Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Kendelse

 

afsagt af Tvistighedsnævnet den 6. april 2004 i sag 27.2003,

 

Elev A mod virksomhed B v/ C

 

RBF for elev A

(Juridisk konsulent D)

 

mod

RAF 2000 for virksomhed B v/C

(F)

 

 

I   sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget Mogens Kroman (formand), advokat Tine B. Skyum, konsulent Pernille Knudsen, (begge Dansk Arbejdsgiverforening), samt konsulent Ane K. Lorentzen og konsulent Lars Gulmann (begge Landsorganisationen i Danmark). Derudover har som særligt sagkyndigt medlem deltaget juridisk konsulent Anne Rugaard, HTS-A, og faglig sekretær Erik Andersen, RBF

 

Mellem klageren, elev A, født den 24. august 1973, og indklagede, virksomhed B v/ C, blev den 14. juni 2002 indgået uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som kok med uddannelsesperiode fra den 17. juni 2002 til den   4. marts 2005.

 

Klageren har ved sin organisation, RestaurationsBranchensForbund, ved klageskrift modtaget den 27. maj 2003 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med sålydende endelige påstande:

 

Påstand 1. Indklagede virksomhed tilpligtes at anerkende, at RBF/HORESTA elevoverenskomsten er gældende for eleven og virksomheden.

 

Påstand 2. Indklagede virksomhed tilpligtes at efterbetale 34.946,34 kr. for manglende løn, forskudttidstillæg, søndagstillæg, overtidstillæg samt feriepenge.

 

Indklagede har påstået   frifindelse.

 

Parterne, indklagede ved direktør G, har givet møde for nævnet.  

 

Det fremgå af sagen, at klageren var voksenelev og at indklagede var og er medlem af Restauratørernes Arbejdsgiverforening 2000 (RAF 2000).

 

Af uddannelsesaftalens   pkt. 8 “Løn og andre vilkår” fremgår, at der er afkrydset i rubrikken ud for teksten “Lønnen udgør den gældende mindstebetaling (sats) for elever og fremgår af den overenskomst, der gælder for uddannelsen.” Ud for teksten “Kollektiv overenskomst” er anført “RAF 2000”.

 

Indklagedes repræsentant har gennemgået overenskomst for Hotel og Restauration, Kristelig Fagforening - Restauratørernes Arbejdsgiverforening - 2000 (RAF-2000) og den dertil knyttede organisationsaftale i relation specielt til bestemmelserne af betydning for elever.

 

Det fremgår af klageskriftet, at klagerens krav efter påstand 2 er baseret på satserne i RBF/HORESTA overenskomsten. Klagerens repræsentant har under forhandlingen oplyst, at det ikke er beregnet, hvad klagerens krav   vil være, hvis satserne i RAF - 2000 anvendes ved beregningen.

 

Tvistighedsnævnet har under forhandlingen i nævnet truffet beslutning om, at nævnet i første række alene skal tage stilling til klagerens påstand 1.

 

Klageren har til støtte for påstand 1 i klageskriftet anført: “Virksomheden anfører, at RAF-2000-overenskomsten er gældende for elevkontrakten, mens forbundet gør gældende, at det er RBF/HORESTA overenskomsten der i egenskab af områdeoverenskomst gælder for eleverne ” Klageren har tilføjet, at RBF´s overenskomst er den mest udbredte og at RAF-2000 overenskomsten ikke indeholder regler specifikt for voksenelever.

 

Indklagede har til støtte for sin påstand anført, at RAF - 2000 overenskomsten er aftalt mellem parterne og indeholder regler for elever, der i flere tilfælde stiller disse økonomisk bedre end RBF´s overenskomst. Voksenelever har efter overenskomsten krav på mindste lønsats for ikke faguddannede, jf. overenskomstens § 3, stk. 2, og § 3, stk. 4, modsætningsvis.

 

Tvistighedsnævnets bemærkninger:

 

Det fremgår af parternes uddannelsesaftale, pkt. 8, at lønnen udgør den gældende mindstebetaling for elever og fremgår af den overenskomst, der gælder for uddannelsen. Der er samtidig under “kollektiv overenskomst” henvist til RAF-2000.

 

Klageren har ikke gjort gældende, at RAF-2000 ikke er en kollektiv overenskomst i arbejdsretlig forstand - hvilket spørgsmål i øvrigt hører under Arbejdsrettens kompetence, jf. arbejdsretslovens § 9, stk. 1, nr. 4 - eller at parternes aftale om anvendelse af RAF-2000 overenskomsten skulle være ugyldig eller på anden måde aftaleretligt ikke bindende for klageren.

 

Spørgsmålet er herefter, om det på andet grundlag - herunder navnlig erhvervsuddannelsesloven - kan fastslås, at det er RBF´s overenskomst, der, uanset den modstående aftale, skal være gældende for parterne.

 

Erhvervsuddannelseslovens kapitel 5 indeholder bestemmelser om de faglige udvalg, herunder disses kompetence i relation til fastlæggelsen af bl.a. de enkelte uddannelsers varighed, struktur, mål mv., ligesom de faglige udvalg efter behov skal tage initiativ til nyetablering, omlægning og nedlæggelse af uddannelser, jf. erhvervsuddannelseslovens § 38.

 

Det fremgår af erhvervsuddannelseslovens § 55, stk. 2, at lønnen mindst skal udgøre den løn, der er fastsat ved kollektiv overenskomst inden for uddannelsesområdet. Af § 55, stk. 3, fremgår, at mindstelønnen inden for uddannelsesområder, der ikke er omfattet af en kollektiv overenskomst, fastsættes af et nævn, der nedsættes af områdets organisationer.

 

I forarbejderne til bestemmelsen i erhvervsuddannelseslovens § 55, stk. 2, (FT 88-89, till. A, sp. 1265, bemærkninger til lovforslagets § 54, stk. 2) hedder det:

 

“I overensstemmelse med de hidtidige regler i lærlingeloven foreslås med hensyn til størrelsen af den obligatoriske mindsteløn den almindelige ordning, at mindstelønnen fastsættes i kollektive overenskomster inden for uddannelsesområdet. Virkningen af denne ordning er, at overenskomstparterne aftaler mindstelønnen med bindende virkning for alle virksomheder og elever inden for uddannelsesområdet, uanset om virksomheden og eleven i det konkrete tilfælde er medlem af   de forhandlingsberettigede organisationer. Spørgsmålet om forhandlingsretten afgøres i øvrigt ved hjælp af de almindelige fagretlige regler.”

 

Af erhvervsuddannelseslovens § 56, stk. 1, fremgår,   at der i aftaleperioden gælder de bestemmelser, der ved kollektive overenskomster eller i lovgivningen er fastsat om arbejdstageres ansættelses- og arbejdsvilkår m.v., i det omfang det er foreneligt med uddannelsen efter denne lov. I bemærkningerne til lovforslagets § 55, stk. 1, svarende til lovens § 56, stk. 1, sp. 1265-1266, hedder det:

 

“Ved bestemmelsen henføres de ansættelsesforhold, der bygger på uddannelsesaftaler, til lovgivningens og overenskomsternes almindelige regler om ansættelses- og arbejdsvilkår m.v. i det omfang, det er foreneligt med uddannelsen.

Det bør som hovedregel overlades til fastsættelse gennem kollektive overenskomster og lovgivningen vedrørende arbejdsmarkedet, hvilke regler der skal gælde for elevernes retsstilling, i sammenhæng med tilsvarende regler for arbejdstagere i øvrigt. Udgangspunktet bør herefter være, at der gælder samme retsstilling for elever som for andre arbejdstagere.

 

Det fremgår endelig af erhvervsuddannelseslovens § 64, stk. 2, at Tvistighedsnævnet for hver sag tiltrædes af 2 medlemmer, udpeget af de forhandlingsberettigede organisationer inden for det pågældende uddannelsesområde.

 

Det fremgår af de nævnte bestemmelser, at lovgivningen har tilsikret, at eleverne ikke er overladt til selv at aftale deres løn, idet denne enten skal være fastlagt ved kollektiv overenskomst eller af et lønnævn, ligesom elevernes ansættelses- og arbejdsvilkår i øvrigt skal være i overensstemmelse med lovgivningen og overenskomster, alt med det udgangspunkt, at der skal gælde samme retsstilling for elever som for andre arbejdstagere.

 

6 medlemmer af nævnet bemærker herefter:

 

Det fremgår af erhvervsuddannelseslovens § 55, stk. 2, at lønnen mindst skal udgøre den løn, der er fastsat ved kollektiv overenskomst inden for uddannelsesområdet. I bemærkningerne til lovforslaget er det som refereret ovenfor anført, at virkningen af denne ordning er, at overenskomstparterne aftaler mindstelønnen med bindende virkning for “alle virksomheder og elever inden for uddannelsesområdet”, uanset om virksomheden og eleven i det konkrete tilfælde er medlem af de forhandlingsberettigede organisationer.

 

Hertil kommer, at arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer spiller en væsentlig rolle i erhvervsuddannelsessystemet bl.a. i kraft af deltagelsen i de faglige udvalg. På baggrund af forarbejderne til erhvervsuddannelsesloven samt de tidligere gældende love på området må det antages at have været hensigten, at overenskomsterne mellem de organisationer, der som følge af deltagelsen i de faglige udvalg har det uddannelsesmæssige ansvar, som altovervejende hovedregel skal lægges til grund for så vidt angår elevers lønmæssige vilkår. Således må henvisningen til “de forhandlingsberettigede organisationer” i bemærkningerne til lovens § 55, stk. 2 og i § 64, stk. 2   i praksis opfattes som synonym med de uddannelsesansvarlige organisationer.

 

Endvidere er det i bemærkningerne til § 55, stk. 2, anført, at reglen om overenskomstmæssig fastsættelse af mindstelønnen er i overensstemmelse med det under den tidligere lærlingelov gældende, og her   antoges   der at gælde et repræsentativitetsprincip, jf. Højesterets dom i U 1959.306 H.

 

Med baggrund heri finder vi, at elevens løn mindst skal svare til den løn, der er fastsat i den repræsentative overenskomst inden for uddannelsesområdet indgået mellem de forhandlingsberettigede og uddannelsesansvarlige organisationer, hvilket i nærværende sag er overenskomsten mellem RBF og HORESTA.

 

Med disse bemærkninger stemmer 5 medlemmer for at frifinde indklagede for påstand 1, således at sagen på dette grundlag skal fortsætte med henblik på afgørelse af klagerens påstand 2.

 

Et af disse 6 medlemmer finder på baggrund heri, at i hvert fald elevens lønforhold, er   reguleret i henhold til de vilkår, der er fastsat i den repræsentative   overenskomst inden for uddannelsesområdet indgået mellem de i henhold til de   fagretlige regler forhandlingsberettigede - og i øvrigt uddannelsesansvarlige -   organisationer , hvilket i nærværende sag er elevoverenskomsten mellem   HORESTA-A og RBF.

 

Dette medlem   stemmer derfor for, at tage klagerens påstand 1 til følge vedrørende den del af   påstanden, der omhandler lønvilkår, således at sagen på dette grundlag skal   fortsætte med henblik på afgørelse af klagerens påstand 2.  

 

 

Et medlem af nævnet bemærker:

 

Hverken ordlyden af   de nævnte bestemmelser og bemærkningerne til disse eller erhvervsuddannelsesloven i øvrigt giver grundlag for at fastslå, at der inden for et givet uddannelsesområde, hvor der er indgået mere end én overenskomst, vil være en af disse overenskomster, der har status af en såkaldt “områdeoverenskomst” med den virkning, at denne overenskomst - uden at særlige omstændigheder i øvrigt er påberåbt og dokumenteret - skal være gældende for parterne, herunder evt. i begrænset omfang som grundlag for fastlæggelse af lønnen, selvom parterne har aftalt, at en anden overenskomst er gældende for ansættelsesforholdet.

 

Den omstændighed, at RBF´s overenskomst må antages at være den mest udbredte inden for uddannelsesområdet, kan ikke føre til andet resultat.

 

Med denne begrundelse stemmer dette medlem ligeledes for at frifinde indklagede for påstand 1.  

 

 

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, således at indklagede frifindes for klagerens påstand 1.

 

 

 

T h i   b e s t e m m e s :

 

Indklagede, virksomhed B, frifindes for klagerens påstand 1.

 

Sagen udsættes til afgørelse af klagerens påstand 2.  

 

Hver part bærer sine egne omkostninger.

 

Denne kendelse kan inden 8 uger efter nævnets afgørelse indbringes for domstolene.