VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør
vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Kapitel 1
Slægtninges arveret
Arv
efter loven
§ 1.
En
arveladers nærmeste slægtsarvinger er dennes børn. Børnene arver lige.
Stk. 2.
Er et barn
død, træder dets børn i dets sted og arver indbyrdes lige. På tilsvarende
måde
arver fjernere livsarvinger.
§ 2.
Har
arveladeren ikke efterladt sig børn eller andre livsarvinger, arver
arveladerens forældre. Forældrene arver hver en halvdel.
Stk. 2.
Er en af
forældrene død, træder dennes børn i den pågældendes sted og arver indbyrdes
lige.
På tilsvarende måde arver fjernere livsarvinger. Er der ingen livsarvinger
efter den ene af forældrene, arver den anden af forældrene eller dennes
livsarvinger alene.
§ 3.
Er
der ingen arvinger efter § 1 eller § 2, arver arveladerens
bedsteforældre. Halvdelen af arven tilfalder bedsteforældrene på fædrene side
og halvdelen bedsteforældrene på mødrene side.
Stk. 2.
Er en af
bedsteforældrene død, træder dennes børn, men ikke fjernere livsarvinger, i
den
pågældendes sted.
Stk. 3.
Mellem
fædrene og mødrene arvinger indbyrdes deles arven som fastsat i § 2. Er
der kun arvinger på fædrene eller mødrene side, arver disse alene.
§ 4.
Et
adoptivbarn og dets livsarvinger arver og arves af adoptanten og dennes slægt
som adoptantens livsarvinger i øvrigt, medmindre andet følger af reglerne i
adoptionslovgivningen.
Livsarvingers
tvangsarv
§ 5.
En
fjerdedel af en livsarvings arvelod er tvangsarv.
Stk. 2.
Arveladeren
kan ved testamente begrænse arvelodden til hvert af sine børn til en værdi af
1.000.000 kr. Er et barn død, begrænses dette barns livsarvingers arvelod til
den andel, som udgør livsarvingens andel af beløbet, jf. § 1,
stk. 2,
medmindre andet fremgår af testamentet. Tilsvarende gælder for fjernere
livsarvinger. Beløbsgrænsen reguleres efter § 97.
Overtagelse
efter vurdering
§ 6.
Arvingerne kan for deres arvelod overtage boets aktiver til
vurderingsbeløbet.
Stk. 2.
Ønsker
flere arvinger at overtage det samme aktiv, afgøres det ved lodtrækning, hvem
der skal have dette. En arving har dog fortrinsret til at overtage et aktiv,
der har særlig erindringsværdi for den pågældende.
Stk. 3.
Ægtefællens
ret efter § 11, stk. 1, og §§ 12-14 skal respekteres.
§ 7.
Ejer en arving en andel af et aktiv i sameje med boet, har arvingen, selv om
værdien heraf overstiger arvelodden, fortrinsret til at overtage boets andel
af
aktivet mod at betale det overskydende beløb kontant til boet. Fortrinsretten
gælder dog ikke et aktiv omfattet af § 11, stk. 1, og et
fællesejeaktiv som nævnt i § 91, stk. 2, som ægtefællen ønsker at
overtage
efter § 12.
Stk. 2.
Ejer en
arving en andel af et aktiv i sameje med både boet og ægtefællen, har
ægtefællen fortrinsret. Hvis aktivet er fuldstændigt særeje i boet, har en
særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle dog fortrinsret, hvis aktivet
har
en særlig erindringsværdi for den pågældende, medmindre aktivet er omfattet
af
§ 11, stk. 1, eller der er tale om ægtefællernes hidtidige fælles
bolig.
Stk. 3.
Gør flere
arvinger retten efter stk. 1 gældende, afgøres det ved lodtrækning, hvem
der skal have ret til at overtage boets andel af aktivet.
Fravigelse
ved testamente m.v.
§ 8.
§§ 6
og 7 finder ikke anvendelse på aktiver, som arveladeren har rådet over ved
testamente. § 7 finder ikke anvendelse, i det omfang andet er fastsat i
en
samejeoverenskomst m.v.
Kapitel 2
Ægtefællens arveret
Arv
efter loven
§ 9.
Arveladerens ægtefælle arver halvdelen af arveladerens ejendele, når denne
efterlader sig livsarvinger.
Stk. 2.
Efterlader
arveladeren sig ikke livsarvinger, arver ægtefællen alene.
Ægtefællens
tvangsarv
§ 10.
En
fjerdedel af ægtefællens arvelod er tvangsarv.
§ 11.
Den længstlevende ægtefælle kan forlods udtage genstande, som
1)
udelukkende tjener
til den pågældendes personlige brug, hvis deres værdi ikke står i misforhold
til ægtefællernes formueforhold, eller
2)
er erhvervet til
mindreårige børns brug.
Stk. 2.
Den
længstlevende ægtefælle kan endvidere af boet udtage så meget, at værdien
heraf
sammenlagt med den længstlevendes bos- og arvelod samt fuldstændige særeje
udgør indtil 600.000 kr. Beløbsgrænsen reguleres efter § 97.
Stk. 3.
I
beregningen efter stk. 2 indgår forsørgertabserstatning,
livsforsikringer
samt pensionsydelser og lignende ydelser, der kommer til udbetaling til den
længstlevende ægtefælle i anledning af dødsfaldet. Længstlevendes øvrige
rettigheder, der er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig karakter,
medregnes kun, i den udstrækning disse rettigheder, hvis de var fælleseje,
ville indgå i ligedelingen på skifte i den længstlevende ægtefælles levende
live.
Stk. 4.
En
særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle kan uanset stk. 2 overtage
et aktiv mod at betale vurderingsprisen kontant til boet, hvis aktivet har en
særlig erindringsværdi for den pågældende, medmindre aktivet er omfattet af
§ 11,
stk. 1, eller der er tale om et fællesejeaktiv som nævnt i § 91,
stk. 2.
Overtagelse
efter vurdering
Fælleseje
§ 12.
Den længstlevende ægtefælle kan for sin bos- og arvelod overtage aktiver, der
er fælleseje i dødsboet, til vurderingsbeløbet.
Stk. 2.
Ønsker
ægtefællen og en arving at overtage det samme aktiv, har ægtefællen
fortrinsret.
En særlivsarving har dog fortrinsret til at overtage et aktiv, hvis dette har
særlig erindringsværdi for den pågældende, medmindre aktivet er omfattet af
§ 11,
stk. 1, eller der er tale om et fællesejeaktiv som nævnt i § 91,
stk. 2.
Stk. 3.
Overstiger
værdien af det aktiv, som den længstlevende ægtefælle ønsker at overtage,
bos-
og arvelodden, kan ægtefællen overtage aktivet mod at betale det overskydende
beløb kontant til boet.
Fuldstændigt
særeje
§ 13.
Af
den afdødes fuldstændige særeje kan den længstlevende ægtefælle inden for sin
arvelod af særejet overtage aktiver til vurderingsbeløbet.
Stk. 2.
Ønsker
ægtefællen og en arving at overtage det samme aktiv, har ægtefællen
fortrinsret.
En særlivsarving har dog fortrinsret til at overtage et aktiv, der har særlig
erindringsværdi for den pågældende, medmindre aktivet er omfattet af
§ 11,
stk. 1, eller der er tale om ægtefællernes hidtidige fælles bolig.
Stk. 3.
Overstiger
værdien af et aktiv, som ægtefællen ejer i sameje med boet, arvelodden, kan
ægtefællen
overtage aktivet mod at betale det overskydende beløb kontant til boet.
Fravigelse
ved testamente m.v.
§ 14.
§§ 12
og 13 finder ikke anvendelse for aktiver, som arveladeren har rådet over ved
testamente, jf. §§ 90 og 91, eller hvis andet er fastsat i en
samejeoverenskomst m.v. om et aktiv, som ægtefællen ejer i sameje med boet.
Kapitel 3
Svogerskabsarv efter en længstlevende ægtefælle
§ 15.
Dør
den længstlevende ægtefælle efter at have arvet den førstafdøde ægtefælle i
henhold
til § 9, stk. 2, herunder i henhold til et testamente, deles boet
med
halvdelen til hver ægtefælles slægtsarvinger, medmindre den længstlevende
ægtefælle
1)
har indgået nyt
ægteskab,
2)
efter den førstafdøde
ægtefælles død har arvet en samlever efter et testamente oprettet i medfør af
§ 87,
3)
efterlader sig en
samlever, der har arveret efter et testamente oprettet i medfør af § 87,
eller
4)
efterlader sig
livsarvinger.
Stk. 2.
Er der ved
den længstlevende ægtefælles død kun slægtsarvinger efter én af ægtefællerne,
arver de det hele.
Stk. 3.
Har en af
ægtefællerne truffet bestemmelse ved testamente, deles den del af boet, der
ikke er truffet testamentarisk bestemmelse om, efter stk. 1 og 2,
medmindre andet må anses for at følge af testamentet.
Stk. 4.
Stk. 1-3
er ikke til hinder for, at den længstlevende ægtefælle ved testamente kan
råde
over hele boet.
§ 16.
Dør den længstlevende ægtefælle efter at have benyttet sig af sin ret efter
§ 11,
stk. 2, deles boet efter stk. 2-6, medmindre den længstlevende
ægtefælle
1)
har indgået nyt
ægteskab,
2)
efter den førstafdøde
ægtefælles død har arvet en samlever efter et testamente oprettet i medfør af
§ 87,
eller
3)
efterlader sig en
samlever, der har arveret efter et testamente oprettet i medfør af § 87.
Stk. 2.
Er der
livsarvinger efter begge ægtefæller, deles boet med halvdelen til hver
ægtefælles livsarvinger. Er der alene livsarvinger efter den længstlevende
ægtefælle, arver disse alene.
Stk. 3.
Er der
alene livsarvinger efter den førstafdøde ægtefælle, deles boet med halvdelen
til førstafdødes livsarvinger og halvdelen til længstlevendes slægtsarvinger.
Er der ingen slægtsarvinger efter længstlevende, arver førstafdødes
livsarvinger alene.
Stk. 4.
Er der ikke
livsarvinger efter nogen af ægtefællerne, deles boet med halvdelen til hver
ægtefælles
slægtsarvinger. Er der alene slægtsarvinger efter én af ægtefællerne, arver
de
det hele.
Stk. 5.
Har en af
ægtefællerne truffet bestemmelse ved testamente, deles den del af boet, der
ikke er truffet testamentarisk bestemmelse om, efter stk. 2-4, medmindre
andet må anses for at følge af testamentet.
Stk. 6.
Arv efter § 1,
som en særlivsarving har modtaget ved den førstafdøde ægtefælles død,
fradrages
i arv, som særlivsarvingen modtager efter den længstlevende ægtefælle i
medfør
af stk. 2 og 3. Arvens værdi ved modtagelsen lægges til grund ved
fradraget. § 47, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 7.
Stk. 2-6
er ikke til hinder for, at den længstlevende ægtefælle ved testamente kan
råde
over hele boet.
Kapitel 4
Uskiftet bo
Betingelser
for uskiftet bo m.v.
§ 17.
Efter en ægtefælles død kan den længstlevende ægtefælle overtage
ægtefællernes
fælleseje, jf. dog § 23, stk. 2-6, til uskiftet bo med deres fælles
livsarvinger.
§ 18.
Efterlader den førstafdøde ægtefælle sig særlivsarvinger, kan boet kun
udleveres til uskiftet bo med samtykke fra dem.
Stk. 2.
Er en
særlivsarving umyndig ifølge værgemålslovens § 1, stk. 1, eller er
der beskikket skifteværge for en særlivsarving, kan skifteretten tillade
boets
udlevering til uskiftet bo, hvis værgen eller skifteværgen samtykker deri og
udleveringen er forsvarlig under hensyn til livsarvingernes interesser og den
længstlevende ægtefælles forhold. Det samme gælder, hvis en særlivsarving er
under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter
værgemålslovens
§ 7, hvis værgemålet angår dette anliggende. Er særlivsarvingen under
samværgemål, kræves tillige samtykke fra særlivsarvingen.
Stk. 3.
Udleveres
boet til uskiftet bo med den afdødes mindreårige særlivsarvinger, overtager
den
længstlevende ægtefælle den afdødes forsørgelsespligt over for dem.
§ 19.
Et
bo kan ikke udleveres til uskiftet bo, hvis den længstlevende ægtefælle ikke
i
sin bodel og sit fuldstændige særeje råder over tilstrækkelige midler til at
dække sine forpligtelser. Ved vurderingen heraf tages hensyn til midler, som
den længstlevende ægtefælle vil modtage i arv fra den førstafdøde ægtefælles
fuldstændige særeje, samt erstatnings-, forsikrings- og pensionsbeløb, der
tilfalder den længstlevende ægtefælle i anledning af den førstafdøde
ægtefælles
død.
Stk. 2.
Skifteretten kan tillade, at boet udleveres til uskiftet bo, hvis en
insolvens
efter stk. 1 efter boets forhold må anses for ubetydelig.
Stk. 3.
Uanset stk. 1
kan boet dog udleveres til uskiftet bo, hvis den førstafdøde ægtefælles
livsarvinger
samtykker heri efter at være blevet gjort bekendt med den længstlevende
ægtefælles insolvens.
Stk. 4.
Et bo kan
ikke udleveres til uskiftet bo, hvis den længstlevende ægtefælle efter
udleveringen
ikke vil råde over tilstrækkelige midler til at dække såvel den førstafdøde
ægtefælles som egne forpligtelser.
§ 20.
Anmodning
om et bos udlevering til uskiftet bo fremsættes af ægtefællen eller af dennes
værge eller skifteværge.
Stk. 2.
Er
ægtefællen umyndig, under værgemål efter værgemålslovens § 5, under
samværgemål efter værgemålslovens § 7, eller er der beskikket
skifteværge
for ægtefællen, kan boet kun udleveres til uskiftet bo, hvis skifteretten
finder dette bedst for ægtefællen.
§ 21.
Skifteretten
skal underrette den førstafdøde ægtefælles livsarvinger om udleveringen til
uskiftet bo.
Det
uskiftede bos midler m.v.
§ 22.
Inden 6 måneder efter dødsfaldet skal den længstlevende ægtefælle til
skifteretten indlevere en formueoversigt, som omfatter
1)
den førstafdøde
ægtefælles fællesejemidler,
2)
den længstlevende
ægtefælles fællesejemidler,
3)
de i § 23, stk. 2-6,
nævnte midler,
4)
den længstlevende
ægtefælles fuldstændige særeje og
5)
den førstafdøde
ægtefælles fuldstændige særeje.
Stk. 2.
I
formueoversigten skal det særligt være angivet, hvem der skal arve den
førstafdøde ægtefælles fuldstændige særejemidler.
Stk. 3.
Skifteretten
kan forlænge fristen i stk. 1.
Stk. 4.
Indgives
formueoversigten ikke rettidigt, kan skifteretten bestemme, at
formueoversigten
skal udarbejdes af en autoriseret bobestyrer. Udgiften betales af den
længstlevende ægtefælle. Den længstlevende ægtefælle skal give bobestyreren
oplysninger om den førstafdødes og egne økonomiske forhold. § 92,
stk. 1,
i lov om skifte af dødsboer finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5.
Skifteretten skal efter anmodning udlevere et eksemplar af formueoversigten
til
livsarvingerne.
Stk. 6.
Justitsministeren
fastsætter nærmere regler om formueoversigten og om de blanketter, der kan
anvendes.
§ 23.
I
det uskiftede bo indgår alt, hvad den længstlevende ægtefælle erhverver, for
så
vidt det ikke er gjort til fuldstændigt særeje.
Stk. 2.
Livsforsikringer
samt pensionsydelser og lignende ydelser, der tilfalder den længstlevende
ægtefælle i anledning af den førstafdøde ægtefælles død, og som må antages
ikke
at være forbrugt, indgår ikke i det uskiftede bo ved skifte af boet i den
længstlevende ægtefælles levende live.
Stk. 3.
Den
længstlevende ægtefælles egne livsforsikringsordninger samt
pensionsrettigheder
og lignende rettigheder indgår ikke i det uskiftede bo ved skifte af boet i
den
længstlevende ægtefælles levende live.
Stk. 4.
Beløb, der
er udbetalt fra ordningerne i stk. 3, indgår i det uskiftede bo. Dette
gælder dog ikke udbetalinger fra kapitalpensionsrettigheder og lignende
rettigheder samt supplerende engangsydelser, som må antages ikke at være
forbrugt, medmindre beløbet ved udbetalingen har mistet sin karakter af
pensionsopsparing.
Stk. 5.
Stk. 2-4
finder tilsvarende anvendelse på indtægter af og surrogater for beløbene.
Stk. 6.
På øvrige
rettigheder, som er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, finder
reglerne om uskiftet bo kun anvendelse i den udstrækning, hvori det er
foreneligt med de særlige regler, der gælder for disse rettigheder.
Stk. 7.
Arv, gave
og livsforsikringer samt pensionsydelser og lignende ydelser, som tilfalder
den
længstlevende ægtefælle fra tredjemand, indgår ikke i det uskiftede bo, hvis
ægtefællen anmoder om skifte inden 3 måneder efter formuegodets modtagelse.
§ 24.
Den længstlevende ægtefælle udøver i levende live en ejers rådighed over det
uskiftede bo.
Stk. 2.
Ved
testamente kan ægtefællen kun råde over så stor en del af det uskiftede bo,
som
ved ægtefællens død falder i arv efter denne. Inden for denne grænse kan
ægtefællen også råde over boets enkelte genstande, for så vidt det ikke
strider
mod den førstafdøde ægtefælles testamentariske bestemmelse i medfør af
§ 91.
§ 25.
Den længstlevende ægtefælle bliver personligt ansvarlig for den førstafdøde
ægtefælles forpligtelser.
Stk. 2.
Må det
antages, at den førstafdøde ægtefælles bo var insolvent, kan den
længstlevende
ægtefælle eller en kreditor anmode skifteretten om, at boet tages under
behandling ved bobestyrer. Imødekommes anmodningen, og opfylder ægtefællen
sine
forpligtelser efter lov om skifte af dødsboer § 104, hæfter den
længstlevende ægtefælle uanset stk. 1 ikke for den afdøde ægtefælles
forpligtelser.
Skifte
§ 26.
Den længstlevende ægtefælle kan når som helst skifte med en eller flere af
livsarvingerne.
Stk. 2.
Ved
indgåelse af nyt ægteskab skal den længstlevende ægtefælle skifte.
Livsarvingerne
kan ikke give afkald på skifte af det uskiftede bo og samtidig bevare deres
arveret.
§ 27.
En
længstlevende ægtefælle, der i henhold til § 18, stk. 2, har fået
boet udleveret til uskiftet bo med umyndige særlivsarvinger, skal efter
anmodning skifte med særlivsarvingerne, efterhånden som de bliver myndige.
Det
samme gælder, hvis en livsarvings skifteværge på egen hånd har givet samtykke
til uskiftet bo og livsarvingen selv senere anmoder om skifte.
Stk. 2.
Dør en
særlivsarving, der er umyndig, eller for hvem en værge eller skifteværge
efter
§ 18, stk. 2, har meddelt samtykke til uskiftet bo, skal den
længstlevende ægtefælle skifte med den pågældendes livsarvinger, medmindre
disse samtykker i, at skifte undlades.
Stk. 3.
For
mindreårige særlivsarvinger og særlivsarvinger, for hvem der er beskikket
værge,
meddeles samtykke til undladelse af skifte af værgen med skifterettens
godkendelse. § 18, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
§ 28.
Når en længstlevende ægtefælle har fået et bo udleveret til uskiftet bo,
arver
livsarvingerne efter den førstafdøde ægtefælle kun denne, hvis
1)
de overlever den
længstlevende ægtefælle eller
2)
de lever på det
tidspunkt, hvor anmodning om skifte fremsættes.
Stk. 2.
Ved skifte
efter den længstlevende ægtefælles død beregnes der ikke arv efter den
førstafdøde
ægtefælle til den længstlevende ægtefælle.
Stk. 3.
Mellem den
førstafdøde ægtefælles livsarvinger deles arven efter arveforholdene ved den
længstlevende ægtefælles død eller på det tidspunkt, hvor anmodning om skifte
fremsættes. Er der ved den længstlevende ægtefælles død ingen arvinger efter
denne, tilfalder hele boet den førstafdøde ægtefælles livsarvinger.
§ 29.
Hvis en livsarving efter den førstafdøde ægtefælle godtgør, at den
længstlevende ægtefælle ved misbrug af sin rådighed over det uskiftede bo
væsentligt har formindsket dette eller har fremkaldt nærliggende fare for en
sådan formindskelse, skal den længstlevende ægtefælle skifte med den eller de
livsarvinger, som forlanger dette.
Stk. 2.
Som misbrug
af rådighed over boet betragtes navnlig uforsvarlige
spekulationsforretninger,
urimeligt forbrug, tegning af en uforholdsmæssig stor pensions- eller
forsikringsordning og ydelse af gaver eller andre begunstigelser, der står i
misforhold til det uskiftede bos formue.
Stk. 3.
Gør en
arving gældende, at der foreligger misbrug, skal den længstlevende ægtefælle
efter skifterettens bestemmelse give oplysninger om dispositioner over det
uskiftede bos formue. Livsarvingerne har ret til at blive gjort bekendt med
oplysningerne.
Stk. 4.
Har den
længstlevende ægtefælle forsømt sin forsørgelsespligt over for en
særlivsarving, skal den længstlevende efter anmodning skifte med denne.
§ 30.
Har den længstlevende ægtefælle ved misbrug af sin rådighed over det
uskiftede
bo væsentligt formindsket dette, kan enhver livsarving, når boet skiftes,
kræve
vederlag derfor af det beholdne bo. Om fornødent kan livsarvingen endvidere
kræve vederlag for halvdelen af det manglende beløb af ægtefællens
fuldstændige
særeje.
Stk. 2.
En
livsarving kan kræve vederlag efter stk. 1, hvis den længstlevende
ægtefælle har anvendt midler af det uskiftede bo til erhvervelse eller
forbedring
af sit fuldstændige særeje eller sine rettigheder omfattet af § 15,
stk. 2, i lov om ægteskabets retsvirkninger, der ikke indgår i delingen
ved skifte af det uskiftede bo. Det gælder dog ikke midler anvendt til
erhvervelse eller forbedring af rettigheder omfattet af §
16 a
i lov om ægteskabets retsvirkninger.
Stk. 3.
Den
længstlevende ægtefælle eller en livsarving kan ved skifte af det uskiftede
bo
kræve vederlag af det beholdne bo, hvis ægtefællen har anvendt midler af sit
fuldstændige særeje til forbedring af det uskiftede bo.
§ 31.
Har den længstlevende ægtefælle af boet givet gaver eller arveforskud, hvis
værdi stod i misforhold til boets formue, kan en livsarving kræve
dispositionen
omstødt, hvis modtageren eller den begunstigede vidste eller burde vide, at
ægtefællen var i uskiftet bo, og at dispositionen stod i misforhold til boets
formue.
Stk. 2.
Stk. 1
finder tilsvarende anvendelse ved udbetaling til en begunstiget af en
livsforsikring eller en lignende ordning, der er oprettet for boets midler
for
et beløb, der stod i misforhold til boets formue.
Stk. 3.
Efter den
længstlevende ægtefælles død finder stk. 1 og 2 ikke anvendelse, hvis
den
pågældende livsarving kan opnå dækning for sin arveret, ved at der ydes
livsarvingen vederlag af det beholdne bo, jf. § 30, stk. 1 og 2.
§ 32.
Omstødelsessag
efter § 31 kan kun anlægges, hvis boet skiftes eller den livsarving, der
vil anlægge sagen, har anmodet om skifte. Sagen anlægges ved skifteretten,
der
træffer afgørelse ved dom. Retsplejelovens §§ 226 og 227 finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 2.
En sag
efter § 31, stk. 1, skal anlægges inden 1 år efter, at livsarvingen
har eller burde have fået kendskab til fuldbyrdelsen af gaven eller
arveforskuddet, og senest 5 år efter gavens fuldbyrdelse.
Stk. 3.
En sag
efter § 31, stk. 2, skal anlægges inden 1 år efter, at livsarvingen
har eller burde have fået kendskab til udbetalingen og senest 5 år efter
udbetalingen.
§ 33.
Ved skifte formodes alt, hvad den længstlevende ægtefælle ejer, at høre til
det
uskiftede bo.
§ 34.
Dør alle livsarvingerne efter den førstafdøde ægtefælle, overtager den
længstlevende ægtefælle uden skifte det uskiftede bo til fri rådighed.
§ 16
finder tilsvarende anvendelse.
Kapitel 5
Arvehenstand for længstlevende ægtefælle
§ 35.
Skifteretten kan give en ægtefælle henstand med udbetaling af arven eller en
del heraf til en livsarving efter den førstafdøde ægtefælle, hvis arven ikke
kan udbetales uden afhændelse af fast ejendom, løsøre eller andre aktiver,
som
er nødvendige for, at ægtefællen kan opretholde hjemmet eller sit erhverv.
Stk. 2.
Ved
afgørelsen af, om henstand skal gives helt eller delvis, kan skifteretten
tage
hensyn til, om en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle i medfør af
§§ 6
og 7 ønsker at overtage aktiver, som har en særlig erindringsværdi for den
pågældende.
Stk. 3.
Hvis der
gives henstand efter stk. 1, kan skifteretten bestemme, at en
særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle af sin arvelod skal have
udbetalt
et efter boets forhold passende beløb til forsørgelse i henstandsperioden,
dog
kun indtil særlivsarvingen fylder 24 år.
§ 36.
Arvehenstand efter § 35, stk. 1, gives for 5 år fra den førstafdøde
ægtefælles dødsdag.
Stk. 2.
Er
betingelserne i § 35, stk. 1, opfyldt, kan skifteretten forlænge
henstandsperioden med yderligere 5 år, hvis ægtefællen anmoder om det. En
anmodning om forlængelse skal fremsættes tidligst 6 måneder før og senest ved
udløbet af henstandsperioden i stk. 1. Anmodning om forlængelse har
opsættende
virkning.
Stk. 3.
Udbetaling
af arven skal dog tidligst ske, når en fælles livsarving fylder 18 år.
Tilsvarende gælder, hvis den længstlevende ægtefælle i forbindelse med
meddelelse af henstanden over for skifteretten erklærer at ville overtage
forsørgelsespligten
over for en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle.
Stk. 4.
Arven
udbetales kontant ved henstandsperiodens ophør.
§ 37.
Der skal stilles fuld sikkerhed for henstandsarv efter § 35,
stk. 1.
Skifteretten fastsætter sikkerheden.
Stk. 2.
Skifteretten træffer afgørelse i tvister om sikkerheden. Skifteretten kan
efter
anmodning fra en livsarving eller statsforvaltningen, hvis arvingen er
umyndig,
bestemme, at den længstlevende ægtefælle skal udbetale arven, hvis der er
sket
en væsentlig forringelse af sikkerheden.
Stk. 3.
Skifteretten
kan efter anmodning fra statsforvaltningen bestemme, at den længstlevende
ægtefælle skal udbetale arven, hvis denne har forsømt sin forsørgelsespligt
over for en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle, jf. § 36,
stk. 3,
2. pkt.
§ 38.
Skifterettens afgørelser efter §§ 35-37 træffes ved kendelse. Afgørelsen
kan indbringes for højere ret ved kære efter reglerne i retsplejelovens
kapitel
37.
§ 39.
Justitsministeren
fastsætter regler om forrentningen af henstandsarv omfattet af § 35,
stk. 1,
administrationen af beløb omfattet af § 35, stk. 3, og
sikkerhedsstillelse
efter § 37, stk. 1.
Kapitel 7
Aftale om arv samt arveforskud
Forbud
mod overdragelse og kreditorforfølgning af forventet arv
§ 41.
En
arving kan ikke sælge, pantsætte eller på anden måde overdrage forventet arv.
Mens arveladeren er i live, kan en arving heller ikke uden arveladers
samtykke
indgå aftale med medarvinger om overtagelse af aktiver i boet.
Stk. 2.
En arvings
kreditorer kan ikke søge fyldestgørelse i forventet arv.
Afkald
på forventet og falden arv
§ 42.
En
arving kan mod eller uden vederlag give afkald på såvel forventet som falden
arv.
Stk. 2.
Afkald på
forventet arv skal gives over for arveladeren. Hvis arveladerens ægtefælle er
i
uskiftet bo, kan afkald dog gives over for denne.
Stk. 3.
Et afkald
på arv har også virkning for arvingens livsarvinger, medmindre disses arveret
er forbeholdt.
Arveforskud
§ 43.
Arveforskud foreligger, hvis en arving fra arveladeren har modtaget en ydelse
af økonomisk værdi og det må anses for aftalt, at værdien af ydelsen senere
skal fradrages i arvingens arv.
§ 44.
Arveforskud, som en fælles livsarving har modtaget, skal, medmindre andet er
aftalt,
så vidt muligt fradrages i arven efter den førstafdøde ægtefælle, når
1)
arveforskuddet er
ydet af fælleseje, skilsmissesæreje eller andet særeje, der bliver fælleseje
ved ægtefællens død, og
2)
der skiftes i den
længstlevende ægtefælles levende live.
Stk. 2.
Et
testamente oprettet af den førstafdøde ægtefælle skal vige, i det omfang det
er
nødvendigt for, at fradrag kan ske i medfør af stk. 1.
Stk. 3.
Den del af
arveforskuddet, som ikke er fradraget i arven efter den førstafdøde
ægtefælle,
skal fradrages i arven efter den længstlevende ægtefælle.
Stk. 4.
Ved skifte
af et uskiftet bo efter den længstlevende ægtefælles død, fradrages forskud
til
fællesbørn forholdsmæssigt i arven efter hver af forældrene.
Stk. 5.
Stk. 1-4
gælder også for forskud, som ydes af en ægtefælle i uskiftet bo.
§ 45.
Arveforskud,
som en ægtefælle af fælleseje, skilsmissesæreje eller andet særeje, der
bliver
fælleseje ved ægtefællens død, har givet et stedbarn eller dets livsarvinger,
fradrages i arven efter den anden ægtefælle, hvis det er aftalt, at ydelsen
skal være forskud på arven efter denne.
§ 46.
Ved fradrag lægges arveforskuddets værdi ved modtagelsen til grund. Under
særlige omstændigheder kan der dog afviges herfra.
Stk. 2.
Hvis et
modtaget forskud overstiger arvelodden, skal arvingen ikke betale det
overskydende
til boet, medmindre arvingen særligt har forpligtet sig dertil.
Stk. 3.
Hvis
modtageren af et arveforskud dør før arveladeren, fradrages forskuddet i den
arv, som tilkommer arvingens livsarvinger.
§ 47.
Arveforskud lægges til boet ved beregningen af arvelodder og tvangsarv. Kan
forskuddet ikke fuldt ud fradrages i modtagerens arv, tillægges der kun et
beløb svarende til modtagerens arvelod.
Stk. 2.
Når et
fællesbo skiftes i den længstlevende ægtefælles levende live, lægges
forskuddet
også til boet ved beregningen af boslodderne. Overstiger forskuddet
modtagerens
arv efter den førstafdøde ægtefælle samt et beløb, der svarer til den
pågældendes arv efter den længstlevende ægtefælle, tillægges kun værdien af
disse arvelodder.
Kapitel 9
Testamentarisk bestemmelse over tvangsarv
Overtagelse
efter vurdering
§ 50.
Arveladeren kan ikke ved testamente råde over tvangsarv, medmindre dette er
hjemlet ved lov.
Stk. 2.
Arveladeren
kan ved testamente bestemme, at en livsarving skal have sin tvangsarv
udbetalt
kontant. Arveladeren kan endvidere ved testamente give en livsarving ret til
for sin tvangsarv at overtage bestemte aktiver eller aktiver efter eget valg
til vurderingsbeløbet. Det kan ved testamentet bestemmes, at denne ret også
kan
gives til aktiver, der overstiger værdien af den pågældendes arvelod, mod at
livsarvingen betaler det overskydende beløb kontant til boet. Ægtefællens ret
efter § 11, stk. 1, og § 91, stk. 2, skal respekteres.
Stk. 3.
En
arvelader, som efterlader sig både fælleseje og fuldstændigt særeje, kan med
respekt af ægtefællens rettigheder efter § 11, stk. 1, og
§ 91,
stk. 2, ved testamente bestemme, om en livsarvings ret til tvangsarv
skal
dækkes af fællesejet eller af særejet.
Umyndiges
arv
§ 51.
En
arvelader kan ved testamente bestemme, hvem tvangsarv, der tilkommer en
livsarving efter arveladeren, skal tilfalde, hvis livsarvingen dør før det
fyldte 18. år uden at have indgået ægteskab og uden at efterlade sig børn.
Fordeling
af tvangsarv efter en tvangsarving, der er ude af stand til at handle
fornuftmæssigt
§ 52.
Justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil, kan
tillade,
at en arvelader ved testamente bestemmer, hvordan tvangsarv efter arveladeren
skal fordeles ved tvangsarvingens død, hvis
1)
tvangsarvingen ikke
er i stand til fornuftmæssigt at oprette testamente, jf. § 74,
2)
denne tilstand må
forventes ikke at være forbigående,
3)
tvangsarvingen ikke
efterlader sig tvangsarvinger,
4)
tvangsarvingen ikke
har oprettet gyldigt testamente, og
5)
den testamentariske
disposition godkendes af en værge, der er beskikket for tvangsarvingen.
Stk. 2.
Testamentariske bestemmelser efter stk. 1 får kun virkning, hvis
betingelserne i nr. 3 og 4 fortsat er opfyldt ved tvangsarvingens død.
Stk. 3.
Justitsministeren
kan fastsætte regler om meddelelse af tilladelse efter stk. 1.
Båndlæggelse
af tvangsarv
§ 53.
Arveladeren kan ved testamente bestemme, at en livsarvings tvangsarv helt
eller
delvis skal båndlægges, når arveladeren finder, at dette er bedst for
livsarvingen.
Båndlæggelse kan dog kun ske for tiden, indtil livsarvingen fylder 25 år.
Stk. 2.
Er arven af
ringe værdi, kan justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger
dertil, fritage for opfyldelse af arveladerens bestemmelse om båndlæggelse.
§ 54.
Arven skal båndlægges i en forvaltningsafdeling, der er godkendt af
justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil.
Stk. 2.
Hvis
arvingen samtykker, kan arven med tilladelse fra justitsministeren eller den,
justitsministeren bemyndiger dertil, båndlægges på anden måde, navnlig i fast
ejendom.
Stk. 3.
Justitsministeren fastsætter regler om anbringelse af myndiges båndlagte
midler.
§ 55.
Når arven er båndlagt, kan arvingen ikke råde over arven i levende live.
Arvingen kan dog hæve renter og indtægter.
Stk. 2.
I den
båndlagte kapital kan der, så længe arvingen lever, ikke søges fyldestgørelse
af arvingens kreditorer. Det samme gælder uhævede renter og indtægter indtil
6
måneder efter forfaldsdagen.
Stk. 3.
Skal
arvingen betale erstatning eller godtgørelse i anledning af en skade, som den
pågældende forsætligt eller uagtsomt har forvoldt på person eller ting, kan
det
ved dom bestemmes, at båndlæggelsen ikke skal hindre, at beløbet betales af
de
båndlagte midler.
§ 56.
Justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil, kan
tillade,
at båndlagt arv frigives, når
1)
det er en velfærdssag
for arvingen,
2)
arven er af ringe
værdi eller
3)
det er åbenbart, at
båndlæggelsen ikke længere tjener et rimeligt formål.
§ 57.
Indeholder testamentet bestemmelser om udbetaling af den båndlagte arv til et
bestemt tidspunkt eller ved bestemte begivenheders indtræden, foretages
udbetalingen af forvaltningsafdelingen. Afhænger det derimod af et skøn, om
testamentets betingelser er opfyldt, kan udbetaling kun ske efter bestemmelse
af justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil.
§ 58.
Båndlagt arv er skilsmissesæreje. Den båndlagte arv bliver dog fuldstændigt
særeje ved arvingens ægtefælles død. Arvingen og dennes ægtefælle kan ved
ægtepagt bestemme, at arven skal være fuldstændigt særeje.
Stk. 2.
Stk. 1
finder tilsvarende anvendelse, når en båndlæggelse ophører som følge af, at
1)
livsarvingen fylder 25
år, jf. § 53, stk. 1,
2)
der sker fritagelse i
medfør af § 53, stk. 2,
3)
arven frigives i
medfør af § 56 eller
4)
arven udbetales i
medfør af § 57.
Stk. 3.
Stk. 1
og 2 kan fraviges ved testamente.
Kapitel 11
Oprettelse og tilbagekaldelse af testamente
Testationsalder
§ 62.
Den, der er fyldt 18 år eller har indgået ægteskab, kan ved testamente råde
over sine ejendele, jf. dog §§ 5, 10 og 11.
Stk. 2.
Den, der er
fyldt 15 år, kan, jf. dog §§ 5, 10 og 11, ved testamente råde over
ejendele, som den pågældende selv kan råde over efter værgemålslovens
§ 42.
Notartestamente
§ 63.
Testamente kan oprettes skriftligt og underskrives eller vedkendes for en
notar.
Stk. 2.
Notaren
skal i sin påtegning på testamentet afgive erklæring
1)
om testators
identitet,
2)
om, hvorvidt testator
er i stand til fornuftmæssigt at oprette testamente,
3)
om, hvilke personer
der er til stede under notarialforretningen, og
4)
om andre
omstændigheder, som kan være af betydning for testamentets gyldighed.
Stk. 3.
Justitsministeren fastsætter regler om notarens virksomhed, opbevaring af en
kopi af testamentet, indberetning til Bil- og Personbogen og adgangen til at
få
oplysninger om oprettede testamenter.
Vidnetestamente
§ 64.
Testamente kan oprettes skriftligt og underskrives eller vedkendes under
samtidig tilstedeværelse af to vidner, der straks efter testators
underskrivelse
eller vedkendelse af testamentet skal skrive deres navne på testamentet.
Vidnerne skal være til stede som testamentsvidner efter testators ønske, og
de
skal have kendskab til, at de bevidner oprettelsen af et testamente.
Stk. 2.
Vidnerne
skal være fyldt 18 år og må ikke på grund af forhold som nævnt i § 74
mangle forståelse for vidnebekræftelsens betydning.
Stk. 3.
En person
kan ikke være testamentsvidne, hvis
1)
testamentet
begunstiger den pågældende eller dennes ægtefælle, samlever, beslægtede eller
besvogrede
i op- eller nedstigende linje, søskende eller andre nærstående,
2)
testamentet
begunstiger en person eller institution, som den pågældende ved testamentets
oprettelse har en sådan tilknytning til, at testamentsvidnet har haft en
særlig
interesse i begunstigelsen, eller
3)
der i øvrigt
foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om den
pågældendes habilitet.
Stk. 4.
En person
kan være testamentsvidne, selv om den pågældende er indsat som bobestyrer.
Stk. 5.
Vidnerne
bør i deres påtegning på testamentet afgive erklæring
1)
om deres stilling og
bopæl,
2)
om tid og sted for
deres underskrift på testamentet,
3)
om, at de ved
testators underskrift eller vedkendelse af testamentet har været samtidig til
stede som testamentsvidner efter testators ønske,
4)
om, at testator er i
stand til fornuftmæssigt at oprette testamente, og
5)
om andre
omstændigheder, der kan være af betydning for testamentets gyldighed.
Nødtestamente
§ 65.
Den,
der på grund af sygdom eller andet nødstilfælde er forhindret i at oprette
testamente efter § 63 og § 64, kan på en hvilken som helst måde
oprette et nødtestamente.
Stk. 2.
Et
nødtestamente bortfalder, når der i 3 måneder ikke har været nogen hindring
for
at oprette testamente efter § 63 og § 64.
Fordeling
af sædvanligt indbo m.v.
§ 66.
Testamentarisk bestemmelse om, hvem der skal arve sædvanligt indbo og
personlige effekter, kan oprettes skriftligt af testator ved en dateret og
underskrevet erklæring.
Stk. 2.
For den,
der i forvejen er arving, anses en begunstigelse efter stk. 1 for en
fortrinsret til inden for sin arvelod at overtage de pågældende genstande til
vurderingsbeløbet, medmindre andet fremgår af den testamentariske
bestemmelse.
Tilbagekaldelse
af testamente
§ 67.
Tilbagekaldelse eller ændring af et testamente skal ske i overensstemmelse
med
reglerne om oprettelse af testamente.
Stk. 2.
I de
tilfælde, der er omhandlet i § 49, skal et testamente, som den ene
ægtefælle har oprettet til fordel for den anden ægtefælle, anses for
tilbagekaldt, medmindre særlige omstændigheder taler imod det.
Stk. 3.
Hvis et
ægteskabslignende samliv ophører på grund af uoverensstemmelser, skal et
testamente,
herunder et testamente efter § 87, som en samlever har oprettet til
fordel
for en anden samlever, anses for tilbagekaldt, medmindre særlige
omstændigheder
taler imod det.
Uigenkaldelighed
§ 68.
En
arvelader kan forpligte sig til ikke at oprette eller tilbagekalde et
testamente.
Stk. 2.
Erklæringen
skal afgives i overensstemmelse med reglerne om oprettelse af testamente. Er
arveladeren umyndig, kræves værgens og statsforvaltningens samtykke.
Kapitel 12
Testamentes ugyldighed og anfægtelse
§ 69.
Et
testamente er ugyldigt, hvis testator ikke ved oprettelsen opfyldte
betingelserne i § 62, eller hvis testamentet ikke opfyldte kravene i
§ 63,
stk. 1, § 64, stk. 1-3, eller § 66.
§ 70.
Notarens
påtegning på et testamente oprettet i medfør af § 63 skal anses som
bevis
for de forhold, der er omfattet af attestationen, medmindre særlige
omstændigheder giver grund til at betvivle påtegningens rigtighed.
§ 71.
Hvis der rejses indsigelse mod testamente oprettet i medfør af § 64,
skal
den, der vil påberåbe sig testamentet, godtgøre, at testamentet er gyldigt
oprettet.
Stk. 2.
Testamentsvidnernes
påtegning på et vidnetestamente om de forhold, der er nævnt i § 64,
stk. 1, skal anses som bevis herfor, medmindre særlige omstændigheder
giver grund til at betvivle påtegningens rigtighed.
§ 72.
Et
testamente oprettet i medfør af § 65 er ugyldigt, hvis
1)
det ikke kan anses
for sikkert, at testamentet er udtryk for testators beslutning og er oprettet
af denne, eller
2)
det må antages, at
testator ikke var i stand til fornuftmæssigt at oprette testamentet.
§ 73.
En
testamentarisk disposition efter § 66 er gyldig, medmindre det må
antages,
at den ikke er oprettet af testator, eller at testator ikke var i stand til
fornuftmæssigt at fordele de pågældende genstande.
§ 74.
En
testamentarisk bestemmelse er ugyldig, hvis testator ved dens oprettelse på
grund af sindssygdom, herunder svær demens, hæmmet psykisk udvikling,
forbigående sindsforvirring eller en lignende tilstand manglede evnen til
fornuftmæssigt at råde over sine ejendele.
§ 75.
En
testamentarisk bestemmelse er ugyldig, hvis den må antages at være fremkaldt
ved tvang, svig eller anden utilbørlig påvirkning, herunder ved misbrug af
testators manglende dømmekraft, svaghedstilstand eller afhængighed.
§ 76.
En
testamentarisk bestemmelse, der på grund af en fejlskrift eller anden
fejltagelse har fået et indhold, der afviger fra det tilsigtede indhold, skal
så vidt muligt gennemføres efter sin rette mening. Hvis denne ikke kan
fastslås, er den testamentariske bestemmelse ugyldig.
§ 77.
En
testamentarisk bestemmelse er ugyldig, hvis
1)
testator ved
oprettelsen befandt sig i en vildfarelse om omstændigheder, som var afgørende
for bestemmelsen, eller
2)
forhold, som var
afgørende for bestemmelsen, efter oprettelsen har ændret sig på en sådan
måde,
at testator med kendskab dertil ville have tilbagekaldt bestemmelsen.
Stk. 2.
Uanset stk. 1
skal bestemmelsen dog gennemføres efter sin rette mening, hvis denne kan
fastslås.
§ 78.
En
testamentarisk bestemmelse, der går ud på en anvendelse eller tilintetgørelse
af ejendelene, som åbenbart savner fornuftig mening, er ugyldig.
§ 79.
Indsigelse mod et testamentes gyldighed kan rejses af enhver, som vil arve,
hvis testamentet erklæres ugyldigt.
Kapitel 13
Fælles testamente
Tilbagekaldelse
af en fælles testamentarisk disposition
§ 80.
Ensidig tilbagekaldelse af en fælles testamentarisk disposition skal for at
være gyldig meddeles den anden part, medmindre dette af særlige grunde er
udelukket.
Længstlevendes
testationsret
§ 81.
Har ægtefæller ved en fælles testamentarisk disposition truffet bestemmelse
om,
hvordan arven skal fordeles ved længstlevendes død, kan den længstlevende
ægtefælle ved testamente råde over friarven i boet efter længstlevende, jf.
dog
stk. 2.
Stk. 2.
Den
længstlevende ægtefælle kan ikke ved testamente råde over
1)
friarv, der ifølge
det fælles testamente skal tilfalde førstafdødes særlivsarvinger, og
2)
halvdelen af friarv,
der ifølge det fælles testamente skal tilfalde fælles livsarvinger.
Stk. 3.
Stk. 1
og 2 finder ikke anvendelse, hvis den fælles testamentariske disposition
indeholder anden bestemmelse om den længstlevende ægtefælles testationsret.
§ 82.
§ 81
finder tilsvarende anvendelse, hvor et fælles testamente er oprettet af andre
end ægtefæller.
Længstlevendes
dispositionsadgang i levende live
§ 83.
Har ægtefæller ved fælles testamente truffet bestemmelse om arvens fordeling
efter den længstlevendes død, som den længstlevende ikke kan tilbagekalde,
kan
den længstlevende ikke tilsidesætte denne bestemmelse ved
1)
at give gaver eller
arveforskud, hvis værdi står i misforhold til formuen, eller
2)
at indsætte en
begunstiget i en livsforsikring eller en lignende ordning, der er oprettet
for
et beløb, der står i misforhold til formuen.
Stk. 2.
Har den
længstlevende foretaget en disposition i strid med stk. 1, nr. 1, kan en
arving efter den førstafdøde kræve dispositionen omstødt, hvis modtageren
vidste
eller burde vide dette.
Stk. 3.
Stk. 2
finder tilsvarende anvendelse, når en livsforsikring eller en lignende
ordning
omfattet af stk. 1, nr. 2, kommer til udbetaling til en begunstiget.
Stk. 4.
Efter den
længstlevende ægtefælles død finder stk. 2 og 3 ikke anvendelse, i det
omfang den pågældende arving kan opnå dækning for sin arveret, ved at der
ydes
den pågældende vederlag af det beholdne bo, jf. § 85.
Stk. 5.
Stk. 2-4
finder ikke anvendelse, hvis dette er udelukket ved testamentet.
§ 84.
Omstødelsessag
efter § 83 anlægges ved skifteretten i den retskreds, hvor den
længstlevende ægtefælle har hjemting, jf. retsplejelovens §§ 235 og 236,
eller hvor dødsboet efter den længstlevende ægtefælle behandles, jf. lov om
skifte af dødsboer § 2. Skifteretten afgør sagen ved dom.
Retsplejelovens
§§ 226 og 227 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2.
En sag
efter § 83, stk. 2, skal anlægges inden 1 år efter, at arvingen har
eller burde have fået kendskab til fuldbyrdelsen af gaven eller
arveforskuddet.
Stk. 3.
En sag
efter § 83, stk. 3, skal anlægges inden 1 år efter, at arvingen har
eller burde have fået kendskab til udbetalingen.
§ 85.
Har
den længstlevende ægtefælle ved dispositioner som nævnt i § 83
væsentligt
formindsket sin formue ved begunstigelse af en arving, kan en anden arving,
når
boet skiftes, kræve vederlag af det beholdne bo.
Stk. 2.
Stk. 1
finder ikke anvendelse, hvis dette er udelukket ved testamente.
§ 86.
§§ 83-85
finder tilsvarende anvendelse, hvor et fælles testamente er oprettet af andre
end ægtefæller.
Udvidet
samlevertestamente
§ 87.
To
personer kan ved testamente bestemme, at de helt eller delvis vil arve
hinanden
og arves, som var de ægtefæller.
Stk. 2.
Det kan
ikke i et testamente efter stk. 1 bestemmes, at lovens regler om arv
vedrørende fælleseje, herunder reglerne om uskiftet bo, skal finde
anvendelse.
Stk. 3.
Et
testamente efter stk. 1 indebærer ikke, at § 10 finder anvendelse.
§ 88.
Et testamente efter § 87 er kun
gyldigt, hvis parterne ved oprettelsen
1)
opfyldte
betingelserne i § 6, § 9 og § 10 i lov om ægteskab indgåelse og opløsning og
2)
ikke havde oprettet
testamente efter § 87, hvorefter en anden samlever har arveret.
Stk. 2.
Et testamente
efter § 87 er endvidere kun gyldigt, hvis parterne på tidspunktet for den
førstafdøde samlevers død levede sammen på fælles bopæl og
1)
ventede, havde eller
havde haft et fælles barn eller
2)
havde levet sammen på
den fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold i de sidste 2 år.
Stk. 3.
En fælles
bopæl anses ikke for ophørt ved midlertidigt ophold i anden bolig eller ved
ophold
i institution.
§ 89.
Testamentariske bestemmelser efter § 87 bortfalder, hvis parterne indgår
ægteskab med hinanden, eller hvis en part indgår ægteskab med en anden.
Kapitel 21
Ikrafttræden og overgangsregler
§ 99.
Loven træder i kraft den 1.
januar 2008.
Stk. 2.
Loven
finder anvendelse, når arveladeren er død efter lovens ikrafttræden,
medmindre
andet følger af §§ 100-102. Er arveladeren død før lovens ikrafttræden,
finder de hidtil gældende regler fortsat anvendelse, medmindre andet følger
af
§ 103.
§ 100.
Hvis et barn uden for ægteskab er
født før den 1. januar 1938, bestemmes dets ret til arv efter faderen og hans
slægt og disses ret til arv efter barnet efter den før den 1. januar 1938
gældende
ret.
§ 101.
Har en længstlevende ægtefælle
udtaget boet efter sin ægtefælle efter den hidtil gældende arvelovs § 7
b,
stk. 2, finder reglerne i den nævnte lovs § 7 b, stk. 2, 2.
pkt., jf. § 7, stk. 2 og 3, anvendelse ved den længstlevende
ægtefælles død, selv om denne dør efter lovens ikrafttræden.
§ 102.
Testamenter og andre arveretlige
retshandler samt tilbagekaldelser heraf, som ikke opfylder lovens krav med
hensyn til habilitet og form, er gyldige, hvis de er oprettet før lovens
ikrafttræden
og er i overensstemmelse med de regler, der var gældende ved oprettelsen
eller
tilbagekaldelsen.
Stk. 2.
Bestemmelser om arveafkortning,
truffet i overensstemmelse med §§ 10-13 i arveforordning af 21. maj 1845
bevarer deres retsvirkning, selv om arveladeren er død efter lovens
ikrafttræden.
Stk. 3.
Testamenter, som før den 1. april 1964 er konfirmeret efter arveforordning af
21. maj 1845, § 27, 1. pkt., bevarer retsvirkning i henhold til denne
bestemmelse, selv om arveladeren er død efter lovens ikrafttræden.
§ 103.
§ 15 finder tillige
anvendelse i tilfælde, hvor den længstlevende ægtefælle har arvet den
førstafdøde efter den hidtil gældende arvelovs § 7, stk. 1.
Stk. 2.
§§ 24-34
anvendes også på uskiftede boer, hvor arveladeren er død før lovens
ikrafttræden,
men ikke før den 1. april 1964. § 31, stk. 2, finder dog kun
anvendelse, hvis den disposition, der kan medføre omstødelse, er foretaget
efter lovens ikrafttræden.
Stk. 3.
Frigivelse
af båndlagt arv efter § 56, nr. 3, kan også ske i tilfælde, hvor
arveladeren er død før lovens ikrafttræden.
Stk. 4.
§ 83
finder anvendelse på dispositioner, der foretages efter lovens ikrafttræden,
uanset
om førstafdøde er død før lovens ikrafttræden.
Stk. 5.
§ 92
finder også anvendelse, hvor arveladeren er død før lovens ikrafttræden.
§ 104.
V
ed lovens ikrafttræden ophæves:
1)
Den hidtil gældende
arvelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 727 af 14. august 2001.
2)
§ 5, 1. pkt., i Forordning
af 13. maj 1769 om Selveier-Bønder i Danmark, og de dem allernaadigst
forundte
Fordele.
3)
§§ 1-10 og 12 i Forordning
af 22. november 1837 angående den Selveierbønder hiemlede Testationsfrihed.
4)
Plakat af 17. marts
1847.
5)
§ 26 og § 27,
2. pkt., i Forordning af 21. maj 1845 indeholdende nogle Forandringer i
Lovgivningen
om Arv.
§ 105.
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele
med
de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.