Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Kendelse

afsagt af Tvistighedsnævnet den 20. november 2002 i sag 29.2002

 

Elev A mod virksomhed B v/C

 

Mellem klageren, elev A, født den 12. august 1981, og indklagede, virksomhed B v/C, blev den 17. august 2001 indgået uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes i indklagedes tøjforretning med uddannelsesperiode fra den 1. juli 2001 til den 1. juli 2004.

 

 

Klageren har ved sin organisation, HK/Handel, ved klageskrift modtaget den 18. april 2002, indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale til klageren   75.000 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg til betaling sker.

 

Indklagede har påstået frifindelse.

 

Parterne har givet personligt møde for nævnet og har afgivet forklaring.   Der er desuden afgivet forklaring af tidligere ansat hos indklagede, D.

 

Det fremgår af sagen, at indklagede den 28. november 2001 gav klageren en skriftlig advarsel, hvori det var angivet, at klageren utallige gange var kommet for sent og havde fået en hel del påtaler herfor. Der blev givet klageren en frist på 4 uger til at forbedre sig, idet han ellers måtte stoppe som elev.

 

Klageren har forklaret bl.a., at han fik en skriftlig advarsel for at komme for sent den 28. november 2001. Han kvitterede for modtagelsen af denne.   Forud herfor havde han fået en skriftlig advarsel, som han ikke underskrev, da den ikke var i orden. Han er en enkelt gange kommet 2½ time for sent. Derudover er han enkelte gange kommet 1-1½ time for sent.

 

Søndag den 16. december 2001 begik klager vold over for en bekendt, E, der bl.a. fik næsebrud. E havde tidligere, forud for klagerens ansættelse, arbejdet som afløser hos indklagede, og det var E, der havde henvist ham til at prøve at søge en elevplads hos indklagede. Den 20. december 2001, lige før arbejdstids begyndelse kl. 10.00, blev han opsøgt i forretningen i . Gade af to civilbetjente, der ville tale med ham om voldsforholdet på politistationen. Han spurgte dem, hvad han kunne sige til sin arbejdsgiver. De forslog ham, at han kunne sige, at han havde været vidne til en voldsepisode og var blevet bedt om at se på fotos af tidligere sigtede og dømte. Han gik ind til D, der bestyrede butikken, og forklarede som politiet havde foreslået ham. Han var tilbage ved middagstid, men skulle på ny til afhøring fra kl. 13. Han vendte på ny tilbage til forretningen kl. 15.30 og var der til lukketid ca. kl. 18.15. Den 21. december 2001 bad C ham om en samtale. C sagde, at det var mærkeligt, at han sådan havde været nød til at gå i arbejdstiden dagen før. Han svarede C, at det jo var akut. C sagde derefter, “hvad nu, hvis jeg siger E?” Dertil svarede han, at han ikke havde lyst eller pligt til at tale om det. Derefter bortviste C ham under beskyldning for at lyve. Han blev den 6. februar 2002 straffet for vold (straffelovens § 244) med fængsel i 60 dage betinget med vilkår om 80 timers samfundstjeneste. Han fik en ny læreplads inden for samme branche den 1. august 2002. Han havde ikke arbejde i mellemtiden og var ikke tilmeldt arbejdsformidlingen, men søgte forskellige stillinger.

 

Indklagede har forklaret bl.a., at han udover forretningen på Gade, der åbnede 15. september 2001, har en forretning på ..gade, der åbnede for 4 år siden. Han har kendt E i 2½-3 år. E har i denne periode arbejdet hos ham på lørdage og enkelte hverdage.   Om sommeren har E ikke så megen tid, fordi han spiller golf på professionelt niveau. E har ikke haft arbejde hos ham i klagerens ansættelsestid. Det var E, der på As vegne spurgte, om de kunne bruge en elev. A kom i ansættelsesperioden for sent op mod 10 gange, og det endte med advarslen af   28. november 2001. Forud herfor havde han skrevet en anden advarsel, som HK imidlertid mente var formelt ukorrekt. Imellem de to advarsler kom A for sent en enkelt gang.

 

Den 20. december 2001 arbejdede han i forretningen på ..gade. D ringede og fortalte, at A var blevet hentet af to betjente. Ved middagstid ringede D og fortalte, at A var kommet, men skulle af sted igen. Han fik senere at vide, at A var kommet tilbage ved 16.30 - tiden. Ved 14.30 - tiden blev han opsøgt i forretningen af E, der så slemt tilredt ud. E fortalte ham, at A søndagen inden havde opsøgt ham og givet ham tæsk, og at han havde anmeldt A til politiet. Han aftalte sent på eftermiddagen med A, at de skulle tale sammen næste morgen. Han rettede herefter henvendelse til sin   advokat, som på hans foranledning udfærdigede en bortvisningsskrivelse. Han havde således besluttet sig for at bortvise A dagen efter uanset, hvilken forklaring han måtte komme med. Den 21. december om morgenen opfordrede han A til at fortælle sandheden, men A fastholdt sin historie. Han spurgte A om E og fortalte, at E havde været hos ham dagen før, og at han havde set skidt ud. A sagde, at det havde han ingen kommentarer til. Han bortviste A, fordi han ikke kunne stole på ham, og fordi A havde banket en af hans ansatte. A vidste godt, at E havde arbejdet for ham.

 

D har forklaret bl.a., at han blev ansat den 1. august 2001. Han kender E flygtigt og vidste, at han havde haft afløsningsarbejde hos indklagede. Han har ikke arbejdet sammen med E. Den 20. december sagde A, at A skulle med politiet, fordi han havde været vidne til noget vold. Han accepterede, at A tog med politiet. A kom tilbage ved 12-tiden, men skulle gå igen kl. 13. A kom tilbage hen mod aften.

 

Klageren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at han var fraværende den 20. december 2001 med arbejdsgiverens accept. Dette fravær kan således ikke begrunde nogen reaktion i relation til advarslen fra den 28. november 2001. Voldsforholdet var foregået i fritiden og E arbejdede ikke hos indklagede. Det var derfor forståeligt, at klageren ikke oplyste indklagede om hele sandheden i sagen. Dette havde indklagede heller ikke krav på. Klageren var jo heller ikke på det tidspunkt fundet skyldig. Der er ikke grundlag for at antage, at bestemmelsen i den tidligere lærlingelov § 21 skulle være videreført på nogen måde, og den kunne i øvrigt kun anvendes efter, at der var fældet dom. Endelig har indklagede udvist passivitet, da han efter sin forklaring allerede den 20. december var klar over de omstændigheder, der fik ham til at ophæve uddannelsesaftalen. Ved beregningen af godtgørelsen skal der tages hensyn til kravet på minimalerstatning i funktionærlovens § 3 og til, at klageren har mistet uddannelsesgode og fået sin uddannelse forlænget.

 

Indklagede har til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at voldsforholdet i sig selv og i hvert fald volden over for en medansat har berettiget indklagede til at ophæve ansættelsesaftalen. Dette synspunkt bygger også på den tidligere bestemmelse i lærlingeloves § 21, hvis princip må antages at være videreført. Dertil kommer, at klageren ikke havde lovligt forfald den 20. december og uddannelsesaftalen kunne derfor efter advarslen den 28. november ophæves. Ophævelse kunne også ske som følge af det tillidsbrud, som klagerens urigtige forklaringer til indklagede havde forårsaget. Der er ikke grundlag for at påstå, at indklagedes ret til ophævelse skulle være fortabt ved passivitet.   Hvis der skal udmåles nogen godtgørelse bør der tages hensyn til, at klageren i hvert fald kunne være bortvist efter dommen den 6. februar 2002, de manglende oplysninger om hans bestræbelser for at få andet arbejde, hans nye læreplads og egen skyld. Funktionærlovens § 3 er uanvendelig på elevforhold.

 

I sagen behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget Mogens Kroman (formand), advokat Tine B. Skyum og konsulent Pernille Knudsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening), samt konsulent Lars Gulmann og advokat Peter Nisbeth (begge Landsorganisationen i Danmark). Derudover har som særligt sagkyndigt medlem deltaget faglig sekretær i HK Hanne Christensen og advokatfuldmægtig Illa Westrup, Dansk Handel & Service.

 

Tvistighedsnævnets bemærkninger:

 

4 medlemmer af nævnet udtaler:

 

Den 20. december 2001 havde klageren ikke lovligt forfald i den omstændighed, at politiet ønskede at afhøre ham om den vold, han havde forøvet den 16. december. Klageren fik Ds accept til at tage med politiet under urigtig angivelse af, at han skulle hjælpe politiet som vidne. Den følgende dag fastholdt klageren over for C sin urigtige forklaring, på trods af Cs direkte opfordring til ham om at sige sandheden. Det må lægges til grund, at E på ophævelsestidspunktet stadig havde en vis ansættelsesmæssig tilknytning til indklagede, selvom han ikke havde været i arbejde i klagerens ansættelsesperiode. Efter en samlet vurdering af disse omstændigheder finder vi, at indklagede var berettiget til at ophæve uddannelsesaftalen. Det bemærkes i den forbindelse, at der helt åbenbart ikke er udvist nogen passivitet fra indklagedes side.

 

3 medlemmer af nævnet udtaler:

 

Vi finder ikke, at det kan lægges til grund, at E i klagerens ansættelsestid havde noget ansættelsesforhold til indklagede. Klageren har således gjort sig skyldig i vold over for en udenforstående tredjemand, og dette voldsforhold i sig selv kan ikke begrunde en ophævelse af uddannelsesaftalen. Det var ukorrekt af klageren at meddele indklagede urigtige oplysninger om baggrunden for fraværet den 20. december 2001 og dagen efter. Klageren var imidlertid forståeligt nok rystet, og da indklagede ikke havde krav på oplysninger om et endnu ikke afgjort strafbart forhold finder vi ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at uddannelsesaftalen kunne ophæves. Efter stemmeafgivningen har vi ikke anledning til at tage stilling til størrelsen af en godtgørelse til klageren.

 

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

 

 

 

T h i   b e s t e m m e s :

 

Indklagede, virksomhed B v/C, frifindes.

 

Hver part bærer sine egne omkostninger.

 

Denne kendelse kan inden 8 uger efter nævnets afgørelse indbringes for domstolene.