Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)

Kapitel 1   Formål

Kapitel 2   Vurdering af realkompetencer

Kapitel 3   Realkompetencebeviser

Kapitel 4   Rettigheder og pligter

Kapitel 5   Kvalitetssikring

Kapitel 6   Ikrafttrædelse

Den fulde tekst

Bekendtgørelse om individuel kompetencevurdering (realkompetencevurdering) i videregående voksenuddannelser (VVU) og diplomuddannelser i videreuddannelsessystemet for voksne

I medfør af § 15 b, stk. 3 og 4, § 30 og § 32 nr. 1, i lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne, jf. lovbekendtgørelse nr. 1051 af 29. august 2007, fastsættes:

Kapitel 1

Formål

§ 1. Individuel kompetencevurdering (realkompetencevurdering) har til formål at give anerkendelse for ansøgerens samlede viden, færdigheder og kompetence i forhold til en videregående voksenuddannelse (VVU) eller en diplomuddannelse.

Stk. 2. Vurdering foretages i forhold til enten adgangskrav til eller målbeskrivelser for en uddannelse eller dele heraf.

Stk. 3. Anerkendte realkompetencer kan anvendes ved uddannelse i videreuddannelsessystemet for voksne eller som dokumentation for kompetencer til brug på arbejdsmarkedet.

Kapitel 2

Vurdering af realkompetencer

§ 2. Realkompetencevurdering foretages af uddannelsesinstitutioner, der er godkendt til at udbyde de uddannelser eller uddannelsesdele, som realkompetencevurderingen foretages i forhold til.

Stk. 2. Institutionen skal sikre, at de kompetencer, som anerkendes, kan sidestilles med de adgangskrav og mål, der er fastsat for den uddannelse og de uddannelsesdele, som vurderingen foretages i forhold til.

Stk. 3. Anerkendelse af realkompetence gives af den uddannelsesinstitution, der har foretaget kompetencevurderingen, i form af adgangsbevis, kompetencebevis eller uddannelsesbevis.

Stk. 4. Anerkendelse af realkompetence kan ikke gives, hvis en afgørelse på grundlag af den samme dokumentation tidligere er truffet af en anden institution i relation til den samme uddannelse.

§ 3. Realkompetencevurdering foretages efter anmodning fra ansøgeren, som i en skriftlig ansøgning angiver den uddannelse og det bevis, som er udgangspunktet for vurderingen. Det er ansøgerens ansvar at indsamle og fremlægge relevant dokumentation for de kompetencer, der ønskes vurderet.

Stk. 2. Uddannelsesinstitutionen kan afslå at iværksætte en realkompetencevurdering, hvis den skønner, at ansøgerens dokumenterede kompetencer ikke, eller kun i begrænset omfang, svarer til adgangskravene til eller målene for den uddannelse eller de uddannelsesdele, som er grundlag for vurderingen.

§ 4. Ved ansøgning om realkompetencevurdering indsender ansøgeren relevant dokumentation for de kompetencer, der ønskes vurderet. Dokumentationen kan bestå af bevis for tidligere gennemført uddannelse, viden og færdigheder m.v., der er opnået gennem erhvervsarbejde, bevis for ansættelser, udlandsophold, deltagelse i kursus- og uddannelsesaktiviteter, herunder folkeoplysende undervisning, samt dokumentation fra en arbejdsgiver eller ansøgerens egen beskrivelse af relevante erfaringer fra eksempelvis frivilligt arbejde og lignende.

Stk. 2. På baggrund af den af ansøgeren indsendte dokumentation for kompetencer vurderer uddannelsesinstitutionen, hvorvidt der er grundlag for at iværksætte en realkompetencevurdering, jf. § 3, stk. 2.

§ 5. Institutionen kan ud fra en foreløbig vurdering af den foreliggende dokumentation, og når afgørelsen ikke umiddelbart kan træffes på baggrund af det fremlagte materiale, tilrettelægge realkompetencevurderingen som et individuelt forløb, som kan være et sammenhængende forløb eller et opdelt forløb. Uddannelsesinstitutionen tilrettelægger med inddragelse af ansøgeren, hvorledes vurderingsforløbet skal foregå.

Stk. 2. Uddannelsesinstitutionen skal i det individuelt tilrettelagte forløb anvende metoder, der giver ansøgeren mulighed for at demonstrere og få vurderet de kompetencer, der er relevante i forhold til adgangskrav, niveaukrav og målbeskrivelser for den uddannelse eller de uddannelsesdele, der ligger til grund for kompetencevurderingen. Som metode til vurdering af den enkeltes teoretiske viden og praktiske færdigheder kan blandt andet anvendes vurdering af den indsendte skriftlige dokumentation, interviews, vurderingsskemaer, test og prøver mv. Vurderingen baseres på et skøn over den enkelte ansøgers samlede viden, færdigheder og kompetencer.

§ 6. Realkompetencevurdering tilrettelagt efter § 5, stk. 1, kan højst have en varighed svarende til en uge. Uddannelsesinstitutionen skal meddele resultatet af realkompetencevurderingen til ansøgeren senest to uger efter vurderingsforløbets afslutning.

Stk. 2. Ved realkompetencevurdering med henblik på optagelse på en uddannelse, jf. § 8, stk. 2, fastlægger uddannelsesinstitutionen tidsfrister for indsendelse af ansøgning. Fristerne offentliggøres på uddannelsesinstitutionens hjemmeside.

Kapitel 3

Realkompetencebeviser

§ 7. Uddannelsesinstitutionen giver anerkendelse for ansøgerens realkompetencer i form af adgangsbevis, kompetencebevis eller uddannelsesbevis. Af beviset skal fremgå, hvilke adgangskrav, uddannelsesdele eller uddannelser, der er givet anerkendelse for.

§ 8. Uddannelsesinstitutionen giver anerkendelse for ansøgerens realkompetencer i form af et adgangsbevis, hvis institutionen eller eventuelt Kvalifikationsnævnet vurderer, at kompetencerne kan sidestilles med de fastsatte adgangskrav til en uddannelse eller til dele af en uddannelse.

Stk. 2. Et adgangsbevis giver adgang til at søge optagelse på den pågældende uddannelse eller til dele af uddannelsen på alle uddannelsesinstitutioner, der er godkendt til at udbyde uddannelsen, så længe de adgangskrav, som ansøgerens realkompetencer er vurderet i forhold til, er gældende.

§ 9. Uddannelsesinstitutionen giver anerkendelse for ansøgerens realkompetencer i form af et kompetencebevis, hvis institutionen eller eventuelt Kvalifikationsnævnet vurderer, at kompetencerne modsvarer delelementer af en uddannelse eller dele af en uddannelse.

Stk. 2. Et kompetencebevis angiver hvilke delelementer af en uddannelse, eksempelvis dele af et fagmodul, eller hvilke dele af en uddannelse, eksempelvis et eller flere fagmoduler, der gives anerkendelse for i henhold til fagets mål/niveau.

§ 10. Uddannelsesinstitutionen giver anerkendelse for ansøgerens realkompetencer i form af et uddannelsesbevis, hvis institutionen eller eventuelt Kvalifikationsnævnet vurderer, at kompetencerne modsvarer en hel uddannelse.

Stk. 2. Et uddannelsesbevis angiver den uddannelse, for hvilken realkompetencer anerkendes.

§ 11. Uddannelsesinstitutionen kan anerkende realkompetencer svarende til adgangskravet om mindst to års relevant erhvervserfaring, jf. lovens § 15, stk. 3, uanset hvornår disse kompetencer er opnået.

§ 12. Et uddannelsesbevis, der er resultatet af en samlet realkompetencevurdering, hvor flere institutioner har medvirket, udstedes af den institution, hvor den seneste vurdering er foretaget.

§ 13. Bevis udstedes til og tilhører den, der har fået foretaget realkompetencevurderingen.

Kapitel 4

Rettigheder og pligter

§ 14. Personer, hvis kompetencer realkompetencevurderes af en uddannelsesinstitution, og som ikke er indskrevet på institutionen, er ikke omfattet af de regler, der gælder for de studerende på institutionen.

Kapitel 5

Kvalitetssikring

§ 15. Afgørelse om afslag på iværksættelse af realkompetencevurdering og om anerkendelse af realkompetence skal meddeles skriftligt og begrundes. Afgørelserne skal indeholde klagevejledning.

Stk. 2. Institutionen kan, hvis det skønnes, at dokumentationen ville kunne anvendes til at opnå anerkendelse af realkompetencer i forhold til en beslægtet uddannelse, i afgørelsen gøre ansøgeren bekendt med denne mulighed. En sådan henvisning er vejledende.

§ 16. Uddannelsesinstitutionen offentliggør på sin hjemmeside metoder og procedurer for realkompetencevurdering. Institutionen kan dog fravige de offentliggjorte retningslinjer, når det skønnes nødvendigt at anvende individuelle fremgangsmåder ved behandling af en ansøgning.

§ 17. Uddannelsesinstitutionen skal sikre, at personer, der medvirker ved realkompetencevurdering, har de nødvendige kvalifikationer inden for den uddannelse, i forhold til hvilken kompetencevurderingen foretages.

§ 18. Uddannelsesinstitutionen skal vejlede og informere ansøgeren før og under den individuelle kompetencevurdering, jf. lovens § 22.

§ 19. Uddannelsesinstitutionerne foretager kvalitetssikring og udvikling af de metoder, som anvendes ved kompetencevurdering.

Stk. 2. Uddannelsesinstitutionerne evaluerer resultatet af de foretagne realkompetencevurderinger og foretager den nødvendige opfølgning på evalueringerne.

Kapitel 6

Ikrafttrædelse

§ 20. Bekendtgørelsen træder i kraft den 16. januar 2008.

Undervisningsministeriet, den 10. januar 2008

P.M.V.
Jens Strunge Bonde
Afdelingschef

/ Amanda Fossat