Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om procedureregler ved en elevs fritagelse for kristendomskundskab i folkeskolen

 

I medfør af § 6, stk. 2, i lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 870 af 21. oktober 2003, som ændret ved lov nr. 360 af 19. maj 2004, fastsættes:

§ 1. Forud for, at en elev fritages for at deltage i undervisningen i kristendomskundskab, jf. folkeskolelovens § 6, stk. 2, skal skolens leder vejlede forældrene om fagets indhold og konsekvenserne af fritagelsen.

Stk. 2. De forældre, som fremsætter ønske om fritagelse, skal inden fritagelsen gives, ved en samtale orienteres om følgende:

1) Fagets status som et obligatorisk og ikke-forkyndende kundskabsmeddelende fag, der er på linje med folkeskolens øvrige fag.

2) Fagets indhold og mål jf., folkeskolelovens § 6, stk. 1, og bekendtgørelse om formålet med undervisningen i folkeskolens fag og obligatoriske emner med angivelse af centrale kundskabs- og færdighedsområder (slutmål) og trinmål (Fælles mål), samt skolens læseplan, undervisningsplan mv.

3) At faget skal gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og bidrage til deres forståelse for andre kulturer.

4) Fagets samspil med andre fag samt relevans i det videre uddannelsesforløb.

5) Orientering om, at der ikke tilbydes anden undervisning til erstatning for timerne i kristendomskundskab.

§ 2. Skolelederen skal forud for fritagelsen sikre sig, at forældremyndighedens indehaver skriftligt har erklæret selv at ville sørge for barnets religionsundervisning. Skolelederen skal endvidere sikre sig, at forældremyndighedens indehaver er opmærksom på, at fritagelse normalt kun kan ske fra begyndelsen af et skoleår, og at fritagelse, hvis barnet er fyldt 15. år, kun kan ske med barnets samtykke.

§ 3. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2004.

 

 

Undervisningsministeriet, den 16. juli 2004

P.M.V.
E.B.
Henrik Pedersen