Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Kendelse

afsagt af Tvistighedsnævnet den 10. januar 2001 i sagerne 23.2000 og 24.2000

 

 

Elev A og A1 mod virksomhed B

 

Mellem klageren, elev A, født den 13. august 1979, og indklagede, virksomhed B, blev der den 11. december 1995 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som plade- og konstruktionssmed med uddannelsesperiode fra den 12. august 1996 til den 11. februar 2000.

 

Mellem klageren, elev A1, født den 23. september 1977, og samme indklagede, blev der den 30. april 1996 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som plade- og konstruktionssmed med uddannelsesperiode fra den 17. juni 1996 til den 16. juni 2000.

 

A har ved sin faglige organisation, Dansk Metalarbejderforbund, ved klageskrift modtaget den 21. september 2000 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 41.050,09 kr. Beløbet er sammensat af svendeløn 16.050,09 kr. og erstatning 25.000 kr.

 

A1 har ved sin faglige organisation, Dansk Metalarbejderforbund, ved klageskrift modtaget den 18. september 2000 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 33.508,98 kr. Beløbet er sammensat af svendeløn 8.508,98 kr. og erstatning 25.000 kr.

 

Indklagede har i begge sager påstået frifindelse.

 

Klagerne har givet personligt møde for nævnet og har afgivet forklaring.   Derudover er der afgivet forklaringer af   indklagedes personaledirektør C, mester D og instruktør E.

 

Sagens omstændigheder er følgende:

 

Ved et tillæg til uddannelsesaftalen af 5. juli 1999 ændrede A1 og indklagede afslutningsdatoen for uddannelsen til den 31. august 1999. Ved et tilsvarende tillæg af 9. juli 1999 ændrede A og indklagede afslutningsdatoen for uddannelsen til den 26. april 2000. I begge tillæg anføres: “Forlængelsen er på grund af meget sygefravær.”

 

Dansk Metalarbejderforbund, Frederiksværk afdeling, rettede den 15. februar 2000, på vegne af klagerne, henvendelse til indklagede med anmodning om en nærmere redegørelse for baggrunden for forlængelsen af klagernes uddannelse. Afdelingen henviste bl.a. til erhvervsuddannelseslovens § 58, og de deri angivne betingelser for forlængelse af uddannelsen.

 

Den 22. februar 2000 svarede indklagede afdelingen således:

 

“ læretiden for A og A1 blev forlænget som en aftale med de to lærlinge for ca. et halvt år siden, og på det tidspunkt havde begge lærlinge ca. 10 procent fravær. Det var samtidig vor vurdering, at begge lærlinge havde behov for yderligere praktik, for at vi med rimelighed kan lægge navn til deres uddannelse fra B. ”

 

 

Indklagede har udarbejdet en opgørelse over klagernes fravær pr. 5. juli 1999.

 

For As vedkommende fremgår det, at det antal timer, han indtil opgørelsesdatoen skulle præstere var 4.947. Fraværet er opgjort til i alt 498 timer, sammensat af sygefravær 448 timer, tilskadekomst 36 timer, “for sent” 7 timer og fravær under skoleophold 7 timer.

 

For A1s vedkommende er præstationstimerne 5.190. Fraværet er opgjort til i alt 553 timer, sammensat af sygefravær 442 timer, tilskadekomst 35 timer, “for sent” 2 timer og fravær under skoleophold 74 timer.

 

Klagerne har bestridt opgørelserne.

 

A har forklaret bl.a., at D og E meddelte ham, at de var nødt til at forlænge hans uddannelse på grund af manglende praktik, og fordi han ikke var dygtig nok. En af dem sagde til ham, at det var i orden med fagforeningen. Da han et par timer senere skulle underskrive aftalen, var der som begrundelse anført, at han havde haft for meget sygefravær. Han protesterede ikke herimod, da han gik ud fra, at det var i orden. Han har ikke på tidligere tidspunkter haft samtaler med ledelsen om sit sygefravær.

 

A1 har forklaret bl.a., at han har haft en del fravær som følge af arbejdsskader. Han fik af D oplyst, at uddannelsen skulle forlænges som følge af for megen sygdom, og fordi han ikke var dygtig nok. Han havde forud for denne samtale alene fået enkelte bemærkninger om sit sygefravær.

 

D har forklaret bl.a., at klagerne hen ad vejen havde fået advarsler i forbindelse med deres omfattende sygefravær og deres faglige niveau. Han foreslog begge en forlængelse af uddannelsen, og de havde ingen indvendinger heroverfor. Der var ikke tale om et ultimatum fra hans side, men hvis klagerne ikke var gået med til en forlængelse, var sagen nok blevet forelagt Dansk Industri med henblik på at få uddannelsesaftalerne ophævet. Det reelle problem var klagernes behov for mere praktik. Uddannelsen blev forlænget med 2½ måned, fordi det passede til omfanget af klagernes fravær.

 

E har forklaret bl.a., at han efter samtalen med A1 talte med ham på ny. A1 sagde, at han ville overveje spørgsmålet med sine forældre. Han har ikke sagt til klagerne, at fagforeningen var indforstået med forlængelserne.

 

C har forklaret bl.a., at D underrettede ham om, at han agtede at aftale en forlængelse med klagerne. Dette var han indforstået med, idet alternativet, en ophævelse af uddannelsesaftalen, ville være værre for klagerne. Spørgsmålet, om fraværet havde et omfang under eller over 10%, blev slet ikke overvejet, da der ikke var tale om en ensidig forlængelse fra indklagedes side, men en gensidig aftale.

 

Klagerne har til støtte for deres påstande anført, at de ikke på tidspunktet for forlængelserne af deres uddannelser havde et sygefravær på over 10 % af den samlede uddannelsestid. Som følge heraf var der ikke i erhvervsuddannelseslovens § 58 hjemmel til at aftale en forlængelse af uddannelserne. Klagerne har derfor krav på et beløb svarende til differencen mellem løn som lærling og som svend i den periode, uddannelserne blev forlænget. Desuden bør de tilkendes en erstatning på 25.000 kr.   for den tort, de har lidt.

 

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstandene anført, at uddannelserne blev forlænget ved aftale med klagerne, der var over 18 år, og at forlængelsen var i klagernes egen interesse. Alternativet havde været en gensidig eller efter omstændighederne en ensidig ophævelse af uddannelserne. Det må også tillægges betydning, at klagerne først et halvt år efter, at de indgik aftalerne, rejste spørgsmål overfor disse. Det skal endelig fremhæves, at erhvervsskolen blev orienteret om forlængelserne og ikke fremkom med indvendinger.

 

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Mogens Kroman (formand), advokat Tine B. Skyum, konsulent Pernille Knudsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening), konsulent Evelyn Jørgensen, konsulent Claus Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Derudover har som særlig sagkyndig dommer deltaget chefkonsulent Coops-Olsen, DI og sekretær Keld Larsen, Dansk Metal.

 

Det må efter formuleringen af aftalerne om forlængelse af uddannelsestiden lægges til grund, at den overordnede begrundelse for forlængelserne var klagernes fravær på grund af sygdom. På aftaletidspunktet oversteg klagernes fravær fra praktikvirksomheden på grund af sygdom ikke 10 %   af den fastsatte uddannelsestid, jf. erhvervsuddannelseslovens § 58, stk. 1, nr. 1. Denne bestemmelse findes at måtte forstås således, at aftale om forlængelse af uddannelsestiden kun gyldigt kan indgås, såfremt betingelsen om fravær på grund af sygdom i mere end 10 %   af uddannelsestiden faktisk er opfyldt på aftaletidspunktet, jf. herved også lovens § 59 om det faglige udvalgs kompetence uden for de tilfælde, der er nævnt i §§ 57 og 58. Da de af sagen omhandlede aftaler om forlængelse af uddannelsestiden herefter må anses for ugyldige. Klagerne findes ikke at have fortabt deres krav ved passivitet. Herefter har klagerne krav på erstatning svarende til forskellen på lærlinge- og svendeløn i den periode, uddannelsestiden er blevet forlænget. Der er derimod ikke grundlag for at tilkende klagerne erstatning for tort.

 

 

T h i   b e s t e m m e s:

 

Indklagede, virksomhed B, skal inden 14 dage til klageren elev A betale 16.050,09 kr. og inden 14 dage til klageren elev A1 betale 8.508,98 kr.

 

Hver part betaler sine   egne omkostninger.

Denne kendelse kan inden 8 uger fra modtagelsen indbringes for domstolene.