Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

 

Kendelse

afsagt af Tvistighedsnævnet den 25. april 2001 i sag nr. 20.2000

 

Elev A mod virksomhed B

 

Mellem klageren, elev A, født den 16. december 1976, og indklagede, B, blev der den 7. juni 1999 indgået uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som salgsassistent med speciale i profil tekstil, herretøj, og med uddannelsesperiode fra den 1. juni 1999 til den 31. juli 2001.

 

Uddannelsen blev med virkning pr. den 30. september 1999 ophævet ensidigt af klageren. Der blev i anledning heraf den 8. november 1999 underskrevet et protokollat, hvorefter indklagede skulle betale nærmere angivne beløb i kørselsgodtgørelse, løn og erstatning for tab af uddannelsesgode.

 

Klageren har ved sin faglige organisation, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, ved klageskrift modtaget den 30. august 2000 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede skal betale klageren 50.000 kr. Beløbet udgør godtgørelse under henvisning til, at klageren under sin ansættelse blev udsat for diskriminerende behandling i strid med lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

 

Indklagede har, ved sin organisation Dansk Handel & Service, principalt påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

 

Klageren og indklagedes direktør, C, har givet personligt møde for Tvistighedsnævnet. Klageren og D, HK København, har afgivet forklaring for nævnet.

 

Indklagedes afvisningspåstand er efter parternes ønske behandlet særskilt.

 

Det anføres i klageskriftet, at klageren har været udsat for forskelsbehandling i form af negative udtalelser om indvandrere fra butikschefen. Det drejer sig om følgende:

 

“ at udlændinge ikke ville arbejde, men hellere være på bistandshjælp.”

Om klagerens kammerater: ”De har ingen rygrad.”

“Kom her din skævbenede perker.”

“Musse, Musse får ingen kusse.”

 

Det tilføjes, at der har været “andre nedsættende bemærkninger om indvandrere.”

Forløbet frem til protokollatet af 8. november 1999:

HK København rettede   den 6. oktober 1999 henvendelse til Dansk Handel & Service   vedrørende parterne. I skrivelsen anføres bl.a.:

“A valgte selv at afbryde uddannelsesforholdet med virkning fra den 1. oktober 1999, idet han følte sig mistænkeliggjort.

 

I relation hertil forbeholder vi os ret til at rejse krav om godtgørelse for tab af uddannelsesgode.”

 

Dansk Handel & Service udbad sig i skrivelse 8. oktober 1999 dokumentation, såfremt klageren ville gøre gældende, at indklagede var årsag til klagerens opsigelse.

 

I protokollatet af 8. november 1999 hedder det bl.a.:

 

“Nedenstående parter er enige om at løse sagen vedrørende A fratræden fra B på følgende vis.

 

 

Herefter udestår ikke yderligere krav parterne imellem, og sagen kan betragtes som værende afsluttet.”

 

Af protokollatet fremgår, at indklagede til klageren skal betale nærmere angivne beløb vedrørende kørselsgodtgørelse, løn og tab af uddannelsesgode.

HK København anmodede i en skrivelse af 25. februar 2000 Dansk Handel & Service om at sagen blev genoptaget, “idet der efterfølgende er fremkommet oplysninger ” Endvidere hed det i brevet:

 

“I forbindelse med forhandlingen hos Dem, den 8. november 1999, oplyste vi at A - der var ansat som salgsassistentelev - på grund af butikschefens chikane følte sig presset til at ophæve uddannelsesforholdet.”

 

I en skrivelse af   7. marts 2000 om behandling af sagen som en ny sag anførte HK København bl.a.:

 

“I forbindelse med ansættelsesforholdet var han udsat for en række krænkelser udført af butikkens daglige leder og disse var i strid med Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdspladsen m.v. hvorfor vi med henvisning til § 7 rejser krav om godtgørelse.”

 

Dansk Handel & Service henviste i sit svar af 22. marts 2000 til “parternes bindende organisationsaftale af 8. november 1999, hvor parterne gjorde op med alle krav.”

 

Klageren har forklaret, at butikschefen har udtalt sig som anført i klageskriftet. Der har været andre nedsættende bemærkninger fra butikschefen, men han kan ikke huske indholdet af disse. Han blev ikke godt behandlet. Han var også udsat for mistænkeliggørelse fra butikschefens side. De opregnede bemærkninger fremkom alle, mens han arbejdede i indklagedes butik på Nørrebrogade, der var hans arbejdsplads efter sommerferien. Han fortalte indklagedes direktør, C, at han havde problemer med butikschefen, idet denne skældte ham ud. Han forklarede ikke C, hvad der nærmere lå heri.

 

Klageren talte med D om sagen forud for forhandlingen den 8. november 1999. Han fortalte D, at han ikke blev godt behandlet. D sagde til ham, at det ville være nødvendigt at føre bevis. Herefter sagde han til D, at så kunne det være lige meget.

D har forklaret, at klageren ikke omtalte de nedsættende udtalelser under deres samtaler forud for forhandlingsmødet den 8. november 1999. Han fortalte om overvågningen og mistænkeliggørelse. Det var alene vedrørende dette, at han sagde til klageren, at det var nødvendigt at føre bevis, hvis det skulle forfølges nærmere. Grundlaget for forhandlingen den 8. november 1999 var således navnlig butikschefens chikane i form af overvågning og mistænkeliggørelse. Det var også dette, der blev drøftet.   Racisme indgik ikke i forhandlingstemaet og blev heller ikke drøftet. Han hørte først om de udtalelser, der er grundlaget for tvistighedsnævnssagen, flere måneder senere, da HK påbegyndte en anden sag for et medlem, der kunne bevidne nogle af de nedsættende udtalelser.

 

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden gjort gældende, at organisationsaftalen af 8. november 1999 afskærer klageren fra efterfølgende at rejse krav om godtgørelse efter lov om forskelsbehandling. Det må, navnlig efter korrespondancen forud for den 8. november 1999 antages, at HK på forhandlingstidspunktet kendte til de udtalelser, man nu forfølger.   Det fremgår af protokollatet, at der herefter ikke udestår yderligere krav parterne imellem, og at sagen kan betragtes som afsluttet. HK tog ingen forbehold i forbindelse med forhandlingen. HK må   i denne henseende identificeres med klageren, der var klar over, hvad han mente sig udsat for. Der er ikke tale om, at der er dukket forhold op, som ingen af parterne kendte til, da de forhandlede. Endvidere har indklagede gjort gældende, at brevet af 25. februar 2000 tyder på, at spørgsmålet omkring chikane tillige var blevet drøftet på organisationsforhandlingen.

 

Klageren har gjort gældende, at HK ikke på forhandlingstidspunktet kendte til de udtalelser, man nu forfølger. Havde man gjort det, ville der naturligvis være blevet rejst krav som følge heraf. Klageren var ikke klar over, at han kunne påberåbe sig lov om forskelsbehandling. Når protokollatet således slet ikke omhandler overtrædelser af lov om forskelsbehandling, er man ikke afskåret fra at føre en ny sag på dette grundlag. Alternativet ville være, at man altid skulle tage forbehold om alle mulige forhold.

 

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget Mogens Kroman (formand), advokat Tine B. Skyum og konsulent Pernille Knudsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Claus Jørgensen ( begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget faglig sekretær Bente Andersen, Uddannelses- og arbejdsmarkedspolitisk sekretariat, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund I Danmark og advokat Linda Frederiksen, Dansk Handel & Service.

 

Nævnet finder, at det efter de afgivne forklaringer må lægges til grund, at klageren ikke forud for forhandlingen den 8. november 1999 over for HK omtalte de udtalelser, som denne tvistighedsnævnssag omhandler, og at disse ikke blev drøftet under forhandlingen. Klageren var imidlertid på forhandlingstidspunktet og forud herfor klar over, at han under arbejdet var blevet mødt med de nævnte udtalelser. Han havde også oplyst sin organisation om, at han ikke var   blevet godt behandlet. Han forstod sin organisation sådan, at der i givet fald måtte være bevisførelse herom, og på baggrund heraf valgte klageren ikke at gøre mere ved det. Under disse omstændigheder finder vi, at klageren, ved at underskrive protokollatet, har afskåret sig fra efterfølgende at fremsætte krav i anledning af udtalelserne. Da retsfølgen heraf   ikke er sagens afvisning, men at indklagede skal frifindes, stemmer vi herfor.

 

 

T h i   b e s t e m m e s:

 

Indklagede, virksomhed B, frifindes.

 

Hver part bærer sine omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger fra modtagelsen indbringes for domstolene.