Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
Resumé
Klager – en virksomhed – klagede over en artikel bragt i Berlingske Nyhedsmagasin.

Nævnet fandt, at oplysningerne om klager var af en sådan karakter, at de burde være efterprøvet ved at blive forelagt for virksomheden, inden de blev offentliggjort. Nævnet kunne på baggrund af parternes modstridende forklaringer imidlertid ikke afgøre, i hvilken udstrækning Berlingske Nyhedsmagasin faktisk forsøgte at forelægge oplysningerne ved telefonisk kontakt til klagers kommunikationsdirektør. Nævnet overvejede, om Berlingske Nyhedsmagasin på baggrund af oplysningernes karakter burde have forsøgt at forelægge disse på anden måde. Henset til klagers tidligere afvisninger af at udtale sig i sagen og artiklens karakter af en opsamlende fremstilling med grundlag i allerede kendt materiale mente nævnet imidlertid ikke, at dette var tilfældet. Nævnet fandt derfor, at der ikke var grundlag for at udtale kritik på dette punkt.

For så vidt angår de konkrete formuleringer, klagen sigtede til, bemærkede nævnet, at disse i al væsentligt måtte henføres til klagers egne udtalelser i sagen, herunder navnlig redegørelsen af 18. august 2005, eller til stævningen fra [A], som klager havde haft lejlighed til at kommentere ved den ligeledes citerede pressemeddelelse af 1. september 2005. Også de mere subjektivt prægede udsagn, der fremstod som journalistens egne konklusioner på grundlag af det foreliggende materiale, lå efter nævnets opfattelse inden for rammerne af den almindelige redaktionelle formuleringsfrihed.

Den skadesvirkning, som i hvert fald de mere faktuelt prægede formuleringer måtte antages at have haft for klager, skulle efter nævnets opfattelse endvidere vurderes i lyset af klagers egen formulering af det genmæle, der på virksomhedens foranledning blev bragt i Børsens Nyhedsmagasin den 23. september 2006. Genmælet berørte således ingen af de formuleringer, der i nærværende klage beskrives som faktuelt forkerte.

Også på denne baggrund fandt nævnet ikke grundlag for at udtale sin kritik i anledning af de konkrete formuleringer, som klagen sigtede til.

Sammenfattende fandt nævnet, at der ikke var grundlag for at udtale kritik i sagen.

Den fulde tekst

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-232

 

Grundfos har klaget til Pressenævnet over en artikel i Berlingske Nyhedsmagasin nr. 25, der vedrører perioden 15. – 25. september 2005, idet Grundfos mener, at god presseskik er tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

1.1. Leder i Berlingske Nyhedsmagasin nr. 25

Lederen, der har overskriften ”Lad os nu få sandheden frem ” har følgende indledning:

..om den bestikkelsessag, som Grundfos er involveret i. Forløbet er indtil nu dybt uværdigt. Det ser ud til, at Grundfos-ledelsen vil lægge låg på sagen om bestikkelse i Irak og håber på, at det hele kan dysses ned og blive glemt – at det hele går over som en sommerforkølelse. ”

1.2. Artikel i Berlingske Nyhedsmagasin nr. 25

Artiklen, der har overskriften ”Små beskidte hemmeligheder”

indledes med et opslag med følgende underrubrik:

”Lige nu er det perfekte tidspunkt at studere det, der officielt slet ikke findes: Korruption i dansk erhvervsliv. Fra Saddam Husseins tjenere i Grundfos over Carl Bros særlige honorarer uden besty-relsens bemyndigelse’ i Tyskland til Skanskas ulovlige returkommission i Farum. Vi siger et - og gør noget andet. Og så håber vi aldrig at skulle fortælle vores børn eller Bagmandspolitiet om det.”

Næste side fortsætter artiklen således:

”I Randers går en direktør rundt og gemmer sig. Vi ved meget lidt om ham - bortset fra, at han hedder [A]. På vejen, hvor han bor, og i håndboldklubben, hvor han arbejder, er han for de fleste bare pensioneret eksportdirektør fra Grundfos. Ham direktøren, som ved årsskiftet var med til at redde [B] fra et krak.

Men boldklubbens bestyrelse har længe kendt hele historien.

[A] forlod en ledende stilling i Grundfos i maj 2004, efter at han som ansvarlig for Grundfos’ ordrer under FN’s mad-for-olie’-program var genstand for en intern undersøgelse.

Undersøgelsen omhandlede korruption.

Det er ikke noget at prale af og hvad vigtigere er: [A] er omfattet af en tavshedspligt over for sin tidligere arbejdsgiver. Sagen forbliver en lille hemmelighed mellem ham og bestyrelsen.

2. september får resten af Randers, ja hele Danmark, pludselig besked.

De store morgenaviser skriver, at en irakisk Grundfos-repræsentant udpeger [A] som hovedmanden i en bestikkelsessag i millionklassen.

Hverken Grundfos eller den tidligere eksportdirektør selv vil kommentere hans involvering.

Det er ikke jordens undergang, det føles bare sådan. [A] har det skidt, siger de, der kender ham. Officielt har han taget et par ugers ferie fra arbejdet som direktør i den lokale håndboldklub. I klubben siger de, at de ikke ved, hvornår han er tilbage. Hans hustru besvarer de fleste telefonopkald i hjemmet. Tit er det journalister, der ringer.

De vil vide, om hendes mand er korrupt. Om Grundfos fyrede ham, fordi han betalte bestikkelse til Iraks diktator, Saddam Hussein. Spørgsmålene er ikke bare ubehagelige, de er surrealistiske.

Men her kommer det mest surrealistiske: [A] er ikke alene.

Tolv danske erhvervsfolk fra tre forskellige koncerner er lige nu under anklage for bestikkelse eller medvirken til det. Med FN’s søgelys rettet mod yderligere 73 danske virksomheder, der mistænkes for korruption under mad-for-olie’-programmet, kan listen hurtigt blive længere.

I Grundfos er den tidligere eksportdirektør blot en af syv medarbejdere, som den irakiske Grundfos-repræsentant vil have til at afgive forklaring i en civil sag i Sø- og Handelsretten. Blandt dem Grundfos-arvingen [C] selv.

[C] kalder den irakiske Grundfos-repræsentants beskyldninger for “uhyrlige”. Men i to andre bestikkelsessager, afdækket i den interne Grundfos-undersøgelse, har han allerede afskediget to medarbejdere.

Tre nu forhenværende ledende Carl Bro-medarbejdere er tiltalt for mandatsvig som led i en bestikkelsesaffære i Tyskland. De nægter sig skyldige i både korruption og mandatsvig.

Endnu tættere på en dom er Københavns Byret i den tredje aktuelle bestikkelsessag herhjemme: Som en sidesag til retsopgøret mod tidligere Farum-borgmester Peter Brixtofte er to Skanska-direktører tiltalt for bestikkelse. Den ene har erkendt sig skyldig, den anden nægter.

Lige nu er med andre ord det perfekte tidspunkt at studere det, der officielt slet ikke findes: Korruption i dansk erhvervsliv.

Stort set alle større virksomheder møder krav om bestikkelse på en del af deres eksportmarkeder. Men nej, de betaler naturligvis aldrig.

Officielt. Bestikkelse er ikke bare forbudt og omfattet af straffelovens bestemmelser med en strafferamme på op til tre år. I de fleste direktørkontrakter er det i dag skrevet ind i managers code of conduct, at korruption eller medvirken til det fører til øjeblikkelig afskedigelse.

Alligevel har vi Grundfos-sagen, som bryder netop nu, Carl Bro-affæren og straffesagen mod de to Skanska-direktører - veldokumenterede bestikkelsessager fra så forskellige hjørner af verden som Irak, Tyskland og Nordsjælland.

I ingen af sagerne har de mistænkte haft noget rigtigt motiv. De er ikke selv blevet rige på korruptionen, og de har faktisk også vanskeligt kunnet udføre bestikkelsen på egen hånd. Alt tyder på, at de har været tvunget til at involvere en større kreds af mennesker, herunder deres overordnede, for at gennemføre bestikkelsen.

Kun koncernerne har haft både motiv og lejlighed: Ved stor kreativitet kunne de udbetale bestikkelse, og de gjorde det. Hvorfor?

For at få ordren.

For at forvandle fugle på taget til fakturaer.

For bundlinjen.

Specialist i burgere: Til dagligt ejer og driver [D] en stribe McDonald’s restauranter på franchisebasis. Det med hvervet som bestyrelsesformand i [B] var egentlig ikke meningen. Men da håndboldklubben var ved at krakke, skulle en eller anden sætte sig for bordenden, og det blev så ham. På samme måde med [A]. Den pensionerede Grundfos-direktør skulle egentlig bare passe tjansen som direktør et par måneder. Og så blev han hængende.

[A] har ikke sagt et ord om skandalen offentligt. Og hans arbejdsgiver, bestyrelsesformand [D], henholder sig i første omgang til en pressemeddelelse, som [B] har sendt ud om bestikkelsessagen.

Ifølge den har bestyrelsen fuld tillid til Knudsen, som i øvrigt havde orienteret sin bestyrelse om bestikkelsessagen, før den kom i pressen.

Men Berlingske Nyhedsmagasin vil gerne høre lidt mere om, hvad bestyrelsen vidste om [A]s fortid og hvornår.

“Jørgen har en tavshedspligt i forhold til Grundfos. Men han har loyalt oplyst mig om de ting, han kunne oplyse om inden for sin tavshedspligt. Vi har haft de informationer, vi havde behov for, allerede før vi ansatte Jørgen.”

[D] er specialist i burgere, ikke bestikkelse. Men han lægger ikke skjul på, at Grundfos kunne have skånet [A].

“Grundfos selv har kontaktet myndighederne og fortalt, at Grundfos lavede noget skidt i 2000 og 2001. Med lidt smidighed kunne Grundfos have kaldt det provision eller noget andet frem for korruption. Der er mange måder at afregne tingene på. Jeg kender selv mange, der handler med lande i den tredje verden. Alle ved, at der kan man ikke handle, hvis ikke man har noget i skjortelommen.”

Personligt har [D] svært ved at være forarget.

“For det første er [A] ikke sigtet, for det andet er han ikke dømt. I min verden er det to vigtige forhold. Sagen vedrører en anden virksomhed og en jobfunktion, som Jørgen bestred for nogle år tilbage i tiden. Hvis han nu havde begået berigelseskriminalitet - eller pædofili, som alle har en holdning til - havde vi nok taget affære.”

Den tredje opringning: For Sune Salling-Mortensen, koncernkommunikationsdirektør i Grundfos, begynder tingene at blive komplicerede ved journalisternes tredje opringning. Journalisterne fra Berlingske Tidende spørger hen på eftermiddagen torsdag 18. august direkte, om Grundfos kan sige sig fri for at have begået noget, Grundfos ikke burde under FN’s mad-for-olie’-program. Det kan Grundfos ikke. Faktisk er der konstateret uregelmæssigheder i en kortere periode i virksomhedens engagement i Irak, siger Sune Salling-Mortensen.

Få dage senere, på et pressemøde i “The Poul Due-Jensen Academy” I Bjerringbro, fortæller Grundfos´ topledelse, [C] og [E], om skandalen. Grundfos smurte diktatoren Saddam Husseins styre med 5 mio. kr. for at opnå ordrer i to tilfælde. Det har en intern kontrol afsløret, hvorefter to medarbejdere blev afskediget i juni 2004. I yderligere et tilfælde er der gjort forsøg på bestikkelse.

Grundfos informerede allerede dengang Udenrigsministeriet samt FN, men hverken Bagmandspolitiet eller offentligheden blev informeret. Der kom til at gå et år, før det skete - og kun takket være Berlingske Tidendes journalister.

“Vi føler fuldt ansvar - både [E] og jeg selv - og det løber vi ikke fra. Alligevel er vi nødt til at gå ned og se, hvor lovbruddet reelt er foregået,” siger [C] på pressemødet.

Dermed påtager han sig “det fulde, formelle ansvar”, som det så smukt hedder i Berlingskes reportage dagen derpå. Indtil den dag kunne en ledelse enten vælge at påtage sig det fulde ansvar eller det formelle. [C] formår begge dele.

Men det er også en særlig dag for netop ham.

Allerede i 2002 forpligtede han med sin signatur Grundfos til - som en af de første virksomheder herhjemme - at støtte FN’s bestræbelser på at gøre op med bl.a. korruption.

Ritzaus Bureau kontakter Udenrigsministeriet for at spørge, om det virkeligt kan passe, at ministeriet i over et år har kendt til Grundfos’ bestikkelse uden at gå til politiet. Fuldmægtig i ministeriets Irakkontor [F] forklarer:

“Vi anvendte udtrykkene returkommission og bestikkelse. For os var det vigtigt, at sagen kom ind i FN-sporet.”

Stævnet: Kort efter går jagten ind på Grundfos’ eksportdirektør, [A].

Berlingske Nyhedsmagasin har ringet flere gange samt skrevet til ham. Men uden held. [A] ønsker ikke at udtale sig.

Sammen med seks andre Grundfos-medarbejdere fremgår hans navn ellers af en stævning fra den irakiske entreprenør [G]. Dokumenter, som Nyhedsmagasinet er i besiddelse af i kopi, viser, at [A] bemyndigede[G] til at repræsentere Grundfos i Irak.

Grundfos-repræsentanten er vred. Efter eget udsagn har han i alt 8,8 mio kr. til gode hos Grundfos efter fire kontrakter i perioden 2000-2001. Nu lægger han alle kort på bordet i Sø- og Handelsretten. På fakturaer for handler under mad-for-olie’-programmet fremgår såkaldte differencebeløb’ for i alt 4,9 mio. kr. Efter disse beløb står der formuleringer som we gave 50% to our friends’. Vennerne var angiveligt Saddam Hussein og hans embedsmænd.

Men det er ikke det mest belastende for Grundfos.

Allerede i 2001 - mens mad-for-olie’-programmet stadig kørte - kunne [C] måske have grebet ind. Det år afsendte [G] flere telefaxer stilet til bl.a. [C] med oplysninger om korruptionen. [C] afviser alle beskyldningerne som “fantasifulde”. Indtil Bagmandspolitiet har afsluttet sine undersøgelser, ønsker Grundfos ikke at kommentere sagen yderligere.

Såvel sagen i Sø- og Handelsretten som den straffesag, Bagmandspolitiet forventes at indlede, kan få Grundfos-skandalen til at eksplodere på ny.

Hvad vidste Grundfos-toppen? Hvordan fik de skyldige en returkommission på 5 mio. kr. gennem Grundfos’ bogholderi til Saddam Hussein-regimets konti i banker i Libanon, Jordan og Hviderusland?

To versioner: Det er ikke let at føre et millionbeløb ud af en moderne virksomhed til lyssky affærer som bestikkelse uden ledende medarbejderes udtalte eller stiltiende accept.

Tre nu forhenværende ledende medarbejdere i entreprenørgiganten Carl Bro, [H], [I] og [J], er i dag tiltalt for mandatsvig. Bagmandspolitiet mener, at de har ført ca. 2 mio. kr. af Carls Bros penge over i egne lommer. De tre tiltalte nægter at afgive forklaring til Bagmandspolitiet, men har givet en overordentlig detaljeret forklaring i Økonomisk Ugebrev.

I 1998 står et datterselskab i Carl Bro-koncernen over for et gennembrud på det tyske marked. Carl Bro kan få en opgave i Hamburg. Der er kun et men. En tysk mellemmand forlanger et par millioner kroner i et særligt honorar for at sikre Carl Bro kontrakten. Han vil ikke skrive et bilag, og han vil have pengene kontant.

Direktøren for datterselskabet forhører sig hos sin bestyrelse - så meget står i dag fast. Men herfra er der to versioner af historien. Carl Bros officielle forklaring: At bestyrelsen selvfølgelig ikke kan eller vil medvirke til at udbetale bestikkelse. Og så de tre tiltaltes. At de får besked om at gå videre med arbejdet.

Mellem de to historier ligger en stribe opsigtsvækkende referater fra bestyrelsens møde. Fra det første udkast, der bekræfter tiltaltes forklaring, til det endelige udkast, hvor bestyrelsen utvetydigt afviser at medvirke til korruption.

Faktum er, at Carl Bro får opgaven. Daværende finansdirektør [L] kan ikke udbetale beløbet til mellemmanden uden fornødent bilag.

Det sender den ene af de tre tiltalte til Schweiz. Her indvilger en tidligere dansk professionel fodboldspiller, nu bosat i alpelandet, i at skrive en fiktiv faktura. Beløbet udbetales, og de 2 mio. kr. i kontanter bliver bragt til Tyskland, hvor den tyske mellemmand venter.

Nægter alt: De tre tiltalte nægter at løfte sløret for, hvem den mystiske tyske mellemmand er. De har givet ham deres ord, siger de. Bagmandspolitiet har på den baggrund valgt at tiltale de i dag fyrede Carl Bro-medarbejdere for mandatsvig. Domstolene skal nu afgøre, om de tiltalte faktisk har taget pengene selv eller om de taler sandt. Det bliver en interessant sag at følge.

Den daværende administrerende direktør for Carl Bro, [M], som for nylig blev gået fra Banestyrelsen, nægter at have haft kendskab til bestikkelsesaffæren, men har samtidig offentligt udtrykt sin forundring over, at de tre tiltalte skal beskyldes for at have taget pengene til sig selv. Hans efterfølger, [N], kommer også til at afgive forklaring, ligesom finansdirektør [L]. Han afviser at have medvirket til bestikkelse, skønt de tiltalte ligger inde med dokumenter, som viser, at [L] var meget langt i forberedelserne af transaktionen.

I et fortroligt notat fra 26. februar 1998 skriver finansdirektøren, at koncernen “skal have et bilag”, samt at “vi har ikke med disse vilkår givet tilsagn om, at vi accepterer at drive tysk virksomhed fremover på disse præmisser.”

Til Jyllands-Posten har han dog udtalt, at han ikke mener, at det var det sidste, der blev sagt i den sag. Han tilføjer:

“Hvis jeg husker forkert, må det være sket ud fra en vurdering af de samlede risici. Men jeg vil hellere brække begge ben end at lave forretninger på den måde.”

Tilbage står, at det var, præcis hvad de involverede gjorde. Brækkede ben, arme og hals i deres professionelle liv og lavede forretninger. De tre tiltalte nægter sig skyldige i både bestikkelse og mandatsvig. I stedet taler de om honorarer for lobbyisme.

Det er et gennemgående træk i sagerne. Ingen kan lide det grimme ord bestikkelse. Carl Bro og Grundfos foretrækker at tale om uregelmæssigheder’. Atter andre foretrækker særlige honorarer’, kommission’, smøring’ eller slet og ret erkendtlighed’.

Rystet minister: Erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) var rystet over afsløringerne af de to tilfælde af bestikkelse i Grundfos.

“Danske virksomheder skal handle anstændigt, også selv om de agerer i lande, der ikke har de samme traditioner for ordentlig og anstændig virksomhedsdrift, som vi har herhjemme,” sagde ministeren.

Godt en uge senere offentliggjorde FN en delundersøgelse af korruptionen under mad-for-olie’-programmet i Irak. I den undersøgelse var i alt 75 danske virksomheder anklaget for bestikkelse. Og det i et lande med traditioner for “ordentlig og anstændig virksomhedsdrift”.

Hvis Bendt Bendtsen stadig skulle være af den opfattelse, at korruption er noget, der kun foregår i udlandet, kan han sætte sig ned i Københavns Byret i disse dage. Her kan han høre, hvordan Farums borgmester Peter Brixtofte forlangte, at Skanska skulle lægge 9 mio. kr. oven på regningen for byggeriet af Stavnsholthallen. Derefter skulle Skanska i form af et sponsorat føre 9 mio. kr. over til Farum Boldklub, hvor Peter Brixtofte i øvrigt selv var aktionær.

Én Skanska-direktør har erklæret sig skyldig i returkommissionen, en anden Skanska-direktør - en mand på 52-årig - nægter sig skyldig.

Men divisionsdirektør [O] forklarede i sidste uge retten, at han konfronterede den 52-årige og fortalte, at han var bekendt med, at der i forbindelse med renoveringen af Stavnsholthallen i Farum var en kæmpe overfakturering, som finansierede sponsoratet.

“Han (direktøren, red.) sagde, at han ikke kunne gøre noget. Jeg sagde, at han måtte lave det om, men han sagde: Hvordan vil du ha’ jeg skal gøre det?’”

Straffeloven åbner mulighed for, at Bagmandspolitiet kan gå efter koncernerne i bestikkelsessagerne. Men hidtil er det aldrig sket i dansk retshistorie. Grundfos-sagen kan blive den første af sin art, og hvis Grundfos kendes skyldig, kan koncernen straffes med en bøde. Ligesom i Skanska-sagen kan Bagmandspolitiet også vælge at gå efter den øverste ledelse personligt og kræve fængselsstraf. Lige nu undersøger Bagmandspolitiet muligheden for at rejse tiltale mod den øverste Carl Bro-ledelse.

Sagerne vil sikkert blive tilløbsstykker. De er alvorlige nok, for de drejer sig dybest set om en udplyndring af Iraks befolkning, af køberne af Carl Bros tyske boligprojekt samt Farums skatteborgere.

Måske kan de oven i købet løfte en flig af sløret for det store

spørgsmål: Hvorfor glemmer pæne danskere deres samvittighed i deres professionelle liv, når de får muligheden for at lukke en aftale?

Men sagerne vil også indeholde tragikomiske højdepunkter.

I Grundfos skrev den korrupte irakiske repræsentant [G] til den højt respekterede, socialt ansvarlige og til det sidste uvidende [C], og advarede mod “de farer, der har omringet firmaets omdømme”.

I Skanska-sagen er den rygende pistol det stykke papir, hvorpå den tidligere ordførende direktør i Farum Kommune, [P], regner overfaktureringen igennem. [P] selv husker intet om notatet.

Hele Carl Bro-affæren bygger på et fiktivt bilag fra Schweiz, som gled glat igennem koncernens økonomiafdeling på trods af, at Carl Bro aldrig har haft aktiviteter i landet.

Vi ser ingenting, husker ingenting og tænker ingenting.

Det er business as usual. I morgen venter en ny dag, en ny handel og hvem ved, måske en ny fortjeneste.”

En illustreret tekstboks under artiklen indeholder følgende kronologiske gennemgang af ”olie-for-mad skandalen”:

”August 1990: FN indfører sanktioner mod Irak efter invasionen i Kuwait.

Marts 1991: FN foreslår, at Irak får lov til at sælge sin olie mod betaling i civile/humanitære varer. Iraks regering afviser forslaget.

April 1995: FN’s Sikkerhedsråd vedtager med en resolution at etablere olie-for-mad’-programmet. Irak afviser programmets betingelser.

December 1996: Olie-for-mad’-programmet sættes i værk, og den første olie eksporteres.

19. marts 2003: Den anden Irak-krig begynder.

November 2003: Olie-for-mad’-programmet lukkes ned og overdrages til koalitionspartnerne bag besættelsen af Irak.

Januar 2004: En irakisk avis offentliggør en liste med 270 navne fra 40 lande, som angiveligt har profiteret på ulovligt salg af olie gennem olie-for-mad’-programmet.

Marts 2004: USA’s revisionskontor siger, at Saddam Hussein har tjent 10 mia. dollar på olie-for-mad’-programmet fra 1997 til 2002.

April 2004: USA’s tidligere centralbankchef, Paul Volcker, udpeges af FN til at lede en undersøgelse af olie-for-mad’-programmet. USA’s og Iraks regeringer påbegynder hver deres undersøgelse.

November 2004: Undersøgere i USA’s senat oplyser, at de mener, at Saddam Hussein har tjent mere end 21 mia. dollar på ulovligt oliesalg og bestikkelse.

Januar 2005: En irakisk-amerikansk forretningsmand, [Q], erkender, at han har været ulovlig agent for Saddam Husseins regering, og at han har tilranet sig midler fra programmet.

Februar 2005: To FN-ansatte suspenderes for at have bedraget mad-for-olie’-programmet.

Begge nægter sig skyldige.

Marts 2005: I en FN-rapport sættes der spørgsmålstegn ved Kojo Annans handlemåde i forbindelse med mad-for-olie’-programmet.

April 2005: En texansk forretningsmand, en bulgarer og en brite dømmes ved en domstol i USA for at have betalt bestikkelser til Saddam Husseins regime.

Maj 2005: Et britiske parlamentsmedlem og en tidligere fransk indenrigsminister anklages af en undersøgelseskomite i USA’s senat for at have modtaget oliemidler fra Saddam Husseins regime. Begge benægter. Få dage senere anklages flere russiske politikere og embedsmænd for det samme. Også de benægter enhver skyld.

August 2005: Lederen af mad-for-olie’-programmet, [R], træder tilbage efter offentliggørelsen af den tredje kritiske rapport, hvor han anklages for at have modtaget 150.000 dollar i bestikkelse.

September 2005: Paul Volckers undersøgelsesudvalg offentliggør sin endelige rapport, der fordømmer de “ulovlige, uetiske og korrupte” handlinger under mad-for-olie’-programmet. Generalsekretær Kofi Annan kritiseres for dårlig ledelse.”

Af en skematisk opbygget tekstboks fremgår følgende vedrørende Grundfos. (Tekstboksen indeholder tilsvarende beskrivelser af to andre sager vedrørende virksomhederne Skanska og Carl Bro):

”Anklage: Korruption

Synder/syndebukke: To Grundfos-medarbejdere, hvis identitet er ukendt

Tiltaltes stilling til anklagen: Delvis tilståelse

Forbrydelse: Mistanke om returkommission på fem mio. ved to salg af pumper til Irak samt forsøg på samme i et tredje tilfælde i 2000 og 2001

Smoking gun: Dokumenter, gemt privat uden for sagsmapperne, afleveret af de to nu fhv. Grundfos-medarbejdere

De profiterer: Grundfos samt Saddam Husseins regime

Potentielle skadelidte: Iraks befolkning

Strafferamme: Tre års ubetinget fængsel

Topfolk i skudlinjen: [C], [E]

PR-rådgiver: Jøp Ove & Myrthu*

Sladrehank: Amerikanske CIA-agenter samt FN

De havde nyheden: Berlingske Tidende

Konsekvens: Grundfos kan gå glip af projekter baseret på lån fra de store udviklingsbanker

Perspektiv: Gjorde Grundfos det onde for at gøre det gode under ’mad-for-olie’-programmet – eller var der alene tale om dårlig dømmekraft?

*Ikke officielt bekræftet: Jess Myrthu nægter at kommentere kundeforhold”

Under et fotografi af bestyrelsesformand [C] og koncernchef [E]s er trykt følgende tekst:

”BRØDEBETYNGEDE: Bestyrelsesformand [C] og koncernchef [E] måtte hårdt presset kalde til pressemøde om bestikkelsessagen mod Grundfos.”

Under en række af fire mindre fotografier af forskellige mødesi-tuationer står følgende:

”SNAPSHOTS: Fra forhandlingerne mellem Grundfos’ [A] og den korrupte irakiske repræsentant, [G].”

1.3. Sagsfremstilling i øvrigt

Ved brev af 20. september 2005 anmodede Grundfos med henvisning til medieansvarslovens § 36, stk. 1, Berlingske Nyhedsmagasin om at bringe følgende genmæle:

”I Berlingske Nyhedsmagasin fredag den 16. september fremgår det af et skema på side 22, at Grundfos er under ”Anklage” for ”Korruption”.

Dette er en faktuelt forkert oplysning, idet Grundfos end ikke er sigtet, og det som bagmandspolitiet efterforsker ikke er ”korruption” men overfakturering.

Videre anføres det under ”Tiltaltes stilling til anklagen”: ”Delvis tilståelse”.

Dette er en faktuel forkert oplysning, idet hverken Grundfos, nuværende eller tidligere medarbejdere har erkendt eller indrømmet korruption eller bestikkelse, ligesom ingen er sigtet.

Videre anføres det under ordet ”Sladrehanke”: ”Amerikanske CIA-agenter samt FN”.

Dette er en faktuelt forkert oplysning i relation til Grundfos. Ingen af de nævnte parter har været ”sladrehanke”. Grundfos informerede uopfordret FN’s undersøgelseskommission.

Videre anføres det under ordene ”De havde Nyheden”: ”Berlingske Tidende”.

Dette er en faktuelt forkert oplysning, idet Morgenavisen Jyllands-Posten og dagbladet Børsen bragte ”Nyheden” samtidig med Berlingske Tidende på baggrund af den pressemeddelelse, som Grundfos uopfordret udsendte torsdag den 18. august.

Genmælet blev i uændret form bragt i Berlingske Nyhedsmagasin nr. 26, vedrørende perioden 23.-29. september 2005.

2. Parternes synspunkter

2.1. Grundfos’ synspunkter

Grundfos har til støtte for klagen generelt anført, at Berlingske Nyhedsmagasin har handlet i strid med god presseskik, idet oplysningerne i den første artikel uanset disses skadelige karakter ikke har været forelagt Grundfos til udtalelse inden offentliggørelsen. Det bestrides, at den ansvarlige journalist skulle have forsøgt at ringe til selskabets kommunikationsdirektør. Sådanne telefonopkald ville enten være blevet besvaret af direktørens sekretær, som ville have taget imod besked, eller være blevet registret på direktørens mobiltelefon. Ingen af delene er imidlertid sket.

Berlingske Nyhedsmagasin har endvidere undladt at udvise den fornødne kritik over for oplysningerne i stævningen fra [G], uanset at dennes udsagn må antages at være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt.

En række nærmere angivne formuleringer i den første artikel er herudover faktuelt forkerte, mens andre fremstår som ubegrundede eller udokumenterede påstande eller som udtryk for subjektive vurderinger. Det drejer sig om følgende formuleringer, for så vidt de vedrører selskabet eller dettes ledelse:

1.”Tolv danske erhvervsfolk er lige nu under anklage for bestikkelse eller medvirken til det.”

2.”Alligevel har vi Grundfos-sagen, som bryder netop nu, Carl Bro-affæren og straffesagen mod de to Skanska-direktører - veldokumenterede bestikkelsessager fra så forskellige hjørner af verden som Irak, Tyskland og Nordsjælland.”

3.”I ingen af sagerne har de mistænkte haft noget rigtigt motiv. De er ikke selv blevet rige på korruptionen, og de har faktisk også vanskeligt kunnet udføre bestikkelsen på egen hånd. Alt tyder på, at de har været tvunget til at involvere en større kreds af mennesker, herunder deres overordnede, for at gennemføre bestikkelsen.”

4.”Kun koncernerne har haft både motiv og lejlighed: Ved stor kreativitet kunne de udbetale bestikkelse, og de gjorde det.”

5.”Grundfos smurte diktatoren Saddam Husseins styre med 5 mio. kr. for at opnå ordrer i to tilfælde.”

6.”Allerede i 2002 forpligtede han med sin signatur Grundfos til - som en af de første virksomheder herhjemme - at støtte FN’s bestræbelser på at gøre op med bl.a. korruption.”

7.”Det år afsendte [G] flere telefaxer stilet til bl.a. [C] med oplysninger om korruptionen.”

8.”Sagerne vil sikkert blive tilløbsstykker. De er alvorlige nok, for de drejer sig dybest set om en udplyndring af Iraks befolkning, af køberne af Carl Bros tyske bolig-projekt samt Farums skatteborgere.”

9.Grundfos har gjort tilsvarende synspunkter gældende vedrørende indledningen til lederen.

2.2. Berlingske Nyhedsmagasins synspunkter

Berlingske Nyhedsmagasin har anført, at den ansvarlige journalist faktisk forsøgte at forelægge artiklens oplysninger for Grundfos inden offentliggørelsen. I de 6 dage, arbejdet med artiklen stod på, foretog journalisten således dagligt forgæves opringninger til Grundfos kommunikationsdirektør både via dennes mobiltelefon og via selskabets hovednummer. Hertil kommer, at Grundfos allerede i en redegørelse af 18. august 2005 havde meddelt, at virksomheden ikke havde yderligere kommenterer til sagen, inden den endelige rapport fra FN’s uafhængige undersøgelseskomité forelå. I en pressemeddelelse af 1. september 2005 afviste selskabet atter at kommentere sagen, så længe denne blev undersøgt af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet.

Oplysningerne i [G]s stævning har Grundfos alene ønsket at kommentere ved sin pressemeddelelse af 1. september 2005, hvori oplysningerne beskrives som ”fantasifulde”, hvilket behørigt citeres i artiklen.

Berlingske Nyhedsmagasin har videre anført, at klagen i vidt omfang allerede er imødekommet ved det genmæle, som Grundfos selv har formuleret, og som blev bragt i uændret form på ledersiden i Berlingske Nyhedsmagasin den 23.-29. september 2005.

Med hensyn til grundlaget for de konkrete formuleringer, som Grundfos henviser til i klagen, er disse baseret på Grundfos egen redegørelse af 18. august 2005 og pressemeddelelsen af 1. september 2005 samt udtalelser på pressemødet i Bjerringbro og stævningen fra [G]. Artiklen har således karakter af en opsamlende fremstilling med grundlag i allerede kendt materiale.

Formuleringerne har navnlig støtte i redegørelsen af 18. august 2005, hvoraf det netop fremgår, at ”[t]o medarbejderes ansættelse bringes til ophør, idet det er dokumenteret, at de pågældende salgsmedarbejdere har accepteret at betale returkommission til de irakiske myndigheder.” Afslutningsvis i redegørelsen beklager selskabet endvidere dybt, ”at to medarbejdere har medvirket til bestikkelse i forbindelse med Grundfos salg af pumper under Oil for Food-programmet”.

De udtryk, der herudover må antages at bære præg af subjektive meningstilkendegivelser, fremtræder alene sådan og ligger i øvrigt inden for rammerne af den redaktionelle formuleringsfrihed.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Lene Pagter Kristensen, Finn Rowold, Lene Sarup og Kirsten Dyregaard.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse:

Nævnet finder, at oplysningerne om Grundfos er af en sådan karakter, at de burde være efterprøvet ved at blive forelagt for virksomheden, inden de blev offentliggjort. Nævnet kan på baggrund af parternes modstridende forklaringer imidlertid ikke afgøre, i hvilken udstrækning Berlingske Nyhedsmagasin faktisk forsøgte at forelægge oplysningerne ved telefonisk kontakt til Grundfos kommunikationsdirektør. Nævnet har overvejet, om Berlingske Nyhedsmagasin på baggrund af oplysningernes karakter burde have forsøgt at forelægge disse på anden måde. Henset til Grundfos tidligere afvisninger af at udtale sig i sagen og artiklens karakter af en opsamlende fremstilling med grundlag i allerede kendt materiale mener nævnet imidlertid ikke, at dette er tilfældet. Nævnet finder derfor, at der ikke er grundlag for at udtale kritik på dette punkt.

For så vidt angår de konkrete formuleringer, klagen sigter til, bemærker nævnet, at disse i al væsentligt må henføres til Grundfos’ egne udtalelser i sagen, herunder navnlig redegørelsen af 18. august 2005, eller til stævningen fra [G], som Grundfos har haft lejlighed til at kommentere ved den ligeledes citerede pressemeddelelse af 1. september 2005. Også de mere subjektivt prægede udsagn, der fremstår som journalistens egne konklusioner på grundlag af det foreliggende materiale, ligger efter nævnets opfattelse inden for rammerne af den almindelige redaktionelle formuleringsfrihed.

Den skadesvirkning, som i hvert fald de mere faktuelt prægede formuleringer må antages at have haft for Grundfos, skal efter nævnets opfattelse endvidere vurderes i lyset af Grundfos’ egen formulering af det genmæle, der på virksomhedens foranledning blev bragt i Børsens Nyhedsmagasin den 23. september 2006. Genmælet berører således ingen af de formuleringer, der i nærværende klage beskrives som faktuelt forkerte.

Også på denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at udtale sin kritik i anledning af de konkrete formuleringer, som klagen sigter til.

Sammenfattende finder nævnet, at der ikke er grundlag for at udtale kritik i sagen.

Afgjort den 24. januar 2006