Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Kendelse

afsagt af Tvistighedsnævnet den 6. december 2002 i sag 32.2002

 

Elev A mod virksomhed B

 

Mellem klageren, elev A, født den 16. januar 1983, og indklagede, virksomhed B, blev den 4. december 1999 indgået uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som lastbilmekaniker med uddannelsesperiode fra den 31. juli 2000   til den 30. januar 2004.

 

 

Klageren har ved sin organisation, Dansk Metalarbejderforbund, ved klageskrift modtaget den 8. maj 2002 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale til klageren   100.000,00 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg til betaling sker. Som begrundelse for kravet har klageren angivet, at han har været udsat for grov psykisk chikane og indklagedes misligholdelse af uddannelsesaftalen.

 

Indklagede har påstået frifindelse og nedlagt selvstændig påstand om, at   klageren tilpligtes at anerkende, at klagerens ensidige ophævelse af uddannelsesaftalen er uberettiget, og at klageren tilpligtes at udrede en erstatning herfor efter Tvistighedsnævnets skøn og sædvanlige praksis.  

 

Klageren   har givet personligt møde for nævnet og har afgivet forklaring.

 

Indklagedes værkstedschef C og tillidsmand og mekaniker hos indklagede D har afgivet forklaring.

 

Sagens omstændigheder:

 

Den 17. august 2001 drøftede klageren og værkstedschef C forskellige forhold vedrørende klagerens situation på arbejdspladsen. Den 2. november 2001 henvendte klageren sig til C og klagede over, at han igennem længere tid havde været udsat for chikane af forskellig art fra flere af indklagedes svende og lærlinge. Nogle dage senere talte klageren med sin tillidsmand D om sagen. Klageren blev sygemeldt den 14. november 2001. Den 3. december blev der i fagforeningen afholdt møde hvori bl.a. klageren, C og D deltog. C og D afholdt den 10. december 2001 møde med indklagedes svende og lærlinge, hvor man drøftede behandlingen af klageren. Efter mødet talte C telefonisk med klageren. I forbindelse med et møde mellem parterne den 5. februar 2002 ophævede klageren ensidigt uddannelsesaftalen.

 

Af en erklæring fra klagerens læge af 18. januar 2002 fremgår bl.a., at klageren det sidste halve års tid havde haft flere episoder med ukarakteristiske symptomer med åndenød, snurren for læber, fingre og tæer mm. Klageren lider af hyperventilationsanfald /angstanfald. Efter lægens vurdering er det de sidste måneder blevet mere og mere tydeligt, at anfaldene opstår i relation til begivenheder på arbejdspladsen. Udover de fysiske symptomer har klageren de sidste måneder ligeledes haft psykiske symptomer, hvor han har følt sig nervøs og trist. Lægen bemærker, at der er oplysninger om meget dårligt psykisk arbejdsmiljø, og at der er god overensstemmelse mellem klagerens fysiske og psykiske symptomer og det tiltagende dårlige psykiske arbejdsmiljø.

 

Klageren skrev i januar 2002 en redegørelse til fagforeningen om forholdene på arbejdspladsen. Af redegørelsen fremgår bl.a., at klageren er blevet drillet med sin størrelse og vægt, at man har brugt hans værktøjsskab som skraldespand, væltet skabet og klagerens værktøj i værkstedsgraven og svinet værktøjet til. Klageren er endvidere blevet drillet med, at han ikke er blevet på værkstedet efter arbejdstids ophør, og at han lider af astma og allergi. Han har været isoleret fra det sociale samvær og er i vidt omfang blevet sat til rene oprydnings- og rengøringsarbejder.

 

Psykolog E har i en erklæring af 11. september 2002 anført, at klageren er ramt af posttraumatisk belastningsreaktion og fortsat slås med følgerne heraf.

 

Klageren har fremlagt positive skoleudtalelser og en positiv udtalelse   af 13. september 2002 fra virksomhed B1.

 

Klageren har vedstået sin redegørelse til fagforeningen fra januar 2002 og har yderligere forklaret bl.a., at   den chikane, han har beskrevet i redegørelsen, havde stået på i næsten hele læretiden. Den 17. august 2001 spurgte C til, hvorfor han virkede ked af det og var opfarende. Han fortalte ikke om chikanen, men oplyste, at han var træt af at gå og feje så meget. Den 2. november 2002 fortalte han C, hvad der var galt;   at han blev   behandlet dårligt og uacceptabelt, og at han havde mistet lysten til at gå på arbejde. C sagde, at han selv måtte prøve at tale med kollegerne om det. Det skuffede ham, at han ikke fik hjælp af C. Få dage efter kontaktede han tillidsmand D. D sagde, at han havde bemærket nogle episoder, men at det kunne være både svært og kostbart for klageren at ophøre med uddannelsen. Efter råd fra sin læge blev han sygemeldt fra den 14. november 2001. Under mødet den 3. december 2001 kunne han ikke få en ordentlig forklaring på, hvorfor han var blevet behandlet så dårligt. Der var enighed om, at C og D skulle tale med kollegerne om sagen. C ringede den 10. december 2001 og sagde, at kollegerne var kede af, at han følte sådan, men han måtte også selv gøre en indsats. Han talte derefter med sin læge, der frarådede ham at gå på arbejde. Han havde ingen kontakt med virksomheden frem til den 5. februar 2002, hvor uddannelsesaftalen blev ophævet. Indklagede har tilbudt ham at blive overflyttet til afdelingen i Aalborg, men det ville forlænge hans transport til arbejde med 50 km. Han følte allerede fra starten af november 2001, at han ikke ville være på arbejdspladsen. Der var enkelte svende og lærlinge, der ikke deltog i chikanen. C kan ikke have undgået at høre nogle af de chikanerende bemærkninger, da han ofte var lige i nærheden. Han er igennem hele læretiden i vidt omfang blevet sat til oprydnings og rengøringsopgaver. Det har taget op til 50 % af arbejdstiden. Han gik bl.a. og gjorde rent i en periode på 14 dage.

 

Værkstedschef C har forklaret bl.a., at baggrunden for hans samtale med A den 17. august 2001 var klager fra svendene, der sagde, at A virkede sur og uinteresseret. A mente selv, at det gik udmærket. Den 2. november 2001 klagede A over, at svendene havde sat ham alene til at rydde op efter alle. A sagde også, at han ikke var glad for at være på arbejdspladsen, fordi han blev mobbet og følte sig udenfor. Han foreslog A selv at tage hånd om det, og hvis det ikke hjalp, skulle A henvende sig til ham igen. Han følte, at A var med på denne løsning. Han har ikke selv observeret nogen chikane mod A.   Han sagde til A, at han naturligvis ikke skulle være den eneste, der ryddede op, og det pointerede han også over for svendene.   Senere i november oplyste tillidsmand D, at han var blevet kontaktet af fagforeningen, der havde meddelt, at A havde beklaget sig over dårligt arbejdsmiljø. De blev enige om, at D skulle tale med A. D meldte tilbage, at han havde foreslået A at afholde et møde med de øvrige ansatte, men det ville A ikke være med til. De kontaktede fagforeningen og fik arrangeret et møde den 3. december 2001. På mødet blev det aftalt, at han og D skulle holde et møde med medarbejderne. Medarbejderne gav i dette møde udtryk for, at de ikke kunne forstå klagerne, men de var alle indstillet på at A skulle tilbage i arbejde. Han orienterede A om mødet telefonisk. A ville tænke over det. Den 5. februar 2002 talte de på ny om sagen og hørte bl.a. om As redegørelse til fagforeningen. Indholdet af redegørelsen kom helt bag på ham. A fik tilbudt at blive overflyttet til Aalborg, men tog ikke imod dette. Der har ikke været noget forslag fra As side om evt. gensidig ophævelse af uddannelsesaftalen. Han mener ikke, at A har ryddet mere op end de øvrige lærlinge. Der vare en periode, hvor de ikke havde så meget at lave, og der blev der naturligt foretaget mere oprydning og rengøring end normalt.

 

Tillidsmand D har forklaret bl.a., at han arbejdede i en anden afdeling end klageren. Han har hørt svendene sige til A at han skulle tage sig sammen og lignende, men det har været inden for, hvad der er normalt. I november 2001 henvendte fagforeningen sig til ham om As problemer. Derefter talte han med A, der sagde, at han følte sig forfulgt, de andre svinede hans værktøj og skab til. det kom bag på ham, at der skulle være den type problemer for A. Han foreslog A, at de tog et møde med kollegerne og fik talt om situationen, evt. uden at A deltog. A ville imidlertid helst ikke have, at der blev holdt et sådant møde. De blev enige om, at A skulle melde tilbage, hvad han ønskede, at der skulle gøres. Han nævnte for A, at det måske kunne give ham problemer, hvis man tog sagen op. Dagen efter blev A sygemeldt, og han hørte ikke fra ham. Derefter holdt de møde i fagforeningen den 3. december 2001 og senere med kollegerne, som forklaret af C.

 

Klageren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at bevisførelsen har godtgjort, at klageren har været udsat for grov psykisk chikane med sygemelding til følge. Hans råb om hjælp blev ikke hørt, og han fik oven i købet at vide, at det kunne blive værre for ham, hvis sagen skulle tages op med kollegerne. Det er ledelsens ansvar, at arbejdsmiljøet har været så usædvanligt ringe. Klageren var berettiget til at hæve uddannelsesaftalen, og indklagede må som ansvarlig for forholdene betale en godtgørelse som krævet. Det gøres yderligere gældende, at klageren ikke har modtaget fornøden oplæring, men i alt for høj grad er blevet sat til ikke relevante arbejdsopgaver.

 

Indklagede har til støtte for sin frifindelsespåstand gjort gældende, at klageren ikke den 17. august 2001 omtalte sine egne problemer. Den 2. november 2001 fremkom han med mere specifikke klager, men slet ikke så detaljeret som i redegørelsen fra januar 2002. Det kan således ikke anses for bevist, at klageren er blevet chikaneret i det omfang, han påstår. Dertil kommer, at klageren ikke har taget imod de løsningsforslag, som indklagede fremkom med, herunder overflytning til afdelingen i Aalborg. Klageren har heller ikke foreslået en gensidig ophævelse af uddannelsesaftalen. Klageren havde ikke grundlag for ensidig ophævelse af ansættelsesforholdet og ifalder derfor erstatningsansvar. Klageren har heller ikke godtgjort, at oplæringen af ham skal have været utilstrækkelig.

I sagen behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget Mogens Kroman (formand), advokat Tine B. Skyum og konsulent Lise Bardenfleth (begge Dansk Arbejdsgiverforening), samt konsulent Claus Jørgensen og konsulent Peter Nisbeth (begge Landsorganisationen i Danmark). Derudover har som særligt sagkyndigt medlem deltaget konsulent Erling Maglegaard , Dansk Industri og sekretær Keld Larsen, Dansk Metal.

 

Tvistighedsnævnets bemærkninger:

 

Det må efter klagerens forklaring sammenholdt med hans redegørelse fra januar 2002 og de fremlagte lægeerklæringer lægges til grund, at klageren har været udsat for en helt uacceptabel behandling fra flere af de ansattes side. Tvistighedsnævnet finder, at forholdene har haft en sådan varighed og intensitet, at klageren har været berettiget til at ophæve uddannelsesaftalen, jf. erhvervsuddannelseslovens § 61, stk. 2. Klageren frifindes derfor for indklagedes påstande.

 

Herefter er spørgsmålet, om klageren har krav på en godtgørelse fra indklagede, som følge af   den uacceptable behandling, han har været udsat for fra sine arbejdskollegers side.

 

Efter udløbet af prøvetiden kan en elev ikke ensidigt opsige uddannelsesaftalen, jf. erhvervsuddannelseslovens § 60. Som følge heraf, og som følge af   den underlegne stilling eleven ofte vil befinde sig i på arbejdspladsen, påhviler der arbejdsgiveren et særligt ansvar for at sikre, at eleven ikke udsættes for urimelig eller uacceptabel behandling. Det er tilsvarende vigtigt - også af bevismæssige grunde - at eleven straks kontakter sin leder og evt. sin faglige organisation, hvis vedkommende udsættes for uacceptabel behandling.

 

 

4 medlemmer af nævnet udtaler herefter:

 

Vi finder ikke at klageren har godtgjort, at indklagedes ledelse, herunder værkstedschefen, før den 2. november 2001 vidste eller burde vide, at klageren var udsat for uacceptabel behandling fra nogle af de ansattes side. Den måde, hvorpå indklagede i det efterfølgende forløb håndterede situationen, kan ikke begrunde et erstatningsansvar for indklagede. Det er heller ikke godtgjort, at indklagedes oplæring af klageren har været utilstrækkelig. Som følge heraf stemmer vi for at frifinde indklagede for klagerens påstand.

 

3 medlemmer af nævnet udtaler:

Klageren har været udsat for en uacceptabel behandling fra sine kolleger. Dermed er der en formodning for, at indklagede ikke i tilstrækkelig grad har ført tilsyn med klagerens arbejdsvilkår.

 

Efter klagerens forklaring   finder vi, at indklagedes ledelse ved værkstedschefen såvel før som efter den 17. august 2001 må have været klar over, at klageren var udsat for   uacceptabel behandling på arbejdspladsen eller i det mindste havde grundlag for at anstille nærmere undersøgelser heraf. Det må lægges til grund, at indklagede ikke tog hånd om situationen, men reelt overlod det til klageren selv at søge problemerne løst, selv efter at klageren tydeligt havde gjort opmærksom på de uacceptable forhold, han arbejdede under. Som følge heraf er det indklagedes ansvar, at klageren blev bragt i en situation, hvor han måtte sygemeldes som følge af disse forhold, og at han yderligere i konsekvens heraf blev nødsaget til at ophæve uddannelsesaftalen. Vi vil derfor tage klagerens påstand til følge idet vi dog, som følge af stemmefordelingen, ikke har taget stilling til erstatningskravets størrelse.

 

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

 

 

T h i   b e s t e m m e s :

 

 

Klageren, elev A, frifindes.

 

Indklagede, virksomhed B, frifindes.

 

Hver part bærer sine egne omkostninger.

 

Denne kendelse kan inden 8 uger efter nævnets afgørelse indbringes for domstolene.