Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
Resumé
Klager klagede over artikler i JydskeVestkysten.

Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificerbar i mediet.

Pressenævnet fandt, at det ikke kunne udelukkes, at det var muligt for personer med kendskab til de forhold, der beskrives i artiklerne, at identificere [K] som den omtalte person, hvilket også var sket. [K] havde herefter retlig interesse i, at klagen realitetsbehandledes.

Parterne havde afgivet modstridende forklaringer for Pressenævnet om, hvorvidt [K] frabad sig citeret vedrørende bestemte forhold eller generelt hele historien. På grund af den begrænsede mulighed for at føre bevis for Pressenævnet, kunne Nævnet ikke afgøre, hvilken forklaring, der var den rigtige. Pressenævnet fandt imidlertid, at [K]s synspunkter var fremkommet i artiklerne, ligesom oplysningerne var blevet forelagt [K], hvorfor Nævnet ikke fandt anledning til at udtale kritik heraf.

Det følger af de vejledende regler om god presseskik, at et medie skal udvise kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Der gælder efter omstændighederne en tilsvarende forpligtelse for mediet til at udvise særlig agtpågivenhed ved offentliggørelse af kommentarer og vurderinger, når disse indgår i nyhedsformidlingen af en sag, hvori den pågældende kan have en særlig personlig eller økonomisk interesse.

Pressenævnet lagde til grund, at Simone selv ønskede at udtale sig og fremlægge dokumenter i forbindelse med artiklen. De sidstnævnte forhold gav JydskeVestkysten anledning til at udvise særlig agtpågivenhed, og JydskeVestkysten burde derved have efterkommet opfordringen til at undersøge Simones troværdighed. Dertil kommer, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse. Pressenævnet fandt derfor, at det havde påhvilet JydskeVestkysten at sikre sig en effektiv anonymisering af de personer, som var omtalt i artiklerne, og Nævnet udtalte kritik heraf.

Den fulde tekst

Kendelse fra Pressenævnet i sag 2006-6-294

 

[K] har klaget til Pressenævnet over to artikler i JydskeVestkysten den 8. januar 2006, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

1.1. JydskeVestkysten, 8. januar 2006.

JydskeVestkysten bragte den 8. januar 2006 under overskriften ”Det forgiftede kys” og underoverskriften ”Fra kærlighed til had: Kort efter brylluppet opdagede Simone, at Anders ikke havde lyst til at røre hende. Deres ægteskab udviklede sig til et mareridt med direkte kurs mod en skæbnesvanger skilsmisse ti år senere.” følgende artikel:

”Anders var efterhånden blevet en ungkarl på 41 år. Mens det åbenbart kneb med at finde ud af det med kærligheden, havde han gang i en lovende karriere inden for politiet.

Simone var nogle få år yngre. Hun blev født i Berlin i 1954, var flyttet til Danmark i 1975, og seks år senere havde hun taget en universitetsuddannelse i Odense. I 1985 blev hun mor til Lauge, og godt et år senere fødte hun Søren. Simone havde fået arbejde på en handelshøjskole i Jylland.

Det var en efterårsdag i 1989. I retssalen sad Anders som politiets repræsentant. Der ville blive brug for en tolk, og retten havde indkaldt Simone.

Et par vidner blev væk, og der opstod en pause i retssagen. Anders havde fået et godt øje til den kønne Simone, og han havde taget mod til sig og foreslået, at de gik hen på en nærliggende restaurant for at drikke et par kopper kaffe.

Det var ungkarlen, der godt vidste, at det var ved at være tid at finde en livsledsager. Over for ham sad en enlig mor til to små drenge. Hun havde også brug for et hjem. Og måske en mand med en god løn.

Anders forelskede sig i kvinden. Og hun faldt for ham. Der var noget solidt over Anders, han optrådte begavet, og Simone syntes, at han var god at snakke med.

En julidag 1990 var der sol, sommer og kærlighed over landet. Anders og Simone blev gift på rådhuset, og bagefter var der fest på det lokale hotel.

De to sad ved hovedbordet. I det øjeblik, de kyssede hinanden, var lykken gjort. Troede både Anders og Simone. Og alle bryllupsgæsterne. Men det skulle vise sig, at kysset var forgiftet.

Der gik kun få måneder efter brylluppet, før Simone opdagede, at der var noget helt galt i det forhold. Hun havde stor lyst til sex. Det var bestemt ikke tilfældet for Anders. I første omgang troede Simone, at hun selv kunne gøre noget for også at få ægteskabet med ind i soveværelset.

Simone gjorde sig sine tanker. Hvad var der galt? Hun fik efterhånden den opfattelse, at Anders måske var homoseksuel. At han åbenbart slet ikke havde lyst til at være sammen med en kvinde.

Hun foreslog, at de opsøgte amtets seksualrådgivning. Men et år senere var de ikke kommet tættere på hinanden.

”Jeg mistede tålmodigheden og havde flere udenomsforhold”, skriver Simone blandt andet, da hun i november 2003 henvender sig til Statsadvokaturen med en alvorlig anklage mod sin nu forhenværende mand. En anklage om pædofili.

Tre år efter brylluppet blev Simone og Anders forældre til en lille datter.

”Hanne er resultatet af ét af mine udenomsforhold”, påstår Simone i sin omfattende redegørelse til Statsadvokaten.

- Det er da muligt, at jeg ikke er pigens far, siger Anders over 12 år senere, da han endnu en gang bliver konfronteret med Simones påstand om, at han har forgrebet sig på hendes yngste søn og på datteren.

I første omgang var Anders dog under alle omstændigheder den lykkelige far til Hanne, og han foreslog Simone, at han også blev adoptivfar for både Lauge og Søren.

Simone sagde ja. På det tidspunkt var hun mest optaget af den lille datter, og hun havde også lagt mærke til, at Anders og især hendes ældste dreng havde det godt sammen.

Men hvad var det så, der begyndte at ske mellem Anders og Søren? Hun undrede sig måske nok over, at Anders gik ind på Sørens værelse efter sengetid, men hun så ikke selv noget.

Og det er først efter skilsmissen, at Simone kommer frem med beskyldningerne om, at Anders har pillet ved Søren.

Det er også først efter, at Anders og Simone har vendt hinanden ryggen, at hun i anmeldelsen til Statsadvokaten fortæller, at hun selv har set Anders røre ved den lille datters skamlæber.

I 1999 var ægteskabet tæt ved at revne. Simone kom hjem med Benny, der var én af hendes kolleger. Han blev en ven af huset.

Men Anders opdagede hurtigt, at han var mere end det. Simone lagde efterhånden ikke skjul på, at hun havde et forhold til Benny. Mange nætter og i weekenden flyttede Simone ud i Bennys hus, og Anders var alene tilbage med tre børn.

Det blev for meget for ham. Og Simone ville ikke længere være sammen med en partner, hun betragtede som én, der var til andre mænd og ikke til hende. Det kom til en uforsonlig skilsmisse, og Simone forlod hjemmet og flyttede sammen med Lauge, Søren og Hanne til et hus i nabobyen. Det var i 2000.

Bruddet viste sig hurtigt at blive begyndelsen på et drama mellem Simone og Anders, hvor mistænkeliggørelse, anklager og personlig fornedrelse forgiftede luften. Det er blevet til scener fra en skilsmisse, der i ondskabsfuldhed overgår de fleste.”

I forbindelse med artiklen bragte JydskeVestkysten under overskriften ”MAGTKAMPEN” følgende faktaboks:

”En skilsmisse for fem år siden har udviklet sig til en noget nær uset magtkamp mellem to, der engang har elsket hinanden.

Simone beskylder Anders for at være homoseksuel og for et pædofilt overgreb på to af hendes egne børn. Selv om Statsadvokaten har afvist anklagen som grundløs, holder hun fast og gentager den. Hun mener, at hendes tidligere mand, der har en toppost inden for politiet, gør sig skyldig i magtmisbrug. Først til at undgå en retssag, og dernæst til at forfølge hende.

Anders påstår, at han er udsat for en sindsforvirret kvindes hævngerrighed og afviser alle anklager. Han afgør i den kommende uge, om skilsmisse-dramaet skal ende i en retssal.”

1.2. JydskeVestkysten, den 8. januar 2006.

Samme dag bragte JydskeVestkysten under overskriften ”Scener fra en skilsmisse” følgende underrubrik:

”HÆVNBEGÆR OG ANKLAGER:

De står lykkeligt foran festlokalet en sommerdag i 1990. Simone og Anders har lige fået papir på hinanden.

Det er blevet efterår og 1999, da Simone indleder et forhold til en kollega for øjnene af Anders. Og ti år efter deres bryllup bliver de skilt. Det får dramatiske følger for både Simone og Anders.

Uenighed om samvær med en datter, som Simone påstår har en helt anden far end Anders udløser en hadefuld kollision mellem de to. Helt galt går det, da en søn bliver midtpunkt for en voldsom konflikt.

Simone anklager Anders for at have pillet ved sønnen, da denne var yngre. Hun mistænker sin eksmand for at være pædofil og homoseksuel. Anders afviser og kalder anklagerne for det rene nonsens. Simone oplever det sådan, at Anders gør sin store indflydelse gældende og er årsag til, at hun føler sig mobbet ud fra den skole, hvor hun underviser. Hun tror, at hendes anklager mod eksmanden er afvist som grundløse, fordi det er politiet, der selv har undersøgt en politimand. Anders stempler Simone som et karakterafvigende menneske, der ville bestemme over alt og alle. Han indrømmer, at han betaler penge til den søn, han var mistænkt for at have misbrugt, men han afviser, at det er for at købe sønnen til tavshed. Anders benægter også, at han skulle være homoseksuel. Han er gift igen. Simone er flyttet tilbage til Tyskland, hvorfra hun fortsætter sit opgør med manden, hun engang elskede.”

Artiklen fortsætter:

”En kvinde sidder i sit lille rækkehus, der ligger blot én kilometer inde i Tyskland.

Simone er dansk statsborger, men hun er nu tilbage i sit fødeland. På en eller anden måde på flugt fra den tidligere ægtemand, hun føler er årsag til, at hun blev mobbet ud af Danmark.

Måske betaler hun prisen for den meget alvorlige anklage, hun rettede mod manden, der med anerkendt dygtighed og flid har arbejdet sig til en god stilling inden for politiet.

Anders har eget kontor. Hans vejrtrækning bliver både hurtigere og mere højlydt, når han bliver mindet om ekskonens anklager. Han afviser og omtaler Simones påstand som det rene nonsens.

Jeg er naturligvis hverken pædofil eller homoseksuel, som Simone påstår, siger Anders.

Han har skænket kaffe op, men glemmer helt at drikke.

I en stue slanger Simones kæreste sig på sofaen, mens hendes 12-årige datter, Hanne, er på vej ud af huset.

- Jeg ved, at min historie lyder usædvanlig. Måske endda både uhørt og ”forkert”. Men jeg ved også, at jeg taler sandt.

Simone trækker vejret dybt, og hendes øjne flakker lidt.

- Der var en periode, da jeg hver dag tænkte på selvmord. Jeg følte, at jeg bare løb panden mod en mur, fordi min tidligere mand har en så indflydelsesrig stilling. Men nu er jeg ovenpå igen, og nu har jeg kræfterne til at stå frem.

Hun synes ikke, at Anders skal slippe godt fra det, han ifølge hende har gjort. Selv om Statsadvokaten klart og tydeligt afviste hendes anklage mod Anders for at have pillet ved både hendes yngste søn og datteren, holder hun fortsat fast i sin mistanke.

Han bedyrer sin uskyld. Og han er fortvivlet over, at den kvinde, han blev skilt fra for fem år siden, bliver ved med at gentage sin mistanke mod ham.

- Simone er et meget ekstremt menneske. Det er nærmest helt uvirkeligt, hvad hun kan finde på.

Scene 1:

Mistanken

En klasselærer gør flere gange i 2000 og et par år frem Simone opmærksom på, at hendes yngste søn har et besynderligt forhold til sit eget køn. I samvær med mandlige lærere og klassekammerater virker Søren afvisende, fjendtlig og aggressiv.

11. april 2002 har Søren og hendes mor en fortrolig samtale. Søren fortæller ifølge Simone, at Anders er kommet ind på hans værelse, efter at han var kommet i seng. De gik så ud på toilettet, fordi Anders sagde, at Søren skulle tisse af. Der skulle Anders have befamlet Søren på kønsdelene.

Simone erindrer, at hun havde undret sig over, at hendes mand åbenbart havde en homoseksuel omgangskreds – frem for alt i København – og hun finder også frem til, at Anders før ægteskabet flere gange havde været i Lapland sammen med en homoseksuel ven og nogle spejdere.

En frygtelig mistanke begynder at tage form og bliver til en anklage, Simone senere retter mod Anders.

Scene 2:

Eksplosionen

I september 2003 er Simone sammen med sine kolleger på en tur til Hamborg. Hun får en opringning fra sin ældste søn, Lauge, og hun kan straks høre, at der er noget ravruskende galt i hjemmet. Der er ting, der bliver smadret, der råbes højt, og Lauge er bange, og han fortæller, at også Hanne er skræmt fra vid og sans.

Som hun hører det, er Søren gået amok. Simone råber til Søren, at han skal forsvinde. Det gør han.

Få dage senere skal Søren mødes med kommunens socialforvaltning. Han har Anders ved sin side. Søren har besluttet sig for, at han under ingen omstændigheder vil tilbage til sin mor, og i et syv sider langt brev, som han aflevere til sagsbehandleren, retter han en hel stribe anklager mod sin mor. Han skriver, at hun kalder ham for psykopat, at han bliver forfulgt og chikaneret. Han er også utilfreds med, at han skal vaske op.

Anders læser også brevet. Han støtter Søren, der lige er fyldt 17 år.

Simone forsøger at få Søren tilbage. Hun fortæller, at han drikker, at han måske ryger hash, og at han kan være voldelig, ”Men jeg elsker også den Søren”, skriver hun.

Hun får dog ikke Søren hjem igen. Og kort efter finder Anders en bolig til sin adoptivsøn i sin hjemby. Anders får også tilladelse til at adressere de børnepenge, han skal betale, direkte til Søren og uden om moderen.

Simone bliver rasende. Hun oplever det sådan, at hendes tidligere mand nu forsøger at købe Søren til at holde kæft med det, der tidligere skulle være sket på toilettet.

Også datteren bliver midtpunkt for en strid mellem Simone og Anders. Han forsøger at få Statsamtet til at sikre, at han får det ønskede samvær med Hanne, mens Simone gør alt for at forhindre, at de to er sammen. Hun henviser til, at Hanne altid er syg, når hun kommer tilbage fra et besøg hos Anders.

Simone henviser blandt andet til en lægeerklæring, der siger, at Hanne ikke kan tåle, at Anders ryger så meget.

Scene 3:

Anklagen

Simone beslutter nu, at hun vil afsløre de pædofili tilbøjeligheder, hun mener, at hendes eksmand har. I første omgang henvender hun sig til nærmeste statsamt. Med henvisning til, at der er en forbindelse mellem stedets chef og Anders, bliver Simone i stedet bedt om at henvende sig til et andet statsamt, og det anbefaler hende at gå til Statsadvokaten.

Også her løber Simone ind i, at forbindelsen til den anklagede er et problem. Hendes sag bliver derfor sendt videre til Statsadvokaten i en anden by.

Simone beskriver de seksuelle problemer i ægteskabet, og hun fremstiller Anders som homoseksuel. Hun gengiver sin version af den fortrolige samtale med Søren.

Hendes ældste søn bliver også draget ind i anklagen: ”Lauge har fortalt sin variant af oplevelserne, der passer fint sammen med Sørens beretning. Lauge oplyser, at han udmærket var klar over, hvad der foregik. Når Lauge kunne høre Anders komme, sørgede han for, at lyset var slukket, han lå bomstille under dynen og gjorde, som om han sov”.

Ikke alene anklager Simone Anders for et seksuelt overgreb på sin yngste søn – hun tilføjer, at Anders også har pillet ved deres lille datter.

”Ved flere lejligheder så jeg, at Hanne sad på toilettet, og at Anders sad foran på knæ. Med indersiden af hver tommelfinger har han masseret Hannes kønsdele”.

Simone er godt klar over, at hun nu begiver sig ud på dybt vand.

”Det bliver ikke rart for mig. På den anden side har hele sagen gnavet i så lang tid, at jeg ikke lade stå til”, skriver hun til Statsadvokaten.

Simone sender anklagen 2. november 2003.

Scene 4:

Bagholdsangrebet

Der er alt andet end julestemning over december 2003 for Simone. Den 15. i måneden beslutter otte kolleger på hendes arbejdsplads at skrive til kommunen. Da Simone får kendskab til aktionen, er det som et bagholdsangreb mod hende, og hun er chokeret.

Henvendelsen til kommunens familiecenter er et forsvarsskrift for Søren, der ikke længere bor hos sin mor, og der rettes flere barske beskyldninger mod Simone.

”Hun har i klassekammeraternes påhør truet Søren, og i forlængelse heraf må de alvorlige trusselsbreve, hun har sendt ham, betegnes som psykisk terror af drengen. Vi sætter derfor stort spørgsmålstegn ved hendes evne til at varetage forældremyndigheden og endvidere ved hendes troværdighed som person”, skriver kollegerne.

To dage senere henvender arbejdspladsens chef sig også til kommunen. Han giver udtryk for, at han deler den bekymring og den vurdering af situationen, der udtrykkes i brevet.

Simone begynder at se det, der for hende ligner et mønster. Anders kender lederen, og det samme er tilfældet med mindst én af de otte underskrivere. Der bliver koldt omkring hende på arbejdspladsen, og hun er sikker på, at det er Anders, der har gjort sin indflydelse gældende og været med til at skrue ned til frysepunktet.

Scene 5:

Afhøringen

Mens Simone kæmper sin kamp mod en følelse af at være udsat for en tiltagende mobning, har Anders også sit at slås med. Det kommer som et chok for ham, da han får at vide, at han er fremstillet som en homoseksuel pædofil, der har pillet ved to små børn.

Statsadvokaten har besluttet at sætte Rigspolitiets rejsehold på sagen, og Anders kommer igennem et seks timer langt forhør. Anders føler et stort ubehag over situationen og bliver klar over, at to menneskers indbyrdes opgør efter en skilsmisse er gået over gevind.

Allerede 16. december 2003 er politiet færdig med den usædvanlige sag mod en kollega, og Statsadvokaten sender sin afgørelse til anmelderen Simone. Hans konklusion er ikke til at tage fejl af: ”Jeg finder anmeldelsen grundløs”.

Det gælder både anmeldelsen om seksuelle krænkelser over for Søren og i forhold til Hanne. Og selv om det ikke er strafbart at være homoseksuel, afviser Statsadvokaten også den side af Anders.

”I anmeldelsen er Simone tillige fremkommet med antydninger af, at Anders lever/har levet en form for dobbeltliv således at forstå, at han har en skjult homoseksuel omgangskreds. Intet i efterforskningen støtter antydningen af, at Anders lever/har levet en form for dobbeltliv”.

Scene 6:

Flugten

Statsadvokatens afgørelse er dog på ingen måde en stopper for opgøret mellem Simone og Anders.

Fortsættelsen følger i 2004. 11. april skriver Simone igen til Statsamtet. Det er et meget følelsesladet og intimt indlæg på ni tætskrevne sider, og hun gentager sin anklage mod Anders, og igen antyder hun, at Anders betaler penge til Søren for at få sønnen til at holde kæft med den seksuelle krænkelse, Simone mener, at han har været udsat for.

”Det undrer mig, at Anders ganske vist har råd til at give Søren så mange penge, men Lauge får ikke noget som helst. Ikke engang en julegave, en julehilsen eller lignende kan det blive til”, skriver Simone.

Striden fire år efter skilsmissen handler nu også om børnebidrag. Simone kræver, at Anders holder op med at betale til Søren og i stedet betaler noget mere til Hanne.

14. august 2004 bliver en afdeling på en amtsgård draget ind i sagen. Med kopi til hendes fagforening.

Henvendelsen er en klage over hendes nu tidligere chef, men igen omtaler Simone de pædofile anklager mod Anders. Hun sætter også navn på en forhenværende kollega, som beskyldes for sexchikane.

Chefen bliver beskyldt for ikke bare at have tolereret, men også støttet de mangeartede former for mobning, som Simone føler sig udsat for. Igen peger hun på, at det er Anders, der i kraft af sin position er med til at forpeste hendes tilværelse.

I november samme år flytter – eller flygter – Simone tilbage til Tyskland efter 29 år i Danmark.

Scene 7:

Efterspillet

Alligevel får opgøret et efterspil. 4. september 2005 skriver Simone igen til et dansk statsamt.

Anledningen er det fortsatte slagsmål om børnebidraget til Hanne, men Simone er heller ikke færdig med anklagen mod Anders.

”Jeg er stadig rystet over, at en – efter min faste overbevisning – pædofil mand kan have den magt og indflydelse, som han har”.

Simone er åbenbart også fortsat overbevist om, at politimanden Anders var endt i retten, hvis han havde været en hvilken som helt anden.

”Jeg er bestyrtet over, at det nok er hans stilling, hans taktik og hans forbindelse til de rette kredse, der gjorde, at sagen blev nedlagt”.

Scene 8:

Retssagen

Skilsmissens ottende scene er muligvis endnu ikke spillet. Det kan meget vel blive en retssal, der igen placerer Simone og Anders ansigt til ansigt. Som dengang for 16 år siden, da de forelskede sig i hinanden.

Anders har slået op i straffeloven, paragraf 266 c, der kan give op til fire måneders fængsel til den, der bliver ved med at gentage en anklage, selv om den er blevet underkendt. Anders siger, at han nu er meget tæt på at have mistet tålmodigheden med Simone.

- Det er i sig selv dybt beklageligt, at en skilsmisse mellem to mennesker kan udløse de hævnfølelser, der er kommet til udtryk i denne sag. Jeg håber, det er tydeligt for enhver, at min tidligere kone er en person, der bliver helt vild, når hun rager uklar med én.

Simone siger, at hun er bange for, at Anders igen skal få ram på hende.

- Men jeg ved, hvad jeg gør. Det er også af hensyn til andre kvinder, der måske har oplevet det samme som jeg, at jeg nu fortæller historien.

Simone giver udtryk for, at hun trods alt igen har fået et godt liv.

Hun har kun sparsom kontakt med Søren. Derimod er Søren det eneste af de tre børn, Anders i dag har forbindelse til. Hver måned får Søren, der går i skole i København, 2500 kr. fra Anders.

Lauge læser også i København. Han har lige været på en ferierejse sammen med sin mor og lillesøster.

Han står ved den forklaring, han gav til politiet om Anders.

- Jeg hørte det, Søren i første omgang også fortalte, men jeg har aldrig set noget.

Lauge har valgt at støtte sin mor.

- Det var uenigheden om Hanne, der udløste striden mellem mine forældre.

Den måde, Anders har reageret på, har ikke altid været sympatisk, og min mor blev ked af det, fortæller Lauge i dag.

Han klarer sig godt og siger selv, at han har lagt forældrenes bitre opgør bag sig. Selv om brødrene begge bor i København, ser de kun meget lidt til hinanden.

Meget er slået i itu i en skilsmisses efterskælv. Og den sidste stridbare scene er endda ikke skrevet endnu.”

Samme dag bragte JydskeVestkysten under overskriften ”DE MEDVIRKENDE” følgende faktaboks:

”Anders er en mand i halvtresserne. Han har gjort karriere i politiet. Han blev gift med Simone i 1990. I 2000 blev de skilt. Anders bor i en jysk købstad og er gift igen. Han er registreret som far til parrets datter, Hanne. Han er adoptivfar til to drenge, Simone havde med ind i ægteskabet.

Simone er født i 1954 og er nogle få år yngre end Anders. Hun har en universitetsuddannelse og har fået et nyt job i Flensborg. Hun bor sammen med Hanne i byens udkant.

Lauge var fire år, da hans mor blev gift med Anders. Han er i dag 19 og bor i København, hvor han læser. Han har ikke længere forbindelse til Anders.

Søren er 15 måneder yngre end Lauge. Han bor også i København, hvor han går i skole. Søren betragter fortsat Anders som sin far.

Hanne er 12 år. Hendes forbindelse til Anders er afbrudt.

Historien bygger først og fremmest på samtaler med Simone og Anders. Simone har også stillet et omfattende skriftligt materiale til rådighed.

Alle de omtaltes navne er ændret, så de optræder anonymt.”

Sammen med artiklen bragte JydskeVestkysten et billede af Simone og [K], hvor personerne er sløret ved, at der er sorte felter for ansigterne.

2. Parternes synspunkter

2.1. [K]s synspunkter

[K] har anført, at der reelt ikke er tale om en anonymisering, idet han arbejder som [A], og hele egnen ved angiveligt, at det var ham, der blev hængt ud som pædofil. [K] har gjort opmærksom på, at han efter offentliggørelsen af artiklen har modtaget reaktioner fra landsdelen og er blevet kontaktet af journalister.

[K] har anført, at artiklen ikke er objektiv, men er en ensidig udhængning af ham som pædofil. [K] har videre anført, at han opfordrede JydskeVestkysten til også at belyse sagen fra hans side, men at han kun i begrænset omfang er kommet til orde i artiklen. [K] har oplyst, at han kun frabad sig citeret vedrørende oplysninger om Simones seksuelle adfærd. [K] har anført, at han endvidere opfordrede avisen til at undersøge Simones troværdighed, hvilket ikke skete.

[K] har herudover anført, at artiklen ikke burde være bragt, idet skilsmissehistorien henhører under privatlivets fred, og at han klart gav udtryk for, at han ikke ønskede detaljer fra sit privatliv offentliggjort. [K] har tillige anført, at beskyldningerne mod ham vedrørende seksuelt misbrug allerede i 2003 efter en politimæssig undersøgelse blev afvist af statsadvokaten som grundløse. [K] har endelig anført, at pædofilihistorien er pure opspind og kun interessant, idet han er [B], hvilket JydskeVestkysten også har indrømmet.

2.2. JydskeVestkystens synspunkter

JydskeVestkysten har anført, at anonymiteten er sikret, idet [K]s titel som [B] ikke er nævnt, ligesom der heller ikke nævnes bynavne.

JydskeVestkysten har videre anført, at [K] har haft lejlighed til at kommentere sagen, men at [K] selv ønskede, at avisen undlod at anvende de oplysninger, han fremkom med, hvilket JydskeVestkysten respekterede. JydskeVestkysten har herudover anført, at forhold, der fremstår negativt for Simone, også er blevet beskrevet.

JydskeVestkysten har endelig anført, at avisen vurderede, at skilsmissehistorien var af almen interesse, idet kærlighed ofte slår over i had. JydskeVestkysten har tillige anført, at pædofilianklagerne er meddelt til flere myndigheder så sent som i efteråret 2005.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse:

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Lene Pagter Kristensen, Jan Kristensen, Lene Sarup og Leif Max Hansen.

Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificerbar i mediet.

Pressenævnet finder, at det ikke kan udelukkes, at det er muligt for personer med kendskab til de forhold, der beskrives i artiklerne, at identificere [K] som den omtalte person, hvilket også er sket. [K] har herefter retlig interesse i, at klagen realitetsbehandles.

Parterne har afgivet modstridende forklaringer for Pressenævnet om, hvorvidt [K] frabad sig citeret vedrørende bestemte forhold eller generelt hele historien. På grund af den begrænsede mulighed for at føre bevis for Pressenævnet, kan Nævnet ikke afgøre, hvilken forklaring, der er den rigtige. Pressenævnet finder imidlertid, at [K]s synspunkter er fremkommet i artiklerne, ligesom oplysningerne er blevet forelagt [K], hvorfor Nævnet ikke finder anledning til at udtale kritik heraf.

Det følger af de vejledende regler om god presseskik, at et medie skal udvise kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Der gælder efter omstændighederne en tilsvarende forpligtelse for mediet til at udvise særlig agtpågivenhed ved offentliggørelse af kommentarer og vurderinger, når disse indgår i nyhedsformidlingen af en sag, hvori den pågældende kan have en særlig personlig eller økonomisk interesse.

Pressenævnet lægger til grund, at Simone selv ønskede at udtale sig og fremlægge dokumenter i forbindelse med artiklen. De sidstnævnte forhold gav JydskeVestkysten anledning til at udvise særlig agtpågivenhed, og JydskeVestkysten burde derved have efterkommet opfordringen til at undersøge Simones troværdighed. Dertil kommer, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse. Pressenævnet finder derfor, at det har påhvilet JydskeVestkysten at sikre sig en effektiv anonymisering af de personer, som er omtalt i artiklerne, og Nævnet udtaler kritik heraf.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af JydskeVestkysten at bringe følgende:

Kendelse fra Pressenævnet:

JydskeVestkysten bragte den 8. januar 2006 to artikler, hvori en skilsmisse blandt andet blev omtalt. [K] har klaget til Pressenævnet, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

Pressenævnets afgørelse og begrundelse:

Pressenævnet lægger til grund, at Simone selv ønskede at udtale sig og fremlægge dokumenter i forbindelse med artiklen. De sidstnævnte forhold gav JydskeVestkysten anledning til at udvise særlig agtpågivenhed, og JydskeVestkysten burde derved have efterkommet opfordringen til at undersøge Simones troværdighed. Dertil kommer, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse. Pressenævnet finder derfor, at det har påhvilet JydskeVestkysten at sikre sig en effektiv anonymisering af de personer, som er omtalt i artiklerne, og Nævnet udtaler kritik heraf.

Afgjort den 9. maj 2006.