Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om uddannelse af svømmelærere (Svømmelærerprøven)

I medfør af § 2, stk. 3, i lov om uddannelse af lærere til folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 608 af 10. juli 1997, og af § 2, stk. 8, og § 18, stk. 2, i lov nr. 508 af 30. juni 1993 om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v., som senest ændret ved lov nr. 486 af 31. maj 2000 og 491 af 31. maj 2000, fastsættes:

Kapitel 1

Uddannelsens formål og struktur.

§ 1. Uddannelsens formål er, at den studerende tilegner sig alsidige forudsætninger for at begrunde og anvende svømning i forskellige pædagogiske sammenhænge. Den studerende skal tilegne sig faglig og pædagogisk indsigt samt praktiske færdigheder i de studieområder, der er angivet i § 4.

§ 2. Svømmelæreruddannelsen udbydes af lærerseminarierne som frivillig undervisning for lærerstuderende i henhold til bekendtgørelse om uddannelse af lærere til folkeskolen.

    Stk. 2. Svømmelæreruddannelsen kan desuden udbydes for andre uddannelsessøgende end lærerstuderende i henhold til lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. af lærerseminarierne og af andre institutioner, der er godkendt hertil af Undervisningsministeriet.

§ 3. Uddannelsen har et omfang på 0,1 studenterårsværk, svarende til 6 points i European Credit Transfer System (ECTS-point), heraf ¼ praktik med børneundervisning. Dette lægges til grund for planlægningen af uddannelsen. Et årsværk er en fuldtidsstuderendes arbejde i et år.

    Stk. 2. Institutionen kan fritage en studerende for dele af uddannelsen, når det dokumenteres, at den studerende gennem uddannelse eller på anden måde har opnået tilsvarende kvalifikationer.

    Stk. 3. Der er for lærerstuderende mødepligt til uddannelsen, som den tilrettelægges af seminariet efter denne bekendtgørelse, jf. § 2, stk. 1, og § 7.

Kapitel 2

Uddannelsens indhold.

§ 4. I uddannelsen indgår følgende studieområder:

1) Basis: Tilegnelse af basale generelle erfaringer med og forståelse af principper for bevægelse i vand. Tilvænningsøvelser, lege med og uden redskaber, boldaktiviteter, udspring og ekspressive aktiviteter.

2) Svømmearter: Crawl, rygcrawl, brystsvømning, butterfly, høj og lav rygsvømning, herunder starter og vendinger.

3) Teori: Idrætspædagogiske og didaktiske emner vedrørende aktiviteter i vand, herunder kendskab til funktionshæmmedes muligheder i vand. Fysiologiske, biomekaniske og træningsmæssige forhold.

4) Sikkerhed: Teoretisk kendskab til og praktisk færdighed i livredning, selvredning og forskellige bjærgeformer. Faremomenter i forbindelse med vandaktiviteter, f.eks. dykning, undervandssvømning og udspring. Kendskab til regler og forskrifter på området.

Kapitel 3

Bedømmelse

§ 5. Den studerendes undervisningsfærdighed bedømmes af læreren på grundlag af arbejdet i praktikundervisningen og en i forbindelse hermed udarbejdet skriftlig opgave, dog medvirker en intern censor ved bedømmelsen af opgaven. Der gives bedømmelsen Bestået / Ikke bestået.

    Stk. 2. Der afholdes desuden en intern prøve i praktiske færdigheder. De enkelte dele af prøven aflægges normalt inden for ét semester. Ved bedømmelsen lægges vægt på, at den studerende har god forevisningsfærdighed.

    Stk. 3. Prøven i praktiske færdigheder efter stk. 2 omfatter følgende:

1) Distancesvømning: 1000 m fri svømning uden pause på max. 30 min.

2) 100 m crawl, 100 m rygcrawl, 100 m brystsvømning, 25 m butterfly, 50 m lav og 50 m høj rygsvømning. Der vises startspring og vendinger i relation til de enkelte svømmearter.

3) I spring fra vippe vises stående hovedspring, hovedspring med tilløb samt 4 frie spring, herunder rotationsspring.

4) Alsidigt selvkomponeret gruppeprogram (2-4 deltagere), som indeholder udvalgte elementer fra studieområdet Basis, jf § 4, nr. 1. Endvidere kan synkronsvømning, drama og andre aktiviteter inddrages.

5) Selvredningsprogram med øvelser der kan bruges på åbent vand herunder, udspring fra vippe påklædt, afklædning i vand, hvilesvømning,vandtræning og minimum 2 minutters flydning.

6) Livredning, hvor den studerende skal vise sikkerhed i

a) 25 m svømning, to på hinanden følgende dykninger (mindst 3 m) fra vandtrædning efter bjærgedukke eller lignende (5 kg), som derefter bjærges 25 m. Der gives ét forsøg til hver dykning. b) Dykning fra udspring med undervandssvømning efter bjærgedukke. Dukken hentes 15 m fra udspringsstedet og bjærges tilbage hertil.

c) 50 m bjærgning af forestillet bevidstløs person (max. 3 min.), hvor bjærgeren skal være påklædt.

d) 25 m bjærgning af træt svømmer (min. 2 former). Undsætning af panisk svømmer. I tilknytning hertil demonstreres frigørelsesgreb. Svømmeren hjælpes/beroliges, bjærges til kant og tages fra vand til land.

e) Kendskab til og praktiske færdigheder i trinvis førstehjælp til bevidstløse samt anvendelse af sikkerhedsudstyr i hal.

    Stk. 4. Der gives i begge prøver bedømmelsen Bestået/Ikke bestået. For at bestå uddannelsen skal den studerende have opnået bedømmelsen Bestået i begge prøver.

    Stk. 5. Institutionen udsteder bevis for gennemført uddannelse.

§ 6. I øvrigt gælder reglerne om klager over eksamen m.v. og om anke i bekendtgørelse om eksamen ved visse videregående uddannelser under Undervisningsministeriet (eksamensbekendtgørelsen).

    Stk. 2. Censorformanden for læreruddannelsen varetager censorformandens opgaver ved nedsættelse af eksamensankenævn.

Kapitel 4

Andre regler

§ 7. Institutionen fastsætter inden for bekendtgørelsens rammer nærmere regler om uddannelsen i en studieordning.

    Stk. 2. Studieordningen skal indeholde regler om:

1) Praktikken, jf § 3, stk. 1.

2) Meritoverførsel, jf § 3, stk. 2.

3) De studerendes pligt til at deltage i uddannelsen, jf § 3, stk. 3.

4) Omfanget af uddannelsens studieområder, jf. § 4.

5) Den skriftlige rapport, jf. § 5, stk. 1.

    Stk. 3. Det skal fremgå af studieordningen, at institutionen, hvor det er begrundet i usædvanlige forhold, kan dispensere fra de regler i studieordningen, der alene er fastsat af institutionen.

§ 8. Undervisningsministeriet kan tillade afvigelser fra bekendtgørelsen som led i forsøg. Samtidig med tilladelsen fastsættes varighed og rapporteringsform.

    Stk. 2. Ministeriet kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det er begrundet i usædvanlige forhold.

§ 9. Klager over en institutions afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan, når klagen vedrører retlige spørgsmål, indbringes for Undervisningsministeriet. Klagen indgives til institutionen, der videresender klagen til Undervisningsministeriet ledsaget af en udtalelse, som klageren har haft lejlighed til at kommentere inden for en frist af 1 uge.

    Stk. 2. Fristen for indgivelse af klage efter stk. 1 er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.

Kapitel 5

Ikrafttræden m.v.

§ 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2000.

    Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 475 af 26. august 1982 om uddannelse af svømmelærere på seminarier og kursus ophæves.

Undervisningsministeriet, den 21. juli 2000

P.m.v.
Sten Grambye
fg. Styrelseschef

/Kirsten Lippert