Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
Resumé
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at Nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. medieansvarsloven § 34, og det falder uden for Pressenævnets kompetence at tage stilling til, om retningslinierne i DR Programetik er tilsidesat.

Pressenævnet er heller ikke kompetent til at tage stilling til, hvorvidt reglerne om aktindsigt i lov om offentlighed i forvaltningen, jf. radio- og fjernsynslovens § 86, stk. 1, er tilsidesat.

Et medie skal udvise kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Pressenævnet finder imidlertid ikke, at et medie har en forpligtelse til at udvise særlig agtpågivenhed, blot fordi en udsendelse er produceret af et selvstændigt produktionsselskab. Pressenævnet fandt, sådan som sagen forelå oplyst, at der ikke var grundlag for at kritisere den journalistiske research, herunder valg af kilder, der var grundlaget for udsendelsen.

Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. vejledende regler for god presseskik, punkt A.3. Udsendelsen indeholdt blandt andet udsagnene: ”Selv denne dag lugter der kraftigt af ammoniak i landsbyen, og hvor det kommer fra, er ikke muligt at fastslå, men beboerne er dog ikke i tvivl”, ”Vi ville gerne have vist [K] billederne for at høre, om [K] har en forklaring på de voldsomme udslip, men det har ikke været muligt.” og ”I mange udviklingslande følger der ofte en tegnet brugsanvisning med, når landmændene køber sprøjtegift, men det er ikke noget krav i Indien, og kun yderst sjældent kan man finde eksempler på denne brugsvejledning”. Pressenævnet fandt, at disse udsagn sammenholdt med billeder af [K]’ produkter indeholdt oplysninger, hvorimod udsagnet ”cancertog” fremstod som beboernes kommentar og ikke som en oplysning. De nævnte oplysninger kunne være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [K] og havde derfor skullet efterprøves i særlig grad først og fremmest ved forelæggelse for [K]. Pressenævnet fandt imidlertid, at man også havde forsøgt at forelægge oplysningerne for [K] inden offentliggørelsen ved at give [K] mulighed for at kommentere oplysningerne i et interview i udsendelsen. [K] måtte bl.a. på grund af mailen af 16. maj 2006 have været bekendt med, at udsendelsen var kritisk over for [K]s produktion. [K] afslog imidlertid at deltage i et sådant interview, idet betingelsen om at interviewet skulle udsendes direkte måtte sidestilles med et afslag. Under disse omstændigheder gav udsendelsen af oplysningerne uden yderligere forelæggelse for [K] ikke anledning til kritik.

Parterne havde over for Pressenævnet afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt optagelsen med informationschefen var foretaget med skjult kamera, og om, hvorledes journalisten præsenterede sig i forbindelse med optagelserne i Indien. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kunne Nævnet ikke tage stilling til, hvilken forklaring, der var den rigtige.

Det fremgår af medieansvarsloven § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Pressenævnet fandt, at udsagnet ”I mange udviklingslande følger der ofte en tegnet brugsanvisning med, når landmændene køber sprøjtegift, men det er ikke noget krav i Indien, og kun yderst sjældent kan man finde eksempler på en tegnet brugsvejledning.” sammenholdt med visning af [K]’ produkter kunne være egnede til at påføre [K] skade af betydning. [K] havde derfor som udgangspunkt krav på genmæle overfor denne oplysning. Da Danmarks Radio imidlertid den 2. oktober 2006 bragte en berigtigelse af denne oplysning, fandt Nævnet ikke grundlag for at pålægge Danmarks Radio nu at bringe et genmæle, jf. medieansvarsloven § 39.

Den fulde tekst

Pressenævnets kendelse i sag 2006-6-387

 

[K] har ved advokat Steffen Ebdrup klaget til Pressenævnet over en udsendelse i Danmarks Radio den 19. juni 2006, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat. [K] har endvidere klaget over, at Danmarks Radio har afvist at bringe et genmæle.

1. Sagsfremstilling

Danmarks Radio bragte den 19. juni 2006 kl. 21.30 udsendelsen ”Når tilbud dræber”. Af udsendelsen fremgår blandt andet følgende:

Speak: Vi ser det i utallige reklamer. En ung mor bader sit barn. Og findes der noget mere lækkert end et stort blødt frottéhåndklæde? Det handler om de stoffer og tekstiler, vi omgiver os med i hverdagen. Håndklæder, viskestykker, sengetøj og tæpper. Slagvarer i de store butikskæder spredt ud over Danmark og Europa. I offentligheden har de for længst slået deres navn fast. På glittet papir og i TV-reklamer får forbrugerne præsenteret de bedste og billigste tilbud. Men hvad forbrugerne ikke ser, er, hvordan varerne bliver produceret. Stofferne produceres langt fra Danmark og ofte under yderst farlige forhold. Forbrugerne lokkes af billige tilbud. For selskaberne handler det om at skabe større indtjening.

Speak: Hver morgen klokken tyve minutter over ni afgår der et tog fra byen Bachinda i det nordvestlige Indien. De lokale medier har døbt toget ”cancertoget”. De fleste passagerer er landarbejdere og deres familier på vej til et billigt velgørenhedshospital for at blive behandlet for kræft. Antallet af kræftramte landarbejdere i Indien er i de seneste år eksploderet. De er blot nogle af de mange ofre i kampen om det globale marked. Et marked, hvor prisen for forbrugerne tilsyneladende er det afgørende. Vi er i delstaten Punjab i det nordvestlige Indien. Her høstes en stor del af bomulden til Vestens forbrugere, og herfra kommer mange af de kræftramte landarbejdere. Det er på disse marker, at bomulden starter sin lange rejse frem til butikshylderne i Danmark, Sverige og resten af EU. Punjab ligger i det såkaldte bomuldsbælte. Hvert år plukkes endeløse marker med bomuld. Overalt bruges der store mængder sprøjtegift, de såkaldte pesticider, og en af de internationale producenter er det danske selskab [K]. I landområderne ligger sprøjtegiftforhandlerne side om side. Dette er den frygtede bomuldsorm [der vises billeder af en larve]. En larve, der kan ødelægge hele bomuldshøsten, så tusinder af familier må gå fra hus og hjem.

Yash Goyai, forhandler af [K]-produkter : I de sidste 9-10 år har landmændene sprøjtet 20-30 gange årligt. Landmændene blander produkter som luphos, glyfos og classic [Der vises billeder af [K]s produkter].

Speak: Men de foretrukne sprøjtegifte er så farlige for mennesker og miljø, at de for længst er blevet forbudt i Danmark, men ikke i Indien.

[A], landmand, Punjab : Mit navn er [A]. Jeg er landmand.

Interviewer : Hvor mange gange sprøjter du?

[A]: Jeg sprøjter 20-21 gange.

Interviewer : Når du sprøjter, giver det dig så problemer?

[A]: Ja, det giver mig problemer. Jeg sveder. Jeg får ondt i hovedet og i maven.

Interviewer : Går du til lægen?

[A] : Ja, for at få hjælp.

Interviewer : Hvad sagde lægen?

[A] : At jeg er blevet forgiftet.

Speak: Det massive forbrug af sprøjtegift får de indiske myndigheder til at advare.

Dr. H.N. Salyed, Dir., National Institute of Occupational Health : Folk får det indtryk, at mere er bedre. De bliver bedt om at bruge flere og flere sprøjtegifte. De tror, at hvis de bruger mere, er det mere effektivt. Men det kan være modproduktivt, fordi skadedyrene udvikler resistens.

Speak: Dette mærke [Billede af produkt, luphos/monocrotophos] er et af de mest populære for den danske virksomhed [K].

Harminder Bittu, forhandler af [K]-produkter : [K] er et godt firma, og der er ingen klager. Der har ikke været klager fra landmændene over deres produkter. Næste år stiger salget af [K]s produkter.

Speak: Men de populære produkter fra [K] er farlige. [K] gør derfor tydeligt opmærksom på, hvordan man skal beskytte sig, når man bruger sprøjtegiftene.”

På skærmen fremkommer og læses følgende citat fra brugsanvisningen på et af [K]s produkter: ”Brugeren skal anvende fuld beskyttelse, der inkluderer gummihandsker, støvler, ansigtsmaske eller støvmaske og en heldragt eller forklæde, samt hætte eller hat.” Udsendelsen fortsætter:

Interviewer: Og hvad gør man så, når langt de fleste landmænd i Punjab hverken kan læse eller skrive?

Yash Goyai, forhandler af [K]-produkter : Hvis landmanden ikke selv kan læse det, så kan hans søn, sønnesøn eller et andet familiemedlem læse brugervejledningen.

Speak: Men det er langt fra nok, mener en af Danmarks førende eksperter i miljøkemi.

Finn Bro-Rasmussen, professor emeritus i miljøkemi : Det er jo. Det bliver jo brugt af en befolkning, som ikke kan læse, som ikke får mulighed for at sikre sig ved beskyttelsesforanstaltninger, ved klædedragt eller ved særligt sprøjteudstyr eller beskyttelsesforanstaltninger i det hele taget. Det er jo, og det ved [K] jo godt, at det er situationen.

Speak: I mange udviklingslande følger der ofte en tegnet brugsanvisning med, når landmændene køber sprøjtegift, men det er ikke noget krav i Indien, og kun yderst sjældent kan man finde eksempler på en tegnet brugsvejledning.”

Følgende tekst fra hjemmesiden www.[K].dk fremkommer på skærmen og læses op: ”Produktet har været kendt af brugerne i årtier - det er prisbilligt og effektivt, men også stærkt toksisk (giftigt) .” Udsendelsen fortsætter:

”Speak: Under vores seks uger lange ophold i Indien så vi ingen landarbejdere, der var iført beskyttelsesudstyr, når de anvendte de farlige sprøjtegifte.

Som en følge af de utallige kræftramte landarbejdere er der på blot syv år bygget otte nye kræfthospitaler, så der i dag er ni i det såkaldte bomuldsbælte. Trods en ti timer lang togtur er der langt fra garanti for, at de mange syge landarbejdere kan få behandling. Der er ganske enkelt ikke senge nok. Lægerne har gennem flere år undersøgt data fra tusinder af kræftpatienter.

Dr. Ashok Alwar Kumar, kræftlæge Acharya Talsi : Jeg har været kræftlæge i mange år. Jeg mener, at beskæftigede inden for landbrug udgør en stadig større del af cancerpatienterne. Der er en forbindelse til de sprøjtegifte, de bruger.

Interviewer: I har indsamlet data fra 3.000 mennesker. Hvor mange er landmænd?

Ashok Alwar Kumar : I alt 70-80 %.

Speak: I 1998 fik velgørenhedshospitalet i Bikanir ca. 1.100 nye kræftpatienter årligt. Siden er antallet af patienter nærmest eksploderet.

Dr. Ashok Alwar Kumar, kræftlæge Acharya Talsi : Når vi ser på data fra 2003, 2004 og sidste år er antallet af patienter nu steget til 6.000 årligt.

Finn Bro-Rasmussen, professor emeritus i miljøkemi : Pesticider er jo skyld i mange af de forgiftningstilfælde, som vi ser direkte. Pesticider vil utvivlsomt også være årsag til mange af de her langsigtede, langsommere virkende, men ligeså fatale forgiftningstilfælde, som nogen af stofferne kan give.

Dr. Ashok Alwar Kumar, kræftlæge Acharya Talsi : Jeg spørger dem, om de bruger handsker. De fleste siger, at de aldrig bruger handsker. Så spørger jeg dem om deres negle. De spiser uden at vaske hænder. Kemikalierne lægger sig her [lægen peger på en patients fingre], og når de spiser, så får de det i munden.

Speak: Netop antallet af patienter med spiserørskræft er langt større i bomuldsbæltet i Punjab end i resten af verden.

Finn Bro-Rasmussen, professor emeritus i miljøkemi : At lægerne opdager det nu, er jo sørgeligt, fordi advarslerne har jo været fremme i både 10, 20 og 30 år, specielt for de tredje verdenslande.

Speak: Undersøgelser foretaget af indiske miljøorganisationer har vist, at sprøjtegiftene ophobes i kroppen.

Chandra Bhushan, Centre for Science and Environment, CSE : Vi tog 22 blodprøver fra landsbyer i Bathinda. Det er Indiens bomuldsbælte. Så testede vi blodet for pesticidrester. Vi fandt et stort indhold af sprøjtegifte i alle blodprøver. Det er ikke kun én slags, men en bred vifte af pesticider vi finder.

Speak: De produkter, som miljøorganisationen fandt i blodet på de 22 landmænd, hører til blandt de farligste kemiske stoffer. Stofferne er kræftfremkaldende og kan skade menneskets gener eller ødelægge forplantningsevnen.

Chandra Bhushan, Centre for Science and Environment, CSE : Vi fandt fem til seks gange mere hos landmænd i Punjab end alle andre steder i verden.

Speak: Bomuld dækker kun 5 % af det dyrkede areal i Indien, men her bruges 50 % af Indiens totale forbrug af sprøjtegifte. Vi er knap 1.000 km syd for kræfthospitalerne i Rajistan og Punjab. Her har det danske selskab [K] sin indiske fabrik. På niende år producerer [K] en række af de sprøjtegifte, som er så velkendte i Indien. Uden for [K]s fabrik kan man læse, hvad fabrikken har tilladelse til at producere [navnene på forskellige produkter forstørres på skærmen]. Af disse elleve produkter er de syv totalt forbudt i Danmark eller EU. De er ganske enkelt for farlige både for mennesker og miljø. Og [K] ved godt, at produkterne er farlige.”

Følgende tekst fra hjemmesiden www.[K].dk fremgår af skærmen og læses op: ”Men der sker desværre ulykker med monocrotophos ”. Udsendelsen fortsætter:

Speak: Alligevel er sprøjtegiftene, der indeholder monocrotophos, [K]s største produkt i Indien. Fabrikken har tilladelse til at producere 1.500 tons monocrotophos årligt. Stoffet er en insektgift, der i stor stil anvendes til at slå den grådige bomuldsorm ihjel. Monocrotophos, der kan ændre arvemassen hos dyr og mennesker, har været forbudt i Danmark siden 1991. Stoffet quinalphos er kræftfremkaldende og kan skade forplantningsevnen og arvemassen. Quinalphos har aldrig været godkendt i Danmark [[K]s produkter fremgår af skærmen].

Finn Bro-Rasmussen, professor emeritus i miljøkemi : De er i en type/klasse svarende til nogen af dem, vi kender under navnet masseødelæggelsesvåben fra våbeninspektørernes inspektioner i Irak for eksempel. Det er stoffer, som har skabt mange ulykker, mange dødsfald, mange forgiftninger rundt omkring i den tredje verden igennem årene.

Speak: I nærheden af [K]s indiske fabrik ligger landsbyen Kharod. Her har beboerne i årevis klaget over, at [K] og andre industrifabrikker tilsyneladende lukker farlige og giftige gasser ud.

[B], Kharod : De begynder at forurene klokken ti, og det bliver ved hele natten. Når vi klager, stopper de. Men en time senere starter de igen. For to dage siden ringede jeg til [K], fordi der lugtede meget. De spurgte, om vi var sure på dem. Og jeg svarede: ”Nej, vi er ikke sure, men der er 6.000 indbyggere i byen. Hvorfor slår I os ikke ihjel, så I kan lukke gassen ud?”

Jangda Muhamad Sulemann, Kharod : Vi kender udmærket den lugt, der kommer fra [K]. Vi kan kende forskel på lugten fra [K] og de andre fabrikker. Og når [K] slipper gas ud, har jeg svært ved at trække vejret.

Speak: I flere år har beboerne haft udslæt på kroppen [der vises billeder af personer med kraftigt udslæt]. De fortæller, at det kommer, når de har gået i marken. Ingen ved dog hvorfor. Selv denne dag lugter der kraftigt af ammoniak i landsbyen, og hvor det kommer fra, det er ikke muligt at fastslå, men beboerne er dog ikke i tvivl.

Jangda Muhamad Sulemann, Kharod : Problemet startede for fem år siden. For tre år siden blev det værre, og sidste år er det blevet rigtig slemt.

Interviewer: Hvordan vil du forklare din hudirritation?

Jangda Muhamad Sulemann : Jeg tror, den kommer fra den gas, vi inhalerer. Og vi begynder at hoste.

Speak: Også [B] lider af en række uforklarlige udslæt, og han er vred på [K].

[B], Kharod : Der kom en mand fra [K]. Det var C.F. Singh og en sikkerhedsvagt. C.F. Singh spurgte, hvad der foregik. Jeg svarede: ”Næste gang ringer jeg ikke. Næste gang kommer jeg med 500-600 mand til fabrikken.”

Speak: Vi ville gerne have vist [K] billederne af beboerne fra Kharod for at høre, om [K] har en forklaring på de voldsomme udslip, men det har ikke været muligt. Firmaets talsmand er [K]s administrerende direktør [C]. Vi har flere gange anmodet [C] om at deltage i denne udsendelse, men det ønsker [K] ikke.

[D] (ansigtet er sløret i udsendelsen) : Der er ikke yderligere kommentarer til det, men jeg giver som sagt [C] beskeden straks.

Speak: Danske lønmodtagere er medejere af [K]s fabrik i Indien. ATP, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og Aarhus Universitets Forskningsfond har knap 90 % af stemmerne i [K] og dermed den fulde kontrol over det danske selskab. Heller ikke [K]s største aktionær, Aarhus Universitet, ønsker at deltage i udsendelsen. Sprøjtegiftene rammer ikke kun den grådige bomuldsorm. De ender også i grundvandet. I de mest almindelige fødevarer som mælk, mel og drikkevand. Selv i Coca-Cola og Pepsi fandt indiske miljøorganisationer i 2003 rester af sprøjtegifte.

Chandra Bhushan, Centre for Science and Environment, CSE : Problemet er enormt, hvad angår grundvandet. De steder, vi tester grundvandet, har vi fundet rester af sprøjtegift. Men vi anerkender ikke omfanget af det problem, vi allerede har skabt. Og det vil være de almindelige skatteydere, der kommer til at betale for at rydde op efter selskaberne.

Speak: Ravi Agarwal er leder af Toxics Links, en miljøorganisation, der i årevis har advaret mod det store og ukontrollerede forbrug af sprøjtegifte.

Dir. Ravi Agarwal, Toxics Links : Pesticider er de sidste 50 år blevet forbundet med godt landbrug. Vi har desværre brugt pesticider helt uden at tænke over det. Vi bruger kemikalier, der er forbudt i andre lande. Vi overdriver brugen. Pesticider påvirker landmændene, der sprøjter med dem, og dem, der forbruger bomulden og fødevarerne. Alt sætter et spor. Det her er et spor, der kommer tilbage som gift.

Speak: En af de familier, der har fået behandling og en seng at ligge i, kender godt til effekten af sprøjtegiftene.

Mand: Vi tager det ikke så tungt og bruger ikke beskyttelse. Men vi vasker hænder, når vi er færdige. Men vi får det på tøjet, når vi sprøjter. Men sådan er det, når vi sprøjter 5-6 timer om dagen. Vi kan godt mærke, at vi bliver påvirket af sprøjtningen.

Speak: Det ukontrollerede forbrug af sprøjtegifte har også fået verdenssundhedsorganisationen WHO til at reagere.

Dir. Abdul Sattar Yoosuf, WHO Sydøstasien : Vi skal undervise i, hvordan man bruger sprøjtegifte bedre. Bedre brug er at bruge mindre på den ene side. På den anden side skal vi beskytte brugerne ved at reducere kontakten med det.

Speak: Denne dreng er ved at dø. Han er indskrevet på et hospice for kræftpatienter i byen Djaipur. Kræften har bredt sig fra spiserøret til hjernen, og kræften har gjort ham blind på det ene øje.

Dr. S.G. Kabra, Institute of Health Management Research : Det store forbrug af pesticider fører det her med sig. Det er forventeligt. Disse giftige stoffer må få konsekvenser for helbredet og især, hvis mængderne er store. Den måde, pesticiderne bruges på i bomuldsbæltet og andre steder, er kritikløs, overdreven og uden sikkerhedsforanstaltninger. Disse giftige og forbudte pesticider er blevet dumpet i dette land af de multinationale selskaber. De er dødens købmænd, og de markedsfører mord her.

Finn Bro-Rasmussen, professor emeritus i miljøkemi : Ja, udtrykket ”dødens købmænd” er jo blevet anvendt og vel også med nogen ret. Stofferne produceres for at slå ihjel. De bruges for at slå insekter og andet ihjel, men de er lige så effektive - gode - til også at slå mennesker ihjel.

Speak: Vi har gentagne gange kontaktet [K]s direktør [C] og Aarhus Universitets rektor [E]. Vi ville gerne høre, hvorfor selskabet producerer og sælger sprøjtegifte, der for længst er blevet forbudt i Vesteuropa, men ingen af dem ville udtale sig.”

Udsendelsen fortsætter med en kritisk omtale af forholdene i de indiske tekstilfabrikker, der leverer til store europæiske virksomheder.

Det fremgår af korrespondance mellem [K] og deres selskab i Indien, at de indiske ansatte i udsendelsens researchfase har haft besøg af en person, der ønskede at stille spørgsmål vedrørende virksomheden i Indien – herunder om forurening og arbejdsforhold.

I en mail af 16. marts 2006 fra freelance-journalist Tom Heinemann til administrerende direktør [C] anføres bl.a.:

I samarbejde med produktionsselskabet Lynx Media, er jeg ved at producere en dokumentarudsendelse til DR, der ser nærmere på produktionen af bomuld og produktionen af tekstiler i Indien, og som eksporteres til bl.a. de skandinaviske lande.

I Indien er NGO’er og embedsmænd bekymrede over det store og – i mange tilfælde – ukontrollerede brug af pesticider. Undersøgelser har påpeget, at selv om bomuld kun dækker ca. 5-6 % af det opdyrkede areal i Indien anvendes omkring 50 % af alle pesticider på netop bomuld. Laboratorietests har vist, at der i flertallet af mel-, mælke- eller flaskevandsprodukter i Indien kan findes rester af pesticider. CSE – Centre for Science and Environment – en stor NGO i Indien – har undersøgt blodprøver fra en række landmænd i Punjab, der alle viste rester af pesticider. Organisationen kunne yderligere påvise, at der var tale om flere forskellige pesticider.

[K] er blot én af mange producenter af pesticider, der har etableret sig med egen fabrik i Indien. Så her er nogle af de spørgsmål, som vi gerne vil interviewe jer om og som du udbad dig i gårsdagens samtale:

Hvilke produkter bliver produceret på fabrikken i Gujarat?

Bliver produktionen kun anvendt i Indien, eller eksporterer fabrikken i Gujarat også?

Importerer [K] i Indien også produkter fra [K] i f.eks. Danmark?

I givet fald: Hvilke produkter er der tale om?

Hvordan sikrer [K] sig, at landmænd, der hverken kan læse eller skrive behandler produkterne efter de anbefalinger, som i angiver?

[K] afviste efterfølgende at deltage i udsendelsen, hvorefter Tom Heinemann foreslog at gennemføre interviewet ved at stille spørgsmålene skriftligt eller lave et båndet interview. [K] afslog at deltage i udsendelsen på de anførte vilkår og henvendte sig til Danmarks Radio og tilbød i stedet at deltage i en direkte udsendelse. Danmarks Radio videregav [K]’ tilbud om at medvirke i en direkte udsendelse til DR Nyheder, der ikke benyttede sig af tilbuddet.

Danmarks Radio bragte den 2. oktober 2006, kl. 21.58 følgende berigtigelse:

”Den 19. juni viste DR 1 programmet ”Når tilbud dræber”, hvor det bl.a. fremgik, at [K] sælger sprøjtegifte til indiske bomuldsbønder, og der blev vist billeder af bønder, der ikke bar hverken maske eller handsker, mens de sprøjtede. DR skal pointere, at etiketterne på en række af [K]s produkter er forsynet med piktogrammer, der anbefaler brug af maske og handsker.”

2. Parternes synspunkter

2.1. [K]’ synspunkter

Advokat Steffen Ebdrup har anført, at udsendelsen er i strid med god presseskik samt med Danmarks Radios egne retningslinier, jf. ”DR’s programetik 2005 – Etiske retningslinjer for DR’s programmer og medarbejdere”. Af forordet fremgår, at ”DR skal være fair over for alle parter, holdninger og synspunkter gennem en upartisk og kritisk journalistik”. Danmarks Radio anvender en freelanceproducent og –journalist til at producere en stærkt kontroversiel udsendelse. Producenten har kun et hensyn, nemlig at gøre udsendelsen så sensationspræget, at den vil blive solgt og derefter bragt. Danmarks Radio har ikke som ansvarlig for udsendelsen kontrolleret dens tilblivelse.

Advokaten har opfordret Danmarks Radio til at fremlægge aftale mellem Danmarks Radio og producenten, Lunx Media A/S, samt producentens tilbud vedrørende udsendelsen og korrespondance i tilknytning hertil.

Advokaten har anført, at freelancefotografen og -journalisten til brug for udsendelsen har bibragt flere interviewede det indtryk, at man var repræsentanter fra [K] i Danmark. Advokaten har henvist til DR's programetik, herunder afsnittet ”Medvirkende: Aftaler og kilder”, hvori det anbefales, at journalisten er særdeles omhyggelig med at gøre de interviewede opmærksomme på, hvad de medvirker i.

Advokaten har videre anført, at [K] forud for udsendelsen var i kontakt med journalisten og burde have haft mulighed for at imødegå kritikken, selv om de ikke ønskede at medvirke i udsendelsen. Journalisten burde således konkret have gjort [K] opmærksom på, at kritikken i udsendelsen ville blive rettet mod [K]s produktion og produktionsanlæg i Indien. Ved simpel research eller henvendelse til [K] havde journalisten kunne inddrage følgende faktiske oplysninger:

”A. [K]’ markedsandel af pesticider til det indiske marked udgør ca. 5 %.

B. De indiske myndigheder får foretaget månedlige luftmålinger på fabriksområdet udført af uvildige miljøkonsulenter, og at produktionsanlægget derfor både er lovligt og kontrolleret. ”Selv denne dag lugter der kraftigt af ammoniak i landsbyen, og hvor det kommer fra, er ikke muligt at fastslå, men beboerne er dog ikke i tvivl” sammenholdt med udsagnet ”Vi ville gerne have vist [K] billederne af beboerne fra Kharod for at høre, om [K] har en forklaring på de voldsomme udslip, men det har ikke været muligt” får det til at fremstå, som om det er faktuelt korrekt, at udslippene kommer fra [K].

C. På [K]s virksomhed i Indien er der ingen medarbejdere, der har hudlidelser eller andre sygdomme, som kan relateres til produktionen.

D. Der er ingen påviselig sammenhæng mellem [K]’ salg og produktion i Indien og det i udsendelsen omtalte ”cancertog”.”

Advokaten har anført, at fremstillingen ikke er fair, ligesom oplysningerne ikke er efterprøvet i særlig grad, inden de er blevet bragt. Navnlig følgende udsagn burde have været forelagt [K]: ”I mange udviklingslande følger der ofte en tegnet brugsanvisning med, når landmændene køber sprøjtegift, men det er ikke noget krav i Indien, og kun yderst sjældent kan man finde eksempler på en tegnet brugsvejledning.” - eftersom [K]’ produkter vises i sammenhæng med udsagnet. Det er et bærende postulat i udsendelsen, at indiske landmænd ikke anvender åndedrætsværn og handsker. Etiketterne på [K]’ produkter indeholder tegnede advarsler om, at man ved brug af pesticider bl.a. skal bruge åndedrætsværn og handsker, hvorfor udsendelsen burde viderebringe denne oplysning.

Advokaten har endvidere anført, at [K] ved brev af 19. maj 2006 til Danmarks Radio tilbød at lade sig interviewe om forholdene i Indien i en direkte udsendelse, idet man ikke ønskede at medvirke i et båndet interview, der kunne redigeres.

Advokaten har anført, at journalisten som et minimum burde have rettet henvendelse til de indiske myndigheder under sit flere måneder lange ophold i Indien. De indiske myndigheder ville herved have kunnet bekræfte, at [K]s produktionsanlæg ikke giver anledning til klager og i øvrigt er kontrolleret af de indiske myndigheder.

Advokaten har anført, at sekvensen med [K]’ informationschef er optaget med skjult kamera, hvilket skaber en dramatisk effekt pga. indslagets slørede karakter. Danmarks Radio kunne blot have oplyst, at virksomhedens direktør ikke ønskede at udtale sig.

Advokaten har endelig anført, at [K] ønsker bragt et genmæle vedrørende udsagnet ”I mange udviklingslande følger der ofte en tegnet brugsanvisning med, når landmændene køber sprøjtegift, men det er ikke noget krav i Indien, og kun yderst sjældent kan man finde eksempler på en tegnet brugsvejledning.”, idet [K]s produkter bærer piktogrammer.

2.2. Danmarks Radios synspunkter

Danmarks Radio har indledningsvis anført, DR's programetik har karakter af sikkerhedsforskrifter, og at tilfælde, hvor en udsendelse måtte være i strid med Danmarks Radios interne programetik ikke i sig selv medfører, at god presseskik er tilsidesat.

Danmarks Radio har videre anført, at selve brugen af uafhængige producenter ikke i sig selv er en tilsidesættelse af god presseskik, idet der altid er en ansvarlig redaktør på Danmarks Radio, der løbende har fulgt tilblivelsen af programmet.

Danmarks Radio har anført, at aftalegrundlaget er undtaget fra aktindsigt i medfør af regler om aktindsigt i lov om offentlighed i forvaltningen, jf. radio- og fjernsynslovens § 86, stk. 1.

Danmarks Radio har afvist, at freelance-journalisten på sit besøg i Indien gav indtryk af, at han repræsenterede [K], idet han udleverede sit private visitkort fra ”Heinemann Medier” og forklarede, at han producerede en udsendelse for ”National Danish Television”. Af råbåndene fremgår, at journalisten har udleveret sit visitkort. Danmarks Radio har anført, at [K] både pr. mail og telefonisk er blevet opfordret til at kommentere udsendelsens oplysninger, ligesom det af programmet fremgår, at Tom Heinemann forgæves forsøgte at indhente kommentarer fra [K]. [K] må have kunnet indse, at det var de miljømæssige virkninger af pesticider, der var emnet for spørgsmålene.

Danmarks Radio gør opmærksom på, at [K] to måneder senere ved brev af 19. maj 2006 under betingelse af, at det var i en direkte udsendelse og at Tom Heinemann ikke var interviewer, gerne ville kommentere oplysningerne. Sådanne krav imødekommes imidlertid ikke. Danmarks Radio finder, at man har forsøgt at indhente kommentarer fra [K] til de oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for virksomheden.

Til udsendelsens indhold har Danmarks Radio indledningsvis anført, at det tilkommer mediet at udvælge de oplysninger, der skal bringes i et program, så længe det bragte er i overensstemmelse med god presseskik.

Danmarks Radio har til [K]’ fire klagepunkter anført følgende:

Ad A:

At Danmarks Radio på intet tidspunkt postulerer, at [K] er eneste producent af pesticider til det indiske marked, eller at det alene er de skandinaviske virksomheder, der bærer ansvaret for vilkårene i den indiske bomuldsproduktion.

Ad B:

At Danmarks Radio med udsagnet ”Selv denne dag lugter det kraftigt af ammoniak i landsbyen. Og hvor det kommer fra, er ikke muligt at fastslå, men beboerne er dog ikke i tvivl.” har viderebragt beboernes opfattelse. På baggrund af oplysninger om, at kontakt til de indiske myndigheder ikke vil kunne forventes hverken at be- eller afkræfte beboernes hypotese, mener Danmarks Radio ikke, at god presseskik er tilsidesat, at oplysningen er søgt efterprøvet ved de indiske myndigheder.

Ad C:

At oplysninger om natlige udslip indgår uimodsagt i programmet, idet [K]’ ikke ønskede at medvirke i udsendelsen.

Ad D:

At programmet ikke postulerer, at der er nogen direkte sammenhæng mellem ”cancertoget” og [K]’ salg og produktion i Indien.

Danmarks Radio har afvist, at der har været anvendt skjult kamera under en optagelse med virksomhedens informationschef.

Danmarks Radio har erkendt og beklaget, at oplysningen om piktogrammerne på [K]’ produkternes etiketter burde have været bragt i programmet, hvorfor man bragte en berigtigelse. Danmarks Radio har anført, at det af [K]’ hjemmeside fremgik, at 4 ud af 32 produkter til det indiske marked pr. 6. juli 2006 stadig ikke var forsynet med piktogrammer.

3. Pressenævnets afgørelse og begrundelse :

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Niels Grubbe, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Ole Askvig.

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at Nævnet træffer afgørelse i sager om, hvorvidt der er sket offentliggørelse i strid med god presseskik, jf. medieansvarsloven § 34, og det falder uden for Pressenævnets kompetence at tage stilling til, om retningslinierne i DR Programetik er tilsidesat.

Pressenævnet er heller ikke kompetent til at tage stilling til, hvorvidt reglerne om aktindsigt i lov om offentlighed i forvaltningen, jf. radio- og fjernsynslovens § 86, stk. 1, er tilsidesat.

Et medie skal udvise kritik over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt. Pressenævnet finder imidlertid ikke, at et medie har en forpligtelse til at udvise særlig agtpågivenhed, blot fordi en udsendelse er produceret af et selvstændigt produktionsselskab. Pressenævnet finder, sådan som sagen foreligger oplyst, at der ikke er grundlag for at kritisere den journalistiske research, herunder valg af kilder, der er grundlaget for udsendelsen.

Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. vejledende regler for god presseskik, punkt A.3. Udsendelsen indeholder blandt andet udsagnene: ”Selv denne dag lugter der kraftigt af ammoniak i landsbyen, og hvor det kommer fra, er ikke muligt at fastslå, men beboerne er dog ikke i tvivl”, ”Vi ville gerne have vist [K] billederne for at høre, om [K] har en forklaring på de voldsomme udslip, men det har ikke været muligt.” og ”I mange udviklingslande følger der ofte en tegnet brugsanvisning med, når landmændene køber sprøjtegift, men det er ikke noget krav i Indien, og kun yderst sjældent kan man finde eksempler på denne brugsvejledning”. Pressenævnet finder, at disse udsagn sammenholdt med billeder af [K]’ produkter indeholder oplysninger, hvorimod udsagnet ”cancertog” fremstår som beboernes kommentar og ikke som en oplysning. De nævnte oplysninger kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for [K] og har derfor skullet efterprøves i særlig grad først og fremmest ved forelæggelse for [K]. Pressenævnet finder imidlertid, at man også har forsøgt at forelægge oplysningerne for [K] inden offentliggørelsen ved at give [K] mulighed for at kommentere oplysningerne i et interview i udsendelsen. [K] må bl.a. på grund af mailen af 16. maj 2006 have været bekendt med, at udsendelsen var kritisk over for [K]s produktion. [K] afslog imidlertid at deltage i et sådant interview, idet betingelsen om at interviewet skulle udsendes direkte må sidestilles med et afslag. Under disse omstændigheder giver udsendelsen af oplysningerne uden yderligere forelæggelse for [K] ikke anledning til kritik.

Parterne har over for Pressenævnet afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt optagelsen med informationschefen er foretaget med skjult kamera, og om, hvorledes journalisten præsenterede sig i forbindelse med optagelserne i Indien. På grund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for Pressenævnet, kan Nævnet ikke tage stilling til, hvilken forklaring, der er den rigtige.

Det fremgår af medieansvarsloven § 36, stk. 1, at anmodning om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Pressenævnet finder, at udsagnet ”I mange udviklingslande følger der ofte en tegnet brugsanvisning med, når landmændene køber sprøjtegift, men det er ikke noget krav i Indien, og kun yderst sjældent kan man finde eksempler på en tegnet brugsvejledning.” sammenholdt med visning af [K]’ produkter kan være egnede til at påføre [K] skade af betydning. [K] har derfor som udgangspunkt krav på genmæle overfor denne oplysning. Da Danmarks Radio imidlertid den 2. oktober 2006 bragte en berigtigelse af denne oplysning, finder Nævnet ikke grundlag for at pålægge Danmarks Radio nu at bringe et genmæle, jf. medieansvarsloven § 39.

Afgjort den 29. november 2006.