Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Kendelse

afsagt af Tvistighedsnævnet den 28. maj 2002 i sag nr. 04.2002

 

Elev A mod virksomhed B v/C

 

Mellem klageren, elev A, født den 1. november 1965, og indklagede, virksomhed B v/C, blev der den 30. november 1998 indgået uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som anlægsgartner med uddannelsesperiode fra den 1. februar 1999 til den 30. juni 2002. Parterne ophævede gensidigt aftalen med virkning fra den 22. december 2000.

 

Klageren har ved sin faglige organisation, Specialarbejderforbundet i Danmark, ved klageskrift modtaget den 18. januar 2002 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om betaling af 4.475,54 kr. med tillæg af procesrente fra sagens indbringelse for Tvistighedsnævnet til betaling sker.

 

Beløbet er sammensat af 2.240,00 kr., der udgør indklagedes betaling af klagerens kørekort og 2.235,54 kr., der udgør skurpenge, betalt af indklagede. I forbindelse med klagerens sidste lønudbetaling modregnede indklagede de to beløb i klagerens løn.

 

Klageren har givet personligt møde for nævnet.

 

Indklagede har svaret skriftligt i sagen, men har ikke givet møde for nævnet.

 

Klageren har forklaret bl.a., at hun efter anmodning fra indklagede tog kørekort (trailerkort), da kørsel i varebil med trailer ofte var påkrævet.

 

Hun fik skurpenge fra foråret 2000 og frem til sin sygemelding i august. Det skete efter initiativ fra arbejdsgiveren, idet denne henviste til, at arbejdspladsen var flyttet 20 km længere væk fra klagerens bopæl med deraf følgende merudgift til transport til følge.

 

Uddannelsesaftalen blev ophævet på grund af klagerens sygdom i forbindelse med en arbejdsskade. Indklagede havde ikke forud herfor talt om, at han ønskede tilbagebetaling af udgiften til kørekort og skurpenge.

 

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Mogens Kroman (formand), advokat Tine B. Skyum og konsulent Susanne Christensen (begge Dansk Arbejdsgiverforening), samt konsulent Claus Jørgensen og konsulent Lars Gulmann (begge Landsorganisationen i Danmark). Derudover har som særligt sagkyndigt medlem deltaget forretningsfører Hanne Gram, SiD og kontorchef Birgitte Dember , SALA.

 

Tvistighedsnævnets bemærkninger:

 

Der er ikke for nævnet godtgjort noget grundlag, hvorefter indklagede skulle være berettiget til at kræve sin betaling af klagerens kørekort tilbage. Efter klagerens forklaring lægges det endvidere til grund, at indklagede af egen drift forhøjede klagerens løn med skurpenge. Indklagede havde således ikke grundlag for at kræve de udbetalte beløb tilbagebetalt. Herefter tages klagerens påstand i det hele til følge.

 

 

 

T h i   b e s t e m m e s:

 

Indklagede, virksomhed B v/C, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 4.475,54 kr. med tillæg af procesrente fra den 18. januar 2002 til betaling sker.

 

Hver part betaler sine egne omkostninger.

 

Denne kendelse kan senest 8 uger efter, at nævnet har truffet afgørelse, indbringes for domstolene.