Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
Ægtefæller, der boede i Tyskland, var blevet skilt ved dansk bevilling, og i den forbindelse aftalte de størrelsen af ægtefællebidraget. De boede stadig i Tyskland, og manden søgte nu statsamtet om nedsættelse af bidraget. Hustruen protesterede mod nedsættelse af bidraget, men hun protesterede ikke mod statsamtets internationale kompetence. Statsamtet kunne herefter behandle sagen, jf. art. 18 i EF-Domskonventionen. Med hensyn til bidragets størrelse indeholdt aftalen indskrevet i forhandlingsprotokollen ingen ændringsbestemmelse. Henset til at statsamtet ifølge skilsmissebevillingen kunne ændre bidraget, og at hustruen ikke havde protesteret mod dette, fandtes bidragets størrelse at være undergivet statsamtets ændringskompetence.
Den fulde tekst

Ægtefællebidrag. International kompetence

 

International kompetence efter art. 18 i EF-Domskonventionen i sag om ægtefællebidrag. Aftale om ægtefællebidrag.

EF-Domskonventionens art. 18 og ægteskabslovens 53, stk. 2.

Civilretsdirektoratets afgørelse af 7. juli 1998, j.nr. 1998-550-589:

"Civilretsdirektoratet har nu behandlet Deres klage over X Statsamts afgørelse af 19. juni 1997  om bidrag. Ved afgørelsen nedsatte statsamtet mandens (M´s) bidrag til Deres underhold til 0 kr. med virkning fra den 1. juli 1997. 

De har anmodet om, at afgørelsen ophæves. De har til støtte herfor anført, at (statsamtet) ikke havde kompetence til at nedsætte ægtefællebidraget, idet der er tale om et aftalt bidrag, som alene kan ændres ved dom. 

Vi har gennemgået sagen, og vi ændrer ikke (statsamtets) afgørelse.

Vi kan endvidere oplyse, at ifølge ægteskabslovens § 52 kan en aftale om størrelsen af ægtefællebidrag ændres ved dom, såfremt det på grund af væsentligt forandrede forhold vil være åbenbart urimeligt at opretholde aftalen.

Det fremgår af sagen, at De og M var til vilkårsforhandling i det danske konsulat i Hannover den 17. februar 1995 i anledning af ansøgning om skilsmisse. Herom er der optaget følgende i forhandlingsprotokollen: "De bekræfter, at de er enige om, at manden betaler bidrag til hustruens underhold uden tidsbegrænsning. Bidraget andrager DM 1.200,- og betales månedsvist forud fra den 01.03.1995.". Det blev endvidere anført, at fællesboet er delt, uden nærmere oplysninger om indholdet af bodelingen. De og M underskrev forhandlingsprotokollen. 

De og M blev skilt ved bevilling af 2. august 1995 på følgende vilkår: "Manden har bidragspligt over for hustruen. Bidraget udgør for tiden 1.200 DM pr. måned, og betales månedsvis forud fra den 1. marts 1995. Bidragets størrelse er undergivet statsamtets bestemmelse.".

De har oplyst, at aftalen om underholdsbidraget og dets størrelse var et led i bodelingen, der var til M`s fordel. Det var således en forudsætning for bodelingen, at M betalte 1.200 DM om måneden til Dem. De har desuden oplyst, at De ikke protesterede mod ordlyden af skilsmissebevillingen, fordi M begyndte at betale ægtefællebidraget. På det tidspunkt var De og M stadig gode venner. Der blev aldrig udarbejdet en skriftlig bodelingsoverenskomst.

M  har anført, at det ikke er en fejl, at der står i skilsmissebevillingen, at bidragets størrelse er undergivet statsamtets bestemmelse. Hvis De mente, at det var en fejl, burde De have protesteret, da De modtog skilsmissebevillingen.

Civilretsdirektoratet har ved afgørelsen lagt vægt på disse forhold, og vi finder herefter ikke, at De har godtgjort, at der under vilkårsforhandlingen blev indgået en aftale om størrelsen af bidraget, som kun kan ændres ved dom. Vi har herved lagt vægt på ordlyden af forhandlingsprotokollen og skilsmissebevillingen. Vi har endvidere lagt vægt på, at De ikke har dokumenteret indholdet af Deres og M´s aftale om delingen af fællesboet. Vi finder herefter, at (statsamtet) havde kompetence til at ændre bidragets størrelse.

Den endelige afgørelse af dette spørgsmål henhører under domstolene.

Vi finder endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte (statsamtets) skønsmæssige afgørelse om, at bidraget - henset til Deres økonomiske forhold - bør nedsættes til 0 kr.

For så vidt angår spørgsmålet om (statsamtets) internationale kompetence til at behandle sagen kan vi oplyse, at EF-Domskonventionen regulerer, hvilket lands myndigheder, der kan behandle sager om fastsættelse, forhøjelse og nedsættelse af ægtefællebidrag. De relevante bestemmelser er følgende:

Artikel 2:

"Med forbehold af bestemmelserne i denne konvention skal personer, der har bopæl på en kontraherende stats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne stat.

Personer, som ikke er statsborgere i den stat, hvor de har bopæl, er undergivet de kompetenceregler, der gælder for landets egne statsborgere.".

Artikel 5:

"En person, der har bopæl på en kontraherende stats område, kan sagsøges i en anden kontraherende stat:

...2) i sager om underholdspligt ved retten på det sted, hvor den berettigede har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted eller, ved krav i forbindelse med sager om personers retlige status, ved den ret, der efter dennes egen lovgivning er kompetent i sagen, medmindre denne kompetence alene støttes på en af parternes nationalitet;...".

Artikel 18:

"For så vidt retten i en kontraherende stat ikke allerede er kompetent i medfør af andre bestemmelser i denne konvention, bliver den kompetent, når sagsøgte giver møde for den. Denne regel finder ikke anvendelse, såfremt sagsøgte kun giver møde for at bestride rettens kompetence, eller såfremt en anden ret i medfør af artikel 16 er enekompetent.".

Artikel 20, stk. 1:

"Såfremt en sagsøgt, der har bopæl på en kontraherende stats område, er sagsøgt ved en ret i en anden kontraherende stat, men ikke giver møde, skal den pågældende ret på embeds vegne erklære sig inkompetent, såfremt den ikke er kompetent efter reglerne i denne konvention.".

Konventionen har siden 1989 været i kraft mellem Tyskland og Danmark.

Det bemærkes, at de administrative myndigheder i Danmark (overpræsidiet, statsamterne og Civilretsdirektoratet) i forbindelse med sager om bidrag er omfattet af udtrykkene "ret", "dommer" og "domsmyndighed", jf. konventionens Protokol 1968, art. V a.

Det fremgår af sagen, at De og M ifølge Det Centrale Personregister udrejste til Tyskland den 1. september 1976. De og M blev skilt ved bevillingen den 2. august 1995 fra X Statsamt, og det blev her aftalt, at M havde tidsubegrænset bidragspligt overfor Dem. Samtidig blev størrelsen af bidraget aftalt, jf. ovenfor.

M søgte den 31. marts 1997 X Statsamt om nedsættelse/bortfald af ægtefællebidraget. Han oplyste, at både De og han boede i Tyskland. De blev ved brev af 10. april 1997 varslet om ansøgningen, og ved brev af 21. april 1997 protesterede De mod nedsættelse af bidraget, bl.a. fordi De mente, at M og De havde aftalt størrelsen af bidraget, og at denne aftale ikke var blevet overholdt. De protesterede ikke mod (statsamtets) internationale kompetence til at behandle sagen. De sendte et yderligere brev af 30. maj 1997 til (statsamtet), og heller ikke i dette brev protesterede De mod kompetencen. De har heller ikke under vores behandling af sagen protesteret mod statsamtets kompetence.

Det fremgår endelig af sagen, at (statsamtet) ikke vejledte hverken Dem eller M om de relevante regler om (statsamtets) internationale kompetence.

Det følger af artikel 2 og 5, nr. 2, at den bidragspligtige som udgangspunkt kun kan anlægge sag om nedsættelse/bortfald af ægtefællebidrag i den "sagsøgtes" bopælsland, det vil sige der, hvor den berettigede bor.

Dette betyder umiddelbart, at hverken (statsamtet) eller nogen anden dansk myndighed havde kompetence til at behandle M´s ansøgning om nedsættelse/bortfald af ægtefællebidraget.

Det er uden betydning for danske myndigheders internationale kompetence til at behandle en ny ansøgning om fastsættelse eller ændring af bidrag, om der tidligere er truffet en afgørelse om bidraget her i landet eller i udlandet. Det er ligeledes uden betydning hvilket lands myndigheder, der tidligere har behandlet en statussag mellem parterne, f.eks. om separation/skilsmisse, faderskab eller forældremyndighed.

Ifølge artikel 18 kan den bidragsberettigede imidlertid stiltiende acceptere, at en sag rejst af den bidragspligtige om bortfald/nedsættelse af et bidrag behandles i en anden kontraherende stat end den stat, hvor den bidragsberettigede bor. Dette kan ske, når den bidragsberettigede medvirker ved behandlingen af sagen uden samtidig at gøre indsigelser mod den pågældende myndigheds kompetence.

Formålet med art. 18 synes at være at forhindre, at en sagsøgt først på et sent stadie af sagsbehandlingen protesterer mod rettens kompetence, således at sagen må starte helt forfra et andet sted med den virkning, at sagen forsinkes betydeligt, eller at sagsøgerens mulighed for at gennemføre sagen forringes.

Som nævnt ovenfor medvirkede De ved (statsamtets) behandling af sagen, og De protesterede ikke mod (statsamtets) kompetence. Efter ordlyden af art. 18 har De på denne måde stiltiende accepteret, at (statsamtet) havde international kompetence til at behandle sagen.

Det fremgik klart af ansøgningen om nedsættelse af bidraget, at hverken De eller M boede her i landet. Efter Civilretsdirektoratets opfattelse burde (statsamtet) derfor have undersøgt sin kompetence eller orienteret Dem om kompetencereglerne.

Problemet i nærværende sag er herefter, om manglende undersøgelse af kompetencen eller manglende vejledning om kompetencereglerne kan medføre, at (statsamtet) alligevel ikke havde kompetence til at behandle sagen.

Dette spørgsmål er efter vores opfattelse ikke afklaret i hverken retspraksis eller i den retsvidenskabelige litteratur. Vi vil i det følgende gennemgå det foreliggende materiale om rækkevidden af art. 18 i relation til denne problemstilling.

EF-Domstolen har om artikel 18 generelt udtalt, at sagsøgte skal bestride kompetencen senest på det tidspunkt, der efter national ret betragtes som det første forsvar i sagen. Der henvises til dommen i Elefanten Schuh mod Jacqmain (sag 150/80, Saml. 1981,1671). Der er ikke i denne dom eller i senere domme om samme spørgsmål taget forbehold for tilfælde, hvor sagsøgte ikke har været repræsenteret af advokat og ikke er blevet vejledt om muligheden for at gøre indsigelse mod kompetencen. EF-Domstolen har dog heller ikke haft anledning til at tage stilling til disse spørgsmål.

For så vidt angå retssager er indeholdet af art. 18 inkorporeret i retsplejelovens § 248, stk. 1, der har følgende ordlyd:

"Retten påser af egen drift, om sagen er indbragt for rette værneting. Fremsætter sagsøgte ikke indsigelser mod rettens kompetence i svarskriftet eller, hvis sagen ikke forberedes skriftligt, i det 1. retsmøde under forberedelsen, anses retten for rette værneting.".

Retsplejelovens § 339, stk. 4, indeholder følgende regel om rettens vejledningspligt:

"Møder en part i en sag, der behandles ved byret, ikke ved advokat, vejleder retten parten om, hvad han bør foretage til oplysning af sagen og i øvrigt til varetagelse af sine interesser under denne.".

Rækkevidden af sidstnævnte bestemmelse i relation til art. 18 og retsplejelovens § 248, stk. 1, blev behandlet i dommen UfR 1993.792V. I denne sag havde sagsøgte, der boede i et andet konventionsland, protesteret mod det påstævnte krav i det første svarskrift, uden samtidig at gøre indsigelse mod den danske domstols internationale kompetence. Sagsøgte var på det tidspunkt ikke repræsenteret ved advokat, og sagen blev behandlet skriftligt. I det næste svarskrift protesterede sagsøgtes advokat mod rettens kompetence. Landsrettens flertal fandt, at denne indsigelse var rettidig i relation til artikel 18. Der blev herved lagt vægt på, at sagen var skriftligt forberedt, at sagsøgte ikke var vejledt om værnetingsreglerne efter retsplejelovens § 339, stk. 4, og at værnetingsspørgsmålet ikke var særskilt omtalt i stævningen. Retten lagde endvidere vægt på, at sagsøgte ved første svarskrift ikke var repræsenteret ved advokat, og at indsigelsen blev fremsat inden forberedelsen af sagen var afsluttet.

Rigtigheden af denne afgørelse drages i tvivl af flere forfattere: Anders Martin Jensen og Peter Arnt Nielsen i UfR 1994 B 290 ff., Ketilbjørn Hertz i UfR 1997 B 46 f., Erik Werlauff: Fælleseuropæisk Procesret (1997), s. 132 f., og Peter Arnt Nielsen: International privat- og procesret (1997), s. 211 f.

Vedrørende administrative myndigheders vejledningspligt kan der henvises til forvaltningslovens § 7:

...

I dansk forvaltningsret findes der ikke en definition af "første forsvar". Begrebet "giver møde" i artikel 18 må efter Civilretsdirektoratets opfattelse forstås som "første svar" i sagen, når den behandles på skriftligt grundlag, jf. princippet i retsplejelovens § 248, stk. 1.

Efter dansk ret medfører kun alvorlige sagsbehandlingsfejl som inhabilitet, manglende saglig kompetence, manglende partshøring o.lign., at en afgørelse erklæres ugyldig. Praksis synes ikke at indeholde eksempler på, at manglende vejledning af en part i en partstvist kan medføre, at en afgørelse betragtes som ugyldig. Konsekvensen af sådanne fejl synes i stedet at være erstatning.

Vi mener, at (statsamtet) havde international kompetence til at behandle sagen.

Vi har ved denne afgørelse navnlig lagt vægt på, at De på intet tidspunkt gjorde indsigelse mod (statsamtets) kompetence, at M har kunnet indrette sig på afgørelsen om nedsættelse af bidraget, fordi (statsamtet) efter ordlyden af art. 18 havde kompetence til at behandle sagen, og at mangelfuld vejledning i partstvister efter dansk ret i almindelighed ikke medfører ugyldighed.

Vi har endvidere lagt vægt på, at art. 18 efter sin ordlyd er meget klar, og at bestemmelsen ikke giver mulighed for at udskyde fristen for indsigelser, hverken på grund af ukendskab til kompetencereglerne, manglende vejledning eller lignende.

Vi mener ikke, at denne afgørelse strider mod ovennævnte dom (UfR 1993.792V), hvor indsigelsen mod rettens kompetence fremkom allerede i sagsøgtes andet indlæg og på et tidspunkt, hvor sagen endnu ikke var berammet til domsforhandling. Denne dom kan alene tale for, at en sagsøgt, der ikke er repræsenteret ved advokat, og som ikke er blevet vejledt om kompetencereglerne, kan have en vis yderligere frist til at gøre indsigelse mod kompetencen under forberedelsen af sagen i 1. instans.

Vedrørende spørgsmålet om virkningen af (statsamtets) manglende undersøgelse af sin kompetence bemærkes, at manglende international kompetence i almindelighed medfører, at den trufne afgørelse erklæres ugyldig. Dette princip kan imidlertid ikke finde anvendelse i nærværende sag, hvor kompetencereglen netop bygger på, at myndigheden som udgangspunkt ikke havde kompetence til at behandle sagen. Det bemærkes i den forbindelse, at art. 18 efter sin ordlyd ikke er forbeholdt situationer, hvor myndigheden ikke har mulighed for at se, at den ikke har kompetence til at behandle sagen. Også set i relation til art. 20, stk. 1, hvorefter myndigheden skal påse sin kompetence, må det afvises, at manglende undersøgelse af egen kompetence i denne situation kan medføre ugyldighed.

Det skal understreges, at denne fortolkning af art. 18 i EF-Domskonventionen er behæftet med nogen usikkerhed, og at den endelige fortolkning af art. 18 henhører under domstolene, i sidste ende EF-Domstolen.

Hvis De ønsker bidraget forhøjet, må vi henvise Dem til at anlægge sag herom i Tyskland, jf. art. 5, nr. 2.".