Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

K E N D E L S E

 

afsagt af   Tvistighedsnævnet den 6. november 2000 i sag nr. 11. 2000.

 

Elev A mod virksomhed B v/C

 

Mellem klageren, elev A, og virksomhed B, ved forpagteren C blev der den 19. november 1998 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes   som kok med uddannelsesperiode fra den 1.juli 1998 til den 31. december 2001.

 

Klageren har ved sin faglige organisation, RestaurationsBranchens Forbund, ved klageskrift modtaget den 13. juni 2000, indbragt sagen for Tvistighedsnævnet som anlagt mod “B” og med påstand om, at indklagede skal betale en erstatning efter Tvistighedsnævnets skøn.   I skrivelse af 15. juni 2000 til nævnet, modtaget den 19. juni 2000, har klageren præciseret sin påstand således, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på 100.000 kr. samt løn i opsigelsesperioden med 24.798,96 kr. I skrivelse af 21. juli 2000 til indklagedes advokat D har klagerens organisation præciseret, at indklagede er “B1”.

 

Indklagede har i svarskrift modtaget den 4. august 2000 påstået frifindelse.

 

Klageren har i et supplerende processkrift af 10. august 2000 ændret sin påstand således, at klageren kræver betaling af løn i opsigelsesperioden med 33.065,28 kr., erstatning for forlænget læretid med 28.981,92 kr., i alt 62.047,20 kr., samt erstatning efter nævnets skøn for brud på uddannelsesaftalen.

 

Sagens nærmere omstændigheder er følgende:

 

I anledning af et spørgsmål om efterbetaling til klageren blev der den 16. februar 2000 afholdt et møde mellem RBF-Fyn og C. I mødereferatet er   bl.a. anført: “As uddannelsesaftale er ikke opsagt af nuværende arbejdsgiver. Har gjort ny arbejdsgiver opmærksom på at elever følger med.”

 

Cs bortforpagter, “E”, solgte pr. 1. april 2000 hotelejendommen B til “F”. Køberen overtog ved erhvervelsen hverken   varelager eller medarbejdere. Den 31.marts 2000 ophørte Cs forpagtning, og med virkning fra den 1. april 2000 bortforpagtede “F” hotelejendommen til indklagede, “B1”. Af forpagtningskontrakten fremgår, at forpagteren ikke overtager personale i forbindelse med forpagtningen.

 

Klageren og indklagedes direktør, G, har givet personligt møde for Tvistighedsnævnet.

 

A har forklaret, at C i december 1999 meddelte alle ansatte, at kroen var blevet solgt, og at alle ansatte var opsagt til den 1. april 2000. C sagde, at den nye ejer havde givet ham besked om at meddele de ansatte dette. Hun fik ingen skriftlig opsigelse af C. Hun arbejdede sidste dag den 31. marts 2000. Hun havde inden da ikke haft kontakt til den nye ejer. Hun mødte ikke op på arbejde den 1. april, da hun jo var sagt op, og desuden var kroen lukket. Fra den 1. april 2000 var hun uden arbejde i 4 måneder bortset fra en uges arbejde som medhjælper. Hun afstod selv fra at søge bistandshjælp.

 

G har forklaret, at hans selskab forpagtede hotelejendommen fra den 1. april 2000. Man ændrede kroens koncept, idet man nu tilbød højgastronomi baseret på gæster fra hele landet. Den tidligere drift var lagt an på mere almindelig madlavning og et lokalt publikum. Han overtog hverken varelager eller ansatte. I slutningen af 1999 blev han orienteret om, at der var elever på kroen, men at de ville blive flyttet. Engang i februar oplyste C til G, at han i et møde, af RBF havde fået besked om ikke at foretage sig noget over for eleverne. Indklagede foretog sig ikke noget i den anledning, idet man jo havde en forpagtningsaftale, hvorefter der ikke skulle overtages personale. Han havde selv et kvalificeret personale, som skulle arbejde på kroen. Fra den 1. april blev kroen ombygget i en periode på 4 uger, og den var i denne periode kun delvist åben som følge af en særlig aftale med Lindøværftet . Kroen er fortsat godkendt som lærested.

 

Klageren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at indklagedes forpagtning fra den 1. april 2000 er omfattet af reglerne i virksomhedsoverdragelsesloven. Indklagede var klar over, at klageren var elev i virksomheden, men undlod alligevel uden rimelig grund at overtage og videreføre aftalen. Der er ikke grundlag for at antage, at uddannelsesaftalen var ophævet pr. 31. marts 2000.

 

Indklagede har til støtte for sin frifindelsespåstand i første række gjort gældende, at indklagede ikke i virksomhedsoverdragelseslovens forstand har overtaget en virksomhed. Man overtog hverken varelager, ansatte eller kundekreds, og der er ikke betalt noget vederlag for overtagelse af en virksomhed. Endelig var virksomheden reelt lukket fra den 1. april og en måned frem.

 

Indklagede har i anden række gjort gældende, at klagerens ansættelsesforhold ikke bestod den 1. april 2000. Klageren var, muligvis uberettiget, blevet opsagt af den tidligere forpagter til fratræden den 31. marts, og hun mødte da heller op på arbejde den 1. april.

 

Indklagede har endelig gjort gældende, at klageren ikke har iagttaget sin tabsbegrænsningspligt , idet hun selv afstod fra at opnå bistandshjælp.

 

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Mogens Kroman (formand), ansættelsesretschef Anne Kathrine Schøn og konsulent Tine B. Skyum (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Claus Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særlig sagkyndig deltaget Niels Lønstrup fra RBF og Morten Brustad fra HORESTA.

 

Alle Tvistighedsnævnets medlemmer finder, at indklagedes forpagtning af hotelejendommen pr 1. april 2000 er en overtagelse af en virksomhed, der er omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.

Et flertal på 4 medlemmer udtaler:

Efter klagerens forklaring var Cs meddelelse om, at alle ansatte var opsagt til den 1. april 2000, motiveret af en besked fra virksomhedens nye ejer om, at man ikke ønskede at overtage noget personale. Klageren modtog ingen skriftlig opsigelse fra C, og efter indholdet af mødereferatet af 16. februar 2000 må det lægges til grund, at C tilkendegav, at klageren ikke var opsagt, og at den nye ejer var orienteret herom. Dette er også i harmoni med Gs forklaring. Herefter finder det nævnte flertal, at klagerens ansættelsesforhold bestod den 1. april 2000 med den virkning, at indklagede er ansvarlig for den faktiske afbrydelse af uddannelsesforholdet. Den omstændighed at klageren, der havde fået den opfattelse, at den nye ejer ikke ville modtage hendes arbejde, ikke mødte på arbejde den 1. april, kan ikke føre til andet resultat.

Som følge heraf finder flertallet, at indklagede skal betale en godtgørelse på 35.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 24. juli 2000, idet klagerens identifikation af indklagede først fra dette tidspunkt blev fastlagt.  

 

Et mindretal på 3 medlemmer udtaler:

Det må efter klagerens forklaring lægges til grund, at hun af C blev opsagt til fratræden den 31. marts 2000. Dette støttes også af den omstændighed, at klageren ikke mødte på arbejde den 1. april 2000 eller i øvrigt på nogen måde forsøgte at komme i kontakt med virksomhedens nye ejer. Cs bemærkning i mødet den 16. februar 2000, hvori klageren ikke deltog, kan ikke anses for en tilbagekaldelse af opsigelsen og er – efter klagers forklaring – ikke blevet opfattet som en tilbagekaldelse af opsigelsen. Herefter finder vi, at klagerens ansættelsesforhold ikke bestod den 1. april 2000, hvorfor vi vil tage indklagedes frifindelsespåstand til følge.

 

Der afsiges kendelse overensstemmende med flertallet.

 

T h i   b e s t e m m e s:

 

Indklagede, virksomhed B1, skal inden 14 dage til klageren, A, betale 35.000,00 kr. med tillæg af procesrente fra den 24. juli 2000.

 

Hver part betaler sine egne omkostninger.

 

Denne kendelse kan inden 8 uger fra modtagelsen indbringes for domstolene.