Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om opdeling af ejendomme med mere end 80% erhvervsareal i ejerlejligheder

 

I medfør af § 10 a i lov om ejerlejligheder, jf. lovbekendtgørelse nr. 647 af 25. juli 1995, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 488 af 9. juni 2004, fastsættes:

§ 1. Bekendtgørelsen gælder for ejendomme, som opdeles i ejerlejligheder efter § 10 a i lov om ejerlejligheder.

§ 2. Det fremgår af § 10 a, stk. 4, i lov om ejerlejligheder, at de beboelseslejligheder, som var registreret i bygningerne den 31. december 2003, ikke kan overdrages som selvstændige ejerlejligheder, før der er etableret nye beboelseslejligheder efter stk. 1, og før en landinspektør med beskikkelse har attesteret, at hver af de beboelseslejligheder, som var registreret i bygningerne den 31. december 2003, opfylder de krav, som er nævnt i § 10, stk. 1, nr. 2, litra a-f og i.

§ 3. Udover det i § 2 anførte, skal landinspektøren attestere, at der er givet ibrugtagningstilladelse efter byggelovgivningen til mindst det samme antal nye beboelseslejligheder, som var registreret i BBR i samtlige bygninger på ejendommen den 31. december 2003.

§ 4. Bekendtgørelsen træder i kraft den 3. juli 2004.

Erhvervs- og Boligstyrelsen, den 23. juni 2004

Henning Steensig

/Birgitte Lundblad