Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om informationssystemet for voksenuddannelser (VIDAR)

 

I medfør af § 3, stk. 8, i lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 311 af 13. maj 2002, § 26, stk. 3 og 4, i lov om kursus til højere forberedelseseksamen og om studieforberedende enkeltfagsundervisning for voksne m.v., jf. lovbekendtgørelse 864 af 23. oktober 2003, § 7 b i lov om specialundervisning for voksne, jf. lovbekendtgørelse nr. 658 af 3. juli 2000 og § 28, stk. 1, i lov nr. 446 af 10. juni 2003 om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., fastsættes følgende:

§ 1. Institutioner, herunder private skoler, eller initiativtagere, der tilbyder undervisning for voksne i medfør af lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v., lov om kursus til højere forberedelseseksamen, lov om studieforberedende enkeltfagsundervisning for voksne m.v., lov om specialundervisning for voksne og læsekurser for voksne og lov om arbejdsmarkedsuddannelser skal foretage indberetning til informationssystemet for voksenuddannelser (VIDAR) af oplysninger om voksenuddannelser på kursus- og holdniveau.

Stk. 2. Indberetningen skal løbende foretages til Undervisningsministeriet.

§ 2. Indberetningen skal indeholde oplysninger om

1)   udbudte kurser/fag på den enkelte institution, herunder udbudte tompladsordninger, omfattende kursets eller fagets navn, indhold, varighed, eventuelle optagelsesbetingelser, eventuel deltagerbetaling og dennes størrelse samt eventuelle støttemuligheder.

2)   den enkelte uddannelsesinstitutions aktuelle udbud af hold, jf. § 1, herunder tid og sted for undervisningens gennemførelse, og

3)   uddannelsesinstitutionens institutionsnummer, navn, adresse, kommune, telefonnummer, e-postadresse og kontaktperson.

Stk. 2. Ved et hold forstås en gruppe af elever/kursister/deltagere, der normalt undervises sammen i et fag/på et kursus gennem en på forhånd fastsat periode.

Stk. 3. Oplysningernes format fastsættes af Undervisningsministeriet.

§ 3. Indberetningen foretages normalt elektronisk, men Undervisningsministeriet kan i særlige tilfælde bestemme, at indberetning skal ske på anden måde.

Stk. 2. Elektronisk indberetning sker on-line eller via disketter, der opfylder de tekniske krav, der fastsættes af Undervisningsministeren.

§ 4. Undervisningsministeriet kan dispensere fra bekendtgørelsen, hvor der foreligger særlige forhold for en institution eller en gruppe af institutioner.

§ 5. Undervisningsministeriet kan bemyndige en styrelse under Undervisningsministeriet, en anden offentlig institution eller efter udbud en selvejende institution eller en privat virksomhed til at varetage opgaverne i henhold til denne bekendtgørelse.

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2004.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 761 af 1. oktober 1997 om informationssystemet for voksenuddannelser (VIDAR) ophæves.

 

Undervisningsministeriet, den 10. december 2003

P.M.V.
Uffe Toudal Pedersen
Styrelseschef

/Lisa Goth