Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé
En skatteyder der boede i Københavns Kommune søgte skattedirektoratet i Frederiksberg Kommune om eftergivelse af restskat. Skattedirektoratet afslog og Told- og Skattestyrelsen tiltrådte afslaget.

Ombudsmanden var enig med skattemyndighederne i at sagen retteligt burde have været behandlet af skattedirektoratet i Københavns Kommune i 1. instans.

Derimod var ombudsmanden ikke enig i skattemyndighedernes vurdering af hvilken betydning kompetencemanglen havde for sagen. Efter ombudsmandens opfattelse var skattedirektoratets afgørelse i sagen ugyldig.

Ombudsmanden kritiserede derfor at skattedirektoratet i Frederiksberg Kommune ikke sendte sagen videre til behandling i Københavns Kommunes skattedirektorat. Ombudsmanden kritiserede også at Told- og Skattestyrelsen ikke ophævede skattedirektoratets afgørelse og oversendte sagen til Københavns Kommune til behandling.

Ombudsmanden henstillede at Told- og Skattestyrelsen genoptog behandlingen af sagen og på ny overvejede hvilken betydning kompetencemanglen havde for sagen. (J.nr. 1997-1050-213).

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Afslag på eftergivelse af restskat. Stedlig kompetence

 

Af sagen fremgik at A den 27. maj 1996 søgte skattedirektoratet i Frederiksberg Kommune om eftergivelse af sin restskat for indkomståret 1995.

Den 23. juni 1996 fremkom A med supplerende oplysninger til ansøgningen.

Den 29. august 1996 gav skattedirektoratet A afslag under henvisning til at skattedirektoratet ikke havde fundet at betingelserne for eftergivelse var til stede.

Den 1. september 1996 klagede A til Told- og Skattestyrelsen.

Den 4. september 1996 skrev A til skatteministeren om sagen og fremkom med supplerende oplysninger til klagen. Skatteministeren bad Told- og Skattestyrelsen om at svare A.

Den 12. september 1996 svarede Told- og Skattestyrelsen Dem. Af svaret fremgik blandt andet at styrelsen til brug for sin behandling af sagen havde anmodet skattedirektoratet om en udtalelse i sagen.

 

Den 6. december 1996 udtalte skattedirektoratet sig om A's klage. Af udtalelsen fremgik blandt andet:

"...

Skatteyder har oplyst, at han under ophold i Thailand har bedrevet kriminel adfærd, ved hvilken han har erhvervet en fortjeneste på kr. 375.000 kr. (Iflg. skatteyders egne oplysninger i en avisartikel andrager fortjenesten mindst kr. 1,5 mio.).

Efterfølgende er han tilbageholdt af det stedlige politi, som tillige beslaglagde beløbet kr. 375.000. Dette blev imidlertid frigivet til skatteyder ved løsladelsen den 8. juli 1994.

Skattedirektoratets kontor for udlandsbeskatning har på grundlag af skatteyders egne oplysninger ved ansættelser af henholdsvis den 7. juni 1994 og 25. august 1994 forhøjet den skattepligtige indkomst.

Ansættelsen er ikke siden påklaget til skatteankenævnet.

Efter udvisning af Thailand har skatteyder slået sig ned i Philippinerne for sidenhen at have taget (midlertidigt?) ophold i Danmark.

Uden at skatteyder har bidraget med oplysninger herom i sine andragender, har sekretariatet konstateret, at skatteyder den 15. januar 1996 over for folkeregistret har meddelt flytning til (X - en adresse i Københavns Kommune) samt den 9. februar 1996 til (en adresse i Københavns Kommune).

Retteligt burde skatteyder have rettet sin henvendelse omkring andragende om eftergivelse af restskat af 23. juni 1996 til Københavns Kommune som nuværende bopælskommune.

Direktoratets afslag af 29. august 1996 på andragende skal ses på baggrund af det ovenfor anførte om skatteyders økonomiske forhold, hvorefter man ikke har fundet, at betingelserne for eftergivelse er opfyldt.

..."

 

Den 12. december 1996 tiltrådte Told- og Skattestyrelsen skattedirektoratets afslag.

Den 6. januar 1997 skrev A på ny til skatteministeren om sagen. Skatteministeren bad Told- og Skattestyrelsen om at svare A.

Den 23. januar 1997 meddelte Told- og Skattestyrelsen A at styrelsen fastholdt afslaget.

Den 14. april 1997 klagede A til mig.

Den 30. april 1997 bad jeg Told- og Skattestyrelsen og Frederiksberg Kommune, Skattedirektoratet, om en udtalelse i anledning af A's klage. Under henvisning til at det fremgik af sagen at skattedirektoratet på afgørelsestidspunktet var bekendt med A's adresse i København, bad jeg skattedirektoratet om i sin udtalelse om blandt andet at komme ind på spørgsmålet om skattedirektoratets kompetence til at træffe afgørelse i sagen. Jeg bad også om styrelsens eventuelle bemærkninger hertil.

 

Den 17. juni 1997 udtalte Frederiksberg Kommune, Skattedirektoratet sig. Af udtalelsen fremgik blandt andet:

"...

Direktoratets sagsbehandling blev indledt på baggrund af skatteyders ansøgning af 27. maj 1996, hvori skatteyder dels undlader at anføre afsenderadresse, dels undlader at oplyse, at han er fraflyttet Frederiksberg kommune til en anden folkeregisteradresse.

På baggrund af skatteyders oplysning om at befinde sig i Danmark midlertidigt for at ordne nogle ægteskabspapirer, antog undertegnede, at skatteyder i lighed med tidligere sagsbehandling havde opretholdt sin bopæl i Philipinerne.

Først ved sagsbehandlingens afslutning og umiddelbart inden fremsendelse af svar blev undertegnede opmærksom på adressen (i Københavns Kommune).

Eftersom dette forhold ikke havde indflydelse på sagens udfald, valgte undertegnede at fremme sagen fremfor at sende den til fornyet behandling i Københavns kommune.

Det er i øvrigt med stor undren, at direktoratet med fremsendelse af nærværende forespørgsel erfarer, at skatteyder allerede ultimo 95/primo 96 har indsendt andragende til Københavns kommune, hvorfra afslag afsendes 19. januar 1996 (afslag fra Told og Skat af 15. april 1996).

På denne baggrund synes det nærliggende at formode, at skatteyders ansøgning til Frederiksberg kommune af 27. maj 1996 er sket mod bedre vidende."

 

Den 23. juni 1997 udtalte Told- og Skattestyrelsen sig. Af udtalelsen fremgik blandt andet:

"...

Told- og Skattestyrelsen skal udtale, at ansøgningen om eftergivelse af restskat for indkomståret 1995 rettelig skulle have været behandlet af Københavns kommune, som på ansøgningstidspunktet var (A)'s bopælskommune.

Told- og Skattestyrelsen fandt dog, at selvom Københavns kommune (rettelig) havde behandlet indkomståret 1995 ville det, i lighed med Københavns kommunes tidligere afgørelse af 19. januar 1996 vedrørende indkomstårene 1992 og 1994, også have givet afslag.

Da man således havde vurderet, at dette forhold ikke havde indflydelse på sagens udfald valgte man, at sagen ikke skulle forsinkes ved at videresende den til Københavns kommune og bede dem behandle sagen i 1. instans.

Ved afgørelsen af 12. december 1996 lagde Told- og Skattestyrelsen særlig vægt på de foreliggende oplysninger om omstændighederne ved skatterestancens opståen og de økonomiske forhold.

Ved brev af 6. januar 1997 henvendte (A) sig til skatteministeren, som anmodede Told- og Skattestyrelsen om at besvare henvendelsen.

Ved brev af 23. januar 1997 meddelte styrelsen (A), at man ikke fandt, at der var fremkommet oplysninger som kunne ændre afgørelsen af 12. december 1996.

..."

Den 7. juli 1997 kommenterede A udtalelserne. A anførte blandt andet at han altid havde meddelt folkeregisteret eventuelle adresseændringer.

Den 5. august 1997 sendte jeg A's brev af 7. juli 1997 med bilag til Told- og Skattestyrelsen til orientering. Samtidig bad jeg styrelsen - hvis brevet gav styrelsen anledning til bemærkninger - om at sende mig disse inden udgangen af august 1997.

 

Ombudsmandens udtalelse

" Retsgrundlaget

Den 4. oktober 1989 fremsatte skatteministeren forslag til lov om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove m.v. (Eftergivelse og henstand, se L 5, Folketingstidende 1989-90, tillæg A, sp. 143ff). Lovforslagets § 1 havde følgende ordlyd:

'§ 1

I lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m.v. (kildeskat), jf. lovbekendtgørelse nr. 554 af 16. september 1988, som ændret ved lov nr. 385 af 7. juni 1989, foretages følgende ændringer:

Efter § 73 A indsættes:

'§ 73 B. Skattebeløb, som en person efter denne lov har været pligtig at indeholde eller opkræve, samt administrativt vedtagne bøder efter § 79 kan eftergives, såfremt:

skyldneren godtgør, at denne ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og

skyldnerens forhold og omstændighederne i øvrigt taler derfor.

 

Stk. 2. Tilsvarende kan beløb eftergives, som personer er pligtige at betale som erstatning for selskabers manglende indbetaling af indeholdte beløb.

Stk. 3. Ved anvendelsen af stk. 1, nr. 2, skal der navnlig lægges vægt på, om skyldneren udelukkende eller overvejende har gæld til skattevæsenet og eventuelt toldvæsenet, skyldnerens interesse i eftergivelse, gældens alder, omstændighederne ved dens pådragelse og hidtidige afvikling samt skyldnerens forhold under eftergivelsessagen.

Stk. 4. Eftergivelse kan gå ud på bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld, herunder påløbne renter. I forbindelse med nedsættelse kan der træffes bestemmelse om henstand med og afdragsvis betaling af den ikke eftergivne del af gælden. I henstands- og afdragsperioden sker der ingen forrentning af gælden.

Stk. 5. Eftergivelse kan bortfalde:

hvis skyldneren i forbindelse med eftergivelsessagen har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold, eller

hvis skyldneren groft tilsidesætter sine forpligtelser i forbindelse med afvikling af den ikke eftergivne del af gælden.

Stk. 6. Såfremt skyldneren ikke kan godtgøre, at denne ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, jf. stk. 1, nr. 1, kan der i stedet for eftergivelse meddeles skyldneren henstand. Stk. 1, nr. 2, stk. 3, og stk. 5, nr. 1, finder tilsvarende anvendelse ved meddelelse af henstand.

Stk. 7. Den regionale told- og skatteforvaltning, i Københavns og Frederiksberg Kommuner dog skattedirektoratet, hvorunder skyldnerens aktuelle bopælskommune hører, træffer afgørelse om, hvorvidt eftergivelse eller henstand kan bevilges.

Stk. 8. Afgørelser efter stk. 7 kan påklages til den centrale told- og skatteforvaltning. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt skyldneren. Den centrale told- og skatteforvaltning kan dog se bort fra overskridelse af fristen, når omstændighederne taler derfor. Den centrale told- og skatteforvaltnings afgørelse kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

§ 73 C. Reglerne i § 73 B finder tilsvarende anvendelse på personers indkomst- og formueskat til staten, amtskommunal indkomstskat, kommunal indkomstskat samt kirkelige afgifter. Beslutning om eftergivelse og henstand træffes efter indhentet udtalelse fra kommunalbestyrelsen i skyldnerens aktuelle bopælskommune.

§ 73 D. De i § 73 B, stk. 7, nævnte myndigheder kan i øvrigt, når forholdene i ganske særlig grad taler derfor, eftergive eller nedsætte skatter pålignet personer, selskaber, foreninger m.v. § 73 C, 2. pkt., og § 73 B, stk. 8, finder tilsvarende anvendelse i disse situationer.'

 

Af bemærkningerne til lovforslagets § 73 B, stk. 7, og § 73 C, 2. pkt., fremgår blandt andet:

'...

Med hensyn til eftergivelse og henstand på skatteområdet foreslås det i § 73 B, stk. 7, at kompetencen til som 1. instans at træffe afgørelse lægges hos den regionale told- og skatteforvaltning, hvorunder skyldnerens aktuelle bopælskommune hører. I Københavns og Frederiksberg Kommuner dog hos skattedirektoraterne.

...

Den høring af kommunalbestyrelsen der er foreskrevet i § 16 i lov om kommunal indkomstskat, beholdes og udvides til at omfatte eftergivelse af og henstand med alle personlige skatter. Efter de gældende regler sker den indledende sagsbehandling allerede i vidt omfang i kommunen, idet denne sørger for, at de relevante oplysninger er til stede, og afgiver en udtalelse i sagen.

..."

 

Den 8. december 1989 afgav Folketingets Skatteudvalg betænkning over lovforslaget (Folketingstidende 1989-90, tillæg B, sp. 113f ). I den forbindelse fremsatte skatteministeren følgende ændringsforslag nr. 1 til affattelsen af § 73 D:

' 1) Den foreslåede § 73 D affattes således:

' § 73 D. De i § 73 B, stk. 7, nævnte myndigheder kan i øvrigt, når forholdene i ganske særlig grad taler derfor, eftergive eller meddele henstand med skatter, som personer, selskaber, foreninger mv. er pålignet eller har skullet indeholde eller opkræve. § 73 C, 2. pkt., og § 73 B, stk. 8, finder tilsvarende anvendelse i disse situationer.'

Lovforslaget blev vedtaget ved Folketingets 3. behandling den 14. december 1989 (lov nr. 825 af 19. december 1989).

Den 1. november 1989 fremsatte skatteministeren forslag til lov om ændring af forskellige skatte- og afgiftslove m.v. (Klageafkortning, se L 41, Folketingstidende 1989-90, tillæg A, sp. 1281ff). Den 24. januar 1990 afgav Folketingets Skatteudvalg betænkning over lovforslaget (Folketingstidende 1989-90, tillæg B, sp. 511ff). I den forbindelse fremsatte skatteministeren følgende ændringsforslag nr. 14:

' 14) Efter nr. 2 indsættes som nye numre:

01. I § 73 B, stk. 1, ændres 'Skattebeløb' til: 'Skatteministeren kan eftergive skattebeløb', og 'kan eftergives' udgår.

02. § 73 B, stk. 7 og 8, ophæves.

03. I § 73 D ændres 'De i § 73 B, stk. 2, nævnte myndigheder' til 'Skatteministeren', og 'og § 73 B, stk. 8' udgår.'

 

Af bemærkningerne til ændringsforslaget fremgår blandt andet:

'Ved lov nr. 825 af 19. december 1989 og lov nr. 888 af 29. december 1989, der således er vedtaget efter fremsættelsen af lovforslaget, blev der i kildeskattelovens § 73 B og ligningslovens § 16 A indsat bestemmelser, der bl.a. indeholder en beskrivelse af kompetencefordelingen i visse typer af sager. Regler af tilsvarende karakter er foreslået ophævet ved lovforslaget. Formålet med at ophæve lovregler, der direkte fastsætter en kompetencefordeling, er at samle reglerne i en bekendtgørelse. Det er således hensigten af ordensmæssige grunde at skabe ensartede regler på hele skatteområdet. Herved undgås det, at reglerne om kompetencefordelingen for en bestemmelses vedkommende findes i loven, mens den for en anden bestemmelse fremgår af en bekendtgørelse.

Det foreslås derfor, at også de nye bestemmelser i kildeskattelovens § 73 B og ligningslovens § 16 A bliver omfattet af lovforslaget.'

Loven blev vedtaget af Folketinget ved 3. behandlingen den 1. februar 1990 (lov nr. 59 af 7. februar 1990).

Kildeskatteloven er herefter blevet ændret flere gange på områder som er uden betydning for denne sag. I den forbindelse bemærker jeg dog at ordlyden af kildeskattelovens § 73 B, stk. 3, og § 73 C er blevet ændret redaktionelt ved henholdsvis lov nr. 374 af 18. maj 1994 om ændring af forskellige skattelove (Andelsselskaber) og lov nr. 1219 af 27. december 1996 om ændring af forskellige skattelove, lov om tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergivelse af studiegæld og lov om kommunal indkomstskat (Ændringer som følge af afskaffelse af formueskatten mv.).

 

I tilknytning til reglerne i kildeskatteloven har Skatteministeriet udstedt cirkulære nr. 91 af 16. juni 1995 om eftergivelse og henstand med told- og skattebeløb m.v. Af punkterne 2.2.5., 6.1. og 6.2. i cirkulæret fremgår blandt andet:

' 2.2.5. Forskellige relevante momenter ved vurderingen

...

Det taler imod eftergivelse, hvis gælden er pådraget ved strafbare forhold, eller hvis gælden er oparbejdet systematisk og gennem en længere årrække. Ved eftergivelse af bøder skal der således foretages en vurdering af det strafbare forholds beskaffenhed i forhold til sagens øvrige omstændigheder. Der kan endvidere tages hensyn til, hvornår bøden er vedtaget.

 

6.1. Kompetenceregler

For så vidt angår skatteområdet fremgår det af kildeskattelovens § 73 B, stk. 1, at kompetencen til at eftergive skattebeløb, herunder administrativt vedtagne bøder efter kildeskattelovens og skattekontrolloven, ligger hos skatteministeren. Skatteministeren har imidlertid i bekendtgørelse nr. 514 af 16. juni 1994 om henlæggelse af visse beføjelser til de kommunale skattemyndigheder, told- og skatteregionerne, Told- og Skattestyrelsen mfl., med senere ændringer, bestemt, at kompetencen til som 1. instans at træffe afgørelse om eftergivelse eller henstand med skattebeløb skal ligge hos told- og skatteregionen. Afgørelse træffes af den region, hvorunder skyldnerens aktuelle bopælskommune hører. I Københavns og Frederiksberg kommuner træffes afgørelse om eftergivelse eller henstand med personlige skatter dog af skattedirektoraterne.

...

 

6.2. Høringsregler

Ved ansøgning om eftergivelse eller henstand med personlige skatter i henhold til kildeskattelovens § 73 C eller § 73 D skal der, forinden afgørelse om eftergivelse eller henstand træffes, indhentes en udtalelse fra kommunalbestyrelsen i skyldnerens aktuelle bopælskommune, jf. kildeskattelovens § 73 C, 2. pkt. For så vidt angår eftergivelse og henstand med selskabsskatter, skal der indhentes en udtalelse fra kommunalbestyrelsen i selskabets aktuelle hjemstedskommune.

..."

 

Ombudsmandens bemærkninger

Afgørelserne af om Deres ansøgning om eftergivelse kan imødekommes er som anført truffet af Frederiksberg Kommune, Skattedirektoratet og Told- og Skattestyrelsen.

Myndighederne bygger i vidt omfang deres afgørelser på vurderinger og afvejninger af en række forskellige hensyn og omstændigheder vedrørende blandt andet Deres økonomiske forhold. Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end skattedirektoratet og Told- og Skattestyrelsen der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige.

Normalt kan jeg derfor ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun hvis der er tale om ganske særlige omstændigheder kan jeg kritisere myndighedernes afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst, eller afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet.

Under min gennemgang af sagen har jeg fundet en sådan særlig omstændighed vedrørende Frederiksberg Kommune, Skattedirektoratets kompetence til at træffe afgørelse i sagen.

Frederiksberg Kommune, Skattedirektoratet og Told- og Skattestyrelsen har i deres udtalelser til mig oplyst at Deres sag i 1. instans retteligt burde have været behandlet af Københavns Kommune, Skattedirektoratet.

Jeg er enig med skattemyndighederne i den opfattelse. Jeg henviser til § 2, stk. 2, i sagsudlægningsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 916 af 4. december 1995, nu bekendtgørelse nr. 196 af 26. marts 1998). Det fremgår heraf at skattedirektoraterne i Københavns og Frederiksberg Kommuner med nærmere angivne undtagelser træffer afgørelse som 1. instans i visse skattesager. Jeg henviser også til punkt 6.1. i cirkulæret om eftergivelse og henstand med told- og skattebeløb mv. Heraf fremgår blandt andet at afgørelse om eftergivelse træffes af regionen i skyldnerens aktuelle bopælskommune, dog træffes afgørelsen om eftergivelse med personlige skatter af skattedirektoraterne i Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Spørgsmålet er hvilken betydning denne kompetencemangel har for sagen, herunder om manglen er af en sådan karakter at skattedirektoratets afslag af 29. august 1996 er ugyldigt.

Tilsidesættelse af en sagsbehandlingsregel skal for at kunne medføre at afgørelsen bliver ugyldig være væsentlig. Om det er tilfældet, afgøres ved at vurdere om der er tale om tilsidesættelse af en fundamental regel, dvs. en garantiforskrift, eller blot af en ordensforskrift. Jeg henviser til Jørgen Mathiassen mfl., Forvaltningsret, almindelige emner, 3. udgave (1997), s. 334ff, Jens Garde og Karsten Revsbech, Forvaltningsret, sagsbehandling, 4. udgave (1995), s. 282ff, og Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 563ff.

Uden for Københavns og Frederiksberg Kommuner træffes afgørelse om eftergivelse af skattegæld af told- og skatteregionerne. Kompetencefordelingen mellem told- og skatteregionerne må antages at være en rent praktisk arbejdsdeling.

I kildeskattelovens § 73 C, 2. pkt., stilles der krav om at der i sager om eftergivelse indhentes en udtalelse fra kommunalbestyrelsen i skyldnerens aktuelle bopælskommune. Formålet med denne obligatoriske høring er ifølge lovforarbejderne at den aktuelle bopælskommune gennem sin udtalelse sørger for at de relevante oplysninger er til stede i sagen. Høringen af bopælskommunen er således begrundet i hensynet til sagens oplysning.

En regel om obligatorisk høring betragtes som en garantiforskrift. Jeg henviser til Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 564.

 

Som det fremgår oven for, træffer skattedirektoraterne i Københavns og Frederiksberg Kommuner afgørelse i 1. instans i sager om eftergivelse med personlige skatter. Kompetencen mellem skattedirektoraterne fordeles i disse sager efter ansøgerens aktuelle bopælskommune.

Høringsreglen i kildeskattelovens § 73 C, 2. pkt., bevirker at skattedirektoraterne som led i behandlingen af eftergivelsessager må sørge for i fornødent omfang at inddrage andre dele af kommunens forvaltning, således at de relevante oplysninger er til stede når skattedirektoraterne træffer afgørelse i disse sager. Kompetencefordelingen er således nært knyttet til høringsreglen og må derfor tillægges særlig vægt på dette område.

Det kan også få betydning for spørgsmålet om ugyldighed om der er tale om en bebyrdende eller begunstigende afgørelse. Normalt vil der oftere være tale om ugyldighed ved bebyrdende afgørelser end ved begunstigende afgørelser. Jeg henviser til Jens Garde og Karsten Revsbech, Forvaltningsret, sagsbehandling, 4. udgave (1995), s. 289ff.

Endvidere kan der ved vurderingen af om en afgørelse er ugyldig lægges vægt på om der er tale om en lovbunden eller en skønsmæssig afgørelse. Jeg henviser til Jens Garde og Karsten Revsbech, Forvaltningsret, sagsbehandling, 4. udgave (1995), s. 284.

Skattemyndighederne har i deres udtalelser til mig oplyst at de efter en konkret vurdering ikke finder at kompetencemanglen har haft betydning for sagens udfald. Skattedirektoratet har herved henvist til at skattedirektoratet først blev bekendt med kompetencemanglen umiddelbart før afslaget blev sendt til Dem, og at skattedirektoratet indtil dette tidspunkt havde behandlet sagen ud fra en antagelse om at skattedirektoratet var rette myndighed. Told- og Skattestyrelsen har henvist til at styrelsen vurderede at selv om Københavns Kommune, Skattedirektoratet havde behandlet denne sag, ville De - i lighed med Københavns Kommune, Skattedirektoratets tidligere afslag af 19. januar 1996 på eftergivelse af restskat for indkomstårene 1992 og 1994 - også have fået afslag. På det grundlag har skattemyndighederne fastholdt afslaget.

 

Jeg er ikke enig i skattemyndighedernes vurdering af kompetencemanglens betydning for sagen. Efter min opfattelse er skattedirektoratets afslag af 29. august 1996 som følge af kompetencemanglen behæftet med en sådan mangel at afgørelsen må anses for ugyldig.

Jeg har herved lagt vægt på at kompetencemanglen i Deres sag har bevirket at reglen i kildeskattelovens § 73 C, 2. pkt., om obligatorisk høring af kommunalbestyrelsen i skyldnerens aktuelle bopælskommune er tilsidesat. Høringsreglen må - som nævnt - betragtes som en garanti for en rigtig og lovlig afgørelse. Jeg har ligeledes lagt vægt på at det ikke - sådan som sagen er oplyst for mig - kan udelukkes at kompetencemanglen har haft betydning for den skønsmæssige afgørelse af om betingelserne for eftergivelse var opfyldt i sagen. Endvidere har jeg tillagt det betydning at skattedirektoratet var bekendt med skattedirektoratets manglende kompetence i sagen da skattedirektoratet gav Dem afslag.

 

Frederiksberg Kommune, Skattedirektoratet har anført at De undlod at anføre afsenderadresse på ansøgningen om eftergivelse af skattegæld og at oplyse om Deres flytning til Københavns Kommune. Skattedirektoratet har også anført at det - på baggrund af oplysninger om at De tidligere havde søgt Københavns Kommune, Skattedirektoratet om eftergivelse af skat og derfra fået afslag - er nærliggende at formode at De sendte ansøgningen af 23. maj 1996 til Frederiksberg Kommune, Skattedirektoratet mod bedre vidende.

Jeg har ikke tillagt dette særlig betydning ved min vurdering af spørgsmålet om ugyldighed. Årsagen er at det er skattedirektoratets ansvar at sikre sig at skattedirektoratet er kompetent til at behandle en given sag. Jeg henviser til princippet i forvaltningslovens § 7, stk. 2. Det fremgår heraf at hvis en forvaltningsmyndighed modtager en henvendelse som ikke vedrører dens sagsområde, videresendes henvendelsen til rette myndighed. Hertil kommer i øvrigt at det er antaget at en eventuel viden hos borgeren om en forvaltningsmyndigheds inkompetence er et moment der taler for ugyldighed. Jeg henviser til Jens Garde og Karsten Revsbech, Forvaltningsret, sagsbehandling, 4. udgave (1995), s. 290, og Jon Andersen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 567.

Jeg har gjort Frederiksberg Kommune, Skattedirektoratet og Told- og Skattestyrelsen bekendt med min opfattelse.

Skattedirektoratets afgørelse er - som nævnt - efter min opfattelse ugyldig.

Jeg har kritiseret at skattedirektoratet - selv om skattedirektoratet var bekendt med kompetencemanglen - alligevel behandlede sagen. Efter min opfattelse burde skattedirektoratet have sendt sagen videre til rette myndighed, Københavns Kommune, Skattedirektoratet, til behandling. Jeg henviser til forvaltningslovens § 7, stk. 2.

Jeg har gjort skattedirektoratet bekendt med min opfattelse.

Jeg har også kritiseret at Told- og Skattestyrelsen ikke ophævede skattedirektoratets afgørelse og i overensstemmelse med forvaltningslovens § 7, stk. 2, oversendte sagen til Københavns Kommune, Skattedirektoratet til behandling.

Jeg har gjort Told- og Skattestyrelsen bekendt med min opfattelse.

Jeg har henstillet at Told- og Skattestyrelsen genoptager Deres sag, og at styrelsen i lyset af det jeg har anført ovenfor på ny overvejer hvilken betydning kompetencemanglen har for sagen.

..."

 

Told- og Skattestyrelsen meddelte mig senere at styrelsen havde genoptaget sagen og fremsendt den til skatteforvaltningen i Københavns Kommune til behandling i 1. instans.

Herefter meddelte jeg at jeg på det foreliggende grundlag ikke foretog mig mere i sagen.