Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Kendelse

  afsagt af Tvistighedsnævnet den 4. marts 2003 sag 43.2002

 

Elev A mod virksomhed B

 

Mellem klageren, elev A, født den 8. september 1982, og indklagede, virksomhed B, blev den 3. januar 2002 indgået uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som kok med uddannelsesperiode fra den 11.oktober 2001   til den 31. december 2003.

 

Klagerens organisation, RestaurationsBranchens Forbund, har ved klageskrift modtaget den 1.november 2002 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale til klageren 52.971,56 kr.

 

Indklagede har ikke svaret i sagen. Klageren har oplyst, at indklagede er taget under konkursbehandling den 20.december 2002. Advokat C har i en skrivelse af 24. februar 2003 til nævnet oplyst, at konkursboet ikke indtræder i den verserende sag

 

Klageren har givet personligt møde for nævnet og afgivet forklaring. Klageren har   forklaret bl.a., at han ophævede ansættelsesforholdet den 24.februar 2002, idet indklagede ikke honorerede hans krav på forskellige tillægsydelser, ligesom indklagede trods krav herom ikke havde søgt om godkendelse som praktiksted eller kontaktet Tekniske Skole.

 

Klageren har til støtte for sin påstand anført, at klageren har krav på at blive stillet således, at han aflønnes som almindelig ufaglært arbejder, da hans arbejde reelt ikke har haft karakter af elevarbejde. Som følge heraf er også klagerens krav på overtidsbetaling, forskudt tidstillæg og søndagstillæg beregnet efter fagets overenskomstmæssige grundløn. Klageren har endelig gjort gældende, at ansættelsesaftalen var mangelfuld, og at der som følge heraf skal betales en godtgørelse på 5.000 kr.

 

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget Mogens Kroman (formand), advokat Tine B. Skyum og konsulent Pernille Knudsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening), samt konsulent Ane K. Lorentzen   og konsulent Astrid Dahl (begge Landsorganisationen i Danmark). Derudover har som særligt sagkyndigt medlem deltaget faglig sekretær Nils Lønstrup, RBF og advokatfuldmægtig Karina Rasmussen, HTS.

 

Tvistighedsnævnets bemærkninger:

 

Der er ikke grundlag for at anse ansættelsesaftalen for at være i strid med loven om ansættelsesbeviser.

 

Nævnet lægger klagerens oplysninger om ansættelsesforholdet til grund, og finder således, at klageren var berettiget til at ophæve uddannelsesaftalen som groft misligholdt af indklagede. Som følge heraf har klageren krav på erstatning, der skal fastsættes med udgangspunkt i nævnets sædvanlige praksis herfor, jf. erhvervsuddannelseslovens § 65, stk. 1.

 

Indklagede var ikke godkendt som praktiksted ved indgåelsen af uddannelsesaftalen, og indklagede gjorde trods påkrav herom intet for at blive godkendt. Som følge heraf fastsættes erstatningen   til 35.000 kr. Nævnet finder endvidere, at klageren har krav på tillæg, dog opgjort efter elevsatserne, således at der tilkommer klageren overtidsbetaling med 5.990 kr., forskudt tidstillæg med 2.371,85 kr. og søndagstillæg med 1.099,28 kr. eller i alt 44.461,13 kr.

 

 

T h i   b e s t e m m e s :

 

Indklagede, virksomhed B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 44.461,13 kr.

 

Hver part betaler sine egne omkostninger.

 

Denne kendelse kan senest 8 uger efter nævnets afgørelse indbringes for domstolene.