Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

 

K E N D E L S E

 

afsagt af Tvistighedsnævnet den 1. september 2000 i sag nr. 16.1999.

 

 

 

Elev A mod virksomhed B

 

Mellem klageren, elev A, født den 1. maj 1981, og indklagede, virksomhed B, blev der indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren i perioden 4. august 1997 til den 30. marts 2001 skulle uddannes som murer. Læreforholdet ophørte den   2. december 1998.

 

Under denne sag har klageren ved sin faglige organisation, Specialarbejderforbundet i Danmark, ved klageskrift modtaget i Tvistighedsnævnet den 16. april 1999 nedlagt påstand om, at indklagede skal betale kr. 3.517,22   for manglede ferie i år 1998 og   kr. 3.502,45 for manglende udbetalt løn under ferie for 1997, med sædvanlig procesrente.

 

Indklagede har nedlagt påstand om betaling af kr. 234.000 for uberettiget ophævelse af uddannelsesaftalen,   mod aflevering af de udleverede tegneredskaber.

 

Det fremgår af sagen at klageren blev syg den 1. december 1998. Han flyttede i denne forbindelse fra sin far i Esbjerg til sin mor i Skanderborg, idet han havde uoverensstemmelser med faderens nye kone.

 

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), juridisk konsulent Lise Bardenfleth og arbejdsretskonsulent Peter S. Stenholm (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Astrid Dahl og advokat Jørgen Rønnow Brunn (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget forretningsfører Erling Olsen, SiD og advokat Rikke Skovlund, Dansk Handel & Service.

 

Uanset klagerens sygdom har han ikke været berettiget til, at ophæve uddannelsesaftalen fra den 2. december 1998. Klageren skal derfor betale sædvanlig erstatning herfor, svarende til ½ måneds løn eller kr. 2.900.

 

Da indklagede ikke har gjort indsigelse mod klagerens krav på feriepenge på 7.019, 67, tages dette krav til   følge. Klageren skal herudover aflevere de udleverede tegneredskaber.

 

 

 

 

T h i   b e s t e m m e s:

 

 

Klageren elev A, skal inden 14 dage til indklagede, B, betale kr. 2.900.

 

Indklagede B, skal som feriegodtgørelse inden samme frist betale 7.019, 67, til klageren elev A.

 

Klageren, elev Michael Jensen, skal inden samme frist aflevere de udleverede tegneredskaber.

 

 

 

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part.

 

 

Denne kendelse kan inden 8 uger efter modtagelsen indbringes for domstolene.

 

 

 

 

 

For udskriftens rigtighed

 

 

 

Troels Breindal

Sekr . for Tvistighedsnævnet

København den 2. oktober 2000