Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Kendelse

  afsagt af Tvistighedsnævnet i sag nr. 21.2000 den 6. februar 2001.

 

Elev A mod virksomhed B v/C og D

Mellem klageren, elev A, født den 1. februar 1978, og indklagede, virksomhed B v/C og D, blev der den 4. september 1998 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som bagerlærling med uddannelsesperiode fra den 24. august 1998 til den 23. oktober 2000.

Klageren har ved sin faglige organisation, NNF Håndværk/Industrigruppen, ved klageskrift modtaget den 31. august 2000 indbragt sagen med påstand om, at indklagede skal betale 42.950,04 kr. Beløbet udgør erstatning for indklagedes uberettigede ophævelse af ansættelsesforholdet.

 

Indklagede har påstået frifindelse.

 

Parterne har givet personligt møde for Tvistighedsnævnet.

 

Indklagede har den 13. juni 2000 underskrevet “Ophævelse af uddannelsesaftale” og anført, at uddannelsen er ophævet ensidigt af virksomheden den 7. juni 2000.

 

Klageren har forklaret bl.a., at han den 7. juni 2000 om aftenen arbejdede alene i bageriet sammen med en voksenlærling ved navn E. Klageren havde tidligere flere gange haft problemer med E, der har optrådt truende over for ham. Klageren havde meddelt indklagede, at hvis det kom til vold fra Es side, ville han ikke arbejde videre, med mindre E blev fjernet. Indklagede, D, havde svaret, at hvis det kom dertil, ville E øjeblikkeligt blive fyret. Den pågældende aften opstod der et skænderi mellem klageren og E, og det endte med at E slog ham med knytnæve på øret. Han ringede straks og fik fat i C og forklarede hende, hvad der var sket. Derefter forlod han bageriet. Han var bange for E, der truede med at slå ham ihjel. Han har ikke selv slået E. Dagen efter sygemeldte han sig og han talte med D og C, men de ville ikke afskedige E. De indklagede opfordrede ham til at fortsætte uddannelsen, men det ville han ikke, når de ikke ville skille sig af med E. Han talte med F fra skolen nogle dage efter episoden. Han kan ikke nærmere huske indholdet af samtalen, men F sagde i hvert fald, at han ikke skulle finde sig i det, der var sket. Han anmeldte ikke voldsepisoden til politiet.

 

Indklagede, C , har forklaret bl.a., at klageren den 7. juni om aftenen ringede op og sagde, at han ikke længere ville være i bageriet, fordi E var ubehagelig over for ham. Der havde været skænderi og råben. Der blev ikke decideret talt om vold. Hun vækkede sin mand, der tog hen til bageriet. Dagen efter havde de en samtale med klageren, der havde sygemeldt sig. De foreslog ham, at han kunne blive hjemme nogle få dage i pinsen, idet han derefter skulle på skole. Efter skolen kunne de, bl.a. fordi der var sommerferie, arrangere det sådan, at klageren og E ikke behøvede at have noget med hinanden at gøre. E skulle starte på skole den 10. august. Klageren ville imidlertid ikke høre tale herom, han insisterede på, at E skulle afskediges. Det ville de ikke. Klageren ville gerne på skole, men han ville ikke have noget tilknytningsforhold til bageriet. De kontaktede derfor dagen efter F fra skolen og satte ham ind i situationen. F lovede at tale med klageren. Senere blev de ringet op af F, der sagde, at klageren ikke var til at rokke og nu måtte sejle sin egen sø. Han ville sende dem et skema om ophævelse af uddannelsen. Da hun havde modtaget papirerne fra skolen kontaktede hun klageren på ny, for at prøve at få ham på bedre tanker. Det mislykkedes imidlertid, og derfor blev ophævelsen afsendt.

 

Indklagede D har i det væsentlige bekræftet Cs forklaring. Om aftenen den 7. juni tog han efter klagerens opringning hen til bageriet. Han mødte kun E, der sagde, at der havde været et skænderi, og at klageren havde slået ham og kastet med en kniv. E var blå på overkroppen efter slag. Han måtte overtale E til ikke at anmelde klageren til politiet.

 

Klageren har til støtte for sin påstand anført, at klageren flere gange havde klaget over Es truende adfærd og gjort det klart, at han ikke ville finde sig i vold fra Es side. Indklagede havde lovet klageren, at E naturligvis ville blive afskediget, hvis han udøvede vold. Alligevel valgte   indklagede at holde hånden over E, selvom E den 7. juni slog klageren i hovedet. Indklagede ville ikke afskedige E, og under disse omstændigheder var klageren berettiget til ikke at genoptage arbejdet. Det kan ikke tillægges betydning, at indklagede ville prøve at holde de to elever fra hinanden i resten af uddannelsestiden.

 

Indklagede har til støtte for sin påstand anført, at det ikke var E, der udøvede vold, men tværtimod klageren, der slog på E. De kunne naturligvis ikke afskedige E, og de tilbød klageren en ordning, så han ikke behøvede at være sammen med E. Klageren ville imidlertid ikke være med til nogen løsning, og derfor havde de ikke anden udvej end at ophæve uddannelsen.

 

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Mogens Kroman (formand), advokat Tine B. Skyum, konsulent Pernille Knudsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening), konsulent Evelyn Jørgensen, konsulent Claus Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Derudover har som særlig sagkyndige dommer deltaget forbundssekretær Ole Wehlast, NNF og bagermester Steen Friis Nielsen.

 

4 medlemmer af nævnet udtaler:

Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at de indklagede efter episoden den 7. juni tilbød klageren en ordning, hvorefter han i en længere periode som følge af skoleophold ikke skulle være sammen med E, ligesom vagtplanerne derefter kunne tilrettelægges således, at de to elever ikke behøvede at arbejde sammen. Uanset om det lægges til grund, at E slog klageren, findes klageren under de nævnte omstændigheder ikke at have været berettiget til at betinge fortsat ansættelse af, at de indklagede afskedigede E. Vi finder derfor at indklagedes ophævelse af uddannelsesaftalen uberettiget var fremtvunget af klageren, og at de indklagede følgelig bør frifindes.

 

3 medlemmer af nævnet udtaler:

Vi finder det efter bevisførelsen godtgjort, at klageren den 7. juni blev slået af E. Det må ligeledes lægges til grund, at klageren tidligere havde gjort opmærksom på sine problemer med E og havde gjort det klart, at han ikke ville arbejde sammen med E,   hvis denne udøvede vold over for ham. Efter de indklagedes egen forklaring ville de ikke efter voldsepisoden fjerne E fra arbejdspladsen, og klageren var derfor berettiget til at nægte at genoptage arbejdet. Da det ikke kan antages, at indklagedes tilbud om at holde eleverne adskilt ville kunne realiseres effektivt, finder vi, at der bør tilkendes klageren en erstatning for uberettiget ophævelse af uddannelsen på 25.000 kr.

 

Der afsiges kendelse i overensstemmelse med flertallet.

 

 

    T h i   b e s t e m m e s:

 

De indklagede, virksomhed B v/C og D, frifindes.

 

Hver part betaler sine egne omkostninger.

 

Denne kendelse kan inden 8 uger fra modtagelsen indbringes for domstolene.