Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

  Kendelse

afsagt af Tvistighedsnævnet den 17. juni 2002 i sag nr. 12.2002

 

Elev A mod tømrermester B

 

Mellem klageren, elev A, født den 5. april 1984, og indklagede, tømrermester B under konkurs, blev der efter klagerens opfattelse indgået uddannelsesaftale i uge 26 i 2001, hvorefter klageren skulle uddannes som tømrer.

 

Ved klageskrift modtaget den 14. februar 2002 har klagerens organisation, Forbundet Træ-Industri-Byg i Danmark, indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede skal genantage klageren, subsidiært betale højeste mulige erstatning til klageren for brud på uddannelsesaftalen.

 

Indklagede har ikke svaret i sagen og har ikke givet møde for nævnet. Klageren har givet personligt møde for nævnet.

 

Det fremgår af klageskriftet og sagens bilag, at indklagede forgæves er blevet anmodet om at fremsende en kopi af uddannelsesaftalen til klageren. På lønsedlerne er klageren angivet som “tømrerlærling” og   lønnen er angivet som “Elev trin 1”.

 

Indklagede blev ved dekret af 26. februar 2002 taget under konkursbehandling.

 

Af   mæglingsprotokol af 12. marts 2002 fremgår, at kurator for konkursboet, advokat C forud for mæglingsmødet havde orienteret begge parter om, at han ikke havde nogen indsigelser overfor et krav fra klageren på manglende løn. D fra klagerens organisation, afdelingen i Odense, har under nævnsmødet oplyst, at kurator er orienteret om denne sags indbringelse for Tvistighedsnævnet.

 

Klageren har forklaret, at indklagede ophævede uddannelsesaftalen den 24. oktober 2001. Det skete mundtligt og under henvisning til, at han skulle have taget en af indklagedes checks. Klageren havde, i lighed med de andre ansatte - og som ved tidligere lejligheder - taget en konvolut stilet til ham med en løncheck. Indklagedes adfærd var helt uforståelig. Han har ikke fået nogen ny læreplads.

 

I sagen behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget Mogens Kroman (formand), konsulent Lise Bardenfleth og konsulent Pernille Knudsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening), samt konsulent Evelyn Jørgensen og konsulent Lars Gulmann (begge Landsorganisationen i Danmark). Derudover har som særligt sagkyndigt medlem deltaget faglig sekretær Jørgen Drotner, Forbundet Træ-Industri-Byg i Danmark og konsulent Henrik Olsen, Byggeriets Arbejdsgivere.

 

Tvistighedsnævnet lægger efter det oplyste til grund, at klageren var ansat hos indklagede som elev, og at indklagede uden gyldig grund har ophævet uddannelsesaftalen. Efter omstændighederne ved ophævelsen og dennes følger for klageren tilkendes klageren en erstatning på 40.000 kr.

 

 

 

  T h i   b e s t e m m e s :

 

Indklagede, tømrermester B under konkurs, tilpligtes til klageren, elev A, at betale 40.000 kr.

 

Hver part betaler sine egne omkostninger.

 

Denne sag kan senest 8 uger efter nævnets afgørelse indbringes for domstolene.