Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1 AFTALE
Bilag 2 RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 44/2001
af 22. december 2000

om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
Bilag 3 KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1496/2002
af 21. august 2002
om ændring af bilag I (de kompetenceregler, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 2) og bilag II (listen over kompetente retter og myndigheder) til Rådets forordning (EF) nr. 44/ 2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
Bilag 4 KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr 2245/2004
af 27. december 2004
om ændring af bilag I, II, III og IV til Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdeIse af retsafgorelser på det civil- og handelsretlige område
Den fulde tekst

Lov om Bruxelles I-forordningen m.v.

 

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

Kapitel 1

Almindelige bestemmelser

§ 1. Bestemmelserne i aftale af 19. oktober 2005 mellem Det Europæiske Fællesskab og Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, jf. bilag 1 til denne lov, samt bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen, jf. bilag 2 til denne lov, og gennemførelsesforanstaltningerne hertil, jf. bilag 3 og 4 til denne lov, gælder her i landet.

Kapitel 2

Anerkendelse og fuldbyrdelse

§ 2. Anmodning om, at en udenlandsk retsafgørelse, som er omfattet af Bruxelles I-forordningen, erklæres eksigibel, indgives til fogedretten. Anmodningen skal være skriftlig.

Stk. 2. Der kan samtidig med en anmodning efter stk. 1 anmodes om fuldbyrdelse af afgørelsen efter retsplejelovens regler.

Stk. 3. Fogedrettens afgørelse om, hvorvidt retsafgørelsen er eksigibel, træffes ved kendelse.

§ 3. Fogedrettens afgørelse om eksigibilitet kan med de ændringer, der følger af denne lov, kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37.

Stk. 2. Landsrettens afgørelse kan med de ændringer, der følger af denne lov, og med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet kæres til Højesteret efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37.

Stk. 3. Den ret, hvortil afgørelsen kæres, giver parterne adgang til at udtale sig. Retten kan bestemme, at der skal foretages mundtlig forhandling.

§ 4. En retsafgørelse, der er erklæret eksigibel, kan med de ændringer, der følger af denne lov, fuldbyrdes efter de regler, der gælder for fuldbyrdelse af danske afgørelser.

Stk. 2. I tiden, indtil fristen for kære af afgørelsen om eksigibilitet er udløbet, eller indtil en eventuel kære er afgjort, kan der uanset fristen i retsplejelovens § 480 foretages udlæg eller andre fuldbyrdelsesskridt. Der kan dog ikke foretages tvangsauktion over udlagt gods eller i øvrigt foretages skridt, der går videre end til at sikre tilstedeværelsen af gods, hvori fuldbyrdelse kan ske. Et udlægs plads i rækkefølgen mellem flere udlæg i samme aktiv, jf. retsplejelovens § 526, regnes tidligst fra tidspunktet for afgørelsen om, at den udenlandske retsafgørelse er eksigibel.

§ 5. En afgørelse om et borgerligt krav, der er truffet i en anden EU-medlemsstat i forbindelse med retsforfølgning mod en person for en uagtsom lovovertrædelse, kan ikke anerkendes eller fuldbyrdes her i landet, såfremt den pågældende person

1) hverken har bopæl eller er statsborger i afgørelsesstaten,

2) er udeblevet, efter at retten i afgørelsesstaten har bestemt, at den pågældende skal møde personligt, og

3) ikke har haft mulighed for at varetage sine interesser under sagen.

§ 6. Der kan ikke her i landet fastsættes eller fuldbyrdes forvandlingsstraf for en udenlandsk tvangsbøde. Det samme gælder med hensyn til afgørelser om afsoning af underholdsbidrag, der er pålagt i udlandet.

§ 7. En fordringshaver, der helt eller delvis har haft fri proces i domsstaten eller været fritaget for gebyrer og omkostninger, har fri proces eller er fritaget for at betale gebyrer og omkostninger i samme omfang under fuldbyrdelsessagen.

§ 8. Reglerne i dette kapitel finder tilsvarende anvendelse på

1) anmodninger om, at et officielt bekræftet dokument eller et retsforlig erklæres for eksigibelt efter artikel 57 og 58 i Bruxelles I-forordningen, og

2) anmodninger om, at en retsafgørelse skal anerkendes efter artikel 33, stk. 2, i Bruxelles I-forordningen.

Kapitel 3

Bemyndigelse

§ 9. Justitsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om gennemførelse af lovens § 1.

Stk. 2. Justitsministeren kan bestemme, at loven med de nødvendige ændringer finder anvendelse på ændringer af og gennemførelsesforanstaltninger til Bruxelles I-forordningen.

Stk. 3. Justitsministeren kan bestemme, at loven med de nødvendige ændringer finder anvendelse på konventioner om andre landes og territoriers tilknytning til reglerne i Bruxelles I-forordningen eller bestemmelser, der i det væsentlige svarer hertil.

Kapitel 4

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 10. Justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter dog tidspunktet for ikrafttrædelsen af lovens § 13, nr. 1 og 2.

§ 11. I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1001 af 5. oktober 2006, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 539 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:

1. § 247, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»I sager, der er omfattet af en international overenskomst, som er gennemført i dansk ret ved lov om EF-domskonventionen m.v. eller lov om Bruxelles I-forordningen m.v., herunder ved bekendtgørelse i medfør af de nævnte love, anvendes overenskomstens værnetingsregler.«

2. I § 247, stk. 2, ændres »konvention« til: »international overenskomst«.

§ 12. I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 936 af 8. september 2006, som ændret ved § 7 i lov nr. 539 af 8. juni 2006, foretages følgende ændring:

1. I § 20 indsættes som nr. 9:

»9) afgørelser efter lov om Bruxelles I-forordningen m.v. eller lov om EF-domskonventionen m.v. om, at en udenlandsk retsafgørelse skal anerkendes eller er eksigibel her i landet, eller at et udenlandsk officielt bekræftet dokument eller retsforlig er eksigibelt her i landet.«

§ 13. I søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 538 af 15. juni 2004, som ændret bl.a. ved lov nr. 599 af 24. juni 2005 og senest ved § 39 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:

1. I § 190 indsættes som 2. pkt.:

»Domme, der er afsagt af en domstol i en anden EU-medlemsstat, anerkendes og fuldbyrdes dog i overensstemmelse med de relevante fællesskabsregler, som Danmark er omfattet af, herunder tilknyttet ved mellemstatslig aftale.

2. I § 226 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Domme, der er afsagt af en domstol i en anden EU-medlemsstat, anerkendes og fuldbyrdes dog i overensstemmelse med de relevante fællesskabsregler, som Danmark er omfattet af, herunder tilknyttet ved mellemstatslig aftale.«

3. § 310, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. Stk. 1 og 4 gælder ikke, hvis hverken det aftalte leveringssted eller det aftalte eller faktiske udleveringssted efter § 252, stk. 3, ligger i Danmark, Finland, Norge eller Sverige, eller hvis andet følger af lov om Bruxelles I-forordningen m.v. eller lov om EF-domskonventionen m.v., herunder bekendtgørelser udstedt i medfør af disse love.«

4. § 429, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder dog ikke, hvis andet følger af lov om Bruxelles I-forordningen m.v. eller lov om EF-domskonventionen m.v., herunder bekendtgørelser udstedt i medfør af disse love.«

§ 14. I sømandsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 742 af 18. juli 2005, som ændret ved § 2 i lov nr. 547 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:

1. § 17, stk. 1, nr. 7, affattes således:

»7) i strid med § 64 indbringer en tvist om tjenesteforholdet for udenlandsk myndighed.«

2. I § 64, stk. 4, 3. pkt., ændres »dansk domstol« til: »retten«.

3. I § 64 indsættes som stk. 5:

»Stk. 5. Stk. 2 og 3 gælder ikke, hvis andet følger af lov om Bruxelles I-forordningen m.v., herunder bekendtgørelser udstedt i medfør af denne lov.

§ 15. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Lovens § 13 og § 14 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de ændringer, der følger af de særlige færøske og grønlandske forhold.

Givet på Christiansborg Slot, den 20. december 2006

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/Lene Espersen



Bilag 1

AFTALE

mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB, i det følgende benævnt »Fællesskabet«,

på den ene side, og

KONGERIGET DANMARK, i det følgende benævnt »Danmark«,

på den anden side –

SOM ØNSKER at gøre reglerne for retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område ensartede og forenkle formaliteterne med henblik på en hurtig og enkel anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser inden for Fællesskabet,

SOM KONSTATERER, at medlemsstaterne den 27. september 1968 på grundlag af artikel 293, fjerde led, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab indgik Bruxelles-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, senere ændret ved konventionerne om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention 1)  (i det følgende benævnt »Bruxelles-konventionen«). Den 16. september 1988 indgik medlemsstaterne og EFTA-staterne Lugano-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager 2)  (i det følgende benævnt »Lugano-konventionen«), som er en parallelkonvention til Bruxelles-konventionen,

SOM KONSTATERER, at Bruxelles-konventionens indhold i stor udstrækning er overtaget i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område 3)  (i det følgende benævnt »Bruxelles I-forordningen«),

SOM HENVISER til protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, (i det følgende benævnt »protokollen om Danmarks stilling«), i medfør af hvilken Bruxelles I-forordningen ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark,

SOM UNDERSTREGER, at der må findes en løsning på den utilfredsstillende juridiske situation, der er opstået som følge af, at der inden for Fællesskabet gælder forskellige regler for retternes kompetence og for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser,

SOM ØNSKER, at bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen, fremtidige ændringer heraf og gennemførelsesforanstaltningerne hertil på folkeretligt grundlag skal finde anvendelse i forbindelserne mellem Fællesskabet og Danmark som medlemsstat med en særlig stilling med hensyn til afsnit IV i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

SOM UNDERSTREGER, at kontinuiteten mellem Bruxelles-konventionen og denne aftale bør sikres, og at der også for denne aftale bør gælde overgangsbestemmelser svarende til dem i Bruxelles I-forordningen. Samme kontinuitet bør gælde med hensyn til De Europæiske Fællesskabers Domstols fortolkning af Bruxelles-konventionen, og endvidere bør protokollen af 1971 4)  fortsat finde anvendelse på sager, der allerede er anlagt ved denne aftales ikrafttræden,

SOM UNDERSTREGER, at Bruxelles-konventionen tillige fortsat bør finde anvendelse for så vidt angår de af medlemsstaternes territorier, som er omfattet af Bruxelles-konventionens geografiske anvendelsesområde, og som ikke er omfattet af denne aftale,

SOM UNDERSTREGER betydningen af god koordination mellem Fællesskabet og Danmark for så vidt angår forhandling og indgåelse af internationale aftaler, der kan berøre eller ændre anvendelsesområdet for Bruxelles I-forordningen,

SOM UNDERSTREGER, at Danmark bør bestræbe sig på at tiltræde internationale aftaler, som Fællesskabet har indgået, når Danmarks deltagelse i sådanne aftaler er relevant for en sammenhængende anvendelse af Bruxelles I-forordningen og nærværende aftale,

SOM PÅPEGER, at De Europæiske Fællesskabers Domstol bør have kompetence til at sikre en ensartet anvendelse og fortolkning af denne aftale, inklusive de bestemmelser i Bruxelles I-forordningen og alle EF-gennemførelsesforanstaltninger, der udgør en del af denne aftale,

SOM HENVISER til den kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål om gyldigheden og fortolkningen af retsakter udstedt af Fællesskabets institutioner på grundlag af traktatens afsnit IV, herunder gyldigheden og fortolkningen af denne aftale, som er tillagt De Europæiske Fællesskabers Domstol ved artikel 68, stk. 1, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og til det forhold, at nævnte bestemmelse ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark som følge af protokollen om Danmarks stilling,

SOM FINDER, at De Europæiske Fællesskabers Domstol bør have kompetence til på samme betingelser at afgøre præjudicielle spørgsmål om gyldigheden og fortolkningen af denne aftale, som rejses af en dansk ret, og at danske retter følgelig bør anmode om præjudicielle afgørelser på samme betingelser som retter i andre medlemsstater for så vidt angår fortolkningen af Bruxelles I-forordningen og gennemførelsesforanstaltningerne hertil,

SOM HENVISER til, at Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Kommissionen og medlemsstaterne i medfør af artikel 68, stk. 3, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab kan anmode De Europæiske Fællesskabers Domstol om at afgøre spørgsmål om fortolkning af retsakter udstedt af Fællesskabets institutioner på grundlag af traktatens afsnit IV, herunder fortolkning af denne aftale, og til det forhold, at nævnte bestemmelse ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark som følge af protokollen om Danmarks stilling,

SOM FINDER, at Danmark på samme betingelser som andre medlemsstater for så vidt angår Bruxelles I-forordningen og gennemførelsesforanstaltningerne hertil bør have mulighed for at anmode De Europæiske Fællesskabers Domstol om at afgøre spørgsmål om fortolkning af denne aftale,

SOM UNDERSTREGER, at retterne i Danmark – ved fortolkningen af denne aftale, inklusive de bestemmelser i Bruxelles I-forordningen og alle EF-gennemførelsesforanstaltninger, der udgør en del af denne aftale – efter dansk ret bør tage behørigt hensyn til retspraksis ved De Europæiske Fællesskabers Domstol og ved retterne i De Europæiske Fællesskabers medlemsstater for så vidt angår bestemmelserne i Bruxelles-konventionen og Bruxelles I-forordningen og alle EF-gennemførelsesforanstaltninger,

SOM FINDER, at det bør være muligt at anmode De Europæiske Fællesskabers Domstol om at afgøre spørgsmål om overholdelse af forpligtelser i medfør af denne aftale i overensstemmelse med bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab vedrørende sager for Domstolen,

SOM KONSTATERER, at denne aftale er bindende for medlemsstaterne i medfør af artikel 300, stk. 7, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab; det er derfor hensigtsmæssigt, at Danmark i tilfælde af, at en medlemsstat ikke overholder denne aftale, skal kunne indbringe sagen for Kommissionen i dennes egenskab af traktatens vogter –

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

Artikel 1

Formål

1. Formålet med denne aftale er at anvende bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen og gennemførelsesforanstaltningerne hertil i forbindelserne mellem Fællesskabet og Danmark i over- ensstemmelse med artikel 2, stk. 1, i denne aftale.

2. Det er de kontraherende parters mål at nå frem til en ensartet anvendelse og fortolkning af bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen og gennemførelsesforanstaltningerne hertil i alle medlemsstater.

3. Bestemmelserne i artikel 3, stk. 1, artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, i denne aftale følger af protokollen om Danmarks stilling.

Artikel 2

Retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

1. Bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen, der er knyttet som bilag til denne aftale og udgør en del heraf, samt de gennemførelsesforanstaltninger, der er vedtaget i medfør af forordningens artikel 74, stk. 2, og – for så vidt angår gennemførelsesforanstaltninger, der vedtages efter denne aftales ikrafttræden – som Danmark har gennemført efter artikel 4 i denne aftale, og de foranstaltninger, som er vedtaget i medfør af forordningens artikel 74, stk. 1, finder anvendelse på folkeretligt grundlag i forbindelserne mellem Fællesskabet og Danmark.

2. Med henblik på gennemførelsen af denne aftale ændres anvendelsen af bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen dog som følger:

a) Artikel 1, stk. 3, finder ikke anvendelse.

b) I artikel 50 indsættes følgende som stk. 2:

»2. Den, som fremsætter anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse om underholdspligt, der er truffet af en administrativ myndighed i Danmark, kan i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, påberåbe sig de i stk. 1 nævnte fordele, såfremt han fremlægger en erklæring fra det danske justitsministerium, som bekræfter, at han opfylder de økonomiske betingelser for helt eller delvis at få meddelt fri proces eller blive fritaget for gebyrer og omkostninger.«

c) I artikel 62 indsættes følgende som stk. 2:

»2. I sager om underholdspligt omfatter udtrykket »ret« også de danske administrative myndigheder.«

d) Artikel 64 finder anvendelse på søgående skibe, der er indregistreret i Danmark og i Grækenland og Portugal.

e) Datoen for denne aftales ikrafttræden finder anvendelse i stedet for datoen for forordningens ikrafttræden omhandlet i forordningens artikel 70, stk. 2, og artikel 72 og 76.

f) Overgangsbestemmelserne i denne aftale finder anvendelse i stedet for forordningens artikel 66.

g) I bilag I tilføjes følgende: »i Danmark: § 246, stk. 2 og 3, i lov om rettens pleje «.

h) I bilag II tilføjes følgende: »i Danmark: byretten «.

i) I bilag III tilføjes følgende: »i Danmark: landsretten «.

j) I bilag IV tilføjes følgende: »i Danmark: ved appel til Højesteret med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet «.

Artikel 3

Ændringer til Bruxelles I-forordningen

1. Danmark deltager ikke i vedtagelsen af ændringer til Bruxelles I-forordningen, og sådanne ændringer er ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark.

2. Når der vedtages ændringer til forordningen, meddeler Danmark Kommissionen, hvorvidt Danmark vil gennemføre indholdet af ændringerne. Meddelelsen skal gives på tidspunktet for vedtagelsen af ændringerne eller inden 30 dage herefter.

3. Hvis Danmark beslutter at gennemføre indholdet af ændringerne, anføres det i meddelelsen, om gennemførelsen kan ske administrativt eller kræver godkendelse i Folketinget.

4. Hvis det i meddelelsen anføres, at gennemførelsen kan ske administrativt, angives det desuden, at alle de nødvendige administrative foranstaltninger træder i kraft på datoen for ikrafttrædelsen af ændringerne til forordningen eller er trådt i kraft på datoen for meddelelsen, afhængigt af hvilket tidspunkt der ligger senest.

5. Hvis det i meddelelsen anføres, at gennemførelsen kræver godkendelse i Folketinget, finder følgende bestemmelser anvendelse:

a) Lovgivningsmæssige foranstaltninger i Danmark træder i kraft på datoen for ikrafttrædelsen af ændringerne til forordningen eller inden seks måneder efter datoen for meddelelsen, afhængigt af hvilket tidspunkt der ligger senest.

b) Danmark giver Kommissionen meddelelse om datoen for de lovgivningsmæssige gennemførelsesforanstaltningers ikrafttræden.

6. En meddelelse fra Danmark om, at indholdet af ændringerne er blevet gennemført i Danmark, jf. stk. 4 og 5, skaber gensidige folkeretlige forpligtelser mellem Danmark og Fællesskabet. Ændringerne til forordningen udgør derefter ændringer til denne aftale og betragtes som bilag knyttet hertil.

7. Hvis

a) Danmark meddeler, at Danmark ikke vil gennemføre indholdet af ændringerne, eller

b) Danmark ikke fremsender nogen meddelelse inden for den frist på 30 dage, der er fastsat i stk. 2, eller

c) de lovgivningsmæssige foranstaltninger i Danmark ikke træder i kraft inden for de frister, der er fastsat i stk. 5,

betragtes denne aftale som opsagt, medmindre parterne beslutter andet inden 90 dage, eller i den situation, der er omhandlet i litra c), medmindre de lovgivningsmæssige foranstaltninger i Danmark træder i kraft inden for samme tidsrum. Opsigelsen får virkning tre måneder efter udløbet af de 90 dage.

8. Retssager, der er anlagt, og officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt inden den dato, hvor opsigelsen får virkning, jf. stk. 7, berøres ikke heraf.

Artikel 4

Gennemførelsesforanstaltninger

1. Danmark deltager ikke i vedtagelsen af udtalelser fra det udvalg, der er omhandlet i artikel 75 i Bruxelles I-forordningen.

Gennemførelsesforanstaltninger, der vedtages i medfør af forordningens artikel 74, stk. 2, er ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark.

2. Når der vedtages gennemførelsesforanstaltninger i medfør af forordningens artikel 74, stk. 2, skal disse meddeles Danmark. Danmark meddeler Kommissionen, hvorvidt Danmark vil gennemføre indholdet af gennemførelsesforanstaltningerne. Meddelelsen skal gives ved modtagelsen af gennemførelsesforanstaltningerne eller inden 30 dage herefter.

3. I meddelelsen anføres det, at alle de nødvendige administrative foranstaltninger i Danmark træder i kraft på datoen for gennemførelsesforanstaltningernes ikrafttræden eller er trådt i kraft på datoen for meddelelsen, afhængigt af hvilket tidspunkt der ligger senest.

4. En meddelelse fra Danmark om, at indholdet af gennemførelsesforanstaltningerne er blevet gennemført i Danmark, skaber gensidige folkeretlige forpligtelser mellem Danmark og Fællesskabet. Gennemførelsesforanstaltningerne udgør derefter en del af denne aftale.

5. Hvis

a) Danmark meddeler, at Danmark ikke vil gennemføre indholdet af gennemførelsesforanstaltningerne, eller

b) Danmark ikke fremsender nogen meddelelse inden den frist på 30 dage, der er fastsat i stk. 2,

betragtes denne aftale som opsagt, medmindre parterne træffer anden afgørelse inden 90 dage. Opsigelsen får virkning tre måneder efter udløbet af de 90 dage.

6. Retssager, der er anlagt, og officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt inden den dato, hvor opsigelsen får virkning, jf. stk. 5, berøres ikke heraf.

7. Hvis gennemførelsen undtagelsesvis kræver godkendelse i Folketinget, anføres dette i Danmarks meddelelse efter stk. 2, og bestemmelserne i artikel 3, stk. 5-8, finder anvendelse.

8. Danmark meddeler Kommissionen tekster, der indebærer ændring af oplysningerne i artikel 2, stk. 2, litra g)-j), i denne aftale. Kommissionen ændrer artikel 2, stk. 2, litra g)-j), i over- ensstemmelse hermed.

Artikel 5

Internationale aftaler, der berører Bruxelles I-forordningen

1. Internationale aftaler, som Fællesskabet indgår på grundlag af reglerne i Bruxelles I-forordningen, er ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark.

2. Danmark afholder sig fra at indgå internationale aftaler, som kan berøre eller ændre anvendelsesområdet for Bruxelles I- forordningen, der er knyttet som bilag til denne aftale, medmindre det sker efter aftale med Fællesskabet, og der er fundet tilfredsstillende ordninger med hensyn til forholdet mellem nærværende aftale og den pågældende internationale aftale.

3. Når Danmark forhandler internationale aftaler, der kan berøre eller ændre anvendelsesområdet for Bruxelles I-forordningen, der er knyttet som bilag til denne aftale, koordinerer Danmark sin holdning med Fællesskabet og afholder sig fra enhver handling, der vil kunne skade målsætningerne i en holdning fastlagt af Fællesskabet inden for dets kompetenceområde i forbindelse med sådanne forhandlinger.

Artikel 6

De Europæiske Fællesskabers Domstols kompetence med hensyn til fortolkning af denne aftale

1. Når et spørgsmål om gyldigheden eller fortolkningen af denne aftale rejses i forbindelse med en sag, der verserer ved en dansk ret, anmoder denne ret Domstolen om at afgøre spørgsmålet, når en ret i en anden EU-medlemsstat under de samme omstændigheder ville være forpligtet hertil med hensyn til Bruxelles I-forordningen samt de gennemførelsesforanstaltninger, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, i denne aftale.

2. Efter dansk ret tager retterne i Danmark ved fortolkningen af denne aftale behørigt hensyn til Domstolens retspraksis med hensyn til bestemmelserne i Bruxelles-konventionen og Bruxelles I-forordningen samt alle EF-gennemførelsesforanstaltninger.

3. Danmark kan i lighed med Rådet, Kommissionen og enhver medlemsstat anmode Domstolen om at afgøre spørgsmål om fortolkning af denne aftale. Domstolens afgørelse som svar på en sådan anmodning finder ikke anvendelse på domme afsagt af medlemsstaternes retter, som har fået retskraft.

4. Danmark har ret til at indgive udtalelser til Domstolen, hvis en ret i en medlemsstat har forelagt Domstolen et præjudicielt spørgsmål om fortolkningen af en bestemmelse, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1.

5. Protokollen vedrørende statutten for De Europæiske Fællesskabers Domstol og Domstolens procesreglement finder anvendelse.

6. Hvis bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab vedrørende afgørelser truffet af Domstolen ændres, og dette får følger for afgørelser, der træffes med hensyn til Bruxelles I-forordningen, kan Danmark meddele Kommissionen, at Danmark ikke vil anvende ændringerne for så vidt angår denne aftale. Meddelelsen skal gives på tidspunktet for ændringernes ikrafttræden eller inden 60 dage herefter.

I så fald betragtes denne aftale som opsagt. Opsigelsen får virkning tre måneder efter meddelelsen.

7. Retssager, der er anlagt, og officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt inden den dato, hvor opsigelsen får virkning, jf. stk. 6, berøres ikke heraf.

Artikel 7

De Europæiske Fællesskabers Domstols kompetence med hensyn til overholdelsen af denne aftale

1. Kommissionen kan anlægge sag ved Domstolen mod Danmark for manglende overholdelse af forpligtelserne i medfør af denne aftale.

2. Danmark kan klage til Kommissionen over en medlemsstats manglende overholdelse af forpligtelserne i medfør af denne aftale.

3. De relevante bestemmelser vedrørende sager for Domstolen i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab samt protokollen vedrørende statutten for De Europæiske Fællesskabers Domstol og Domstolens procesreglement finder anvendelse.

Artikel 8

Geografisk anvendelsesområde

1. Denne aftale finder anvendelse på de territorier, der er omhandlet i artikel 299 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

2. Hvis Fællesskabet beslutter at udvide anvendelsen af Bruxelles I-forordningen til at omfatte territorier, der på nuværende tidspunkt er underlagt Bruxelles-konventionen, samarbejder Fællesskabet og Danmark med henblik på at sikre, at en sådan anvendelse også kommer til at omfatte Danmark.

Artikel 9

Overgangsbestemmelser

1. Denne aftale finder kun anvendelse på retssager, der er anlagt, og på officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt efter aftalens ikrafttræden.

2. I forbindelse med retssager, der er anlagt i domsstaten før denne aftales ikrafttræden, skal retsafgørelser, som er truffet efter aftalens ikrafttræden, dog anerkendes og fuldbyrdes i over- ensstemmelse med denne aftale:

a) såfremt retssagen i domsstaten er anlagt efter Bruxelles-konventionens eller Lugano-konventionens ikrafttræden i både domsstaten og den medlemsstat, som anmodningen er rettet til

b) i alle andre tilfælde, såfremt de anvendte kompetenceregler er i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i denne aftale eller i en konvention, der, da sagen blev anlagt, var gældende mellem domsstaten og den medlemsstat, som anmodningen er rettet til.

Artikel 10

Forholdet til Bruxelles I-forordningen

1. Denne aftale mellem Fællesskabet og Danmark berører ikke de øvrige medlemsstaters anvendelse af Bruxelles I-forordningen.

2. Denne aftale finder dog altid anvendelse:

a) i spørgsmål om retternes kompetence, såfremt sagsøgte har bopæl i Danmark, eller såfremt retterne i Danmark er tillagt kompetence i henhold til forordningens artikel 22 eller 23, der finder anvendelse i forbindelserne mellem Fællesskabet og Danmark i medfør af artikel 2 i denne aftale

b) i spørgsmål om litispendens eller indbyrdes sammenhængende krav som omhandlet i artikel 27 og 28 i Bruxelles I-forordningen, der finder anvendelse i forbindelserne mellem Fællesskabet og Danmark i medfør af artikel 2 i denne aftale, når der er anlagt sag i en anden medlemsstat end Danmark og i Danmark

c) i spørgsmål om anerkendelse og fuldbyrdelse, hvor Danmark enten er domsstaten eller den stat, som anmodningen er rettet til.

Artikel 11

Ophør af denne aftale

1. Denne aftale ophører, hvis Danmark underretter de øvrige medlemsstater om, at Danmark ikke længere ønsker at benytte sig af bestemmelserne i del I i protokollen om Danmarks stilling, jf. artikel 7 i nævnte protokol.

2. Hver af de kontraherende parter kan bringe denne aftale til ophør ved at give den anden kontraherende part meddelelse herom. Aftalen ophører seks måneder efter datoen for en sådan meddelelse.

3. Retssager, der er anlagt, og officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt inden den dato, hvor aftalen ophører, jf. stk. 1 eller 2, berøres ikke heraf.

Artikel 12

Ikrafttræden

1. Denne aftale vedtages af de kontraherende parter i overensstemmelse med deres respektive procedurer.

2. Denne aftale træder i kraft den første dag i den sjette måned efter de kontraherende parters meddelelse om, at de har afsluttet de nødvendige procedurer.

Artikel 13

Teksternes gyldighed

Denne aftale er udfærdiget i to eksemplarer på dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, italiensk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed.


AA3501_1.JPG Size: (447 X 552)

 

AA3501_2.JPG Size: (209 X 443)

 

AA3501_3.JPG Size: (182 X 417)


AA3501_4.GIF Size: (204 X 2) AA3501_5.GIF Size: (370 X 2) BILAG

Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1496/2002 af 21. august 2002 om ændring af bilag I (de kompetenceregler, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 2) og bilag II (listen over kompetente retter og myndigheder) til Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område samt ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2245/2004 af 27. december 2004 om ændring af bilag I, II, III og IV til Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.

 


1) EFT L 299 af 31.12.1972, s. 32 (dansk udgave i EFT L 304 af 30.10.1978, s. 17), EFT L 304 af 30.10.1978, s. 1, EFT L 388 af 31.12.1982, s. 1, EFT L 285 af 3.10.1989, s. 1, EFT C 15 af 15.1.1997, s. 1. Se konsolideret udgave i EFT C 27 af 26.1.1998, s. 1.

2) EFT L 319 af 25.11.1988, s. 9.

3) EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2245/2004 (EUT L 381 af 28.12.2004, s. 10).

4) EFT L 204 af 2.8.1975, s. 28 (dansk udgave i EFT L 304 af 30.10.1978, s. 31), EFT L 304 af 30.10.1978, s. 1, EFT L 388 af 31.12.1982, s. 1, EFT L 285 af 3.10.1989, s. 1, EFT C 15 af 15.1.1997, s. 1. Se konsolideret udgave i EFT C 27 af 26.1.1998, s. 28.



Bilag 2

RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 44/2001
af 22. december 2000

om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 61, litra c), og artikel 67, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Kommissionen 1) ,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet 2) ,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg 3) , og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Fællesskabet har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer. Med henblik på gradvis at indføre et sådant område bør Fællesskabet bl.a. vedtage de foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål, der er nødvendige for det indre markeds funktion.

(2) Visse forskelle mellem de nationale regler for retternes kompetence og for anerkendelse af retsafgørelser virker hæmmende for det indre markeds funktion. Det er tvingende nødvendigt at vedtage bestemmelser, der kan gøre reglerne for retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område ensartede og forenkle formaliteterne med henblik på en hurtig og enkel anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet i medlemsstater, der er bundet af denne forordning.

(3) Dette område falder ind under samarbejdet om civilretlige spørgsmål efter traktatens artikel 65.

(4) Denne forordning er i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet og proportionalitetsprincippet som fastsat i traktatens artikel 5. Dens mål kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre gennemføres på fællesskabsplan. Den begrænser sig til det nødvendige minimum for at nå disse mål og går ikke ud over, hvad der er nødvendigt herfor.

(5) Medlemsstaterne indgik den 27. september 1968 på grundlag af traktatens artikel 293, fjerde led, Bruxelles-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, senere ændret ved konventionerne om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention (i det følgende benævnt »Bruxelles-konventionen«) 4) . Den 16. september 1988 indgik medlemsstaterne og EFTA-staterne Lugano-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som er en parallelkonvention til Bruxelles-konventionen af 1968. Disse to konventioner har været genstand for en revision, og Rådet har godkendt indholdet af den reviderede tekst. Kontinuiteten i forhold til de resultater, der blev opnået ved denne revision, bør sikres.

(6) For at virkeliggøre målet om fri bevægelighed for retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område er det nødvendigt og hensigtsmæssigt, at reglerne for retternes kompetence og for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser fastlægges i en bindende og umiddelbart gældende fællesskabsretsakt.

(7) Denne forordnings materielle anvendelsesområde skal omfatte alle de vigtigste spørgsmål på det civil- og handelsretlige område, bortset fra visse velafgrænsede delområder.

(8) Sager, der er omfattet af denne forordning, skal have en tilknytning til de medlemsstaters område, der er bundet af denne forordning. De fælles regler for retternes kompetence bør derfor principielt anvendes, når sagsøgte har bopæl på en af disse medlemsstaters område.

(9) En sagsøgt, der ikke har bopæl på en medlemsstats område, er som hovedregel underlagt de nationale kompetenceregler, der gælder på den medlemsstats område, hvor sagen er anlagt, og en sagsøgt med bopæl på en medlemsstats område, der ikke er bundet af denne forordning, skal fortsat være underlagt Bruxelles-konventionens regler.

(10) Med henblik på den frie bevægelighed for retsafgørelser skal retsafgørelser truffet i en medlemsstat, der er bundet af denne forordning, anerkendes og fuldbyrdes i en anden medlemsstat, der er bundet af denne forordning, selv når domsskyldneren har bopæl på et tredjelands område.

(11) Kompetencereglerne bør frembyde en høj grad af forudsigelighed og være baseret på sagsøgtes bopæl som det principielle kriterium, og dette kompetencekriterium bør altid kunne gøres gældende, undtagen i enkelte velafgrænsede tilfælde, hvor det på grund af sagens genstand eller af hensyn til parternes aftalefrihed er berettiget at lægge et andet tilknytningsmoment til grund. For at gøre de fælles regler mere gennemsigtige og undgå kompetencekonflikter bør juridiske personers bopæl defineres selvstændigt.

(12) Som kompetencekriterium bør sagsøgtes bopæl suppleres med alternative kriterier baseret på en sags nære tilknytning til en bestemt ret eller på hensynet til god retspleje.

(13) For forsikringsaftaler, forbrugeraftaler og arbejdsaftaler er det ønskeligt at beskytte den svage part ved hjælp af kompetenceregler, der er gunstigere for denne parts interesser end de almindelige kompetenceregler.

(14) Friheden til at indgå aftaler om værneting for parter i andre aftaler end forsikrings-, forbruger- og arbejdsaftaler, hvor en sådan aftalefrihed bør være begrænset, skal respekteres, dog med forbehold af de bestemmelser om enekompetence, der er fastsat i denne forordning.

(15) Af hensyn til en harmonisk retspleje er det nødvendigt at mindske risikoen for parallelle retssager mest muligt og undgå, at der træffes indbyrdes uforenelige retsafgørelser i to medlemsstater. Der bør være en klar, effektiv mekanisme til at afgøre tilfælde af litispendens og indbyrdes sammenhængende krav og til at afhjælpe problemer som følge af forskellene mellem de enkelte medlemsstaters lovgivning med hensyn til, på hvilket tidspunkt en sag anses for anlagt. Med henblik på anvendelsen af denne forordning bør dette tidspunkt defineres selvstændigt.

(16) Den gensidige tillid til retsplejen inden for Fællesskabet gør det berettiget, at retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, automatisk anerkendes, uden at der stilles krav om en særlig procedure, medmindre anerkendelsen bestrides.

(17) Denne samme gensidige tillid gør det også berettiget at operere med en effektiv og hurtig procedure for at erklære en retsafgørelse, der er truffet i én medlemsstat, for eksigibel i en anden medlemsstat. Med henblik herpå bør en retsafgørelse erklæres for eksigibel næsten automatisk efter en simpel formel kontrol af de forelagte dokumenter, uden at retten på embeds vegne bør kunne påberåbe sig en af de i denne forordning anførte grunde til ikke at lade en retsafgørelse fuldbyrde.

(18) For at en sagsøgt skal kunne varetage sine interesser, bør han dog kunne appellere en afgørelse, der erklærer en retsafgørelse for eksigibel, ved en kontradiktorisk procedure, hvis han mener, at der foreligger en grund til ikke at fuldbyrde retsafgørelsen. Tilsvarende bør den, der har anmodet om at få en retsafgørelse erklæret for eksigibel, kunne appellere en afgørelse, der afslår eksigibilitet.

(19) Kontinuiteten mellem Bruxelles-konventionen og denne forordning bør sikres, og i den forbindelse bør der fastsættes overgangsbestemmelser. Samme kontinuitet bør gælde med hensyn til De Europæiske Fællesskabers Domstols fortolkning af Bruxelles-konventionen, og endvidere bør protokollen af 1971 5)  fortsat finde anvendelse på sager, der allerede er anlagt ved denne forordnings ikrafttræden.

(20) Det Forenede Kongerige og Irland har i medfør af artikel 3 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.

(21) Danmark deltager i henhold til artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, ikke i vedtagelsen af denne forordning, og forordningen er derfor ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark.

(22) Da Bruxelles-konventionen gælder i forholdet mellem Danmark og de medlemsstater, der er bundet af denne forordning, finder Bruxelles-konventionen og protokollen af 1971 fortsat anvendelse mellem Danmark og de medlemsstater, der er bundet af denne forordning.

(23) Bruxelles-konventionen bør tillige fortsat finde anvendelse for så vidt angår de af medlemsstaternes territorier, som er omfattet af Bruxelles-konventionens geografiske anvendelsesområde, og som ikke er omfattet af denne forordning i medfør af traktatens artikel 299.

(24) Af konsekvenshensyn bør det tilsvarende fastsættes, at denne forordning ikke berører de regler for retternes kompetence og for anerkendelse af retsafgørelser, der er fastlagt i særlige fællesskabsretsakter.

(25) For at respektere medlemsstaternes internationale forpligtelser bør denne forordning ikke berøre de konventioner vedrørende særlige områder, som medlemsstaterne er parter i.

(26) Der bør i denne forordnings grundlæggende regler være en vis fleksibilitet for at tage hensyn til særlige procesregler i visse medlemsstater. Med henblik herpå bør nogle af bestemmelserne i den protokol, der er knyttet som bilag til Bruxelles-konventionen, indarbejdes i denne forordning.

(27) For at sikre en harmonisk overgang på visse områder, som er omfattet af særlige bestemmelser i den protokol, der er knyttet som bilag til Bruxelles-konventionen, bør der i denne forordning fastsættes bestemmelser, hvorved der i en overgangsperiode tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende i visse medlemsstater.

(28) Kommissionen bør senest fem år efter denne forordnings ikrafttræden forelægge en rapport om forordningens anvendelse og om nødvendigt foreslå tilpasninger.

(29) Kommissionen bør ændre bilag I-IV vedrørende nationale kompetenceregler, retter og kompetente myndigheder samt appelmuligheder på grundlag af ændringer fremsendt af den berørte medlemsstat. Ændringer af bilag V og VI bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen 6)  –

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

KAPITEL I

ANVENDELSESOMRÅDE

Artikel 1

1. Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset domsmyndighedens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender.

2. Denne forordning finder ikke anvendelse på:

a) fysiske personers retlige status samt deres rets- og handleevne, formueforholdet mellem ægtefæller samt arv efter loven eller testamente

b) konkurs, akkord og andre lignende ordninger

c) social sikring

d) voldgift.

3. I denne forordning forstås ved »medlemsstat« alle medlemsstater med undtagelse af Danmark.

KAPITEL II

KOMPETENCE

Afdeling 1

Almindelige bestemmelser

Artikel 2

1. Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.

2. Personer, som ikke er statsborgere i den medlemsstat, på hvis område de har bopæl, er undergivet de kompetenceregler, der gælder for landets egne statsborgere.

Artikel 3

1. Personer, der har bopæl på en medlemsstats område, kan kun sagsøges ved retterne i en anden medlemsstat i medfør af de regler, der er fastsat i afdeling 2-7.

2. I særdeleshed kan de nationale kompetenceregler, der er angivet i bilag I, ikke gøres gældende imod dem.

Artikel 4

1. Har en sagsøgt ikke bopæl på en medlemsstats område, afgøres retternes kompetence i hver enkelt medlemsstat efter medlemsstatens egen lovgivning, jf. dog artikel 22 og 23.

2. Over for en person, der ikke har bopæl på en medlemsstats område, kan enhver, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset sin nationalitet, i lighed med medlemsstatens egne statsborgere påberåbe sig de kompetenceregler, som gælder dér, herunder navnlig de regler, der er angivet i bilag I.

Afdeling 2

Specielle kompetenceregler

Artikel 5

En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat

1) a) i sager om kontraktforhold, ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes

b) ved anvendelsen af denne bestemmelse, og medmindre andet er aftalt, er opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen:

– ved salg af varer, det sted i en medlemsstat, hvor varerne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret

– ved levering af tjenesteydelser, det sted i en medlemsstat, hvor tjenesteydelserne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret

c) er litra b) ikke relevant, finder litra a) anvendelse

2) i sager om underholdspligt, ved retten på det sted, hvor den berettigede har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted, eller, ved krav i forbindelse med en sag om en persons retlige status, ved den ret, der efter sin egen lovgivning er kompetent i sagen, medmindre denne kompetence alene støttes på en af parternes nationalitet

3) i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå

4) i sager, i hvilke der påstås erstatning eller genoprettelse af en tidligere tilstand i anledning af en strafbar handling, ved den ret, hvor straffesagen er anlagt, såfremt denne ret i henhold til sin egen lovgivning kan påkende borgerlige krav

5) i sager vedrørende driften af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed, ved retten på det sted, hvor virksomheden er beliggende

6) i sin egenskab af stifter af en trust, trustee eller begunstiget ved en trust oprettet enten i henhold til loven eller skriftligt eller ved en mundtlig aftale, der er bekræftet skriftligt, ved retterne i den medlemsstat, på hvis område trusten har bopæl

7) i sager om indsigelse mod betaling af den bjærgeløn, der forlanges for bjærgning, som er kommet en skibsladning eller fragt til gode, ved den ret, i hvis retskreds der i den nævnte ladning eller i den dertil knyttede fragt:

a) er gjort arrest for at sikre sådan betaling, eller

b) kunne have været gjort arrest, men hvor der er ydet kaution eller stillet anden sikkerhed

denne bestemmelse finder kun anvendelse, såfremt det gøres gældende, at sagsøgte har rettigheder i den nævnte skibsladning eller fragt, eller at han på bjærgningstidspunktet havde sådanne rettigheder.

Artikel 6

En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan endvidere sagsøges:

1) såfremt der er flere sagsøgte, ved retten i den retskreds, hvor en af de sagsøgte har bopæl, forudsat at kravene er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforenelige afgørelser i tilfælde af, at kravene blev påkendt hver for sig

2) når der er tale om krav mod den pågældende som tredjemand, ved den ret, hvor den oprindelige sag er anlagt, medmindre denne kun er anlagt for at unddrage den pågældende det værneting, der ville være kompetent i hans sag

3) når der er tale om et modkrav, der udspringer af den samme aftale eller det samme forhold, som hovedkravet støttes på, ved den ret, hvor sagen om hovedkravet er anlagt

4) i sager om kontraktforhold, såfremt sagen kan forenes med en sag om rettigheder over fast ejendom mod samme sagsøgte, ved retten i den medlemsstat, på hvis område ejendommen er beliggende.

Artikel 7

Hvis en ret i en medlemsstat i henhold til denne forordning har kompetence til at afgøre sager om ansvar i forbindelse med brugen eller driften af et skib, har denne ret eller enhver anden ret, som i henhold til den interne lovgivning i den pågældende medlemsstat træder i stedet for førstnævnte ret, også kompetence til at afgøre krav om begrænsning af dette ansvar.

Afdeling 3

Kompetence i forsikringssager

Artikel 8

I forsikringssager afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 4 og artikel 5, nr. 5.

Artikel 9

1. En forsikringsgiver, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges:

a) ved retterne i den medlemsstat, på hvis område han har bopæl, eller

b) i en anden medlemsstat, i tilfælde, hvor sagen anlægges af forsikringstageren, den sikrede eller den begunstigede, ved retten på det sted, hvor sagsøger har bopæl, eller

c) såfremt det drejer sig om en coassurandør, ved den ret i en medlemsstat, ved hvilken der er anlagt sag mod den ledende assurandør.

2. Har forsikringsgiveren ikke bopæl på en medlemsstats område, men er indehaver af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed i en medlemsstat, anses han i sager vedrørende driften af en sådan virksomhed som havende bopæl på denne medlemsstats område.

Artikel 10

I sager om ansvarsforsikring eller forsikring af fast ejendom kan forsikringsgiveren endvidere sagsøges ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået. Det samme gælder, når fast ejendom og løsøre er omfattet af samme forsikringsaftale og er genstand for samme skadestilfælde.

Artikel 11

1. I sager om ansvarsforsikring kan forsikringsgiveren endvidere sagsøges ved den ret, hvor skadelidte har anlagt sag mod den sikrede, såfremt den lovgivning, der gælder for denne ret, indeholder hjemmel dertil.

2. Artikel 8, 9 og 10 finder anvendelse i tilfælde, hvor skadelidte anlægger sag direkte mod forsikringsgiveren, såfremt der er hjemmel for et direkte sagsanlæg.

3. Såfremt lovgivningen om et sådant direkte sagsanlæg indeholder hjemmel til at inddrage forsikringstageren eller den sikrede i sagen, er den samme ret også kompetent i forhold til disse personer.

Artikel 12

1. En forsikringsgiver kan kun anlægge sag ved retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl, hvad enten sagsøgte er forsikringstager, sikret eller begunstiget, jf. dog artikel 11, stk. 3.

2. Denne afdeling berører ikke retten til at fremsætte modkrav ved den ret, der behandler hovedkravet i overensstemmelse med denne afdeling.

Artikel 13

Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om værneting:

1) der er indgået, efter at tvisten er opstået, eller

2) der giver forsikringstageren, den sikrede eller den begunstigede ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er nævnt i denne afdeling, eller

3) der er indgået mellem en forsikringstager og en forsikringsgiver, som på tidspunktet for forsikringsaftalens indgåelse havde deres bopæl eller sædvanlige opholdssted på samme medlemsstats område, med det formål, at retterne i denne stat skal være kompetente også i tilfælde af, at skadetilføjelsen er foregået i udlandet, medmindre en sådan aftale om værneting ikke er tilladt efter lovgivningen i den pågældende medlemsstat, eller

4) der er indgået af en forsikringstager, som ikke har bopæl på en medlemsstats område, medmindre det drejer sig om en lovpligtig forsikring eller en forsikring vedrørende en fast ejendom, som er beliggende på en medlemsstats område, eller

5) der vedrører en forsikringsaftale, som dækker en eller flere af de i artikel 14 nævnte risici.

Artikel 14

De i artikel 13, nr. 5, omhandlede risici er følgende:

1) enhver skade

a) på søgående skibe, på offshore-anlæg og anlæg i rum sø eller på luftfartøjer, der skyldes begivenheder, som indtræffer i forbindelse med anvendelse til erhvervsmæssige formål af disse skibe, anlæg og luftfartøjer

b) på gods bortset fra passagerers bagage, når forsendelsen sker helt eller delvis som transport med nævnte skibe eller luftfartøjer

2) ethvert ansvar, bortset fra ansvar for fysisk skade på passagerer eller for skade på disses bagage

a) hidrørende fra brugen eller driften af skibe, anlæg eller luftfartøjer i henhold til nr. 1, litra a), med hensyn til luftfartøjer dog kun for så vidt lovgivningen i den medlemsstat, i hvilken luftfartøjet er registreret, ikke forbyder aftaler om værneting ved forsikring af sådanne risici

b) for skade forårsaget af gods under transport som anført i nr. 1, litra b)

3) ethvert økonomisk tab i forbindelse med brugen eller driften af skibe, anlæg eller luftfartøjer i henhold til nr. 1, litra a), navnlig tab af fragt eller befragtningsindtægter

4) enhver risiko i forbindelse med en af de i nr. 1-3 nævnte risici

5) uanset nr. 1-4, alle store risici som defineret i Rådets direktiv 73/239/EØF 7) , som ændret ved direktiv 88/357/EØF 8)  og direktiv 90/618/EØF 9) , med eventuelle senere ændringer.

Afdeling 4

Kompetence i sager om forbrugeraftaler

Artikel 15

1. I sager om aftaler indgået af en person (forbrugeren) med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed, afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 4 og artikel 5, nr. 5:

a) når sagen vedrører køb af løsøregenstande, hvor købesummen skal betales i rater

b) når sagen vedrører lån, der skal tilbagebetales i rater, eller andre kreditdispositioner, som er bestemt til finansiering af køb af sådanne genstande

c) i alle andre tilfælde, når aftalen er indgået med en person, der udøver erhvervsmæssig virksomhed i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, eller på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod denne medlemsstat eller mod flere stater inklusive denne medlemsstat, og aftalen er omfattet af den pågældende virksomhed.

2. Har forbrugerens medkontrahent ikke bopæl på en medlemsstats område, men er indehaver af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed i en medlemsstat, anses han i sager vedrørende driften af en sådan virksomhed som havende bopæl på denne medlemsstats område.

3. Denne afdeling finder ikke anvendelse på transportaftaler, bortset fra aftaler, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold.

Artikel 16

1. Sager, som en forbruger agter at rejse mod sin medkontrahent, kan anlægges enten ved retterne i den medlemsstat, på hvis område medkontrahenten har bopæl, eller ved retten på det sted, hvor forbrugeren har bopæl.

2. Sager, som agtes rejst mod forbrugeren af forbrugerens medkontrahent, kan kun anlægges ved retterne i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl.

3. Denne artikel berører ikke retten til at fremsætte modkrav ved den ret, der behandler hovedkravet i overensstemmelse med denne afdeling.

Artikel 17

Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om værneting:

1) der er indgået, efter at tvisten er opstået, eller

2) der giver forbrugeren ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er nævnt i denne afdeling, eller

3) der er indgået mellem en forbruger og hans medkontrahent, som på tidspunktet for forbrugeraftalens indgåelse havde deres bopæl eller sædvanlige opholdssted på samme medlemsstats område, og tillægger retterne i denne medlemsstat kompetence, medmindre en sådan aftale om værneting ikke er tilladt efter lovgivningen i den pågældende medlemsstat.

Afdeling 5

Kompetence i sager om individuelle arbejdsaftaler

Artikel 18

1. I sager om individuelle arbejdsaftaler afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 4 og artikel 5, nr. 5.

2. Har arbejdsgiveren ikke bopæl på en medlemsstats område, men er indehaver af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed i en medlemsstat, anses han i sager vedrørende driften af en sådan virksomhed som havende bopæl på denne medlemsstats område.

Artikel 19

En arbejdsgiver, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges:

1) ved retterne i den medlemsstat, på hvis område han har bopæl, eller

2) i en anden medlemsstat:

a) ved retten på det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, eller ved retten på det sidste sted, hvor han sædvanligvis udførte sit arbejde, eller

b) såfremt arbejdstageren ikke sædvanligvis udfører eller udførte sit arbejde i et bestemt land, ved retten på det sted, hvor den virksomhed, som har antaget arbejdstageren, er eller var beliggende.

Artikel 20

1. En arbejdsgiver kan kun anlægge sag ved retterne i den medlemsstat, på hvis område arbejdstageren har bopæl.

2. Denne afdeling berører ikke retten til at fremsætte modkrav ved den ret, der behandler hovedkravet i overensstemmelse med denne afdeling.

Artikel 21

Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om værneting:

1) der er indgået, efter at tvisten er opstået, eller

2) der giver arbejdstageren ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er nævnt i denne afdeling.

Afdeling 6

Enekompetence

Artikel 22

Enekompetente, uden hensyn til bopæl, er:

1) i sager om rettigheder over fast ejendom samt om leje eller forpagtning af fast ejendom, retterne i den medlemsstat, på hvis område ejendommen er beliggende.

I sager om leje- og forpagtningsaftaler vedrørende fast ejendom, der er indgået med henblik på midlertidig privat brug for et tidsrum af højst seks på hinanden følgende måneder, er dog også retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl, kompetente, under forudsætning af, at lejer eller forpagter er en fysisk person, og at ejer og lejer eller forpagter har bopæl på samme medlemsstats område

2) i sager om gyldighed, ugyldighed eller opløsning af selskaber og andre juridiske personer, der har deres hjemsted på en medlemsstats område, eller om gyldighed af beslutninger truffet af disses organer, retterne i den pågældende medlemsstat. Ved afgørelsen af, hvor dette hjemsted er beliggende, skal retten anvende de internationalprivatretlige regler, som gælder for den

3) i sager om gyldigheden af indførelsen i offentlige registre, retterne i den medlemsstat, på hvis område registrene føres

4) i sager om registrering eller gyldighed af patenter, varemærker, design samt andre lignende rettigheder, der forudsætter deponering eller registrering, retterne i den medlemsstat, på hvis område der er ansøgt om deponering eller registrering, eller hvor deponering eller registrering er foretaget eller ifølge en fællesskabsretsakt eller en international konvention anses for at være foretaget.

Med forbehold af den kompetence, der i henhold til konventionen om meddelelse af europæiske patenter, undertegnet i München den 5. oktober 1973, er tillagt Den Europæiske Patentmyndighed, har retterne i hver medlemsstat, uanset parternes bopæl, enekompetence for så vidt angår registreringen og gyldigheden af et europæisk patent, der er meddelt for denne medlemsstat

5) i sager om fuldbyrdelse af retsafgørelser, retterne i den medlemsstat, på hvis område fuldbyrdelsesstedet er beliggende.

Afdeling 7

Aftaler om værneting

Artikel 23

1. Såfremt parterne i tilfælde, hvor mindst en af dem har bopæl på en medlemsstats område, har aftalt, at en ret eller retterne i en medlemsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller retterne i den pågældende medlemsstat kompetente. Medmindre parterne har aftalt andet, er denne ret eller disse retter enekompetente. En sådan aftale om værneting skal være indgået:

a) skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekræftelse, eller

b) i en form, der er i overensstemmelse med den skik og brug, som parterne følger i deres indbyrdes forhold, eller

c) inden for international handel, i en form, der er i overensstemmelse med en sædvane, som parterne har eller burde have kendskab til, og som inden for sådan handel er almindelig kendt og regelmæssigt fulgt af parter i aftaler af samme type inden for den pågældende handelsbranche.

2. Med »skriftligt« sidestilles enhver elektronisk meddelelse, som varigt dokumenterer aftalen om værneting.

3. Såfremt en sådan aftale om værneting er indgået af parter, hvoraf ingen har bopæl på en medlemsstats område, kan retterne i de øvrige medlemsstater ikke påkende tvisten, så længe den eller de udpegede retter ikke har erklæret sig inkompetente.

4. Den eller de retter i en medlemsstat, som har fået tillagt kompetence i henhold til et dokument om oprettelse af en trust, har enekompetence i sager mod en stifter af en trust, en trustee eller en ved en trust begunstiget person, såfremt det drejer sig om forholdet mellem disse personer eller om deres rettigheder og pligter inden for trustens rammer.

5. Aftaler om værneting samt tilsvarende bestemmelser i et dokument om oprettelse af en trust er ugyldige, såfremt de er i modstrid med artikel 13, 17 og 21 eller udelukker kompetencen for de retter, som i medfør af artikel 22 er enekompetente.

Artikel 24

For så vidt en ret i en medlemsstat ikke allerede er kompetent i medfør af andre bestemmelser i denne forordning, bliver den kompetent, når sagsøgte giver møde for den. Denne regel finder ikke anvendelse, såfremt sagsøgte giver møde for at bestride rettens kompetence, eller såfremt en anden ret i medfør af artikel 22 er enekompetent.

Afdeling 8

Prøvelse af kompetencen og af sagens antagelse til påkendelse

Artikel 25

En ret i en medlemsstat, for hvilken der som det væsentligste indbringes en retstvist, der i medfør af artikel 22 henhører under en i en anden medlemsstat beliggende rets enekompetence, skal på embeds vegne erklære sig inkompetent.

Artikel 26

1. Såfremt en person, der har bopæl på en medlemsstats område, sagsøges ved en ret i en anden medlemsstat, men ikke giver møde, erklærer den pågældende ret sig på embeds vegne inkompetent, hvis den ikke er kompetent efter reglerne i denne forordning.

2. Retten udsætter sagen, indtil det er fastslået, at sagsøgte har haft mulighed for at modtage det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument i så god tid, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen, eller at alle hertil fornødne foranstaltninger har været truffet.

3. Artikel 19 i Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 af 29. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager 10)  anvendes i stedet for stk. 2, såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument skal fremsendes fra én medlemsstat til en anden i medfør af nævnte forordning.

4. Finder forordning (EF) nr. 1348/2000 ikke anvendelse, anvendes artikel 15 i Haagerkonventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål, såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument skal fremsendes i medfør af nævnte konvention.

Afdeling 9

Litispendens og indbyrdes sammenhængende krav

Artikel 27

1. Såfremt krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, fremsættes mellem de samme parter for retter i forskellige medlemsstater, udsætter enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, på embeds vegne sagen, indtil denne rets kompetence er fastslået.

2. Når det er fastslået, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er kompetent, erklærer enhver anden ret sig inkompetent til fordel for den første.

Artikel 28

1. Såfremt sager vedrørende krav, som er indbyrdes sammenhængende, verserer for retter i forskellige medlemsstater, kan enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, udsætte sagen.

2. Når de pågældende sager verserer i første instans, kan enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, ligeledes efter anmodning fra en af parterne erklære sig inkompetent, forudsat at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, har kompetence til at påkende de pågældende krav, og dens lovgivning tillader forening heraf.

3. Ved indbyrdes sammenhængende krav forstås i denne artikel krav, der er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforenelige afgørelser i tilfælde af, at kravene blev påkendt hver for sig.

Artikel 29

Såfremt kravene henhører under flere retters enekompetence, skal enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, erklære sig inkompetent til fordel for denne ret.

Artikel 30

Ved anvendelsen af denne afdeling anses en sag for anlagt ved en ret

1) på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument indleveres til retten, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham, for at få dokumentet forkyndt for sagsøgte, eller

2) hvis det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument skal forkyndes, før det indleveres til retten, på det tidspunkt, hvor dette dokument modtages af den myndighed, der er ansvarlig for forkyndelsen, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham, for at få dokumentet indleveret til retten.

Afdeling 10

Foreløbige, herunder sikrende, retsmidler

Artikel 31

Der kan over for en medlemsstats retslige myndigheder anmodes om anvendelse af sådanne foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, som er fastsat i den pågældende medlemsstats lovgivning, selv om en ret i en anden medlemsstat i medfør af denne forordning er kompetent til at påkende sagens realitet.

KAPITEL III

ANERKENDELSE OG FULDBYRDELSE

Artikel 32

I denne forordning forstås ved »retsafgørelse« enhver afgørelse truffet af en ret i en medlemsstat, uanset hvordan den betegnes, såsom dom, kendelse eller fuldbyrdelsesordre, herunder fast- sættelse af sagsomkostninger, som foretages af en embedsmand ved retten.

Afdeling 1

Anerkendelse

Artikel 33

1. Retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure.

2. Bestrides anerkendelsen, kan en berettiget part, der som det væsentligste påberåber sig anerkendelsen, efter proceduren i afdeling 2 og 3 få fastslået, at retsafgørelsen skal anerkendes.

3. Gøres anerkendelsen gældende under en verserende sag ved en ret i en medlemsstat, og har anerkendelsen betydning for afgørelsen, er denne ret kompetent til at afgøre spørgsmålet om anerkendelse.

Artikel 34

En retsafgørelse kan ikke anerkendes:

1) såfremt en anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til

2) såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke er blevet forkyndt for den udeblevne sagsøgte i så god tid og på en sådan måde, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen, medmindre sagsøgte har undladt at tage skridt til at anfægte retsafgørelsen, selv om han havde mulighed for at gøre det

3) såfremt den er uforenelig med en retsafgørelse truffet mellem de samme parter i den medlemsstat, som anmodningen rettes til

4) såfremt den er uforenelig med en retsafgørelse, der tidligere er truffet i en anden medlemsstat eller i et tredjeland mellem de samme parter i en tvist, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, og denne tidligere retsafgørelse opfylder de nødvendige betingelser for at blive anerkendt i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

Artikel 35

1. En retsafgørelse kan endvidere ikke anerkendes, såfremt kompetencereglerne i kapitel II, afdeling 3, 4 og 6, er tilsidesat, eller der foreligger tilfælde, som omfattes af artikel 72.

2. Ved prøvelsen af de i stk. 1 nævnte kompetenceregler er den myndighed, som anmodningen rettes til, bundet af de faktiske omstændigheder, på hvilke retten i domsstaten har støttet sin kompetence.

3. Kompetencen for retterne i domsstaten kan ikke efterprøves, jf. dog stk. 1. Den i artikel 34, nr. 1, omhandlede efterprøvelse vedrørende grundlæggende retsprincipper kan ikke foretages i forhold til kompetencereglerne.

Artikel 36

Den udenlandske retsafgørelse kan i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet.

Artikel 37

1. Gøres anerkendelse af en retsafgørelse, der er truffet i en medlemsstat, gældende ved en ret i en anden medlemsstat, kan denne udsætte sagen, såfremt afgørelsen er blevet anfægtet ved ordinær appel eller genoptagelse.

2. Gøres anerkendelse af en retsafgørelse, der er truffet i Irland eller Det Forenede Kongerige, gældende ved en ret i en anden medlemsstat, kan denne udsætte sagen, såfremt fuldbyrdelsen er udsat i domsstaten ved iværksættelse af appel eller genoptagelse.

Afdeling 2

Fuldbyrdelse

Artikel 38

1. De i en medlemsstat trufne retsafgørelser, som er eksigible i den pågældende stat, kan fuldbyrdes i en anden medlemsstat, når de efter anmodning fra en berettiget part er blevet erklæret for eksigible i sidstnævnte stat.

2. I Det Forenede Kongerige kan sådanne retsafgørelser dog fuldbyrdes i England og Wales, Skotland eller Nordirland, når afgørelserne efter anmodning fra en berettiget part med henblik på fuldbyrdelse er blevet registreret i den pågældende del af Det Forenede Kongerige.

Artikel 39

1. Anmodningen fremsættes over for den ret eller kompetente myndighed, der er angivet i bilag II.

2. Den stedlige kompetence afgøres efter den parts bopæl, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, eller efter fuldbyrdelsesstedet.

Artikel 40

1. Fremgangsmåden ved fremsættelse af anmodningen afgøres efter lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

2. Den, der fremsætter anmodningen, skal vælge en processuel bopæl i retskredsen for den ret, som anmodningen er indgivet til. Såfremt lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, ikke har regler for et sådant valg af bopæl, skal den, der fremsætter anmodningen, udpege en procesfuldmægtig.

3. De dokumenter, der er nævnt i artikel 53, vedlægges anmodningen.

Artikel 41

En retsafgørelse erklæres for eksigibel, så snart de i artikel 53 omhandlede formaliteter er opfyldt, uden prøvelse efter artikel 34 og 35. Den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, kan ikke på dette tidspunkt af sagens behandling fremsætte bemærkninger.

Artikel 42

1. Den afgørelse, der træffes om anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, skal straks og på den måde, der er foreskrevet i lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen er rettet til, meddeles den, som har fremsat anmodningen.

2. En afgørelse om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, forkyndes for den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, sammen med retsafgørelsen, hvis denne ikke allerede er blevet forkyndt for den pågældende.

Artikel 43

1. Den afgørelse, der træffes om anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, kan appelleres af begge parter.

2. Appel indgives til den ret, der er angivet i bilag III.

3. Appellen behandles i overensstemmelse med reglerne for kontradiktorisk procedure.

4. Giver den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, ikke møde for den ret, der behandler en appel rejst af den, der har fremsat anmodningen, finder artikel 26, stk. 2-4, anvendelse, selv om den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, ikke har bopæl på en medlemsstats område.

5. En afgørelse om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, skal appelleres inden en måned efter, at den er blevet forkyndt. Såfremt den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, har bopæl på en anden medlemsstats område end den, hvor retsafgørelsen er blevet erklæret for eksigibel, er fristen for appel to måneder og løber fra den dag, hvor afgørelsen om eksigibilitet er blevet forkyndt for den pågældende personligt eller på hans bopæl. Denne frist kan ikke forlænges på grund af afstanden.

Artikel 44

Den afgørelse, der træffes i appelsagen, kan kun anfægtes som angivet i bilag IV.

Artikel 45

1. Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel 43 eller 44, kan kun afslå at erklære en retsafgørelse for eksigibel eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet af en af de i artikel 34 og 35 anførte grunde. Den træffer afgørelse så hurtigt som muligt.

2. Den udenlandske retsafgørelse kan i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet.

Artikel 46

1. Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel 43 eller 44, kan efter anmodning fra den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, udsætte sagen, såfremt den udenlandske retsafgørelse i domsstaten er anfægtet ved ordinær appel eller genoptagelse, eller såfremt fristen herfor endnu ikke er udløbet; i sidstnævnte tilfælde kan retten fastsætte en frist for iværksættelse af appel eller genoptagelse.

2. Såfremt retsafgørelsen er truffet i Irland eller Det Forenede Kongerige, anses enhver form for appel eller genoptagelse i den pågældende domsstat for et ordinært retsmiddel ved anvendelsen af stk. 1.

3. Den pågældende ret kan endvidere gøre fuldbyrdelsen betinget af, at der stilles en sikkerhed, som fastsættes af retten.

Artikel 47

1. Når en retsafgørelse skal anerkendes efter denne forordning, er der intet til hinder for, at den, som har fremsat anmodningen, kan bringe foreløbige, herunder sikrende, retsmidler i anvendelse i overensstemmelse med lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen er rettet til, uden at der kræves en afgørelse om eksigibilitet efter artikel 41.

2. Den afgørelse, hvorved en retsafgørelse erklæres for eksigibel, giver hjemmel til at anvende sikrende retsmidler.

3. Så længe den i artikel 43, stk. 5, fastsatte frist for appel af afgørelsen om eksigibilitet ikke er udløbet, og så længe der ikke er truffet afgørelse i appelsagen, er sikrende retsmidler det eneste mulige retsskridt over for aktiver, der tilhører den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse.

Artikel 48

1. Såfremt der ved den udenlandske retsafgørelse er taget stilling til flere krav, og ikke alle krav kan erklæres for eksigible, skal retten eller den kompetente myndighed erklære et eller flere af dem for eksigible.

2. Den, som fremsætter en anmodning om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, kan anmode om kun at få dele af retsafgørelsen erklæret for eksigible.

Artikel 49

Udenlandske retsafgørelser, hvorved der fastsættes en tvangsbøde, er kun eksigible i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, såfremt bødens størrelse er endeligt fastsat af retterne i domsstaten.

Artikel 50

Har den, som fremsætter anmodningen, i domsstaten helt eller delvis haft fri proces eller været fritaget for gebyrer og omkostninger, skal den pågældende under den i denne afdeling fastlagte procedure have meddelt fri proces eller fritagelse for gebyrer og sagsomkostninger i videst muligt omfang efter lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

Artikel 51

Det kan ikke pålægges den part, som i en medlemsstat anmoder om fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, at stille sikkerhed eller depositum af nogen art med den begrundelse, at han er udlænding eller ikke har bopæl eller opholdssted i det pågældende land.

Artikel 52

Ingen form for skat, afgift eller gebyr, som beregnes i forhold til sagens værdi, må i forbindelse med behandlingen af en anmodning om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, opkræves i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

Afdeling 3

Fælles bestemmelser

Artikel 53

1. Den part, der søger anerkendelse af en retsafgørelse eller anmoder om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, skal fremlægge en genpart af afgørelsen, der opfylder de nødvendige betingelser med hensyn til godtgørelse af dens ægthed.

2. Den part, der anmoder om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, skal endvidere fremlægge den attest, der er omhandlet i artikel 54, jf. dog artikel 55.

Artikel 54

Retten eller den kompetente myndighed i domsstaten udsteder efter anmodning fra en berettiget part en attest, der udfærdiges på formularen i bilag V.

Artikel 55

1. Såfremt den i artikel 54 omhandlede attest ikke fremlægges, kan retten eller den kompetente myndighed fastsætte en frist for dens tilvejebringelse eller anerkende et tilsvarende dokument eller, såfremt den anser sagen for tilstrækkeligt oplyst, fritage for kravet om en sådan fremlæggelse.

2. Såfremt retten eller den kompetente myndighed kræver det, skal der foretages en oversættelse af dokumenterne. Oversættelsen skal bekræftes af en person, der er bemyndiget hertil i en af medlemsstaterne.

Artikel 56

Der kræves ingen legalisering eller opfyldelse af tilsvarende formalitet med hensyn til de i artikel 53 og artikel 55, stk. 2, nævnte dokumenter eller eventuelle procesfuldmagter.

KAPITEL IV

OFFICIELT BEKRÆFTEDE DOKUMENTER OG RETSFORLIG

Artikel 57

1. Officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt og eksigible i en medlemsstat, skal efter anmodning erklæres for eksigible i en anden medlemsstat i overensstemmelse med den i artikel 38 og følgende fastsatte procedure. Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel 43 eller 44, kan kun afslå at erklære et officielt bekræftet dokument for eksigibelt eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet, såfremt en fuldbyrdelse af det officielt bekræftede dokument åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

2. Som officielt bekræftede dokumenter efter stk. 1 betragtes ligeledes aftaler om underholdspligt, som er indgået over for en administrativ myndighed, eller som er bekræftet af en sådan myndighed.

3. Det fremlagte dokument skal med hensyn til godtgørelse af dets ægthed opfylde de betingelser, der stilles i den medlemsstat, hvor dokumentet er udstedt.

4. Kapitel III, afdeling 3, finder tilsvarende anvendelse. Den kompetente myndighed i en medlemsstat, hvor et officielt bekræftet dokument er blevet udstedt, udsteder efter anmodning fra en berettiget part en attest, der udfærdiges på formularen i bilag VI.

Artikel 58

Forlig, der er indgået for retten under en retssag, og som er eksigible i den medlemsstat, hvor de er indgået, kan fuldbyrdes i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, på samme betingelser som officielt bekræftede dokumenter. Retten eller den kompetente myndighed i en medlemsstat, hvor et retsforlig er blevet indgået, udsteder efter anmodning fra en berettiget part en attest, der udfærdiges på formularen i bilag V.

KAPITEL V

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 59

1. Ved afgørelsen af, om en part har bopæl på den medlemsstats område, hvor sagen er anlagt, skal retten anvende denne stats interne lovgivning.

2. Har en part ikke bopæl på den medlemsstats område, hvor sagen er anlagt, skal retten ved afgørelsen af, om parten har bopæl på en anden medlemsstats område, anvende denne anden medlemsstats lovgivning.

Artikel 60

1. Selskaber og andre juridiske personer har ved anvendelsen af denne forordning bopæl det sted, hvor de har:

a) deres vedtægtsmæssige hjemsted, eller

b) deres hovedkontor, eller

c) deres hovedvirksomhed.

2. For Det Forenede Kongeriges og Irlands vedkommende forstås ved »vedtægtsmæssigt hjemsted« »registered office« eller, hvis et sådant ikke findes nogen steder, »place of incorporation« eller, hvis et sådant ikke findes nogen steder, det sted, i henhold til hvis lovgivning sammenslutningen er oprettet.

3. Ved afgørelsen af, om en trust har bopæl på den medlemsstats område, hvor sagen er anlagt, skal retten anvende de internationalprivatretlige regler, som gælder for den.

Artikel 61

Med forbehold af mere gunstige nationale bestemmelser kan personer, der har bopæl på en medlemsstats område, og mod hvem der indledes retsforfølgning for en uagtsom lovovertrædelse, ved retter kompetente i straffesager i en anden medlemsstat, hvor de pågældende ikke er statsborgere, selv når de ikke personligt giver møde, til at varetage deres forsvar vælge personer, der er beføjede hertil. Den ret, der behandler sagen, kan dog bestemme, at den pågældende skal give møde personligt; har personligt fremmøde ikke fundet sted, kan de øvrige medlemsstater afslå at anerkende eller fuldbyrde den afgørelse, der er truffet med hensyn til et borgerligt krav, uden at den pågældende har haft mulighed for at varetage sine interesser under sagen.

Artikel 62

I Sverige omfatter udtrykket »ret« i forbindelse med hurtig retsforfølgning i sager om pengekrav (»betalningsföreläggande«) og visse andre krav (»handräckning«) også det svenske fogedvæsen (»kronofogdemyndighet«).

Artikel 63

1. En person, der har bopæl på Luxembourgs område, og som i medfør af artikel 5, nr. 1, sagsøges ved en ret i en anden medlemsstat, kan gøre indsigelse mod den pågældende rets kompetence, når det endelige sted for levering af varen eller tjenesteydelsen er beliggende i Luxembourg.

2. Når det endelige sted for levering af varen eller tjenesteydelsen er beliggende i Luxembourg, jf. stk. 1, skal enhver aftale om værneting for at være gyldig være indgået skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekræftelse som fastsat i artikel 23, stk. 1, litra a).

3. Denne artikel finder ikke anvendelse på aftaler om finansielle tjenesteydelser.

4. Denne artikel finder anvendelse i seks år regnet fra denne forordnings ikrafttræden.

Artikel 64

1. I tvister mellem en skibsfører og et besætningsmedlem på et søgående skib, der er indregistreret i Grækenland eller Portugal, om hyre eller andre forhyringsvilkår, skal retterne i en medlemsstat undersøge, om den diplomatiske eller konsulære repræsentant, som skibet henhører under, er blevet underrettet om tvisten. De kan påkende sagen, så snart denne repræsentant er blevet underrettet.

2. Denne artikel finder anvendelse i seks år regnet fra denne forordnings ikrafttræden.

Artikel 65

1. Den i artikel 6, nr. 2, og artikel 11 fastsatte kompetence for krav mod tredjemand kan ikke gøres gældende i Tyskland og Østrig. Enhver, der har bopæl på en anden medlemsstats område, kan sagsøges:

a) ved retterne i Tyskland i henhold til civilproceslovens §§ 68, 72, 73 og 74 (Zivilprozessordnung) vedrørende procesunderretning

b) ved retterne i Østrig i henhold til civilproceslovens § 21 (Zivilprozessordnung) vedrørende procesunderretning.

2. De retsafgørelser, der træffes i andre medlemsstater i medfør af artikel 6, nr. 2, og artikel 11, anerkendes og fuldbyrdes i Tyskland og Østrig i overensstemmelse med kapitel III. De retsvirkninger, som retsafgørelser truffet i disse medlemsstater har over for tredjemand i henhold til de i stk. 1 nævnte bestemmelser, anerkendes ligeledes i de andre medlemsstater.

KAPITEL VI

OVERGANGSBESTEMMELSER

Artikel 66

1. Denne forordning finder kun anvendelse på retssager, der er anlagt, og på officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt efter forordningens ikrafttræden.

2. I forbindelse med retssager, der er anlagt i domsstaten før denne forordnings ikrafttræden, skal retsafgørelser, som er truffet efter forordningens ikrafttræden, dog anerkendes og fuldbyrdes i overensstemmelse med kapitel III:

a) såfremt retssagen i domsstaten er anlagt efter Bruxelles-konventionens eller Lugano-konventionens ikrafttræden i både domsstaten og den medlemsstat, som anmodningen er rettet til

b) i alle andre tilfælde, såfremt de anvendte kompetenceregler er i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i kapitel II eller i en konvention, der, da sagen blev anlagt, var gældende mellem domsstaten og den medlemsstat, som anmodningen er rettet til.

KAPITEL VII

FORHOLDET TIL ANDRE INSTRUMENTER

Artikel 67

Denne forordning udelukker ikke anvendelsen af bestemmelser, som på særlige områder fastsætter regler for retternes kompetence samt for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, og som er indeholdt i fællesskabsretsakter eller i de harmoniserede nationale lovgivninger til gennemførelse af disse retsakter.

Artikel 68

1. I forholdet mellem medlemsstaterne træder denne forordning i stedet for Bruxelles-konventionen, dog ikke for så vidt angår de af medlemsstaternes territorier, som er omfattet af Bruxelles-konventionens geografiske anvendelsesområde, og som ikke er omfattet af denne forordning i medfør af traktatens artikel 299.

2. I den udstrækning denne forordning i forholdet mellem medlemsstaterne træder i stedet for Bruxelles-konventionen, skal henvisninger til Bruxelles-konventionen forstås som henvisninger til denne forordning.

Artikel 69

I forholdet mellem medlemsstaterne træder denne forordning i stedet for nedennævnte konventioner og nedennævnte traktat, jf. dog artikel 66, stk. 2, og artikel 70:

– konventionen mellem Belgien og Frankrig om retternes kompetence samt om gyldighed og fuldbyrdelse af retsafgørelser, voldgiftskendelser og officielt bekræftede dokumenter, undertegnet i Paris den 8. juli 1899

– konventionen mellem Belgien og Nederlandene om retternes stedlige kompetence, om konkurs samt om gyldighed og fuldbyrdelse af retsafgørelser, voldgiftskendelser og officielt bekræftede dokumenter, undertegnet i Bruxelles den 28. marts 1925

– konventionen mellem Frankrig og Italien om fuldbyrdelse af domme i civile og kommercielle sager, undertegnet i Rom den 3. juni 1930

– konventionen mellem Tyskland og Italien om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i civile og kommercielle sager, undertegnet i Rom den 9. marts 1936

– konventionen mellem Belgien og Østrig om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og officielt bekræftede dokumenter vedrørende underholdsforpligtelser, undertegnet i Wien den 25. oktober 1957

– konventionen mellem Tyskland og Belgien om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse i civile og kommercielle sager af retsafgørelser, voldgiftskendelser og officielt bekræftede dokumenter, undertegnet i Bonn den 30. juni 1958

– konventionen mellem Nederlandene og Italien om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i civile og kommercielle sager, undertegnet i Rom den 17. april 1959

– konventionen mellem Tyskland og Østrig om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, retsforlig og officielt bekræftede dokumenter i borgerlige sager, herunder handelssager, undertegnet i Wien den 6. juni 1959

– konventionen mellem Belgien og Østrig om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, voldgiftskendelser og officielt bekræftede dokumenter i borgerlige sager, herunder handelssager, undertegnet i Wien den 16. juni 1959

- konventionen mellem Grækenland og Tyskland om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, retsforlig og officielt bekræftede dokumenter i borgerlige sager, her- under handelssager, undertegnet i Athen den 4. november 1961

– konventionen mellem Belgien og Italien om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og andre eksigible dokumenter i civile og kommercielle sager, undertegnet i Rom den 6. april 1962

– konventionen mellem Nederlandene og Tyskland om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og andre eksigible dokumenter i civile og kommercielle sager, undertegnet i Haag den 30. august 1962

– konventionen mellem Nederlandene og Østrig om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og officielt bekræftede dokumenter i borgerlige sager, herunder handelssager, undertegnet i Haag den 6. februar 1963

– konventionen mellem Frankrig og Østrig om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og officielt bekræftede dokumenter i borgerlige sager, herunder handelssager, undertegnet i Wien den 15. juli 1966

– konventionen mellem Spanien og Frankrig om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og voldgiftskendelser i civile og kommercielle sager, undertegnet i Paris den 28. maj 1969

– konventionen mellem Luxembourg og Østrig om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og officielt bekræftede dokumenter i borgerlige sager, herunder handelssager, undertegnet i Luxembourg den 29. juli 1971

– konventionen mellem Italien og Østrig om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, samt af retsforlig og notarialiter bekræftede dokumenter, undertegnet i Rom den 16. november 1971

– konventionen mellem Spanien og Italien om retshjælp og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i civile og kommercielle sager, undertegnet i Madrid den 22. maj 1973

– konventionen mellem Finland, Island, Norge, Sverige og Danmark om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om privatretlige krav, undertegnet i København den 11. oktober 1977

– konventionen mellem Østrig og Sverige om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i civile sager, undertegnet i Stockholm den 16. september 1982

– konventionen mellem Spanien og Tyskland om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, retsforlig og eksigible officielt bekræftede dokumenter i civile og kommercielle sager, undertegnet i Bonn den 14. november 1983

– konventionen mellem Østrig og Spanien om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, retsforlig og eksigible officielt bekræftede dokumenter i borgerlige sager, herunder handelssager, undertegnet i Wien den 17. februar 1984

– konventionen mellem Finland og Østrig om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i borgerlige sager, undertegnet i Wien den 17. november 1986, og

– traktaten mellem Belgien, Nederlandene og Luxembourg om retternes kompetence, om konkurs samt om gyldighed og fuldbyrdelse af retsafgørelser, voldgiftskendelser og officielt bekræftede dokumenter, undertegnet i Bruxelles den 24. november 1961, for så vidt den er i kraft.

Artikel 70

1. De konventioner og den traktat, der er nævnt i artikel 69, bevarer deres gyldighed på de områder, hvor denne forordning ikke finder anvendelse.

2. De bevarer ligeledes deres gyldighed for så vidt angår retsafgørelser, der er truffet, og officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt før denne forordnings ikrafttræden.

Artikel 71

1. Denne forordning berører ikke konventioner, hvori medlemsstaterne er parter, og som på særlige områder fastsætter regler for retternes kompetence samt for anerkendelse eller fuldbyrdelse af retsafgørelser.

2. Med henblik på at sikre en ensartet fortolkning anvendes stk. 1 på følgende måde:

a) denne forordning er ikke til hinder for, at en ret i en medlemsstat, der er part i en konvention vedrørende et særligt område, kan anse sig for kompetent i medfør af den pågældende konvention, også selv om sagsøgte har bopæl på en medlemsstats område, der ikke er part i den pågældende konvention. Den ret, ved hvilken sagen er anlagt, anvender under alle omstændigheder artikel 26

b) retsafgørelser, der i en medlemsstat er truffet af en ret, som har anset sig for kompetent i medfør af en konvention vedrørende et særligt område, anerkendes og fuldbyrdes i de øvrige medlemsstater i overensstemmelse med denne forordning.

Såfremt både domsstaten og den medlemsstat, som anmodningen rettes til, er parter i en konvention vedrørende et særligt område, som fastsætter betingelser for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, anvendes disse betingelser. Under alle omstændigheder kan de bestemmelser i denne forordning, der vedrører proceduren for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, finde anvendelse.

Artikel 72

Denne forordning berører ikke aftaler, hvorved medlemsstaterne før denne forordnings ikrafttræden i medfør af artikel 59 i Bruxelles-konventionen har forpligtet sig til ikke at anerkende retsafgørelser, navnlig retsafgørelser, som er truffet i en anden stat, der er kontraherende part i Bruxelles-konventionen, mod en sagsøgt, der har bopæl eller sædvanligt opholdssted på et tredjelands område, såfremt retsafgørelsen i et tilfælde omhandlet i artikel 4 i Bruxelles-konventionen kun har kunnet støttes på en af de kompetenceregler, der er anført i artikel 3, stk. 2, i Bruxelles-konventionen.

KAPITEL VIII

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 73

Senest fem år efter denne forordnings ikrafttræden forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af forordningen. Rapporten ledsages om nødvendigt af forslag med henblik på tilpasning af forordningen.

Artikel 74

1. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen tekster, der indebærer ændring af listerne i bilag I-IV. Kommissionen ændrer de berørte bilag i overensstemmelse hermed.

2. Ajourføring eller tekniske ændringer af formularerne i bilag V og VI vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 75, stk. 2.

Artikel 75

1. Kommissionen bistås af et udvalg.

2. Når der henvises til dette stykke, finder artikel 3 og 7 i afgørelse 1999/468/EF anvendelse.

3. Udvalget vedtager sin forretningsorden.

Artikel 76

Denne forordning træder i kraft den 1. marts 2002.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. december 2000.

På Rådets vegne

C. PIERRET

Formand


BILAG I

De nationale kompetenceregler, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 2

De nationale kompetenceregler, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 2, er:

– i Belgien: artikel 15 i borgerlig lovbog (Code civil/Burgerlijk Wetboek) og artikel 638 i retsplejeloven (Code judiciaire/Gerechtelijk Wetboek)

– i Tyskland: § 23 i civilprocesloven (Zivilprozessordnung)

– i Grækenland: artikel 40 i civilprocesloven (Κώδικας Πολιτικής Δικονομίας)

– i Frankrig: artikel 14 og 15 i borgerlig lovbog (Code civil)

– i Irland: bestemmelserne om kompetence i medfør af en stævning forkyndt for den sagsøgte, der midlertidigt opholder sig i Irland

– i Italien: artikel 3 og 4 i lov nr. 218 af 31. maj 1995

– i Luxembourg: artikel 14 og 15 i borgerlig lovbog (Code civil)

– i Nederlandene: artikel 126, stk. 3, og artikel 127 i civilprocesloven (Wetboek van Burgerlijke Rechtsvordering)

– i Østrig: § 99 i loven om retternes kompetence (Jurisdiktionsnorm)

– i Portugal: artikel 65 og 65A i civilprocesloven (Código de Processo Civil) og artikel 11 i procesloven om arbejdsforhold (Código de Processo de Trabalho)

– i Finland: kapitel 10, § 1, stk. 1, andet, tredje og fjerde punktum, i retsplejeloven (oikeudenkäymiskaari/rättegångsbalken)

– i Sverige: kapitel 10, § 3, stk. 1, første punktum, i retsplejeloven (rättegångsbalken)

– i Det Forenede Kongerige: bestemmelserne om kompetence i medfør af:

a) en stævning forkyndt for den sagsøgte, der midlertidigt opholder sig i Det Forenede Kongerige

b) sagsøgtes besiddelse af gods i Det Forenede Kongerige, eller

c) sagsøgers udlæg eller arrest i gods, der befinder sig i Det Forenede Kongerige.


BILAG II

De retter eller kompetente myndigheder, over for hvilke de i artikel 39 omhandlede anmodninger skal fremsættes, er:

– i Belgien, »tribunal de première instance«/»rechtbank van eerste aanleg«/»erstinstanzliches Gericht«

– i Tyskland, formanden for et »Kammer des Landgerichts«

– i Grækenland, »Μονομελές Πρωτοδικείο«

– i Spanien, »Juzgado de Primera Instancia«

– i Frankrig, præsidenten for »tribunal de grande instance«

– i Irland, »High Court«

– i Italien, »corte d'appello«

– i Luxembourg, præsidenten for »tribunal d'arrondissement«

– i Nederlandene, præsidenten for »arrondissementsrechtbank«

– i Østrig, »Bezirksgericht«

– i Portugal, »Tribunal de Comarca«

– i Finland, »käräjäoikeus/tingsrätten«

– i Sverige, »Svea hovrätt«

– i Det Forenede Kongerige:

a) i England og Wales, »High Court of Justice« eller, i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt, »Magistrates' Court« ved fremsendelse gennem »Secretary of State«

b) i Skotland, »Court of Session« eller, i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt, »Sheriff Court« ved fremsendelse gennem »Secretary of State«

c) i Nordirland, »High Court of Justice« eller, i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt, »Magistrates' Court« ved fremsendelse gennem »Secretary of State«

d) i Gibraltar, »Supreme Court of Gibraltar« eller, i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt, »Magistrates' Court« ved fremsendelse gennem »Attorney General of Gibraltar«.


BILAG III

De retter i medlemsstaterne, til hvilke der kan indgives appel efter artikel 43, stk. 2, er:

– i Belgien

a) »tribunal de première instance»/»rechtbank van eerste aanleg»/»erstinstanzliches Gericht«, hvis afgørelsen appelleres af den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse

b) »cour d'appel»/»hof van beroep«, hvis afgørelsen appelleres af den, der har fremsat anmodningen

– i Tyskland, »Oberlandesgericht«

– i Grækenland, » Εφετείο«

– i Spanien, »Audiencia Provincial«

– i Frankrig, »Cour d'appel«

– i Irland, »High Court«

– i Italien, »corte d'appello«

– i Luxembourg, »Cour supérieure de justice« som appelinstans i civilretlige sager

– i Nederlandene,

a) »arrondissementsrechtbank«, hvis afgørelsen appelleres af den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse

b) »gerechtshof«, hvis afgørelsen appelleres af den, der har fremsat anmodningen

– i Østrig, »Bezirksgericht«

– i Portugal, »Tribunal de Relação«

– i Finland, »hovioikeus»/»hovrätt«

– i Sverige, »Svea hovrätt«

– i Det Forenede Kongerige:

a) i England og Wales, »High Court of Justice« eller, i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt, »Magistrates' Court«

b) i Skotland, »Court of Session« eller, i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt, »Sheriff Court«

c) i Nordirland, »High Court of Justice« eller, i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt, »Magistrates' Court«

d) i Gibraltar, »Supreme Court of Gibraltar« eller, i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt, »Magistrates' Court«.


BILAG IV

Afgørelser i appelsager kan i henhold til artikel 44 anfægtes:

– i Belgien, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien, Luxembourg og Nederlandene: ved kassationsappel

– i Tyskland: ved »Rechtsbeschwerde«

– i Irland, ved appel vedrørende et retligt spørgsmål til »Supreme Court«

– i Østrig: ved »Revisionsrekurs«

– i Portugal: ved appel vedrørende et retligt spørgsmål

– i Finland: ved appel til »Korkein oikeus/Högsta domstolen«

– i Sverige: ved appel til »Högsta domstolen«

i Det Forenede Kongerige, ved én enkelt appel vedrørende et retligt spørgsmål.


BILAG V

Attest i henhold til forordningens artikel 54 og 58 vedrørende retsafgørelser og retsforlig

(Dansk, Danish, danois, danés, ...)

1.

Domsstat

2.

Ret eller kompetent myndighed, der har udstedt attesten

 

2.1.

Navn

 

2.2.

Adresse

 

2.3.

Tlf./fax/e-post

3.

Ret, der har truffet retsafgørelsen/for hvilken retsforliget er indgået(*)

 

3.1.

Rettens art

 

3.2.

Rettens hjemsted

4.

 

Retsafgørelsen/retsforliget(*)

 

4.1.

Dato

 

4.2.

Journalnummer

 

4.3.

Retsafgørelsens/retsforligets(*) parter

 

 

4.3.1.

Sagsøger(e)s navn(e)

 

 

4.3.2.

Sagsøgtes navn(e)

 

 

4.3.3.

Eventuelle andre parters navn(e)

 

4.4.

Dato for forkyndelse af det indledende processkrift i sagen, såfremt retsafgørelsen blev truffet over for en udebleven sagsøgt

 

4.5.

Domskonklusionen/retsforliget(*) er vedlagt denne attest

5.

 

Navn på parter, som har haft fri proces

 

 

 

 

Retsafgørelsen/retsforliget(*) er eksigibel(t) i domsstaten (forordningens artikel 38 og 58) over for:

 

 

 

 

Navn:

 

 

Udfærdiget i ...................................................., den .............

 

 

 

 

 

 

Underskrift og/eller stempel ................................................

(*) Det ikke relevante overstreges.


BILAG VI

Attest i henhold til forordningens artikel 57, stk. 4, vedrørende officielt bekræftede dokumenter

(Dansk, Danish, danois, danés, ...)

1.

Udstedelsesstat

2.

Kompetent myndighed, der har udstedt attesten

 

2.1.

Navn

 

2.2.

Adresse

 

2.3.

Tlf./fax/e-post

3.

Myndighed, der har bekræftet dokumentet

 

3.1.

Myndighed, der har været involveret i udstedelsen af det officielt bekræftede dokument (hvis relevant)

 

 

3.1.1.

Myndighedens navn og betegnelse

 

 

3.1.2.

Myndighedens hjemsted

 

3.2.

Myndighed, der har registreret det officielt bekræftede dokument (hvis relevant)

 

 

3.2.1.

Myndighedens art

 

 

3.2.2.

Myndighedens hjemsted

4.

Det officielt bekræftede dokument

 

4.1.

Beskrivelse af dokumentet

 

4.2.

Dato

 

 

4.2.1.

For dokumentets udstedelse

 

 

4.2.2.

For dokumentets registrering (hvis anden dato)

 

4.3.

Journalnummer

 

4.4.

Dokumentets parter

 

 

4.4.1.

Kreditors navn

 

 

4.4.2.

Debitors navn

5.

Den eksigible forpligtelse fremgår af den ekstraktudskrift, som er vedlagt denne attest

 

 

 

 

Det officielt bekræftede dokument er eksigibelt over for debitor i udstedelsesstaten (forordningens artikel 57, stk. 1)

 

 

 

 

 

 

 

Udfærdiget i ..........................., den ................................

 

 

 

 

 

 

 

Underskrift og/eller stempel ......................................

 


1) EFT C 376 af 28.12.1999, s. 1.

2) Udtalelse afgivet den 21.9.2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

3) EFT C 117 af 26.4.2000, s. 6.

4) EFT L 299 af 31.12.1972, s. 32 (dansk udgave i EFT L 304 af 30.10.1978, s. 17). EFT L 304 af 30.10.1978, s. 1. EFT L 388 af 31.12.1982, s. 1. EFT L 285 af 3.10.1989, s. 1. EFT C 15 af 15.1.1997, s. 1. Se konsolideret udgave i EFT C 27 af 26.1.1998, s. 1.

5) EFT L 204 af 2.8.1975, s. 28 (dansk udgave i EFT L 304 af 30.10.1978, s. 31). EFT L 304 af 30.10.1978, s. 1. EFT L 388 af 31.12.1982, s. 1. EFT L 285 af 3.10.1989, s. 1. EFT C 15 af 15.1.1997, s. 1. Se konsolideret udgave i EFT C 27 af 26.1.1998, s. 28.

6) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

7) EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3. Direktivet er senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF (EFT L 181 af 20.7.2000, s. 65).

8) EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1. Direktivet er senest ændret ved direktiv 2000/26/EF.

9) EFT L 330 af 29.11.1990, s. 44.

10) EFT L 160 af 30.6.2000, s. 37.



Bilag 3

KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1496/2002
af 21. august 2002
om ændring af bilag I (de kompetenceregler, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 2) og bilag II (listen over kompetente retter og myndigheder) til Rådets forordning (EF) nr. 44/ 2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR –

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det EuropæiskeFællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område 1) , særlig artikel 3, stk. 2, artikel 4, stk. 2, artikel 44 og artikel 74, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 44/ 2001 kan personer, der har bopæl på en medlemsstats område, kun sagsøges ved retterne i en anden medlemsstat i medfør af de regler, der er fastsat i afdeling 2-7 i kapitel II om kompetenceregler; i henhold til artikel 3, stk. 2, kan de nationale kompetenceregler, der er angivet i bilag I, i særdeleshed ikke gøres gældende mod dem.

(2) Hvis en regel, der er omhandlet i bilag I, ophæves i en medlemsstat, bør listens indhold derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(3) En anmodning om, at en retsafgørelse, der er afsagt i en anden medlemsstat, og som er eksigibel i den pågældende medlemsstat, erklæres for eksigibel i en anden medlemsstat, skal indgives til de kompetente myndigheder, der er anført i bilag II til forordning (EF) nr. 44/ 2001.

(4) I henhold til artikel 38 ff. og artikel 57, stk. 4, i forordning (EF) nr. 44/2001 kan en anmodning om, at et officielt bekræftet dokument erklæres for eksigibelt, fremsættes over for notarer som kompetente myndigheder.

(5) I henhold til artikel 74 i forordning (EF) nr. 44/2001 meddeler medlemsstaterne Kommissionen tekster, der indebærer ændring af listerne over kompetente myndigheder i bilag I-IV.

(6) Nederlandene har meddelt Kommissionen en ændring i de kompetenceregler, der er omhandlet i bilag I, og i listen over kompetente retter og myndigheder i bilag II, og Tyskland har meddelt Kommissionen en ændring i listen over kompetente retter og myndigheder i bilag II; forordning (EF) nr. 44/2001 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed –

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I bilag I til forordning (EF) nr. 44/2001 udgår ottende led vedrørende Nederlandene.

Artikel 2

I bilag II til forordning (EF) nr. 44/2001 ændres ordene »i Tyskland, formanden for et »Kammer des Landgerichts«« til:

»i Tyskland:

a) formanden for et »Kammer des Landgerichts«

b) en notar (» .«) i en procedure, der sigter mod at erklære et officielt bekræftet dokument eksigibelt.«

Artikel 3

I bilag II til forordning (EF) nr. 44/2001 ændres ordene »i Nederlandene, præsidenten for »arrondissementsrechtbank«« til:

»i Nederlandene, »voorzieningenrechter van de rechtbank«.«

Artikel 4

Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. august 2002.

På Kommissionens vegne

António VITORINO

Medlem af Kommissionen


1) EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1.



Bilag 4

KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr 2245/2004
af 27. december 2004
om ændring af bilag I, II, III og IV til Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdeIse af retsafgorelser på det civil- og handelsretlige område

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR –

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område 1) , særlig artikel 74, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I bilag I til forordning (EF) nr. 44/2001 opregnes de nationale kompetenceregler. Bilag II indeholder en fortegnelse over de retter eller kompetente myndigheder i medlemsstaterne, der har bemyndigelse til at behandle anmodninger om fuldbyrdelse. Bilag III opregner de retter, til hvilke der kan indgives appel af sådanne afgørelser, og bilag IV indeholder en fortegnelse over appelprocedurerne.

(2) Bilag I, II, III og IV til forordning (EF) nr. 44/2001 blev ændret ved tiltrædelsesakten i 2003 for at tilføje de nationale kompetenceregler, fortegnelserne over retter eller kompetente myndigheder og appelprocedurerne i tiltrædelsesstaterne.

(3) Frankrig, Letland, Litauen, Slovenien og Slovakiet har meddelt Kommissionen, at de har ændret de fortegnelser, der er beskrevet i bilag I, II, III og IV.

(4) Forordning (EF) nr. 44/2001 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed –

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EF) nr. 44/2001 foretages følgende ændringer:

1) I bilag I foretages følgende ændringer:

a) Det led, der vedrører Letland, affattes således:

»– i Letland: paragraf 27 og paragraf 28, stk. 3, 5, 6 og 9, i retsplejelovgivningen (Civilprocesa likums)«.

b) Det led, der vedrører Slovenien, affattes således:

»– i Slovenien: artikel 48, stk. 2, i lov om international privatret og procedurer (Zakon o mednarodnem zasebnem pravu in postopku) i forbindelse med artikel 47, stk. 2, i lov om privatretlige procedurer (Zakon o pravdnem postopku) og artikel 58, stk. 1, i lov om international privatret og procedurer (Zakon o mednarodnem zasebnem pravu in postopku) i forbindelse med artikel 57, stk. 1, og artikel 47, stk. 2, i lov om privatretlige procedurer (Zakon o pravdnem postopku)«.

c) Det led, der vedrører Slovakiet, affattes således:

»– i Slovakiet: artikel 37 til 37e i lov nr. 97/1963 om international privatret og procedureregler i forbindelse hermed«.

2) I bilag II foretages følgende ændringer:

a) Det led, der vedrører Frankrig, affattes således:

»– i Frankrig

a) »greffier en chef du tribunal de grande instance«

b) »président de la chambre départementale des notaires« ved anmodninger om håndhævelse af et autentisk notarialinstrument«.

b) Det led, der vedrører Slovenien, affattes således:

»– i Slovenien, »okro no sodi č e « «.

c) Det led, der vedrører Slovakiet, affattes således:

»– i Slovakiet, »okresný súd« «.

3) I bilag III foretages følgende ændringer:

a) Det led, der vedrører Frankrig, affattes således:

»– i Frankrig

a) »cour d’appel« ved afgørelser om at imødekomme anmodningen

b) præsidenten for »tribunal de grande instance« ved afgørelser om at afvise anmodningen«.

b) Det led, der vedrører Litauen, affattes således:

»– i Litauen, »Lietuvos apeliacinis teismas« «.

c) Det led, der vedrører Slovenien, affattes således:

»– i Slovenien, »okro no sodi č e « «.

d) Det led, der vedrører Slovakiet, affattes således:

»– i Slovakiet, »okresný súd« «.

4) I bilag IV foretages følgende ændringer:

a) Det led, der vedrører Litauen, affattes således:

»– i Litauen, en appel til »Lietuvos Auk č iausiasis Teismas« «.

b) Det led, der vedrører Slovenien, affattes således:

»– i Slovenien, en appel til »Vrhovno sodi č e Republike Slovenije« «.

c) Det led, der vedrører Slovakiet, affattes således:

»– i Slovakiet, »dovolanie« «.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. december 2004.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


1) EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.