Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1 Oversigt over bekendtgørelsens indhold og bilag
Bilag 2 Oversættelse af karakterskalaen til engelsk
Bilag 3 Relationer mellem karakterskalaen og ECTS-skalaen
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse

 

I medfør af

1) § 15, stk. 1, i lov nr. 451 af 22. maj 2006 om autorisation af sundhedspersoner og sundhedsfaglig virksomhed,

2) § 34, stk. 2, i lov om apoteksvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 657 af 28. juli 1995,

3) § 1, stk. 2, i lov nr. 1115 af 29. december 1997 om korte videregående uddannelser (erhvervsakademiuddannelser),

4) § 5, stk. 1, i lov nr. 481 af 31. maj 2000 om mellemlange videregående uddannelser,

5) § 19 i lov nr. 488 af 31. maj 2000 om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne,

6) § 11 i lov nr. 315 af 19. april 2006 om uddannelsen til professionsbachelor som pædagog,

7) § 8 i lov nr. 579 af 9. juni 2006 om uddannelsen til professionsbachelor som lærer i folkeskolen,

8) § 2, stk. 4, i lov om uddannelse til håndarbejdslærer, jf. lovbekendtgørelse nr. 982 af 1. november 2000,

9) § 2, stk. 4, i lov om uddannelse til ernærings- og husholdningsøkonom, jf. lovbekendtgørelse nr. 983 af 1. november 2000,

10) § 6 i lov om Danmarks Journalisthøjskole, jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 30. marts 2001,

11) § 2 i lov om landbrugsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 1254 af 6. december 2006,

12) § 1, stk. 2, i lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 136 af 1. marts 2006,

13) § 2, stk. 9-10, i lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 956 af 28. november 2003,

14) § 6, stk. 1 og 3, i lov om Centre for Videregående Uddannelse og andre selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 228 af 17. marts 2006,

15) § 29 i lov nr. 95 af 18. februar 2004 om uddannelsen til studentereksamen ( stx ) (gymnasieloven),

16) § 27 i lov nr. 96 af 18. februar 2004 om uddannelserne til højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx),

17) § 25 i lov nr. 97 af 18. februar 2004 om uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf-loven),

18) § 33, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 183 af 22. marts 2004,

19) § 5, stk. 3, i lov om almen voksenuddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 852 af 11. juli 2006,

20) § 8 i lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 1214 af 1. december 2006,

21) § 4, stk. 5, i lov om forberedende voksenundervisning ( FVU-loven ), jf. lovbekendtgørelse nr. 16 af 7. januar 2005,

22) § 14, stk. 4, og § 14a, stk. 4, i lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 1195 af 30. november 2006, fastsættes:

Kapitel 1

7-trins-skalaen

§ 1. Uddannelsessøgende skal ved prøver og eksamener, som efter reglerne om de enkelte uddannelser mv. dokumenteres ved prøve-, eksamens- eller afgangsbeviser, bedømmes efter følgende karakterskala (7-trins-skalaen), jf. dog kapitel 2:

12: For den fremragende præstation.

10: For den fortrinlige præstation.

7: For den gode præstation.

4: For den jævne præstation.

02: For den tilstrækkelige præstation.

00: For den utilstrækkelige præstation.

-3: For den ringe præstation.

Stk. 2. Ved oversættelse af karakterskalaen til engelsk anvendes de betegnelser, som fremgår af bilag 2 til bekendtgørelsen.

Stk. 3. Karakterskalaen finder anvendelse ved afgivelse af årskarakterer og lignende standpunktsbedømmelser.

§ 2. Karakteren 12 gives for den fremragende præstation, der demonstrerer udtømmende opfyldelse af fagets mål, med ingen eller få uvæsentlige mangler.

§ 3. Karakteren 10 gives for den fortrinlige præstation, der demonstrerer omfattende opfyldelse af fagets mål, med nogle mindre væsentlige mangler.

§ 4. Karakteren 7 gives for den gode præstation, der demonstrerer opfyldelse af fagets mål, med en del mangler.

§ 5. Karakteren 4 gives for den jævne præstation, der demonstrerer en mindre grad af opfyldelse af fagets mål, med adskillige væsentlige mangler.

§ 6. Karakteren 02 gives for den tilstrækkelige præstation, der demonstrerer den minimalt acceptable grad af opfyldelse af fagets mål.

§ 7. Karakteren 00 gives for den utilstrækkelige præstation, der ikke demonstrerer en acceptabel grad af opfyldelse af fagets mål.

§ 8. Karakteren -3 gives for den helt uacceptable præstation.

Kapitel 2

Anden bedømmelse

§ 9. Bedømmelsen ”Bestået/Ikke bestået” kan anvendes, såfremt det er fastsat i reglerne for den enkelte uddannelse.

Stk. 2. Det kan i reglerne for de enkelte erhvervsuddannelser, jf. lov om erhvervsuddannelser, være fastsat, at der anvendes en anden karakterskala end 7-trins-skalaen. Den opnåede bedømmelse kan ikke omregnes til en karakter efter 7-trins-skalaen.

§ 10. Bekendtgørelsens bestemmelser om bedømmelsen ”Bestået/Ikke bestået” finder tilsvarende anvendelse ved bedømmelsen ”Godkendt/Ikke godkendt”.

Kapitel 3

Karakterfastsættelse mm.

§ 11. Når en prøve er begyndt, skal der gives en bedømmelse, med mindre prøven afbrydes på grund af bortvisning eller på grund af sygdom, der berettiger til sygeprøve.

§ 12. Karakterfastsættelsen sker på baggrund af en samlet vurdering af, i hvilken grad præstationen eller standpunktet opfylder de mål, som skal bedømmes efter reglerne for de enkelte uddannelser.

§ 13. Bedømmelse af præstationer og standpunkter skal ske på grundlag af de faglige mål, der er opstillet for det pågældende fag eller flerfaglige forløb (absolut karaktergivning). Præstationen og standpunktet skal bedømmes ud fra såvel fagets eller forløbets formål som undervisningens beskrevne indhold. Der må ikke tilstræbes nogen bestemt fordeling af karaktererne (relativ karaktergivning).

§ 14. Hvor en censor eller eksaminator medvirker, fastsætter denne karakteren. Hvor der ved bedømmelsen medvirker både en censor og en eksaminator, fastsættes karakteren efter drøftelse mellem dem.

Stk. 2. Hvis censor og eksaminator ikke er enige om en fælles bedømmelse, giver de hver en karakter. Karakteren for prøven er gennemsnittet af disse karakterer afrundet til nærmeste karakter i karakterskalaen. Hvis gennemsnittet ligger midt imellem to karakterer, er den endelige karakter nærmeste højere karakter, hvis censor har givet den højeste karakter, og ellers den nærmeste lavere karakter.

Stk. 3. Hvor der er uenighed om, hvorvidt præstationen eller standpunktet skal bedømmes til ”Bestået” eller ”Ikke bestået”, er censors bedømmelse afgørende.

§ 15. Hvis der medvirker flere censorer eller flere eksaminatorer ved bedømmelsen, har de under ét henholdsvis censor- og eksaminatorkompetencen efter § 14, stk. 1. Inden for hver gruppe, henholdsvis censorgruppen og eksaminatorgruppen, fastsættes bedømmelsen i tilfælde af uenighed som gennemsnittet af de enkelte bedømmelser afrundet til nærmeste karakter i karakterskalaen. Der rundes op, hvis gennemsnittet ligger midt i mellem to karakterer.

§ 16. Hvor det er fastsat, at en karakter består af flere delkarakterer for forskellige præstationer eller standpunkter, der er fastsat bedømmelse for, er karakteren gennemsnittet af delkaraktererne afrundet til nærmeste karakter i karakterskalaen. Der rundes op, hvis gennemsnittet ligger midt imellem to karakterer. Det kan i reglerne for den enkelte uddannelse være bestemt, at delkaraktererne tæller med forskellig vægt, når den samlede karakter skal fastsættes.

Kapitel 4

Beståkrav

§ 17. Hvis der er beståkrav ved en eksamen, prøve eller en standpunktsbedømmelse, er kravet opfyldt, hvis den uddannelsessøgende opnår mindst karakteren 02 eller bedømmelsen ”Bestået”.

Stk. 2. Indgår der flere karakterer, er kravet i stk. 1 opfyldt, hvis gennemsnittet er mindst 2,0. Kravet om et gennemsnit på mindst 2,0 kan ikke opfyldes ved afrunding. Der skal være opnået ”Bestået” ved alle prøver mv., hvor bedømmelsen ”Bestået/Ikke bestået” er anvendt. Der kan endvidere i reglerne for den enkelte uddannelse være fastsat krav om, at der ved en eller flere prøver mv., som indgår i gennemsnittet, skal være opnået mindst en bestemt karakter i skalaen.

Kapitel 5

Samlet prøve- eller eksamensresultat

§ 18. Det følger af reglerne for den enkelte uddannelse, hvilke karakterer der indgår i det samlede prøve- eller eksamensresultat.

Stk. 2. Det samlede prøve- eller eksamensresultat kan udtrykkes ved et gennemsnit, jf. § 19. Ved beregningen af gennemsnit medtages én decimal. I beregningen af gennemsnit indgår ikke fag, hvor der er anvendt bedømmelsen ”Bestået/Ikke bestået”.

§ 19. Det kan i reglerne for den enkelte uddannelse være fastsat, at de enkelte karakterer, der indgår i det samlede prøve- eller eksamensresultat, tæller med forskellig vægt ved beregning af gennemsnittet.

Stk. 2. Det kan i reglerne for den enkelte uddannelse være bestemt, at gennemsnittet beregnes af gennemsnit for bestemte grupper af karakterer. I så fald skal beståkravet, jf. § 17, være opfyldt for hver af grupperne. Såfremt karaktererne i de forskellige grupper indgår med forskellig vægt, skal metoden i § 20, stk. 2, benyttes for hver af grupperne.

§ 20. Ved fastsættelse af en samlet karakter efter § 16, hvis flere karakterer indgår i et beståkrav efter § 17, stk. 2, og ved beregningen af et gennemsnit efter § 18, stk. 2, kan karaktererne indgå med forskellig vægt, som fastsættes i reglerne for den enkelte uddannelse.

Stk. 2. Ved det vægtede gennemsnit forstås summen af de enkelte karakterer, hver multipliceret med karakterens vægt, divideret med summen af vægtene.

Kapitel 6

Prøve-, eksamens- og afgangsbeviser

§ 21. På prøve-, eksamens- og afgangsbeviser skal der ved hver karakter efter 7-trins-skalaen tilføjes det bogstav fra ECTS-skalaen, som svarer til den pågældende karakter, jf. bilag 3.

Kapitel 7

Dispensation og fravigelse

§ 22. Undervisningsministeriet kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det er begrundet i usædvanlige forhold.

Stk. 2. Undervisningsministeriet kan tillade, at bekendtgørelsens regler fraviges som et led i forsøg og udviklingsarbejde.

Kapitel 8

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 23. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2007, jf. dog stk. 3, og §§ 24-25.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 448 af 18. maj 2006 om karakterskala og anden bedømmelse ophæves.

Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 350 af 19. maj 2005 om karakterskala og anden bedømmelse vil fortsat kunne finde anvendelse for Grønland.

§ 24. Den i § 23, stk. 3, nævnte bekendtgørelse finder indtil den 1. august 2007 fortsat anvendelse for de i indledningen til nærværende bekendtgørelse under nr. 1-14 og 18-22 angivne uddannelser.

Stk. 2. For uddannelser, som er omfattet af stk. 1, finder den i § 23, stk. 3, nævnte bekendtgørelse tillige anvendelse ved syge- eller omprøve, der aflægges i stedet for prøve, der skulle have været aflagt før 1. august 2007.

§ 25. Den i § 23, stk. 3, nævnte bekendtgørelse finder fortsat anvendelse for uddannelsessøgende, der er begyndt på uddannelsen til studentereksamen, højere forberedelseseksamen, højere handelseksamen eller højere teknisk eksamen før den 1. august 2005, såfremt de undervises og aflægger prøve efter regler gældende før 1. august 2005. Bekendtgørelsen finder i sådanne tilfælde anvendelse til og med sommereksamen 2007, for så vidt angår højere forberedelseseksamen, og 2008 for så vidt angår uddannelsen til studentereksamen, højere handelseksamen og højere teknisk eksamen, inkl. syge- og omeksamen. Et gennemsnit beregnes på basis af karakterer givet efter den i § 23, stk. 3, nævnte bekendtgørelse (karakterer givet efter 13-skalaen).

§ 26. Karakterer, der er givet efter 13-skalaen, konverteres på prøve-, eksamens- eller afgangsbeviset til karakterer efter 7-trins-skalaen, jf. dog § 25. For konverterede karakterer skal også karakteren efter den i § 23, stk. 3, nævnte bekendtgørelse (karakterer givet efter 13-skalaen) fremgå af beviset.

Stk. 2. Konvertering sker efter følgende oversættelsesskala:

13-skala

13

11

10

9

8

7

6

5

03

00

7-trins-skala

12

12

10

7

7

4

02

00

00

-3

Stk. 3. Såfremt der efter reglerne for de enkelte uddannelser skal udregnes et gennemsnit, skal dette alene beregnes på basis af karakterer fra 7-trins-skalaen, jf. dog § 25.

Undervisningsministeriet, den 20. marts 2007

Jarl Damgaard
Uddannelsesdirektør

/Kirsten Krogstrup



Bilag 1

Oversigt over bekendtgørelsens indhold og bilag

Bekendtgørelsens indhold

Kapitel 1:

7-trins-skalaen

Kapitel 2:

Anden bedømmelse

Kapitel 3:

Karakterfastsættelse mm.

Kapitel 4:

Beståkrav

Kapitel 5:

Samlet prøve- eller eksamensresultat

Kapitel 6:

Prøve-, eksamens- og afgangsbeviser

Kapitel 7:

Dispensation og fravigelse

Kapitel 8:

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

 

Bekendtgørelsens bilag

Bilag 1:

Oversigt over bekendtgørelsens indhold og bilag

Bilag 2:

Oversættelse af karakterskalaen til engelsk

Bilag 3:

Relationer mellem karakterskalaen og ECTS-skalaen

 



Bilag 2

Oversættelse af karakterskalaen til engelsk

12: For an excellent performance displaying a high level of command of all aspects of the relevant material, with no or only a few minor weaknesses.

10: For a very good performance displaying a high level of command of most aspects of the relevant material, with only minor weaknesses.

7: For a good performance displaying good command of the relevant material but also some weaknesses.

4: For a fair performance displaying some command of the relevant material but also some major weaknesses.

02: For a performance meeting only the minimum requirements for acceptance.

00: For a performance which does not meet the minimum requirements for acceptance.

-3: For a performance which is unacceptable in all respects.



Bilag 3

Relationer mellem karakterskalaen og ECTS-skalaen

Karakteren 12 på 7-trins-skalaen svarer til A på ECTS-skalaen

Karakteren 10 på 7-trins-skalaen svarer til B på ECTS-skalaen

Karakteren 7 på 7-trins-skalaen svarer til C på ECTS-skalaen

Karakteren 4 på 7-trins-skalaen svarer til D på ECTS-skalaen

Karakteren 02 på 7-trins-skalaen svarer til E på ECTS-skalaen

Karakteren 00 på 7-trins-skalaen svarer til Fx på ECTS-skalaen

Karakteren -3 på 7-trins-skalaen svarer til F på ECTS-skalaen