Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
    Kapitel 1Anvendelsesområde
    Kapitel 2Generelle bestemmelser om god skik
    Kapitel 3Rådgivning
    Kapitel 4Særlige regler for pengeinstitutter
    Kapitel 5Særlige regler for pengeinstitutter og værdipapirhandlere
    Kapitel 6Særlige regler for realkreditinstitutter
    Kapitel 7Særlige regler om brug af kautionister og oplysningsforpligtelser for penge- og realkreditinstitutter
    Kapitel 8Særlige regler for værdipapirhandlere
    Kapitel 9Særlige regler for investeringsforvaltningsselskaber
    Kapitel 10Særlige regler for forsikringsselskaber
    Kapitel 11Tilsyn og straffebestemmelser
Den fulde tekst

Vejledning til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder

 

Indledning

Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i § 43, stk. 2, og § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, der foreskriver, at finansielle virksomheder skal handle i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet.

Bekendtgørelsen er som lov om finansiel virksomhed en offentligretlig regulering af de finansielle virksomheder og indeholder dermed en udmøntning af samfundets krav til, hvordan finansielle virksomheder skal opføre sig for at opfylde kravet om overholdelse af god skik.

Såfremt en virksomhed ikke overholder bekendtgørelsens regler, kan Finanstilsynet påbyde virksomheden at berigtige de forhold, der strider imod bekendtgørelsens regler, jf. § 35, stk. 1. Undlader virksomheden at efterkomme et påbud, kan den straffes med bøde, jf. § 36.

Derimod vil manglende overholdelse af bekendtgørelsens regler ikke i sig selv have civilretlige konsekvenser. En kunde vil således ikke umiddelbart have et civilretligt krav mod en finansiel virksomhed, der ikke overholder bekendtgørelsens regler. Manglende overholdelse vil dog kunne have afsmittende virkning på visse civilretlige spørgsmål og vil efter omstændighederne kunne indgå i vurderingen af, om en finansiel virksomhed efter dansk rets almindelige erstatningsretlige regler har handlet ansvarspådragende, eller om en aftale helt eller delvist skal ændres eller tilsidesættes efter aftalelovens regler.

Det vil være de finansielle ankenævn og domstolene, der i forbindelse med behandlingen af konkrete sager skal tage stilling til, om en overtrædelse af bekendtgørelsen kan udløse et civilretligt krav.

Finansielle virksomheder skal være opmærksomme på, at der ud over bekendtgørelsens krav om oplysning også findes oplysningskrav i anden lovgivning. Det drejer sig blandt andet om persondataloven og bekendtgørelsen om information fra forsikringsselskaber til forsikringstagerne ved indgåelse af en livsforsikringsaftale. Endvidere indeholder den civilretlige forbrugerlovgivning oplysningskrav, fx i kreditaftaleloven og lov om visse forbrugeraftaler. Bekendtgørelsens regler berører ikke disse civilretlige regler.

Bekendtgørelsen stiller i flere bestemmelser krav om skriftlighed, dvs. at informationer/aftaler etc. skal foreligge i papirformat eller på et andet varigt medium, fx som en elektronisk fil, som kunden selv kan gemme elektronisk eller printe ud. Hvorvidt materialet skal foreligge på papir eller kan sendes elektronisk afhænger af, hvorledes den finansielle virksomhed i øvrigt kommunikerer med sin kunde. En finansiel virksomhed kan således kun benytte et andet varigt medium, såfremt kunden direkte eller indirekte har vist sig indforstået hermed, fx ved at meddele sin elektroniske adresse eller i øvrigt at kommunikere med den finansielle virksomhed elektronisk.

Vejledningen erstatter vejledning nr. 9518 af 1. september 2004 til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder.

Bekendtgørelsen har følgende opbygning:

Kapitel 1 angiver anvendelsesområdet for bekendtgørelsen.

Kapitel 2 indeholder generelle bestemmelser om god skik, herunder generalklausulen i § 3, og regler om skriftlighed, vilkårsændringer og opsigelse.

Kapitel 3 fastsætter generelle regler for rådgivning, herunder fastslås at den finansielle virksomheds rådgivning skal være baseret på "kend din kunde"-princippet.

Kapitel 4-9 fastsætter særlige regler for henholdsvis pengeinstitutter, realkreditinstitutter, værdipapirhandlere, investeringsforvaltningsselskaber og forsikringsselskaber.

Kapitel 11 og 12 indeholder regler om tilsyn, straf, ikrafttræden og overgangsbestemmelser.

Kapitel 1

Anvendelsesområde

§ 1

§ 1, stk. 2. Det valgte anvendelsesområde svarer til det som kendes fra de finansielle ankenævn, hvor det af vedtægterne fremgår, at der som udgangspunkt alene behandles klager vedrørende private kundeforhold, men at "klager fra erhvervsdrivende kan behandles, såfremt klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold". Ved vurderingen af, om et erhvervskundeforhold falder ind under § 1, stk. 2, kan de respektive finansielle ankenævns praksis derfor tillægges betydning.

I vurderingen af, om et kundeforhold kan karakteriseres som et erhvervskundeforhold, som ikke adskiller sig væsentligt fra et privatkundeforhold efter § 1, stk. 2, indgår bl.a., om et givent produkt retter sig mod erhvervs- og /eller privatkunder.

I et løbende kundeforhold med samme virksomhed må der i øvrigt kunne foretages en samlet vurdering, således at kunden behandles ens i alle tilfælde - det vil sige som enten omfattet af § 1, stk. 2 eller ej. I denne samlede vurdering kan foruden de ovennævnte faktorer indgå en bedømmelse af, om den erhvervsdrivende fortrinsvis handler i eller uden for sit erhverv. Hvis der hovedsageligt handles inden for erhverv, taler det for, at kundeforholdet adskiller sig væsentligt fra et privat kundeforhold.

Der vil således kunne forekomme tilfælde, hvor en erhvervsdrivende vil blive behandlet som omfattet af § 1, stk. 2 af én type finansiel virksomhed, mens en anden type finansiel virksomhed ikke finder, at kundeforholdet falder ind under § 1, stk. 2. Eksempelvis vil et realkreditinstitut, som yder lån til et mindre landbrug, kunne vurdere, at kundeforholdet ikke adskiller sig væsentligt fra et privat kundeforhold, mens et forsikringsselskab, der tegner forsikring for landbruget, vil anse kundeforholdet for erhvervsmæssigt og uden for bekendtgørelsens anvendelsesområde.

Det vil være Finanstilsynet og domstolene, som gennem sin praksis fastlægger bekendtgørelsens anvendelsesområde.

§ 1, stk. 5, 2. pkt. Livs- og pensionsforsikringer samt personforsikringer, der er integreret i en livs- eller pensionsforsikring undtages fra § 4, stk. 3 og 4. Med integreret menes, at personforsikringerne sammen med livs- og pensionsforsikringen udgør en samlet helhed. Det er ikke en forudsætning, at de pågældende personforsikringer er tegnet på samme tidspunkt som livs- og pensionsforsikringen. At livs- og pensionsforsikringer er undtaget fra § 4, stk. 3 og 4 skyldes, at selskaberne, jf. § 5, stk. 1, i bekendtgørelse om information fra forsikringsselskabet til forsikringstager ved indgåelse af en livsforsikringsaftale, allerede er forpligtet til at give kunderne besked om ændring af renter og gebyrer m.v. At personforsikringer, der er integreret i en livs- eller pensionsforsikring er undtaget fra § 4, stk. 3 og 4 skyldes hensynet til kundevenlige informationskrav, således at der er en balance i den information, som kunderne modtager om den samlede forsikring. Ved personforsikring forstås bl.a. ulykkesforsikringer, syge- og sundhedsforsikringer, kritisk sygdom m.v.

§ 1, stk. 5, 3. pkt. og § 1, stk. 6, indeholder særlige regler for forsikrings- og pensionsordninger, der er etableret som led i et ansættelsesforhold, et organisationsforhold eller forhold af lignende karakter. Bestemmelserne retter sig mod arbejdsmarkedspensioner (både overenskomstbaserede og firmaaftalte ordninger) og kollektive ordninger, eksempelvis syge- og sundhedsforsikringer, der er knyttet til et tilhørsforhold til en bestemt gruppe, kundegruppelivsordninger og kollektive ulykkesforsikringer for skolebørn. Arbejdsmarkedspensioner og kollektive ordninger er kendetegnet ved et trepartsforhold, hvor der indgås en aftale mellem den finansielle virksomhed og en arbejdsgiver/organisation/virksomhed/skole etc., som dækker de ansatte/medlemmer/kunder/elever, der er omfattet af ordningen. Bekendtgørelsens bestemmelser er alene gældende for aftaleforholdet mellem den finansielle virksomhed og den enkelte forsikrede/kunden. Arbejdsmarkedspensioner og kollektive ordninger er endvidere kendetegnet ved forskellige grader af valgfrihed – lige fra den obligatoriske ordning uden valgfrihed over forskellige niveauer af valgfrihed med hensyn til ydelser og/eller investeringssammensætning til den fuldstændige frivillige ordning.

§ 1, stk. 5, 3. pkt. Livsforsikringsordninger og skadesforsikringsordninger omfattet af § 1, stk. 5, 3. pkt. er som udgangspunkt omfattet af de samme bestemmelser, der er gældende for anden forsikringsvirksomhed af den pågældende forsikringstype. Dog med de tilpasninger, som er nødvendige og hensigtsmæssige i betragtning af de særlige aftaleforhold og ordningernes karakter. Eksempler på sådanne nødvendige tilpasninger er, når der i §§ 4, 25 og 30 tales om forsikringens tegningstidspunkt eller aftalens indgåelse. For de omhandlede forsikringer vil det i visse tilfælde være relevant i stedet at anvende det tidspunkt, hvor den enkelte forsikrede indtræder i ordningen og i andre tilfælde være relevant at anvende det tidspunkt, hvor forsikringsselskabet får kendskab til forsikredes identitet eller blot inden forsikrede skal træffe eventuelle valg. Således kan selskabets risiko være påbegyndt uden forsikringsselskabet har kendskab til den enkelte forsikredes identitet. Det afgørende er, at information og rådgivning stilles til rådighed for den enkelte forsikrede i forbindelse med forsikrede skal træffe eventuelle valg eller beslutninger på baggrund af informationen eller rådgivningen.

Forsikrings- og pensionsordninger, der er etableret som led i et ansættelsesforhold, et organisationsforhold eller forhold af lignende karakter, er undtaget fra § 29, stk. 1, idet et skifte af forsikringsselskab for denne type ordninger er kendetegnet ved at være bestemt af et skifte i ansættelses- eller organisationsforhold. Skift af forsikringsforhold ligger implicit i og er underordnet beslutningen om at ændre ansættelses- eller organisationstilhørsforhold. Rådgivningsbehovet og –muligheden i forhold til forsikringsforholdet er derfor også anderledes og varetages for livs- og pensionsordninger i henhold til informationsbekendtgørelsen og for andre forsikringer i henhold til nærværende bekendtgørelsens kapitel 10.

§ 1, stk. 6. Kollektive ordninger kan være kendetegnet ved, at forsikringsselskabet ikke har kendskab til de enkelte forsikredes identitet. Dette gælder både forsikringsordninger etableret som led i et organisationsforhold og et ansættelsesforhold. I sådanne situationer giver bestemmelsen mulighed for, at forsikringsselskabet overlader visse informationsforpligtelser efter bekendtgørelsen til en fysisk eller juridisk person, der er bemyndiget hertil, f.eks. til virksomheden eller en navngivet medarbejder. Det vil herefter være den bemyndigede person som f.eks. stiller den nødvendige information til rådighed. Bestemmelsen gælder også i andre situationer, hvor forsikringsselskabet efter aftale overlader en informationsforpligtelse til en anden, selvom selskabet har kendskab til de forsikredes identitet, f.eks. hvor selskabet efter aftale overlader informationsforpligtelsen til en forsikringsmægler.

1, stk. 7, vedrører de obligatoriske pensionsordninger, som indgås i et pengeinstitut. For disse ordninger skal de særlige regler for værdipapirhandlere i bekendtgørelsens § 19 og §§ 21-23 iagttages, i det omfang pensionstageren selv kan bestemme, hvordan deres pensionsopsparing skal investeres.

Selvstændigt erhvervsdrivende, der er omfattet af en pensionsordning qua en rammeaftale el.lign. kan behandles efter de samme bestemmelser som pensionsordningens øvrige medlemmer, i det omfang pensionsordningen er omfattet af de særlige regler i § 1, stk. 5-7. Det forudsætter dog, at den selvstændige erhvervsdrivende har mulighed for at indtræde i en pensionsordning, hvis nærmere indhold i øvrigt er fastlagt i en rammeaftale mellem arbejdsmarkedets parter, i en aftale mellem den selvstændige og et pensionsinstitut omfattende den selvstændiges ansatte eller med en gruppe af selvstændige.

§ 2

Bestemmelsen regulerer forholdet mellem finansielle virksomheder, der udbyder andre finansielle virksomheders produkter. Således er et penge- eller realkreditinstitut forpligtet til at følge reglerne i kapitel 10, når instituttet formidler forsikringer. Ligeledes skal de finansielle virksomheder, når de formidler hinandens produkter, have en klar indbyrdes aftale om afsætning og rådgivning. Bestem-melsen er ikke til hinder for, at det som led i arbejdsdelingen mellem de finansielle virksomheder aftales, at nogle af kravene efter bekendtgørelsen fortsat opfyldes af den finansielle virksomhed, som står bag produktet.

Bestemmelsen regulerer ikke finansielle virksomheders muligheder for at indgå aftale med ikke-finansielle virksomheder om afsætning af og rådgivning omkring den finansielle virksomheds pro-dukter.

Kapitel 2

Generelle bestemmelser om god skik

§ 3

§ 3 stiller krav om, at den finansielle virksomhed skal handle redeligt og loyalt overfor sine kunder. Bestemmelsen er et supplement til § 43 i lov om finansiel virksomhed og pålægger bl.a. de finansielle virksomheder at tilrettelægge deres virksomhed således, at kunden gives mulighed for at træffe sit valg på et velinformeret grundlag.

§ 4

§ 4, stk. 1 og 2 stiller krav om, at væsentlige aftaler, uanset om der er ydet rådgivning eller ej, skal foreligge skriftligt. På forsikrings- og realkreditområdet anses alle aftaler vedrørende forsikringsaftalen og realkreditprodukter for væsentlige. Det samme gælder for aftaler om kreditaftaler omfattet af kreditaftaleloven samt aftaler om værdipapirhandel, jf. § 20. Såfremt væsentlige aftaler indgås mundtligt, skal den finansielle virksomhed efterfølgende bekræfte aftalen skriftligt. Der kan i aftalen henvises til vilkår i almindelige forretningsbetingelser, forsikringsbetingelser, dækningsoversigter mv. I det omfang, der opkræves præmie til Garantifonden for Skadesforsikringsselskaber, skal beløbet fremgå af opkrævningen.

Bestemmelsen stiller ikke krav om en udtømmende opregning af alle aftaleparternes rettigheder og pligter, som følger af dansk ret.

Oprettelse af en almindelig indlånskonto uden Dankort eller kredit kræver ikke en skriftlig aftale /bekræftelse.

Hvis aftalen er indgået efter forudgående individuel rådgivning, skal de væsentlige forudsætninger for rådgivningen også nedfældes skriftligt.

Ved "væsentlige forudsætninger" forstås de særlige forudsætninger for kunden, der i rådgivningen har været så afgørende, at de har været bestemmende for, at aftalen blev indgået eller for aftalens nærmere indhold. Bestemmelsen kræver således, at forudsætninger, der ikke normalt vil foreligge hos en almindelig kunde, der efterspørger det pågældende produkt, skal fremgå af aftalen. Jo mere atypiske forudsætninger og jo større betydning for kundens privatøkonomi, desto større behov for skriftlig dokumentation.

Hvis fx en 80-årig kunde ønsker at tegne en livrente, som normalt ikke tilbydes personer i den alder,, vil der være tale om særlige forudsætninger, som ikke normalt foreligger. Disse forudsætninger skal derfor nedfældes skriftligt, hvis der indgås en aftale. Det samme er tilfældet, hvis en person ved tegning af bilforsikring for en helt ny bil ikke ønsker kaskodækning.

Ligeledes skal forudsætninger nedfældes skriftligt, hvis fx en kunde ønsker et afdragsfrit lån i et realkreditinstitut, selvom ejendommen må forventes at falde drastisk i værdi, kundens økonomi kun lige kan bære den afdragsfrie ydelse, eller kunden har en forventning om faldende indtægtsgrundlag og/eller stærkt stigende leveomkostninger.

Som et yderligere eksempel på særlige forudsætninger, som skal nedfældes skriftligt, kan nævnes den situation, hvor en 62-årig kunde med almindelige indkomstforhold har en sædvanlig ratepension placeret i obligationer og har besluttet at gå på pension som 64-årig. Kunden beder af særlige/private grunde sit pengeinstitut om en fuldstændig omlægning af opsparingen til aktier. Det er ikke sædvanligt at påtage sig den forøgede risiko, som aktieinvesteringer indebærer set i forhold til investering i obligationer, så kort tid før pensioneringstidspunktet, hvilket pengeinstituttet må gøre kunden opmærksom på. Hvis kunden fastholder sit ønske, skal pengeinstituttet nedfælde kundens særlige forudsætninger på skrift.

For forsikrings- og pensionsordninger, der er etableret som led i et ansættelsesforhold, et organisationsforhold eller forhold af lignende karakter vil væsentlige forudsætninger, der har været afgørende for aftalens indgåelse kun komme på tale, hvor f.eks. den enkelte indenfor visse rammer kan vælge, hvorledes ordningen skal sammensættes.

§ 4 stk. 3 og 4 fastslår, at en finansiel virksomhed ikke i sine almindelige forretningsvilkår, anvendte standardvilkår eller dokumenter må forbeholde sig en vilkårlig ret til at ændre rente-, gebyr- eller provisionsklausuler. Kunden skal således tydeligt oplyses om, hvilke omstændigheder eller typer af omstændigheder der kan udløse ændringer. Dette gælder fx både for pengeinstitutternes indlån og udlån.

§ 4, stk. 5 forpligter den finansielle virksomhed, på nær forsikringsselskaber, til at give en begrundelse for en opsigelse. Det nærmere indhold af dette kriterium skal forstås i overensstemmelse med Pengeinstitutankenævnets praksis vedr. opsigelse af aftaler med deres kunder.

Det følger af § 3 b i forsikringsaftaleloven, at forsikringsselskaber har en udtrykkelig pligt til efter anmodning at begrunde et afslag på at tegne en forsikring og en opsigelse af en allerede indgået forsikring.

Der er tale om et offentligretligt krav til de finansielle virksomheder. Manglende overholdelse vil kunne udløse et påbud fra Finanstilsynet og efterfølgende bødestraf, såfremt påbudet ikke efterkommes. Der er derimod ikke tale om en civilretlig regulering, hvor manglende overholdelse af begrundelsespligten fx vil kunne føre til, at den finansielle virksomhed pålægges at opretholde den indgåede aftale.

Kapitel 3

Rådgivning

§§ 5 -7 er en udmøntning af "kend din kunde-princippet", som det kendes fra CESRs standarder, der gælder for værdipapirhandelsområdet. Princippet er her udstrakt til at gælde alle typer finansiel virksomhed, og det forudsætter, at den finansielle virksomhed foretager en undersøgelse af kundens forhold forud for, at der ydes rådgivning, således at rådgivningen kan tage udgangspunkt i kundens individuelle forhold. På forsikringsområdet betyder det fx, at der ved rådgivning om fastlæggelse af summen på en indboforsikring skal tages udgangspunkt i kundens livssituation, idet der kan være stor forskel på dækningsbehovet for en studerende, der lige er flyttet på kollegium, og et midaldrende ægtepar.

Ved rådgivning om investering i værdipapirer er det ligeledes meget afgørende, at den finansielle virksomhed kender kundens investeringshorisont og risikoprofil samt dennes eventuelle ønsker til investeringsstrategi og handelshyppighed.

Realkreditinstitutter skal i særlig grad være opmærksom på kundens forhold, når man yder lån, henset til de risikomomenter, der er forbundet med de nyere lånetyper, som rentetilpasningslån, nedsparingslån og afdragsfrie lån.

Pengeinstitutter eller investeringsforvaltningsselskaber, der har indgået aftale med en investeringsforening om markedsføring, rådgivning og salg af foreningens investeringsbeviser, skal i forbindelse med markedsføring og salg af beviser til kunderne være særlig opmærksom på, at kunden får den nødvendige rådgivning og information, og at de investeringsforeningsbeviser, der konkret anbefales kunden, er relevante i forhold til kundens økonomiske situation og den investeringsprofil, som kunden ønsker at have.

Reglerne i §§ 6-7 finder ikke anvendelse på pengeinstitutters forvaltningsafdelinger, der forvalter midler, der hidrører fra personer under værgemål, ikke-erhvervsdrivende fonde og båndlagte kapitaler, jf. omtalen under kapitel 8.

§ 5

§ 5, stk. 1 indeholder en indledende afgrænsning af, hvad der forstås ved rådgivning.

Normalt vil forløbet af en rådgivning mellem rådgiver og kunde indeholde følgende elementer:

1) kundens behov afdækkes

2) kunden får tilstrækkelig information om de for kunden relevante produkter og ydelser, der kan dække kundens behov, herunder om priser og øvrige vilkår

3) kunden modtager rådgiverens vejledninger og eventuelle anbefalinger

4) kunden træffer sin beslutning

5) der indgås evt. aftale mellem kunden og den finansielle virksomhed

6) der sørges for fornøden skriftlig dokumentation af aftalen og eventuelle væsentlige forudsætninger herfor.

§ 5, stk. 2 fastslår, at rådgivning som beskrevet ovenfor (§ 5, stk. 1) først og fremmest sker efter anmodning fra kunden. Rådgivningen vil typisk finde sted ved samtaler enten ved personligt fremmøde eller via telefon, men rådgivningen kan også foregå skriftligt, herunder via digital kommunikation. Den finansielle virksomhed kan som alternativ til selv at rådgive henvise kunden til at søge anden rådgivning.

Der er ikke pligt til at rådgive, hvis kunden alene efterspørger en "ren" ekspedition, jf. dog § 21. Som eksempler på "rene" ekspeditioner kan nævnes ind- og udbetalinger, pengeoverførsler og valutaveksling. Der skal dog rådgives, hvis "omstændighederne tilsiger, at der er behov herfor". Det kan fx være, når kunden har behov for rådgivning under en ekspedition eller i andre tilfælde, hvor rådgivningsbehovet viser sig ved anden kontakt med den finansielle virksomhed.

Såfremt den finansielle virksomhed har påtaget sig en løbende rådgivningsforpligtelse, skal den på eget initiativ løbende vurdere, om der er behov for rådgivning udover i den konkrete rådgivningssituation.

Forsikrings- og pensionsordninger, der er etableret som led i et ansættelsesforhold, et organisationsforhold eller forhold af lignende karakter, har forskellige niveauer af valgfrihed og rådgivningsbehovet kan derfor være forskelligt. I obligatoriske ordninger uden valgmuligheder er der således ikke grund til at foretage en behovsafdækning, ligesom information om valg m.v. ikke er relevant. I ordninger uden valgmuligheder er der normalt alene behov for at oplyse den enkelte forsikrede om muligheden for at indsætte en begunstiget og den information, der kan være behov for i den forbindelse, kan gives i en standardiseret form. I ordninger med valgmuligheder kan det afhængig af valgmulighedernes omfang og nærmere indhold være relevant at inddrage flere af elementerne i det "normale" rådgivningsforløb. I de ordninger, hvor ydelses- eller investeringssammensætningen er fuldstændig valgfri, kan rådgivningsforløbet have tilsvarende karakter som i individuelt etablerede forsikrings- og pensionsordninger. I alle situationer er det nødvendigt at have for øje, at rådgivningen skal tilpasses den enkeltes behov i forhold til at kunne træffe informerede valg og beslutning vedrørende ordningens nærmere udformning.

§ 5, stk. 3, 1. og 2. pkt. er udtryk for, at rådgivningen skal opfylde den professionelle standard, som gælder på det pågældende rådgivningsområde.

§ 5, stk. 3, 3. pkt. om oplysning om risici skal sammenholdes med § 13 om særligt risikofyldte investeringer og § 14 om muligheden for kurssikring. På forsikringsområdet vil det være relevant at oplyse om størrelsen af en eventuel selvrisiko.

§ 5, stk. 4 gør det muligt at markedsføre produkter og koncepter uden individuel rådgivning. Kunden skal i så fald gøres opmærksom på den manglende mulighed for rådgivning. Hvis fx et pengeinstitut tilrettelægger sin virksomhed som en internetbank uden et traditionelt filialnet, må pengeinstituttet gøre kunderne opmærksomme på, i hvilket omfang der kan opsøges rådgivning fx ved telefonisk henvendelse til pengeinstituttet eller ved personligt fremmøde på udvalgte lokaliteter.

§§ 6 og 7

Bestemmelserne forudsætter, at den finansielle virksomhed skal sætte sig ind i den enkelte kundes forhold, før der rådgives, og at rådgivningen skal tage udgangspunkt i disse forhold. Fx kan et forventet pensionstidspunkt og behov for anskaffelse af større formuegoder have betydning for kundens låne- og investeringshorisont og dermed for den rådgivning, der skal gives. Det efterspurgte produkt har betydning for, hvilke oplysninger det er relevant at indhente.

Rådgivningen kan kun ske på baggrund af de oplysninger, der i medfør af reglerne i lov om finansiel virksomhed §§ 117-123 kan anvendes hertil.

§ 6, stk. 2 sammenholdt med § 7 indebærer ved rådgivning af eksisterende kunder, som den finansielle virksomhed allerede har oplysninger om, fx ud fra tidligere rådgivningssamtaler, at virksomheden kan tage udgangspunkt i den viden, som kunden i forvejen har, og de oplysninger om kunden, som virksomheden allerede har. Den finansielle virksomhed skal dog overveje, om oplysningerne er tidssvarende og tilstrækkelige i forhold til det, der rådgives om, og i modsat fald anmode kunden om yderligere oplysninger eller om at opdatere tidligere afgivne oplysninger.

For realkreditinstitutter er der fx som udgangspunkt ikke behov for at opdatere oplysninger under afvikling af lånet, medmindre kunden retter henvendelse til instituttet vedrørende ændring af lånet.

§ 7, stk. 2 er relevant, hvis der ydes rådgivning i et løbende kundeforhold, herunder hvis den finansielle virksomhed har aftalt med kunden løbende at yde rådgivning. I de tilfælde kan den finansielle virksomhed ikke blot forlade sig på de oplysninger, som kunden tidligere har givet, men må anmode kunden om at opdatere oplysningerne.

§ 8

§ 8, stk. 1 omfatter alene krav om, at finansielle virksomheder skal informere om egne produkter/ydelser. Udtrykket "produkter og ydelser" skal forstås bredt. Det omfatter for det første de produkter/ydelser, hvor den finansielle virksomhed juridisk set er medkontrahent i forhold til kunden. For det andet omfatter det de produkter/ydelser, som markedsføres eller formidles af den finansielle virksomhed.

Den finansielle virksomhed kan henvise kunden til at søge rådgivning hos producenten af det produkt/den ydelse, der formidles, jf. § 2. Dette gælder dog ikke, såfremt et investeringsforvaltningsselskab eller et pengeinstitut har indgået aftale med en investeringsforening om at forestå markedsføring, rådgivning og salg af foreningens investeringsbeviser på vegne af foreningen.

§ 8, stk. 3 er relevant, hvis der på markedet findes produkttyper, der ikke svarer til de af den finansielle virksomhed formidlede eller markedsførte produkttyper, og som er relevante for kunden. I de tilfælde skal der alene gives mere overordnet information om de relevante produkttyper, men ikke oplyses om enkeltheder vedr. konkurrerende produkter eller konkrete priser.

§ 9

§ 9 omhandler de tilfælde, hvor der kan være en modsætning mellem kundens interesse i rådgivningssituationen og den finansielle virksomheds interesse i at kunne sælge egne produkter eller formidle bestemte produkter som led i sin almindelige erhvervsvirksomhed.

§ 9, stk. 1 angår ikke interessen i "almindelige indtjening" som fx gebyr-, præmie- og renteindtægter, men angår alene afsætning, som indebærer særlige fordele for den finansielle virksomhed. Det gælder fx ved et pengeinstituts udbud af ansvarlig kapital udstedt af pengeinstituttet selv.

§ 9, stk. 2. Kravet til information om interessen i provision eller andet vederlag ved formidling af produkter/ydelser gælder uanset, om der i den konkrete situation er ydet rådgivning eller ej. Finansielle virksomheder skal således sikre sig, at kunder, der uden forudgående rådgivning, indgår aftale om køb af finansielle ydelser informeres om, at virksomheden modtager provision for formidling af andres produkter. Information om provision kan gives i produktinformationsmateriale, ved specifik henvisning til relevante afsnit i almindelige forretningsbetingelser, i årlige oversigter som fx udsendes i forbindelse med årsopgørelsen, ved mundtlig oplysning eller lignende. Det er som udgangspunkt ikke tilstrækkeligt til opfyldelse af informationsforpligtelsen, hvis oplysninger om provision o.lign. alene gives på virksomhedens hjemmeside, idet virksomheden herved ikke sikrer, at alle kunder får den fornødne information. Dette gælder dog ikke, hvis de finansielle ydelser udelukkende sælges via hjemmesiden og der i forbindelse med salget henvises til det relevante sted på hjemmesiden, hvor der er oplysninger om virksomhedens provisionsaftaler m.v. Bestemmelsen forpligter ikke den finansielle virksomhed til at oplyse størrelsen af en eventuel provision.

Provision gives fx, hvor en finansiel virksomhed udbyder eller formidler andre finansielle virksomheders produkter, herunder i koncernforbundne virksomheder, eller når den finansielle virksomhed henviser en kunde til en anden virksomhed. Et eksempel på dette er tilfældet, hvor et pengeinstitut har indgået aftale med en investeringsforening om markedsføring, rådgivning og salg af foreningens beviser. Det er i den situation vigtigt for kunden at få at vide, at der foreligger en aftale om provision i forbindelse med at vedkommende tilbydes produkter fra netop denne virksomhed eller forening. På samme måde skal forsikrings- og pensionsselskaber oplyse om eventuelle provisioner fra de investeringsforeninger, som selskabernes unit link-kunder investerer i (såkaldt kick-back provision).

§ 10

Bestemmelsen skal sikre, at der i rådgivningen tages højde for relevante skatteregler og om mulighed for offentlige tilskud. Efter stk. 2 vedrører rådgivningen de offentlige tilskud, som den finansielle virksomhed kan forventes selv at blive opmærksom på. Eksempelvis vil det være relevant at oplyse om, at udbetalinger fra pensionsordninger påvirker udbetalingen af efterløn. Det vil være relevant at give generelle oplysninger om de skatteregler, der omhandler fradragsmuligheder ved indbetaling og beskatning ved udbetaling af livs- og pensionsforsikring. I stedet for at yde rådgivning om skat og offentlige tilskudsmuligheder kan kunden henvises til at søge anden rådgivning herom.

§ 11

Bestemmelsen omfatter "sikkerhedsforanstaltninger" ved de enkelte produkter/ydelser. Der er til forskel for begrebet "risici forbundet med en disposition" i § 5, stk. 1 tale om mere praktiske forhold som fx muligheden for at forsyne en bankbog med "mærke", således at der alene kan hæves penge på bankbogen af tredjemand ved samtidig oplysning af mærket eller oplysning om, at PIN-koden til et Dankort ikke bør opbevares sammen med Dankortet og i øvrigt bør gemmes på en "husker", således at PIN-koden ikke fremtræder umiddelbart for uvedkommende. Endvidere kan nævnes sikkerhedsforanstaltninger ved kontrolkoder, som giver adgang til oplysninger om og ændring af realkreditlån. Ligeledes skal der gøres opmærksom på kortholderreglerne, herunder de hæftelsesregler, der gælder for tredjemands misbrug af betalingskort efter betalingsmiddelloven.

Kapitel 4

Særlige regler for pengeinstitutter

§ 12

Bestemmelsen indeholder et offentligretligt krav til pengeinstitutterne om at oprette en almindelig indlånskonto, medmindre der er en individuel saglig begrundelse for at nægte det, men den giver ikke en egentlig civilretlig kontraheringspligt. Indholdet af kriteriet "saglig begrundelse" skal forstås i overensstemmelse med Pengeinstitutankenævnets praksis på området.

Retten til en almindelig indlånskonto gælder alene for privatkunder, idet de som lønmodtagere eller modtagere af offentlige ydelser har behov for en konto for at kunne modtage løn og andre ydelser. Der er ikke pligt til at knytte kreditfaciliteter eller andre ydelser til indlånskontoen.

Pengeinstituttet kan dog afvise at oprette eller videreføre en indlånskonto, hvis det er sagligt begrundet. Det kan fx være tilfældet, hvis kunden optræder anstødeligt eller er til gene for pengeinstituttets øvrige kunder og/eller ansatte.

Kapitel 5

Særlige regler for pengeinstitutter og værdipapirhandlere

§ 13

Bestemmelsen omhandler navnlig kundens risiko for at komme i økonomiske vanskeligheder. Ved "særligt risikofyldte investeringer" forstås eksempelvis investeringer, hvor der er risiko for tab af en stor del af de investerede midler eventuelt kombineret med risiko for tab herudover, som det er tilfældet ved gearede investeringer.

§ 13, stk. 2 hindrer ikke kunder i at løbe risici fx ved investeringer i værdipapirer eller låneoptagelser, men pengeinstituttet/værdipapirhandleren har som den professionelle part pligt til at gøre kunden opmærksom på relevante risici. For så vidt gælder værdipapirhandlere skal bestemmelsen ses som en særlig bestemmelse vedrørende risikooplysninger og som et supplement til § 21.

Endvidere er bestemmelsen ikke til hinder for, at iværksættere foretager risikofyldt investering i egen virksomhed.

Kapitel 6

Særlige regler for realkreditinstitutter

§ 14

Kunden skal have forudsætninger for at kunne vurdere og vælge det mest fordelagtige realkreditprodukt. Kunden skal ud over oplysninger om den tilbudte lånetype i hovedtræk orienteres om andre relevante lånetyper og deres karakteristika for at have disse forudsætninger. Oplysningerne kan angives dels i lånetilbuddet, dels ved rådgivningssamtalen og i kombination med eventuel udlevering af brochurer med oplysninger om de forskellige relevante låntyper. Der skal på samme måde oplyses om muligheden for at aftale kurssikring. Reglen er ikke til hinder for, at der indgås en kurssikringsaftale, forinden lånetilbuddet er fremkommet til kunden.

For de særlige låntyper, hvor ydelsen ikke er fast i hele lånets løbetid, eller hvor der er mulighed for perioder med afdragsfrihed, skal rådgivningen særligt gøre opmærksom på, at den fremtidige rentebetaling ikke er kendt i hele låneperioden, og at omkostningerne til tilbagebetaling af lånet kan stige, ligesom betydningen af, at lånet ikke er færdigamortiseret ved udløb, skal fremhæves for kunden. I forbindelse med afgivelse af lånetilbud skal der i øvrigt gives de væsentligste oplysninger om realkreditproduktet, herunder om lånets størrelse, lånevilkår, omkostninger forbundet med långivningen, lånesagsomkostninger samt løbende opkrævning af bidrag mv., og om der i disse omkostninger er indregnet omkostninger til andre, som fx tinglysningsafgifter og gebyrer til pengeinstitutter. Er der herudover knyttet særlige betingelser til lånetilbuddet, skal dette ligeledes oplyses.

§ 15

Hvis beregningen af indfrielsesbeløbet er baseret på opsigelse af lånet inden en bestemt frist, skal fristen tydeligt fremgå.

§ 16

Det følger af bestemmelsen, at kunden ved låneomlægninger skal have et beslutningsgrundlag vedrørende såvel låneoptagelsen (det ny tilbud) som indfrielsen af et eksisterende lån. Ved en låneomlægning, hvor kunden ikke har taget stilling til, hvorledes indfrielsen af det eksisterende lån skal foregå, er det særlig relevant i tilbuddet eller på anden måde at redegøre for de oplysninger, der fremgår af bekendtgørelsens §§ 14 -15.

Realkreditinstituttet kan have fuldmagt fra kunden til at foretage den på dispositionstidspunktet mest hensigtsmæssige indfrielse. Det er derfor ikke nødvendigvis den indfrielsesmetode, som er foreslået i tilbuddet om låneomlægning, der vil blive benyttet.

Hvis realkreditinstituttet tilbyder låneomlægning via Internettet, skal kunden også have adgang til de oplysninger, der fremgår af §§ 14 og 15.

Kapitel 7

Særlige regler om brug af kautionister og oplysningsforpligtelser for penge- og realkreditinstitutter

§ 17

Et penge- eller realkreditinstitut må ikke medvirke til ydelse af lån, hvor der stilles sikkerhed i form af kaution, når kautionsforpligtelsen står i misforhold til kautionistens økonomi.

Ved vurdering af, om § 17 kan finde anvendelse for andre end forbrugere, jf. § 1, stk. 2, kan der lægges vægt på sondringen i lov om finansiel virksomhed § 47 og § 48 alt efter, om kautionen er stillet inden for eller uden for erhvervsforhold. Hvis kautionen stilles indenfor erhvervsforhold, adskiller kundeforholdet sig væsentligt fra et privat kundeforhold, jf. § 1, stk. 2, og er ikke omfattet af § 17.

For pengeinstitutter er der tillige fastsat regler om kaution i lov om finansiel virksomhed § 47 og § 48.

Hvorvidt der er tale om et misforhold indenfor realkreditområdet, må bero på en konkret vurdering baseret på oplysninger om kautionistens økonomiske situation og kautionsforpligtelsens størrelse. Der må ved denne vurdering sondres mellem kautionister, der beboer den pågældende ejendom sammen med debitor (idet sådanne kautionisters indtægter normalt indgår i husstandens budget og dermed er medtaget i vurderingen af debitors mulighed for at betale de løbende ydelser på lånet) og andre kautionister, som normalt ikke har løbende økonomisk fællesskab med debitor, og hvis økonomi derfor må vurderes uafhængigt af debitors økonomi.

Når kaution anvendes, skal instituttet sikre sig, at kautionisten er informeret om indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen, herunder at kautionisten har et fyldestgørende grundlag for at træffe sin beslutning om at påtage sig den pågældende kautionsforpligtelse. Det skal i forbindelse hermed konkretiseres, hvad kaution indebærer, og hvilke forhold der udløser kautionistens forpligtelse, herunder at debitors manglende betaling er tilstrækkelig til, at kravet kan rettes mod kautionisten, når der er tale om selvskyldnerkaution. Informationen kan gives til kautionisten i form af en særlig, skriftlig vejledning om kaution. Kravet kan på pengeinstitutområdet opfyldes ved udlevering af den pjece, der informerer om kaution, som Forbrugerrådet og Finansrådet har udarbejdet i fællesskab.

Kautionisten skal én gang om året modtage oplysninger fra instituttet om størrelsen af det låneengagement, for hvilket kautionsforpligtelsen består. For pengeinstitutter gælder bestemmelsen i lov om finansiel virksomhed § 48, stk. 7. Bestemmelsen skal sikre, at kautionisten har mulighed for at følge med i udviklingen af den fordring, som der er kautioneret for. Herved kan kautionisten være bedre forberedt i tilfælde af, at kautionen bliver gjort effektiv. Idet der alene er tale om en orientering om låneengagementets størrelse, forudsætter bestemmelsen ikke, at opgørelsen udregnes præcist pr. datoen for orienteringens fremsendelse.

Såfremt et institut overtræder bestemmelsen og yder lån mod kaution i tilfælde, hvor kautionsforpligtelsen står i misforhold til kautionistens økonomi eller undlader at informere kautionisten om indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen, vil det kunne udløse et påbud fra Finanstilsynet.

§ 18

Et pantebrev, der på en tvangsauktion ved det afgivne bud ikke har opnået dækning eller ikke har opnået fuld dækning, og som er forbundet med et personligt gældsansvar, giver kreditor ret til at gøre det udækkede krav gældende mod skyldneren personligt efter afholdelse af tvangsauktionen over den pantsatte ejendom.

Fristen på 1 år løber fra tidspunktet for salg på endelig tvangsauktion. Begæres der på tvangsauktionen ny tvangsauktion, løber fristen først fra tidspunktet for afslutning af den ny tvangsauktion. Det samme gælder, hvis der skal afholdes misligholdelsesauktion.

Påmindelse om kravet skal sendes til skyldneren hvert andet år. Der må således ikke være mere end 24 måneder mellem hver påmindelse. Det er ikke en betingelse, at der ved påmindelsen samtidig sker beregning af eventuelt påløbne renter. Det skal tydeligt fremgå, såfremt kravet i den fremsendte påmindelse er opgjort, uden at der er fortaget en renteberegning.

Det er ikke fornødent at sende en påmindelse, såfremt kreditgiveren årligt foretager indberetning af det skyldige beløb til skattemyndighederne i henhold til skattekontrolloven, og oplysning om det indberettede sendes til skyldneren.

Selvom et institut undlader at meddele, at det fastholder sit ufyldestgjorte krav eller ikke sender en påmindelse, vil det ikke i sig selv føre til, at instituttet er afskåret fra at gøre kravet gældende. Spørgsmålet om forældelse af kravet afgøres således efter dansk rets almindelige regler om ophør af fordringer m.v.

Kapitel 8

Særlige regler for værdipapirhandlere

Bestemmelserne i dette kapitel finder ikke anvendelse på pengeinstitutters forvaltningsafdelinger, der forvalter midler, der hidrører fra personer under værgemål, ikke-erhvervsdrivende fonde og båndlagte kapitaler. Dette skyldes de særlige forhold, der gør sig gældende vedrørende forvaltningen af disse midler og den særlige regulering som forvaltningen af disse midler er underlagt i henhold til anden lovgivning.

§ 20

De oplysninger, som er nævnt i § 20, stk. 1, nr. 2-11, skal kun fremgå af aftalen, hvis det er relevant. Værdipapirhandleren er ikke forpligtet til at udarbejde en detaljeret aftale, men kan eventuelt henvise til de underliggende forretningsbetingelser eller andre supplerende aftaler. Aftaler om værdipapirudlån er væsentlige aftaler, hvor kravet i § 4 om skriftlighed gælder.

De værdipapirer, der er omfattet af pkt. 5 fremgår af værdipapirhandelslovens § 2.

§ 21

Bestemmelsen fastlægger de særlige rådgivningsforpligtelser, der gælder på værdipapirhandelsområdet.

I stk. 1 fastsættes det, at en værdipapirhandler altid skal sætte sig ind i kundernes forhold og på baggrund af disse oplysninger rådgive kunden om, hvorvidt de finansielle ydelser, kunden efterspørger, er egnede for kunden. Den rådgivning, der ydes, skal afpasses kundens investeringsformål, den kompleksitet og risiko, der er knyttet til det instrument, kunden ønsker at investere i samt den information og rådgivning, som kunden tidligere har modtaget. Kravene til de oplysninger, der indhentes fra kunden, er nærmere beskrevet i vejledningen til bekendtgørelsens §§ 5 og 6.

Stk. 2 giver mulighed for, at en værdipapirhandler kan indgå en aftale med en kunde om, at værdipapirhandleren ikke løbende skal foretage en vurdering af, om de finansielle ydelser, kunden efterspørger, er egnede for kunden. Værdipapirhandleren kan i stedet foretage en generel vurdering af, hvilke typer af finansielle produkter der vil være egnede for kunden. Kunden kan herefter løbende foretage transaktioner med de pågældende ydelser uden en løbende rådgivning fra værdipapirhandleren. En sådan aftale kan indgå i aftalegrundlaget omfattet af § 20 og kan blandt andet anvendes i forbindelse med aftaler, hvor kunden har adgang til at foretage handler elektronisk (E-handel/nethandel).

§ 22

Bestemmelsen finder anvendes bl.a. i tilfælde, hvor en ordre ikke skønnes at kunne gennemføres inden for de sædvanlige tidsmæssige rammer, eksempelvis fordi aktierne er illikvide. Bestemmelsen gælder ikke i de tilfælde, hvor kunden inden ordreafgivelse er informeret om, at ordren muligvis ikke kan lade sig gennemføre.

Kapitel 9

Særlige regler for investeringsforvaltningsselskaber

§ 24

Der henvises til § 10 i bekendtgørelse om god skik for investeringsforeninger og specialforeninger samt udenlandske investeringsinstitutter samt bemærkninger hertil i den tilhørende vejledning.

Kapitel 10

Særlige regler for forsikringsselskaber

Inden forsikringstegningen

§ 25

Det er op til det enkelte forsikringsselskab at vælge, i hvilket omfang man vil tilbyde rådgivning. Efter § 25 stk. 1, 1. punktum påhviler det selskabet at klargøre, i hvilket omfang selskabet tilbyder rådgivning til kunderne. Der henvises til den generelle bestemmelse i § 5, hvor der er redegjort nærmere for ansvarsfordelingen mellem den finansielle virksomhed og kunderne i relation til rådgivning. For arbejdsmarkedspensioner og kollektive ordninger henvises til de generelle bemærkninger under § 1, stk. 5, 3. pkt., om forståelsen af forsikringens tegningstidspunkt.

§ 26

Ved tegning af en skadesforsikring skal selskabet af egen drift stille visse oplysninger til rådighed for kunden. Ved afgrænsningen af, hvilke oplysninger der skal gives, er det afgørende, at omfanget af hensyn til overskueligheden begrænses til de centrale dækningselementer. Det vil her være nærliggende at tage udgangspunkt i de dækningselementer, som i Forsikringsoplysningens Værd-at-vide-pjecer fremhæves som centrale. Hvad angår "andre væsentlige oplysninger" er det nærliggende at fokusere på afgivne risikooplysninger og mulige fremtidige ændringer i præmien. Der bør oplyses om mulige konsekvenser af urigtige risikooplysninger og opfordres til at berigtige eventuelle fejl.

Den i § 26 nævnte skriftlige oplysning om dækningsomfanget skal gives senest i forbindelse med policens udstedelse.

§ 26, stk. 3 gælder – som den øvrige del af § 26 - alene på skadesforsikringsområdet, idet berigelsesforbuddet i forsikringsaftaleloven fører til, at kunden kun får erstatningsbeløbet én gang, selvom to forsikringer dækker samme interesse på skadesforsikringsområdet, og der indtræffer en skade.
Der skal oplyses om risiko for dobbeltforsikring i de tilfælde, hvor der erfaringsmæssigt er risiko for væsentligt overlap i forhold til andre forsikringer.

Som eksempler på, hvornår der bør gives oplysning, kan nævnes rejseforsikring/årsrejseforsikring, tillægsforsikringer ved køb af hårde hvidevarer og glas- og kummedækning på familieforsikringen.

Derimod bør der ikke gives oplysning om den begrænsede dobbeltdækning mellem en rejseforsikring og en familieforsikring, da hoveddækningsområderne på de to forsikringstyper er vidt forskellige, og den overlappende dækning kun er af perifer betydning.

§ 27

Når en kunde tegner en forsikring, kan der være aftalt en bestemt dato, hvor forsikringstiden starter.

Ligger ikrafttrædelsesdatoen efter det tidspunkt, hvor aftalen endeligt er indgået, træder forsikringen uden videre i kraft denne dato.

Det er imidlertid ikke ualmindeligt, at en forsikringsaftale efter sit indhold træder i kraft, inden aftalen er indgået. Fx indtegnes en husforsikring normalt med svampedækning med forbehold for selskabets besigtigelse af ejendommen. I sådanne tilfælde er det afgørende, at kunden oplyses om den usikkerhed, der er med hensyn til dækningen, indtil det tidspunkt, hvor aftalen er endeligt på plads. På livs- og pensionsforsikringsområdet vil udgangspunktet være, at forsikringen dækker fra det tidspunkt, selskabet har antaget forsikringen uden forbehold. Et senere tidspunkt kan aftales. Oplysning om, at forsikredes retsstilling er usikker, skal først gives, efter forsikredes identitet er blevet forsikringsselskabet bekendt.

§ 28

Det påhviler som udgangspunkt selskabet ved udformningen af de spørgsmål, som stilles, at sikre sig, at kunden får afgivet de oplysninger, som er nødvendige for selskabets vurdering af, om forsikringen kan antages og på hvilke vilkår. Spørgsmålet, om selskabet kan gøre gældende, at der er afgivet urigtige eller mangelfulde oplysninger, er reguleret af FAL §§ 4-10.

Kundevejledning om konsekvenserne af urigtige oplysninger skal gives, hver gang der afgives helbredsoplysninger.

§ 29

Ved skift af forsikringsselskab kan begrænsninger i dækningen opstå dels som følge af, at det overtagende selskabs forsikringsbetingelser afviger fra det afgivende selskabs, dels fordi kundens risikooplysninger giver begrænsninger i dækningen. I begge tilfælde er det vigtigt, at kunden inden selskabsskiftet bliver gjort opmærksom på sådanne begrænsninger.

Det er kun væsentlige begrænsninger, der skal oplyses om. Selskabets pligt til på eget initiativ at give oplysning må tage udgangspunkt i, hvad kunder normalt opfatter som væsentlige dækningselementer. Det vil være nærliggende at tage udgangspunkt i de væsentlige dækningselementer, som er beskrevet i Forsikringsoplysningens Værd-at-vide-pjecer.

Har kunden særlige dækninger, som vedkommende tillægger afgørende betydning, må kunden selv opsøge rådgivning herom.

Som eksempler på afgrænsningen af oplysningspligten kan nævnes, at et overtagende selskab, som ikke vil overtage svampedækningen i et hus, skal oplyse kunden derom. Overtager et selskab en kombineret bilforsikring, bør det oplyses, hvis der alene tegnes ansvarsforsikring.

Der kan endvidere være tale om, at der ved overflytning af en persons samlede forsikringsportefølje til et nyt selskab opstår problemer med at videreføre en personforsikring på uændrede vilkår, fordi der er indtrådt ændringer i personens helbredsforhold efter tegningen af den første forsikring. Efter Ankenævnet for Forsikrings praksis gælder der allerede i dag en forpligtelse for det modtagende selskab til, inden det opsiger forsikringen i det gamle selskab, at sikre sig, at der er fuld klarhed over, på hvilke vilkår forsikringerne kan antages i det modtagende selskab.

Der kan ikke stilles krav om, at det overtagende selskab er i besiddelse af det afgivende selskabs forsikringsbetingelser, eller at det overtagende selskab skal foretage en egentlig produktsammenligning.

Pligten til at oplyse om begrænsninger i dækningen i forhold til en tidligere forsikring gælder alene, hvor selskabet er bekendt med, at der er tale om "et skift" og dermed er bekendt med den tidligere forsikring.

§ 29, stk. 1, er ikke gældende for forsikrings- og pensionsordninger, der er etableret som led i et ansættelsesforhold, et organisationsforhold eller forhold af lignende karakter.

§ 29, stk. 2 vedrører alene personforsikring, det vil bl.a. sige ulykkes-, syge- og sundhedsforsikring, kritisk sygdom samt livs- og pensionsforsikring.. Flyttes en ulykkes-, livs- og/eller pensionsforsikring, vil rådgivningens omfang og karakter afhænge af den konkrete situation. Kunden skal fx, når det drejer sig om at flytte en livs- og pensionsforsikring, gøres opmærksom på, at kundens dækning, grundlagsrente, eventuelle navngivne begunstigelser mm. ophører i det afgivende selskab. Endvidere vil en flytning kunne kræve, at kunden skal afgive nye helbredsoplysninger. Selskabet skal således gøre kunden opmærksom på, at en forværring af helbred kan have negative konsekvenser for kundens muligheder for at få de samme eller bedre dækninger hos den nye udbyder.

Desuden skal kunden gøres bekendt med, at der typisk er omkostninger forbundet med at flytte en pensionsopsparing. Det modtagende selskab skal oplyse, hvilke omkostninger det vil kræve.

I forsikrings- og pensionsordninger, der er etableret som led i et ansættelsesforhold, et organisationsforhold eller forhold af lignende karakter, kan den forsikrede i forbindelse med jobskifte, skifte af organisation eller lignende have et ønske om at foretage en reserveoverførsel til et nyt selskab. I sådanne tilfælde skal den forsikrede inden flytningen oplyses om antagelsesvilkårerne i det nye selskab. Informationspligten gælder tillige for pengeinstitutter ved reserveoverførsel fra et forsikringsselskab, i det omfang pengeinstituttet stiller særlige krav for antagelsen f.eks. hvis der i tilknytning til den overførte pensionsordning er tegnet forsikringer.

Forsikringsaftalen

§ 30

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med pligten til efter § 4 at nedfælde væsentlige forudsætninger for rådgivningen i aftalen samt bestemmelsen i § 26 om, at der skal informeres om vigtige dækningselementer. Formålet med reglerne er at give kunden mulighed for at få overblik over de væsentlige dækninger, herunder til- og fravalg. Det er nærliggende at tage udgangspunkt i Forsikringsoplysningens Værd-at-vide-pjecer.

Som eksempler på valg, der bør orienteres om, kan nævnes, om kunden på en kritisk sygdomsforsikring har karensperiode, om en ulykkesforsikring er hel- eller deltidsforsikring, og om der er svampedækning på en husforsikring. Generelt bør der oplyses om den valgte selvrisiko.

Det er alene i forhold til den valgte forsikring, der skal oplyses om valg.

§ 31

På Forsikringsoplysningens hjemmeside og på Ankenævnet for Forsikrings hjemmeside er der redegjort for praksis på områder, der erfaringsmæssigt giver anledning til spørgsmål, hvorfor en henvisning til disse sider er nærliggende. Ligeledes vil en henvisning til supplerende oplysninger på forsikringsselskabets egen hjemmeside kunne være relevant.

§ 32

Bestemmelsen skal i relation til selskabsskift ses i sammenhæng med § 29.

Efter § 32 skal der, når der tegnes en skadesforsikring, i papirformat eller på andet varigt medium informeres om væsentlige begrænsninger i dækningen i forhold til, hvad en kunde med rimelighed kan forvente vil være dækket under den pågældende forsikring. Hensigten med bestemmelsen er at sikre, at kunden, der køber et på afgørende punkter afvigende produkt, er bekendt med afvigelserne og træffer et bevidst valg.

Bestemmelsen gælder alene på skadesforsikringsområdet, hvilket skal ses i sammenhæng med, at informationsforpligtelserne på livsforsikringsområdet er reguleret i bekendtgørelse nr. 609 af 14/ 7/ 1995 om information fra forsikringsselskabet til forsikringstager ved indgåelsen af en livsforsikring.

Bestemmelsen finder alene anvendelse på områder, hvor der er en markedskonformitet, og hvor der kan være skabt en berettiget forventning hos kunden om et givent dækningsomfang.

Det er endvidere kun væsentlige huller i dækningen, der skal oplyses om. Som det vil fremgå af ForsikringsLuppen, afviger selskabernes produkter på skadesforsikringsområdet fra hinanden på en lang række punkter. Ønsker kunden en så detaljeret sammenligning, må vedkommende selv tage initiativ til denne sammenligning.

Informationspligten vil påhvile selskaber, der udbyder produkter, hvor væsentlige dækningselementer, som generelt må antages at være af betydning for kunden, er undtaget i forhold til, hvad der er gængs på markedet. Undtagelserne bør fremgå af selve policeteksten og ikke kun af forsikringsbetingelserne.

Som eksempler på sådanne vigtige dækningselementer kan nævnes, at et selskab, der sælger en familieforsikring skal oplyse, såfremt der ikke er tyveridækning eller cykeldækning. På bilforsikring skal det angives, såfremt der ikke er fuld kaskodækning. For en husforsikring skal det angives, såfremt der ikke er insekt- og svampedækning eller rørskadedækning. For en ulykkesforsikring skal det angives, hvis der ikke er tandskadedækning, eller hvis der ikke ydes dækning for skader ned til 5 pct. mén.

Et passende niveau for detaljeringsgrad kan fås ved at tage udgangspunkt i Forsikringsoplysningens Værd-at-vide-pjecer, der opregner de gængse, væsentlige dækninger på de enkelte forsikringstyper.

Forsikringstiden

§ 33

Bestemmelsen, som alene gælder for skadesforsikringer, har til formål at sikre, at kunden løbende får mulighed for at danne sig et overblik over sine forsikringer med henblik på at kunne overveje, om der er behov for tilpasninger.

Oplysningen om det eventuelle behov for ændringer af forsikringen kan alene gives ud fra en generel betragtning, mens en mere individuel vurdering fordrer, at der er kontakt mellem selskabet og kunden. Alene i de tilfælde, hvor forsikrede har en ændringsadgang i forsikringen, skal der oplyses om ændringsbehov.

En mulighed er at henlede kundens opmærksomhed på, at vedkommende løbende bør være opmærksom på sine forsikringsbehov, især ved ændringer i vedkommendes liv, så som ægteskab, børn, flytning eller tilvækst i værdi af ejendele.

§ 34

Når der er indtruffet en skade, er det som udgangspunkt kunden, der vælger, på hvilken måde vedkommende anmelder skaden. Det kan dog i forsikringsaftalen være aftalt, at anmeldelse skal ske i papirformat eller på andet varigt medium.

Har kunden valgt at anmelde en skade i papirformat eller på andet varigt medium, vil det som udgangspunkt være naturligt, at det er denne kommunikationsform, som anvendes. Der kan dog være tilfælde, hvor kunden har tilkendegivet, at anden kommunikation kan anvendes.

Det er meget almindeligt, at kunderne ringer til deres forsikringsselskab i tilfælde, når de er i tvivl om dækningen på deres forsikring. Det er således ikke enhver telefonisk forespørgsel om dækningsomfang, der har karakter af en anmeldelse.

I et meget stort antal sager - ikke mindst forholdsvis mindre skader på skadesforsikringsområdet - afsluttes skadebehandlingen telefonisk. Enten ved at der udbetales en erstatning, eller ved at dækningen afvises. Hvor dette ikke sker i fuld enighed med kunden, skal kunden have mulighed for at få afslaget meddelt i papirformat eller på andet varigt medium med henblik på at kunne overveje sine klagemuligheder.

Kapitel 11

Tilsyn og straffebestemmelser

§ 35

Stk. 1 fastlægger, at Finanstilsynet kan give påbud om berigtigelse af forhold, der strider imod de opregnede bestemmelser.

Stk. 2 præciserer, at Finanstilsynet skal bede den finansielle virksomhed om en redegørelse, inden der træffes afgørelse i en god skik-sag. Formålet er at sikre, at virksomheden får lejlighed til at kommentere Finanstilsynets afgørelsesgrundlag, inden der træffes afgørelse i sager om god skik. Der er tale om en præcisering af den generelle pligt til partshøring, der følger af forvaltningslovens § 19.

§ 36

Straffen for ikke at efterkomme et påbud efter § 35, stk. 1, er bøde.

Finanstilsynet, den 20. december 2004

Annette Bjåland Andersen

/Bettina Agerskov