Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Kendelse

afsagt af Tvistighedsnævnet den 29. januar 2002 i sag nr. 34.2001

 

Elev A og A1 mod virksomhed B v/C

 

Mellem klagerne, elev A, født den 12. marts 1975, og elev A1, født den 9. februar 1978, og indklagede, virksomhed B v/C, blev henholdsvis den 2. april 1999 og 22. maj 1998 indgået uddannelsesaftaler, hvorefter klagerne skulle uddannes som grafiske trykkere. As uddannelsesperiode var fra den 1. juli 1999 til den 30. juni 2002, og A1s uddannelsesperiode var fra den 1. juni 1998 til den 31. maj 2001. Begge klagere var forud for indgåelsen af uddannelsesaftalerne ansat hos indklagede som trykkeriarbejdere, A fra den 6. december 1995 og A1 fra 1996. Det fremgår af uddannelsesaftalerne, at begge klageres løn var højere end den gældende mindstebetaling for elever. Lønnen svarede for begges vedkommende til deres hidtidige løn - godt 23.000 kr. månedligt - som trykkeriarbejdere hos indklagede.

 

Klagerne har ved deres faglige organisation, HK Industri, ved klageskrift modtaget den 7. september 2001 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede til A skal betale 323.391,81 kr., og til A1 betale 274.334,03 kr., begge beløb med tillæg af procesrente fra sagens indbringelse for nævnet den 7. september 2001 til betaling sker.

 

Indklagede har påstået frifindelse.

 

Indklagede orienterede den 23. maj 2000 medarbejderne om, at virksomheden ville blive lukket. Klagerne fratrådte med udgangen af juli 2000. Af et mødereferat af 26. maj 2000 fremgår, at alle ansatte ville modtage en fratrædelsesgodtgørelse på 8.000 kr. ved fratræden.

 

A blev pr. 31. juli 2000 ansat i en ny uddannelsesstilling. A1 blev ansat i ny uddannelsesstilling fra den 16. oktober 2000. De er begge i disse stillinger blevet aflønnet med gældende mindstebetaling for elever i henhold til overenskomsten.

 

Klagernes krav, hvis rigtighed for så vidt angår opgørelsen indklagede ikke bestrider, udgør forskellen på den elevløn , som klagerne opnåede i deres nye uddannelsesforhold og den højere løn, som klagerne kunne have oppebåret under ansættelse hos indklagede i hele uddannelsesperioden.

 

Klagerne har erklæret, at det kan lægges til grund, at indklagede hjalp klagerne med at finde nye uddannelsesstillinger.

 

Klagerne har givet møde for Tvistighedsnævnet og afgivet forklaring. For indklagede har direktør D givet møde og afgivet forklaring.

A har forklaret bl.a., at det var indklagede, der tog initiativ til at indgå uddannelsesaftale med ham. Indklagede havde et ønske om, at alle medarbejdere skulle kunne varetage de samme opgaver. Han fik at vide, at han kunne bibeholde samme løn som han havde som trykkeriarbejder. Dette var afgørende for ham på grund af private udgifter, bl.a., til børn og andelslejlighed. Der var ingen af de uddannelsessteder, han var i kontakt med, der ville betale den samme løn, som han havde hos indklagede.

 

A1 har forklaret i det væsentlige som A. Han havde udgifter til andelslejlighed og afbetaling på køb af en bil. Det var også afgørende for ham, at han under uddannelsen kunne bibeholde samme løn, som han havde som trykkeriarbejder.

 

D har forklaret bl.a., at virksomheden blev lukket af økonomiske grunde. Han tiltrådte den 1. april 2000 og blev kort tid efter orienteret om planerne om lukning af virksomheden. Den havde da været i drift i 5 år, hvoraf de sidste tre år havde været underskudsgivende. Virksomhedens faktor fik specielt til opgave at finde nye uddannelsessteder til klagerne. Han formidlede flere tilbud til klagerne, men det var lidt svært at motivere dem til at tage kontakt til de pågældende steder.

 

Klagerne har til støtte for deres påstande gjort gældende, at de med indklagede havde aftalt en højere løn end den sædvanlige. Dette ansættelsesvilkår kan alene ændres med et varsel svarende til opsigelsesvarslet. Da uddannelsesaftalerne var uopsigelige, kunne lønvilkåret ikke ensidigt ændres af indklagede. Den foreliggende sag er af en anden karakter end Tvistighedsnævnets sag nr. 14 i 1993, hvor der fra starten af uddannelsesforholdet var aftalt overenskomstmæssig løn. I nærværende sag blev der derimod fra uddannelsesforholdets begyndelse på indklagedes initiativ aftalt en højere løn end den overenskomstmæssige, og denne var desuden for begge klagere en væsentlig og individuel forudsætning for overhovedet at påbegynde uddannelsesforholdet. Da indklagede har misligholdt ansættelsesforholdet og derved handlet erstatningspådragende, har klagerne som udgangspunkt krav på erstatning svarende til positiv opfyldelsesinteresse. Klagerne skal stilles som om uddannelsesaftalen var blevet rigtigt opfyldt af indklagede. Kravet er ikke upåregneligt for indklagede, der selv tog initiativ til aftalerne, selvom virksomhedens økonomi åbenbart havde været dårlig i flere år. Klagerne har opfyldt deres tabsbegrænsningspligt ved at opnå anden uddannelsesstilling til en realistisk løn.

 

Indklagede har til støtte for sin påstand gjort gældende, at uddannelsesforholdet, men ikke lønvilkåret, er uopsigeligt, jf. Tvistighedsnævnets afgørelse nr. 14 i 1993. Uddannelsesforholdets uopsigelig er motiveret af et ønske om at sikre uddannelsens gennemførelse, men dette motiv kan ikke begrunde, at en arbejdsgiver skulle være afskåret fra med et passende varsel at nedsætte en løn, der måtte vise sig at være for omkostningskrævende for arbejdsgiveren og derfor muligt til fare for elevens uddannelse. Det har endvidere ikke været påregneligt for indklagede, at man kunne blive mødt med et så voldsomt økonomisk krav i forbindelse med en økonomisk sagligt motiveret lukning af virksomheden. I givet fald har klagerne alene krav på en erstatning i overensstemmelse med nævnets sædvanlige praksis og med fradrag af de udbetalte fratrædelsesgodtgørelser på 8.000 kr.

 

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Mogens Kroman (formand),   advokat Tine B. Skyum og konsulent Susanne Christensen (begge Dansk Arbejdsgiverforening), samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Claus Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særlig sagkyndigt medlem deltaget næstformand Bjarne Nielsen, HK og afdelingschef Leif Boe Hansen, Grafisk Arbejdsgiverforening.

 

Tvistighedsnævnets bemærkninger:

4 medlemmer af nævnet udtaler:

Det lægges ved afgørelsen til grund, at uddannelsesaftalerne mellem klagerne og indklagede blev indgået på indklagedes initiativ, at indklagede tilbød klagerne, at de kunne oppebære samme løn - godt 23.000 kr. månedligt - som den, de havde som trykkeriarbejdere hos indklagede,   at det var en væsentlig og individuel forudsætning for klagerne, at de også under uddannelsen kunne oppebære samme løn som hidtil, og at indklagede misligholdt uddannelsesaftalerne ved at bringe disse til ophør i utide.

 

Flertallet finder, at indklagede ved sin afbrydelsen af klagernes uddannelse har pådraget sig erstatningsansvar over for klagerne. Efter Tvistighedsnævnets praksis udmåles den erstatning, som en elev er berettiget til, hvis arbejdsgiveren på ansvarspådragende måde har afbrudt elevforholdet, som udgangspunkt som en godtgørelse på 25.000 kr., uafhængigt af elevens konkrete tab som følge af afbrydelsen af elevforholdet.

 

Ved fastsættelsen af godtgørelsen i nærværende sag lægges der vægt på de momenter, der er lagt til grund ovenfor og på den omstændighed, at klagerne, der var midt i et uddannelsesforløb, naturligt var motiveret for at søge uddannelsen færdiggjort i stedet for på ny at tage arbejde som trykkeriarbejdere. Den forøgelse af klagernes indtægtstab, som dette valg har bevirket, findes imidlertid ikke fuldt ud at kunne gøres gældende over for indklagede. Herefter fastsættes erstatningsbeløbene skønsmæssigt, således at der tilkendes klagerne hver 100.000 kr.

 

3 medlemmer af nævnet udtaler:

 

Det tiltrædes, at klagerne i overensstemmelse med Tvistighedsnævnets praksis som følge af indklagedes opsigelse af uddannelsesaftalerne er berettigede til en godtgørelse. Denne godtgørelse kan passende fastsættes til kr. 17.000 til hver af klagerne. Der er herved lagt særligt vægt på, at indklagede aktivt arbejdede på at formidle nye uddannelsesaftaler til klagerne, at klagernes ansættelse med henblik herpå blev forlænget med 2 måneder, og at hver af klagerne i forbindelse med uddannelsesaftalernes ophør modtog en fratrædelsesgodtgørelse på kr. 8.000.

 

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

 

 

 

T h i   b e s t e m m e s:

 

Indklagede, virksomhed B v/C, skal inden 14 dage til klageren A betale 100.000 kr. og til klageren A1 betale 100.000 kr. Begge beløb forrentes med procesrente fra den 7. september 2001 til betaling sker.

 

 

Hver part betaler sine egne omkostninger.

 

 

Denne kendelse kan senest 8 uger efter modtagelse indbringes for domstolene.