Senere ændringer til forskriften
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af
nordisk overenskomst af 6. februar 2001 om ændring af den
nordiske konvention af 6. februar 1931 indeholdende
internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab,
adoption og værgemål

 

Den 6. februar 2001 undertegnedes i Stockholm en overenskomst mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om ændring af den nordiske konvention af 6. februar 1931 indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål, jf. Justitsministeriets bekendtgørelser nr. 323 af 28. december 1931, nr. 53 af 17. november 1948 og nr. 6 af 15. februar 1954, samt Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 68 af 17. august 1970 og nr. 23 af 14. februar 1974, Lovtidende C.

Overenskomsten har følgende ordlyd:

 

Overenskomst mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om ændring i konventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931.

Danmarks, Finlands, Islands, Norges og Sveriges regeringer er blevet enige om følgende:

Artikel I

I konventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål undertegnet i Stockholm den 6. februar 1931, jf. de ændringer, der fremgår af overenskomsten om ændring af konventionen undertegnet i Oslo den 25. februar 2000, som endnu ikke er trådt i kraft, foretages følgende ændringer:

Artikel 7 affattes således:

Spørgsmål om separation eller skilsmisse mellem ægtefæller, som er statsborgere og har sædvanligt opholdssted i de kontraherende stater, afgøres i den stat, hvor

1) ægtefællerne har deres sædvanlige opholdssted,

2) ægtefællerne senest samtidig har haft deres sædvanlige opholdssted, for så vidt en af dem stadig opholder sig dér,

3) ægtefællerne er statsborgere,

4) sagsøgte har sit sædvanlige opholdssted,

5) en af ægtefællerne, i tilfælde af fælles begæring, har sit sædvanlige opholdssted,

6) sagsøgeren har sit sædvanlige opholdssted, hvis vedkommende har opholdt sig dér i mindst et år umiddelbart forud for indgivelsen af begæringen, eller

7) sagsøgeren har sit sædvanlige opholdssted, hvis vedkommende har opholdt sig dér i mindst seks måneder umiddelbart forud for indgivelsen af begæringen og er statsborger i den pågældende stat.

Myndighederne i en kontraherende stat, hvor der er truffet afgørelse om separation, er kompetente til at meddele skilsmisse på grundlag af en sådan separation.

Artikel 8 affattes således:

I forbindelse med et spørgsmål om separation eller skilsmisse kan samme eller anden myndighed også behandle spørgsmål om midlertidig ophævelse af samlivet og deling af formuen. Der kan endvidere træffes afgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær, såfremt

1) barnet er ægtefællernes fælles barn, og

2) barnet har sit sædvanlige opholdssted i den stat, hvor spørgsmålet om separation eller skilsmisse tages under behandling.

Har barnet ikke sit sædvanlige opholdssted i den stat, hvor spørgsmålet om separation eller skilsmisse tages under behandling, kan der i denne stat alligevel træffes afgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl samt samvær, såfremt

1) barnet har sit sædvanlige opholdssted i en kontraherende stat,

2) barnet er ægtefællernes fælles barn, og mindst en af ægtefællerne har forældremyndigheden over barnet,

3) ægtefællerne har accepteret, at spørgsmålet afgøres i denne stat, og

4) det er bedst for barnet, at spørgsmålet behandles i denne stat.

I sager om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær skal kompetencen efter stk. 1 og 2 udøves i overensstemmelse med Haag-konventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser, særlig dennes artikel 3 og 16.

Efter artikel 8 indsættes:

Artikel 8 a.

Indbringes et spørgsmål efter artikel 7 eller 8 mellem de samme parter for kompetente myndigheder i forskellige kontraherende stater, skal den myndighed, ved hvilken sagen er blevet anlagt senere, på embeds vegne afvise sagen til fordel for den første myndighed.

Sager om henholdsvis separation og skilsmisse anses for at angå samme spørgsmål ved anvendelsen af stk. 1.

Artikel 9 affattes således:

Ved de i artiklerne 7 og 8 nævnte afgørelser anvendes i hver kontraherende stat den dér gældende lov. Afgørelse om deling af formuen træffes dog altid efter den lov, som ifølge artikel 3 er bestemmende for ægtefællernes formueforhold.

Separation, som er meddelt i en af staterne, giver i de andre stater samme ret til skilsmisse som en dér meddelt separation.

I en kontraherende stat, hvor der ikke findes regler om separation, men hvor skilsmisse i visse tilfælde er betinget af en forudgående betænkningstid, har ægtefæller, der er blevet separeret i en anden kontraherende stat, og som derefter har levet adskilt i et tidsrum, der svarer til betænkningstiden, og ikke har genoptaget samlivet, ret til at blive skilt uden forudgående betænkningstid.

Artikel 22 affattes således:

Administrative og retskraftige judicielle afgørelser, som i en af de kontraherende stater er truffet i overensstemmelse med artiklerne 5, 7, 8, 11, 13, 14, 15, 19 eller 21, skal have gyldighed i de andre stater uden særlig stadfæstelse og uden prøvelse af afgørelsens rigtighed eller myndighedens kompetence. Det samme gælder retskraftige judicielle afgørelser, der er udfærdiget i en af staterne, og som vedrører ugyldighed eller omstødelse af et ægteskab mellem statsborgere i en kontraherende stat.

Artikel II

For overenskomstens anvendelse på Færøerne og Grønland kan det danske justitsministerium efter forhandlinger med de øvrige kontraherende staters justitsministerier fastsætte sådanne undtagelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold måtte tilsige.

Artikel III

De kontraherende stater kan tiltræde denne overenskomst ved

a) undertegnelse uden forbehold om ratifikation eller

b) undertegnelse med forbehold om ratifikation kombineret med efterfølgende ratifikation.

Ratifikationsdokumenterne deponeres i det svenske udenrigsministerium.

Overenskomsten træder i kraft den første dag i den måned, der begynder to måneder efter, at alle de kontraherende stater har tiltrådt overenskomsten. Det svenske udenrigsministerium underretter de kontraherende stater om deponeringen af ratifikationsdokumenterne og om tidspunktet for overenskomstens ikrafttræden.

Artikel IV

Indtil overenskomsten træder i kraft, kan hver kontraherende stat i forbindelse med sin tiltrædelse eller på et senere tidspunkt afgive erklæring om, at overenskomsten skal gælde i statens indbyrdes forhold med de øvrige kontraherende stater, der har afgivet en sådan erklæring. Erklæringen træder i kraft fjorten dage efter, at den er blevet deponeret i det svenske udenrigsministerium.

Artikel V

Originaleksemplaret af denne overenskomst deponeres i det svenske udenrigsministerium, som tilstiller hver af de kontraherende stater en bekræftet afskrift.

Til bekræftelse herpå har de undertegnede befuldmægtigede undertegnet denne overenskomst.

Udfærdiget i Stockholm den 6. februar 2001 i ét eksemplar på dansk, finsk, islandsk, norsk og svensk, og hvad det svenske sprog angår i to tekster: én for Finland og én for Sverige, hvilke tekster alle har samme gyldighed.

Overenskomsten er undertegnet med forbehold for ratifikation af:

Danmark: Thomas Winkler

Norge: Eirik Glenne

Sverige: Göran Lambertz

Finland: Per-Mikael Engberg

Island: Hördur H. Bjarnason

Danmark ratificerede den 1. august 2002 overenskomsten med følgende forbehold:

»I henhold til artikel II i overenskomst mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om ændring i konventionen mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige indeholdende internationalprivatretlige bestemmelser om ægteskab, adoption og værgemål, undertegnet i Stockholm den 6. februar 2001, fastsætter Danmark, at nyaffattelsen af konventionens artikel 8, stk. 3, som sket i overenskomstens artikel I, ikke skal finde anvendelse for Færøerne. Det fremgår således af Danmarks ratifikation af 17. april 1991 af Haag-konventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser, at konventionen ikke finder anvendelse for Færøerne«.

Danmarks ratifikationsdokument er tillige med de øvrige kontraherende staters ratifikationsdokumenter deponeret i det svenske udenrigsministerium.

Overenskomsten trådte i kraft den 1. november 2002, jf. artikel III.

Udenrigsministeriet, den 28. november 2002

Per Stig Møller