Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Lov om Forbrugerforum

 

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1. Der oprettes et uafhængigt Forbrugerforum med det formål at fremme dialogen mellem forbrugere, erhvervsliv og myndigheder om at skabe gode forbrugerforhold. Forbrugerforum har særligt til formål at rådgive ved fastlæggelsen af rammerne for den statslige forbrugerinformation, så forbrugere og virksomheder sikres let adgang til objektiv og troværdig information. Forbrugerforum rådgiver endvidere økonomi- og erhvervsministeren og institutionerne i Forbrugernes Hus om overordnede forbrugerpolitiske spørgsmål.

§ 2. Forbrugerforum har følgende opgaver:

1)   Forbrugerforum rådgiver om fastlæggelsen af retningslinjerne for den statslige forbrugerinformation med henblik på at sikre, at informationen er baseret på objektive og troværdige oplysninger og giver et godt grundlag for køb, anvendelse og bortskaffelse af varer og tjenesteydelser.

2)   Forbrugerforum rådgiver om koordinering og udvikling af den samlede statslige oplysningsvirksomhed på forbrugerområdet.

3)   Forbrugerforum rådgiver om varetagelsen af forbrugeropgaver, som forelægges det af institutionerne i Forbrugernes Hus.

4)   Forbrugerforum rådgiver om overordnede forbrugerpolitiske spørgsmål.

5)   Forbrugerforum afholder en debatdag med deltagelse af relevante forbrugerorganisationer, erhvervsorganisationer og myndigheder én gang om året.

Stk. 2. Forbrugerombudsmanden indhenter en udtalelse fra Forbrugerforum, inden han udsender en vejledning om anvendelse af markedsføringsloven på områder, der ikke er dækket af retningslinjer udstedt i medfør af markedsføringslovens § 17.

Stk. 3. Forbrugerforum er i sin virksomhed uafhængig af økonomi- og erhvervsministeren.

§ 3. Forbrugerforums medlemmer udpeges af økonomi- og erhvervsministeren, således at det i sin sammensætning repræsenterer et alsidigt kendskab til forbruger- og erhvervsforhold. Forbrugerforum består af en formand, som skal være uafhængig af specifikke erhvervs- og organisationsinteresser, og 12 medlemmer, hvoraf 7 medlemmer udnævnes efter indstilling fra de i stk. 2 nævnte indstillingsgrupper på forbrugerområdet, 4 medlemmer udnævnes efter indstilling fra de i stk. 3 nævnte indstillingsgrupper af erhvervsorganisationer, og 1 medlem udnævnes efter indstilling fra indstillingsgruppen »øvrige«. Såfremt der ikke kan opnås enighed om en indstilling i en indstillingsgruppe, kan ministeren undlade at udpege et medlem.

Stk. 2. Medlemmer fra forbrugerområdet indstilles af følgende indstillingsgrupper:

1)   Forbrugerrådet indstiller 4 medlemmer.

2)   Øvrige forbrugerorganisationer indstiller 1 medlem.

3)   Oplysningsforbund indstiller 1 medlem.

4)   Velfærd og service indstiller 1 medlem.

Stk. 3. Medlemmer, der repræsenterer erhvervsorganisationer, indstilles af følgende indstillingsgrupper:

1)   Detailhandel indstiller 1 medlem.

2)   Industri, fødevarer, service og byggeri indstiller 2 medlemmer.

3)   Finansielle erhverv indstiller 1 medlem.

Stk. 4. Økonomi- og erhvervsministeren udnævner tillige stedfortrædere for Forbrugerforums medlemmer. Stedfortræderne udnævnes efter reglerne i stk. 1.

Stk. 5. Medlemmerne og stedfortræderne udnævnes for 2 år ad gangen og kan genudnævnes.

Stk. 6. Et medlem udpeget efter indstilling skal repræsentere synspunkter blandt de organisationer, som har indstillet den pågældende, og formidle information om Forbrugerforums arbejde til organisationerne.

§ 4. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter Forbrugerforums forretningsorden. 10 medlemmer kan indstille til ministeren, at forretningsordenen ændres.

§ 5. Ethvert medlem af Forbrugerforum kan forlange at få sine synspunkter anført i Forbrugerforums protokol, som er offentligt tilgængelig.

§ 6. Forbrugerstyrelsen sekretariatsbetjener Forbrugerforum.

§ 7. Forbrugerforum offentliggør årligt en beretning om sit arbejde m.v.

§ 8. Loven træder i kraft den 1. oktober 2003.

Stk. 2. Lov nr. 343 af 2. juni 1999 om Forbrugerinformationen ophæves.

Givet på Christiansborg Slot, den 10. juni 2003

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/Bendt Bendtsen