De nedenfor anførte ændringer af
§§ 54 og 71, der følger af § 1, nr. 2-5, i lov nr. 1114 af 29.
december 1997 (Eurocontrolkonventionen), og som trafikministeren
ifølge lovens § 2, stk. 2, fastsætter tidspunktet for
ikrafttræden af, er endnu ikke sat i kraft, og er derfor ikke
indarbejdet i lovbekendtgørelsens tekst, idet tidspunktet for
ikrafttræden af den reviderede Eurocontrolkonvention ikke kendes.
2. I § 54 indsættes som stk. 2 og 3:
»Stk. 2. Trafikministeren kan fastsætte de forskrifter, som
er nødvendige for at gennemføre de beslutninger, som
Eurocontrol i medfør af Eurocontrolkonventionen træffer for
driften af et fælles europæisk lufttrafrikreguleringssystem.
3. § 71, stk. 2, 3. og 4. pkt., affattes
således:
»Afgiften påhviler ejeren og brugeren af såvel
danske som udenlandske luftfartøjer ved flyvning i det område,
hvor hjælpemidler kan benyttes. Ejeren og brugeren hæfter
solidarisk for afgiftens betaling.«
4. I § 71 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Hvis der for en flyvning anvendes en ICAO-betegnelse eller
en hvilken som helst anden anerkendt betegnelse for identifikation af den
pågældende flyvning, kan det luftfartsforetagende, som fik
tildelt eller anvendte betegnelsen, anses som brugeren.«
Stk. 3-5 bliver hefter stk. 4-6.
5. § 71, stk. 4, der bliver stk. 5, affattes
således:
»Stk. 5. Trafikministeren kan fastsætte regler om
opkrævning og inddrivelse af afgifterne, herunder at danske
myndigheder, i det omfang det følger af Annex IV til
Eurocontrolkonventionen, yder bistand til inddrivelse af Eurocontrols
udestående afgifter.«
Jf. lovbekendtgørelse nr. 620 af 15. september 1986,
som ændret ved § 14 i lov nr. 396 af 13. juni 1990, ved lov nr.
1088 af 23. december 1992 samt ved § 13 i lov nr. 1082 af 20. december
1995.
Rådets forordning (EF) nr. 2027/97 af 9. oktober 1997
om luftfartsselskabers erstatningsansvar i tilfælde af ulykker har
forrang for bestemmelserne i kapitel 9. Forordningen gælder for
EF-luftfartsselskabers erstatningsansvar for personskade i tilfælde af
ulykker om bord i et luftfartøj eller i forbindelse med ind- eller
udstigning. Et EF-luftfartsselskab er et luftfartsselskab med en gyldig
licens udstedt af en medlemsstat i overensstemmelse med bestemmelserne i
forordning (EØF) nr. 2407/92. Denne version af luftfartslovens kapitel
9 gælder derfor kun på områder, der ikke omfattes af
Rådets forordning nr. 2027/97, og i øvrigt indtil videre kun for
indenrigs luftbefordring, hvor mellemlanding uden for riget ikke er aftalt,
samt for anden luftbefordring, som ikke er omfattet af Warszawa-konventionen
i nogen af dens affattelser, jf. note 4.
Kapitel 9 i lovbekendtgørelse nr. 408 af 11.
september 1985 gælder indtil videre for luftbefordring, der ikke
omfattes af Rådets forordning nr. 2027/97, jf. note 3, men som er
omfattet af Warszawa-konventionen i en af dens affattelser. Kapitlet har
følgende ordlyd:
Kapitel 9
Befordring med luftfartøj
Anvendelsesområde
§ 90. Bestemmelserne i dette kapitel gælder
befordring med luftfartøj af passagerer, rejsegods eller gods,
når befordringen udføres mod betaling. Udføres
befordringen af et lufttrafikforetagende, kommer loven ligeledes til
anvendelse, selv om befordringen er vederlagsfri.
§ 91. Bestemmelserne i dette kapitel finder ikke
anvendelse på postbefordring.
Stk. 2. Bestemmelserne om befordringsdokumenter i
§§ 92-98 finder ikke anvendelse på befordring, der udføres
under usædvanlige forhold og falder uden for normal udøvelse af
luftfartsvirksomhed.
Befordringsdokumenter
§ 92. Ved befordring af passagerer skal der
udstedes billet, der skal indeholde angivelse af:
a) afgangssted og bestemmelsessted,
b) mindst et aftalt mellemlandingssted, såfremt afgangsstedet og
bestemmelsesstedet ligger i samme stat og et eller flere mellemlandingssteder
i en anden stat er aftalt,
c) at befordringen kan være underkastet Warszawa-konventionen
eller en lov af tilsvarende indhold, og at konventionen eller loven i reglen
begrænser befordrerens ansvar for personskade og for tab af eller skade
på rejsegods.
Stk. 2. Såfremt ikke andet godtgøres,
gælder billetten som bevis for befordringsaftalens indgåelse og
for vilkårene for befordringen.
Stk. 3. Er billet ikke udstedt, eller har den ikke det
foreskrevne indhold, eller er den gået tabt, er befordringsaftalen dog
gyldig. Er passageren med befordrerens samtykke kommet om bord i
luftfartøjet, uden at billet er udstedt, eller indeholder billetten
ikke den under c) nævnte oplysning, kan befordreren ikke
påberåbe sig bestemmelsen om ansvarsbegrænsning i
§ 111, og § 111 a.
§ 92 a. Dansk lufttrafikforetagende skal i sine
billetter eller almindelige befordringsvilkår tillige angive, at det
ved befordring af passagerer er ansvarligt inden for den ansvarsgrænse,
som er nævnt i § 111 a.
Stk. 2. Tilsidesættes det krav, som er nævnt i
stk. 1, kan befordreren ikke påberåbe sig bestemmelsen om
ansvarsbegrænsning i § 111 a.
§ 93. Ved befordring af indskrevet rejsegods skal
rejsegodsbevis udstedes. Såfremt rejsegodsbeviset ikke er hæftet
sammen med eller indføjet i en passagerbillet, der opfylder de i
§ 92, stk. 1, fastsatte krav, skal det indeholde angivelse
af:
a) afgangssted og bestemmelsessted,
b) mindst et aftalt mellemlandingssted, såfremt afgangsstedet og
bestemmelsesstedet ligger i samme stat og et eller flere mellemlandingssteder
i en anden stat er aftalt.
c) at befordringen kan være underkastet Warszawa-konventionen
eller en lov af tilsvarende indhold, og at denne konvention eller loven i
reglen begrænser befordrerens ansvar for tab af eller skade på
rejsegods.
Stk. 2. Såfremt ikke andet godtgøres,
gælder rejsegodsbeviset som bevis for, at rejsegodset er indskrevet, og
for vilkårene for befordringen.
Stk. 3. Er rejsegodsbevis ikke udstedt, eller har det ikke det
foreskrevne indhold, eller er det gået tabt, er befordringsaftalen dog
gyldig. Har befordreren modtaget rejsegodset uden at rejsegodsbevis er
udstedt, eller indeholder beviset ikke den under c) nævnte oplysning,
og det heller ikke er vedhæftet eller indføjet i en
passagerbillet, der indeholder den i § 92, stk. 1 c), nævnte
oplysning, kan befordreren ikke påberåbe sig bestemmelsen om
ansvarsbegrænsning i § 111, stk. 2.
§ 94. Ved godsbefordring kan befordreren
kræve, at afsenderen udfærdiger og afgiver til ham et dokument,
betegnet som luftfragtbrev, og afsenderen kan kræve, at befordreren
modtager dette dokument.
Stk. 2. Er luftfragtbrev ikke udfærdiget, eller har det
ikke det foreskrevne indhold, eller er det gået tabt, er
befordringsaftalen dog gyldig.
§ 95. Luftfragtbrevet udfærdiges af
afseneren i tre eksemplarer og afleveres til befordreren sammen med godset.
Det første eksemplar skal påtegnes »For befordreren« og
underskrives af afsenderen. Det andet eksemplar skal påtegnes »For
modtageren« og underskrives både af afsenderen og befordreren. Dette
eksemplar skal følge med godset. Det tredje eksemplar underskrives af
befordreren og tilbageleveres afsenderen efter godsets modtagelse.
Stk. 2. Befordrerens underskrift skal påføres
luftfragtbrevet, forinden godset tages om bord i luftfartøjet; den kan
erstattes af stempel. Afsenderens underskrift kan være trykt eller
erstattet af stempel.
Stk. 3. Har befordreren udfærdiget luftfragtbrevet efter
afsenderens anmodning, anses han, hvis ikke andet bevises, for at handle
på afsenderens vegne.
§ 96. Omfatter befordringen flere stykker gods,
skal afsenderen på befordrerens begæring udfærdige
særskilte luftfragtbreve.
§ 97. Luftfragtbrevet skal indeholde angivelse
af:
a) afgangssted og bestemmelsessted,
b) mindst et aftalt mellemlandingssted, såfremt afgangsstedet og
bestemmelsesstedet ligger i samme stat og et eller flere mellemlandingssteder
i en anden stat er aftalt,
c) at befordringen kan være underkastet Warszawa-konventionen
eller en lov af tilsvarende indhold, og at denne konvention eller loven i
reglen begrænser befordrerens ansvar for tab af eller skade på
gods.
§ 98. Tages gods med befordrerens samtykke om bord
i luftfartøjet, uden at luftfragtbrev er udfærdiget, eller
indeholder luftfragtbrevet ikke den oplysning, som er foreskrevet i § 97
c), kan befordreren ikke påberåbe sig bestemmelsen om
ansvarsbegrænsning i § 111, stk. 2.
§ 99. Afsenderen er ansvarlig for skade, som
befordreren eller nogen, over for hvem denne er ansvarlig, lider som
følge af, at afsenderens oplysning i luftfragtbrevet angående
godset ikke har det foreskrevne indhold eller i øvrigt er urigtig
eller ufuldstændig.
§ 100. Såfremt ikke andet godtgøres,
gælder luftfragtbrevet som bevis for befordringsaftalens
indgåelse, for godsets modtagelse og for vilkårene for
befordringen.
Stk. 2. Luftfragtbrevets angivelse af godsets vægt,
dimensioner, indpakning og stykketal anses som rigtige, hvis ikke andet
bevises. Andre oplysninger i luftfragtbrevet om godsets mængde,
rumindhold eller om dets tilstand gælder derimod ikke som bevis mod
befordreren, medmindre denne i afsenderens nærværelse har
undersøgt rigtigheden af disse og har bekræftet dette ved
påtegning på luftfragtbrevet, eller angivelsen angår
godsets synlige tilstand.
Ret til at råde over godset og udlevering af
godset
§ 101. Mod opfyldelse af sine forpligtelser efter
befordringsaftalen kan afsenderen, såfremt det kan ske uden skade for
befordreren eller andre afsendere, råde over godset ved at tage det
tilbage på afgangs- eller bestemmelsesflyvepladsen, standse det i
tilfælde af landing undervejs, lade det udlevere på
bestemmelsesstedet eller undervejs til en anden end den i luftfragtbrevet
angivne modtager eller kræve det tilbagesendt til afgangsflyvepladsen.
Afsenderen skal dog erstatte de dermed forbundne omkostninger. Kan
afsenderens ordre ikke udføres, skal befordreren straks underrette ham
herom.
Stk. 2. Udfører befordreren afsenderens ordrer, uden at
det til denne tilbageleverede eksemplar af luftfragtbrevet forevises, er
befordreren ansvarlig for skade, som derved måtte påføres
rette indehaver af luftfragtbrevet, dog med regres til afsenderen.
Stk. 3. Afsenderens ret ophører samtidig med, at
modtagerens ret indtræder efter § 102. Nægter modtageren at
tage imod fragtbrevet eller godset, eller kan han ikke træffes,
genindtræder afsenderen i sin ret til at råde over godset.
§ 102. Når godset er ankommet til
bestemmelsesstedet, kan modtageren, bortset fra de i § 101 nævnte
tilfælde, kræve, at befordreren udleverer luftfragtbrevet og
godset til ham mod betaling af de skyldige beløb og mod opfyldelse af
de befordringsvilkår, der er angivet i luftfragtbrevet.
Stk. 2. Befordreren skal, så snart godset er kommet
frem, underrette modtageren derom, hvis ikke andet er aftalt.
§ 103. Indrømmer befordreren, at godset er
gået tabt, eller er det ikke ankommet senest syv dage efter, at det
skulle være kommet frem, kan modtageren gøre de af fragtaftalen
flydende rettigheder gældende mod befordreren.
§ 104. Enhver aftale, der indeholder afvigelser
fra bestemmelserne i §§ 101-103, er ugyldig, medmindre den er
anført i luftfragtbrevet.
§ 105. Afsenderen er forpligtet til at give de
oplysninger og til at vedlægge luftfragtbrevet de dokumenter, som er
nødvendige til opfyldelse af told-, accise- eller politiforskrifter,
forinden godset kan udleveres til modtageren. Afsenderen er ansvarlig over
for befordreren for skade, som måtte følge af, at disse
oplysninger eller dokumenter mangler, er ufuldstændige eller ikke er
forskriftsmæssige, med mindre befordreren eller hans folk har gjort sig
skyldige i fejl eller forsømmelse.
Stk. 2. Befordreren er ikke pligtig at undersøge, om
disse oplysninger og dokumenter er rigtige eller fuldstændige.
Befordrerens ansvar
§ 106. Bliver en passager dræbt, eller lider
han skade på legeme eller helbred som følge af en begivenhed,
der er indtruffet om bord i et luftfartøj eller under indstigning
eller udstigning, er befordreren ansvarlig derfor.
§ 107. Bliver indskrevet rejsegods eller gods
beskadiget, eller går det tabt som følge af en begivenhed, der
er indtruffet inden for den tid, det er i befordrerens varetægt, enten
på flyveplads eller om bord i luftfartøj eller på et
hvilket som helst andet sted, når landing sker uden for flyveplads, er
befordreren ansvarlig derfor.
Stk. 2. Omfatter befordringsaftalen også befordring til
lands eller til vands uden for flyveplads ved indladning, udlevering eller
omladning, formodes enhver rejsegodset eller godset tilføjet skade at
være indtruffet inden for den i stk. 1 angivne tid, hvis ikke
andet bevises.
§ 108. For skade, som følger af forsinkelse
ved luftbefordring af passagerer, indskrevet rejsegods eller gods, er
befordreren ansvarlig.
§ 109. Befordreren er fri for ansvar,
såfremt han beviser, at han selv og hans folk har taget alle
nødvendige forholdsregler for at undgå skaden, eller at dette
ikke har været muligt for dem.
§ 110. Beviser befordreren, at den skadelidte ved
egen skyld har medvirket til skaden, kan erstatningen nedsættes eller
helt bortfalde.
§ 111. Medmindre andet følger af § 111
a, er ved befordring af passagerer befordrerens ansvar for hver enkelt
begrænset til 16.600 særlige trækningsrettigheder (SDR),
jfr. stk. 5. Aftale kan dog træffes om en højere
ansvarsgrænse. Trafikministeren kan bekendtgøre generelle
aftaler om højere ansvarsgrænser.
Stk. 2. Ved befordring af indskrevet rejsegods eller gods er
befordrerens ansvar begrænset til 17 SDR pr. kg. Har passageren eller
afsenderen ved godsets aflevering til befordreren særligt angivet den
interesse, der er forbundet med godsets udlevering på
bestemmelsesstedet og betalt det fragttillæg, som måtte
være fastsat, gælder det angivne beløb som grænse
for befordrerens ansvar, medmindre han beviser, at det overstiger passagerens
eller afsenderens virkelige interesse. I tilfælde af tab, beskadigelse
eller forsinkelse af en del af det indskrevne rejsegods eller gods eller af
noget, som måtte være indeholdt deri, omfatter den vægt,
der vil være at tage i betragtning ved fastsættelsen af det
beløb, hvortil befordrerens ansvar er begrænset, kun den samlede
vægt af de pågældende stykker gods. Såfremt tabet,
beskadigelsen eller forsinkelsen forringer værdien af andre stykker
gods, som omfattes af samme rejsegodsbevis eller luftfragtbrev, skal
også den samlede vægt af dette gods medregnes ved
fastsættelsen af ansvarsgrænsen.
Stk. 3. For genstande, som passagererne beholder i deres egen
varetægt, er befordrerens ansvar begrænset til 332 SDR for hver
passager.
Stk. 4. De i nærværende paragraf foreskrevne
ansvarsgrænser skal ikke være til hinder for, at retten kan
tilkende sagsøgeren erstatning for sagsomkostninger. Dette
gælder dog ikke, såfremt den tilkendte erstatning, bortset fra
sagsomkostninger, ikke overstiger det beløb, som befordreren skriftlig
måtte have tilbudt sagsøgeren inden seks måneder efter den
begivenhed, som var årsag til skaden, eller forinden retssag blev
anlagt, såfremt dette skete senere.
Stk. 5. Ved SDR menes de særlige
trækningsrettigheder, som anvendes af Den internationale Valutafond.
Ved erstatningssøgsmål skal omregning af SDR til danske kroner
foretages efter kursen på den dag, der afsiges dom.
§ 111 a. Ved befordring af passagerer,
udført af dansk lufttrafikforetagende, er ansvaret for hver enkelt
passager begrænset til 100.000 SDR. Denne grænse gælder,
uanset hvor skaden er indtruffet. Der kan træffes aftale om
højere ansvarsgrænser.
Stk. 2. Hvis en befordring kun delvis udføres af dansk
lufttrafikforetagende, finder den ansvarsgrænse, som er nævnt i
stk. 1, kun anvendelse for den del af befordringen, som er udført
af dette foretagende.
§ 112. Forbehold, der tilsigter at fritage
befordreren for ansvar eller at fastsætte en lavere ansvarsgrænse
end bestemt i § 111 eller § 111 a, er ugyldige.
Stk. 2. Ved godsbefordring gælder det i stk. 1
anførte dog ikke forbehold for tab eller beskadigelse, der
hidrører fra godsets egen beskaffenhed eller fejl ved godset.
§ 113. De i § 111 og § 111 a fastsatte
ansvarsgrænser skal ikke finde anvendelse, såfremt det bevises,
at befordreren selv eller hans folk under udførelsen af deres tjeneste
har forårsaget skaden, enten med forsæt eller groft uagtsomt,
vidende om, at skade sandsynligvis ville blive forårsaget.
§ 114. Sagsøges befordrerens folk for
skade, de har forårsaget under udførelsen af deres tjeneste ved
en mindre grad af uagtsomhed end den i § 113 anførte, må
summen af de erstatningsbeløb, som pålægges dem og
befordreren, ikke overstige den for befordreren fastsatte
ansvarsgrænse.
§ 115. Modtages indskrevet rejsegods eller gods
uden forbehold fra modtagerens side, formodes godset at være udleveret
i god stand og i overensstemmelse med befordringsdokumentet, hvis ikke andet
bevises.
Stk. 2. Er godset beskadiget eller delvis gået tabt,
skal meddelelse derom gives til befordreren umiddelbart efter, at skaden er
opdaget og senest inden syv dage for rejsegods og fjorten dage for gods
regnet fra modtagelsen. Ved forsinkelse skal meddelelse derom afgives inden
enogtyve dage fra den dag at regne, da godset blev stillet til rådighed
for modtageren.
Stk. 3. Meddelelsen skal ske ved påtegning på
befordringsdokumentet, eller ved en skrivelse, der afsendes inden fristens
udløb.
§ 116. Gives meddelelse om skaden ikke inden de i
§ 115 fastsatte frister, er ethvert krav mod befordreren bortfaldet,
medmindre han har handlet svigagtigt.
§ 117. Erstatningssøgsmålet skal
anlægges ved retten enten på det sted, hvor befordreren bor eller
har sit hovedkontor eller har den forretningsafdeling, hvorigennem
befordringsaftalen er blevet afsluttet, eller på
bestemmelsesstedet.
Stk. 2. I tilfælde af, at befordringen omfattes af
Warszawa-konventionen, kan erstatningssøgsmål kun anlægges
ved dansk domstol eller en domstol i en stat, som har tiltrådt
nævnte konvention.
§ 118. Adgangen til erstatning efter
bestemmelserne i dette kapitel bortfalder, såfremt sag ikke er rejst
inden to år, regnet fra luftfartøjets ankomst til
bestemmelsesstedet eller fra den dag, da luftfartøjet skulle
være ankommet, eller da befordringen blev afbrudt.
§ 119. Skal en befordring, der efter
befordringsaftalen er at anse som en befordring, udøves af flere efter
hinanden følgende befordrere, er enhver af dem, når han modtager
passagererne, det indskrevne rejsegods eller godset, ansvarlig for den del af
befordringen, som det påhviler ham at udføre.
Stk. 2. Ved befordring af indskrevet rejsegods eller gods kan
afsenderen tillige holde sig til den første befordrer og den til dets
udlevering berettigede til den sidste, selv om skaden eller forsinkelsen er
indtruffet, medens godset var i en anden befordrers varetægt. Er
herefter to befordrere ansvarlige, hæfter de solidarisk.
Befordring, der udføres af en anden befordrer end
den, der har indgået befordringsaftalen
§ 119 b. Bestemmelserne i §§ 119 b-119 f
gælder, hvor befordringen helt eller delvis udføres af en anden
befordrer end den, der har indgået befordringsaftalen, medmindre det
bevises, at dette er sket uden sidstnævntes samtykke.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 119 c, § 119 e og
§ 119 f gælder kun den del af befordringen, der udføres af
en anden befordrer end den, der har indgået befordringsaftalen.
§ 119 b. Ved anvendelse af reglerne i dette
kapitel anses såvel den, der har indgået befordringsaftalen, som
den, der udfører befordringen, som befordrere, den
førstnævnte, for så vidt angår hele befordringen, og
den sidstnævnte, for så vidt angår den del af befordringen,
han udfører.
§ 119 c. Ved bedømmelsen af en befordrers
ansvar skal handlinger og undladelser af den anden befordrer eller af dennes
folk under udøvelsen af deres tjeneste anses at have samme virkning
som hans egne handlinger og undladelser. Den, der udfører
befordringen, kan dog ikke herved pådrages ansvar ud over de i
§ 111 eller § 111 a fastsatte grænser.
Stk. 2. Har den befordrer, der har indgået
befordringsaftalen, påtaget sig forpligtelser, der går videre end
hans forpligtelser efter dette kapitel, eller har passagerer eller afsendere
efter § 111, stk. 2, 2. punktum, særligt angivet interessen i
godsets udlevering, er dette uden virkning i forhold til den, der
udfører befordringen, medmindre han har givet sin godkendelse.
§ 119 d. Meddelelser, som efter bestemmelserne i
dette kapitel gives til den ene befordrer, har virkning også i forhold
til den anden befordrer. Ordrer fra afsenderen efter § 101 har dog kun
virkning, hvis de gives til den befordrer, der har indgået
befordringsaftalen.
§ 119 e. Summen af de erstatningsbeløb, som
pålægges de to befordrere og deres folk, må ikke overstige
det højeste erstatningsbeløb, som kan pålægges en
af befordrerne. Hver enkelt er kun ansvarlig indtil den ansvarsgrænse,
der gælder for ham.
§ 119 f. Erstatningssøgsmål kan,
uanset om de rettes imod en af befordrerne eller imod dem begge,
anlægges enten ved en ret, der efter § 117, stk. 1, er
kompetent med hensyn til søgsmål mod den, der har indgået
befordringsaftalen, eller ved retten på det sted, hvor den, der
udfører befordringen, bor eller har sit hovedkontor. Bestemmelsen i
§ 117, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Sagsøges en af befordrerne, og vil han, dersom
han taber sagen, rejse krav mod den anden befordrer, kan han tilstævne
denne uden hensyn til de almindelige regler om værneting for at
gøre kravet gældende over for ham under sagen. Bestemmelserne i
retsplejelovens kapitel 34 finder tilsvarende anvendelse.
Sammensat befordring
§ 120. Udføres befordringen delvis med
luftfartøj og delvis med andet befordringsmiddel, gælder lovens
bestemmelser kun luftbefordringen.
Stk. 2. Vilkårene for de andre befordringsmåder
kan optages i luftbefordringsdokumentet.
Andre bestemmelser
§ 121. Ugyldige er forbehold i befordringsaftalen
og aftaler forud for skaden, hvorved parterne fraviger bestemmelserne om den
lov, der skal anvendes, eller om værnetinget.
Stk. 2. Voldgiftsaftaler forud for skaden er kun gyldige med
hensyn til godsbefordring og kun, for så vidt voldgiften skal foretages
på et af de steder, der er lovligt værneting efter § 117, og
sagen, for så vidt den omfattes af Warszawa-konventionens bestemmelser
skal afgøres i overensstemmelse med disse. Omfattes befordringen af
bestemmelserne i Guadalajara-konventionen af 18. september 1961 om
international luftbefordring, der udføres af en anden befordrer end
den, der har indgået befordringsaftalen, kræves endvidere, at
sagen skal afgøres i overensstemmelse med disse bestemmelser. For
så vidt angår befordring, der udføres af en anden
befordrer end den, der har indgået befordringsaftalen, skal voldgiften
foretages på et af de steder, der er lovligt værneting efter
§ 119 f.
§ 122. Ved luftbefordringsdokumenter, som er
udfærdiget uden for riget eller angår international
luftbefordring, er det, for så vidt angår de i § 92,
stk. 1 c), § 93, stk. 1 c) og § 97 c) foreskrevne
meddelelser, tilstrækkeligt, at det af befordringsdokumentet
fremgår, at befordringen kan være underkastet
Warszawa-konventionens bestemmelser, og at disse bestemmelser i reglen
begrænser befordrerens ansvar for den i den pågældende
bestemmelse omhandlede befordring.
Stk. 2. Ved international luftbefordring, som falder uden for
Warszawa-konventionen, kan befordreren påberåbe sig bestemmelsen
om ansvarsbegrænsning i § 111, selv om befordringsdokumentet ikke
indeholder den i stk. 1 omhandlede angivelse. Ved befordring af
passagerer, udført af dansk lufttrafikforetagende, gælder dog
§ 111 a.
§ 123. Trafikministeren kan, for så vidt
angår indenrigs luftfart, hvor mellemlanding uden for riget ikke er
aftalt,*) gøre undtagelse fra de i § 92, stk. 1,
§ 92 a, stk. 1, § 93, stk. 1 og § 97 indeholdte
bestemmelser om billetter, rejsegodsbeviser og luftfragtbreve.
§ 124. Ved Warszawa-konventionen forstås i
denne lov den i Warszawa den 12. oktober 1929 afsluttede overenskomst om
international luftbefordring, således som denne er ændret ved den
i Haag den 28. september 1955 undertegnede protokol.
§ 125. Bestemmelserne i dette kapitel finder ikke
anvendelse på international luftbefordring, som udføres i
henhold til reservation foretaget i overensstemmelse med
tillægsprotokol til artikel 2 i Warszawa-konventionen af 12. oktober
1929 eller med artikel XXVI i Haag-protokollen af 28. september 1955.
§ 126. Så længe Warszawa-konventionen
af 12. oktober 1929 er gældende i forholdet mellem Danmark og andre
stater, som har tilsluttet sig denne overenskomst, men som ikke har
ratificeret eller tiltrådt Haag-protokollen af 28. september 1955, skal
dog de i lov nr. 123 af 7. maj 1937 om befordring med luftfartøj
indeholdte bestemmelser fortsat have gyldighed for befordringsaftaler, som
afsluttes efter nærværende lovs ikrafttræden, og som falder
ind under Warszawa-konventionen af 12. oktober 1929. Bestemmelserne i
§ 114 finder tilsvarende anvendelse i de nævnte tilfælde.
Det samme gælder bestemmelserne i §§ 119 a-119 f og § 121,
stk. 2, 2. og 3. punktum. Endvidere finder bestemmelserne i § 112,
stk. 2, anvendelse, for så vidt angår befordring, der
udføres af en anden befordrer end den, der har indgået
befordringsaftalen. Henvisningerne i § 114 og §§ 119 a-119 f til
bestemmelserne i kapitel 9 gælder i stedet de tilsvarende bestemmelser
i lov nr. 123 af 7. maj 1937.
Stk. 2. For de befordringsaftaler, der omhandles i
stk. 1, 1. punktum, gælder følgende
ansvarsbegrænsninger i stedet for dem, der er angivet i § 22 i lov
nr. 123 af 7. maj 1937:
1) ved skade på passagerer: 8.300 SDR,
2) ved skade på indskrevet rejsegods, eller gods: 17 SDR,
3) ved skade på rejsegods, der ikke er overgivet i befordrerens
varetægt: 332 SDR.
Stk. 3. Ved SDR forstås den i § 111, stk. 5,
omhandlede regningsenhed.
Stk. 4. Ved befordring af passagerer, udført af dansk
lufttrafikforetagende, gælder dog § 111 a.
§ 126 a. Bestemmelserne i §§ 119 a-119 f,
§ 121, stk. 2, 2. og 3. punktum, og § 126, 3. og 4.
punktum**), gælder kun i det omfang, de er forenelige med
traktatmæssige forpligtelser over for stater, der ikke har ratificeret
eller tiltrådt Guadalajara-konventionen af 18. september 1961 om
international luftbefordring, der udføres af en anden befordrer end
den, der har indgået befordringsaftalen.
5)
For Grønland gælder loven som gengivet i
lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985 som ændret ved
lov nr. 117 af 11. marts 1987, lov nr. 429 af 13. juni 1990, lov nr. 837 af
18. december 1991, lov nr. 1087 af 23. december 1992, lov nr. 328 af 14. maj
1997, lov nr. 1114 af 29. december 1997 og lov nr. 346 af 17. maj 2000.
6)
Jf. lov nr. 182 af 26. maj 1972 for Grønland om
ekspropriation som ændret ved lov nr. 1013 af 19. december 1992.
7)
Loven som gengivet i lovbekendtgørelse nr. 408 af 11.
september 1985, som ændret ved lov nr. 117 af 11. marts 1987, er sat i
kraft for Færøerne henholdsvis ved anordning nr. 130 af 3. marts
1989 og anordning nr. 573 af 9. august 1990 med ændringer som angivet i
anordningerne.
*)
For sådan indenrigs luftfart gælder nu § 123 i
den version af kapitel 9, der omhandles i note 4.
**)
Henvisningen til § 126, 3. og 4. punktum, gælder
§ 126, stk. 1.