Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé
Politiets Efterretningstjeneste og Justitsministeriet afviste en anmodning om at oplyse hvorvidt efterretningstjenesten var i besiddelse af registreringer eller oplysninger i øvrigt om ansøgeren.

Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere efterretningstjenestens retsopfattelse hvorefter tjenesten - efter en konkret vurdering - kan afslå at oplyse hvorvidt tjenesten har oplysninger om en person. Ombudsmanden mente heller ikke der var særlige omstændigheder som kunne føre til kritik af myndighedernes afslag i det konkrete tilfælde. (J.nr. 1998-2212-601).

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Aktindsigt. Afslag på oplysning om hvorvidt Politiets Efterretningstjeneste har registreret oplysninger om den pågældende

 

Den 6. marts 1998 bad en person, A, Justitsministeriet og Rigspolitichefen om at få oplyst hvad der var registreret om ham hos Politiets Efterretningstjeneste og om at modtage kopi af materialet.

I brev af 8. april 1998 traf Politiets Efterretningstjeneste følgende afgørelse i sagen:

"...

Politiets Efterretningstjeneste har forstået Deres henvendelse som en anmodning om indsigt i eventuelle registreringer og sagsakter vedrørende Deres person.

I den anledning skal man indledningsvis meddele, at Politiets Efterretningstjenestes formål først og fremmest er at overvåge, forebygge og modvirke de forbrydelser, der er nævnt i straffelovens kapitler 12 og 13, det vil sige forbrydelser mod statens sikkerhed og mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder m.v. Politiets Efterretningstjenestes hovedopgaver i denne relation kan i overskriftsform beskrives som kontraspionage, kontraterrorisme, kontraekstremisme, bekæmpelse af visse former for organiseret kriminalitet samt hindring af spredning af masseødelæggelsesvåben.

Politiets Efterretningstjenestes registreringer har navnlig til formål at virke som et arbejdsredskab for tjenesten i forbindelse med efterforskningen.

På baggrund af de særlige arbejdsopgaver, der påhviler Politiets Efterretningstjeneste, er det efterretningstjenestens opfattelse, at det typisk ikke kan oplyses, at en person er registreret, idet en sådan oplysning i sig selv kan medføre afgørende skadevirkninger for efterretningstjenestens virksomhed. I disse tilfælde kan der naturligvis heller ikke gives indsigt i de oplysninger, der måtte findes.

Det kan normalt heller ikke oplyses, at efterretningstjenesten ikke er i besiddelse af oplysninger om en person. I givet fald ville personer, der ikke modtog et sådant svar, kunne slutte sig til, at efterretningstjenesten er i besiddelse af oplysninger om dem med de ovenfor nævnte skadevirkninger til følge.

På den anførte baggrund er det efterretningstjenestens praksis, at man - med mindre der foreligger særlige omstændigheder - ikke oplyser personer om, hvorvidt man er i besiddelse af oplysninger om dem.

Politiets Efterretningstjeneste har efter en konkret vurdering fundet det nødvendigt ikke at oplyse, hvorvidt De er registreret, eller om man i øvrigt er i besiddelse af oplysninger om Dem.

Politiets Efterretningstjeneste skal som grundlag for afgørelsen henvise til egenaccesreglen i offentlighedslovens § 4, stk. 2, sammenholdt med undtagelsesbestemmelserne til reglerne om aktindsigt i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 1 og 3, der peger på væsentlige hensyn til blandt andet statens sikkerhed samt forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser.

Det skal endelig bemærkes, at offentlighedsloven efter lovens § 2 ikke finder anvendelse på sager indenfor strafferetsplejen samt, at lov om offentlige myndigheders registre ikke finder anvendelse for registre, der føres for Politiets Efterretningstjeneste, jf. lovens § 31.

..."

 

I brev af 15. april 1998 klagede A til Justitsministeriet over efterretningstjenestens afgørelse. Han anførte særligt at intet tydede på at der var foretaget en konkret vurdering af hans anmodning således som Politiets Efterretningstjeneste har pligt til ifølge offentlighedsloven.

Justitsministeriet, Lovafdelingen, bad Politiets Efterretningstjeneste om en udtalelse i anledning af A's klage. Efterretningstjenesten henholdt sig i det hele til afgørelsen af 8. april 1998.

I en afgørelse af 21. juli 1998 meddelte Justitsministeriet at ministeriet ikke fandt grundlag for at ændre Politiets Efterretningstjenestes afgørelse. Justitsministeriet fortsatte:

"Begrundelsen herfor er følgende:

Politiets Efterretningstjeneste er ikke omfattet af loven om offentlige myndigheders registre og dermed heller ikke af lovens regler om indsigtsret (egen-acces).

Heller ikke efter forvaltningsloven er der adgang til partsaktindsigt i Politiets Efterretningstjenestes virksomhed (med at overvåge, forebygge og modvirke forbrydelser mod bl.a. statens sikkerhed).

Offentlighedsloven gælder ikke for sager inden for strafferetsplejen. Det betyder, at størstedelen af Politiets Efterretningstjenestes virksomhed ikke er omfattet af reglerne om aktindsigt i offentlighedsloven. I de få tilfælde, hvor efterretningstjenestens virksomhed ikke er en del af strafferetsplejen (f.eks. sager om sikkerhedsgodkendelse), giver offentlighedsloven mulighed for, at aktindsigt kan afslås, hvis det kan skade efterretningstjenestens virksomhed at give aktindsigt.

På grundlag af den nævnte lovgivning er det Politiets Efterretningstjenestes faste og langvarige praksis, at der i almindelighed ikke - heller ikke ud fra princippet om meroffentlighed (offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt.) - gives aktindsigt i oplysninger, som efterretningstjenesten har om en person.

Baggrunden for denne retstilstand er, at det vil kunne skade Politiets Efterretningstjenestes virksomhed, hvis man gav en person indsigt (egen-acces) i oplysninger, som efterretningstjenesten har om den pågældende. Det ville således kunne modvirke løsningen af de opgaver, som efterretningstjenesten skal varetage, hvis en person ved at få aktindsigt (egen-acces) f.eks. blev sat i stand til at vanskeliggøre afsløringen eller opklaringen af eventuelt strafbart forhold.

Det oplyses i almindelighed heller ikke, at efterretningstjenesten ikke er i besiddelse af oplysninger om en person.

Dette skyldes, at det også vil kunne skade efterretningstjenestens virksomhed, hvis personer, om hvem efterretningstjenesten ingen oplysninger har, fik dette at vide. Gjorde man det, ville en person, der ikke fik denne oplysning, nemlig modsætningsvis kunne slutte sig til, at efterretningstjenesten er i besiddelse af oplysninger om den pågældende.

Det skal således fremhæves, at et afslag på aktindsigt (egen-acces) ikke er ensbetydende med, at en person er registreret hos Politiets Efterretningstjeneste, eller at efterretningstjenesten i øvrigt har oplysninger om den pågældende. Når en person, der ikke er registreret, ikke kan få oplysninger herom, skyldes det alene de ovennævnte beskyttelseshensyn.

Vedlagte notits indeholder - i overensstemmelse med forvaltningslovens krav til begrundelse - bl.a. en henvisning til de relevante lovbestemmelser og en nærmere omtale af deres betydning i det foreliggende tilfælde.

Som det i øvrigt fremgår af notitsen, kontrolleres Politiets Efterretningstjenestes registrering af oplysninger af det såkaldte 'Wamberg-udvalg'. Udvalget blev nedsat i 1964 og består af 4 personer, der er uafhængige af efterretningstjenesten. Registreringer af danskere og herboende udlændinge kan kun ske med udvalgets godkendelse, og udvalget kontrollerer, at fristerne for sletning af registreringer overholdes.

Som det endvidere fremgår af notitsen (pkt. 6), har Justitsministeriet for nylig nedsat et udvalg om Politiets og Forsvarets Efterretningstjenester. Udvalget har bl.a. til opgave at overveje spørgsmålet om den enkelte borgers adgang til at få oplysning om, hvorvidt vedkommende er registreret i efterretningstjenesternes registre. Udvalget er i den forbindelse særligt blevet anmodet om at overveje, hvorvidt der kan etableres en særlig oplysningsordning, der giver adgang til (historiske) oplysninger om efterretningstjenesternes registreringer af i Danmark hjemmehørende personer og organisationer i en tidligere, afsluttet periode, f.eks. i en årrække frem til murens fald i 1989.

Udvalget skal - så vidt muligt - afgive en deludtalelse om dette spørgsmål inden udgangen af dette år.

Hvis deludtalelsen fører til, at der gennemføres en særlig oplysningsordning på dette område, vil De have mulighed for at fremsætte en ny anmodning om aktindsigt (egen-acces) og få den behandlet efter den nye ordning."

 

I den notits - også af 21. juli 1998 - som Justitsministeriet henviste til i afgørelsen, vurderede Justitsministeriet A's klage efter reglerne i lov om offentlige myndigheders registre, forvaltningsloven og offentlighedsloven. Vurderingen blev foretaget i forhold til Politiets Efterretningstjenestes edb-registre, manuelle registre og sager som efterretningstjenesten har oprettet som led i sin virksomhed. Af notitsen fremgik således bl.a. følgende:

" 3. Indsigt i Politiets Efterretningstjenestes edb‑registre.

Lov om offentlige myndigheders registre gælder ikke for Politiets Efterretningstjeneste, jf. lovens § 31. Der er derfor ikke efter denne lov adgang til indsigt i Politiets Efterretningstjenestes edb‑registre.

Politiets Efterretningstjeneste er en forvaltningsmyndighed og er som sådan omfattet af forvaltningsloven, jf. lovens § 1, stk. 1. Reglerne om partsaktindsigt i forvaltningsloven giver imidlertid ikke ret til indsigt i Politiets Efterretningstjenestes edb‑registre. Forvaltningslovens regler om partsaktindsigt gælder nemlig alene for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, jf. lovens § 2, stk. 1, og § 9, stk. 1. Det forhold, at Politiets Efterretningstjeneste fører edb‑registre som led i sin virksomhed, udgør ikke en afgørelsessag efter forvaltningslovens § 2, stk. 1, eller § 9, stk. 1.

Politiets Efterretningstjeneste er ‑ i sin egenskab af forvaltningsmyndighed ‑ også omfattet af offentlighedsloven, jf. lovens § 1, stk. 1. Heller ikke reglerne om aktindsigt i offentlighedsloven giver imidlertid ret til indsigt i de nævnte edb‑registre. Det skyldes, at retten til aktindsigt ikke omfatter edb‑registre, jf. lovens § 5, stk. 2.

Sammenfattende har De således ikke krav på at få oplyst, om Politiets Efterretningstjeneste har oplysninger om Dem i efterretningstjenestens edb‑registre, og ‑ i givet fald ‑ indsigt i disse oplysninger.

Justitsministeriet finder derfor ikke grundlag for at ændre Politiets Efterretningstjenestes afgørelse herom.

 

4. Indsigt i Politiets Efterretningstjenestes manuelle registre.

Lov om offentlige myndigheders registre omfatter ikke manuelle registre, jf. § 1, stk. 1, og gælder i øvrigt ‑ som nævnt i pkt. 3 ovenfor ‑ ikke for Politiets Efterretningstjeneste. Der er derfor ikke adgang til indsigt i Politiets Efterretningstjenestes manuelle registre efter denne lov.

Som anført ovenfor under pkt. 3 gælder forvaltningslovens regler om partsaktindsigt alene i afgørelsessager. Selve tilførslen til et manuelt register er ikke en afgørelsessag. Der er således ikke ret til indsigt i Politiets Efterretningstjenestes manuelle registre efter forvaltningsloven.

Offentlighedsloven gælder ikke for sager inden for strafferetsplejen, jf. lovens § 2, stk. 1, 1. pkt. Det betyder, at der ikke er ret til indsigt i de manuelle registre, som Politiets Efterretningstjeneste har oprettet som led i sin virksomhed inden for strafferetsplejen, f.eks. i forbindelse med efterforskning af forbrydelser.

I andre tilfælde er spørgsmålet om, hvorvidt en person har ret til indsigt i oplysninger om sig selv, reguleret i offentlighedslovens § 4, stk. 2 (bestemmelsen om egen‑acces).

Det fremgår af denne bestemmelse, at den, hvis personlige forhold er omtalt i et dokument, som udgangspunkt kan forlange at blive gjort bekendt med oplysningerne herom. Det gælder dog ikke, hvis f.eks. hensynet til statens sikkerhed eller til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser efter en konkret vurdering med afgørende vægt taler herimod, jf. offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 1 og 3.

Som det fremgår af Politiets Efterretningstjenestes afgørelse, vil det i almindelighed have afgørende skadevirkning for Politiets Efterretningstjenestes virksomhed at oplyse en person om, at den pågældende er registreret i efterretningstjenestens manuelle registre.

Det ville således kunne modvirke løsningen af de opgaver, som efterretningstjenesten skal varetage, hvis en person ved at få aktindsigt (egen‑acces) f.eks. blev sat i stand til at vanskeliggøre afsløringen eller opklaringen af eventuelt strafbart forhold.

Det oplyses normalt heller ikke, at Politiets Efterretningstjenestes manuelle registre ikke indeholder oplysninger om en person.

Dette skyldes, at det også vil kunne skade efterretningstjenestens virksomhed, hvis personer, om hvem efterretningstjenesten ikke har registreret oplysninger, fik dette at vide. Gjorde man det, ville en person, der ikke fik denne oplysning, modsætningsvis kunne slutte sig til, at efterretningstjenesten har registreret oplysninger om den pågældende.

Under hensyn hertil har Politiets Efterretningstjeneste efter en konkret vurdering, jf. offentlighedslovens § 4, stk. 2, sammenholdt med § 13, stk. 1, nr. 1 og 3, fundet det nødvendigt ikke at oplyse Dem om, hvorvidt De er registreret i efterretningstjenestens manuelle registre. Denne vurdering giver ikke Justitsministeriet anledning til bemærkninger.

Sammenfattende finder Justitsministeriet således ikke grundlag for at ændre Politiets Efterretningstjenestes afgørelse, hvorefter efterretningstjenesten ikke har fundet at burde oplyse Dem om, hvorvidt efterretningstjenestens manuelle registre indeholder oplysninger om Dem.

 

5. Aktindsigt i sager hos Politiets Efterretningstjeneste.

5.1. Sager om strafferetlig forfølgning.

Der er ikke efter offentlighedsloven ret til aktindsigt i Politiets Efterretningstjenestes sager om strafferetlig forfølgning, herunder sager om telefonaflytning, ransagning m.v. Det skyldes, at offentlighedsloven ikke gælder for sager inden for strafferetsplejen, jf. lovens § 2, stk. 1, 1. pkt. Offentlighedsloven giver således ikke ret til aktindsigt i straffesager. Dette gælder, uanset om der er tale om verserende eller afsluttede straffesager.

Politiets Efterretningstjenestes sager om strafferetlig forfølgning er heller ikke omfattet af forvaltningslovens regler om partsaktindsigt, jf. lovens § 9, stk. 3. Efter denne bestemmelse gælder reglerne om partsaktindsigt ikke i sager om strafferetlig forfølgning. Der er dog en vis ret til partsaktindsigt i afsluttede straffesager, jf. forvaltningslovens § 18 (bestemmelsen omtales nedenfor).

De har således ikke krav på at få oplyst, om verserende sager om strafferetlig forfølgning hos Politiets Efterretningstjeneste indeholder oplysninger om Dem, og ‑ i givet fald ‑ aktindsigt i disse oplysninger.

Det fremgår af forvaltningslovens § 18, stk. 1, at en part i en straffesag, når sagen er afgjort, kan forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter i det omfang, dette er rimeligt begrundet af hensyn til varetagelse af den pågældendes interesser, og hensynet til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser eller særlige hensyn til beskyttelse af sigtede, vidner eller andre ikke taler herimod. Afgørelsen om aktindsigt træffes af den myndighed, der har truffet den administrative beslutning i straffesagen, jf. § 18, stk. 3.

Politiets Efterretningstjeneste har ikke ‑ som politimestrene i de enkelte politikredse ‑ kompetence til at rejse straffesager. Giver Politiets Efterretningstjenestes efterforskning grundlag for at rejse sigtelse, overgives sagen således til vedkommende anklagemyndighed. Ønsker De aktindsigt i en afsluttet straffesag, som har været behandlet af anklagemyndigheden, og hvori De er part, må De derfor fremsætte begæring herom over for vedkommende anklagemyndighed, jf. forvaltningslovens § 18, stk. 3.

 

5.2. Andre sager.

Der er ikke ret til aktindsigt efter forvaltningslovens regler om partsaktindsigt i de sager, som Politiets Efterretningstjeneste i øvrigt opretter som led i sit arbejde med at overvåge, forebygge og modvirke bl.a. de forbrydelser, der er nævnt i straffelovens kapitel 12 og 13.

Det skyldes, at forvaltningslovens regler om partsaktindsigt som nævnt alene gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1, og § 9, stk. 1. De nævnte sager er ikke afgørelsessager i forvaltningslovens forstand.

Med hensyn til aktindsigt efter reglerne i offentlighedsloven bemærkes følgende:

Efter offentlighedslovens § 2, stk. 1, 1. pkt., gælder loven som nævnt ikke for sager inden for strafferetsplejen. I det omfang, de nævnte sager falder inden for strafferetsplejen, vil der således heller ikke være aktindsigt heri efter offentlighedsloven.

Det bemærkes i den forbindelse, at en sag kan være en del af 'strafferetsplejen', selv om den ikke er en sag om 'strafferetlig forfølgning' efter forvaltningslovens § 9, stk. 3. Om spørgsmålet henvises bl.a. til Hans Gammeltoft‑Hansen m.fl., Forvaltningsret (1994), side 330, og Kommenteret Forvaltningslov ved John Vogter (1992), side 156.

I andre tilfælde kan retten til aktindsigt efter offentlighedsloven begrænses, hvis f.eks. hensynet til statens sikkerhed eller til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser efter en konkret vurdering med afgørende vægt taler herimod, jf. offentlighedslovens § 4, stk. 2, sammenholdt med § 13, stk. 1, nr. 1 og 3. Bestemmelsen giver også mulighed for ‑ ud fra en konkret vurdering ‑ at afslå oplysning om selve eksistensen af en sag eller et dokument.

Som anført i Politiets Efterretningstjenestes afgørelse vil det i almindelighed have afgørende skadevirkning for Politiets Efterretningstjenestes virksomhed at oplyse en person om, at efterretningstjenesten er i besiddelse af oplysninger om den pågældende. På grund af muligheden for en modsætningsslutning vil det i almindelighed også have afgørende skadevirkning for Politiets Efterretningstjenestes virksomhed, hvis en person fik at vide, at efterretningstjenesten ikke er i besiddelse af oplysninger om den pågældende, jf. pkt. 4 ovenfor.

Under hensyn hertil har Politiets Efterretningstjeneste efter en konkret vurdering, jf. offentlighedslovens § 4, stk. 2, sammenholdt med § 13, stk. 1, nr. 1 og 3, fundet det nødvendigt ikke at oplyse Dem om, hvorvidt efterretningstjenesten har sager, hvori indgår oplysninger om Dem. Denne vurdering giver ikke Justitsministeriet anledning til bemærkninger.

Sammenfattende finder Justitsministeriet således ikke grundlag for at ændre Politiets Efterretningstjenestes afgørelse, hvorefter efterretningstjenesten ikke har fundet at burde oplyse Dem om, hvorvidt efterretningstjenesten har sager, der indeholder oplysninger om Dem."

Den 27. juli 1998 klagede A til mig over afslaget på aktindsigt. Han gjorde særligt gældende at offentlighedslovens § 13, stk. 2, måtte betyde at myndighederne ikke kunne afvise at bekræfte at de har materiale om ham og udlevere den del af dokumenterne som ikke kan undtages efter § 13, stk. 1, nr.1 og 3, dvs. i det mindste et stykke papir med hans navn på hvor resten af indholdet var streget ud.

Jeg indhentede en udtalelse fra Justitsministeriet der den 4. september 1998 meddelte at ministeriet henholdt sig til afgørelsen af 21. juli 1998 med den begrundelse der var angivet i afgørelsen. Justitsministeriet oplyste endvidere at regeringen havde besluttet at lægge op til at Politiets Efterretningstjenestes virksomhed undersøges ved en særlig undersøgelseskommission, og at det for tiden var under overvejelse hvilken betydning en sådan undersøgelseskommission ville få for arbejdet i det nedsatte udvalg om Politiets og Forsvarets Efterretningstjenester.

 

Ombudsmandens udtalelse

" 1. Jeg bemærker først at jeg i sager af denne art bliver orienteret af Justitsministeriet om hvorvidt Politiets Efterretningstjeneste har registreret oplysninger om den pågældende klager. For så vidt dette er tilfældet, bliver jeg orienteret om registreringens indhold.

 

2. Det giver mig ikke anledning til bemærkninger at Politiets Efterretningstjeneste og Justitsministeriet i afgørelserne og ministeriets notits om baggrunden for afgørelsen fandt at der ikke er adgang til indsigt i Politiets Efterretningstjenestes manuelle registre eller edb-registre efter lov om offentlige myndigheders registre , jf. lovens § 1, stk. 1, og § 31.

 

3. Justitsministeriet har endvidere anført at der ikke efter bestemmelserne i forvaltningsloven er adgang til indsigt i tjenestens registre eller sager som ikke angår strafferetlig forfølgning , jf. herved forvaltningslovens § 2, stk. 1, og § 9, stk. 1, hvorefter loven, herunder reglerne om partsaktindsigt, alene gælder for afgørelsessager.

Jeg lægger efter det oplyste til grund at de sager som Politiets Efterretningstjeneste opretter som led i arbejdet med at overvåge, forebygge og modvirke bl.a. de forbrydelser der er nævnt i straffelovens kapitel 12 og 13, ikke er afgørelsessager i forvaltningslovens forstand, jf. Justitsministeriets oplysninger herom i notitsen.

For så vidt angår sager om strafferetlig forfølgning har ministeriet henvist til forvaltningslovens § 9, stk. 3, hvorefter bestemmelserne i forvaltningsloven om partens aktindsigt ikke gælder sager om strafferetlig forfølgning.

Justitsministeriet har endvidere omtalt muligheden for partsaktindsigt i afsluttede straffesager, jf. forvaltningslovens § 18. Ministeriet har i den forbindelse oplyst at Politiets Efterretningstjeneste ikke har kompetence til at rejse straffesager, og at De derfor - hvis De ønsker aktindsigt i en afsluttet straffesag som har været behandlet af anklagemyndigheden og hvori De er part - må fremsætte begæring herom over for vedkommende anklagemyndighed, jf. kompetencebestemmelsen i § 18, stk. 3.

Heller ikke denne del af Justitsministeriets afgørelse giver mig anledning til bemærkninger.

 

4. Herudover har Justitsministeriet vurderet Deres anmodning om aktindsigt (egen-acces) efter bestemmelserne i offentlighedsloven .

Ministeriet har bemærket at offentlighedsloven ikke gælder for sager inden for strafferetsplejen, jf. § 2, stk. 1, 1. punktum, og at retten til aktindsigt efter offentlighedsloven ikke omfatter aktindsigt i edb-registre, jf. § 5, stk. 2.

Vedrørende de resterende 'andre sager' (andre sager end sager inden for strafferetsplejen) og manuelle registre vedrørende disse andre tilfælde henviste Justitsministeriet til offentlighedslovens § 4, stk. 2, sammenholdt med § 13, stk. 1, nr. 1 og 3. De har desuden selv henvist til bestemmelsen i offentlighedslovens § 13, stk. 2.

Offentlighedslovens § 4, stk. 2, er sålydende:

'Den, hvis personlige forhold er omtalt i et dokument, kan med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7 - 11 og § 14, forlange at blive gjort bekendt med oplysningerne herom. Det gælder dog ikke i det omfang de hensyn, der er nævnt i § 13, eller hensynet til den pågældende selv eller andre med afgørende vægt taler imod.'

Offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 1 og 3, og stk. 2, har følgende indhold:

' § 13. Retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til

1) statens sikkerhed eller rigets forsvar,

2) ...(udeladt)

3) forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lignende samt beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning,

4) - 6) ... (udeladt)

Stk. 2. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af et dokument, skal den pågældende gøres bekendt med dokumentets øvrige indhold.'

Ministeriet har i sin afgørelse og notitsen tiltrådt Politiets Efterretningstjenestes opfattelse hvorefter det er nødvendigt for at varetage de beskyttelseshensyn som er omtalt i § 13, stk 1, nr. 1 og 3, i almindelighed at afslå anmodninger om aktindsigt og i den forbindelse afvise overhovedet at oplyse om efterretningstjenesten er i besiddelse af oplysninger om personer som ønsker egen-acces. Baggrunden for denne praksis er efter det oplyste et ønske om at udelukke de modsætningsslutninger som det ville være muligt for personer om hvem tjenesten har oplysninger at foretage hvis efterretningstjenesten omvendt gav meddelelse herom til peroner om hvem man ikke er i besiddelse af oplysninger. Muligheden for at drage sådanne slutninger vil efter efterretningstjenestens opfattelse have afgørende skadevirkninger for tjenestens virksomhed.

De har heroverfor gjort gældende at bestemmelsen i § 13, stk. 2, medfører at myndighederne i det mindste (i givet fald) må bekræfte at være i besiddelse af materiale om Dem og udlevere den del af dokumenterne som ikke kan undtages efter § 13, stk. 1, nr. 1 og 3.

§ 13 i offentlighedsloven blev vedtaget efter justitsministerens lovforslag nr. L 4, fremsat den 2. oktober 1985. I bemærkningerne til lovforslagets § 12 og § 13 er der bl.a. anført følgende (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, spalte 227 og 230):

'...

[vedr. § 12; min bemærkning]

Efter bestemmelsen i stk. 2 skal der gives aktindsigt i den del af et dokuments indhold, der ikke kan undtages efter stk. 1. Bestemmelsen svarer til § 2, stk. 3, i den gældende lov. Om gældende ret henvises til side 265 f. i betænkningen.

I overensstemmelse med forståelsen af den gældende offentlighedslov vil bestemmelsen tillige indeholde en pligt til i tilfælde, hvor en begæring om aktindsigt ikke fuldt ud kan imødekommes, at gøre den pågældende bekendt med, at et eller flere dokumenter er tilbageholdt i henhold til stk. 1. Dette gælder dog ikke, såfremt hemmeligholdelsen af selve eksistensen af dokumentet anses for påkrævet, idet der i så fald typisk vil være hjemmel til i det hele at afslå begæringen om aktindsigt.

...

[vedr. § 13; min bemærkning]

Bestemmelsen i stk. 2 svarer til lovforslagets § 12, stk. 2. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

...'

Jeg må herefter lægge til grund at selve eksistensen af dokumenter under særlige omstændigheder kan hemmeligholdes. Jeg har derfor ikke grundlag for at kritisere efterretningstjenestens retsopfattelse hvorefter tjenesten - efter en konkret vurdering - kan afslå at oplyse hvorvidt tjenesten har oplysninger om en person.

 

5. Det er en forudsætning for at begrænse retten til aktindsigt efter § 13 - og herunder afvise at oplyse hvorvidt efterretningstjenesten er i besiddelse af oplysninger om den pågældende person som omtalt ovenfor - at begrænsningen i aktindsigt i det konkrete tilfælde er nødvendig til beskyttelse af væsentlige hensyn af den karakter der er omtalt i bestemmelsens stk. 1, nr. 1-6.

Politiets Efterretningstjeneste bygger efter det oplyste tjenestens afgørelser i sådanne sager på en vurdering i det enkelte tilfælde af om det vil have afgørende skadevirkning for tjenestens virksomhed at oplyse hvorvidt tjenesten har oplysninger om den pågældende. Dette er efter efterretningstjenestens opfattelse i almindelighed tilfældet.

Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at foretage en vurdering af skadevirkningerne på en anden og bedre måde end Politiets Efterretningstjeneste.

Normalt kan jeg derfor ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af en konkret vurdering af denne karakter. Kun hvis der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere efterretningstjenestens (og Justitsministeriets) afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst eller afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet.

Under min gennemgang af Deres sag har jeg ikke fundet sådanne særlige omstændigheder, og jeg kan derfor ikke kritisere at efterretningstjenesten og Justitsministeriet i Deres tilfælde afslog at oplyse om efterretningstjenesten er i besiddelse af oplysninger vedrørende Dem.

 

6. De har under sagen over for Justitsministeriet anført at intet tydede på at Politiets Efterretningstjeneste havde foretaget en konkret vurdering af Deres anmodning som efterretningstjenesten er forpligtet til ifølge offentlighedsloven. Jeg går ud fra at De bygger denne opfattelse på den begrundelse der blev givet for afslaget på Deres anmodning om aktindsigt.

Jeg bemærker hertil at indholdet af en begrundelse efter forvaltningslovens § 24, stk. 3, kan begrænses 'i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15'. Forvaltningslovens § 15 omtaler bl.a. de samme hensyn som fremgår af offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 1 og 3.

 

Jeg foretager mig herefter ikke mere i anledning af Deres klage."