Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Kendelse

afsagt af Tvistighedsnævnet den 27. juli 2001 i sag nr. 20.2001  

 

Elev A mod virksomhed B v/C

 

Mellem klageren, elev A, født den 3. juli 1980, og indklagede, virksomhed B ved C, blev der den 1. juli 2000 indgået uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som bygningsmaler med uddannelsesperiode fra den 1. juli 2000 til den 13. juni 2003. Uddannelsesaftalen blev den 11. januar 2001 ophævet efter gensidig aftale.

 

Klageren har ved sin faglige organisation, Malerforbundet i Danmark, ved klageskrift modtaget   den 29. marts 2001 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med endelig påstand om, at indklagede til klageren skal betale 38.835,40 kr. samt udstede lønsedler fra uge 39/2000 til og med uge 02/2001.

 

Det påståede beløb udgør summen af manglende løn for ugerne 51-52 i 2000 og 1-2 i 2001, 6.600,00 kr.,   manglende lønregulering 1.460,40 kr., feriepenge 2000, 5.362,50 kr. feriepenge 2001, 412,50 kr. og godtgørelse for misligholdelse af uddannelsesaftalen, 25.000,00 kr.

 

Klageren har givet personligt møde for nævnet.

 

Indklagede har ikke svaret i sagen og har ikke givet møde for nævnet.

 

Klageren har særligt om kravet på erstatning anført, at indklagede har misligholdt uddannelsesaftalen ved i flere tilfælde at undlade rettidig lønudbetaling, ligesom indklagede har nægtet at regulere lønnen til korrekt sats.

 

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Mogens Kroman (formand), konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Claus Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark) samt konsulent Pernille Knudsen og juridisk konsulent Lise Bardenfleth (begge Dansk Arbejdsgiverforening). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer deltaget John Christensen, Malerforbundet og Mogens Berg, Danske Malermestre.

 

 

Nævnet finder ikke grundlag for at anfægte klagerens opgørelse af løn, lønregulering og feriegodtgørelse, ligesom indklagede skal udstede lønsedler som påstået af klageren. Da uddannelsesaftalen er ophævet efter gensidig aftale er der ikke grundlag for at tilkende klageren erstatning.

 

 

T h i   b e s t e m m e s:

 

Indklagede, virksomhed B v. C, skal til Malerforbundet i Danmark, som mandatar for elev A inden 14 dage betale 13.835,40 kr. samt udstede lønsedler vedrørende Susanne Nielsen for ugerne 39/2000 - 02/2001

 

Hver part betaler sine egne omkostninger.

 

Denne sag kan senest 8 uger efter nævnets afgørelse indbringes for domstolene.