrædelse kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller groft uagtsom, og kun med bøde. Der kan pålægges en virksomheds ejer eller bruger bødeansvar, selv om lovovertrædelsen ikke kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom. For bødeansvaret fastsættes ingen forvandlingsstraf.

    Stk. 10. I øvrigt kan det i de forskrifter, der fastsættes i medfør af loven, bestemmes, at overtrædelser af forskrifterne medfører straf af bøde eller hæfte. I de forskrifter, der udfærdiges i medfør af kapitel 4 A, kan det endvidere fastsættes, at en arbejdsgiver, der overtræder forskrifterne eller påbud eller forbud udstedt i medfør af disse, kan pålægges bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom. For sådant bødeansvar fastsættes ingen forvandlingsstraf.

    Stk. 11. Overtrædelse af bestemmelser i EF-forordninger på områder, der omfattes af loven, straffes med bøde eller hæfte.

    Stk. 12. Overtrædelse af vilkår og betingelser fastsat i medfør af § 57, § 59, stk. 2 og 3 og § 60, stk. 2, straffes med bøde eller hæfte.

    Stk. 13. Overtrædelse af vilkår, fastsat i medfør af § 78, straffes med bøde eller hæfte. På samme måde straffes den, som i erhvervsmæssigt øjemed formidler befordring med luftfartøj vidende om, at befordringen udføres i strid med sådanne vilkår.

    Stk. 14. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

    Stk. 15. Sager, hvor der bliver spørgsmål om højere straf end bøde eller hæfte eller om frakendelse af retten til at gøre tjeneste på luftfartøj, jf. § 150, eller i anden særlig stilling, jf. § 74, behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 80. Øvrige sager behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 81.

§ 150. Ret til at gøre tjeneste på et luftfartøj skal frakendes, når

    Stk. 2. Frakendelsen efter stk. 1, nr. 3-5, sker ubetinget. Frakendelsen efter stk. 1, nr. 1 og 2, sker betinget, medmindre den pågældende

    Stk. 3. Under særlig formildende omstændigheder kan der ske betinget frakendelse i tilfælde, hvor frakendelse efter stk. 2 ellers skulle ske ubetinget.

    Stk. 4. Er en person, der enten har dansk indfødsret, er bosat i den danske stat eller er ansat i et dansk luftfartsforetagende, i fremmed stat straffet for et forhold, der bedømt efter denne lov ville have medført frakendelse af ret til at gøre tjeneste på et luftfartøj i medfør af denne paragraf, kan sådan frakendelse ske under en offentlig, efter rigsadvokatens påbud anlagt sag.

    Stk. 5. Skønner luftfartsvæsenet, at betingelserne for ubetinget frakendelse af ret til at gøre tjeneste på et luftfartøj foreligger, kan det midlertidigt inddrage retten. Luftfartsvæsenet skal i forbindelse med afgørelsen vejlede den pågældende om prøvelsesadgangen, jfr. stk. 6.

    Stk. 6. Den, hvis ret til at gøre tjeneste på et luftfartøj er midlertidigt inddraget, kan forlange inddragelsen prøvet af domstolene. Domstolene træffer ved kendelse afgørelse om inddragelsen.

    Stk. 7. Det tidsrum, hvori retten har været inddraget, fradrages i frakendelsestiden.

    Stk. 8. Bliver en person, der har ret til at gøre tjeneste på et luftfartøj, i medfør af færdselsloven frakendt retten til at føre motordrevet køretøj ubetinget, kan luftfartsvæsenet for det tidsrum, for hvilket frakendelse er sket, fratage den pågældende ret til at gøre tjeneste på et luftfartøj, såfremt det strafbare forhold, for hvilket vedkommende er dømt, begrunder en nærliggende fare for misbrug af denne ret. Den pågældende kan begære fratagelsen indbragt for domstolene. Luftfartsvæsenet skal i forbindelse med afgørelsen vejlede den pågældende herom.

    Stk. 9. Bestemmelserne i stk. 1-8 finder tilsvarende anvendelse på den, der gør tjeneste i stilling som i § 74 omhandlet.

§ 150 a. Betinget frakendelse sker på vilkår, at den pågældende i en prøvetid på 3 år fra endelig dom ikke gør tjeneste på et luftfartøj under sådanne omstændigheder, at ret dertil skal frakendes ham. Under særlige omstændigheder kan der fastsættes en prøvetid på indtil 5 år for den betingede frakendelse.

    Stk. 2. Ved betinget frakendelse udsættes fastsættelsen af frakendelsestiden. Begår den dømte i prøvetiden et nyt forhold, der medfører frakendelse af ret til at gøre sådan tjeneste, fastsætter domstolene en fælles frakendelse for dette forhold og den tidligere pådømte lovovertrædelse.

    Stk. 3. Ubetinget frakendelse sker for et bestemt tidsrum af ikke under 6 måneder eller for bestandig.

    Stk. 4. Uanset frakendelse for bestemt tid kan den pågældende påbegynde uddannelse med henblik på generhvervelse af ret til at gøre tjeneste på et luftfartøj efter de for generhvervelse almindeligt gældende regler, dog tidligst 3 måneder før frakendelsestidens udløb.

§ 150 b. Anke af en dom, hvorved der er sket ubetinget frakendelse, efter at ret til at gøre tjeneste på et luftfartøj har været inddraget i medfør af § 150, stk. 5, har ikke opsættende virkning for dommens bestemmelse om frakendelse, medmindre andet bestemmes af byretten ved kendelse. I andre tilfælde kan byretten på begæring af anklagemyndigheden ved kendelse bestemme, at anke ikke skal have opsættende virkning.

    Stk. 2. Afsiges der i en sag, hvor certifikatet er inddraget efter § 150, stk. 5, frifindende dom med hensyn til spørgsmålet om frakendelse, eller sker frakendelsen betinget, skal retten generhverves efter de herfor gældende regler, selv om dommen ankes.

    Stk. 3. Når ret til at gøre tjeneste på et luftfartøj er inddraget eller frakendt i medfør af denne lov, skal den pågældendes certifikat indleveres til luftfartsvæsenet.

    Stk. 4. Er ret til at gøre tjeneste på et luftfartøj i medfør af denne lov eller nogen tidligere lov frakendt nogen for længere tid end 3 år, kan spørgsmålet om generhvervelse af retten inden frakendelsestidens udløb indbringes for domstolene. Indbringelse sker efter reglerne i straffelovens § 78, stk. 3 og kan tidligst finde sted, når der er forløbet 3 år fra frakendelsestiden. Retten kan kun gengives, når ganske særlige omstændigheder foreligger. Har ret til at gøre tjeneste på et luftfartøj tidligere været frakendt vedkommende ubetinget, kan gengivelse af retten inden frakendelsestidens udløb kun ske rent undtagelsesvis og tidligst, når der er forløbet 6 år af frakendelsestiden.

§ 150 c. Reglerne i kapitel 93 a i lov om rettens pleje finder anvendelse på krav om erstatning for frakendelse eller inddragelse af retten til at gøre tjeneste på et luftfartøj i anledning af strafforfølgning.

§ 150 d. Uanset bestemmelserne i §§ 1 og 4, stk. 1, finder lovens bestemmelser om straf og frakendelse af ret til at gøre tjeneste på et luftfartøj også anvendelse på handlinger foretaget uden for dansk område af personer, der er indehavere af dansk certifikat, jf. § 35, med de begrænsninger, der følger af straffelovens §§ 7, 10, 10 a og 10 b.

§ 151. Under behørig hensyntagen til luftfartens sikkerhed eller almene interesse i øvrigt kan trafikministeren for så vidt angår luftfartøjer, som ikke har fører om bord, eller som fremdrives ved andet end motor, eller som ellers er af særlig beskaffenhed, gøre undtagelse fra lovens regler og give særlige forskrifter, dog ikke for såvidt angår bestemmelser af privatretligt eller strafferetligt indhold.

    Stk. 2. Ministeren kan give forskrifter om indretninger, der er bestemt til at bevæge sig i luften uden at være luftfartøjer.

§ 152. Trafikministeren kan bestemme, at luftfartsvæsenet - ud over den samme ved bestemmelserne i loven tillagte myndighed - skal udøve visse af de ministeren ved loven tillagte beføjelser.

    Stk. 2. Ministeren kan endvidere overlade beføjelser til at træffe afgørelser, som efter loven er tillagt ministeren eller luftfartsvæsenet, til:

    Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om sagsbehandlingen og om klageadgang for de i stk. 2 nævnte afgørelser.

§ 152 a. Trafikministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelser, der træffes af offentlige myndigheder efter luftfartslovgivningen, herunder om at afgørelserne ikke skal kunne påklages.

§ 153. Trafikministeren kan give nærmere forskrifter til gennemførelse og udfyldelse af bestemmelserne i denne lov.

    Stk. 2. Ministeren kan endvidere bemyndige luftfartsvæsenet til at meddele de i stk. 1 omhandlede forskrifter.

§ 154. Bestemmelse om, i hvilken udstrækning og eventuelt med hvilke ændringer og tilføjelser de i denne lov fastsatte bestemmelser om civil luftfart og de i medfør heraf udfærdigede forskrifter skal få anvendelse på danske militære luftfartøjer og i øvrigt i forbindelse med militær luftfart, træffes af forsvarsministeren. Bestemmelser, der berører civil luftfart, kan, for så vidt de afviger fra de i nærværende lov givne, kun gennemføres efter forhandling med trafikministeren.

    Stk. 2. Hvad der er bestemt om bjærgning i § 132, skal dog altid gælde de i stk. 1 nævnte luftfartøjer.

§ 155. For så vidt angår danske luftfartøjer, som ikke er militære, men udelukkende anvendes af den danske stat i ikke-erhvervsmæssigt øjemed, kommer de i denne lov fastsatte bestemmelser om civil luftfart - med undtagelse af bestemmelsen i § 133 - til anvendelse.

    Stk. 2. Trafikministeren kan bestemme, at visse af lovens regler ikke skal få anvendelse på de i stk. 1 omhandlede luftfartøjer. Hvad der er bestemt om bjærgning i § 132 og om straf i kapitel 13, skal dog altid gælde de i stk. 1 nævnte luftfartøjer.

§ 156. Luftfart over dansk område med fremmede militære luftfartøjer og med andre fremmede luftfartøjer, som udelukkende anvendes til statsformål af ikke-erhvervsmæssig art, kan kun finde sted efter forud given tilladelse eller i henhold til bestemmelser for fremmede militære luftfartøjers adgang til dansk område under fredsforhold.

    Stk. 2. Sådan tilladelse med dertil knyttede betingelser meddeles, for så vidt angår militære luftfartøjer, af forsvarsministeren efter fornøden forhandling med trafikministeren og for de øvrige af de i stk. 1 omhandlede luftfartøjer af trafikministeren.

§ 157. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes ved kongelig anordning.

    Stk. 2. Det kan ved kongelig anordning bestemmes, at enkelte af lovens bestemmelser skal træde i kraft særskilt.

    Stk. 3. Ved lovens ikrafttræden ophæves lov nr. 175 af 1. maj 1923 om luftfart, ændret i overensstemmelse med lov nr. 124 af 7. maj 1937, og de i henhold dertil udfærdigede bestemmelser, medmindre disse udtrykkeligt opretholdes ved bekendtgørelse i medfør af nærværende lov.

    Stk. 4. Endvidere ophæves lov nr. 411 af 12. juli 1946 om sikring af indflyvning til offentlige lufthavne og landingspladser samt lov nr. 123 af 7. maj 1937 om befordring med luftfartøj, jfr. dog § 126.

§ 158. For Grønland gælder loven kun med de af den særlige grønlandske lovgivning flydende lempelser.⁵⁾ Såfremt det måtte blive nødvendigt i Grønland at foretage ekspropriationer i henhold til denne lov, vil de nærmere regler om fremgangsmåden herved være at fastsætte i en særlig lov.⁶⁾

Stk. 2. Loven gælder ikke for Færøerne. Ved kgl. anordning kan det dog bestemmes, at loven tillige skal gælde for Færøerne i det omfang og med de ændringer, som indstilles af Færøernes lagting.⁷⁾

§ 2 i lov nr. 117 af 11. marts 1987 om ændring af lov om luftfart indeholder følgende bestemmelse:

    Stk. 1. Ministeren for offentlige arbejder fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

    Stk. 2. Ministeren for offentlige arbejder kan bestemme, at loven indtil videre kun skal gælde for indenrigs luftbefordring og luftbefordring, der ikke er omfattet af Warszawa-konventionen i nogen af dens affattelser.

Ministeren for offentlige arbejders bekendtgørelse nr. 117 af 21. februar 1989 om ikrafttræden af lov om ændring af luftfart (Befordring med luftfartøj) indeholder følgende bestemmelse:

I medfør af § 2 i lov nr. 117 af 11. marts 1987 om ændring af lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985, fastsættes det herved, at loven træder i kraft den 1. april 1989.

    Stk. 2. Loven gælder indtil videre kun for indenrigs luftbefordring, hvor mellemlanding uden for riget ikke er aftalt, og for anden luftbefordring, som ikke er omfattet af Warszawa-konventionen i nogen af den affattelser.

I lov nr. 1114 af 29. december 1997 fastsættes i § 2, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, idet dog Trafikministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af de ændringer, som angår §§ 54 og 71.¹⁾

§ 2 i lov nr. 346 af 17. maj 2000 om ændring af lov om luftfart indeholder følgende bestemmelse:

    Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juni 2000.

    Stk. 2. Trafikministeren kan i helt særlige tilfælde tillade, at virksomheder, der foretager flyvning omfattet af luftfartslovens § 75, stk. 5, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 12 i et nærmere fastsat omfang kan fortsætte med denne form for flyvning efter lovens ikrafttræden uden at opfylde alle krav i luftfartslovens § 75.