Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Formål og struktur m.v.
Kapitel 2 Adgang
Kapitel 3 Indhold m.v.
Kapitel 4 Prøver, eksamen og bedømmelse m.v.
Kapitel 5 Studieordninger
Kapitel 6 Andre regler
Kapitel 7 Ikrafttrædelses- og overgangsregler
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om den erhvervsøkonomiske diplomuddannelse HD

I medfør af § 11, stk. 2, § 13, stk. 4, § 15, § 16, § 19, nr. 1, litra a og b, § 20, § 22, § 30, stk. 2, og § 32, nr. 1, i lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne, jf. lovbekendtgørelse nr. 1051 af 29. august 2007, samt § 2, stk. 2 og 9, og § 18, stk. 2, i lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 956 af 28. november 2003, som ændret ved § 5 i lov nr. 556 af 6. juni 2007, fastsættes:

Kapitel 1

Formål og struktur m.v.

§ 1. Den erhvervsøkonomiske diplomuddannelse (HD) består af et særligt indgangsforløb (HD 1. del) og en afsluttende erhvervsøkonomisk diplomuddannelse (HD 2. del).

§ 2. Formålet med HD 1. del er at kvalificere den studerende til videre uddannelse. Den studerende skal opnå viden om og forståelse af det erhvervsøkonomiske fagområdes praksis, teori og metode på et niveau, der kvalificerer til optagelse på HD 2. del.

Stk. 2. Formålet med HD 2. del er at give den uddannede viden om og forståelse af det erhvervsøkonomiske fagområdes praksis, teori og metode på et niveau, der kvalificerer den uddannede til selvstændigt at kunne identificere, reflektere over, analysere og vurdere erhvervsøkonomiske problemstillinger, løse praksisnære og komplekse opgaver samt kunne varetage specialistfunktioner inden for det erhvervsøkonomiske område.

§ 3. HD udbydes som åben uddannelse.

Stk. 2. HD 1. del og HD 2. del er hver normeret til 1 studenterårsværk. 1 studenterårsværk er en heltidsstuderendes arbejde i 1 år og svarer til 60 point i European Credit Transfer System (ECTS-point).

Stk. 3. HD 1. del udgør et selvstændigt afrundet indgangsforløb.

Stk. 4. HD 2. del udgør et selvstændigt afrundet uddannelsesforløb, der sammen med mindst 2 års relevant erhvervserfaring, jf. § 6, stk. 3, svarer til bachelorniveau.

Stk. 5. HD tilrettelægges som fagligt afgrænsede moduler, jf. § 7 og § 8.

Stk. 6. Institutionen skal tilrettelægge undervisningen, så HD kan afsluttes inden for 4 år.

Stk. 7. Institutionen kan i studieordningerne fastsætte regler om deltagelsespligt, herunder mødepligt.

Stk. 8. Undervisningsministeriet godkender, hvilke institutioner der kan udbyde HD 1. del, og hvilke institutioner der kan udbyde HD 2. del.

Stk. 9. De udbydende institutioner nedsætter som led i samarbejdet et fællesudvalg, der koordinerer uddannelsernes fælles indhold og tilrettelæggelse, herunder studieordninger, jf. §11, censorkorps, jf. § 10, og merit, jf. § 14.

§ 4. Den, der har gennemført indgangsforløbet, har ret til at anvende betegnelsen HD 1. del. Betegnelsen på engelsk er Graduate Certificate in Business Administration.

Stk. 2. Den, der har gennemført HD 2. del, har ret til at anvende betegnelsen HD efterfulgt af specialiseringen. Betegnelsen på engelsk er Graduate Diploma in Business Administration. Specialiseringen angives i parentes efter betegnelsen.

Kapitel 2

Adgang

§ 5. Følgende uddannelser giver adgang til HD 1. del:

1) Gymnasial uddannelse.

2) Relevant uddannelse på mindst samme niveau som nr. 1.

Stk. 2. Institutionen kan optage ansøgere, der ikke opfylder adgangskravet i stk. 1, men som ud fra en konkret vurdering har uddannelsesmæssige forudsætninger, der kan sidestilles hermed.

§ 6. Følgende forløb/uddannelser giver adgang til HD 2. del:

1) HD 1. del.

2) Relevant erhvervsakademiuddannelse (KVU).

3) Relevant videregående voksenuddannelse (VVU).

4) Relevant uddannelse på mindst samme niveau som nr. 1-3.

Stk. 2. Institutionen kan optage ansøgere, der ikke opfylder adgangskravene i stk. 1, men som ud fra en konkret vurdering har uddannelsesmæssige forudsætninger, der kan sidestilles hermed.

Stk. 3. Ud over at opfylde kravet i stk. 1 eller 2 skal ansøgere have mindst 2 års relevant erhvervserfaring efter gennemført adgangsgivende forløb/uddannelse, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. Relevant erhvervserfaring, der er opnået sideløbende med adgangsgivende forløb/uddannelser, medregnes ved optagelse i HD 2. del.

Kapitel 3

Indhold m.v.

§ 7. HD 1. del på 60 ECTS-point omfatter:

1) Et antal fagmoduler, hver på mindst 5 ECTS-point, i alt svarende til 50 ECTS-point.

2) Projekt, svarende til 10 ECTS-point, der afslutter HD 1. del. Projektet har til formål at dokumentere den studerendes viden og færdigheder i forbindelse med løsning af erhvervsøkonomiske problemstillinger. Projektet skal tage udgangspunkt i en erhvervsøkonomisk problemstilling og inddrage relevant teori og metode inden for det erhvervsøkonomiske fagområde. Projektet formuleres af den studerende og skal godkendes af institutionen.

Stk. 2. Institutionerne fastsætter i studieordningen regler om, hvilke fagmoduler der er obligatoriske.

Stk. 3. Fagmoduler og disses mål og indhold skal godkendes af Undervisningsministeriet.

§ 8. HD 2. del på 60 ECTS-point omfatter:

1) Obligatoriske fagmoduler, svarende til mindst 15 ECTS-point. De obligatoriske moduler konstituerer uddannelsens specialisering og kompetenceområde.

2) Valgfri fagmoduler svarende til mindst 10 ECTS-point inden for uddannelsens kompetenceområde.

3) Afgangsprojekt, svarende til 15 ECTS-point, der afslutter HD 2. del. Projektet skal have hovedvægt inden for specialiseringen og har til formål at dokumentere den studerendes viden og færdigheder i forbindelse med at identificere, reflektere over, analysere og vurdere løsningsforslag til en praksisnær, kompleks erhvervsøkonomisk problemstilling ved anvendelse af fagområdets teori og metode. Afgangsprojektet formuleres af den studerende og skal godkendes af institutionen.

Stk. 2. Formål for, sammensætning af og eventuelle forudsætninger i de enkelte specialiseringer skal fremgå af studieordningen.

Stk. 3. Institutionen kan godkende, at HD 2. del kan omfatte 1 valgfrit fagmodul uden for bekendtgørelsens faglige område, når det overordnede formål er opfyldt.

Stk. 4. Et fagmodul, jf. stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 3, skal udgøre mindst 5 ECTS-point.

Stk. 5. Fagmoduler og disses mål og indhold skal godkendes af Undervisningsministeriet.

Stk. 6. Specialiseringerne, disses mål og indhold, samt den betegnelse, der knytter sig til den enkelte specialisering, skal godkendes af Undervisningsministeriet.

Kapitel 4

Prøver, eksamen og bedømmelse m.v.

§ 9. For prøver, eksamen og bedømmelse m.v. gælder reglerne i bekendtgørelse om prøver og eksamen i erhvervsrettede uddannelser (eksamensbekendtgørelsen) og bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse (karakterskalabekendtgørelsen).

Stk. 2. Hvert af modulerne i HD 1. del afsluttes med en prøve.

Stk. 3. Mindst 2 fagmoduler og projektet i HD 1. del skal dokumenteres ved eksterne prøver.

Stk. 4. Prøven i projektet i HD 1. del består af et projekt og en mundtlig del. Der gives en samlet karakter.

Stk. 5. Hvert modul i HD 2. del afsluttes med en prøve. De obligatoriske fagmoduler samt afgangsprojektet skal dokumenteres ved eksterne prøver.

Stk. 6. Prøven i afgangsprojektet i HD 2. del afsluttes med en mundtlig del.

§ 10. Der oprettes et landsdækkende censorkorps for HD med en fælles censorformand og en næstformand for hver af uddannelsens specialiseringer samt en næstformand for HD 1. del.

Stk. 2. Det hidtidige censorformandskab afholder valget.

Kapitel 5

Studieordninger

§ 11. De institutioner, der udbyder HD 1. del, koordinerer udarbejdelse af studieordninger, jf. § 3, stk. 9, og de institutioner, der udbyder HD 2. del, koordinerer udarbejdelse af studieordninger, jf. § 3, stk. 9.

Stk. 2. Studieordningerne skal indeholde de regler, som institutionen inden for bekendtgørelsens rammer fastsætter om:

1) Adgangsgivende forløb/uddannelser jf. § 5 og § 6.

2) De enkelte moduler, jf. § 7 og § 8:

a) Mål.

b) Indhold.

c) Omfang, angivet i ECTS-point.

d) Undervisnings- og arbejdsformer.

e) Angivelse af hvilke moduler der er obligatoriske, jf. § 7, stk. 2, og § 8, stk. 1, nr. 1.

f) Formål for, sammensætning af og forudsætninger i de enkelte specialiseringer, jf. § 8, stk. 2.

g) Betegnelse på dansk og engelsk for HD 1. del, jf. § 4, stk. 1.

h) Betegnelser på dansk og engelsk for HD 2. del og specialiseringen, jf. § 4, stk. 2.

i) Eventuelle regler om deltagelsespligt, herunder mødepligt, jf. § 3, stk. 7.

3) Udarbejdelse af projekt, jf. § 7, stk. 1, nr. 2.

4) Udarbejdelse af afgangsprojekt, jf. § 8, stk. 1, nr. 3.

5) Merit, jf. § 14.

6) Eventuelle overgangsregler, jf. § 17, stk. 2 og 3.

Stk. 3. Ud over regler fastsat i henhold til denne bekendtgørelse skal studieordningerne indeholde regler fastsat i henhold til eksamensbekendtgørelsen.

Stk. 4. Det skal af studieordningerne fremgå, at institutionen, når det er begrundet i usædvanlige forhold, kan dispensere fra de regler, der alene er fastsat af institutionen.

§ 12. Ved udarbejdelse af studieordninger og væsentlige ændringer heraf tager institutionen kontakt til aftagere og indhenter en udtalelse fra censorformandskabet, jf. eksamensbekendtgørelsen.

Stk. 2. Studieordningerne og væsentlige ændringer heraf træder i kraft ved et studieårs begyndelse og skal indeholde de fornødne overgangsordninger.

Stk. 3. Gældende studieordninger skal være tilgængelige på institutionens hjemmeside senest ved et studieårs begyndelse. Institutionen orienterer studerende om studieordningen.

Kapitel 6

Andre regler

§ 13. Institutionen informerer og vejleder de uddannelsessøgende om HD 1. del og HD 2. del.

§ 14. Beståede uddannelseselementer fra en anden dansk eller udenlandsk uddannelse kan efter institutionens afgørelse i det enkelte tilfælde eller efter regler fastsat af institutionen i studieordningen, jf. § 3, stk. 9, træde i stedet for uddannelseselementer, der er omfattet af denne bekendtgørelse (merit). Afgørelsen træffes på grundlag af en faglig vurdering af ækvivalensen mellem de berørte uddannelseselementer.

§ 15. Institutionens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan indbringes for Undervisningsministeriet, når klagen vedrører retlige spørgsmål. Klagen indgives til institutionen, der afgiver en udtalelse, som klageren skal have lejlighed til at kommentere inden for en frist af mindst 1 uge. Institutionen sender klagen til ministeriet vedlagt udtalelsen og klagerens eventuelle kommentarer hertil.

Stk. 2. Fristen for at indgive klage efter stk. 1 er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren.

Kapitel 7

Ikrafttrædelses- og overgangsregler

§ 16. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 2008.

§ 17. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 674 af 19. august 1999 om den erhvervsøkonomiske diplomuddannelse ophæves, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Studerende i den i stk. 1 nævnte uddannelse, der har påbegyndt uddannelsen efter de hidtidige regler, kan afslutte uddannelsen efter disse regler. Uddannelsen skal dog være afsluttet senest den 1. august 2012.

Stk. 3. Institutionen fastsætter i studieordningerne, jf. § 3, stk. 9, eventuelle overgangsregler for studerende, der har påbegyndt uddannelsen efter de hidtidige regler.

Undervisningsministeriet, den 19. september 2007

P.M.V.
Jens Strunge Bonde
Afdelingschef

/ Jens Nielsen