Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

En kvindelig sygehjælper var udsat for en arbejdsulykke på et plejehjem. Den Sociale Ankestyrelse nedsatte det erhvervsevnetab Arbejdsskadestyrelsen havde fastsat. Ved vurderingen heraf lagde myndighederne vægt på konkurrerende og forudbestående lidelser. Sygehjælperen og hendes fagforbund var ikke enige i vurderingen.

Ombudsmanden forklarede at han ikke havde forudsætninger for at kritisere de lægefaglige vurderinger medmindre der forelå juridiske mangler. Imidlertid mente ombudsmanden at afgørelsernes begrundelser var så mangelfulde at han ikke var i stand til at foretage en endelig vurdering. Begrundelserne havde ikke tilstrækkelig præcise angivelser af de relevante retsregler, de bestemmende hovedhensyn og det relevante faktum. Endvidere var dele af faktum angivet ukorrekt af Ankestyrelsen.

Ombudsmanden henstillede til Ankestyrelsen at genoptage sagen.

Efter to gange at have genoptaget sagen traf Ankestyrelsen en ny afgørelse som væsentligt forhøjede erhvervsevnetabet. Den nye afgørelse indeholdt dels en vurdering af det samlede erhvervsevnetab og dels en vurdering af erhvervsevnetabet som følge af arbejdsskaden. (J.nr. 1996-0704-024).

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Mangelfuld begrundelse i arbejdsskadesag

 

Den 1. marts 1990 modtog Arbejdsskadestyrelsen en anmeldelse om arbejdsskade fra Plejehjemmet X. Ifølge anmeldelsen havde A den 23. januar 1990 været udsat for en arbejdsulykke i forbindelse med at hun sammen med en kollega ville vende en af plejehjemmets beboere.

Den 23. marts 1990 meddelte Arbejdsskadestyrelsen A at hendes arbejdsskade var omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven, men at der dog ikke “synes ... at være tale om sådanne blivende følger, at De er berettiget til erstatning”.

 

I skrivelse af 11. april 1990 skrev Arbejdsskadestyrelsen til A at forsikringsselskabet Y som arbejdsskadeforsikringsselskab ikke havde pligt til at refundere nogle udgifter til akupunkturbehandling; Arbejdsskadestyrelsen henviste herved til at behandlingen ikke var udført af en læge.

Efter at Forbundet af Offentligt Ansatte i brev af 4. februar 1992 havde bedt Arbejdsskadestyrelsen om at udgifterne til behandlingen i 1990 hos akupunktøren kunne blive afholdt efter arbejdsskadeforsikringsloven, fastholdt Arbejdsskadestyrelsen i skrivelse af 26. februar 1992 at forsikringsselskabet Y ikke kunne pålægges at betale udgifterne til behandlingen hos akupunktøren.

Den 26. maj 1992 modtog Arbejdsskadestyrelsen en erklæring fra S-by Sygehus, arbejdsmedicinsk afdeling. Af erklæringens konklusion fremgik bl.a.:

“Oktober 1990 undersøgt på neurologisk afdeling i (T-by) med henvisning til MR-scanning, der påviser cervikal discusprolaps, der bliver opereret i Aalborg januar 1991 med initialt god effekt, men i løbet af maj 1991 påny tiltagende smertereaktioner fra nakkeregionen.

Fornyede undersøgelser i (U-by) tyder ikke på prolapsforandringer, behandlingen er konservativ. Langsom bedring med raskmelding 01.04.92, nu arbejdssøgende.

Lidelsen er klart arbejdsbetinget, muligheden for endelig afgørelse af varigt mén er endnu ikke helt for hånden.”

Den 9. juni 1992 stadfæstede Den Sociale Ankestyrelse Arbejdsskadestyrelsens afgørelse angående refusion af A’s udgifter til behandling hos akupunktøren i 1990.

I brev af 3. oktober 1992 bad Forbundet af Offentligt Ansatte Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage A’s sag. Forbundet henviste til at A havde varigt men og vedlagde til underbygning heraf et brev af 28. juli 1992 fra arbejdsmedicinsk afdeling på S-by Sygehus til A’s egen læge bilagt udskrivningskort af 21. maj 1992.

Forbundet kom i brev af 10. november 1992 til Arbejdsskadestyrelsen med yderligere oplysninger i sagen og bad samtidig om refusion af nogle udgifter A havde haft til medicin.

Den 16. november 1992 bad Arbejdsskadestyrelsen som led i sagens genoptagelse A om at give forskellige oplysninger. Arbejdsskadestyrelsen modtog svar herpå den 26. november 1992. Den 30. november 1992 bad Arbejdsskadestyrelsen A om at svare på hvornår hun skulle opereres hos overlæge B; Arbejdsskadestyrelsen modtog svar herpå den 8. december 1992.

Den 8. januar 1993 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om at nogle af A’s medicinudgifter skulle refunderes efter arbejdsskadeforsikringsloven, mens udgifterne til andre præparater ikke kunne refunderes. I brev af 19. januar 1993 klagede Forbundet af Offentligt Ansatte til Den Sociale Ankestyrelse over afslaget på refusion af udgifterne til visse præparater.

Med skrivelse af 1. marts 1993 bad Arbejdsskadestyrelsen A om at oplyse hvor og hvornår hun havde været til MR-scanning, og hvor og hvornår hun skulle opereres. Arbejdsskadestyrelsen modtog svar på disse spørgsmål den 4. marts 1993.

Arbejdsskadestyrelsen indhentede herefter fra R-by Sygehus, MR-centret, en journaludskrift som Arbejdsskadestyrelsen modtog den 15. marts 1993.

I brev af 3. maj 1993 gav forbundet Arbejdsskadestyrelsen yderligere oplysninger i sagen, herunder at A skulle indlægges på U-by Sygehus igen den 15. juli 1993.

Den 8. juli 1993 stadfæstede Den Sociale Ankestyrelse Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om refusion af A’s medicinudgifter.

 

Den 3. august 1993 bad Arbejdsskadestyrelsen om en speciallægeundersøgelse af A.

På baggrund heraf modtog Arbejdsskadestyrelsen en speciallægeerklæring af 3. oktober 1993 fra overlæge B. Af erklæringen fremgik bl.a.:

Tidligere sygdomme:

Siden 21‑års alderen migræne med udtalt lysoverfølsomhed, næsten altid halvsidig provokeret af stærkt lys og behandlet med varierende tabletter. 2 sectio i 1973 og 76, 1978 hysterektomi pga. vedvarende metrorrhagi. I sygehistorien syntes der at være 2 mindre arbejdsskader. I november 89 er det ifølge journalnotaterne oplyst, at pt. havde et mindre forkert løft hvor hun forvred den thoracolumbale overgang og fik smerter her samt midt i nakken. Hun fik behandlet rygsmerterne hos fysioteraueti og de svandt gradvist, mens nakke-smerterne var vedvarende tilstede med udstråling mellem skulderbladene. Der var lette gener ud i venstre skulderåg. Ved juletiden 89 fik hun, mens hun sad og læste i et blad, et pludseligt hovedpineanfald og følte sig følelsesløs med dødhedsfornemmelse i venstre side af ansigtet, specielt kinden og følte at venstre øjenlåg hang. Der var kraftig trykkende hovedpine bag venstre øje. Dette svandt gradvist. 1990 indlagt på neurologisk afd. december måned til nærmere udredning. Her findes på MR‑scanning 2 mindre supcorticale ca. 1/2 cm. store demyeliserende områder i venstre hjernehalvdel, beliggende tempoparietalt samt en mindre læsion frontoparietalt på højre side. Pt. behandles med London‑kur med nogen effekt.

Aktuelle ulykkestilfælde indtraf 23.1.90 kl. 22.00, hvor hun på plejehjemmet, hvor hun arbejdede, fik et voldsomt hold da hun ville vende en af beboerne. Hun måtte straks sygemeldes med tiltagende smerter ud i venstre arm ud langs ydersiden af overarmen og radialt ud i underarmen.

Hun følte sig tiltagende fummelfingeret på begge hænder, men har som anført ingen smerter på højre side. Smerterne forværres i nakken i perioder hver dag og hun må anvende en blød halskrave. I det fortsatte forløb har pt. haft fornemmelse af venstre hånd kan være kold i perioder og kraften bliver dårligere og dårligere. Der er i perioder med voldsomme nakkesmerter også været tiltagende grad af styringsbesvær af venstre ben og smerterne i nakken og smerterne kan være så voldsomme at hun falder om. Der har aldrig været noteret krampeanfald. Pt. bliver indlagt d. 18.1.91 på neurokirurgisk afd. hvor det er svært at fremkalde reflekserne på OE, der er ingen sikre pareser, der er normal sensibilitet, der er lidt svajen ved gang. Ved magnetscanning findes spinalstenose med protrusion ud for discus C7 på degenerativ basis. Der foretages 24.1.91 forreste spondylodese a.m. Cloward hvor en større prolaps fjernes. Der findes et kraftigt forkalket ligament som også kan ses på MR‑scanningen. Det postoperative forløb er umiddelbart ukompliceret, men i maj 91 vurderes hun ambulant, idet hun kort forinden har fået voldsomme nakkesmerter påny og nu bælteformet smerter ud over højre skulder, overarm og ud i højre underarm. Halskraven letter. 14.6.91 føler pt. igen et pludseligt voldsomt anfald med gener i venstre ansigtshalvdel, føler at kinden hænger og der er føleforstyrrelser ud i venstre arm og ben mod de tre ulnar finge. Dette aftager spontant. Der foretages en myelografi med CT‑scanning der viser pæne forhold omkring det opereret område, der er kun moderat protrusion, knogleproppen sidder perfekt. Pt.s gener er overvejende nakkesmerter med udstråling i højre tindingsregion og gener anamnestisk ud i højre arm. Man kan ved undersøgelsen ikke påvise tricepsreflekser, der er egal bicepsreflekser, der er lidt nedsat kraft ved håndtryk på højre side, der angives dysæstesi på bagsiden af højre overarm og ulnart på underarmen.

...

 

Konklusion:

(A) har i forbindelse med en arbejdsulykke der indtraf d. 23.1.1990, udviklet tegn på en cervical discusdegeneration ved reel prolapsdannelse som er blevet operativt behandlet. Der var på daværende tidspunkt venstresidig radiculær gener som er svundet. Der er tilkommet højresidige gener som ikke er typiske radiculære og kontrol magnetscanning m.v. tyder ikke på nogen nerverodstryk. Derimod har klienten haft anamnestisk og MR‑scannemæssigt mindre infarkter flere steder i hjernen som formentlig er årsagen til dele af pt.s symptomatologi. Det er ikke altid man kan se hjernestammeinfarkter sikkert på scanningerne, men klinisk tyder sensibilitetsfordelingen på at pt.har haft et mindre insult her. Sådanne infarkter er usædvanlige i pt.s aldersgruppe, men kan sættes i relation til påvirkning af a. vertebralis/basilarisgebetet, såfremt det drejer sig om hjernestammen, mens forandringerne dokumenteret pa MR-scanning i frontalregion og parietalregion hører til carotisgebetet. Der er således nok tale om en mere generaliseret lidelse og ikke en lidelse, der direkte relaterer til traumet hvad angår ovennævnte.

...

Sagen bør afsluttes og pt. har blivende mén på over 5% og en erhvervsevneforringelse på over 15% groft regnet svarende til ca. 4/5 af normal funktion. Jeg skønner ikke at der er relevant at forsøge omskoling med hele forløbet in mente. “

Den 8. december 1993 partshørte Arbejdsskadestyrelsen A og bad hende om at komme med eventuelle bemærkninger til sagen inden 2 uger. I skrivelse af 23. december 1993 meddelte Arbejdsskadestyrelsen at styrelsen havde fastsat A’s varige men som følge af arbejdsskaden til 10 pct.; styrelsen ville senere træffe afgørelse om A’s erhvervsevnetab. I relation til afgørelsen om mengraden skrev Arbejdsskadestyrelsen:

“Afgørelsen er truffet på grundlag af de lægelige oplysninger, der er indhentet. Vi har lagt vægt på, at De ifølge den af Arbejdsskadestyrelsen indhentede neurokirurgiske speciallægeerklæring af 3.10.1993 lider af følgerne efter ulykkestilfældet i form indirekte nakketraume, som har medført operation for prolaps. Méngraden er fastsat efter et skøn svarende til vores praksis i tilsvarende sager. Der er i denne sammenhæng lagt vægt på, at De tidligere i 1989 har været udsat for et forløftningstraume med nakkesmerter, som ikke er følger efter en arbejdsskade i arbejdsskadeforsikringslovens forstand, samt at de degerative forandringer, som blev påvist med MR‑scanning, ikke kan anses at være en følge af ulykkestilfældet. Vi har vurderet følgerne af arbejdsskaden til at udgøre 2/3 af det samlede mén, og har fastsat méngraden til 10%.”

Ligeledes den 23. december 1993 bad Arbejdsskadestyrelsen A om oplysninger til brug ved afgørelsen om hendes erhvervsevnetab; Arbejdsskadestyrelsen modtog svar herpå den 6. januar 1994.

 

I brev af 11. januar 1994 klagede Forbundet af Offentligt Ansatte til Den Sociale Ankestyrelse over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 23. december 1993 om A’s mengrad.

Med skrivelse af 14. januar 1994 bad Arbejdsskadestyrelsen Z-by Kommune om oplysninger til brug for sagen; styrelsen modtog kommunens svar den 25. januar 1994.

I skrivelse af 8. april 1994 meddelte Den Sociale Ankestyrelse A at Ankestyrelsen havde stadfæstet Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om hendes mengrad. Ankestyrelsen skrev bl.a.:

“Ankestyrelsen har vurderet forbeholdet ud fra, at der er gigtforandringer i Deres ryg, slidgigt i nakken og scanningsmæssigt påvist mindre infarkter flere steder i hjernen. Desuden har De tidligere i 1989 været udsat for et forløftningstraume med nakkesmerter. Disse forhold kan ikke lægeligt anses for følger efter en arbejdsskade i arbejdsskadeforsikringslovens forstand.”

Den 12. april 1994 modtog Arbejdsskadestyrelsen (bl.a.) kopi af journalen fra T-by Sygehus, neurologisk afdeling.

I skrivelse af 25. april 1994 meddelte Arbejdsskadestyrelsen A at sagen var sat i bero i 4 måneder “idet det ikke er muligt på nuværende tidspunkt at vurdere Deres fremtidige erhvervsmæssige situation”.

Med skrivelse af 25. august 1994 sendte Z-by Kommune til Arbejdsskadestyrelsen “kopi af relevante sagsakter vedr. førtidspension”. Kommunen oplyste samtidig at sagen var videresendt til revaliderings- og pensionsnævnet “med indstilling om mellemste førtidspension efter § 14, stk. 2, nr. 1”.

 

Den 6. september 1994 sendte forbundet Arbejdsskadestyrelsen yderligere oplysninger i sagen.

I skrivelse af 14. september 1994 bad Arbejdsskadestyrelsen Z-by Kommune om lønoplysninger vedr. A; disse oplysninger modtog Arbejdsskadestyrelsen den 21. september 1994.

I brev af 26. oktober 1994 bad forbundet Arbejdsskadestyrelsen om at fremskynde sagen.

Den 18. november 1994 partshørte Arbejdsskadestyrelsen A og bad om eventuelle bemærkninger inden 2 uger.

Den 8. december 1994 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om A’s erhvervsevnetabsprocent. Arbejdsskadestyrelsen skrev:

“...

Vi vurderer, at Deres tab af erhvervsevne er 45 procent. Det betyder, at De fra den 1. februar 1995 vil få en løbende erstatning på 5.011 kr. Dette beløb reguleres den 1. april hvert år og beskattes som almindelig indkomst.

...

Afgørelsen om erhvervsevnetab er truffet på grundlag af de sociale oplysninger, der er indhentet. Vi har lagt vægt på, at arbejdsskaden efter vores skøn svarende til ca. 45 procent har været årsag til Deres arbejdsophør og overgang til forskud på førtidspension. Erstatningen er fastsat svarende hertil. Der er i denne sammenhæng lagt vægt på, at der er konkurrerende og forudbestående lidelser, som også har været årsag til Deres førtidspensionering.

...

De bestemmelser i loven om arbejdsskadeforsikring, der har betydning for afgørelsen, er trykt bagest i dette brev. Det gælder § 27 om erhvervsevnetab, § 29, stk. 1, om genoptagelse, § 29, stk. 2, om modtagerens oplysningspligt og § 37 om årslønsfastsættelse. I loven om forsikring mod følger af arbejdsskade gælder det § 44, stk. 1, om udbetaling og § 55 om klagemulighed.”

Forsikringsselskabet Y ankede den 20. december 1994 Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 8. december 1994 vedrørende erhvervsevnetab til Den Sociale Ankestyrelse, idet selskabet mente at erhvervsevnetabet burde nedsættes fra 45 pct. til 25 pct.

I skrivelse af 7. februar 1995 meddelte Revaliderings- og Pensionsnævnet for Viborg Amt A at nævnet havde tilkendt hende mellemste førtidspension i henhold til § 14, stk. 2, nr. 1, i lov om social pension; Arbejdsskadestyrelsen modtog den 10. februar 1995 en kopi af denne afgørelse fra A.

 

I brev af 22. februar 1995 skrev forbundet bl.a. følgende til Den Sociale Ankestyrelse:

“Yderligere oplysninger til sagen:

Skadelidte har oplyst, at hun har sendt kopi af tilkendelsen af mellemste FP ind til jer. Pensionen er tilkendt med virkning fra 1/9-94.

Forsikringsselskabet har efter det oplyste anket over den tilkendte erhvervsevnetabserstatning på 45%, hvilket undrer os meget.

Arbejdsskadestyrelsen har jo netop vurderet erstatningen nedsat med 1/3 på grund af forudbestående lidelse, hvilket Arbejdsskadestyrelsen også gjorde med ménerstatningen, der ligeledes blev nedsat med 1/3.

Dette blev stadfæstet af Den Sociale Ankestyrelse.

Vi mener derfor, at de 45% må være helt efter reglerne, når hun er tilkendt den mellemste FP.

Der gøres iøvrigt opmærksom på, at speciallæge (B), U-by, vurderer hendes erhvervsevne nedsat med 4/5 = 80%.

Der henvises iøvrigt til pensionssagen og de øvrige lægelige akter.”

Den Sociale Ankestyrelse meddelte den 14. juni 1995 A sin afgørelse vedrørende hendes erhvervsevne. Ankestyrelsen skrev bl.a. følgende:

“Ankestyrelsen finder, at (A)’s erhvervsevne er nedsat med 35% som følge af arbejdsskaden.

Ankestyrelsen har været opmærksom på, at De har fået tilkendt mellemste førtidspension, hvilket efter pensionslovens regler svarer til en nedsættelse af erhvervsevnen med mindst 2/3.

Ankestyrelsen har lagt vægt på, at De udover arbejdsskaden i form af en diskusprolaps i halshvirvelsøjlen har gigtforandringer i ryggen og slidgigt i nakken samt følger efter blodpropper i hjernen.

Ankestyrelsen har skønnet, at erhvervsnedsættelsen som følge af arbejdsskaden svarer til ca. halvdelen af den samlede nedsættelse af erhvervsevnen.

Ankestyrelsen ændrer således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

...

 

Grundlaget for afgørelsen:

I brev af 20. december 1994 har De klaget over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 8. december 1994 om den arbejdsskade, som (A) har pådraget sig under arbejde som faglært sygehjælper for (plejehjemmet X).

Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse fik (A) tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne på 45%.

Arbejdsskadestyrelsen har samtidig besluttet at tage spørgsmålet om erstatning for erhvervsevnetab op til en ny vurdering 1. maj 1995.

Arbejdsskadestyrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at der nu udbetales forskud på mellemste førtidspension. Der er forudbestående og konkurrerende lidelser, som også har været medvirkende til indstillingen til mellemste førtidspension.

...

Den 23. januar 1990 var (A) udsat for den arbejdsulykke, som senere blev anerkendt som en arbejdsskade.

...

I januar 1991 blev (A) opereret for en diskusprolaps. Hun lider stadig af følgerne efter denne operation. I september 1991 blev (A) afskediget på grund af for mange sygedage.

...

I marts 1995 blev (A) tilkendt mellemste førtidspension.

I december 1993 blev (A) tilkendt en ménerstatning på 10%. Der blev henvist til, at hun har konkurrerende og forudbestående lidelser. Arbejdsskaden blev fastsat til at være årsag til 2/3 af (A)’s helbredsmæssige gener. Denne afgørelse blev stadfæstet af Den Sociale Ankestyrelse i april 1994.

De helbredsmæssige følger af arbejdsskaden er bl.a. beskrevet i speciallægeerklæring fra overlæge i neurokirurgi (B) af 3. oktober 1993, resultat af MR-skanning fra (R-by) Sygehus af 5. marts 1993 samt de i sagen foreliggende pensionsakter.

I klagen har De bl.a. anført, at De (forsikringsselskabet; min bemærkning) finder erhvervsevnetabet sat for højt, når der henses til, at der kun er fastsat en méngrad på 10%. Man mener, at et erhvervsevnetab på 25% må være mere rimeligt.

Under behandlingen af sagen har Ankestyrelsen modtaget supplerende oplysninger om (A)’s pensionssag fra Revaliderings- og Pensionsnævnet i Viborg Amt om tilkendelse af mellemste førtidspension.

Ved behandlingen af sagen i Ankestyrelsen har der deltaget rådgivende speciallæge.

 

Lovgrundlaget for afgørelsen:

Sagen er bedømt efter arbejdsskadeforsikringslovens § 27, stk. 1 og 2, om erstatning for tab af erhvervsevne.”

På baggrund af en henvendelse fra forbundet skrev Den Sociale Ankestyrelse den 25. juli 1995 bl.a. følgende til forbundet:

“Forbundets brev af 22. februar 1995 indgik i behandlingen af sagen.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at overlæge (B) havde vurderet, at erhvervsevnen var nedsat groft regnet til ca. 4/5 af normalfunktion på grundlag af samtlige lidelser.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at der var tilkendt mellemste førtidspension ved nævnets afgørelse den 7. februar 1995.

Denne afgørelse, der er vejledende ved bedømmelse af tab af erhvervsevne, betyder, at erhvervsevnen i pensionsmæssig henseende skønnes nedsat med omkring 2/3.

Ifølge overlæge (B)’s erklæring havde pågældende udover følger af arbejdsskaden en gigtlidelse, der ikke var arbejdsbetinget samt følger efter blodpropper i hjernen.

Ankestyrelsen vurderede, at ca. halvdelen af den samlede erhvervsnedsættelse, der i pensionssagen var vurderet til 2/3, skyldtes arbejdsskaden.”

5. september 1995 skrev Arbejdsskadestyrelsen til A. Den Sociale Ankestyrelses afgørelse i sagen var tidsmæssigt faldet sammen med den revision pr. 1. maj 1995 som Arbejdsskadestyrelsen havde nævnt i styrelsens afgørelse af 8. december 1994. Arbejdsskadestyrelsen meddelte derfor at revisionssagen var bortfaldet. Arbejdsskadestyrelsen anførte videre at styrelsen havde lagt vægt på at man nu vurderede sagen på samme måde som Den Sociale Ankestyrelse.

 

I forbindelse med at A var til arbejdsprøvning på revalideringsinstitutionen V, blev der af psykolog C udarbejdet en psykologerklæring om A dateret 28. juni 1994. Af erklæringen fremgik bl.a.:

Konklusion

Det drejer sig om en 44-årig kvinde, der er psykologisk undersøgt som led i arbejdsprøvning på (revalideringsinstitutionen V). Hun findes ved testning med Raven at være i besiddelse af intellektuelle ressourcer lidt under midten i normalområdet. Der findes ikke ved de anvendte prøver tegn til kognitive forstyrrelser som følge af organisk hjerneskade, og nogen alvorligere psykisk lidelse foreligger ikke. En funktionel overbygning på de somatiske problemer er dog sandsynlig. Det synes urealistisk at forestille sig, at hun skulle blive i stand til at genoptage sit hidtidige arbejde, og resultatet af arbejdsprøvningen tegner et pessimistisk billede af revalideringsmulighederne. Uddannelse mener jeg ikke kan komme på tale som nogen realistisk revalideringsplan. Man må vurdere sagen med henblik på førtidspension.”

Den 30. november 1995 bad forbundet Den Sociale Ankestyrelse om en yderligere begrundelse for styrelsens afgørelse af 14. juni 1995 om A’s erhvervsevnetab. Forbundet bad særligt på baggrund af psykologerklæringen styrelsen om at genoptage sagen. Forbundet anførte bl.a. at A ikke havde været klar over at hun havde haft en blodprop i hjernen, og at hun aldrig havde haft men efter denne blodprop.

 

Den Sociale Ankestyrelse meddelte ved brev af 29. januar 1996 A at sagen ikke ville blive genoptaget. Styrelsen skrev bl.a. følgende:

“Ved anerkendelsen (af arbejdsskaden; min bemærkning) er der taget forbehold for en forudbestående lidelse, blodpropper i hjernen, som ikke er arbejdsbetingede. (A) har ikke tidligere haft mén af blodpropperne, og de har ikke været arbejdshindrende.

Endelig henvises der til en psykologisk test, som er udført i forbindelse med skadelidtes revalideringssag. Denne test foretaget den 28. juni 1994 er vedlagt Deres brev.

Ankestyrelsen har på baggrund af de nye oplysninger sendt sagen til vurdering hos en neurologisk lægekonsulent.

På baggrund af den nye lægelige vurdering finder Ankestyrelsen ikke, at der er grundlag for at genoptage sagen.

Ankestyrelsen fastholder sin afgørelse om, at (A)’s tab af erhvervsevne må halveres i forhold til Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, da der er forudbestående lidelser, i form af følger efter blodpropper i hjernen og en gigtlidelse, som også har haft betydning for tilkendelse af mellemste førtidspension, og den dermed trufne afgørelse om, at skadelidtes erhvervsevne er nedsat med omkring 2/3.

Ankestyrelsen finder ikke, at blodpropperne i hjernen kan være forårsaget af arbejdsskadens følger.”

Den 12. marts 1996 klagede Forbundet af Offentligt Ansatte til mig på vegne af A. Forbundet skrev bl.a. at A ikke havde haft nedsat erhvervsevne forud for arbejdsskaden, og at det derfor ikke var korrekt at nedsætte hendes erhvervsevnetabserstatning med 50 pct. Forbundet skrev videre at A ikke havde haft varige men efter eventuelle blodpropper. Forbundet anførte tillige at Den Sociale Ankestyrelse i sin afgørelse pludselig havde henvist til en gigtlidelse hos A som skulle have haft betydning i sagen hvilket ikke var korrekt.

 

Den 3. april 1996 skrev jeg følgende til forbundet:

“...

I anledning af forbundets brev af 12. marts 1996 skal jeg meddele at en klage til ombudsmanden skal være indgivet ’inden 1 år efter, at forholdet er begået’, (ombudsmandslovens § 6, stk. 2). Jeg er derfor afskåret fra at foretage en undersøgelse af Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 8. juli 1993, Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 23. december 1993, Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 8. april 1994 og Revaliderings- og Pensionsnævnet for Viborg Amts afgørelse af 7. februar 1995.

Min behandling af (A)’s sag vil derfor alene vedrøre Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 8. december 1994 som blev ændret ved Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 14. juni 1995, samt Ankestyrelsens afvisning af at genoptage sagen i brev af 29. januar 1996.

...

Jeg gør dog allerede nu forbundet og (A) opmærksom på at jeg ikke har forudsætninger for at tage stilling til spørgsmål som kræver lægelig fagkundskab ...”

Den Sociale Ankestyrelse har haft lejlighed til at udtale sig om forbundets klage efter forud indhentet udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen.

Arbejdsskadestyrelsen anførte bl.a. følgende i udtalelse af 23. april 1996:

“Arbejdsskadestyrelsen traf ved brev af 23. december 1993 afgørelse om varigt mén i (A)’s arbejdsskadesag efter skade den 23. januar 1990.

Ved afgørelsen om varigt mén lagde vi vægt på, at (A) ved ulykken havde fået et indirekte nakketraume, som havde medført en operation for prolaps.

Vi lagde ved afgørelsen vægt på, at (A) forud for ulykken havde haft gener fra nakken efter et traume i 1989, og at der ved MR-scanning var påvist degenerative forandringer i nakken, der ikke kunne skyldes følger efter ulykken.

Vi vurderede herefter, at (A)’s samlede mén for nakke-generne var 15 procent, men at 1/3 af disse måtte stamme fra den forudbestående lidelse.

Ved brev af 8. december 1994 traf vi afgørelse om erhvervsevnetab i sagen.

Ved afgørelsen lagde vi vægt på, at (A) var tildelt forskud på mellemste førtidspension.

Af grundlaget for pensionsindstillingen fremgår det, at indstillingen skete med baggrund i (A)’s lidelser i form af prolaps i nakken og blodpropper i hjernen.

Ud fra en samlet vurdering af lidelserne og disses indflydelse på erhvervsevnen vurderede vi, at (A)’s samlede tab af erhvervsevne var 65 procent.

Af disse 65 procent vurderede vi, at 1/3 ikke kunne henføres på forhold, der skyldtes arbejdsskaden, idet (A) forud for skaden havde haft gener fra ryggen, samt havde haft blodpropper i hjernen.”

 

Af udtalelse af 13. juni 1996 fra Den Sociale Ankestyrelsen fremgik bl.a. følgende:

“Ankestyrelsen bemærker, at følgerne efter arbejdsskaden er en discusprolaps i halshvirvelsøjlen, der har bevirket operation.

Udover følgerne af arbejdsskaden er konstateret degenerative forandringer i nakken, lavtsiddende lændesmerter samt følger efter blodpropper i hjernen.

Blodpropperne har ifølge speciallægeerklæring den 3. oktober 1993 medført højresidige gener.

Ankestyrelsen må medgive, at det ikke er korrekt i afgørelsen den 14. juni 1995 anført, at der er gigtforandringer i ryggen. Det er nævnt i akter fra pensionssagen, at der er påvist lavtsiddende lændesmerter udstrålende til venstre ben.

Der er tilkendt mellemste førtidspension, hvorefter erhvervsevnen i pensionssagen er vurderet nedsat med omkring 2/3.

Ankestyrelsen har skønnet, at de lidelser, der ikke skyldes arbejdsskaden, udgør ca. halvdelen af nedsættelse af erhvervsevnen.

Ved bedømmelse af tab af erhvervsevne er Ankestyrelsen ikke bundet af vægtning af forbeholdet i sagen om mén, idet der er tale om to forskellige vurderinger.”

Forbundet fik lejlighed til at komme med bemærkninger til Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses udtalelser. I brev af 4. juli 1996 skrev forbundet bl.a. følgende:

“Ingen af brevene svarer overhovedet på de nye oplysninger, som er fremsendt, psykologerklæringen, som konkluderer, at der ikke er varige mén efter de fundne blodpropper.

Skadelidte har aldrig vidst, at hun havde haft blodpropper, førend de konstateres ved MR-scanning i 1990.

Jeg henviser iøvrigt til mine breve vedr. sagen, specielt brevet til ombudsmanden den 12/3-96 og brevet til Den Sociale Ankestyrelse, den 30/11-95.

I brevet fra Den Sociale Ankestyrelse står der, at hun har fået højresidige gener efter blodpropperne.

Det passer ikke.

Skadelidte fortæller, at det var fra skaden i nakken (arbejdsskaden), hun fik de højresidige gener, men det var først efter, at hun forsøgte at genoptage arbejde i 1992, at hun fik disse gener i højre siden.

Inden da havde hun ingen gener i højre side.

Og blodpropperne var konstateret ved MR-scanning i 1990, og da havde hun ingen højresidige gener.

Hun har som sagt aldrig kendt til disse blodpropper, og de har ikke været arbejdshindrende for hende. Har aldrig påvirket hende, hvilket altså er bevist gennem psykologerklæringen.

Og det er disse nye oplysninger, vi ønsker at der skal tages stilling til i sagen, både vedr. mén og vedr. erhvervsevnetab.”

 

Ombudsmandens udtalelse

”1. Ombudsmandens vurderingsgrundlag

I mit brev af 3. april 1996 oplyste jeg forbundet om vurderingsgrundlaget for min undersøgelse af forbundets klage af 12. marts 1996. Jeg skrev blandt andet til forbundet at flere af de forhold forbundet klagede over, lå over et år tilbage, og at jeg efter ombudsmandsloven ikke kunne tage stilling til disse forhold. Min undersøgelse har derfor kun vedrørt Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 8. december 1994 om erhvervsevnetab, Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 14. juni 1995 om erhvervsevnetab og Den Sociale Ankestyrelses afslag på forbundets anmodning om at genoptage sagen om erhvervsevnetab af 29. januar 1996.

Jeg skrev også til forbundet at jeg ikke har forudsætninger for at tage stilling til spørgsmål som kræver lægelig fagkundskab. En kontrol af de lægefaglige vurderingers rigtighed kræver en fagkundskab som jeg som ombudsmand ikke har. Det følger heraf at jeg kun i begrænset omfang kan tage stilling til afgørelser der helt eller delvis bygger på lægefaglig viden.

Fastsættelsen af (A)’s erhvervsevnetab, herunder spørgsmålet om forudbestående lidelser og spørgsmålet om der foreligger sådanne særlige omstændigheder der kan begrunde at en sag genoptages, beror for en stor del på lægefaglige vurderinger jeg ikke har faglige forudsætninger for at tage stilling til.

 

2. Retsgrundlaget

Lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, lov nr. 390 af 20. maj 1992, indeholder i § 70 og § 71, stk. 1 og 2, følgende overgangsregler:

§ 70. Loven træder i kraft den 1. januar 1993.

Stk. 2. Loven anvendes på

1) arbejdsulykker og kortvarige skadelige påvirkninger, der indtræder på ikrafttrædelsesdatoen eller senere, og

2) erhvervssygdomme, der anmeldes på ikrafttrædelsesdatoen eller senere.

§ 71. Samtidig ophæves lov om arbejdsskadeforsikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 med senere ændringer.

Stk. 2. Lov om arbejdsskadeforsikring anvendes dog fortsat på

1) arbejdsulykker og kortvarige skadelige påvirkninger, der er indtruffet før denne lovs ikrafttræden, og

2) erhvervssygdomme mv, der er anmeldt før denne lovs ikrafttræden.

(A)’s arbejdsulykke fandt sted i 1990 og blev anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen det samme år. Det følger herefter af § 71, stk. 2, jf. stk. 1, i lov nr. 390 af 20. maj 1992, at lovgrundlaget er lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 som senest ændret ved lov nr. 407 af 6. juni 1991.

Lov om arbejdsskadeforsikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 som senest ændret ved lov nr. 407 af 6. juni 1991, (herefter kaldet arbejdsskadeforsikringsloven) indeholder bl.a. følgende bestemmelser:

§ 9. Ved arbejdsskade forstås i loven:

1) ulykkestilfælde, som skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår,

...’

 

§ 13. Et påvist tab af erhvervsevne, et varigt mén eller en persons død anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod.’

Erstatning for tab af erhvervsevne

§ 27. Har en arbejdsskade medført nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, tilkommer der ham erstatning for tab af erhvervsevne. Erstatning ydes dog ikke, såfremt erhvervsevnetabet er mindre end 15 pct.

Stk. 2. Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet skal Arbejdsskadestyrelsen tage hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af ham efter hans evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning.

...’

Det fremgår af sammenhængen mellem de citerede bestemmelser at det er en betingelse for erhvervsevnetabserstatning at den skadesbegivenhed der anmeldes som arbejdsskade, skal være forvoldt af arbejdet eller arbejdsforholdene. Det er også en betingelse at det er skadebegivenheden der har resulteret i helbredsforringelse. Det følger videre af bestemmelserne at erhvervsevnetabserstatningen nedsættes hvis skadelidtes situation ikke udelukkende skyldes arbejdsskaden.

Det anførte indebærer at der i den konkrete sag kun skal ydes fuld erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven hvis (A)’s arbejdsulykke den 23. januar 1990 har forårsaget hele (A)’s erhvervsevnetab.

 

3. Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses afgørelser om erhvervsevnetabet

Arbejdsskadestyrelsen traf den 8. december 1994 afgørelse om (A)’s erhvervsevnetab; ved afgørelsen fandt styrelsen at et erhvervsevnetab på 45 pct. kunne henføres til arbejdsskaden. Den Sociale Ankestyrelse meddelte den 14. juni 1995 at Ankestyrelsen fandt at (A)’s erhvervsevne kun var nedsat med 35 pct. som følge af arbejdsskaden.

Ved myndighedernes afgørelser om (A)’s erhvervsevnetab har myndighederne dels måttet foretage en vurdering af (A)’s samlede erhvervsevnetab, dels en vurdering af hvor stor en del af det samlede erhvervsevnetab som skyldes andre årsager end arbejdsskaden.

Begge disse vurderinger bygger på en fagkundskab af hovedsagelig lægefaglig art som jeg ikke har faglige forudsætninger for at kritisere, medmindre der foreligger en juridisk mangel. Myndighedernes begrundelser i sagen er imidlertid så mangelfulde at jeg ikke ser mig i stand til at foretage en endelig vurdering af selve afgørelsen, jf. nærmere pkt. 5 nedenfor.

Jeg skal herved særligt bemærke at både Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse er berettiget og forpligtet til at foretage en selvstændig vurdering af sagen, og at der hos begge instanser har medvirket interne lægeligt sagkyndige. Det forhold at Den Sociale Ankestyrelse har anlagt en anden – og for (A) mere ugunstig – fagkyndig vurdering af størrelsen af det erhvervsevnetab som arbejdsskaden har forårsaget, kan således ikke i sig selv give mig grundlag for at kritisere Den Sociale Ankestyrelses afgørelse. Derimod kan dette forhold skærpe kravet til Ankestyrelsens begrundelse, jf. nærmere pkt. 5.3.3. nedenfor.

 

4. Den Sociale Ankestyrelses afslag på at genoptage sagen om erhvervsevnetab

Den 29. januar 1996 afslog Den Sociale Ankestyrelse at genoptage sagen om (A)’s erhvervsevnetab.

Lov nr. 390 af 20. maj 1992 om forsikring mod følger af arbejdsskade indeholder i § 24, stk. 1, følgende bestemmelse:

§ 24. Har skadelidte eller de efterladte fået meddelelse om, at skadetilfældet eller dødsfaldet ikke er omfattet af loven, kan sagen genoptages inden 5 år fra meddelelsens dato.’

Lov om arbejdsskadeforsikring (jf. lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 som senest ændret ved lov nr. 407 af 6. juni 1991) indeholder i § 29, stk. 1, 1. pkt., følgende bestemmelse:

’§ 29. Skønner Arbejdsskadestyrelsen, at de omstændigheder, der har været bestemmende for fastsættelsen af erstatning efter §§ 27 og 28, har forandret sig væsentligt, kan erstatningsspørgsmålet genoptages inden for en frist af 5 år fra erstatningens første fastsættelse.’

Udtrykkelige lovbestemmelser om genoptagelse suppleres af de ulovbestemte forvaltningsretlige regler om genoptagelse, jf. Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 608ff (særligt s. 611ff). På det område som reguleres af de ulovbestemte genoptagelsesregler, må det antages at en part har retskrav på genoptagelse og ny realitetsbehandling af sagen i tilfælde hvor der i forbindelse med genoptagelsesanmodningen fremkommer nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning for sagen at der er en vis sandsynlighed for at sagen ville have fået et andet udfald hvis oplysningerne havde foreligget i forbindelse med myndighedernes oprindelige stillingtagen til sagen. Ligeledes må en part antages at have krav på genoptagelse hvis der (typisk efterfølgende) fremkommer væsentlige nye retlige forhold - dvs. en væsentlig ændring med tilbagevirkende kraft i det retsgrundlag der forelå på tidspunktet for den oprindelige afgørelse.

Afgørelsen af hvorvidt der er grundlag for at genoptage en sag, hviler således på en vurdering af om der i forhold til den oprindelige behandling er fremkommet væsentlige nye oplysninger som må antages at kunne medføre en ændret vurdering af sagen. Den Sociale Ankestyrelse har derfor skullet forholde sig til om forbundets henvisning til særligt psykologerklæringen af 28. juni 1994 og til (A)’s manglende erkendelse af en blodprop i hjernen, kunne give grundlag for en ny behandling af hele sagen.

Vurderingen af hvorvidt der i de nye oplysninger var grundlag for en genoptagelse af sagen, kræver en fagkundskab jeg som ombudsmand ikke har. Den Sociale Ankestyrelse har i afgørelsen af 29. januar 1996 oplyst at de nye oplysninger har været forelagt en neurologisk lægekonsulent.

Den Sociale Ankestyrelses begrundelse er imidlertid så mangelfuld at jeg ikke ser mig i stand til endeligt at vurdere om jeg vil kunne kritisere at Ankestyrelsen den 29. januar 1996 afslog at genoptage sagen, jf. pkt. 5 straks nedenfor.

 

5. Arbejdsskadestyrelsens og Den Sociale Ankestyrelses begrundelser

5.1. Forvaltningsloven indeholder i § 24 følgende bestemmelser om indholdet af en begrundelse:

’En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3. Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15.’

En tilstrækkelig begrundelse må fremstå som en fyldestgørende forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold, og myndigheden har i et vist omfang pligt til at forholde sig til (relevante) partsanbringender, jf. Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 371f.

5.2.1. Forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt., kræver at en begrundelse henviser til de retsregler i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. Denne henvisning må være præcis, jf. bl.a. Folketingets Ombudsmands beretning for året 1990, s. 339ff (særligt s. 359, sp. 1).

5.2.2. I Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 8. december 1994 er henvist til ’lov om arbejdsskadeforsikring’ og ’§ 27 om erhvervsevnetab’. Som det fremgår ovenfor, er Arbejdsskadestyrelsens afgørelse truffet på baggrund af lovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 27, stk. 1-2. Arbejdsskadestyrelsens henvisning til (hele) § 27 er ikke tilstrækkelig præcis til at opfylde kravet i forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt.

Det antages almindeligvis at det i tilfælde hvor der findes en entydig, almindelig betegnelse for en lov som er kendt for parten, vil være tilstrækkeligt at henvise til loven ved denne betegnelse, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 279, og Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 368. Arbejdsskadeforsikringsloven må vel som udgangspunkt anses for en sådan almindeligt kendt lov. I den konkrete sag blev Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 8. december 1994 efter arbejdsskadeforsikringsloven (jf. lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 som senest ændret ved lov nr. 407 af 6. juni 1991) i relation til arbejdsulykken i 1990 imidlertid truffet efter vedtagelsen, kundgørelsen (i Lovtidende A, 1992, hæfte 72, udgivet 21. maj 1992) og ikrafttræden (den 1. januar 1993) af en ny arbejdsskadeforsikringslov (lov nr. 390 af 20. maj 1992 om forsikring mod følger af arbejdsskade, jf. lovens § 70, stk. 1, der er citeret ovenfor). På denne baggrund må jeg finde det beklageligt at Arbejdsskadestyrelsen ikke henviste til lovens nr. og dato i Lovtidende, og herunder til den seneste (relevante) ændring af loven.

5.2.3. Den Sociale Ankestyrelse har i sin skrivelse af 14. juni 1995 henvist til ’arbejdsskadeforsikringslovens § 27, stk. 1 og 2, om erstatning for tab af erhvervsevne’ som grundlag for afgørelsen af erhvervsevnetabet i relation til arbejdsulykken i 1990. Ankestyrelsens afgørelse blev truffet efter vedtagelsen, kundgørelsen og ikrafttræden (den 1. januar 1993) af en ny arbejdsskadeforsikringslov (lov nr. 390 af 20. maj 1992 om forsikring mod følger af arbejdsskade).

Af de ovenfor under pkt. 5.2.2. nævnte grunde må jeg finde det beklageligt at Den Sociale Ankestyrelse ikke henviste til lovens nr. og dato i Lovtidende, og herunder til den seneste (relevante) ændring af loven.

5.3.1. Beror en afgørelse – som den foreliggende – på et administrativt skøn, kræver forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt., at begrundelsen skal angive de hovedhensyn der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. herved bl.a. også den sag som er omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1993, s. 225.

5.3.2. Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 8. december 1994 indeholder ikke en angivelse af hvilke hovedhensyn Arbejdsskadestyrelsen har lagt vægt på ved vurderingen af (A)’s samlede erhvervsevnetab, eller en angivelse af hvilke hovedhensyn Arbejdsskadestyrelsen har lagt vægt på ved vurderingen af hvor stor en del af det samlede erhvervsevnetab som skyldes andre årsager end arbejdsskaden. Dette må jeg finde beklageligt.

5.3.3. Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 14. juni 1995 indeholder ikke en nærmere angivelse af hvilke hovedhensyn Ankestyrelsen har lagt vægt på ved vurderingen af (A)’s samlede erhvervsevnetab, eller en nærmere angivelse af hvilke hovedhensyn Arbejdsskadestyrelsen har lagt vægt på ved vurderingen af hvor stor en del af det samlede erhvervsevnetab som skyldes andre årsager end arbejdsskaden.

Arbejdsskadestyrelsen havde ved sin afgørelse fundet at arbejdsskaden havde bevirket et erhvervsevnetab på 45 pct. Forsikringsselskabet havde indbragt sagen for Den Sociale Ankestyrelse med påstand om at erhvervsevnetabet blev nedsat til 25 pct. Den Sociale Ankestyrelse vurderede erhvervsevnetabet til 35 pct.

Der er som udgangspunkt ingen retlige hindringer for at Den Sociale Ankestyrelse kan anlægge en anden erhvervsevnetabsvurdering end Arbejdsskadestyrelsen. I forbindelse med en ændring af erhvervsevnetabsvurderingen til skade for skadelidte må det imidlertid efter forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt., kræves at der som led i begrundelsen angives de hovedhensyn som har ført til en ændret vurdering af erhvervsevnetabsprocenten - det være sig nærmere angivne nye oplysninger i sagen, en angivelse af at Den Sociale Ankestyrelse (også) har lagt vægt på nærmere angivne oplysninger som ikke har været tillagt væsentlig betydning af Arbejdsskadestyrelsen, eller en forklaring på hvorfor Den Sociale Ankestyrelse har tillagt de samme relevante oplysninger en anden betydning end Arbejdsskadestyrelsen.

Det forhold at vurderingen af erhvervsevnetabet beror på et skøn af bl.a. lægefaglig art, indebærer ikke at det blot kan angives at Den Sociale Ankestyrelse har skønnet en bestemt erhvervsevnetabsprocent. Begrundelsen skal tillige indeholde en forklaring på hvorledes Ankestyrelsen er nået til det angivne resultat. Dersom der i denne forklaring indgår ikke almindeligt forståelige fagudtryk, må disse forklares så en ikke fagkyndig modtager må formodes at kunne forstå de elementer der skal indgå i begrundelsen.

Den Sociale Ankestyrelses begrundelse lever ikke op til disse krav.

5.4.1. En begrundelse skal endvidere efter forvaltningslovens § 24, stk. 2, i nødvendigt omfang indeholde en angivelse af det faktum myndigheden har lagt til grund i sagen.

5.4.2. En sådan angivelse findes ikke i Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 8. december 1994. I afgørelsen henvises således i generelle vendinger blot til ’de sociale oplysninger, der er indhentet’ og ’der er konkurrerende og forudbestående lidelser, som også har været årsag til Deres førtidspensionering’. Der er således bl.a. ikke angivet hvilke lidelser der er lagt vægt på, og hvilke oplysninger om disse lidelser som har været væsentlige for erhvervsevnetabsvurderingen. Jeg finder dette forhold beklageligt.

5.4.3. Den Sociale Ankestyrelse har i sin afgørelse af 14. juni 1995 om det helbredsmæssige faktiske grundlag for afgørelsen anført:

’Ankestyrelsen har lagt vægt på, at De udover arbejdsskaden i form af en diskusprolaps i halshvirvelsøjlen har gigtforandringer i ryggen og slidgigt i nakken samt følger efter blodpropper i hjernen.

...

 

De helbredsmæssige følger af arbejdsskaden er bl.a. beskrevet i speciallægeerklæring fra overlæge i neurokirurgi (B) af 3. oktober 1993, resultat af MR-skanning fra (R-by) Sygehus af 5. marts 1993 samt de i sagen foreliggende pensionsakter.’

En fyldestgørende begrundelse efter forvaltningslovens § 24, stk. 2, kræver efter min opfattelse ikke blot en angivelse af hvilke lidelser der er lagt vægt på, men også hvilke oplysninger om disse lidelser som har været væsentlige for erhvervsevnetabsvurderingen. Den Sociale Ankestyrelse burde endvidere ikke blot i generelle vendinger have henvist til hvor følgerne af arbejdsskaden er beskrevet, men mere præcist have henvist til hvor såvel følgerne af arbejdsskaden som af (A)’s andre helbredsskader var beskrevet. Den Sociale Ankestyrelses begrundelse opfylder således heller ikke kravet i forvaltningslovens § 24, stk. 2.

Den Sociale Ankestyrelse har både i sin skrivelse af 14. juni 1995 til (A), i Ankestyrelsens skrivelse af 25. juli 1995 til forbundet og i Ankestyrelsens skrivelse af 29. januar 1996 til forbundet henvist til at (A) skulle have en relevant forudbestående lidelse i form af gigt (i ryggen). Efter at forbundet i klagen til mig udtrykkeligt havde anført at (A) ikke havde en gigtlidelse som angivet, har Ankestyrelsen i udtalelsen af 13. juni 1996 til mig medgivet ’at det ikke er korrekt i afgørelsen den 14. juni 1995 anført, at der er gigtforandringer i ryggen’. Jeg må finde det beklageligt at Den Sociale Ankestyrelse i sine begrundelser ikke har angivet det relevante faktum korrekt. At dele af faktum således har været ukorrekt angivet i begrundelsen, betyder efter min mening at det ikke kan udelukkes at Den Sociale Ankestyrelse har befundet sig i en faktisk vildfarelse som muligvis har været af betydning for Ankestyrelsens fastsættelse af erhvervsevnetabsprocenten.

5.5. Den Sociale Ankestyrelse traf den 29. januar 1996 afgørelse vedrørende forbundets genoptagelsesanmodning.

Som det fremgår af min udtalelse ovenfor (pkt. 4), var der i forbindelse med Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af genoptagelsesspørgsmålet flere mulige retsgrundlag. Den Sociale Ankestyrelse har ikke i sin skrivelse af 29. januar 1996 henvist til det retsgrundlag Ankestyrelsen havde anvendt i forbindelse med afgørelsen, og har herved ikke opfyldt kravet i forvaltningslovens § 24, stk. 1. Dette mener jeg er beklageligt.

Som det også fremgår af min udtalelse ovenfor (pkt. 5.1.), skal en fyldestgørende begrundelse i en vis udstrækning tage stilling til partsanbringender. Forbundet havde i genoptagelsessagen dels henvist til en psykologerklæring, dels anført at (A) ikke havde været klar over at hun havde haft en blodprop i hjernen og ikke selv havde observeret noget men efter en sådan blodprop. Jeg må finde det beklageligt at Den Sociale Ankestyrelse ikke i sin afgørelse forholdt sig udtrykkeligt til disse - for sagen relevante - partsanbringender.

En fyldestgørende begrundelse skulle således have angivet grundlaget for at psykologerklæringen ikke kunne føre til en ændring af Den Sociale Ankestyrelses afgørelse, dels have angivet grundlaget for at (A)’s forklaring i relation til blodproppen ikke kunne føre til en ændring af afgørelsen. Hvad førstnævnte (psykologerklæringen) angår, kunne en fyldestgørende begrundelse efter omstændighederne gå ud på at redegøre for hvilke undersøgelser som efter videnskabelig erfaring vil kunne påvise tilstedeværelsen af og virkningen af en blodprop i hjernen. Hvad sidstnævnte ((A)’s forklaring i relation til blodproppen) angår, ville en fyldestgørende begrundelse i princippet enten kunne angå det faktum Den Sociale Ankestyrelse bevismæssigt har lagt til grund, eller angå den (læge)videnskabelige erfaring med hensyn til en patients erkendelse af en blodprop i hjernen og dennes virkninger for patienten.

5.6.1. Samlet er begrundelsen af Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 8. december 1994 utilstrækkelig hvilket jeg må finde beklageligt. Jeg har meddelt Arbejdsskadestyrelsen min opfattelse.

5.6.2. Begrundelsen i Den Sociale Ankestyrelses afgørelser af 14. juni 1995 og 29. januar 1996 er klart utilstrækkelig og opfylder langtfra kravene i forvaltningslovens § 24. Hertil kommer at dele af sagens faktum har været ukorrekt angivet i Den Sociale Ankestyrelses skrivelser af 14. juni 1995 til (A), i Ankestyrelsens skrivelse af 25. juli 1995 til forbundet og i Ankestyrelsens skrivelse af 29. januar 1996 til forbundet, og at dette forhold efter min mening betyder, at det ikke kan udelukkes at Den Sociale Ankestyrelse har befundet sig i en faktisk vildfarelse som muligvis har været af betydning for Ankestyrelsens fastsættelse af erhvervsevnetabsprocenten.

Sammenfattende må jeg således finde Den Sociale Ankestyrelses mangelfulde begrundelser i sagen meget beklagelig. Jeg har meddelt Den Sociale Ankestyrelse min opfattelse.

 

6. Afslutning

På baggrund af det anførte og da Den Sociale Ankestyrelses begrundelser i sagen efter min mening er så mangelfulde at det ikke kan udelukkes at Ankestyrelsens behandling og afgørelse af sagen ikke har været forsvarlig, har jeg samtidig henstillet til Ankestyrelsen at den genoptager sagen og træffer en ny afgørelse som indeholder en begrundelse der opfylder kravene til en fyldestgørende begrundelse, jf. nærmere mine bemærkninger ovenfor herom.

Jeg har bedt Den Sociale Ankestyrelse om underretning om hvad der videre sker i sagen.”

Den Sociale Ankestyrelse meddelte mig den 24. oktober 1997 at sagen var optaget til fornyet behandling. Den Sociale Ankestyrelse traf den 23. februar 1998 ny afgørelse i sagen. Af afgørelsen fremgik bl.a. følgende:

“Arbejdsskaden skønnes fortsat ikke at have medført tab af erhvervsevne på mere end 35%, jf. lovens § 27, stk. 1 og 2. Ankestyrelsen fastholder således sin afgørelse af 16. maj 1995.”

Forbundet af Offentligt Ansatte oplyste mig efterfølgende at Den Sociale Ankestyrelse på ny havde valgt at genoptage A’s sag i lyset af nyere retspraksis vedrørende fastsættelse af erhvervsevnetab efter arbejdsskade i tilfælde af forudbestående lidelser, herunder bl.a. Højesterets dom af 3. september 1998.

 

Den 13. august 1999 traf Den Sociale Ankestyrelse igen afgørelse i sagen. Af afgørelsen fremgik bl.a. følgende:

“Arbejdsskaden findes at have medført tab af erhvervsevne på 60 %, jf. lovens § 32, stk. 1 og 2. De får derfor yderligere erstatning for tab af erhvervsevne.

De er som følge af arbejdsskaden opereret for discusprolaps i halssøjlen.

Ifølge speciallægeerklæring af 3. oktober 1993 har De smerter i nakken, let indskrænket bevægelighed i halssøjlen, let nedsat håndtrykskraft i begge hænder. Der er ikke tegn på rodtryk, og gangen er normal. Ifølge scanning den 21. december 1990 er der tegn på følger efter blodpropper i hjernen. Der er gener på højre side af kroppen inclusive højre arm.

Ankestyrelsen finder, at generne på højre side ikke er en følge af arbejdsskaden, men af de forudgående blodpropper i hjernen, jf. lovens § 13.

Deres nedsatte håndtrykskraft findes for en dels vedkommende, at skyldes arbejdsskaden.

Ankestyrelsen vurderer på baggrund af scanning den 21. december 1990 og vurderingen i overlæge (B)’s erklæring af 3. oktober 1993, at følgerne af blodpropperne er en del af sygdomsbilledet.

Ankestyrelsen er opmærksom på, at der i overlæge (B)’s erklæring af 3. oktober 1993 er en anden vurdering af erhvervsevnen end Ankestyrelsens, idet overlægen vurderer, at erhvervsevnen er nedsat groft regnet til 4/5 af normal funktion.

Ankestyrelsen bemærker hertil, at overlæge (B)’s vurdering også omfatter de højresidige gener.

Ankestyrelsen er berettiget og forpligtiget til at foretage en selvstændig vurdering af erhvervsevnen og er ikke bundet af andre lægers vurdering.

Revaliderings- og pensionsnævnet har tilkendt mellemste førtidspension, hvilket betyder at nævnet har anset erhvervsevnen nedsat med omkring 2/3. Nævnet har ved sagens vurdering lagt vægt på både følgerne efter discusprolaps i halssøjlen og følger efter blodpropper i hjernen.

Ankestyrelsen har vurderet, at den samlede nedsættelse af erhvervsevnen er ca. 70%, omfattende både følgerne efter discusprolaps i halssøjlen og følgerne efter blodpropper i hjernen.

Ankestyrelsen ophæver således sin afgørelse af 23. februar 1998.”

 

Med brev af 20. august 1999 meddelte jeg Den Sociale Ankestyrelse følgende:

“Ankestyrelsen har i brev af 13. august 1999 underrettet mig om Ankestyrelsens nye afgørelse i sagen. Ankestyrelsen har i sine tidligere afgørelser vurderet skadelidtes erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden til 35 pct., medens ankestyrelsen nu har vurderet skadelidtes samlede erhvervsevnetab til ca. 70 pct. og erhvervsevnetabet som følge af arbejdsskaden til 60 pct.

På det foreliggende grundlag foretager jeg mig ikke mere i sagen.”

Jeg orienterede Forbundet af Offentligt Ansatte herom med brev af samme dato.

 

NOTER: (*1) FOB 1990, s. 339.