Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Kendelse

afsagt af Tvistighedsnævnet den 18. september 2003 i sag 23.2003

 

Elev A mod virksomhed B v/C

 

Mellem klageren, elev A, født den 24. april 1978, og indklagede, Det virksomhed B v/C, blev den 16. marts 2002 indgået uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som   kok med uddannelsesperiode fra den 16. marts 2002   til den 16. juli 2003. Uddannelsesaftalen blev gensidigt ophævet den 14. oktober 2002

 

Klageren har ved sin organisation, RestaurationsBranchens Forbund, ved klageskrift modtaget den 7. maj 2003 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 35.119 kr. til klageren. Beløbet vedrører manglende løn, overtid, kompensation for mistede fridage, forskudttidstillæg samt søgne- og helligdagstillæg, alt med tillæg af feriepenge og pension.

 

Indklagede har påstået   delvis frifindelse, idet indklagede kan anerkende, at der er blevet aflønnet med ukorrekt lønsats, at der ikke er beregnet søgne- og helligdagstillæg og pension. Indklagede bestrider klagerens overarbejdskrav og krav på betaling for arbejde på fridage.

 

Klagerens krav på overarbejde udgør 15.431 kr. og kravet for arbejde på tre fridage udgør 1.955 kr.

 

Parterne har givet personligt møde for nævnet og afgivet forklaring.  

 

Klageren har forklaret bl.a., at der ikke var nogen vagtplan. Hun arbejdede skiftevis 5 og   2 dage om ugen. Mødetidspunkterne lå fast, hvorimod sluttidspunktet afhang af, hvornår man var endeligt færdig med afrydning og rengøring. Hun har dag for dag i sin kalender noteret arbejdets begyndelses- og afslutningstidspunkt. Hun har selvsagt ikke medtaget tidsrum efter arbejdets færdiggørelse, hvor hun sammen med andre af de ansatte har siddet og talt sammen over et glas vin. Under ansættelsen var hun ikke nærmere bekendt med reglerne for overtid, og det er ikke noget, der har været drøftet med indklagede. Hun blev klar over, at hun havde et overtidskrav, da hun efter at være ophørt hos indklagede talte med sin fagforening om pension og arbejde på fridage. Hun arbejdede tre dage, hvor hun ellers havde fri, fordi den assisterende køkkenchef bad hende om det, idet indklagede simpelt hen manglede arbejdskraft de pågældende dage.

 

Indklagede har forklaret bl.a., at det er rigtigt, at sluttidspunktet for arbejdet ikke lå fast, men afhang af det konkrete omfang af arbejdet den pågældende dag. De konkrete arbejdstider er ikke blevet registreret af indklagede. Der er ikke blevet betalt for overarbejde til nogen af de ansatte, idet man talte sig til rette, således at de ansatte afspadserede   evt. overtid. Hans assisterende køkkenchef har sagt, at han ikke har indkaldt klageren til arbejde på fridage. Det er rigtigt, at klageren har arbejdet på tre fridage, men det var hendes eget tilbud om hjælp, som virksomheden sagde ja tak til.

 

Klageren har til støtte for sin påstand anført, at der reelt kun er tvist om overarbejde og arbejde på tre fridage. Efter klagerens forklaring og daglige notater i kalenderen må det lægges til grund, at hun har haft overarbejde i det anførte omfang. Der er ikke grundlag for at anse hendes arbejde på fridage som et tilbud om at arbejde gratis.

 

Indklagede har til støtte for sin påstand anført, at klagerens overarbejde er udokumenteret, og at hun i øvrigt må antages at have afspadseret dette i lighed med de øvrige ansatte. Klageren har arbejdet på fridage, men det skete frivilligt og uden krav på betaling.

 

I   sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget Mogens Kroman (formand), advokat Tine B. Skyum, uddannelseskonsulent Simon Neergaard-Holm (begge Dansk Arbejdsgiverforening), samt konsulent Astrid Dahl og konsulent Evelyn Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Derudover har som særligt sagkyndigt medlem deltaget advokatfuldmægtig   Karina Rasmussen, HTS- Arbejdsgiverforeningen og faglig sekretær Mogens Frederiksen, RBF.

 

Tvistighedsnævnets bemærkninger:

 

4 medlemmer af nævnet udtaler:

 

Tvistighedsnævnet finder klagerens forklaring om hendes daglige registreringer af arbejdstiden troværdig og i øvrigt i harmoni med det, som indklagede har forklaret om vekslende tidspunkter for arbejdets ophør. Nævnet finder ikke grundlag for at antage, at klagerens ubestridte arbejde på tre fridage er sket uden krav på vederlag herfor. Vi stemmer derfor for at give klageren medhold i hendes krav.

 

3 medlemmer af nævnet udtaler:

 

Vi er enige med flertallet i, at klager har krav på betaling for arbejde på tre fridage.  Under hensyntagen til, at der først er rejst krav om overarbejdsbetaling efter uddannelsesaftalens ophør, og at arbejdsgiveren derved ikke har haft mulighed for at sørge for, at klagerens overarbejde blev afspadseret, finder vi imidlertid, at det af klager rejste krav vedrørende overarbejde  bør reduceres skønsmæssigt. På baggrund af flertallets opfattelse finder vi det dog ufornødent at tage stilling til beløbets størrelse. 

 

 

T h i   b e s t e m m e s :

 

Indklagede, virksomhed B v/C, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 35.119 kr.

 

Hver part bærer sine egne omkostninger.

 

Denne kendelse kan inden 8 uger efter nævnets afgørelse indbringes for domstolene.