Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

En kontanthjælpsmodtager skulle jævnligt møde i retten i udlandet for at varetage sine interesser som sagsøgt i et civilt søgsmål. Den Sociale Ankestyrelse mente at betingelserne i bistandslovens § 37 for modtagelse af kontanthjælp var opfyldt, men Ankestyrelsen mente ikke den pågældende var berettiget til kontanthjælp hvis han fremtidigt skulle opholde sig i udlandet i en længere periode.

Ombudsmanden mente at den sociale begivenhed der medførte behovet for kontanthjælp (retssagen i udlandet), i denne særlige sag kunne medføre at rådighedsforpligtelsen efter bistandslovens § 40 ikke kunne kræves opfyldt.

Ombudsmanden mente ikke at Ankestyrelsens oplysninger om varigheden af opholdet i udlandet var tilstrækkelige til at træffe afgørelse, og ombudsmanden henstillede til Ankestyrelsen at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse. (J.nr. 1997-0981-050).

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Retten til kontanthjælp under verserende retssag i udlandet

 

A klagede til mig over at Den Sociale Ankestyrelse ved afgørelse af 17. december 1996 havde fundet at A ikke var berettiget til kontanthjælp.

Det fremgik af sagens akter at A den 19. september 1995 flyttede til Danmark efter 8 års ophold i udlandet, de seneste 4 år i X-land hvor A var uden arbejde og havde levet af sin formue. Grunden til at A flyttede hjem var at han gerne ville have mere samkvem med sit barn i Danmark som han var bidragspligtig til.

 

A rettede telefonisk henvendelse til K Kommune den 19. september 1995 med henblik på at modtage kontanthjælp. Af K Kommunes journalnotat af samme dato fremgår blandt andet følgende:

"...

1. (A) er sagsøgt af (B) for kr. (...). Der kører retssag i (X-land), hvor (A) også har sin advokat. Retssagen har pt. kørt i 3 år. Sagen vil formentlig trække ud, idet der i alt er 30 sagsøgte og omkring ½ mill. dokumenter der skal gennemlæses af retten.

(A) har fået fri proces i (X-land). Hans advokat omkostninger er pt. (...) kr. Jeg mener, at der er tale om en stor sag også af politisk karakter.

2. (A) skal møde i retten i (X-land) jævnligt, hvilket vil sige en gang hver eller hver anden md. af ca. 1 uges varighed pr. gang.

...

(A) har lejet et værelse hos noget familie.

..."

 

A oplyste på et møde med K Kommune den 26. september 1995 at han var uddannet jurist og tidligere havde arbejdet som advokat og juridisk chef i virksomheden B. A var blevet fyret herfra, og der pågik for øjeblikket en retssag i udlandet, hvor A var sagsøgt af B. A oplyste endvidere at han gerne ville arbejde, men at det ikke var muligt på grund af retssagen.

I brev af 28. september 1995 meddelte K Kommune A at han var bevilget hjælp til forsørgelse med start den 19. september 1995. I brevet var der blandt andet anført:

"...

Mht. din forpligtelse til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet i forbindelse med at modtage bistandshjælp er der truffet beslutning om at se bort fra denne.

Dette sker på betingelse af at du orienterer din fremtidige sagsbehandler om udrejse og returnering til DK hver gang du skal rejse til retsmøde.

Dette skal dokumenteres udfra fx. indkaldelser til retsmøder mm.

Mht. tilmeldingen til Arbejdsformidlingen er der truffet beslutning jvf. ovenstående om at du ikke skal tilmeldes på nuværende tidspunkt.

Da du stadig vil skulle aktiveres, jf. Lov om kommunal aktivering efter ca. 6. mdr's ledighed skal jeg oplyse dig om, at det bliver forvaltningens hovedpine at finde et job til dig - der vil kunne tage behørigt hensyn til dine retsmøder.

..."

 

I et journalnotat af 14. marts 1996 som A den 27. december 1996 fik aktindsigt i, fremgik blandt andet følgende:

"...

Han oplyser indledningsvis, at han ikke er tilmeldt AF, at årsagen hertil er, at han har en verserende sag i (X-land), hvor han hele tiden bliver indkaldt til retsmøde, som ofte varer 14 dage til 3 uger.

...

Han oplyser videre, at der er afsat domsforhandling til 4/6-96 og han forventer at retssagen vil løbe over 6-9 mdr.

Jeg oplyser ham om hans forpligtelser for at modtage kontanthjælp, og han er da heller ikke uvillig til at tage imod jobtilbud, synes blot det må være svært at finde en arbejdsgiver, som med kort varsel vil give ham fri for at tage til (X-land). Han rejser på billigste måde, og det tager tid, men han skal jo selv betale for rejsen derover, så han har intet valg. Han har fri proces og en advokat i (X-land).

..."

 

Det fremgik endvidere at A den 22. april 1996 kontaktede K Kommune telefonisk og blandt andet oplyste at retssagen startede den 4. juni 1996. De følgende 2 måneder skulle A være til stede da han var part i sagen og også vidne i forhold til de andre sigtede i sagen. I august måned var kontoret lukket så da ville der intet ske. A oplyste endvidere at han skulle møde sin advokat i X-land midt i maj måned og angiveligt ville opholde sig derovre i ca. 10 dage. Kommunen aftalte med A at hans advokat skulle sende et brev til forvaltningen.

A's advokat sendte den 26. april 1996 et brev til K Kommune. I brevet var det blandt andet anført at retssagen startede den 4. juni 1996 og på daværende tidspunkt så ud til at vare 6 måneder. Det var endvidere anført at A's tilstedeværelse under sagen var nødvendig.

Ifølge et notat af 29. april 1996 oplyste A at han var indkaldt som første vidne ud af 30. Videre oplyste A at han ville blive dømt hvis han ikke mødte op.

I brev af 1. maj 1996 meddelte K Kommune at A skulle aktiveres og at A derfor måtte være indstillet på at afbryde rejserne til X-land. I modsat fald ville udbetaling af kontanthjælp stoppe. Man meddelte samtidig at afgørelsen kunne påklages til Det Sociale Ankenævn for Y Amt.

A klagede over afgørelsen den 5. maj 1996. Han skrev blandt andet at kommunen ikke kunne ændre den meddelte afgørelse af 28. september 1995. A skrev endvidere at han havde indrettet sin tilværelse på kommunens tidligere meddelelse, da han nu havde fast bopæl i Danmark og derfor ikke var berettiget til sociale ydelser i X-land. A skrev endvidere - med henvisning til advokatens brev af 26. april 1996 - at han ville tabe retssagen hvis han ikke kunne være til stede og at der var tale om lovligt forfald. Han gjorde gældende at det næppe kunne være hensigten med bistandsloven at man fratog den enkelte borger muligheden for at forsvare sig ved en domstol hvor man var sagsøgt efter sagsøgers frie valg.

 

Den 8. maj 1996 sendte K Kommune sagen til Det Sociale Ankenævn for Y Amt. I den forbindelse skrev kommunen blandt andet følgende:

"...

I forhold til pågældendes klageskrivelse og bemærkning om, hvilke hensyn der i forhold til aktiveringsforpligtelsen er lovet i relation til den i (X-land) verserende retssag henvises til forvaltningens brev til den pågældende af 28.09.95.

På daværende tidspunkt oplyste pgl., at det forventede tidsforbrug ville have et omfang af 1 uges varighed hver eller hver anden måned. Indtil forvaltningen har skullet iværksætte aktiveringen har omfanget svaret til det skønnede tidsforbrug.

...

Udbetaling af kontanthjælp pr. 01.05.1996 anses pgl. ikke for berettiget til, da han afslår at indgå i at modtage et aktiveringstilbud med betingelse af afbrydelse af planerne om et flere måneders ophold i (X-land) fra den 4/6-96, jf. LKA § 22.

Kontanthjælp efter den 4/6-96 anses herudover som uforeneligt med betingelserne i bistandslovens § 1."

 

A skrev blandt andet følgende i brev af 21. maj 1996 til det sociale ankenævn:

"...

Det er ganske ukorrekt når kommunen oplyser at undertegnede i forbindelse med min ansøgning om kontanthjælp tilkendegav vedrørende retssagen, 'at det forventede tidsforbrug ville have et omfang af 1 uges varighed hver eller hver anden måned.'

Jeg oplyste, at min tilstedeværelse ville være påkrævet - ikke blot ved retsmøder i (X-land), men også i andre europæiske lande - ca. 1-2 uger pr. md., men at jeg ikke med bestemthed kunne angive det eksakte tidsforbrug.

Af kommunens 'JOURNALARK', der blev udarbejdet i forbindelse med det første møde den 26/9/1996 fremgår det, at der ville blive tale om 'retsmøder i henholdsvis (X-land) samt andre steder i Europa med dages varsel', samt at '(A) ca. 1 til 2 gange om ugen ( det synes klart at der her er tale om en skrivefejl ) skal møde til retsmøder i (X-land).'

Det har således stået kommunen ganske klart, at der ville kunne blive tale om et tidsforbrug på op til 2 uger pr. md.

..."

I brev af 29. maj 1996 stadfæstede det sociale ankenævn kommunens afgørelse. Afgørelsen var truffet efter reglerne i bistandslovens §§ 37 og 40, stk. 1, samt lov om kommunal aktivering § 22. Af afgørelsen fremgik blandt andet følgende:

"...

Efter de nu foreliggende oplysninger om omfanget af Deres ophold i (X-land) efter 4. juni 1996 finder ankenævnet ikke grundlag for at ændre den af forvaltningen nu trufne afgørelse.

..."

 

A klagede over afgørelsen til Den Sociale Ankestyrelse i brev af 10. juni 1996. I klagen anførte A blandt andet:

"...

Den umiddelbare konsekvens af den trufne afgørelse er i følge mine advokater, at den bevilgede fri proces vil blive trukket tilbage. Jeg vil herefter ikke længere være repræsenteret under den i (Z-by) verserende retssag, og derfor blive dømt som udebleven.

Der er fra sagsøgers side nedlagt påstand om betaling af ca. kr. (...), hvorfor en udeblivelsesdom vil medføre helt uoverskuelige konsekvenser for såvel mine fremtidige økonomiske forhold som mine fremtidige erhvervsmuligheder.

Konsekvensen af den trufne afgørelse er således, at jeg taber muligheden for at varetage mine interesser under den verserende retssag - en mulighed jeg ville have haft såfremt sagen havde verseret i Danmark.

Jeg skal endvidere gøre opmærksom på, at sagen uagtet der er tale om en civil erstatningssag, også evt. kan få strafferetlige konsekvenser, da det i den nedlagte påstand gøres gældende, at der er udøvet 'civil fraud' af undertegnede samt en række af de øvrige sagsøgte. Da der p.t. verserer politimæssige undersøgelser i (udlandet) baseret på sagsøgers anmeldelse, er det af helt afgørende betydning, at jeg er repræsenteret under sagen og får lejlighed til, at forsvare mig mod de rejste anklager.

...

Jeg er nu - som konsekvens af den trufne afgørelse - klart ringere stillet, idet jeg af kommunen har fået tilkendegivet, at det vil være strafbart, såfremt jeg rejser til (X-land) og varetager mine interesser, medens jeg samtidig modtager kontanthjælp.

..."

 

Den Sociale Ankestyrelse meddelte i brev af 28. juni 1996 til A at sagen var af principiel betydning og derfor ville blive optaget til behandling. Ankestyrelsen skrev blandt andet:

"...

Sagen er optaget til behandling med henblik på, hvorvidt en kontanthjælpsmodtager kan anses for at opfylde sin rådighedsforpligtelse i henhold til bistandslovens § 40 samtidig med varetagelsen af sine interesser under en længere varende retssag, herunder betydningen af, at retssagen medfører ophold i udlandet, jf. bistandslovens § 1.

Der vil i forbindelse med sagens behandling tillige blive taget stilling til, hvorvidt kommunen kan ændre en tidligere afgivet positiv forvaltningsakt.

..."

 

I brev af 5. juli 1996 skrev A at den i X-land bevilgede fri proces var trukket tilbage som konsekvens af at han ikke kunne være til stede under retssagen, og at hans advokater på den baggrund heller ikke ville repræsentere ham.

Den Sociale Ankestyrelse meddelte i brev af 17. december 1996 til A at styrelsen havde tiltrådt ankenævnets afgørelse. I brevet var der blandt andet anført:

"...

I henhold til bistandslovens § 1 er det offentlige forpligtet til efter reglerne i denne lov at yde bistand til enhver, der opholder sig her i landet, og som af hensyn til egne eller sin families forhold har brug for rådgivning, økonomisk eller praktisk hjælp, støtte til udvikling eller genoprettelse af erhvervsevnen eller for pleje, særlig behandling eller opdragelsesmæssig støtte.

I henhold til bistandslovens § 40, stk. 1 forudsætter ydelse af hjælp, at såvel den, der søger hjælpen, som ægtefællen har udnyttet sine arbejdsmuligheder.

Ankestyrelsen finder ikke, at det forhold, at en kontanthjælpsmodtager bliver tilsagt til at give møde i retten her i landet i sig selv medfører, at kontanthjælpsmodtageren ikke kan anses for at have udnyttet sine arbejdsmuligheder (d.v.s. står til rådighed for arbejdsmarkedet), jf. bistandslovens § 40, stk. 1.

Ankestyrelsen har ved afgørelsen lagt særlig lagt vægt på, at der i henhold til lov om rettens pleje er pligt til at give fremmøde i retten som henholdsvis sigtet og vidne, og at det iøvrigt ikke er muligt at være part i en retssag uden af give fremmøde eller på anden måde at lade sig repræsentere.

Ankestyrelsen finder endvidere, at bistandslovens § 1 ikke vil være til hinder for, at der kan ydes kontanthjælp under et kortvarigt ophold i udlandet, i forbindelse med varetagelse af egne interesser under en retssag, såfremt dette ikke kan ske på anden måde, og såfremt opholdet sker efter aftale med kommunen, jf. det anførte i (...) og (...), der vedlægges til Deres orientering.

Ankestyrelsen lægger herved til grund, at et sådant kortere varende ophold ikke vil være til hinder for at der iværksættes aktiveringsmæssige foranstaltninger i henhold til lov om kommunal aktivering.

Ankestyrelsen finder derimod ikke, at det i henhold til bistandslovens § 1 vil være muligt at bibeholde kontanthjælpen for en sådan længerevarende periode, som kan forventes i forbindelse med Deres retssag (6 måneder eller mere).

Ankestyrelsen lægger herved vægt på, at De ved et sådant længerevarende ophold i udlandet ikke kan anses for fortsat at opholde Dem her i landet i lovens betydning. De kan dermed ikke opfylde Deres rådighedsforpligtelse, ligesom ophold i udlandet i det forventede omfang vil umuliggøre iværksættelse af beskæftigelsesfremmende foranstaltninger i henhold til lov om kommunal aktivering.

Ankestyrelsen finder herefter ikke, at (K) Kommune ved det anførte i skrivelse af 28. september 1995 kan anses for forpligtet til vedvarende at udbetale Dem kontanthjælp under hele retssagens forløb.

Ankestyrelsen lægger herved vægt på, at det er tale om et tilsagn i strid med bistandslovens § 1, ligesom det må have stået Dem klart, at ophold i udlandet af 6-9 måneders varighed, evt. mere, helt vil være til hinder for, at De skulle kunne påbegynde aktivering.

Ankestyrelsen har endvidere tillagt det betydning, at det givne tilsagn efter sin art ikke i afgørende omfang kan have medført, at De har foretaget Dem dispositioner i forhold hertil.

..."

 

A rettede henvendelse til mig i brev af 13. januar 1997. A skrev at afgørelsen syntes at være forkert og truffet på et ufyldestgørende grundlag. A vedlagde endvidere et brev af 12. januar 1997 stilet til Den Sociale Ankestyrelse, hvori han blandt andet kritiserede oplysningsgrundlaget idet han blandt andet ikke mente man kunne tillægge de oplysninger som A tidligere havde gættet sig til omkring retssagens forløb, værdi, og at journalnotaterne var uklare. A påpegede at han efter Ankestyrelsens afgørelse ville have opfyldt sin rådighedsforpligtigelse og fået kontanthjælp, hvis retssagen havde verseret i Danmark. Videre anførte A at man på intet tidspunkt havde givet ham lejlighed til at redegøre for sine bevæggrunde og dispositioner. Han skrev endvidere at begrundelsen for Ankestyrelsens afgørelse var uklar. Sidst i brevet anførte A at han ikke troede at Ankestyrelsen ville ændre afgørelsen, hvorfor han i stedet bad ombudsmanden om at se på sagen.

Den 3. marts 1997 oversendte jeg A's klage til Den Sociale Ankestyrelse som en anmodning fra A om at Ankestyrelsen tog stilling til det han havde anført i sit brev af 12. januar 1997 til Ankestyrelsen. I brev af 19. marts 1997 svarede Ankestyrelsen blandt andet:

"...

Afgørende har været Deres advokats oplysninger om, at retssagen forventedes at ville vare 6 måneder, og at De forud for retssagens begyndelse skulle være til rådighed for Deres rådgivere, (d.v.s. sammenlagt mere end 6 måneders ophold uden for Danmark).

I forhold til den problemstilling, som sagen er antaget til belysning af (og som De har fået meddelt ved brev af 28. juni 1996) finder Ankestyrelsen ikke, at sagen skulle være afgjort på ufuldstændigt grundlag.

Det har således været fuldstændig klart, at der var tale om en meget langvarig retssag med ophold uden for landets grænser, samt at (K) Kommune har ændret en tidligere afgivet positiv forvaltningsakt.

I Deres brev af 12. januar 1997 har De bl.a. anført, at kun i det omfang, man fra Ankestyrelsens side alene har lagt vægt på det formelle, nemlig den konkrete domstols geografiske beliggenhed, synes begrundelsen umiddelbart forståelig.

Ankestyrelsen skal derfor bekræfte, at domstolens beliggenhed uden for landets grænser har haft ganske afgørende betydning for sagens udfald. Bistandsloven gælder nemlig kun for personer, der opholder sig her i landet, jf. § 1, og det er i denne forbindelse uden betydning om opholdet uden for landet sker i et EU-land eller i et ikke-EU-land.

Ankestyrelsen har tidligere i enkelte sager truffet afgørelse om, at personer under kortvarigt ophold i udlandet under ganske særlige omstændigheder fortsat kan anses for 'at opholde sig her i landet', og dermed kan bevare kontanthjælpen. Hvad der helt præcis skal forstås ved 'kortvarigt' kan ikke nøjagtigt defineres, men der tænkes på ophold væsentligt kortere end 6 måneder. Det er derfor uden betydning for Deres sag, om opholdet forudsættes at vare 6 eller 9 måneder. Der er ikke hjemmel i bistandsloven til at lade Dem beholde kontanthjælpen, såfremt De tager ophold uden for landet i en længere periode.

...

Spørgsmålet for Ankestyrelsen har herefter været at tage stilling til, hvorvidt (K) Kommune desuagtet fortsat måtte anses for at være bundet af sit tilsagn afgivet i afgørelse af 28. september 1995.

Ankestyrelsen har som bekendt ikke fundet dette tilfældet, og har herved lagt vægt på, at den fortsatte udbetaling af kontanthjælp ville være i strid med loven, at der var tale om en løbende ydelse, hvor kommunen løbende har ret og pligt til at vurdere, om betingelserne for at modtage ydelsen fortsat er opfyldte, samt at der ikke forelå (og stadig ikke foreligger) oplysninger i sagen om, at De på baggrund af (K) Kommunes tilsagn af 28. september 1995 har foretaget økonomiske dispositioner men henblik på, at De kunne være til stede i (X-land) i en længere periode.

..."

 

Den 28. marts 1997 klagede A på ny hertil og anførte blandt andet følgende:

"...

Jeg kan dog supplerende oplyse, at jeg naturligvis havde truffet aftale om leje af værelse til brug i forbindelse med domsforhandlingen men, at dette næppe kvalificerer som en 'økonomisk disposition', der kan have haft nogen indflydelse på kommunens eller Ankenævnets afgørelse.

...

Min flytning til Danmark havde naturligvis også store økonomiske konsekvenser - relativt set - idet jeg opsagde mit daværende lejemål, solgte min (i X-land) indregistrerede bil, mit TV (kan ikke anvendes i Danmark), samt efterlod alle ejendele der ikke kunne stoppes i 2 kufferter.

..."

 

Ved brev af 29. juli 1997 anmodede jeg Den Sociale Ankestyrelse om en udtalelse i anledning af sagen. Ankestyrelsen skrev blandt andet følgende i udtalelse af 4. august 1997:

"...

I klagen af 28. marts 1997 til Folketingets Ombudsmand har (A) herefter bl.a. anført, at Ankestyrelsen ganske ukritisk skulle have lagt vægt på oplysninger fra (K) Kommune, som han direkte har påpeget og dokumenteret skulle være forkerte.

Ankestyrelsen stiller sig fortsat uforstående overfor denne kritik. Sagen er således antaget til belysning af, hvorvidt en kontanthjælpsmodtager kan anses for at opfylde sin rådighedsforpligtelse i henhold til bistandslovens § 40 samtidig med varetagelsen af sine interesser under en længerevarende retssag, herunder betydningen af, at retssagen medfører ophold i udlandet, jf. bistandslovens § 1. Der ville i forbindelse med sagens behandling tillige blive taget stilling til, hvorvidt kommunen kan ændre en tidligere afgivet positiv forvaltningsakt.

(A) har fået meddelelse om dette antagelsestema ved brev af 28. juni 1996.

Uanset om der således måtte være en vis tvivl om, hvilke oplysninger (A) har afgivet om omfanget af sine retsmøder i udlandet i forbindelse med ansøgningen om kontanthjælp, har dette, jf. det anførte i brev af 19. marts 1997 været uden betydning for Ankestyrelsens afgørelse.

Ankestyrelsen skal i denne forbindelse tillige henlede opmærksomheden på ankestyrelseslovens § 9, stk. 2, hvorefter Ankestyrelsen ikke er bundet af parternes påstande.

..."

 

A kom i brev af 16. august 1997 med sine bemærkninger til Ankestyrelsens udtalelse.

I brev af 18. februar 1998 bad jeg Ankestyrelsen om en fornyet udtalelse til brug for sagen. Ankestyrelsen bad i denne forbindelse den 28. april 1998 Socialministeriet om en udtalelse.

Den Sociale Ankestyrelse afgav sin udtalelse i brev af 30. juni 1998, bilagt Socialministeriets udtalelse af 28. maj 1998. Socialministeriet skrev blandt andet følgende:

"...

Socialministeriet skal i den anledning udtale, at ministeriet er enig i Ankestyrelsens hidtidige opfattelse af, at kontanthjælp som hovedregel ikke vil kunne bevares under ophold i udlandet. Der lægges herved vægt på, at ansøgere under ophold i udlandet næppe kan opfylde deres rådighedsforpligtelse, ligesom ophold i udlandet af længere varighed vil umuliggøre iværksættelse af beskæftigelsesfremmende foranstaltninger. Endvidere vil kommunens kontrolmuligheder ved udbetaling af kontanthjælp under ophold i udlandet i reglen være yderst begrænsede.

..."

 

Ankestyrelsen skrev i sin udtalelse blandt andet:

"...

Ombudsmanden har henvist til det anførte i Ankestyrelsens afgørelse af 17. december 1996 hvorefter det forhold, at en kontanthjælpsmodtager bliver tilsagt til at give møde i retten her i landet ikke i sig selv medfører, at kontanthjælpsmodtageren ikke kan anses for at have udnyttet sine arbejdsmuligheder. Ombudsmanden ønsker oplyst, om der i begrebet 'ikke i sig selv' ligger nogle begrænsninger, herunder tidsmæssige begrænsninger.

Ankestyrelsen skal oplyse, at der i det anførte ligger den begrænsning, at kontanthjælpsansøgeren for fortsat at kunne modtage kontanthjælp, til stadighed skal opfylde sin rådighedsforpligtelse i henhold til bistandslovens § 40. Det betyder, at ansøgeren f.eks. - udover at skulle møde i retten - i størst muligt omfang skal deltage i tilbud om aktivering. Da hjælp efter bistandsloven betragtes som det underste sikkerhedsnet for personer, der opholder sig her i landet, vil der formentlig ikke kunne gives afslag på kontanthjælp alene med henvisning til varigheden af en retssag, jf. den i afgørelsen af 17. december 1996 givne begrundelse. Ankestyrelsen har dog ikke truffet afgørelse om dette spørgsmål. Opmærksomheden henledes samtidig på, at der gælder særlige regler om kontanthjælp til varetægtsfængslede, jf. Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1188 af 23. december 1993 om kontanthjælp til særlige persongrupper.

Ombudsmanden har herudover ønsket oplyst, hvilke oplysninger Ankestyrelsen har lagt vægt på ved vurderingen af, at der ville blive tale om mere end 6 måneders ophold uden for Danmark.

Det kan oplyses, at Ankestyrelsen har lagt afgørende vægt på oplysningerne fra (A)'s advokat om, at retssagen forventedes at vare 6 måneder, og at (A) skulle være til rådighed for advokaten både før og under retssagen.

Oplysninger afgivet af (A) selv til (K) Kommune i forbindelse med sagen har bestyrket opfattelsen af, at der ville blive tale om en meget langvarig retssag. At denne formodning ikke har været ukorrekt bestyrkes af, at der ifølge oplysninger i dagspressen først faldt dom i sagen i juli 1997.

Ankestyrelsen har ikke mulighed for at udtale sig om, hvorvidt (A) ville have taget ophold i (X-land) under hele retssagens forløb. Med henvisning til det anførte i udtalelsen fra (A)'s advokat om, at han skulle være til stede under retssagen, må det dog formodes, at dette ville have været tilfældet i en stor del af perioden. I vurderingen heraf indgår også de faktiske transportmuligheder og -omkostninger mellem (Y-by) og (K). Hertil kommer, at (A) i brev af 28. marts 1997 til Ombudsmanden har oplyst, at han havde truffet aftale om leje af værelse til brug i forbindelse med domsforhandlingen.

..."

 

Udtalelserne blev den 10. juli 1998 sendt til A med henblik på hans eventuelle bemærkninger, hvilke han fremkom med i brev af 15. juli 1998.

 

Ombudsmandens udtalelse

" Lovgrundlaget

§ 1 i lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 om social bistand har følgende indhold:

' § 1. Det offentlige er forpligtet til efter reglerne i denne lov at yde bistand til enhver, der opholder sig her i landet og som af hensyn til sine egne eller sin families forhold har brug for rådgivning, økonomisk eller praktisk hjælp, støtte til udvikling eller genoprettelse af erhvervsevnen eller for pleje, særlig behandling eller opdragelsesmæssig støtte.'

I forarbejderne til § 1, Folketingstidende 1973/74, 2. samling, tillæg A, sp. 683, fremgår følgende:

'Bestemmelsen indeholder en almindelig beskrivelse af de situationer, i hvilke det offentlige er forpligtet til at yde bistand. Det fremgår heraf, at lovforslaget skal dække samme område som de nugældende love om offentlig forsorg, børne- og ungdomsforsorg, mødrehjælp, revalidering, omsorg for invalide- og folkepensionister samt husmoderafløsning og hjemmehjælp. Det fastslås samtidig, at forpligtelsen omfatter enhver, der opholder sig her i landet, uanset statsborgerskab.'

Af § 37, stk. 1, fremgår følgende:

' § 37. Til en person, der på grund af ændringer i sine forhold er afskåret fra at skaffe det fornødne til sit eget eller familiens underhold, ydes der kontanthjælp med et samlet månedligt beløb.'

Af § 40 i lov om social bistand fremgår følgende:

'§ 40. Ydelse af hjælp forudsætter, at såvel den, der søger hjælpen, som ægtefællen har udnyttet sine arbejdsmuligheder. Dette kan f.eks. anses for godtgjort,

når den pågældende ikke har et rimeligt tilbud om arbejde eller deltagelse i beskæftigelsesfremmende foranstaltninger,

når det er attesteret af en læge, at pågældende er uarbejdsdygtig på grund af sygdom, eller at en fortsættelse af det hidtidige arbejde vil medføre risiko for forringelse af pågældendes helbred,

når pågældende ikke kan påtage sig indtægtsgivende arbejde af hensyn til en uddannelse eller omskoling, der er begyndt eller fortsat efter tilskyndelse fra kommunalbestyrelsen, jf. § 43,

når en forsørger ikke kan påtage sig indtægtsgivende arbejde på grund af pasning af børn, og kommunalbestyrelsen ikke kan anvise anden pasningsmulighed, eller

når den ene ægtefælle er afskåret fra indtægtsgivende arbejde af en af de årsager, der er nævnt under nr. 1-3, og den anden ægtefælle i længere tid ikke har haft sådant arbejde, navnlig af hensyn til børnenes pasning eller

pågældende deltager i frivilligt, ulønnet arbejde i udlandet efter de af socialministeren fastsatte regler i henhold til § 37, stk. 4.'

Socialministeriets vejledning nr. 45 af 3. april 1995 om kontanthjælp efter bistandsloven, pkt. 3, indeholder blandt andet følgende:

'...

 

c. Svigtende arbejdsmuligheder

Der vil kunne ydes hjælp såvel i en situation, hvor en person på grund af sine egne forhold, f.eks. sin helbredstilstand, bliver ude af stand til at fortsætte med sin hidtidige beskæftigelse, som i tilfælde, hvor det er beskæftigelsesforholdene, der er årsagen til, at arbejdsindtægten bortfalder. Også en selvstændig erhvervsdrivende, hvis indtægtsmuligheder svigter på grund af ændringer i egne forhold, f.eks. sygdom, vejrmæssige problemer, helt eller delvis ophør af virksomheden m.v., kan få hjælp.

...'

 

Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 17. december 1996

Social begivenhed m.v.

Det fremgår af den dagældende bistandslovs § 37 at der kunne ydes kontanthjælp til en person der på grund af ændringer i sine forhold er afskåret fra at skaffe det fornødne til sit eget underhold. Der skal med andre ord være sket en social begivenhed.

Af Socialministeriets vejledning nr. 45 af 3. april 1995 om kontanthjælp efter bistandsloven fremgår det af pkt. 3, afsnit c, at der kan ydes hjælp hvis en person på grund af egne forhold er ude af stand til at fortsætte sin hidtidige beskæftigelse.

I Deres sag betød Deres afskedigelse fra (virksomheden B) at De var ude af stand til at fortsætte Deres hidtidige beskæftigelse.

Det fremgår af sagen at De forud for ankomsten til Danmark de seneste 4 år havde boet i (X-land), hvor De havde levet af Deres formue. Formuen var nu brugt. De var sagsøgt af (B) for (...) kr., og retssagen havde på tidspunktet for Deres hjemkomst verseret i ca. 3 år. Årsagen til at De flyttede tilbage til Danmark var at De på den måde oftere havde mulighed for at have samkvem med Deres datter der boede her i landet.

Jeg må lægge til grund at myndighederne har fundet at ændringerne i Deres forhold på grund af afskedigelsen fra (B) og den deraf følgende retssag anlagt mod Dem af (B) var en social begivenhed, og at De i øvrigt opfyldte betingelserne i bistandslovens § 37 for opnåelse af kontanthjælp.

 

Rådighedsforpligtelsen

Ud over at være omfattet af personkredsen i bistandslovens § 37 fremgår de nærmere betingelser for at få tildelt hjælp blandt andet af bistandslovens § 40. Det fremgår af § 40 at ydelser af hjælp efter bistandsloven forudsætter at man har udnyttet sine arbejdsmuligheder. § 40, stk. 1, indeholder eksempler på, hvordan det kan anses for godtgjort at man har udnyttet sine arbejdsmuligheder, eksempelvis når man ikke har et rimeligt tilbud om arbejde eller deltagelse i beskæftigelsesfremmende foranstaltninger. Konsekvensen af at man siger nej til et rimeligt arbejdstilbud eller beskæftigelsesfremmende foranstaltning er at der ikke kan ydes kontanthjælp. Eksemplerne nævnt i § 40, stk. 1, er ikke udtømmende.

I Deres sag oplyste (K) Kommune Dem i brev af 1. maj 1996 at De nu skulle tilbydes aktivering. De skulle herefter være indstillet på at afbryde Deres udlandsrejser således at et aktiveringstilbud kunne afgives. I modsat fald ville udbetaling af kontanthjælp stoppe. Såvel det sociale ankenævn som Ankestyrelsen tiltrådte kommunens afgørelse. Jeg har forstået sagen således at De herefter afbrød Deres rejser til (X-land), hvorfor det ikke blev aktuelt at stoppe kontanthjælpen.

I Deres tilfælde var situationen den at De på grund af netop de ændringer i Deres forhold som muliggjorde hjælp efter § 37 i perioder muligvis ville være afskåret fra at udnytte Deres arbejdsmuligheder (blive aktiveret), jf. § 40.

Det fremgår af Ankestyrelsens afgørelse af 17. december 1996 at en kontanthjælpsmodtagers deltagelse i retsmøder her i landet ikke i sig selv betyder et stop for udbetaling af kontanthjælp. I udtalelsen af 30. juni 1998 anfører Ankestyrelsen at der formentlig ikke vil kunne gives afslag på kontanthjælp alene med henvisning til en retssags varighed. Ankestyrelsen henviser i den forbindelse til at hjælp efter bistandsloven må betragtes som det underste sikkerhedsnet for personer der opholder sig her i landet. Dette må jeg forstå således at kravene i såvel § 37 som § 40 i denne situation fortsat kan anses for værende opfyldte.

Jeg må herefter forstå Ankestyrelsen således at selvom man i perioder er involveret i en verserende retssag kan man stadig anses for at opfylde betingelserne i § 40 og dermed stadig have ret til ydelser i henhold til bistandsloven, forudsat at man stadig er omfattet af personkredsen i § 37.

 

Opholdets varighed i (X-land)

Af Den Sociale Ankestyrelses afgørelse af 17. december 1996 fremgår at bistandslovens § 1 ikke vil være til hinder for at der kan ydes kontanthjælp til en person under et kortvarigt ophold i udlandet i forbindelse med varetagelse af egne interesser under en retssag. Ankestyrelsen fandt dog ikke at det i henhold til § 1 ville være muligt at bibeholde kontanthjælpen for en sådan længerevarende periode som kunne forventes i forbindelse med Deres retssag (6 måneder eller mere).

Det fremgår af bistandslovens § 1 at det offentlige som udgangspunkt er forpligtet til at yde bistand til enhver der opholder sig her i landet og som måtte have behov for dette. Rækkevidden af bestemmelsen er ikke nærmere uddybet i forarbejderne.

Lov nr. 455 af 10. juni 1997 om aktiv socialpolitik der trådte i kraft den 1. juli 1998, har i § 5 følgende indhold:

' § 5. Personer, der opholder sig i udlandet, kan ikke få hjælp efter denne lov.

Stk. 2. Kommunen kan dog i særlige tilfælde tillade, at retten til hjælp bevares under kortvarige ophold i udlandet, hvis

modtageren deltager i aktiviteter, der er led i aktivering, eller revalidering efter denne lov,

modtageren udøver aftalt eller fastsat samvær, som ikke kan foregå her i landet, med egne børn under 18 år,

modtageren har brug for nødvendig lægebehandling, som den pågældende ikke kan få her i landet, eller

der i øvrigt foreligger ganske særlige forhold, f.eks. besøg hos en nær pårørende, der er alvorligt syg.

Stk. 3. Det er en betingelse for at bevare hjælpen i udlandet, at opholdet ikke hindrer, at modtageren kan opfylde de almindelige betingelser for hjælp, herunder at den pågældende kan tage imod tilbud om arbejde eller aktivering.'

I bemærkningerne til § 5 fremgår blandt andet følgende:

'Reglen i stk. 1 svarer til den hidtidige praksis efter bistandslovens § 1, hvorefter kommunen ikke kan yde hjælp til personer, som opholder sig i udlandet, fordi hjælpen er bestemt til at opfylde behov her i landet. Grønland og Færøerne er som hidtil ikke omfattet af lovforslaget, jf. forslagets § 115, og det betyder, at Grønland og Færøerne er dækket af begrebet 'udlandet'.

Folketingets Ombudsmand har i forbindelse med en konkret sag anført, at der efter Ombudsmandens opfattelse ikke blot ved en henvisning til bistandslovens § 1 kan gives afslag på fx hjælp efter bistandslovens § 46 b, stk. 1, til udøvelse af samvær med et barn i udlandet. Ombudsmanden finder det mere nærliggende, når bistandslovens § 1 ses i sammenhæng med de øvrige bestemmelser i kapitel 1, at forstå bestemmelsen om ophold som en forudsætning om, at ansøgeren 'opholder sig her i landet' på det tidspunkt, hvor behovet for hjælp opstår, og ansøgning herom indgives til de sociale myndigheder. Om hjælpen eventuelt skal bruges i forbindelse med et kortere ophold i udlandet, er efter Ombudsmandens opfattelse uden betydning for forståelsen af bestemmelsen.

På denne baggrund foreslås det at tydeliggøre betingelserne om ophold her i landet og betingelserne for, hvornår modtageren kan bevare hjælpen under ophold i udlandet.

Det foreslås i stk. 2 , at kommunen i særlige tilfælde kan tillade, at hjælpen bevares under kortvarige ophold i udlandet. Det er således en betingelse for at modtage hjælpen i udlandet, at modtageren opfylder betingelserne for at få hjælp inden udrejsen, og at modtageren har fået kommunens tilladelse før udrejsen. Varigheden af opholdet fastlægges i det enkelte tilfælde ud fra de konkrete omstændigheder, herunder ud fra karakteren af hjælpen.

...

 

Der er ikke i praksis udmøntet en nærmere tidsmæssig afgrænsning af varigheden. Under forrevalidering er varigheden af opholdet typisk fra nogle få uger og op til 3 måneder. Når opholdet indgår i en erhvervsplan, er varigheden typisk 1 til 2 semestre.

...'

Af Socialministeriets skrivelse af 9. maj 1994 om information om kontanthjælpsmodtageres mulighed for at være bortrejst fra deres bopæl fremgår blandt andet følgende:

'...

Bistandslovens § 40 udelukker således ikke, at kommunerne kan tillade, at kontanthjælpsmodtagere kan opholde sig andre steder end på deres bopæl uden at miste retten til kontanthjælp. Det afgørende er derimod, at kommunen forinden er gjort bekendt med pågældendes fravær fra den sædvanlige bopæl, pågældendes opholdssted under fraværet (eller det sted, hvor den pågældende kan kontaktes), samt hvor længe fraværet vil vare. I forbindelse med tilladelsen til at være bortrejst kan der være behov for særskilt at indskærpe oplysningspligten, herunder at modtageren, hvis vedkommende skal opfylde betingelserne, kun kan være bortrejst i den periode, der forud er aftalt.

...'

 

Praksis har tidligere accepteret at § 1 ikke var til hinder for hjælp i henhold til bistandsloven, hvis der var tale om kortvarige ophold i udlandet. Hvad der skal forstås ved 'kortvarige ophold' er ikke nærmere angivet.

Det fremgår af § 5 i den nu gældende lov om aktiv socialpolitik med bemærkninger at denne er en kodificering af tidligere praksis. Endvidere fremgår det af bemærkningerne at varigheden af udlandsopholdet i det enkelte tilfælde afgøres ud fra de konkrete omstændigheder.

Som eksempler på Ankestyrelsens praksis i forbindelse med ophold i udlandet kan nævnes (...), hvorefter § 1 ikke var til hinder for tildeling af kontanthjælp til en person der ledsagede sin ægtefælle under sygebehandling i udlandet i knap 4 måneder, da ægtefællens tilstedeværelse var lægeligt indiceret. Endvidere kan nævnes (...), hvorefter en kvinde under uddannelse til eksportingeniør havde ret til at medtage bruttorevalideringsydelse under et 4 1/2 måneders langt uddannelsesophold i (X-land). Ankestyrelsen fandt at uddannelsesopholdet var af kortere varighed og samtidig indgik som et naturligt led i uddannelsen.

Som det fremgår af ovennævnte har man i visse situationer mulighed for fortsat at oppebære kontanthjælp selvom man opholder sig i udlandet i en periode. Afgørende bliver herefter opholdets varighed samt karakteren af opholdet.

I nærværende sag fastslog Ankestyrelsen i afgørelsen af 17. december 1996 at bistandslovens § 1 ikke automatisk vil være til hinder for fortsat kontanthjælpsydelse under et kortvarigt ophold i udlandet i forbindelse med varetagelse af egne interesser under en retssag. Ankestyrelsen fandt dog samtidig at De ikke kunne bibeholde kontanthjælpen da Deres retssag forventedes at vare 6 måneder eller mere.

Af Ankestyrelsens udtalelse af 30. juni 1998 fremgår det at styrelsen ved vurdering af opholdets varighed i (X-land), har lagt vægt på Deres advokats oplysninger om at retssagen forventedes at vare 6 måneder eller mere, og at De skulle være til rådighed både før og under retssagen. At det blev en langvarig retssag har styrelsen fundet bestyrket ved at der ifølge oplysninger i dagspressen først faldt dom i sagen i juli 1997.

 

Ankestyrelsen oplyser endvidere at styrelsen ikke har mulighed for at udtale sig om hvorvidt De ville tage ophold i (X-land) under hele retssagens forløb. Man formodede dog at det ville være en stor del af perioden. I denne vurdering indgik også transportmuligheder og -omkostninger mellem (Y-by) og (K). Ankestyrelsen finder dette bestyrket ved at De i brev af 28. marts 1997 har oplyst at De havde truffet aftale om leje af et værelse i forbindelse med domsforhandlingen.

Der gælder i den offentlige forvaltning et official- eller undersøgelsesprincip ifølge hvilket forvaltningen har ansvaret for at de fornødne oplysninger til afgørelse af en sag er tilvejebragt.

Officialprincippet forpligter den myndighed der skal træffe afgørelse i en sag til at tilvejebringe korrekte og tilstrækkelige oplysninger til at der kan træffes en materielt rigtig afgørelse, jf. Justitsministeriets vejledning til forvaltningsloven, punkt 199.

Af (K) Kommunes journalnotat af 19. september 1995 fremgår det at De har oplyst at De forventede at skulle møde i retten 1 gang hver eller hver anden måned af ca. 1 uges varighed pr. gang. Af kommunens journalnotat af 14. marts 1996 fremgår at De hele tiden blev indkaldt til retsmøde som ofte varede 14 dage til 3 uger. Det fremgår endvidere at De forventede at retssagen ville løbe over 6-9 måneder. Af journalnotat af 22. april 1996 fremgår at De havde oplyst at retssagen startede den 4. juni 1996 og at De de følgende to måneder skulle være til stede under retssagen. Der ville dog intet ske i august måned da kontoret var lukket.

 

I brev af 26. april 1996 fra (Deres advokat) fremgår at retssagen forventedes at vare 6 måneder og at Deres tilstedeværelse var nødvendig under denne.

De anførte i Deres brev af 21. maj 1996 til det sociale ankenævn at De havde oplyst (K) Kommune om at Deres tilstedeværelse ville være påkrævet ca. 1- 2 uger pr. måned, men at De ikke med bestemthed kunne angive det eksakte tidsforbrug.

Jeg må forstå Ankestyrelsens udtalelse af 30. juni 1998 således at styrelsen på tidspunktet for afgørelsen for så vidt angik varigheden af opholdet i (X-land) har lagt vægt på Deres advokats oplysninger om retssagens forventede længde og om behovet for Deres tilstedeværelse, men at styrelsen ikke var bekendt med om De ville tage ophold i (X-land) under hele retssagens længde, eller alene en del heraf og i givet fald varigheden heraf.

Af Deres ovennævnte brev af 21. maj 1996 fremgår at De ville være ude af landet ca. 1-2 uger pr. måned. Ankestyrelsen ses ikke at have forholdt sig disse oplysninger fra Dem, eller i øvrigt at have søgt yderligere oplysninger vedrørende varigheden af Deres eventuelle ophold i udlandet.

Jeg har på denne baggrund henstillet til Den Sociale Ankestyrelse at genoptage Deres sag og træffe en ny afgørelse.

..."