Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé
En mor havde på vegne af sin 17-årige datter der led af Downs syndrom (mongolisme), ansøgt om tilladelse til sterilisation. Samrådet vedrørende svangerskabsafbrydelse og sterilisation afslog ansøgningen, og Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse og sterilisation fastholdt samrådets afslag. Myndighederne begrundede afslaget med datterens unge alder og med at hun ikke havde forsøgt at bruge de forskellige former for prævention.

Myndighederne henviste til bestemmelser i en lov der var ændret, og ombudsmanden konstaterede at ankenævnet og samrådet burde have truffet deres afgørelser efter det nye retsgrundlag.

Ankenævnet burde også have vurderet betydningen af at datteren i mellemtiden var fyldt 18 år, og endelig var det ombudsmandens opfattelse at ankenævnets og samrådets begrundelser for afslagene ikke opfyldte kravene i forvaltningsloven.

Herefter henstillede ombudsmanden til ankenævnet at genoptage sagen. (J.nr. 1997-3016-429).

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Ansøgning om tilladelse til sterilisation. Begrundelse

 

A klagede over at Samrådet i X Amt og Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse havde givet afslag på tilladelse til sterilisation af hendes datter B. Datteren er født den 25. august 1979 og lider af Downs syndrom (mongolisme).

Det fremgik af sagen at A's læge den 12. marts 1997 på A's vegne sendte en anmodning til Samrådet vedrørende svangerskabsafbrydelse og sterilisation for X Amt om at B måtte få foretaget en sterilisation. Lægen skrev således:

"(B) har sammen med sin mor givet udtryk for stærkt ønske om at få foretaget sterilisation til trods for sin unge alder.

(B) har Down's syndrom (mongolisme) og er - under hensyntagen hertil - velfungerende.

I betragtning af sygdommen må ønsket om under ingen omstændigheder at blive gravid, hverken nu eller efter en årrække, siges at være velbegrundet. Det findes derfor mest henstigtsmæssigt at graviditet forebygges ved sterilisation, fremfor at der først gennem nogle år skal anvendes anden prævention, der kræver mere samarbejde og mulighed for svigt.

Ønsket er aktuelt i forbindelse med, at (B) snart skal flytte hjemmefra - i bofællesskab - hvorfor sagen bedes vurderet snarest muligt."

Samrådet vedrørende svangerskabsafbrydelse og sterilisation for X Amt indhentede i den forbindelse endnu en udtalelse fra lægen samt en udtalelse fra Specialklasserækken, M-skolen, hvor B var elev. Af lægens supplerende udtalelse fremgik:

"Som svar på forespørgslen 16-04-97 kan jeg oplyse, at der på nuværende tidspunkt ikke gives medicin. Så af den grund er der aktuelt ikke hindringer for at tage p-piller.

(B) har imidlertid af og til anfald, der muligvis er epileptiske. Foreløbig er det besluttet ikke at give medicin herfor, men ved eventuel tiltagende anfaldshyppighed kunne det blive aktuelt. Kombinationen af p-piller og epilepsimedicin kan i nogle tilfælde være uheldig.

(B)'s ønske om at undgå graviditet må - med den anførte kroniske lidelse - betragtes som varig. Da lidelsen samtidig kunne give problemer med præcis overholdelse af p-pille-behandling, er der anmodet om sterilisation.

Spørgsmålet er derfor, om der er grund til at lade denne forudgå af en periode med anden, mere usikker prævention."

Specialklasserækken afgav følgende udtalelse:

"(B) er elev i Specialklasserækken på 11. år og forlader skolen i næste måned. Efter sommerferien fortsætter hun sin skolegang på (Y-skolen) i (Z-by), der er en afdeling af Voksenskolen i (X) Amt. Samtidig flytter hun til et bofællesskab i (Z-by).

(B) er en glad, velfungerende og udadvendt pige med Downs Syndrom, men samtidig er hun meget naiv og godtroende.

Hendes intellektuelle færdigheder ligger på 3. kl. niveau i faglige sammenhænge som læsning, skrivning og matematik.

Hun kan på visse områder virke lidt mere moden, hvilket bl.a. skyldes hendes gode koncentrationsevne og energi, men hun er ikke i stand til at tage vare på sig selv, da hun ofte styres af impulser uden at kunne overskue egne handlinger. Hun har ligeledes svært ved at tolke og forstå sammenhængen i andres adfærd.

Det er vores overbevisning, at (B) i al fremtid vil have behov for at leve en beskyttet tilværelse i én eller anden grad."

 

A blev sammen med B indkaldt til en samtale hos samrådet. Af referatet fra denne samtale fremgik følgende:

" Begrundelse for ønsket om tilladelse til sterilisation

Ansøgeren er knap 18 år gammel, og har aldrig anvendt nogen form for prævention. Forældrene vurderer, at der indtil nu ikke har været behov herfor.

Ansøgeren er hjemmeboende, men flytter pr. 1. august i egen bolig. Ansøgeren er da optaget i et bofællesskab i byen (Z) - en boligform under beskyttede forhold, således at hver beboer har egen 1-værelses lejlighed. Til bofællesskabet er tilknyttet socialpædagogisk bistand. Bofællesskabet er tilknyttet et treårigt skoleforløb.

Der er en åbenhed i hjemmet omkring seksualitet, prævention, graviditet m.v., og det er indtrykket, at ansøgeren har en vis viden herom. I samtalen giver hun - uden moderens indblanding - udtryk for, at hun ikke ønsker at få børn, fordi de skriger. Hun giver udtryk for ubehag og afsky overfor råb, gråd, skrig og lignende, og giver eksempler på, at hun i visse situationer undgår samvær med skolekammerater, fordi de i deres kommunikation ofte benytter sig af voldsomme lyde. Hun giver udtryk for, at hun kender konsekvensen af sterilisation, men at hun er usikker på, hvorledes indgrebet udføres - sammenligner med en gynækologisk undersøgelse, som hun har prøvet.

Socialt

Ansøgeren er født og opvokset i byen (V), hvor forældrene driver en selvstændig virksomhed. Hun er den ældste af tre søskende. Hun har to yngre brødre, som hun giver udtryk for at have et godt søskendeforhold til.

Ansøgeren har gået i børnehave og nu skole i byen (U). Hun er igang med 11. klasse, og har i forbindelse med skoleforløbet været i forskellige praktikforløb. Hun har bl.a. været i praktik på en husholdningsskole i byen (T), kantinen på skolen og to ugers praktik på den skole, som hun sammen med forældrene har besluttet sig for at begynde på efter sommerferien.

Ansøgeren bliver i dagligdagen kørt med taxa mellem hjemmet og skolen i (V). Hun tager hjemmefra kl. 7.30 og kommer hjem midt på eftermiddagen. Et par eftermiddage om ugen går hun til aktiviteter.

Der er bevilget 57 aflastningsdøgn årligt på Aflastningsinstitutionen (S).

I forbindelse med den konkrete ansøgning er der indhentet en udtalelse fra skolen (M). Heraf fremgår det, at ansøgeren er en glad, velfungerende og udadvendt pige, men meget naiv og godtroende. Hun kan på visse områder virke mere moden, hvilket bl.a. skyldes hendes gode koncentrationsevne og energi, men hun er ikke i stand til at tage vare på sig selv, da hun oftest styres af impulser uden at kunne overskue egne handlinger. Hun har ligeledes svært ved at overskue egne handlinger, og svært ved at tolke og forstå sammenhængen i andres adfærd. Der vil altid være behov for at leve en beskyttet tilværelse i én eller anden grad. Udtalelsen er udfærdiget d. 21. maj 1997 af klasselæreren, der har kendt ansøgeren gennem flere år, og som har en daglig kontakt til hende.

Til belysning af ansøgerens øvrige sociale og indlæringsmæssige færdigheder er der indhentet akter fra (P) Kommune, herunder:

Socialbeskrivelse fra Aflastningsinstitutionen (S).

Udtalelse fra bofællesskabet i forbindelse med praktikophold i november 1996.

Udtalelse fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning.

Udtalelse fra Specialklasserækken, skolen (M).

I samtalen demonstrerer ansøgeren, at hun kender klokken, når blot der er tale om et ur med digitaltal.

Hun kender bogstaverne og læser en tekst svarende til 3. klasses niveau.

Gennem nogle måneder har hun haft en kæreste, som hun lærte at kende under bofællesskabet i (Z-by). De ses ikke ofte, men hun glæder sig til, at de fremover kommer til at se mere til hinanden.

Der er søgt førtidspension til ansøgerne, og såvidt moderen er orienteret, er der fra (P) Kommune indstillet til tilkendelse af højeste førtidspension.

 

Helbredsforhold

Ansøgerens læge oplyser, at ansøgeren lider af Down's syndrom. Herudover er der tale om anfald, der muligvis er epileptiske. Der gives ikke medicin for disse anfald, idet der ikke er tale om hyppige anfald og ikke af svær karakter.

På forespørgsel af sekretariatet oplyser praktiserende læge, at kombination af p-piller og epilepsimedicin kan være uheldig.

Ansøgeren fortæller om sine anfald, at hun ofte har en fornemmelse for, at det er på vej, og hun kan da nå at forebygge det ved at lægge sig ned eller sætte sig i en stol.

Ifølge moderen er der tale om et lettere anfald ca. hver tredie måned. Det er hendes erfaring, at ansøgerens anfald udløses ved spænding eller, når ansøgeren har haft for travlt.

 

Vurdering

Ansøgerens forældre vurderer, at i forbindelse med en flytning hjemmefra til bofællesskab er det nødvendigt at tage skridt til anvendelse af en eller anden præventionsform for ansøgeren. Moderen har tidligere, men også ved samtalen i hjemmet, givet udtryk for, at både hun og ægtefællen er bekymret for, at der kan opstå svigt ved brug af p-piller, således at ansøgeren ikke kontinuerligt får taget p-pillen.

Forældrene vurderer, at det vil være dybt ulykkeligt for ansøgeren at blive gravid, og at det samtidigt også vil være ulykkeligt for det barn, der kunne blive født.

Ansøgeren er selvhjulpen i en sådan grad, at hun med optimal støtte vil kunne fungere i beskyttet bofællesskab. Der vil fortsat være gode muligheder for yderligere udvikling for ansøgeren, men næppe i en sådan grad, at hun vil kunne tage vare på et barn.

Med mellemrum afholdes der møder mellem sekretariater, sterilisationssamrådene og Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse og sterilisation, hvor bl.a. sterilisation af unge retarderede har været gjort til genstand for drøftelse. Ankenævnet har ved disse møder påpeget, at man bør være tilbageholdende med sterilisation, når den pågældende er under 25 år, idet man må være opmærksom på, at mentalt retarderede ofte har en lang pubertet og at senmodning derfor ikke kan udelukkes.

Problemstillingen omkring ung alder og tilladelse til sterilisation har i den konkrete sag været drøftet med sekretariatet for Ankenævnet. Sekretariatet for Ankenævnet giver udtryk for, at når det drejer sig om ung alder i relation til sterilisation bør enhver præventionsform have været afprøvet (herunder såvel p-piller som spiral) og fundet uegnede, og også begrundet hvorfor præventionsformerne er uegnede.

Der er ikke forsøgt almindelige præventionsformer hos ansøgeren og derfor ikke godtgjort at hverken p-piller eller spiral ikke vil kunne anvendes.

 

Indstilling

Med baggrund i ovenstående vurdering indstilles til afslag på ansøgning om tilladelse til sterilisation.

..."

A fik bilagene forelagt til partshøring. I et brev af 2. juni 1997 skrev A:

"...

Punkt 1. Vedr. udtalelse fra (skolen M).

Som det er nævnt, er (B) en glad og godtroende pige. Men hvis hun nu pludselig bliver påvirket af andre, og hun lige pludselig synes, at det kunne nu være hyggeligt med et lille barn. Vil hun være så snu, at hun f.eks. ville sige, hun havde spist sin P-pille uden at have gjort dette. Man kan jo ikke forlange, at der skal stå et voksent menneske og se på at pillen bliver spist, for derefter at spytte den ud. Vi som kender (B), ved også hun kan være noget af en skuespiller, så dette kan forekomme. ( Se rapporten fra bofællesskabet )

...

Det hun gerne vil, er ikke noget problem, men hvis det ikke har hendes interesse, glemmer hun disse.

...

Punkt 4. Vedr. udtalelse fra (X) Amt vedr. hjemmebesøg.

(B) giver her klart udtryk for uønsket graviditet p.g.a. pasning, skrig, gråd samt høje lyde.

...

Nu hvor vi synes hun skal til at leve livet, opleve kærligheden, hvorfor kan hun/vi så ikke få lov til at få den tryghed, at hun ikke kan blive gravid.

Lad os nu sige uheldet var ude og hun blev gravid. I siger nok så flot: Nå hun kan jo bare få hjælp på, så går det nok. Men hvem står med det endelige ansvar JER - NEJ DET GØR VI. Men lad os nu sige, ok det går nok med hjælp de første år, så vokser barnet over (B)'s nivaeu og kan pludselig ikke forstå, hvad der er galt med (B)'s forstand. Så kan det tænkes at I nu vurderer, at nu lider barnet tarv, så barnet skal i familiepleje og væk fra (B), som jo ikke kan forstå hvorfor dette skal ske, da hun jo selv har passet barnet da det var lille. Hvem er der så tilbage til at hjælpe (B)? JA OS IGEN, hvem vil som bedsteforældre se sit barnebarn i familiepleje. Så hellere selv tage barnet, men så kan vi jo også bare starte forfra igen. Og hvorfor? Jo p.g.a. at vi ikke havde det mindste indflydelse på Jeres afgørelse. Hvis I mener/tror vi har haft (B) og hjulpet hende så meget vi kunne for, at hun skal have sit/vores lov ødelagt p.g.a. jeres beslutning, er det da utroligt, vi har fået lov til at have hende herhjemme uden opsyn. Vi forstår ikke rigtig problemet! Har vi som forældre da overhovedet intet at tale med. Man kan snart få den opfattelse, at vi bare har gjort samfundet en økonomisk tjeneste ved at beholde hende hjemme, for da må vi godt tage ansvaret og beslutninger uden Jeres indblanding. Men nu hvor hun/vi alle ønsker dette, skal vi bare makke ret. Kan det da være rigtig? Og hvor store chancer er der ikke for at hun selv ville få et handicappet barn? Mener I det tjener noget formål, andet end I vil sige, skulle dette ske, har hun da nogle forældre som vil hjælpe hende.

Har I selv prøvet at have et handicappet barn? Uanset hvor godt fungerende det er. Er det et 24 timers job i de 18 år hvor hun bor hjemme. Herefter vil man altid have hende i tankerne. For vi må jo regne med altid, at hun har mere behov for os, end vores normale børn. Tænk på at når det normale barn på 13-14 år skal være alene hjemme f.eks. en eftermiddag eller aften, er det ikke noget problem, men hvis et handicappet barn på 13-14 år skal være alene bare 3 timer, skal du have en barnepige. Tænk hvis hun tænder et stearinlys eller hvis hun ville lave mad, og glemmer at slukke for komfuret med en gryde på osv. Det skulle I tænke lidt over.

Hvorfor dog prøve med P-piller først, når vi nu gerne vil det andet, nu er (B) opsat på dette. Som lægen også nævner, kan det give komplikationer med P-piller og epilepsi. Er det ikke nok hun skal flytte hjemmefra og omstille sig til dette. Lige pludselig skal hun også undvære sin familie og sine trygge omgivelser, er det ikke nok. Og Spiral!! Hvem kan dog foreslå dette? Er det en som ikke ved hvad hun snakker om. Mig bevidst bruges det for det meste kun til kvinder som har født. Jeg kunne da ikke få spiral før jeg havde født det første barn.

Når nu (B) er så bange for læger, hvorfor skal hun så udsættes for mere end højest nødvendigt. Hvis hun skulle få en spiral, og som nok kvinder ved, er det ikke helt smertefrit, så vil jeg aldrig få hende til gynækolog igen af bare angst. Hvordan vil I så holde hende rask vedr. underlivssygdomme hvis hun ikke tør komme til undersøgelse mere.

Synes I selv der er mening i, at hun skulle blive gravid? Det kan lige så let ske inden hun er 20 som efter. Tænk hvis det var Jeres eget handicappede datter."

 

Samrådet vedrørende svangerskabsafbrydelse og sterilisation for X Amt traf afgørelse i sagen den 17. juni 1997. Af afgørelsen fremgik:

"...

Et enigt samråd traf følgende afgørelse:

Der meddeles afslag på tilladelse til sterilisation af (B).

Samrådets afgørelse er truffet med hjemmel i lov nr. 318 af 13. juni 1973 om sterilisation og kastration § 2 stk. 2 samt § 4 stk. 3. Loven vedlægges i kopi.

Samrådet har ved afgørelsen lagt vægt på (B)'s unge alder samt muligheden for brug af præventionsformer, eksempelvis p-piller eller spiral.

..."

A klagede til Ankenævnet i sager vedrørende svangerskabsafbrydelse og sterilisation. Som begrundelse for klagen henviste A til sit brev til samrådet. Ankenævnet stadfæstede den 4. september 1997 samrådets afgørelse. Som begrundelse herfor anførtes:

"...

Efter en nøje gennemgang af sagen finder nævnet ikke, at der på nuværende tidspunkt er tilstrækkelig grundlag for at tillade sterilisation, da der er mulighed for brug af prævention.

..."

A skrev herefter følgende til Justitsministeren:

"På opfordring af embedslægen (D).

Jeg henvender mig til Dem, efter jeg har fået afslag på sterilisation af min datter på 18 år som er mongol. Vi søgte om sterilisation af (B) da hun skulle flytte hjemmefra i bofællesskab. Hun var selv med til afgørelsen. Jeg forklarede hende om 2 muligheder: p-piller og sterilisation. Hun gav klart udtryk for ikke at ville have børn, da hun ikke kunne lide at de skriger, samt at hun ikke havde lyst til at passe dem, da hun hellere ville i byen. Vi syntes selv hendes afgørelse var rigtig.

Jeg vedlægger alt vedr. ansøgningen, idet jeg håber det kan tages op til ny afgørelse. Der må foreligge en fejl et sted i systemet, hvis man mener (B) er i stand til at tage vare på et barn. Hvis man ikke kan tage 100 % vare på sig selv, hvordan kan man så tage vare på et barn?

(B) blev optaget under forsorgen da hun blev født. Hun har med årene udviklet sig godt, men kan dog aldrig blive som et normalt menneske. Jeg vil ikke skrive meget mere da jeg vedlægger alle sagens papirer, men vil dog til slut sige, at man må være en stor egoist hvis man i dagens Danmark vil lade handicappede få børn. De sociale midler er ikke til, at alle som har handicappede kan få deres ønsker om pasning - aflastning tilgodeset, og tiderne forandrer sig nok ikke. Jeg mener de som har truffet (B)'s beslutning ikke helt ved hvad det drejer sig om. Vi har dog trods alt haft (B) hjemme i 18 år. Graviditeten kan lige så godt ske nu som når hun er ældre, og hvorfor dog lade hende på en graviditet igennem når man på forhånd ved, at barnet på et tidspunkt vil blive taget fra hende.

..."

 

A's brev blev besvaret af Civilretsdirektoratet som henviste A til at rette henvendelse til mig.

Jeg bad den 16. december 1997 ankenævnet om en udtalelse i sagen. I mit brev anførte jeg bl.a.:

"...

Samrådet for (X) Amt vedrørende svangerskabsafbrydelse og sterilisation har i sin afgørelse af 17. juni 1997 henvist til § 2, stk. 2, og § 4, stk. 3, i lov nr. 318 af 13. juni 1973 om sterilisation og kastration. I brevet til (A) vedlagde samrådet en kopi af lovgrundlaget. Ankenævnet har ikke henvist til retsgrundlaget for sin afgørelse. Jeg beder i den forbindelse oplyst på hvilket retsgrundlag ankenævnet har truffet sin afgørelse.

Samtidig beder jeg ankenævnet om i sin udtalelse at tage stilling til nedenstående spørgsmål.

- Er (B) omfattet af en eller flere af de persongrupper der beskrives under § 4, stk. 1, nr. 1 - 4, i lov om sterilisation og kastration?

- Anser ankenævnet (B)'s tilstand for varig?

Det fremgår af (A)'s bilag at både ankenævnet og Samrådet for (X) Amt vedrørende svangerskabsafbrydelse og sterilisation har lagt vægt på muligheden for brug af prævention.

- Er der - under hensyn til den særlige tilstand (B) befinder sig i - rimelig udsigt til at svangerskab kan forebygges ved brug af prævention?

Jeg bemærker at jeg ved min afsluttende gennemgang af sagen vil tage stilling til om begrundelsespligten efter forvaltningslovens §§ 22 og 24 er opfyldt.

..."

 

Ankenævnet svarede mig i et brev som jeg modtog den 20. januar 1998. Af svaret fremgik:

"...

Den omhandlede afgørelse er i det hele en stadfæstelse af den påklagede afgørelse, truffet af samrådet. Retsgrundlaget er således det samme.

For så vidt angår begrundelsen bevirker allerede den omstændighed, at præventionsmulighederne ikke er udtømt, at der ikke gives tilladelse til sterilisation af en så ung person. Hormonel antikonception må anses for mulig for (B)s vedkommende. Ankenævnet fortolker loven således, at der ikke tillades rutinemæssig sterilisation på foranledning af forældremyndighedens indehaver, selv om barnet - som (B) - er i en tilstand, der falder ind under sterilisationslovens § 4, stk. 1, nr. 2, og som må anses for varig, men altid må anlægges et skøn over indgrebets nødvendighed i det konkrete tilfælde, jf. sterilisationslovens § 6, stk. 2, hvorefter sterilisation kan tillades 'når omstændighederne taler derfor'.

Angående det lægefaglige syn på sterilisation af personer med Downs syndrom skal jeg henvise til ankenævnets referat af et foredrag, holdt af speciallæge dr.med. (Q) på ankenævnets møder med samrådene i 1990. Referatet, der er blevet udsendt til alle samråd, vedlægges til ombudsmandens orientering.

..."

Af det omtalte referat fremgik:

"...

(Q) indledte med at omtale, at eugeniske hensyn i dag ikke tillægges nævneværdig betydning ved stillingtagen til behovet for sterilisation. At åndssvaghed i høj grad skulle være arveligt er en misforståelse. Overvejelserne drejer sig i dag dels om, hvorvidt det er forsvarligt at belaste den mentalt retarderede med den opgave det er, at drage omsorg for et eller flere børn, dels om, hvorvidt hensynet til de eventuelle børn betinger foretagelse af sterilisaton. Det må overvejes om kvinden, selv om hun ikke vil kunne klare en børneflok, muligvis kan tage vare på et enkelt barn. Tidligere steriliserede man i meget vidt omfang åndssvage som betingelse for udskrivning af institution. I dag vurderer man nøje, om der er et reelt behov for sterilisation og lægger bl.a. vægt på, om der er rimelig mulighed for antikonception, f.eks. i form af spiral.

Angående børnenes udvikling viser omfattende amerikanske undersøgelser, bl.a. Milwaukee-projektet, der påbegyndtes i 1970, at af alle de sociale faktorer, som er afgørende for børnene, er moderens intelligens den vigtigste. Undersøgelsen viste bl.a., at de børn, der blev stimuleret ved forskellige hjælpeforanstaltninger, og hvor man samtidig tog sig af mødrene med undervisning m.v. klarede sig godt, bedre end en kontrolgruppe af børn, som man ikke tog sig af. Mentalt retarderede mødre er ofte emotionelt ustabile i forholdet til barnet og udviser også ofte manglende vilje til at samarbejde og bruge den hjælp, samfundet kan tilbyde. Børnene bliver derfor 'risikobørn' socialt.

Vedrørende spørgsmålet om, i hvor vidt omfang man bør sterilisere mentalt retarderede er siden 1964, hvor den senest foreliggende betænkning om sterilisation blev udgivet, den almindelige mening ændret betydeligt i retning af større accept af de handicappedes menneskerettigheder. Man tager større hensyn til deres egen mening, og udgangspunktet er, at tvangssterilisation ikke bør foretages. Man må så vidt muligt søge at få den mentalt retarderede til at forstå indgrebet og dets følger, og alle muligheder for antikonception må være overvejet. Angående diagnosticeringen af det mentale handicap går man i stadig videre omfang bort fra den gammeldags intelligens-testning, der rummer fejlmuligheder, bl.a. når patienten fungerer dårligt i en testsituation, der ofte føles som pres. I stedet benyttes en såkaldt 'socialkvotient'. Det vil sige man vurderer den pågældendes funktionsniveau bl.a. ved at udspørge forældre, institutionsmedarbejdere eller andre, som kender og i det daglige har mest med vedkommende at gøre. Er der en sådan funktionsnedsættelse, at der er behov for hjælpeforanstaltninger på det pædagogiske, lægelige eller sociale område? Hvordan er evnen til at varetage de dagligdags funktioner, økonomi m.v. Man må herunder være opmærksom på, at mentalt retarderede ofte har en lang, besværlig pubertet og må nøje overveje, om senmodning kan udelukkes. Ofte har man steriliseret for tidligt. De omtalte funktionsanalyser kan udføres af socialrådgivere, men speciallægeundersøgelser kan ike undværes som supplement hertil, bl.a. med henblik på spørgsmålet om senmodning, ligesom der ofte er tale om komplicerede tilfælde, hvor psykiatriske problemer medvirker.

(T) nævnte, at det ofte er forældre til mongoler, der ønsker sterilisation.

(Q) bemærkede hertil, at det er et spørgsmål, i hvor vidt omfang der overhovedet er behov for sterilisation af kvinder med Downs-syndrom. De er meget lidt fertile. I følge udtalelser fra Kennedy-instituttet er de infertile. Der findes imidlertid eksempler på graviditet hos denne type handicappede, men de er meget sjældne.

Til et spørgsmål om hvorvidt man i tilfælde, hvor det er umuligt at få den mentalt retarderede til at forstå indgrebet og dets betydning, ikke alligevel bør sterilisere af hensyn til den pågældende selv - hendes ret til ikke at blive gravid, svarede (Q), at for manges vedkommende er risikoen for graviditet meget ringe. De er dels meget lidt fertile, og dels ofte ikke interesseret i et seksualliv.

(S) nævnte, at sterilisationslovens § 6, stk. 2 og § 7 begge må forstås således, at tilladelse kræver, at kriterierne i lovens § 4 er opfyldt. Ordene 'når omstændighederne taler derfor' i § 6, stk. 2 angår vurderingen af, om der er et aktuelt behov af en sådan styrke, at sterilisation overhovedet bør komme på tale.

..."

 

Ombudsmandens udtalelse

" 1. Retsgrundlaget

Indtil 1. januar 1997 gjaldt følgende bestemmelser i lov om sterilisation om kastration (lov nr. 318 af 13. juni 1973 som ændret ved lovbekendtgørelse nr. 661 af 12. juli 1994):

' § 2. Enhver, der er fyldt 25 år og har bopæl her i landet, har ret til at blive steriliseret.

Stk. 2. Dette gælder dog ikke personer, der er umyndiggjort i personlig henseende, sindssyge eller åndssvage.

§ 4. Er betingelserne i § 2 eller § 3 ikke opfyldt, kan personer, som har bopæl her i landet, få tilladelse til sterilisation, hvis:

der på grund af arvelige anlæg hos ansøgeren, dennes ægtefælle eller samlever er en sådan fare for, at eventuelle børn vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, at det må anses for ønskeligt at forebygge fødsler,

ansøgeren, dennes ægtefælle eller samlever på grund af sindssygdom eller anden sjælelig lidelse, åndssvaghed eller alvorlig legemlig lidelse er uegnet til at drage omsorg for børn på forsvarlig måde,

der af særlige grunde er betydelig fare for, at ansøgeren, dennes ægtefælle eller samlever ikke kan gennemføre et fremtidigt svangerskab, eller at barnet ikke vil blive levedygtigt eller vil blive født med væsentlige beskadigelser, eller

de forhold, hvorunder ansøgeren og dennes familie lever, gør det påkrævet at undgå barnefødsel. Ved afgørelsen tages hensyn til familiens helbredsmæssige, boligmæssige og økonomiske forhold samt antallet af hjemmeværende børn og til, om det må forventes, at flere børn vil medføre en væsentlig belastning af forholdene gennem forringelse af ansøgerens helbredstilstand, betydelig forringelse af dennes arbejdsbyrde eller på anden måde.

Stk. 2. Ved afgørelsen af, om sterilisation kan tillades, skal der lægges særlig vægt på, om de forhold, der begrunder sterilisationen, kan antages at være af varig karakter, og om der er rimelig udsigt til, at forebyggelse af svangerskab kan opnås på anden måde.

Stk. 3. Sterilisation af personer under 18 år må ikke tillades, medmindre ganske særlige forhold taler derfor.

§ 6. Anmodning om sterilisation skal fremsættes af den, på hvem indgrebet skal foretages.

Stk. 2. Er denne på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller af anden grund varigt eller for længere tid ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, kan samrådet efter anmodning fra en særligt beskikket værge tillade sterilisation, når omstændighederne taler derfor.

...

§ 7. Er den, på hvem indgrebet skal foretages, umyndig, sindssyg eller åndssvag, eller findes det i øvrigt på grund af ansøgerens sjælelige tilstand, herunder svag begavelse, betænkeligt, at denne på egen hånd anmoder om sterilisation, kan samrådet tillade sterilisation efter anmodning fra den pågældende og forældremyndighedens indehaver eller værgen, eventuelt en særligt beskikket værge.

...'

Ved lov nr. 389 af 14. juni 1995 (om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love) blev der med virkning fra 1. januar 1997 (jf. ændringslovens § 23, stk. 1) foretaget følgende ændringer i lov om sterilisation og kastration:

' § 2....

Stk. 2. Dette gælder dog ikke personer, der er omfattet af bestemmelserne i § 6, stk. 2, og § 7.

§ 6....

Stk. 2. Er denne på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af anden grund varigt eller for længere tid ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, kan samrådet efter anmodning fra en særligt beskikket værge tillade sterilisation, når omstændighederne taler derfor.

§ 7. Er den, på hvem indgrebet skal foretages, en person under 18 år, der ikke har indgået ægteskab, er den pågældende sindssyg eller hæmmet psykisk udviklet, eller findes det i øvrigt på grund af ansøgerens sjælelige tilstand, herunder svag begavelse, betænkeligt, at denne på egen hånd anmoder om sterilisation, kan samrådet tillade sterilisation efter anmodning fra den pågældende og forældremyndighedens indehaver eller en særligt beskikket værge.

...'

 

2. Ankenævnets afgørelse af 4. september 1997

Afgørelsen

Det fremgår ikke af ankenævnets afgørelse af 4. september 1997 på hvilket retsgrundlag denne afgørelse er truffet. På baggrund af min forespørgsel meddelte ankenævnet mig i brev af 20. januar 1998 at ankenævnets afgørelse er truffet på det samme retsgrundlag som samrådets.

Samrådet vedrørende svangerskabsafbrydelse og sterilisation for (X) Amt henviste i sin afgørelse af 17. juni 1997 til lov nr. 318 om sterilisation og kastration af 13. juni 1973 §§ 2, stk. 2, og 4, stk. 3. Samrådet vedlagde loven i kopi til (A). Den vedlagte kopi er en fotokopi af loven fra 1973.

Jeg må på den baggrund lægge til grund at ankenævnet har truffet afgørelse efter §§ 2, stk. 2, og 4, stk. 3, i lov nr. 318 om sterilisation og kastration af 13. juni 1973.

Under hensyn til at § 2, stk. 2, i lov om sterilisation og kastration blev ændret ved lov nr. 389 af 14. juni 1995 med virkning fra 1. januar 1997 burde ankenævnet have truffet sin afgørelse under henvisning til det ændrede retsgrundlag.

Efter bestemmelsen i § 4, stk. 3, gælder der endvidere særligt restriktive regler for personer under 18 år idet denne persongruppe ikke må steriliseres medmindre ganske særlige forhold taler derfor.

(B) fyldte 18 år den 25. august 1997, og hun var således 18 år gammel på tidspunktet for ankenævnets afgørelse den 4. september 1997. Ankenævnets afgørelse er derfor truffet på et forkert retsgrundlag. Ankenævnet burde efter min opfattelse have vurderet betydningen af at (B) nu var blevet 18 år, og om dette kunne medføre at hun kunne få tilladelse til sterilisation.

Jeg har gjort ankenævnet bekendt med min opfattelse.

Begrundelsen

Ifølge § 22 i forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985) skal en afgørelse når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. Forvaltningslovens § 24 fastsætter følgende krav til begrundelsens indhold:

' § 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

...'

Efter forvaltningslovens § 24 skal en begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning til de retsregler afgørelsen er truffet efter. Henvisningen skal være klar og specifik, dvs. omtale retsreglerne så de uden videre kan identificeres af den pågældende, ved angivelse af lovens nummer og dato samt ved præcis angivelse af de relevante bestemmelsers §, stk. og litra.

Ankenævnet burde derfor efter min opfattelse i sin afgørelse præcist have angivet efter hvilke bestemmelser i lov om sterilisation og kastration afgørelsen var truffet.

Herudover skal der i begrundelsen for skønsmæssige afgørelser angives hvilke hovedhensyn der er blevet tillagt vægt. Af forarbejderne til forvaltningsloven fremgår at en begrundelse skal fremtræde som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold, jf. folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 163.

Hvor udførlig en begrundelse skal være for at give en fyldestgørende forklaring på hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold, kan ikke præcist angives. Om begrundelsen er tilstrækkelig, afhænger af en konkret vurdering af bl.a. afgørelsens art og karakter, herunder hvor indgribende og kompliceret sagen er, og partens egen udførlighed i forbindelse med sagen, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med Kommentarer (1992), s. 277ff, og Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret (1994), s. 371f. Det bemærkes i den forbindelse at der ikke består en pligt til at komme ind på alt hvad parten har gjort gældende; men i det omfang der er tale om relevante anbringender, er der en formodning for at de skal berøres i begrundelsen.

Ankenævnet henviste i sit brev af 4. september 1997 udelukkende til at der var mulighed for prævention.

Sådan som jeg forstår (A)'s brev af 2. juni 1997, har (A) til støtte for ønsket om sterilisation af (B), bl.a. gjort gældende:

· at (B) har et klart og utvetydigt ønske om ikke at få børn,

· at (B) ikke vil være i stand til at administrere at bruge p-piller,

· at det ikke vil være muligt at kontrollere om (B) rent faktisk tager pillerne,

· at (B) aldrig vil være i stand til at tage vare på et barn, og at et evt. barn alligevel vil blive tvangsfjernet,

· at et afslag på sterilisation derfor ikke tjener noget formål,

· at et afslag på sterilisation medfører en unødvendig utryghed i (B)'s og (A)'s eget liv,

· at brugen af p-piller vil give komplikationer hvis (B) får brug for medicin mod sin epilepsi, og

· at der er risiko for at (B) selv får et handicappet barn.

Ankenævnet gør ikke nærmere rede for hvorfor muligheden for prævention på trods af (A)'s oplysninger har været udslagsgivende for afslaget. Jeg bemærker i den forbindelse at det efter min opfattelse ville have været naturligt hvis ankenævnet i forbindelse med en stillingtagen til (A)'s væsentligste anbringer overfor (A) havde redegjort for sin praksis.

Den begrundelse som ankenævnet gav (A), tjener derfor efter min opfattelse ikke til at give Dem en fyldestgørende forklaring på afgørelsens indhold.

Samlet er det min opfattelse at ankenævnets begrundelse for afslaget ikke opfylder kravene i forvaltningslovens § 24. Jeg har gjort ankenævnet bekendt med min opfattelse.

Under henvisning til den manglende begrundelse og under henvisning til at ankenævnet ikke ved sin afgørelse vurderede betydningen af at (B) nu var blevet 18 år, har jeg henstillet til nævnet at genoptage sagen.

Jeg har bedt ankenævnet om at underrette mig om sin nye afgørelse i sagen.

 

3. Samrådets afgørelse af 17. juni 1997

Samrådet vedrørende svagerskabsafbrydelse og sterilisation for (X) Amt henviste i sin afgørelse af 17. juni 1997 som nævnt til lov nr. 318 om sterilisation og kastration af 13. juni 1973 §§ 2, stk. 2, og 4, stk. 3.

Under hensyn til at § 2, stk. 2, i lov om sterilisation og kastration blev ændret ved lov nr. 389 af 14. juni 1995 med virkning fra 1. januar 1997 burde samrådet have truffet sin afgørelse under henvisning til det ændrede retsgrundlag. Jeg henviser nærmere til min gennemgang ovenfor under afsnit 2.

Herudover har jeg foretaget en vurdering af om samrådets afgørelse opfylder begrundelseskravet i forvaltningslovens §§ 22 og 24. Jeg henviser herved til den generelle gennemgang af begrundelseskravet i forvaltningsloven ovenfor i afsnit 2.

Som begrundelse for afgørelsen af 17. juni 1997 anførte samrådet at man havde lagde vægt på (B)'s unge alder samt muligheden for brug af præventionsformer. I (A)'s brev af 2. juni 1997 til samrådet som er refereret ovenfor, gjorde (A) en række synspunkter gældende til støtte for sterilisation.

Samrådet gjorde ikke nærmere rede for hvorfor (B)'s unge alder - sammenholdt med muligheden for prævention - på trods af (A)'s oplysninger til samrådet har været udslagsgivende for afslaget. Jeg bemærker i den forbindelse at det efter min opfattelse ville have været naturligt hvis samrådet i forbindelse med en stillingtagen til (A)'s væsentligste anbringender overfor (A) havde redegjort for sin praksis.

Samlet er det min opfattelse at samrådets afgørelse ikke opfylder kravene i forvaltningslovens § 24.

Jeg har gjort samrådet bekendt med min opfattelse, men foretager ikke videre i den anledning.

..."