Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

KENDELSE

afsagt af Tvistighedsnævnet den 10. januar 2001 i sag nr. 48.1999

 

Elev A mod virksomhed B

 

Mellem klageren, elev A, født i 1976, og indklagede, virksomhed B, blev der den 22. oktober 1998 indgået en kontrakt betegnet “elevkontrakt”. Af stillingsbeskrivelsen i kontraktens § 4 fremgår, at klageren ansættes som kontorelev, og af §§ 1 og 2   fremgår, at ansættelsesforholdet begynder den 1. november 1998 og varer til den 31. oktober 2000, eller til en af parterne opsiger ansættelsesforholdet skriftligt med varsel som fastsat i kontraktens § 12, (rettelig § 11) dog således, at ansættelsesforholdet de første 3 måneder er prøvetid.

 

Indklagede opsagde ved skrivelse af 31. marts 1999 klageren   til fratræden den 30. april 1999.

 

Klageren har ved sin faglige organisation, HK/Industri, ved klageskrift modtaget den 20. december 1999, indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale klageren 91.700 kr. i erstatning for forsinkelse af uddannelse, feriegodtgørelse heraf, godtgørelse for mistet uddannelsesgode og godtgørelse for mangelfuld/vildledende ansættelseskontrakt.

 

Indklagede har principalt påstået afvisning, subsidiært frifindelse og mere subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end påstået af klageren.

 

Indklagedes afvisningspåstand er begrundet med, at Tvistighedsnævnet ikke er kompetent til at påkende den foreliggende tvist, idet der ikke foreligger et af erhvervsuddannelsesloven omfattet elevforhold.

 

Tvistighedsnævnets formand besluttede i medfør af   bekendtgørelse   nr. 896 af 6. november 1992 om Tvistighedsnævnet § 8,stk. 6, at nævnet skulle behandle sagen.

 

Sagens omstændigheder:

 

Klageren rettede i et brev af   7. oktober 1997 uopfordret henvendelse til indklagede og anførte bl.a.:

 

“Jeg er meget interesseret i medieverdenen som helhed. Hvis jeg ikke får job på et reklamebureau, har jeg planer om i fremtiden at læse enten medievidenskab på universitetet eller til Multi-medie koordinator på teknisk skole

 

Jeg er optaget af såvel den rent grafiske side af reklamer/marketingskampagner som den mere psykologiske del - dvs. hvilke virkemidler bliver brugt og med hvilken effekt? osv.”

 

Efter at klageren havde været til en samtale hos indklagede skrev direktør C den 21. november 1997 bl.a. således til klageren:

 

“Uden at kunne love dig noget, er der nemlig meget der tyder på, at vi i løbet af 6-8 måneder står overfor at skulle ansætte en assistentelev. Vi er bekendt med at du ikke umiddelbart er interesseret i en traditionel elevplads - og det er heller ikke en sådan vi har i tankerne.”

 

Herefter indgik parterne i oktober 1998 den ovenfor omtalte “Elevkontrakt”.

 

De i kontraktens § 11 omhandlede opsigelsesvarsler svarer til, hvad der gælder i medfør af funktionærlovens § 2. I kontraktens § 6 var vederlaget fastsat til minimum 8.500 kr. i det første år af ansættelsen og til   minimum 10.000 kr. det andet år. Kontraktens § 4, der angav “kontorelev” som stillingsbetegnelse, henviste til et bilag til kontrakten med opregning af arbejdsopgaver. Disse angives i bilaget at være telefonpasning, korrespondance, indskrivning af manus, korrekturlæsning, kundekontakt, styring af media, udfyldelse af ordresedler, oprettelse af PO, arkivering og diverse forefaldende kontorarbejde.

 

I indklagedes opsigelsesskrivelse af 31. marts 1999 hedder det bl.a.:

 

“Ved indgåelsen af samarbejdet, var vi begge enige om, at det var en svær opgave du påtog dig, ”

 

A har bl.a. forklaret, at hun efter sin ansøgning i oktober 1997 havde en samtale med C.   Hun var ikke interesseret i at få en traditionel elevstilling som kontorelev, men en elevstilling og en uddannelse inden for reklame. Under samtalen med C drøftede de bl. a. oplæring.

 

Hun påbegyndte i september 1998 en medieuddannelse på Informationsakademiet tilknyttet Viborg Handelsskole. I forbindelse med uddannelsen skulle hun i praktik, og hun søgte derfor en praktikplads hos indklagede, som hun flere gange havde haft kontakt med i den mellemliggende tid. Dette resulterede i en samtale, hvor hun blev tilbudt fast ansættelse som elev i stedet for en tidsbegrænset praktikplads. Som følge heraf ophørte hun med sin uddannelse i Viborg. Elevkontrakten blev gennemgået i et møde i firmaet og samtidig blev arbejdsbetingelserne nærmere gennemgået. Hun skulle starte som “føl” og gradvist få flere og vanskeligere opgaver. Det var C, der fastsatte lønnen, men han sagde, at jo dygtigere hun blev, jo mere kunne hun få i løn. Hun var ikke i tvivl om, at hun efter 2 år ville være færdig med en uddannelse, og at hun derefter ville få et eller andet “bevis” herfor. Det kunne ende med, at hun var uddannet marketingsassistent, marketingskonsulent eller lignende. Hun kendte ikke på daværende tidspunkt noget til erhvervsuddannelsesloven og kravene til skoleophold mv., og hun tænkte ikke på, om uddannelsen var omfattet af loven.

 

Under ansættelsen havde hun de   arbejdsopgaver, der fremgår af bilaget til ansættelseskontrakten. Hun var ikke på kundebesøg. Nogle af de opgaver, hun fik, var for krævende. Hun var således på et tidspunkt firmaets kontaktperson til en stor kunde og skulle tage sig af vanskelige spørgsmål vedrørende kundens reklamekampagne. Hun havde ingen sparringspartner i firmaet til denne opgave, og   hun meddelte C, at det var for vanskeligt for hende. Men hun havde ikke noget ønske om at stoppe. Hun var besluttet på at gennemføre forløbet og få uddannelsen.

 

I marts 1999 havde hun en samtale med C, der spurgte hende, hvordan hun mente det gik med arbejdet. Hun sagde, at hun syntes det gik fint, men C meddelte hende, at det var bedst, at hun holdt op. Han mente ikke, at hun passede til branchen. Hun spurgte, om det betød, at hun var fyret, og det bekræftede han. Hun bad derfor om en skriftlig opsigelse.

 

  Indklagedes direktør, C, har bl.a. forklaret, at han har haft firmaet i 20 år. I den tid har man haft tegneelever, det vil sige ansatte, der uddannes som grafiske tegnere. Det afhænger af den enkelte elev, hvor lang tid uddannelsen varer, nogen gange tager det kun nogle uger. Der knytter sig ikke skoleophold til uddannelsen. De har ikke haft nogen kontorelever.

 

Der findes ingen formel reklameuddannelse. Man har i branchen mennesker med vidt forskellig baggrund, nogen med en uddannelse bag sig, andre helt uden. A var en typisk “lykkeridder”, en, der håber at komme ind i branchen og få succes. Der er mange eksempler på at noget sådant lykkes, og at man i løbet af kort tid kan opnå en endog meget god løn. A gav allerede fra staten af deres drøftelser udtryk for, at hun ikke ønskede en elevplads. Hun mente, at hun havde tilstrækkelig basiserfaring i det job i et realkreditinstitut, hun kom fra. Det passede ham udmærket, da de ikke havde nogen elevplads.

 

Ansættelseskontraktens form og indhold skyldes, at han benyttede et paradigme, han havde liggende vedrørende en   tidligere tegneelev. Han har ikke tænkt over den nærmere betydning af, at han angav stillingsbetegnelsen som kontorelev,   men den var ikke rigtig, og han husker ikke, hvorfra han har lønniveauet 8.500 kr. Han fastsatte en ansættelsestid på 2 år for det tilfælde, at det skulle vise sig, at A ikke blev tilstrækkelig dygtig. Når lønnen er angivet som et minimum skyldes det, at A hurtigt kunne få meget mere i løn, hvis hun viste sig at være kvalificeret hertil. Hun kunne ende med at blive konsulent, assistent, koordinator eller andet. Der er mange betegnelser, og det måtte vise sig, i hvilken retning det gik. Han fandt imidlertid ud af, at hun ikke rigtig egnede sig til branchen; hun gik rundt og havde det skidt. Han talte med hende om det og håbede, at hun selv ville sige fra. Han anbefalede hende at finde et andet sted, og han tilbød hende også at være behjælpelig hermed. Efter et par dage meddelte A imidlertid, at hun ønskede en opsigelse.

 

Klageren har til støtte for at sagen ikke skal afvises anført, at klagerens konkrete arbejdsopgaver sammenholdt med firmaets forudgående brev om ansættelse af en assistentelev og ansættelseskontraktens konkrete udformning entydigt peger i retning af, at parterne aftalte at etablere et uddannelsesforhold. Klageren har særligt henvist til kontraktens ordvalg, herunder stillingsbetegnelsen kontorelev,   at der er fastsat en ansættelsestid på 2 år og at lønnen svarer til overenskomstmæssig elevløn.

 

Til støtte for kravet om betaling af det påståede beløb har klageren anført, at klagerens ansættelsestid ikke kan godskrives hende, således at hun kan opnå afkortning i en anden uddannelse, at hun ikke modtog nogen oplæring og at uddannelsen af indklagede uberettiget blev bragt til ophør. Klageren har endeligt gjort gældende, at ansættelseskontrakten ikke opfylder de krav, der i medfør af loven om ansættelsesbevis kan stilles til indholdet af en uddannelseskontrakt.

 

Indklagede har til støtte for påstanden om afvisning anført, at klageren blev ansat i en særlig branche, hvor der ikke findes noget etableret uddannelsessystem. Den uddannelse, der foregår, er udpræget individuel, der er intet skoleelement, og forholdet ligger således helt uden for erhvervsuddannelseslovens system. Tvistighedsnævnets kompetence er i erhvervsuddannelsesloven entydigt knyttet til tvistigheder vedrørende netop sådanne uddannelsesforhold, der både for så vidt angår form som indhold er omfattet af erhvervsuddannelseslovens nærmere regulering. Det er rigtigt, at ansættelseskontraktens udformning og ordvalg er uheldigt, men der må lægges vægt på det reelle indhold af ansættelsesforholdet. I øvrigt indeholder kontrakten en lang række elementer, der ikke er i harmoni med en egentlig uddannelsesaftale.

 

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klageren selv valgte at blive opsagt og derfor ikke har noget krav på erstatning. Der er ej heller noget grundlag for at udmåle en godtgørelse efter reglerne i lov om ansættelsesbevis.

 

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Mogens Kroman (formand), ansættelsesretschef Anne Kathrine Schøn, advokat Tine B. Skyum (begge Dansk Arbejdsgiverforening), konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Pernille Leidersdorff-Ernst (begge Landsorganisationen i Danmark). Derudover har som særlig sagkyndig dommer deltaget faglig sekretær Bente Andersen, HK og advokat Rikke Skovlund, Dansk Handel & Service.

 

Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at klageren reelt blev ansat hos indklagede med henblik på at blive uddannet i reklamebranchen, således at hun efter kortere eller længere tid, afhængigt af hendes talent, kunne bestride en eller flere af de forskellige stillinger, der kendetegner branchen. Det konkrete indhold af klagerens opgaver i ansættelsestiden var i overensstemmelse hermed. Tvistighedsnævnet finder således ikke, at der ved parternes ansættelseskontrakt eller efterfølgende blev etableret en erhvervsuddannelse omfattet af erhvervsuddannelsesloven. Herefter er Tvistighedsnævnet ikke kompetent til at afgøre den forelagte tvist, hvorfor nævnet afviser sagen.

 

T h i   b e s t e m m e s:

 

Sagen afvises.

 

Hver part betaler sine egne omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter modtagelsen indbringes for domstolene.