Anvendt retsforskrift
Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé
En advokat klagede over skattemyndighedernes afslag på aktindsigt efter offentlighedslovens regler i dokumenter vedrørende en "selskabstømmersag".

Ombudsmanden havde efter en samlet vurdering ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere myndighedernes vurdering af at aktindsigtsanmodningen ikke skulle afgøres efter forvaltningslovens regler - allerede fordi der ikke var tale om en "afgørelsessag" i forvaltningslovens forstand. Ombudsmanden lagde herved bl.a. vægt på at sagen angik et eventuelt erstatningsansvar på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler, at erstatningssagen i givet fald ikke ville blive rejst i tilknytning til skattemyndighedernes almindelige virksomhed, og at der ikke kunne antages at være et så tungtvejende behov for at tillægge advokatens klient partsstatus at dette kunne være udslagsgivende. (J.nr. 1997-0506-201).

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Aktindsigt i dokumenter vedrørende "selskabstømmersag". Afgørelsesbegrebet

 

Aktindsigtssagen udsprang af en selskabstømmersag hvorunder konkursboet efter selskabet X på foranledning af den eneste kreditor Told- og Skattestyrelsen anlagde civilretligt erstatningssøgsmål mod den bank som var "køberbank" i handelen med selskabet. Advokatens klient A var under sagen adciteret af den sagsøgte bank og havde på sin side adciteret Told- og Skatteregion Vejle samt Vejle Kommune.

Det fremgik af sagens akter at advokaten i brev af 8. november 1996 anmodede Told- og Skatteregion Vejle om aktindsigt i bl.a. alle dokumenter, dateret 1991 eller senere, der var i regionens besiddelse vedrørende selskabet X under konkurs.

Told- og Skatteregion Vejle traf den 2. december 1996 afgørelse i anledning af anmodningen. Regionen skrev bl.a. følgende:

"For så vidt angår anmodningen vedrørende (X) må

Told*Skat lægge til grund, at De fremsætter anmodningen på vegne af (A), som ikke kan anses for at være part i sagen Told*Skat ctr. B. Deres anmodning skal således behandles med udgangspunkt i Offentlighedslovens § 4.

Ved gennemgang af sagen er der endvidere henset til bestemmelsen i Statsskattelovens § 44 jf. Offentlighedsloven § 14, som pålægger Told*Skat ubetinget tavshedspligt om oplysninger vedrørende en skatteyders skatteforhold, restanceforhold, forhold vedrørende omsætning mv.

 

Med henvisning til det anførte fremsendes vedlagt kopi af Told*Skats registreringssag for selskabet:

..."

I et brev af 20. december 1996 fastholdt advokaten anmodningen om aktindsigt. Advokaten henviste bl.a. til at A var part i en retssag der udsprang af en stævning udtaget af selskabet X under konkurs på foranledning af Told- og Skattestyrelsen, og at sagsanlægget angik omstændigheder vedrørende det konkursramte selskabs skatteforhold. Advokaten foreslog at regionen undersøgte sin indberetning til Told- og Skattestyrelsen for at finde frem til yderligere dokumenter.

Den 7. januar 1997 besvarede told- og skatteregionen advokatens henvendelse således:

"...

Deres henvendelse forstås bl.a. således, at De er uenig med regionen i, at anmodningen skal behandles efter Offentlighedslovens § 4, idet De mener, at reglerne om partsindsigt skal anvendes.

I denne anledning kan meddeles, at regionen ikke kan følge Dem i, at Deres klient er part i sagen Told*Skat ctr. B. Deres klients rolle må ses som et spørgsmål om rådgiveransvar i forhold til (B).

Det kan endvidere meddeles, at Told*Skat Vejle ikke er i besiddelse af flere dokumenter end, hvad der allerede er fremsendt til Dem. Den af Dem omtalte indberetningssag til Told- og Skattestyrelsen beror ikke ved/er ikke udarbejdet af Told*Skat Vejle. Så vidt det fremgår af sagen, er pågældende indberetning udarbejdet af Erstatningsgruppen ved Københavns Skatteforvaltning..."

Ved brev af 9. januar 1997 indbragte advokaten told- og skatteregionens afgørelse for Told- og Skattestyrelsen. I klagen skrev advokaten bl.a.:

"Regionen har truffet afgørelse om, at min klient ikke er part i sagen, der på Told & Skattestyrelsens foranledning er anlagt mod (B). Dette er ikke rigtigt med mindre Told & Skattestyrelsen uden forbehold meddeler, at såvel sagsøgeren som adciterede Told & Skatteregion Vejle tiltræder, at (A) ikke har begået fejl eller har udvist forsømmelser i forbindelse med overdragelsen af det omhandlede selskab. Told & Skattestyrelsen er rådig over sagsøgerens sag, og er dermed i en stilling så denne erklæring kan afgives.

Det fastholdes derfor, at reglerne om partsindsigt skal anvendes.

Jeg har noteret Told & Skatteregion Vejles oplysning om, at Told & Skatteregionen ikke har afgivet nogen indberetning om selskabet (X) under konkurs til Told & Skattestyrelsen."

Told- og Skatteregion Vejle oversendte sagen til klagebehandling i Told- og Skattestyrelsen med oplysning om at regionen ikke mente at kunne ændre sin afgørelse.

Told- og Skattestyrelsen traf afgørelse i sagen den 13. februar 1997. Afgørelsen havde følgende indhold:

"...

Styrelsen skal i denne anledning meddele, at Deres begæring om aktindsigt på vegne (A) ikke kan imødekommes efter forvaltningsloven.

I følge forvaltningslovens § 2, gælder loven for behandling af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.

Med udtrykket 'truffet afgørelse' sigtes i følge lovforslagets bemærkninger til udfærdigelsen af retsakter, det vil sige udtalelser, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde.

Erstatningskrav er ikke udtrykkeligt omtalt i bemærkningerne, men der er i teorien enighed om, at forvaltningslovens regler næppe finder direkte anvendelse i sager om erstatning på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler. Sådanne sager afgøres af domstolene, i det omfang sagen ikke kan afgøres forligsmæssigt.

Hertil kommer, at styrelsen ikke finder, at forvaltningslovens § 9, kan finde anvendelse. Bestemmelsen siger, at den der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed kan forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter. Da der som nævnt ovenfor ikke foreligger en sag, hvori der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, er der som følge heraf ikke adgang til aktindsigt efter forvaltningslovens kap. 4 i materiale, der er indhentet til brug for en erstatningssag i forbindelse med en selskabstømningssag.

Aktindsigt vil derfor ikke kunne kræves efter bestemmelserne i forvaltningsloven. Derimod skal Deres begæring om aktindsigt behandles efter reglerne i offentlighedslovens § 4 om egenaccess.

Det fremgår af offentlighedslovens § 4, stk. 1, at enhver med de undtagelser, der er nævnt i lovens §§ 7-14, kan forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en forvaltningsmyndighed som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed.

På denne baggrund, skal styrelsen derfor fastholde Told- og Skatteregion Vejles afgørelser af henholdsvis 2. december 1996 og 7. januar 1997, hvorefter Deres begæring om aktindsigt skal behandles efter offentlighedslovens bestemmelser.

De har ikke påklaget omfanget af den aktindsigt som Told- og Skatteregion Vejle i de ovennævnte afgørelse har meddelt Dem. Styrelsen skal dog for god ordens skyld bemærke følgende vedrørende omfanget af en aktindsigt i henhold til offentlighedsloven:

Til brug for styrelsens behandling af erstatningssager i forbindelse med selskabstømninger udarbejder told- og skatteregionerne eller, som i det foreliggende tilfælde, Københavns Skatteforvaltning en såkaldt erstatningsrapport.

Denne erstatningsrapport indeholder en sagsfremstilling og dokumenter vedrørende de faktiske omstændigheder i forbindelse med overdragelsen af kapitalandelene. Sagsfremstillingen og dokumenterne vedrører såvel sælgerne, køberne, det handlede selskab og de involverede pengeinstitutters forhold og adfærd. Erstatningsrapporten indeholder endvidere oplysninger og dokumenter om købers, sælgers og selskabets økonomiske forhold.

Det følger af offentlighedslovens § 12, at retten til aktindsigt ikke omfatter oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold.

Det følger endvidere af offentlighedslovens § 14, at pligten til at meddele oplysninger kan være begrænset af særlige bestemmelser om tavshedspligt. Sådanne særlige tavshedsbestemmelser findes i statsskattelovens § 44, der siger, at skattemyndighederne er forpligtet til overfor uvedkommende, at iagttage ubetinget tavshed med hensyn til de oplysninger om skatteydernes indkomst- og formueforhold som under varetagelsen af deres hverv måtte komme til deres kundskab.

Deres klient kan således alene få adgang til det materiale, der er indeholdt i erstatningsrapporten med de begrænsninger, der følger af offentlighedslovens bestemmelser.

Styrelsen skal derfor henvise Dem til at fremsætte Deres begæring om aktindsigt i erstatningsrapportens materiale overfor Københavns Skatteforvaltning, ...

Styrelsen skal endvidere henvise Dem til, at rette henvendelse til kurator i konkursboet efter selskabet... vedrørende adgang til oplysninger vedrørende det tømte selskab.

..."

 

Den 18. februar 1997 klagede advokaten til mig. Han redegjorde i den forbindelse for hvorfor Told- og Skatteregion Vejles forhold havde særlig interesse for A's retsstilling. Advokaten anførte herefter:

"... Jeg har søgt at begære aktindsigt og har modtaget dette - men i begrænset omfang. Det er ikke rigtigt at jeg ikke har påklaget omfanget af aktindsigten. Jeg har påklaget de trufne afgørelse i sin helhed. Min opfattelse er den, at Told & Skattestyrelsens og Told & Skatteregion Vejles stilling i forhold til min klient bevirker, at min klient har adgang til partindsigt. Jeg har videre den opfattelse, at offentlighedslovens § 12 i øvrigt ikke kan benyttes som begrundelse for ikke at udlevere oplysninger om det konkursramte selskabs forhold. Det konkursramte selskabs forhold er i det hele kontrolleret af Told & Skattestyrelsen, og der er ingen enkelt persons interesse der ville blive krænket ved at udlevere oplysning om konkursboets forhold.

Jeg bemærker i øvrigt, at Københavns Skatteforvaltning, selskabsbeskatningen, i et brev af 10. februar 1997 har afvist min begæring om aktindsigt i den såkaldte erstatningsrapport. Dette nævnes fordi Told & Skattestyrelsen i sin afgørelse henviste mig til at fremsætte begæring overfor Københavns Skatteforvaltning herom."

 

I anledning af advokatens klage indhentede jeg udtalelser fra Told- og Skatteregion Vejle og Told- og Skattestyrelsen.

Vedrørende aktindsigtssagen henviste regionen i en udtalelse af 7. april 1997 til den tidligere korrespondance i sagen.

Told- og Skattestyrelsen redegjorde i sin udtalelse af 9. maj 1997 indledningsvis for de generelle retningslinier for behandling af erstatningssager i forbindelse med selskabstømning. Af udtalelsen fremgik herefter følgende:

"...

Det er told- og skatteregionerne, der har forestået arbejdet med at indsamle oplysninger og dokumenter. Når en region, eventuelt i samarbejde med kurator, har indsamlet det materiale, der kan forventes indsamlet i den enkelte konkrete sag, udarbejder regionen en såkaldt erstatningsrapport. Denne erstatningsrapport indeholder en sagsfremstilling af de faktiske omstændigheder i forbindelse med overdragelsen af kapitalandelene samt de indsamlede dokumenter. Erstatningsrapporten indeholder således oplysninger om de parter, der har været involveret i overdragelsen, det vil sige sælger, køber, det handlede og tømte selskab og de involverede pengeinstitutters forhold og adfærd, samt oplysninger om købers og sælgers økonomiske forhold, og det tømte selskabs skattemæssige og økonomiske forhold.

Når regionen har udarbejdet erstatningsrapporten indsendes den til styrelsen.

Styrelsen foretager herefter en vurdering af sagen. Hvis det vurderes, at der er et tilstrækkeligt grundlag for et erstatningskrav oversendes sagen til Kammeradvokaten.

Kammeradvokaten foretager herefter en juridisk bedømmelse af sagen, og hvis han finder sagen egnet som erstatningssag, rejser han herefter erstatningskravet overfor de erstatningsansvarlige. Ønsker de erstatningsansvarlige ikke frivilligt at anerkende et erstatningsansvar, vil Kammeradvokaten i medfør af konkurslovens § 137, anlægge civilretlig erstatningssag mod sælger og/eller køberbank i konkursboets navn.

I visse sager har sælger og køberbank haft mulighed for at underskrive en erklæring om suspension af forældelse af passivitet. Denne mulighed har foreligget i sager, hvor der ikke var et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere erstatningsgrundlaget inden der indtrådte forældelse af erstatningskravet.

 

4 Forvaltningslovens regler ctr. offentlighedslovens regler

Styrelsen har i forbindelse med advokat (...)'s begæring om aktindsigt, men også i forbindelse med behandlingen af de utallige andre begæringer vi har modtaget i selskabstømningssagerne, lagt til grund, at der ikke er tale om 'afgørelsessager' i forvaltningslovens forstand.

I følge forvaltningslovens § 2, gælder loven for

'behandling af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.'

Med udtrykket 'truffet afgørelse' i forvaltningslovens § 2 sigtes i følge lovforslagets bemærkninger til udfærdigelsen af retsakter, det vil sige udtalelser, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde. Det udtales udtrykkeligt i bemærkningerne, at bestemmelsen efter sin formulering kun omfatter sagsbehandling i forbindelse med udfærdigelsen af offentligretlige retsakter i modsætning til indgåelse af kontraktsforhold eller andre privatretlige dispositioner, jf. Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 115f.

Erstatningskrav er ikke udtrykkeligt omtalt i bemærkningerne, men der er i teorien enighed om, at forvaltningslovens regler næppe finder direkte anvendelse i sager om erstatning på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler. Sådanne sager må 'afgøres' af domstolene, i det omfang sagen ikke kan afgøres forligsmæssigt. Der henvises i denne forbindelse til kommentar til forvaltningsloven (2. udgave), s. 49f, og til Gammeltoft Hansen mfl., forvaltningsret (1994), s. 40. Der foreligger ikke styrelsen bekendt trykte ombudsmandsafgørelser eller retspraksis om spørgsmålet.

Sager om erstatningskrav rejst på grundlag af dansk rets almindelige regler eller reglerne i selskabslovene er således efter styrelsens opfattelse ikke omfattet af forvaltningslovens regler.

Advokat (...) anfører i sin klage, at Told*Skat's stilling i forhold til hans klient bevirker, at hans klient har adgang til partindsigt.

Når styrelsen ikke finder, at advokat (...)'s klient er part i henhold til forvaltningslovens § 9, beror det på, at allerede fordi der ikke foreligger en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan den pågældende ikke påberåbe sig partsstatus i henhold til forvaltningsloven.

Det er derimod styrelsens opfattelse, at begæringer om aktindsigt i erstatningssagerne i forbindelse med selskabstømning skal behandles efter reglerne i offentlighedslovens § 4 om egenacces. I henhold til offentlighedslovens § 4, stk. 1, kan enhver med de undtagelser, der er nævnt i lovens §§ 7‑14, forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en forvaltningsmyndighed som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed.

Det har på denne baggrund efter styrelsens opfattelse mindre betydning om det er forvaltningslovens eller offentlighedslovens bestemmelser der finder anvendelse i erstatningssagerne i forbindelse med selskabstømning. De mulige erstatningsansvarlige vil med offentlighedslovens regler om egenacces og aktindsigt reelt have stort set samme mulighed for at opnå aktindsigt.

Da erstatningsrapporten som ovenfor nævnt indeholder oplysninger og dokumenter om andre enkeltpersoners (køber, sælger mfl.) forhold, kan der i henhold til offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, ikke meddeles aktindsigt i disse andre enkeltpersoners private og økonomiske forhold.

Styrelsen er i denne forbindelse enig med advokat (...) i, at det konkursramte selskab, der er en juridisk person, ikke falder ind under offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, der taler om enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold.

Det følger imidlertid af offentlighedslovens § 14, at pligten til at meddele oplysninger kan være begrænset af særlige bestemmelser om tavshedspligt. Sådanne særlige tavshedsbestemmelser findes i statsskattelovens § 44, der siger, at skattemyndighederne er forpligtet til overfor uvedkommende, at iagttage ubetinget tavshed med hensyn til de oplysninger om skatteydernes indkomst‑ og formueforhold som under varetagelsen af deres hverv måtte komme til deres kundskab. Styrelsen har som følge af disse særlige tavshedsbestemmelser fundet, at der ikke kan meddeles aktindsigt i oplysninger (der) vedrører det konkursramte selskab. Det skal tilføjes, at styrelsen i forbindelse med aktindsigtsbegæringer i en række tilfælde har indhentet samtykke fra kurator i konkursboet efter det tømte selskab til udlevering af oplysninger om selskabets forhold. Styrelsen kan selvfølgelig ikke pålægge kurator at afgive et sådant samtykke.

 

B

Herunder følger en gennemgang af behandlingen af den påklagede aktindsigtsbegæring, samt en stillingtagen til det af advokat (...) anførte vedrørende partsindsigt.

...

2 Advokat (...)'s konkrete anbringender vedrørende hans klients status som part

Advokat (...) anfører i sin klage til Dem, at styrelsens og Told‑ og Skatteregion Vejles stilling i forhold til hans klient bevirker, at hans klient har adgang til partindsigt.

Styrelsen skal i denne anledning i det hele henvise til det under pkt. 4 anførte, og alene gentage at erstatningskrav på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler 'afgøres' af domstolene og derfor ikke henhører under forvaltningslovens regler.

Advokat (...) anfører endvidere til støtte for hans klients adgang til partsindsigt, at Told*Skat har udvist egen skyld.

Styrelsen skal i denne anledning oplyse, at det er karakteristisk for erstatningssagerne i forbindelse med selskabstømning, at disse egenskylds betragtninger fremsættes under de verserende erstatningssager, dog uden at Told*Skat dog er adciteret under sagerne.

På samme måde som det henhører under domstolenes kompetence at tage stilling til erstatningsansvaret, er det domstolene der har kompetence til, at tage stilling til, hvorvidt der foreligger en sådan egen skyld fra skattemyndighedernes side at erstatningskravet skal nedsættes eller bortfalde.

Det er styrelsens opfattelse, at aktindsigt i sådanne oplysninger kan nægtes efter opsamlingsbestemmelsen i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Dette gælder efter vores opfattelse både, hvor Told*Skat er part under retssagen, men også i tilfælde hvor Told*Skat ikke er part under retssagen.

Hvis aktindsigt ikke kan nægtes i disse situationer vil det betyde en tilsidesættelse af forhandlingsmaksimen i retsplejelovens bestemmelser om bevisførelse under civile retssager. Det ville være urimeligt såfremt en part under en verserende retssag kunne forlange aktindsigt i materiale, der i givet fald ville kunne inkriminere en adciteret part.

Nægtelse af aktindsigt i sådanne oplysninger vil endvidere efter styrelsens opfattelse ikke forringe de sagsøgte eller de adciteredes retsstilling under retssagen. I henhold til retsplejelovens § 298 har en part under en civil retssag editionspligt. Ligeledes kan en part, der vil påberåbe sig dokumenter, der er undergivet modpartens rådighed, opfordre modparten til at fremlægge disse (provokation). Undlader en part at efterkomme editionspligten eller de fremsatte provokationer, vil retten i henhold til retsplejelovens § 344, stk. 2, kunne tillægge dette virkning til fordel for modparten.

Styrelsen skal afslutningsvis bemærke, at vi på det seneste har modtaget et stigende antal begæringer om aktindsigt fra de sagsøgte sælgere og fra adciterede rådgivere og banker, primært i erstatningssager der allerede verserer ved domstolene. Aktindsigtsbegæringerne vedrører oplysninger om det tømte selskabs forhold.

Styrelsen finder, at der er en risiko for, såfremt disse begæringer mod forventning skal behandles efter forvaltningsloven, at vil det forhale retssagernes behandling ved domstolene, fordi ressoucerne i Told*Skat skal anvendes til at behandle aktindsigtsbegæringer fremfor at fremskaffe og fremlægge oplysningerne under de verserende retssager. Allerede det forhold, at begæringerne skal behandles efter offentlighedslovens bestemmelser kræver en større og større ressourceindsats i Told*Skat og dermed en fare for forsinkelse af retssagerne. Dermed kan der opstå 'flaskehalse' i hele domstolssystemet. Sådanne flaskehalse vil være til gene ikke blot for gennemførelse af selskabstømningssagerne, men også for alle andre sager, der skal behandles ved domstolene."

 

Advokaten kommenterede myndighedernes udtalelser i et brev af 23. juni 1997 hvori han bl.a. anførte:

" Forvaltningsloven :

Styrelsen har i brev af 9. maj 1997 anført, at der ikke er tale om en 'afgørelse' som omtalt i forvaltningslovens §§ 2 og 9.

Styrelsens opfattelse er forkert på dette punkt.

Som det fremgår af Styrelsens indlæg har Styrelsen udarbejdet en såkaldt nettoliste vedrørende overskudsselskaber, der kan have været udsat for selskabstømning.

Det fremgår forudsætningsvis af Styrelsens indlæg, at der ikke i alle sager anlægges retssag ved domstolene.

Styrelsens beslutning om at anlægge retssag i det enkelte tilfælde, må betragtes som en 'afgørelse' i forvaltningslovens forstand.

Det af Styrelsen på side 4 anførte vedrørende Kammeradvokatens rolle i vurderingen af om der skal anlægges sag fratager ikke beslutningen dens karakter af en 'afgørelse'. Dels er det klart, at den endelige beslutningskompetence tilkommer Styrelsen, dels vil Styrelsen ikke kunne overlade beslutningskompetencen til Kammeradvokaten, jf. FOB 1985, s. 209.

Til støtte for, at Styrelsens beslutning er en 'afgørelse' i forvaltningslovens forstand skal jeg henvise til John Vogter : Forvaltningsloven med kommentarer, 2. udgave (1992), s. 46, samt FOB 1992, s. 296, og de generelle bemærkninger, der er anført heri.

Det fremgår af den pågældende udtalelse, s. 300:

'Efter den fortolkningsmetode bør det tilstræbes at lade forvaltningslovens regler finde anvendelse ved myndighedsudøvelse af besluttende karakter, dersom beslutningen er af en sådan art, at der for de berørte parter normalt vil bestå et væsentligt behov for at få tillagt lovens beføjelser, og disse beføjelser iøvrigt vil være egnede til at tilgodese borgerens interesser i henseende til at øve indflydelse på myndighedens beslutningsprocesser.'

I den pågældende sag udtalte ombudsmanden, at forvaltningsloven fandt anvendelse i en sag, hvor Patientklagenævnet havde anmodet politiet om at rejse tiltale mod en læge.

Det er min opfattelse, at de samme hensyn gør sig gældende i nærværende sag.

Styrelsens beslutning om at anlægge sag ved domstolene har en sådan indgribende betydning for min klient, at denne har en væsentlig interesse i at få tillagt lovens beføjelser, herunder bestemmelserne om aktindsigt.

Det bemærkes endvidere, at selve det forhold, at der ikke direkte bliver udtaget stævning mod min klient, ikke kan tillægges betydning, idet selskabstømmersagernes natur lægger op til, at Styrelsens sagsanlæg starter en kædereaktion af sagsanlæg. Dette følger bla. af, at det er Styrelsens opfattelse, at sælgerne af selskaberne skal identificeres med deres rådgivere.

Sagsanlægget mod min klient er således direkte affødt af Styrelsens indstilling i denne sag.

Det bemærkes endvidere, at det fremgår af Styrelsens indlæg, at Styrelsen ikke er uenig i, at min klient har partsstatus. En gennemgang af de hos styrelsen beroende dokumenter ville formentlig også vise, at det er Styrelsens opfattelse, at min klient indtager en central rolle i sagen.

Til støtte for, at forvaltningslovens bestemmelser finder anvendelse skal jeg endvidere henvise til FOB 1989, s. 36, samt FO udtalelse, J.nr. 1986‑1537‑220, kommenteret af John Vogter : Forvaltningsloven med kommentarer, 2. udgave (1992), s. 47-48.

Som nævnt i mit brev af 18. februar 1997 er det min opfattelse, at Told‑ og Skatteregion Vejles manglende indgriben i forbindelse med selskabstømningen har været direkte årsag til det krav der er rejst mod min klient.

Som følge heraf er det af væsentlig interesse for min klient, at få indblik i Skatteregionens forhold.

Retsplejelovens regler er ikke i tilstrækkelig grad egnet til at beskytte min klients interesser, hvorfor min klient har en væsentlig interesse i at blive meddelt aktindsigt efter forvaltningslovens § 9.

Dette understøttes da også af, at Kammeradvokaten ikke har opfyldt mine processuelle opfordringer under den verserende retssag. Endvidere vil det i en sag som nærværende, der er af en kompliceret natur, være en forudsætning for at fremsætte relevante editionsbegæringer, at der i forvejen haves kendskab til de hos styrelsen beroende akter. Såfremt min klient ikke får aktindsigt vil der derfor være en nærliggende fare for at min klient lider retstab.

Her kan jeg tilføje (om en anden tilsvarende sag), at kun på grund af fuldstændig aktindsigt har den sagsøgte i Told & Skats sag j.nr. (...) fået kendskab til oplysninger om, at det 'tømte' selskab efter overdragelsen havde sædvanlig forretningsmæssig virksomhed. Det kunne ikke ‑ end ikke antydningsvis ‑ udledes af de med stævningen fremlagte oplysninger, at der slet ikke var tale om selskabstømning.

Min klients adgang til aktindsigt efter forvaltningsloven begrænses ikke af, at oplysningerne skal anvendes til brug for en verserende retssag. Dette fremgår da også forudsætningsvis af FOB 1994, s. 414.

Selve det forhold, at en oplysning er inkriminerende for den pågældende myndighed berettiger ikke myndigheden til at tilbageholde oplysningen. Dette fremgår forudsætningsvis af bemærkningerne til forvaltningsloven, Folketingstidende 1985/1986 tillæg A, sp. 80:

'I overensstemmelse med dansk forvaltningsretlig tradition bør forvaltningsprocessen udformes således, at forvaltningsmyndighederne ikke fremtræder som parter i et modsætningsforhold til de enkelte borgere. Et grundlæggende princip bør efter justitsministeriets opfattelse forsat være, at borgeren under opfyldelse af færrest mulige formkrav skal kunne henvende sig til den pågældende forvaltningsmyndighed om en sag, hvorefter forvaltningsmyndigheden skal sørge for, at borgeren får netop den retsstilling, som er forudsat i den lovgivning, der regulerer det pågældende forvaltningsområde, eller den for borgeren bedst mulige retsstilling, hvis lovgivningen åbner mulighed for flere løsninger.'

Det bestrides iøvrigt, at der skulle være grundlag for at begrænse omfanget af min klients aktindsigt efter forvaltningsloven.

Styrelsens begrundelse for at meddele afslag om aktindsigt efter offentlighedsloven vedrører således bestemmelsen om tavshedspligt i offentlighedslovens § 14. En tilsvarende bestemmelse gælder ikke for aktindsigt efter forvaltningsloven.

Endvidere vil hensynet til private interesser, jf. forvaltningslovens § 15 ikke kunne begrunde en begrænsning, idet Styrelsen må antages at være eneste implicerede i sagen, som har en interesse i at aktindsigt nægtes.

 

Offentlighedsloven :

For så vidt angår spørgsmålet om aktindsigt efter offentlighedsloven haves følgende bemærkninger:

Det fremgår af offentlighedslovens § 4, stk. 1, at min klient har en generel adgang til aktindsigt.

Endvidere fremgår det af offentlighedslovens § 4, stk. 2, at min klient har ret til 'egenacces'. Dette bestrides da heller ikke af Styrelsen.

 

Erstatningsrapporten

Det fremgår af § 4, stk. 2, forudsætningsvis, at retten til 'egenacces' ikke er begrænset af offentlighedslovens § 12. Dette medfører, at min klient som udgangspunkt har ret til alle oplysninger, der direkte vedrører min klient. Dette gælder uanset om min klient derved måtte få oplysninger om andre personer, jf. John Vogter : Offentlighedsloven med kommentarer (1992), s. 91, og FOB 1990.594.

Erstatningsrapporten rummer oplysninger, der vedrører min klient. Det følger af det ovenstående, at min klient har krav på at blive gjort bekendt med disse oplysninger. Idet erstatningsrapporten udgør en kompleks helhed må det antages at være en forudsætning for, at oplysningerne giver mening, at min klient får lejlighed til at gøre sig bekendt med erstatningsrapporten i dens helhed.

På baggrund heraf er det min opfattelse, at aktindsigt i erstatningsrapporten ikke, som af Styrelsen anført, kan nægtes med henvisning til offentlighedslovens § 12.

Det er min opfattelse, at Styrelsen, inden aktindsigt i erstatningsrapporten blev nægtet, burde have søgt at indhente de øvrige impliceredes samtykke til, at der blev givet aktindsigt, jf. John Vogter : Offentlighedsloven med kommentarer (1992), s. 182. Det bemærkes i den forbindelse, at sælger af selskabet har anmodet om aktindsigt i samme omfang som min klient.

Under alle omstændigheder har min klient krav på aktindsigt i de dele af erstatningsrapporten der ikke indeholder oplysninger om andre personer.

Københavns Skatteforvaltning har begrundet afslaget om aktindsigt med, at erstatningsrapporten er et internt dokument.

Dette bestrides allerede af den grund, at erstatningsrapporten er udleveret til Styrelsen.

 

Oplysninger vedrørende det konkursramte selskab

Styrelsen påberåber sig til støtte for, at min klient ikke kan få aktindsigt i materiale vedrørende det konkursramte selskab statsskattelovens § 44, jf. offentlighedslovens § 14.

En bestemmelse om tavshedspligt må generelt forudsætte, at der findes et subjekt, som har en interesse i, at tavshedspligten opretholdes. Dette må således også gælde i relation til statsskattelovens § 44.

I nærværende sag har det pågældende selskab været under konkursbehandling gennem flere år. Endvidere er der tale om, at Styrelsen har kontrollen og rådigheden over selskabet. Det må således formodes, at den eneste grund til, at konkursboet holdes i 'live' er, at Styrelsens erstatningskrav skal forfølges.

Det pågældende skattesubjekt som tavshedspligten skulle beskytte er således uden nogen form for interesse i, at tavshedspligten opretholdes.

Den eneste aktør, der har interesse i, at tavshedspligten opretholdes, må antages at være Styrelsen.

Det gøres på baggrund heraf gældende, at statsskattelovens § 44, jf. offentlighedslovens § 14 ikke er til hinder for, at Styrelsen giver aktindsigt i materiale vedrørende det konkursramte selskab.

Dette finder tillige støtte i, at statsskattelovens § 44 angiver, at tavshedspligt skal iagttages overfor 'uvedkommende'. I forhold til et subjekt, der ikke har interesse i, at tavshedspligten opretholdes kan der næppe tales om, at en person kan være 'uvedkommende'.

Såfremt aktindsigt nægtes med henvisning til statsskattelovens § 44, jf. offentlighedslovens § 14, ville der iøvrigt være tale om ren formalisme, idet Styrelsen forudsætter, at der kan gives aktindsigt med kurators samtykke. Som ovenfor nævnt har Styrelsen rådigheden og kontrollen over konkursboet. Kurators samtykke må derfor formodes at blive givet såfremt Styrelsen anmoder herom.

Det må under alle omstændigheder gælde, at Styrelsen kun kan nægte aktindsigt i oplysninger, der vedrører det konkursramte selskabs indkomst og formueforhold.

 

Egenskyldsproblematikken

For så vidt angår min klients adgang til aktindsigt i oplysninger vedrørende 'egenskyldsproblematikken' henviser Styrelsen til offentlighedslovens § 13, stk. 1 nr. 6.

Det er således Styrelsens opfattelse, at det forhold, at der verserer en retssag skulle begrænse min klients adgang til at få aktindsigt.

Styrelsens standpunkt er forkert. Jeg skal i den forbindelse henvise til FOB 1994.414.

§ 13, stk. 1 nr. 6 omhandler 'private eller offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige natur er påkrævet.'

Det er min opfattelse, at hensynet til, at det offentlige vinder en verserende retssag ikke er en interesse, der er værnet af bestemmelsen (eller af andre bestemmelser i offentlighedsloven).

Dette understøttes af bemærkningerne til forvaltningsloven, Folketingstidende 1985/1986, tillæg A, sp. 80:

'I overensstemmelse med dansk forvaltningsretlig tradition bør forvaltningsprocessen udformes således, at forvaltningsmyndighederne ikke fremtræder som parter i et modsætningsforhold til de enkelte borgere. Et grundlæggende princip bør efter justitsministeriets opfattelse fortsat være, at borgeren under opfyldelse af færrest mulige formkrav skal kunne henvende sig til den pågældende forvaltningsmyndighed om en sag, hvorefter forvaltningsmyndigheden skal sørge for, at borgeren får netop den retsstilling, som er forudsat i den lovgivning, der regulerer det pågældende forvaltningsområde, eller den for borgeren bedst mulige retsstilling, hvis lovgivningen åbner mulighed for flere løsninger.'

Denne udtalelse rummer det standpunkt, der naturligvis må gælde i en retsstat, nemlig, at forvaltningen ikke eksisterer af hensyn til sig selv, men derimod af hensyn til borgerne.

Det følger endvidere heraf, at forvaltningens opgave er at give borgeren den bedst mulige retsstilling uanset om dette betyder, at forvaltningen må fremkomme med oplysninger, der inkriminerer forvaltningen.

Det gøres som følge heraf gældende, at min klient har krav på aktindsigt i de oplysninger der vedrører 'egenskyldsproblematikken'.

Afslutningsvist bemærkes, at Styrelsen ikke kan undlade at give aktindsigt med henvisning til 'ressourcemæssige' hensyn.

Forvaltningens opgave er at sikre borgerne den retsstilling der tilkommer disse. Såfremt Styrelsen finder, at mængden af sager er til hinder for at give borgerne den retsstilling, der tilkommer disse, er den eneste farbare vej, at Styrelsen opgiver at forfølge sagerne. Der kan således under ingen omstændigheder gives køb på borgernes retsbeskyttelse.

Iøvrigt bemærkes, at ressourcemæssige hensyn ikke er et hensyn, der begrunder begrænsning af retten til aktindsigt, hverken efter forvaltningsloven eller offentlighedsloven (eller for den sags skyld Den Europæiske Menneskerettighedskonvention)."

 

Told- og Skattestyrelsen fremkom i brev af 17. november 1997 med bemærkninger til det advokaten havde anført. Styrelsen bad om at jeg i min udtalelse tog stilling til ikke blot spørgsmålet om hvorvidt forvaltningslovens regler finder anvendelse på aktindsigtsbegæringer fremsat af personer (juridiske såvel som fysiske) der er adciteret af en sagsøgt, men også om forvaltningslovens regler finder anvendelse på aktindsigtsbegæringer fremsat af personer der er direkte sagsøgt under en erstatningssag. Baggrunden herfor var et ønske om at sikre at udtalelsen fik vejledende karakter for hele sagsområdet vedrørende selskabstømninger. Styrelsen fortsatte:

"...

III Advokat (...)'s udtalelse af 23. juni 1997

Det af advokat (...) i brev af 23. juni 1997 anførte kan efter styrelsens opfattelse opdeles i følgende tre hovedargumenter, hvoraf de to første er argumenter vedrører den generelle problemstilling om, hvorvidt forvaltningslovens finder anvendelse på selskabstømningssagerne, mens det tredje vedrører den konkrete sag:

1 Styrelsens beslutning om at anlægge retssag må betragtes som en afgørelse.

2 De af sælger adciterede rådgivere har et væsentligt behov for at få tillagt forvaltningslovens beføjelser.

3 Specielle forhold i den konkrete sag, der medfører et konkret væsentlighedsbehov for aktindsigt.

Styrelsen vil nedenfor kommentere disse hovedsynspunkter.

 

1 Styrelsens beslutning om at anlægge retssag må betragtes som en afgørelse

Under dette punkt anfører advokat (...), at styrelsens beslutning om, at anlægge retssag i det enkelte tilfælde må betragtes som en 'afgørelse' i forvaltningslovens forstand.

Advokat (...) henviser til støtte for sin opfattelse blandt andet til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 2. udgave (1992), s. 46 og s. 47‑48.

Styrelsen skal bemærke, at henvisningerne til ovennævnte lovkommentar ikke er fyldestgørende eller udtømmende. Der henvises i denne forbindelse til styrelsens brev af 9. maj 1997 punkt 4, hvor det anføres:

'Erstatningskrav er ikke udtrykkeligt omtalt i bemærkningerne, men der er i teorien enighed om, at forvaltningslovens regler næppe finder direkte anvendelse i sager om erstatning på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler. Sådanne sager må 'afgøres' af domstolene, i det omfang sagen ikke kan afgøres forligsmæssigt. Der henvises i denne forbindelse til kommentar til forvaltningsloven (2. udgave), s. 49f, og til Gammeltoft Hansen mfl., forvaltningsret (1994), s. 40. Der foreligger ikke styrelsen bekendt trykte ombudsmandsafgørelser eller retspraksis om spørgsmålet.'

Advokat (...) anfører, at det er styrelsen, der kan beslutte at anlægge retssag. Dette giver anledning til følgende bemærkninger om, (1) hvem retssagerne anlægges overfor og (2) hvem der anlægger retssagerne.

(1) Styrelsen skal for det første gentage, at kravet på erstatning rejses overfor sælgerne af de tømte overskudsselskaber og eventuelt de pengeinstitutter, også kaldet køberbanker, der har gennemført betalingstransaktionerne i henhold til selskabstømmernes instrukser. Ved sælgere forstås de oprindelige aktionærer eller anpartshavere i overskudsselskabet, der har drevet den (lovlige) virksomhed i selskabet, som gav anledning til det skattekrav, til dækning af hvilket der var afsat midler i selskabet.

Der rejses ikke krav om erstatning mod sælgernes rådgivere, idet det er vores opfattelse at sælgerne hæfter for deres rådgivere. Det overlades således til sælgerne at rejse regressager mod disse rådgivere.

Styrelsen skal endvidere benytte lejligheden til at præcisere på, hvilket grundlag sælgerne ifalder et civilretligt ansvar i forbindelse med selskabstømning. Præciseringen er efter styrelsens opfattelse nødvendig af hensyn til vurderingen af, hvorvidt forvaltningslovens regler, herunder reglerne om aktindsigt, finder anvendelse på selskabstømningssagerne.

Det er i styrelsens brev af 9. maj 1997 nævnt, at ansvarssagerne overfor sælgerne rejses dels på grundlag af dansk rets almindelige culparegel, dels efter de objektive bestemmelser i anparts‑ og aktieselskabslovene. Der er i september 1997 afsagt 3 landsretsdomme, hvorefter grundlaget for sælgers ansvar efter styrelsens opfattelse kan fastlægges således:

En sælger pådrager sig i almindelighed et erstatningsansvar efter dansk rets almindelige erstatningsregel over for skattevæsenet, når et selskab er solgt og tømt ved bruttoafregning. Der henvises TfS 1997.110 H

Der påhviler altid en sælger et objektivt ansvar for tilbageførsel, jf. tidligere anpartselskabslovs § 84, stk. 4, nu § 49, stk. 4, (aktieselskabslovens § 115, stk. 4) af retsstridige udbetalinger fra et selskab, når selskabet er tømt ved nettoafregning. Der henvises til TfS 1997.725.

Der påhviler en sælger en objektiv hæftelse, jf. tidligere anpartsselskabslovens § 84, stk. 5, nu § 49, stk. 5, (aktieselskabslovens § 115, stk. 5) for det tab, som det tømte selskab lider, når selskabet tømmes efter en mellemform af brutto- og nettoafregning. Der henvises til TfS 1997.711 og TfS 1997.754.

 

Selvom det måtte lægges til grund, i overensstemmelse med Højesterets dom af 21. januar 1997 i Satairsagen, at erstatningskravet i bruttoafregningssager tilkommer skattevæsenet direkte, så vil skattemyndighedernes beslutning om gøre et erstatningsansvar efter dansk rets almindelige erstatningsregel gældende overfor sælger være at sammenligne med en offentlig kreditors beslutning om, at inddrive et skyldigt skattekrav. Det fremgår da også af John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992-udgaven), s. 48, at handler det offentlige som kreditor i anledning af offentretlige eller privatretlige krav, vil de fornødne skridt som myndigheden må tage, ikke være afgørelser i forvaltningslovens forstand.

Taler vi derimod om krav på tilbageførsel af det tømte selskabs midler i henhold til den tidligere anpartsselskabslovs § 84, stk. 4 og 5 (nu § 49, stk. 4 og 5), og aktieselskabslovens § 115, stk. 4 og 5, må det lægges til grund, at tilbageførselskravet tilkommer konkursboet efter det tømte selskab.

(2) Styrelsen skal for det andet tydeliggøre, hvem det er, der rejser erstatningskravene/tilbageførselskravene overfor sælgere og køberbanker.

Det er karakteristisk for konkursboerne efter de tømte selskaber, at eneste kreditor er skattevæsenet, og eneste aktiv er et erstatningskrav mod sælgere eller andre, der har pådraget sig ansvar i forbindelse med tømningen af selskabet. Da der således ingen midler er i boet, har Told*Skat været nødt til, at påtage sig, at afholde omkostningerne ved bobehandlingen, herunder afholde omkostningerne ved førelse af de civilretlige sager på boets vegne efter principperne i konkurslovens § 137. I konsekvens heraf har Told*Skat den 3. juli 1995 og den 18. juli 1997 indgået aftaler (kuratoraftalen) med kuratorerne i konkursboerne efter de tømte selskaber. Aftalen præciserer kurators rolle i oprydningen efter selskabstømningerne. Det skal fremhæves, at kuratoraftalen ikke indskrænker kurators pligter og rettigheder i henhold til konkursloven.

Det skal for god ordens skyld nævnes, at ikke blot i de sager, hvor kravet mod sælger støttes på de objektive bestemmelser i selskabslovene, men også i de sager, hvor kravet støttes på den almindelige erstatningsregel rejses kravet mod sælger sædvanligvis af konkursboet og ikke direkte af Told*Skat.

Det skal endvidere bemærkes, at kuratorerne i konkursboerne efter de tømte selskaber i henhold til retningslinjer af 18. juli 1997 for samarbejdet mellem Told*Skat, Kammeradvokaten og kuratorerne om erstatnings‑ og straffesager har overtaget behandlingen af erstatningssager, hvor selskabet er handlet efter 1. september 1992. Kuratorerne skal i henhold til retningslinjerne udsende krævebreve og rentepåkrav til de erstatningsansvarlige og udtage stævning, hvis der ikke sker en frivillig indbetaling, samt sikre at der ikke indtræder forældelse af krav.

Det er herefter fortsat styrelsens opfattelse, at forvaltningslovens regler ikke finder anvendelse på civilretlige sager i forbindelse med selskabstømning. Kravene mod sælgerne hviler enten på den almindelige erstatningsregel eller på de objektive bestemmelser i selskabslovene. Told*Skat forfølger kravene mod sælgerne som et led i inddrivelsen af skyldige skattekrav. Inddrivelsen af kravene sker sædvanligvis i konkursboets navn, men Told*Skat afholder omkostningerne herved, idet konkursboet er uden midler.

 

2 De af sælger adciterede rådgivere har et væsentligt behov for at få tillagt forvaltningslovens beføjelser

Advokat (...) anfører endvidere, at anlæggelse af retssag har en sådan indgribende betydning, at der for de berørte parter normalt vil bestå et væsentligt behov for at få tillagt forvaltningslovens beføjelser.

Advokat (...) anfører, at der gør sig de samme hensyn gældende, som i den sag, hvor Ombudsmanden udtalte, at forvaltningsloven fandt anvendelse i en sag, hvor Patientklagenævnet havde anmodet politiet om at rejse tiltale mod en læge.

Advokat (...) glemmer her efter styrelsens opfattelse, at sondre mellem sager af offentligretlig karakter og sager af civilretlig/privatretlig karakter. Styrelsen kan ikke som forvaltningsmyndighed pålægge en sælger eller sælgers rådgiver et erstatningsansvar eller et objektivt ansvar efter selskabslovene. Told*Skat er endvidere uden faktisk og retlig indflydelse på, hvorvidt sælger og/eller køberbank adciterer rådgivere, eller andre, såsom købere, konkursboer efter opkøberselskaber, sælgerbanker mfl. under de verserende retssager.

Styrelsen finder i øvrigt ikke, at der i den foreliggende sag eller i selskabstømningssagerne som helhed foreligger hensyn af lignende karakter som i FOB 1992, s. 296.

Det er skattevæsenet og/eller konkursboet efter det tømte selskab, der er skadelidt i selskabstømningssagerne. Det er derfor skadelidte, der i civilretligt regi, nemlig ved de almindelige domstole, anlægger søgsmål mod skadevolderne, nemlig sælgere og køberbanker med henblik på, at få dækket det tab, som skattevæsenet og/eller konkursboet lider ved at selskabet er blevet tømt.

 

3 Specielle forhold i den konkrete sag, der medfører en konkret væsentlighedsbehov for aktindsigt.

Det skal indledningsvis fastlægges, jf. ovenfor under punkt I, at nærværende sag drejer sig om, hvorvidt forvaltningslovens regler finder anvendelse på en begæring om aktindsigt, der er fremsat af en person, der er adciteret af sagsøgte under en civilretlig erstatningssag, der er anlagt af konkursboet efter et tømt selskab, hvor skatteministeriet efter principperne i konkurslovens § 137, afholder omkostningerne og fører sagen på konkursboet vegne.

Der er begæret aktindsigt i alle dokumenter, der vedrører det tømte selskabs forhold.

Den person, der har begæret aktindsigt, har under den verserende civilretlige erstatningssag adciteret Told‑ og Skatteregion Vejle og Vejle Kommune. Det kan oplyses, at der ikke i andre af de ca. 400 verserende erstatningssager i forbindelse med selskabstømning er sket adcitation af skatteministeriet, styrelsen, told‑ og skatteregionerne eller kommunerne.

Advokat (...) anfører som konkrete væsentlighedsgrunde for, at hans klient i den konkrete sag får tillagt forvaltningslovens beføjelser, at

· Told‑ og Skatteregion Vejles manglende indgriben i forbindelse med selskabstømningen har været direkte årsag til det krav, der er rejst imod hans klient.

· Kammeradvokaten ikke har opfyldt processuelle opfordringer, der er fremsat under retssagen.

· selve det forhold, at en oplysning er inkriminerende for den pågældende myndighed ikke berettiger til at tilbageholde oplysningen.

Det er styrelsens opfattelse, at det henhører under domstolenes kompetence, at tage stilling til disse forhold.

Styrelsen finder endvidere, at de af advokat (...) citerede bemærkninger i forarbejderne til Forvaltningsloven i Folketingstidende 1985/1986, tillæg A, sp. 80, vedrører sager af offentretlig/forvaltningsmæssig karakter. Hverken den almindelige erstatningsregel, eller bestemmelserne i anpartsselskabslovens § 84, stk. 4 og 5 (aktieselskabslovens § 15, stk. 4 og 5) kan betragtes som lovgivning, 'der regulerer det pågældende forvaltningsområde', ligesom Told*Skat i øvrigt ingen kompetence har til at administrere på selskabslovenes område. Forholdet mellem advokat (...)'s klient og de adciterede skattemyndigheder må derfor ganske ligestilles med et normalt partsforhold i en retssag. Det ville derfor være urimeligt, hvis modparten i sager som de omhandlede til skade for offentlige myndigheder kunne basere en aktindsigt på de påberåbte bestemmelser i forvaltningsloven.

Nægtelse af aktindsigt i sådanne oplysninger vil endvidere efter styrelsens opfattelse ikke forringe de sagsøgte eller de adciteredes retsstilling under retssagen. I henhold til retsplejelovens § 298 har en part under en civil retssag editionspligt. Ligeledes kan en part, der vil påberåbe sig dokumenter, der er undergivet modpartens rådighed, opfordre modparten til at fremlægge disse (provokation). Undlader en part at efterkomme editionspligten eller de fremsatte provokationer, vil retten i henhold til retsplejelovens § 344, stk. 2, kunne tillægge dette virkning til fordel for modparten.

Styrelsen opfatter også det af advokat (...) under punktet om offentlighedsloven anførte, som vedrørende den konkrete sag.

Advokat (...) har påklaget styrelsens afgørelse af 13. februar 1997, der var en afgørelse af advokat (...)'s påklage at Told‑ og Skatteregion Vejles afgørelse af 7. januar 1997. Styrelsens afgørelse vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt (A) kunne få aktindsigt i alle dokumenter, der vedrørte selskabet (X) under konkurs.

Aktindsigtsbegæringen vedrørte ikke retten til egenacces i henhold til offentlighedslovens § 4, stk. 2, hvorfor styrelsen ikke har taget stilling hertil.

Styrelsen henviste i sin afgørelse advokat (...) til, at rette henvendelse til Københavns Skatteforvaltning vedrørende aktindsigt.

Københavns Skatteforvaltning har den 10. juli 1997 truffet afgørelse om aktindsigt. Denne afgørelse er styrelsen bekendt ikke påklaget til højere administrativ myndighed, som i det foreliggende tilfælde er styrelsen.

Da advokat (...) således ikke har udnyttet det administrative klagesystem, finder styrelsen ikke at denne afgørelse kan indgå i Ombudsmandens behandling. Advokat (...) må i stedet henvises til, at indbringe Københavns Skatteforvaltnings afgørelse for styrelsen.

Som det fremgår af styrelsens afgørelse af 13. februar 1997, indeholdt advokat (...)'s påklage af 9. januar 1997 ikke en påklage af omfanget af den aktindsigt, som Told‑ og Skatteregion Vejle har meddelt ham. Styrelsen fandt dog, jf. den almindelige forvaltningsretlige oplysningspligt, anledning til at oplyse om, at der alene kunne meddeles aktindsigt i det materiale, der var indeholdt i erstatningsrapporten med de begrænsninger, der følger af offentlighedslovens bestemmelser.

Advokat (...) anfører i sin klage til Ombudsmanden af 18. februar 1997, at det ikke er rigtigt, at han ikke har påklaget omfanget af aktindsigten. Det kan imidlertid lægges til grund, at trods af styrelsens udtrykkelige tilkendegivelse herom, har advokat (...) ikke anmodet styrelsen om, at genoptage klagesagen med henblik på som klageinstans også at træffe afgørelse om omfanget af aktindsigten. På denne baggrund finder styrelsen, at advokat (...) skal henvises til, at begære styrelsens klagesagsbehandling på dette punkt genoptaget. Herved sikres styrelsen lejlighed til, at træffe en konkret afgørelse på dette punkt i den foreliggende sag.

Styrelsen skal afslutningsvis meddele, at i henhold til punkt 17 i retningslinjerne af 18. juli 1997 for samarbejdet mellem Told*Skat, Kammeradvokaten og kuratorerne om erstatnings‑ og straffesager i forbindelse med selskabstømninger, meddeler kuratorerne 'Told‑ og Skattestyrelsen samtykke til at udlevere oplysninger vedrørende det tømte selskabs forhold, herunder økonomiske og skattemæssige forhold, til de sælgere eller andre ansvarlige, der har behov for oplysningerne med henblik på gennemførelse af regres'. Kopi af retningslinjerne vedlægges til orientering.

Styrelsen har herved medvirket til at sikre, at de erstatningsansvarlige og regresansvarlige i erstatningssagerne i forbindelse med selskabstømning, har mulighed for at få adgang til oplysninger om det tømte selskabs forhold til brug for de verserende erstatningssager og regressager.

..."

Told- og Skattestyrelsens udtalelse gav advokaten anledning til i brev af 24. november 1997 at gentage at det reelle forhold i sagerne var at Told- og Skattestyrelsen fremsatte erstatningskrav på egne vegne.

 

Ombudsmandens udtalelse

"Forvaltningslovens § 2, stk. 1, har denne ordlyd:

'Loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.'

Om retten til aktindsigt fremgår følgende af forvaltningslovens § 9, stk. 1:

'Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter. Begæringen skal angive den sag, hvis dokumenter den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med.'

I den foreliggende sag har De på vegne af Deres klient anmodet Told- og Skatteregion Vejle om aktindsigt i alle dokumenter fra 1991 og frem vedrørende selskabet (X) under konkurs. Told- og Skatteregionen traf den 2. december 1996 afgørelse efter offentlighedslovens regler og meddelte i øvrigt efterfølgende at regionen ikke var i besiddelse af flere dokumenter end dem De havde modtaget. For så vidt angår den såkaldte erstatningsrapport oplyste regionen samtidig at rapporten ikke beroede ved eller var udarbejdet af regionen, og regionen henviste Dem vedrørende disse dokumenter til Erstatningsgruppen ved Københavns Skatteforvaltning. (Jeg bemærker i den forbindelse at jeg går ud fra at de dokumenter som Told- og Skatteregion Vejle den 4. december 1997 fremsendte i anledning af mit brev af 25. juli 1997 - om udlån af de sagsakter der ikke var omfattet af aktindsigten - hidrører fra erstatningsrapporten og i hvert fald ikke var i regionens besiddelse da regionen traf afgørelse om aktindsigtsspørgsmålet.) Told- og Skattestyrelsen tiltrådte den 13. februar 1997 regionens vurdering af at Deres begæring om aktindsigt ikke kunne imødekommes efter forvaltningsloven, men skulle behandles efter offentlighedslovens § 4. Det er spørgsmålet om rigtigheden af denne vurdering jeg har undersøgt i anledning af Deres klage.

Det følger af forvaltningslovens § 2, stk. 1, og § 9, stk. 1, at loven alene finder anvendelse på Deres anmodning om aktindsigt hvis skattemyndighederne i øvrigt må antages at have truffet eller skulle træffe afgørelse i den sag som aktindsigtsanmodningen vedrører. Afgørelsen må i givet fald bestå i Told- og Skattestyrelsens beslutning om at oversende sagen til Kammeradvokaten til nærmere bedømmelse af om sagen er egnet til at blive forelagt domstolene i form af civilretligt erstatningssøgsmål.

Ved vurderingen af udstrækningen af forvaltningslovens afgørelsesbegreb bør der efter min opfattelse indgå flere kriterier.

Jeg mener således at det i en sag som den foreliggende bl.a. bør tillægges en vis, omend ikke afgørende, vægt at sagen angår et eventuelt erstatningsansvar på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler. Jeg henviser i den forbindelse også til Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 40, og John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 49f, hvor det anføres at forvaltningslovens regler næppe finder direkte anvendelse ved erstatningskrav der rejses på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler uden for kontrakt.

 

Bemærkningerne i den anførte litteratur tager sigte på den formentlig mere almindeligt forekommende situation hvor et erstatningskrav gøres gældende mod det offentlige , men må dog også gælde i tilfælde hvor et eventuelt erstatningskrav uden for kontrakt rejses (på foranledning) af en forvaltningsmyndighed mod en privat part. Særligt i denne situation må det efter min opfattelse ved bedømmelsen af om der er tale om en 'afgørelsessag' desuden være af betydning i hvor høj grad erstatningskravet kan siges at blive rejst i sammenhæng med myndighedens sædvanlige offentlige virksomhed. I den foreliggende sag vil det eventuelle erstatningskrav i givet fald blive gjort gældende med baggrund i en ganske ekstraordinær situation, nemlig et muligt kriminelt forhold i forbindelse med virksomhedshandelen; et eventuelt krav vil således blive rejst uden tilknytning til skattemyndighedernes almindelige virksomhed (skatteligningen).

Det kan til belysning af dette synspunkt bemærkes at jeg tidligere - i en sag behandlet under j.nr. 1993-2092-689 - har fundet at Justitsministeriets afvisning af at imødekomme et erstatningskrav rejst som følge af en fejl begået af en byret var en afgørelse i forvaltningslovens forstand uagtet at ansvarsspørgsmålet måtte bedømmes på grundlag af de almindelige regler om erstatning uden for kontrakt. I den sag udsprang erstatningskravet direkte af domstolens almindelige virksomhed (dommerens embedsførelse), hvortil kommer at klageren må antages at have haft et væsentligt behov for at blive tillagt partsbeføjelser, jf. straks nedenfor, bl.a. fordi Justitsministeriet ved sin afvisning af kravet afgjorde det endelige udfald af sagen.

 

Jeg har endvidere i en delvis tilsvarende sag omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1992, s. 296ff, som De også har henvist til i forbindelse med den foreliggende sag, haft anledning til at fremkomme med bemærkninger om forvaltningslovens afgørelsesbegreb. I denne sag havde Patientklagenævnet på baggrund af en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen anmodet politiet om at rejse tiltale mod en læge for overtrædelse af bestemmelser i lægeloven. Jeg anførte bl.a. følgende (s. 300f ):

'...

I (forvaltnings)lovens § 2, stk. 1, er det fastlagt, at loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Efter forarbejderne til bestemmelsen (Folketingstidende 1985/86, tillæg A, sp. 115) sigtes der med udtrykket 'truffet afgørelse' til udfærdigelse af retsakter, det vil sige udtalelser, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde, Det samme er anført i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, pkt. 10. Det er på dette grundlag antaget i praksis, at anklagemyndighedens beslutning om at rejse tiltale ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og at det samme gælder en myndigheds indstilling til en anden myndighed til brug for en sags afgørelse, jf. John Vogter: Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 51f.

Som omtalt i det anførte værk, s. 45, kan der imidlertid ved fastlæggelsen af afgørelsesbegrebet vælges to forskellige fortolkningsprincipper. Ved siden af den traditionelle afgrænsning af afgørelsesbegrebet peges der på den fortolkningsmetode, som jeg har fremhævet i Juridisk Grundbog, bind 4 (1989), s. 30ff (og nu i Forvaltningsret (1994), s. 41; min tilføjelse). Efter den fortolkningsmetode bør det tilstræbes at lade forvaltningslovens regler finde anvendelse ved myndighedsudøvelse af besluttende karakter, dersom beslutningen er af en sådan art, at der for de berørte parter normalt vil bestå et væsentligt behov for at få tillagt lovens beføjelser, og disse beføjelser i øvrigt vil være egnede til at tilgodese borgernes interesser i henseende til at øve indflydelse på myndighedens beslutningsprocesser.

I forbindelse med patientklagesager må der efter min opfattelse lægges vægt på, at Patientklagenævnet kun anmoder politiet om at rejse tiltale i de sager, der efter nævnets opfattelse er så alvorlige, at det ikke er tilstrækkeligt, at nævnet giver udtryk for kritik af patientbehandlingen. Derfor vil selve beslutningen om at anmode politiet om, at der rejses tiltale, være meget belastende for den pågældende sundhedsperson, og det må i øvrigt også antages, at beslutningen i væsentlig grad vil påvirke straffesagens forløb. Behovet for at tillægge den pågældende partsrettigheder er således efter min mening på sin vis større i disse sager end i de sager hvor den pågældende utvivlsomt har partsrettigheder, der afsluttes med, at Patientklagenævnet udtaler kritik af patientbehandlingen. På denne baggrund er det min opfattelse, at forvaltningsloven også finder anvendelse i sager af denne karakter.'

 

Som det fremgår lagde jeg ved udtalelsen vægt på at der i den beskrevne situation måtte antages at være et særligt behov for at lade forvaltningslovens regler finde anvendelse i forhold til forvaltningsmyndighedens beslutning om at anmode politiet om at rejse tiltale (og på at partsbeføjelser i øvrigt måtte anses for at være egnede til at tilgodese den pågældendes interesser i henseende til at øve indflydelse på myndighedens beslutningsprocesser).

Jeg bemærker i den forbindelse at Deres klient - som også nævnt af Told- og Skattestyrelsen i udtalelse af 9. maj 1997 - efter offentlighedslovens bestemmelser formentlig havde adgang til aktindsigt i samme dokumenter som det ville være tilfældet efter forvaltningslovens regler.

Det fremgår i øvrigt af Told- og Skatteregion Vejles brev af 7. januar 1997 at De rent faktisk havde modtaget de dokumenter vedrørende sagen som regionen var i besiddelse af.

Hertil kommer at der eventuelt under en retssag vil være yderligere muligheder for at få fremlagt dokumenter under henvisning til retsplejelovens regler; Deres og klientens adgang til øvrige dokumenter vedrørende sagen er således ikke udtømt med skattemyndighedernes afgørelse.

Jeg mener på den baggrund ikke at der i den foreliggende sag er et så tungtvejende behov for at tillægge Deres klient partsstatus at dette kan være udslagsgivende for bedømmelsen af om der må antages at foreligge en 'afgørelsessag'.

Efter en samlet vurdering er det herefter min opfattelse at jeg ikke har fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Told- og Skatteregion Vejle og Told- og Skattestyrelsens vurdering af at aktindsigtsanmodningen ikke skulle afgøres efter forvaltningslovens regler - allerede fordi der ikke forelå en 'afgørelsessag' i forvaltningslovens forstand.

 

Det bemærkes at jeg herefter ikke har haft anledning til nærmere at overveje om Deres klient i givet fald måtte anses som part i sagen, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 1.

Told- og Skatteregion Vejle sendte som nævnt efter det oplyste samtlige de akter som regionen var i besiddelse af til Dem. Vedrørende den af Dem (i brev af 20. december 1996) omtalte indberetning henviste regionen til Erstatningsgruppen ved Københavns Skatteforvaltning. De har i Deres klage til mig af 18. februar 1997 oplyst at Københavns Skatteforvaltning, Selskabsbeskatningen, i et brev af 10. februar 1997 afviste Deres begæring om aktindsigt i erstatningsrapporten. Denne afgørelse var ikke vedlagt klagen. Told- og Skattestyrelsen har imidlertid i brev af 17. november 1997 bemærket at Københavns Skatteforvaltning den 10. juli 1997 traf afgørelse om aktindsigt, og at den afgørelse ikke ses at være påklaget til styrelsen.

 

For så vidt angår spørgsmålet om aktindsigt i erstatningsrapporten må jeg på den baggrund henvise Dem til i givet fald at klage til Told- og Skattestyrelsen over Københavns Skatteforvaltnings afgørelse. Jeg henviser herved til at ombudsmanden ikke kan behandle en klage over et forhold der kan påklages til en anden forvaltningsmyndighed førend den anden forvaltningsmyndighed har truffet afgørelse (§ 14 i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand). Told- og Skattestyrelsens bemærkninger i afgørelsen af 13. februar 1997 om omfanget af eventuel aktindsigt i erstatningsrapporten efter offentlighedslovens regler kan ikke træde i stedet for en konkret afgørelse af spørgsmålet.

Jeg foretager mig herefter ikke yderligere i sagen."

 

NOTER (*1) Jf. FOB 1985, s. 209, FOB 1992, s. 296ff, FOB 1989, s. 36, FOB 1994, s. 414 og FOB 1990, s. 594.