Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser

 

Hermed bekendtgøres lov nr. 343 af 16. maj 2001om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser med de ændringer, der følger af § 69 i lov nr. 145 af 25. marts 2002, § 3 i lov nr. 297 af 30. april 2003, § 8 i lov nr. 299 af 30. april 2003, lov nr. 1223 af 27. december 2003, § 6 i lov nr. 98 af 18. februar 2004 og lov nr. 482 af 9. juni 2004. Lovbekendtgørelsen gælder først i sin helhed fra 1. august 2004, da lov nr. 299 af 30. april 2003 og lov nr. 482 af 9. juni 2004 først træder i kraft fra denne dato.

Kapitel 1

Formål

§ 1. De grundlæggende social- og sundhedsuddannelser skal give de færdiguddannede kompetence til beskæftigelse inden for bistands-, pleje- og omsorgsområdet samt inden for det pædagogiske område. Uddannelserne skal endvidere give eleverne mulighed for at erhverve almene uddannelseskvalifikationer som grundlag for videreuddannelse samt bidrage til at udvikle elevernes interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund.

Stk. 2. Uddannelsessystemet består af uddannelsen til social- og sundhedshjælper med overbygningsuddannelsen til social- og sundhedsassistent samt af den pædagogiske grunduddannelse, der indgår i et trinvist opbygget uddannelsessystem, og tilrettelægges i overensstemmelse med de social-, sundheds- og personalepolitiske mål, henholdsvis de pædagogiske mål inden for uddannelsernes beskæftigelsesområder og områdernes kvalifikationsbehov.

Kapitel 2

De enkelte uddannelsers struktur, varighed m.v.

§ 2. De grundlæggende social- og sundhedsuddannelser indledes med et grundforløb, jf. dog § 11, nr. 2, 3 og 4, der består af 20 ugers skoleundervisning. Grundforløbet kan forlænges med indtil 20 uger for den enkelte elev.

Stk. 2. Grundforløbet tilrettelægges for unge, der kommer direkte fra 9. klasse i grundskolen, og for andre unge, der efter skolens vurdering har behov for at forberede sig fagligt, socialt og personligt til det videre uddannelsesforløb.

Stk. 3. Grundforløbet skal give eleven mulighed for at orientere sig om andre uddannelsesmuligheder med henblik på at skabe den størst mulige afklaring af den enkeltes forudsætninger, behov og ønsker.

Stk. 4. Skolen kan tilrettelægge et særligt grundforløb for voksne med behov for undervisning i dansk sprog, kultur- og samfundsforståelse, jf. dog § 28, stk. 2. Tilrettelæggelsen og gennemførelsen skal ske i samarbejde med elevens bopælskommune.

§ 3. Uddannelserne efter grundforløbet tilrettelægges som vekseluddannelser, således at der skiftes mellem skoleundervisning og praktikuddannelse.

§ 4. Social- og sundhedshjælperuddannelsen varer efter grundforløbet 1 år og 2 måneder med 24 ugers skoleundervisning. Skolen kan for den enkelte elev afkorte eller forlænge skoleundervisningen med indtil 6 uger med tilsvarende regulering af uddannelsens samlede varighed. Skoleundervisningens gennemsnitlige varighed skal udgøre mindst 24 uger for skolens elever som helhed.

Stk. 2. Uddannelsen har til formål at kvalificere eleverne til selvstændigt at udføre brede, elementære bistands-, pleje- og omsorgsopgaver.

Stk. 3. Uddannelsen har endvidere til formål at kvalificere eleverne til at fortsætte på social- og sundhedsassistentuddannelsen.

§ 5. Social- og sundhedsassistentuddannelsen, der bygger på social- og sundhedshjælperuddannelsen, varer 1 år og 8 måneder med mindst 32 ugers skoleundervisning.

Stk. 2. Uddannelsen har til formål at kvalificere eleverne til selvstændigt at varetage og tilrettelægge sammensatte aktivitets- og omsorgsopgaver, herunder koordinerende og undervisende funktioner, samt til selvstændigt at varetage og tilrettelægge grundlæggende sundheds- og sygeplejeopgaver.

§ 6. Den pædagogiske grunduddannelse varer efter grundforløbet 1 år og 7½ måned med mindst 50 ugers skoleundervisning.

Stk. 2. Uddannelsen har til formål at kvalificere eleverne til det pædagogiske og omsorgsrettede arbejde med børn, unge og voksne gennem samarbejde med forældre og kolleger.

§ 7. Til elever, der har behov for det, tilbyder skolen specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

§ 8. Undervisningsministeren fastsætter efter indhentet udtalelse fra Udvalget for de Grundlæggende Social- og Sundhedsuddannelser, jf. § 16, nærmere regler om grundforløbet og uddannelserne, herunder om prøver, bedømmelse, uddannelsesbeviser og uddannelsesordninger. Undervisningsministeren fastsætter endvidere nærmere regler om adgangskrav til social- og sundhedshjælperuddannelsen, herunder om krav til ansøgerens danskkundskaber og om de i § 11, nr. 3 og 4, omhandlede krav.

Stk. 2. Reglerne fastsættes efter forhandling med socialministeren. For social- og sundhedshjælperuddannelsen og social- og sundhedsassistentuddannelsen fastsættes reglerne tillige efter forhandling med sundhedsministeren .

§ 9. Undervisningsministeren fastsætter efter indhentet udtalelse fra Udvalget for de grundlæggende Social- og Sundhedsuddannelser, jf. § 16, regler om, at personer med særlige uddannelses- eller beskæftigelsesmæssige forudsætninger fritages for dele af uddannelserne.

§ 10. Den nærmere tilrettelæggelse af uddannelserne fastsættes i uddannelsesordninger, som udarbejdes af de enkelte skoleledere og godkendes af fællesbestyrelsen, jf. §§ 19 og 22.

Stk. 2. Praktikuddannelsen fastlægges i uddannelsesordningen, således at der opnås tæt sammenhæng mellem skoleundervisningen og praktikuddannelsen. Praktikstedet og skolen samarbejder med henblik på at opfylde målet for praktikuddannelsen. Praktikstedet har ansvaret for praktikuddannelsen, herunder for vejledning af eleverne.

Kapitel 3

Adgang, optagelse og vejledning

§ 11. Adgang til social- og sundhedshjælperuddannelsen eller den pædagogiske grunduddannelse er betinget af

1) gennemført grundforløb,

2) mindst 1 års uddannelse eller 1 års arbejdserfaring, der er erhvervet efter undervisningspligtens ophør efter folkeskoleloven,

3) anden relevant erfaring, der svarer til de kvalifikationer, der er nævnt i nr. 2, herunder grundforløb i erhvervsuddannelserne, eller

4) kvalifikationer erhvervet i udlandet, der svarer til de i nr. 1, 2 eller 3 nævnte.

§ 12. Adgang til social- og sundhedsassistentuddannelsen er betinget af

1) gennemført social- og sundhedshjælperuddannelse,

2) tilsvarende kvalifikationer erhvervet gennem uddannelse eller arbejdserfaring eller en kombination heraf af mindst 1 år og 2 måneders varighed eller

3) kvalifikationer erhvervet i udlandet, der svarer til de i nr. 1 eller 2 nævnte.

§ 13. Optagelse til grundforløbet og uddannelserne efter grundforløbet sker efter ansøgning til en skole, der udbyder det enkelte grundforløb eller den enkelte uddannelse. Optagelsen er betinget af, at ansøgeren ud over adgangsbetingelserne samt eventuelle sprogkrav fastsat i medfør af § 8, stk. 1, opfylder de fastsatte supplerende personlige kvalifikationskriterier, jf. stk. 2 og 3.

Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter generelle supplerende personlige kvalifikationskriterier for optagelse til grundforløbet og til social- og sundhedshjælperuddannelsen.

Stk. 3. De ansættende myndigheder, jf. § 14, fastsætter inden for det enkelte amt, henholdsvis uddannelsesregionen, der består af Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Hovedstadens Sygehusfællesskab, yderligere supplerende personlige kvalifikationskriterier for optagelse til uddannelserne i amtet henholdsvis uddannelsesregionen. Inden for Bornholms Kommune fastsætter de ansættende myndigheder, jf. § 14, supplerende personlige kvalifikationskriterier for optagelse til uddannelserne i kommunen. Der indhentes forinden en udtalelse fra fællesbestyrelsen, jf. § 19, nr. 11.

§ 14. Uddannelserne gennemføres på grundlag af en ansættelsesaftale mellem eleven og et amtsråd, en kommunalbestyrelse eller bestyrelsen for Hovedstadens Sygehusfællesskab. Ansættelsesaftalen skal være indgået, inden eleven begynder på uddannelsen, og omfatte både skoleundervisning og praktikuddannelse. Uddannelsen til social- og sundhedshjælper kan endvidere gennemføres på grundlag af en ansættelsesaftale mellem eleven og en privat leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v. Er eleven under 18 år, kræves der samtykke fra forældremyndighedens indehaver.

§ 15. Skolen tilbyder eleverne individuel og kollektiv vejledning om gennemførelse af uddannelsen. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

Kapitel 4

Rådgivning m.v.

§ 16. Amtsrådsforeningen i Danmark kan sammen med Kommunernes Landsforening og Landsorganisationen i Danmark nedsætte et udvalg for de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser med henblik på at varetage de opgaver, der er nævnt i § 17. Udvalget skal bestå af repræsentanter for arbejdsgivere og arbejdstagere inden for de beskæftigelsesområder, som udannelserne efter denne lov tager sigte på. Eleverne og lærerne skal tilbydes repræsentation i udvalget.

Stk. 2. Udvalget vælger formanden, fastsætter selv sin forretningsorden og kan nedsætte underudvalg. Udvalgets sammensætning skal fremgå af forretningsordenen, som indsendes til undervisningsministeren sammen med en fortegnelse over udvalgets medlemmer. Forretningsordenen bekendtgøres af undervisningsministeren.

Stk. 3. Sekretariatsbistand til udvalget tilvejebringes af de organisationer m.fl., som er repræsenteret i udvalget.

§ 17. Udvalget for de Grundlæggende Social- og Sundhedsuddannelser rådgiver ministeren om de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser og kan på eget initiativ drøfte og afgive udtalelse om alle spørgsmål, der vedrører uddannelserne.

Stk. 2. Udvalget følger den samlede årlige optagelse ved uddannelserne og udtaler sig til undervisningsministeren om:

1) Regler om grundforløbet, jf. § 2.

2) Regler om uddannelser, jf. §§ 4, 5 og 6.

3) Regler om vejledning, jf. § 15.

4) Regler om fritagelse for dele af uddannelserne, jf. § 9.

5) Forpligtelserne efter §§ 23, 24, 26 og 27.

6) Forsøg, jf. § 40.

Stk. 3. Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser rådgiver undervisningsministeren på et overordnet niveau om uddannelserne efter denne lov.

§ 18. Amtsrådet nedsætter en fællesbestyrelse for uddannelserne, jf. dog § 22 og § 22 a. Fællesbestyrelsen består af en formand og 14 medlemmer.

Stk. 2. Formanden udpeges af amtsrådet. 7 medlemmer udpeges af amtsrådet og kommunalbestyrelserne i amtet i forening. 7 medlemmer udpeges af de færdiguddannedes organisationer. Skolelederne og en eller flere repræsentanter for de private leverandører af personlig og praktisk hjælp m.v. tilforordnes fællesbestyrelsen.

Stk. 3. Fællesbestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 4. Amtsrådet stiller sekretariatsbistand til rådighed for fællesbestyrelsen.

§ 19. Fællesbestyrelsen

1) forestår den samlede koordinering af elevoptaget og sikrer herunder amtsrådet og kommunalbestyrelserne et hensigtsmæssigt udbud af uddannelsespladser,

2) afgiver indstilling til amtsrådet om skolernes antal og placering og om uddannelsestilbudet på de enkelte skoler,

3) afgiver indstilling til amtsrådet om ansættelse og afskedigelse af skoleledere og lærere,

4) afgiver indstilling til amtsrådet om uddannelsestilbudet på skolerne,

5) rådgiver amtsråd og kommunalbestyrelser ved uoverensstemmelser mellem elevtilgang og uddannelsesbehov,

6) godkender uddannelsesordninger for grundforløbet efter indstilling fra uddannelsesrådene i forening,

7) godkender uddannelsesordninger for social- og sundhedshjælperuddannelsen, social- og sundhedsassistentuddannelsen og for den pædagogiske grunduddannelse efter indstilling fra de respektive uddannelsesråd,

8) godkender hver skoles budget efter indstilling fra skolelederne inden for de økonomiske rammer, som amtsrådet har fastlagt,

9) godkender praktiksteder,

10) fastsætter retningslinjer for skolernes godkendelse af merit til elever med relevante uddannelsesmæssige og beskæftigelsesmæssige forudsætninger, jf. dog § 10,

11) udtaler sig om kvalifikationskriterier for optagelse til uddannelserne og

12) udtaler sig, inden amtsrådet indgår overenskomst efter § 26, stk. 2.

§ 20. Fællesbestyrelsen nedsætter to uddannelsesråd. Uddannelsesrådene sammensættes sådan, at der er ligelig repræsentation fra de ansættende kommunale myndigheder og fra de lokale arbejdstagere. Repræsentanter for skoleledere, lærere og elever tilforordnes rådene. En eller flere repræsentanter for de private leverandører tilforordnes det råd, der rådgiver om uddannelserne i henhold til §§ 4 og 5, jf. stk. 3.

Stk. 2. Uddannelsesrådene rådgiver i forening fællesbestyrelsen og skolelederen om grundforløbet, jf. § 2.

Stk. 3. Uddannelsesrådene rådgiver hver især fællesbestyrelsen og skolelederen, henholdsvis om uddannelserne i henhold til §§ 4 og 5, henholdsvis om uddannelsen i henhold til § 6.

§ 21. Fællesbestyrelsen nedsætter et klageudvalg, jf. § 39, der består af formanden og to medlemmer, der repræsenterer henholdsvis kommunalbestyrelserne i amtet og de færdiguddannedes organisationer. Fællesbestyrelsens formand er formand for klageudvalget.

Stk. 2. For formanden og for hvert medlem vælges der suppleanter.

Stk. 3. Fællesbestyrelsen fastsætter klageudvalgets forretningsorden.

Stk. 4. Amtsrådet yder sekretariatsbistand til klageudvalget.

§ 22. Kommunalbestyrelserne i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune samt bestyrelsen for Hovedstadens Sygehusfællesskab nedsætter en fællesbestyrelse for uddannelserne og udpeger bestyrelsens formand i forening. Halvdelen af medlemmerne udpeges af Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Hovedstadens Sygehusfællesskab i forening og halvdelen af de færdiguddannedes organisationer. Skolelederne og en eller flere repræsentanter for de private leverandører af personlig og praktisk hjælp m.v. tilforordnes fællesbestyrelsen.

Stk. 2. Fællesbestyrelsen varetager de opgaver, der efter §§ 19-21 tilkommer en fællesbestyrelse i forhold til Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune i forening.

Stk. 3. Klageudvalget nedsat efter stk. 2 består af en formand og 2 medlemmer. Det ene medlem repræsenterer Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Hovedstadens Sygehusfællesskab. Det andet medlem repræsenterer de færdiguddannedes organisationer. Fællesbestyrelsens formand er formand for klageudvalget. For formanden og hvert medlem vælges der suppleanter. Københavns Kommune yder sekretariatsbistand til klageudvalget.

Stk. 4. Fællesbestyrelsen fastsætter sin egen og klageudvalgets forretningsorden.

Stk. 5. Københavns Kommune stiller sekretariatsbistand til rådighed for fællesbestyrelsen.

§ 22 a. Kommunalbestyrelsen i Bornholms Kommune nedsætter en fællesbestyrelse for uddannelserne og udpeger bestyrelsens formand og halvdelen af bestyrelsens medlemmer. De øvrige medlemmer udpeges af de færdiguddannedes organisationer. Skolelederne og en eller flere repræsentanter for de private leverandører af personlig og praktisk hjælp m.v. tilforordnes fællesbestyrelsen.

Stk. 2. Fællesbestyrelsen varetager de opgaver, der efter §§ 19-21 tilkommer en fællesbestyrelse i forhold til Bornholms Kommune.

Stk. 3. Klageudvalget nedsat efter stk. 2 består af en formand og 2 medlemmer. Det ene medlem repræsenterer Bornholms Kommune. Det andet medlem repræsenterer de færdiguddannedes organisationer. Fællesbestyrelsens formand er formand for klageudvalget. For formanden og hvert medlem vælges der suppleanter.

Stk. 4. Fællesbestyrelsen fastsætter sin egen og klageudvalgets forretningsorden.

Stk. 5. Bornholms Kommune stiller sekretariatsbestand til rådighed for fællesbestyrelsen og klageudvalget.

Kapitel 5

Uddannelseskapacitet

§ 23. Amtsrådet og kommunalbestyrelserne skal dimensionere uddannelsespladserne i grundforløbet og praktikpladserne i uddannelserne i overensstemmelse med dels egne behov, dels det samlede behov for færdiguddannede i amtet.

Stk. 2. Hvis undervisningsministeren finder, at forpligtelsen efter stk. 1 ikke er opfyldt, kan ministeren efter udtalelse fra Udvalget for de grundlæggende Social- og Sundhedsuddannelser eller fra Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening og Landsorganisationen i Danmark, hvis udvalget ikke er nedsat pålægge amtsrådet og kommunalbestyrelserne i amtet at dimensionere et årligt mindste antal praktikpladser til social- og sundhedshjælperuddannelsen og til social- og sundhedsassistentuddannelsen.

Stk. 3. Har undervisningsministeren fastsat et mindste antal praktikpladser i henhold til stk. 2, fordeler fællesbestyrelsen pladserne mellem de kommunale myndigheder efter aftale med disse. Undervisningsministeren kan fastsætte en frist for fordelingen.

Stk. 4. Såfremt fællesbestyrelsen ikke kan fordele praktikpladserne inden fristens udløb, foretager undervisningsministeren fordelingen mellem de kommunale myndigheder.

Stk. 5. Undervisningsministeren kan efter forhandling med Amtsrådsforeningen i Danmark og Kommunernes Landsforening fastsætte bestemmelser for fordelingen af praktikpladserne.

§ 24. Pligten til at stille praktikpladser til rådighed, jf. § 23, stk. 1, påhviler tilsvarende kommunalbestyrelserne i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune samt bestyrelsen for Hovedstadens Sygehusfællesskab i forening.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 23, stk. 2-5, finder tilsvarende anvendelse i forhold til kommunalbestyrelserne i Bornholms Kommune, Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune samt bestyrelsen for Hovedstadens Sygehusfællesskab.

§ 25. Statslige, selvejende og private institutioner kan ved at indgå overenskomst med et amtsråd eller en kommunalbestyrelse tilslutte sig lovens uddannelsessystem mod at stille praktikpladser til rådighed.

Stk. 2. Et amtsråd, en kommunalbestyrelse eller en privat leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v. kan indgå aftale med et andet amtsråd, en kommunalbestyrelse eller privat leverandør om gennemførelse af praktik.

§ 26. Amtsrådet skal i overensstemmelse med § 23, stk. 1, stille den nødvendige skolekapacitet til rådighed for grundforløbet og for uddannelserne efter denne lov.

Stk. 2. Et amtsråd kan efter overenskomst med staten, selvejende eller private institutioner eller andre amtsråd henvise elever til undervisning i statsskoler, selvejende skoler, private skoler eller til en skole under et andet amtsråd. Tilsvarende gælder kommunalbestyrelserne i Bornholms Kommune, Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune.

Stk. 3. Hvor amtsrådet har indgået overenskomst efter stk. 2 med et andet amtsråd, har fællesbestyrelsen i det amt, hvor skolen ligger, den kompetence, som følger af bestemmelserne i kapitel 4.

§ 27. Bestemmelsen i § 26, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i forhold til kommunalbestyrelserne i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune i forening samt Bornholms Kommune.

Stk. 2. Kommunalbestyrelserne i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune indgår aftale om, hvordan pligten efter stk. 1 skal opfyldes, herunder hvordan udgifterne skal fordeles.

Kapitel 6

Skolernes ledelse m.v.

§ 28. Amtsrådet, henholdsvis kommunalbestyrelserne i Bornholms Kommune, Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune, har det økonomiske ansvar for skolernes virksomhed og fastlægger de økonomiske rammer for den enkelte skole efter indstilling fra fællesbestyrelsen om uddannelsestilbudet på skolerne.

Stk. 2. En skoles anvendelse af bestemmelsen i § 2, stk. 4, om tilrettelæggelse af et særligt grundforløb kan ved fastsættelsen af de i stk. 1 nævnte rammer gøres betinget af, at elevens bopælskommune bidrager til finansieringen af undervisningen.

§ 29. Amtsrådet, henholdsvis kommunalbestyrelserne i Bornholms Kommune, Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune, ansætter og afskediger skolelederne og lærerne efter indstilling fra fællesbestyrelsen.

§ 30. Skolelederen har den samlede ledelse af skolen henholdsvis under ansvar for amtsrådet, henholdsvis kommunalbestyrelserne i Bornholms Kommune, Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune, og er ansvarlig over for fællesbestyrelsen for, at uddannelserne gennemføres i overensstemmelse med reglerne for uddannelserne og fællesbestyrelsens beslutninger.

§ 31. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om krav til skoleledernes og lærernes kvalifikationer.

Kapitel 7

Eleverne

§ 32. Skolen udarbejder sammen med eleven en personlig uddannelsesplan for eleven. I den personlige uddannelsesplan beskrives elevens mål for uddannelsesforløbet og det samlede uddannelsesforløb.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om uddannelsesplaner.

§ 33. Ved hver skole har eleverne ret til at danne et elevråd. Elevrådet udpeger repræsentanter for eleverne til udvalg m.v., som skolen har nedsat til at behandle spørgsmål af betydning for eleverne i almindelighed. Dette gælder dog ikke udvalg m.v., hvor elevernes deltagelse ville stride mod anden lovgivning. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om valg til elevråd, om elevrådenes virksomhed og om amtsrådets forpligtelse over for elevrådene.

§ 34. Undervisningen ved offentlige skoler ved uddannelser efter denne lov er vederlagsfri.

Stk. 2. Amtsrådet kan bestemme, at der kan opkræves betaling fra elever for deltagelse i ekskursioner m.v., der indgår som en del af undervisningen. Der kan dog ikke kræves betaling for udgifter, der vedrører undervisningen eller lærernes deltagelse. Rabat ydet i form af frirejser eller lignende skal komme samtlige deltagere til gode.

Stk. 3. Ekskursioner m.v. med en deltagerbetaling, der alene vedrører forplejning og højst udgør 50 kr. (1998-niveau) pr. påbegyndt døgn pr. deltager, er omfattet af den almindelige mødepligt. En elev kan ikke udelukkes fra deltagelse heri på grund af manglende erlæggelse af deltagerbetaling.

Stk. 4. Deltagelse i ekskursioner m.v. med en deltagerbetaling, der vedrører andet end forplejning eller udgør mere end 50 kr. (1998-niveau) pr. døgn pr. deltager, er frivillig for den enkelte elev, og skolen skal tilbyde alternativ undervisning til elever, der ikke deltager.

Stk. 5. Det i stk. 3 og 4 nævnte beløb reguleres hvert år med virkning fra den 1. august med satsreguleringsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det fremkomne beløb afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 10. Reguleringen sker på grundlag af den på reguleringstidspunktet gældende grænse før afrunding. Når reguleringen giver anledning til en forhøjelse eller nedsættelse af beløbet, bekendtgøres dette af undervisningsministeren.

Stk. 6. De undervisningsmidler, der er nødvendige for undervisningen, skal af amtsrådet stilles til rådighed for eleverne uden betaling, jf. dog stk. 7.

Stk. 7. Amtsrådet kan bestemme, at eleverne selv anskaffer lærebøger til brug ved undervisningen i obligatoriske fag og i begrænset omfang øvrige undervisningsmidler. Amtsrådet kan endvidere bestemme, at eleverne betaler for fotokopier til undervisningsbrug. Betalingen for fotokopier kan fastsættes som en gennemsnitsbetaling for skolens elever eller for grupper af elever på skolen.

Stk. 8. Amtsrådet har udpantningsret for krav på betaling i henhold til stk. 7.

§ 35. Amtsrådet yder tilskud til befordring for elever i grundforløbet i henhold til § 28 i lov om institutioner for uddannelsen til studentereksamen og regler, der er udstedt med hjemmel heri.

§ 36. Bestemmelserne i §§ 33-35 finder tilsvarende anvendelse i forhold til kommunalbestyrelserne i Bornholms Kommune, Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune.

Kapitel 8

Forskellige bestemmelser

§ 37. Undervisningsministeren kan til brug for den overordnede styring af uddannelserne og udarbejdelse af statistik inden for social- og sundhedsuddannelsesområdet indhente alle oplysninger, herunder oplysninger om eleverne, fra amtsrådene, kommunalbestyrelserne, bestyrelsen for Hovedstadens Sygehusfællesskab, fællesbestyrelserne og skolerne. Undervisningsministeren kan bestemme, at sådanne oplysninger skal leveres i elektronisk form, herunder fastsætte, i hvilket format leveringen skal ske.

§ 38. Sundhedsministeren kan fastsætte regler om udøvelse af virksomhed inden for de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser på bistands-, pleje- og omsorgsområdet, der er nødvendige til gennemførelse og udmøntning af EU-retlige forpligtelser eller forpligtelser, der følger af aftaler mellem Danmark og andre lande.

§ 39. De afgørelser, som skolen eller praktikstedet træffer efter denne lov, kan af eleven indbringes for klageudvalget, jf. § 21 og § 22, stk. 3, og § 22 a, stk. 3.

Stk. 2. Klagen indgives til den skole eller det praktiksted, som har truffet afgørelsen, senest 14 dage efter, at afgørelsen er modtaget. Såfremt skolen eller praktikstedet fastholder sin tidligere meddelte afgørelse, videresendes klagen senest 14 dage efter modtagelsen til klageudvalget vedlagt skolens eller praktikstedets begrundelse og genvurdering.

Stk. 3. Klageudvalget træffer normalt sin afgørelse senest 14 dage efter, at klagen er modtaget, eller efter, at de til sagen nødvendige oplysninger for at kunne træffe afgørelse i sagen foreligger.

Stk. 4. Klageudvalget træffer sine afgørelser efter almindeligt stemmeflertal.

Stk. 5. Klageudvalgets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 40. Undervisningsministeren kan efter indhentet udtalelse fra Udvalget for de grundlæggende Social- og Sundhedsuddannelser eller fra Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening og Landsorganisationen i Danmark, hvis udvalget ikke er nedsat fravige lovens bestemmelser som led i uddannelsesforsøg.

Kapitel 9

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 41. Loven træder i kraft den 1. januar 2002.

Stk. 2. Lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 885 af 12. september 2000, ophæves, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Den lov, der er nævnt i stk. 2, og regler, der er udstedt med hjemmel heri, finder dog anvendelse for elever, der inden den 1. januar 2002 er begyndt på social- og sundhedshjælperuddannelsen, social- og sundhedsassistentuddannelsen eller på den pædagogiske grunduddannelse. Undervisningsministeren kan fastsætte overgangsordninger, hvorefter disse elever kan afslutte deres uddannelse efter denne lov.

Stk. 4. Undervisningsministeren fastsætter efter indstilling fra Rådet for de mellemlange videregående uddannelser regler om, i hvilket omfang de hidtidige bestemmelser om de videregående social- og sundhedsuddannelser i den lov, der er nævnt i stk. 2, fortsat finder anvendelse for sygeplejerske- og radiografuddannelserne.

Stk. 5. Regler fastsat med hjemmel i den lov, der er nævnt i stk. 2, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af denne lov.

§ 42. (Ophævet)

§ 43. Loven tages op til revision i folketingsåret 2005-06.

§ 44. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

§ 45. (Udeladt)

§ 46. (Udeladt)

§ 47. (Udeladt)

 

Lov nr. 299 af 30. april 2003, hvis § 8 ændrede § 15, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 13

Loven træder i kraft den 1. august 2004.

 

Lov nr. 482 af 9. juni 2004, hvis § 1 indsatte et nyt stk. 4 i § 2, ændrede § 4, stk.1, § 8, stk.1, §13, og indsatte et nyt stk. 2 i § 28, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 2004.

Stk. 2. For elever, der før den 1. august 2004 er begyndt på social- og sundhedshjælperuddannelsen, kan skolen kun træffe afgørelse efter § 4, stk.1, i lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, efter aftale med eleven og elevens arbejdsgiver.

Undervisningsministeriet, den 15. juli 2004

Ulla Tørnæs

/Troels Breindal