Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Kendelse

afsagt af Tvistighedsnævnet den 18. september 2003 i sag 21.2003

 

Elev A mod virksomhed B v/C

 

Mellem klageren, elev A, født den 11. august 1958, og indklagede, virksomhed B v/C, blev den 16. februar 1999 indgået uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som finmekaniker med speciale som låsesmed med uddannelsesperiode fra den   1. marts 1999 til den 28. februar 2003.

 

Klageren har ved sin organisation, Dansk Metalarbejderforbund, ved klageskrift modtaget den 28. marts 2003 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale   100.863,61 kr. til klageren med tillæg af procesrente fra klagens indbringelse for nævnet.

 

Indklagede har endeligt påstået   frifindelse.

 

Parterne har givet personligt møde for nævnet og afgivet forklaring.  

 

Sagens omstændigheder:

 

Den 27. november 1998 meddelte Århus Kommune, Familie- og Beskæftigelsesafdelingen, klageren, at man havde bevilget støtte til uddannelse til låsesmed med supplement til lærlingeløn op til fagets minimalløn, jf. lov om aktiv socialpolitik (aktiveringsloven) § 62, stk. 2. Bevillingen vedrørte støtte til en 3 måneders optræning/prøve hos indklagede, og kommunen anførte, at forvaltningen ville afholde den fulde løn under optræningen (3 måneder).   Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen fremsendte den 2. december 1998 bevillingsskrivelse til klageren i overensstemmelse hermed. Dog fremgår det af bevillingsskrivelsen, at hjemmelsgrundlaget er aktiveringslovens § 62, stk. 3. Det er i skrivelsen anført, at bevillingsperioden er 1. december 1998 til 28. februar 1999, at lønnen pr. time udgør 120 kr., at arbejdsgiveren udbetaler hele lønnen, og at forvaltningens andel er 100 %. I rubrikken med de nævnte lønoplysninger er der ud for teksten “Med aftalte ændringer:” ikke anført noget.

 

Den 5. marts 1999 sendte forvaltningen en bevillingsskrivelse til klageren vedrørende oplæring/optræning efter aktiveringslovens § 60. Om løntilskud er det under henvisning til lovens § 62 i en særlig rubrik anført, at lønnen pr. time udgør 120 kr., at arbejdsgiverens andel er 38 kr. og forvaltningens andel 82 kr. Efter rubrikkens tekst “Med aftalte ændringer:” er der ikke anført noget. Under overskriften “Oplysninger til arbejdsgiver vedrørende lønrefusion ” er anført, at kopi af lønsedler månedsvis bagud skal sendes til kommunen. På det eksemplar af bevillingsskrivelsen, der er fremlagt for nævnet, er indklagedes forretningstempel og underskrift påført.

 

Af   pkt. 7 i uddannelsesaftalen af 16. februar 1999 fremgår, at lønnen udgør den gældende mindstebetaling for elever og fremgår af overenskomsten. Der er mellem parterne enighed om, at den gældende mindstebetaling for elever på det pågældende tidspunkt udgjorde 38 kr. i timen.

 

Den 12. april 2000 skrev Familie- og Beskæftigelsesafdelingen til klageren bl.a.:

 

“Jeg har modtaget materialet fra fagforeningen hvoraf det fremgår hvad der er fagets gennemsnitsløn. Som jeg orienterede dig om pr. telefon, er du berettiget til at modtage fagets mindsteløn, mens du er under uddannelse.

 

Din arbejdsgiver C har d.d. oplyst, at mindstelønnen i hans forretning stadig ligger på 120 kr. i timen, hvorfor der ikke er grundlag for, at ændre din bevilling.”

 

Den 4. juni 2002 skrev Metal Århus til indklagede bl.a.:

 

“Som aftalt telefonisk har undertegnede drøftet sagen med kommunen og fået denne meddelelse, at lønforholdene imellem den udbetalte lærlingeløn og den overenskomstmæssige fastsatte lærlingeløn er et mellemværende imellem virksomheden og Dansk Metal.

 

 

Da A i hele perioden fra 1/3 1999 til d.d. er blevet aflønnet af virksomheden med 38,00 kr. pr. time uden overenskomstmæssige reguleringer, har vi for at rette denne fejl opgjort beløbene som følger:

 

 

 

 

 

 

Den 6. november 2002 skrev Dansk Metal til Århus kommune bl.a.:

 

“Med henvisning til telefonsamtale i forbindelse med ovennævnte sag fremsender vi hermed regneark, der viser, at mindste overenskomstmæssige løn fra start i læreforholdet den 1. marts 1999 har bevæget sig fra 120 kr. i timen til 135 kr. pr. 1. november 2002.

 

Vort medlem har i hele perioden været aflønnnet med 120 kr. i timen uden reguleringer.

 

Som vi tolker Aktivlovens § 62, stk. 2, er kommunens tilskud beregnet ud fra, at virksomheden betaler lærlingen den mindstebetaling , der er fastsat for lærlinge og herefter supplerer op til mindstebetalingen eller den løn, som   sædvanlig vis gælder for tilsvarende arbejde.

 

Det vil sige, at lærlingens løn skal reguleres i perioden fra de 120 kr. i timen til 135 kr. i timen, og virksomheden i samme periode modtager tilskud svarende til forskellen mellem mindstelønnen for lærlinge op til den aktuelle mindstebetaling for området.

Vi skal venligst anmode om forvaltningens fortolkning af vort spørgsmål snarest muligt.”

 

Århus Kommune, Arbejdsmarkedsafdelingen, svarede den 19. december 2002 Dansk Metal således:

 

“Tilskuddet fra kommunen, jf. AKL § 62 udgør forskellen mellem den i hele uddannelses- og bevillingsperioden - til en hver tid - gældende forskel mellem den aktuelle overenskomstmæssige løn på ansættelsesområdet og den overenskomstmæssige lærlingeløn.

Det betyder, at hvis den overenskomstmæssige løn i dag udgør 135,- kr. pr. time og den overenskomstmæssige lærlingeløn udgør 63,60 kr.   pr. time, så udgør tilskudsbeløbet 71,40 kr. pr. time.

I det omfang der i perioden er udbetalt for lidt eller for meget i tilskud, skal der efterfølgende foretages en regulering - opgjort ud fra fagforeningens oplysninger om ovennævnte overenskomstmæssige lønoplysninger på de pågældende tidspunkter i bevillingsperioden.”

 

Klageren har fremlagt regneark hvoraf det fremgår, at den samlede difference på den lærlingeløn på 38 kr. i timen, som indklagede har betalt over hele perioden, og de overenskomstmæssige timelønninger for lærlinge i den samme periode, stigende til 63,60 kr., udgør 95.749,22 kr. Den tilsvarende forskel mellem den udbetalte løn på 120 kr. i timen og de timelønninger for tilsvarende arbejde, der efter klagerens opfattelse har været gældende over perioden - stigende til 125 kr. i timen pr. 1. april 1999, 130 kr. i timen pr. 1. februar 2000 og 135 kr. i timen pr. 1. februar 2002 - udgør 89.656,55 kr. Klagerens krav er baseret på sidstnævnte beløb med tillæg af feriepenge og pensionsbidrag.

 

Klageren har fremlagt tre eksempler på aflønninger af låsesmede, herunder et fra indklagedes virksomhed, hvorefter timelønnen i november 2001 udgjorde 135 kr.,   i februar 2002 135 kr. (indklagedes virksomhed) og i december 2002 145 kr. i timen..

 

Klageren har forklaret bl.a., at mindstelønnen hos indklagede i 1999 var 120 kr. i timen, og at han derfor oplyste denne timeløn til forvaltningen i forbindelse med sin ansøgning om støtte.

 

Indklagede har forklaret bl.a., at klagerens timeløn på 120 kr. fremkom på grundlag af klagerens oplysninger om, at han tidligere som stilladsarbejder havde haft denne timeløn. Det løneksempel på 135 kr., der hidrører fra indklagedes virksomhed, vedrører en ansat, der forud for lønforhøjelsen til 135 kr. i timen som voksenlærlig tjente 125 kr. i timen. Hvis klageren var fortsat i indklagedes virksomhed efter sin uddannelse, ville han efter sine kvalifikationer fortsat være blevet aflønnet med 120 kr. i timen.

 

Klageren har til støtte for sin påstand anført, at uddannelsesaftalen er indgået som en sædvanlig uddannelsesaftale, hvor parterne var enige om at klagerens løn skulle svare til den gældende mindstebetaling for elever. Århus kommune bevilligede i medfør af aktiveringslovens § 62, stk. 2, betaling af forskellen mellem mindstelønnen for elever og den løn, der sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde, jf. herved § 62, stk. 2, 2. led.   At det forholder sig således underbygges af den omstændighed, at den sædvanlige løn ved aftalens indgåelse var 120 kr. i timen, hvilket netop var, hvad klageren fik. Det har aldrig været på tale, at klageren skulle aflønnes efter overenskomstens mindstebetalingssats for voksne arbejdere.

 

Indklagede har til støtte for sin påstand anført, at klagerens læreforhold blev etableret med lønforhold efter den daværende lærlingeoverenskomst § 9, stk. 8, om voksenlærlinge, hvorefter der anbefales aflønning efter overenskomstens § 29. Klageren har ubestridt haft en timeløn, der ligger over mindstebetalingen efter § 29. Dertil kommer, at det af § 29 fremgår, at lønændringer sker efter forhandling og at lønnen efter § 29, stk. 5, fastlægges efter medarbejderens individuelle kvalifikationer. Klageren har ikke på noget tidspunkt rejst krav om en sådan lønforhandling og har således udvist retsfortabende passivitet. Det bestrides, at der er aftalt nogen automatisk lønregulering, ligesom noget sådant heller ikke fremgår af kommunens skrivelser. Indklagedes løntilskud og betingelserne herfor er et mellemværende mellem indklagede og kommunen, som klageren ikke kan støtte ret på. Endelig bestrides det, at klagerens eksempler på andre ansattes timeløn dokumenterer, hvilken løn, der sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde.

 

I   sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget Mogens Kroman (formand),   advokat Tine B. Skyum, uddannelseskonsulent Simon Neergaard-Holm (begge Dansk Arbejdsgiverforening), samt konsulent Astrid Dahl og konsulent Evelyn Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Derudover har som særligt sagkyndigt medlem deltaget faglig sekretær Keld Larsen, Dansk Metal og kontorchef Bo Andersen, DS håndværk & Industri.

 

 

Tvistighedsnævnets bemærkninger:

 

4 medlemmer af nævnet udtaler:

 

Det fremgår af pkt. 7 i uddannelsesaftalen mellem klageren og indklagede, at lønnen udgør den overenskomstmæssigt gældende mindstebetaling for elever. Dette er i overensstemmelse med minimumskravet i erhvervsuddannelseslovens § 55, stk.2. Det fremgår endvidere af skrivelsen af 5. marts 1999 fra Århus Kommune, jf. bilag 2, som indklagede har tiltrådt, at klageren har været berettiget til at få udbetalt en løn svarende til den overenskomstmæssige mindstebetaling . Der var ikke i bevillingen indeholdt vilkår om regulering af den udbetalte løn. Indklagede har i hele uddannelsesperioden udbetalt en løn, som oversteg den overenskomstmæssige mindsteløn, jfr. overenskomstens § 29. Klageren findes derfor ikke over for indklagede at have krav på yderligere betaling. Den omstændighed, at indklagede ikke i uddannelsesperioden har reguleret den gældende mindstebetaling og muligt derved har opnået et større løntilskud, end han har været berettiget til, jf. aktiveringslovens § 62, stk. 2, kan ikke føre til noget andet resultat. Vi stemmer derfor for at frifinde indklagede .    

 

3 medlemmer af   nævnet udtaler:

 

Indklagede ansatte klageren i et uddannelsesforhold med løntilskud efter aktiveringsloven. Indklagede var derfor forpligtet   til at betale klageren den mindste overenskomstmæssige løn på det aktuelle ansættelsesområde eller den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde, jf. lovens § 61 sammenholdt med § 62, stk. 2. Da klageren fra ansættelsesforholdets begyndelse   blev aflønnet med 120 kr. i timen, må det lægges til grund, at dette var den mellem parterne aftalte sædvanligt gældende løn på ansættelsesområdet. Klageren har derfor i forhold til indklagede haft krav på løbende lønregulering i overensstemmelse med niveauet for sædvanligt gældende løn, ligesom indklagede i øvrigt har haft pligt til at regulere sin lønandel i overensstemmelse med udviklingen i elevlønningerne. Klageren har herefter krav på yderligere løn, hvis det dokumenteres, at den sædvanlige løn for arbejdet har været højere end 120 kr. Vi finder, at klageren med tilstrækkelig sikkerhed har dokumenteret sit krav og bemærker i den forbindelse, at indklagede ikke på nogen måde har søgt at imødegå klagerens bevisførelse vedrørende den sædvanligt gældende løn. Vi stemmer derfor for at give klageren medhold i hans påstand.

 

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at indklagede frifindes.

 

 

T h i   b e s t e m m e s :

 

Indklagede, virksomhed B v/C, frifindes.

 

Hver part bærer sine egne omkostninger.

 

Denne kendelse kan inden 8 uger efter nævnets afgørelse indbringes for domstolene.