Anvendt retsforskrift
Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

Tre ansatte i Told og Skat havde i et dagblad udtalt sig kritisk om Told- og Skattestyrelsens beslutning om at omlægge dele af toldkontrollen. Efterfølgende gav skatteregionen over for medarbejderne udtryk for at man opfattede udtalelserne som illoyale over for organisationen. Skatteregionen præciserede over for medarbejderne at de ikke måtte udtale sig om de fremtidige strategier for toldkontrol.

Ombudsmanden udtalte at offentligt ansatte der udtaler sig som led i tjenesten, er undergivet ledelsens bestemmelse på sædvanlig måde. Ledelsens ret til at indsnævre offentligt ansattes ret til at ytre sig offentligt som privatpersoner er imidlertid begrænset.

Ombudsmanden mente at de tre ansatte havde udtalt sig som privatpersoner angående en sag som lå inden for deres arbejdsområde. De havde ikke deltaget i beslutningsprocessen om omlægningen af toldkontrollen på en måde der kunne tillægges betydning for deres adgang til at ytre sig offentligt. Hertil kom at udtalelserne var fremsat på et tidspunkt hvor beslutningen om at omlægge toldkontrollen allerede var truffet. Efter ombudsmandens opfattelse er en offentligt ansat berettiget til at udtale sig kritisk om en myndighed uden nødvendigvis derved at overskride grænserne for sin loyalitetspligt. De tre ansattes udtalelser lå klart inden for de begrænsninger der gælder for offentligt ansattes ytringsfrihed. Ombudsmanden mente derfor irettesættelsen af de tre ansatte var kritisabel. (J.nr. 1997-2513-815).

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Offentligt ansattes ytringsfrihed

 

På baggrund af et indlæg i tidsskriftet T anmodede jeg under henvisning til ombudsmandslovens § 17, stk. 1, i brev af 24. september 1997 Skatteministeriet om en udtalelse angående det der var anført i indlægget. Indlægget var skrevet af konsulent A, Told- og Skatteregion S, og handlede om en sag hvor besætningen på toldkrydseren K havde udtalt sig til en journalist fra dagbladet D. Jeg anmodede endvidere om udlån af eventuelle akter i sagen.

Told- og Skattestyrelsen besvarede henvendelsen på Skatteministeriets vegne i et brev af 9. oktober 1997. Med brevet blev sendt en udtalelse af 2. oktober 1997 med bilag fra regionschefen for Told- og Skatteregion S.

Efter modtagelsen af Told- og Skattestyrelsens brev besluttede jeg at foretage en nærmere undersøgelse af sagen. Den 24. oktober 1997 anmodede jeg besætningsmedlemmerne A, B og C om eventuelle bemærkninger til Told- og Skattestyrelsens udtalelse. Jeg modtog udtalelser fra B og C i breve af henholdsvis 31. oktober og 26. november 1997.

Den 22. december 1997 anmodede jeg Told- og Skattestyrelsen om en udtalelse i anledning af C's og B's kommentarer. Jeg modtog udtalelsen i brev af 23. januar 1998.

Artiklen i dagbladet D den 27. juni 1997 indeholdt bl.a. følgende:

"De seks toldere til søs har bare et problem: De har kun de to skibe til at kontrollere, at der ikke smugles narko, mennesker, sprut og cigaretter ind i EU via de danske farvande. Og kyststrækningen, de skal vogte, er godt 7.000 kilometer lang. Så der er store huller i 'kæden', hvilket giver smuglerne gode chancer for at slippe igennem kontrollen.

...

Med Schengen-aftalen, som Danmark netop har tiltrådt, ophæves den permanente personkontrol mellem EU-landene. Som besætningen på (toldkrydseren K) formulerer det:

'Med Schengen-aftalen bliver Danmark et slaraffenland for smuglere.'

...

'Men de er også flove - flove over, at Danmark bruger så få ressourcer til at bevogte EUs ydre grænser. Kontrollen er pinligt ringe, synes de.

For nogle år siden blev (B) i TV spurgt, hvordan han ville smugle nogle ton hash ind i EU. Han ville, svarede han, sætte sig ned og lave en kold og kynisk risikovurdering, og så ville han sejle derhen, hvor der er mindst chance for at blive opdaget. Og hvor det så var? Kongeriget Danmark, lød det oprigtige svar. Men det var ildehørt i ledelsen og havde nær kostet (B) jobbet. Så i dag nøjes han med at konstatere:

'Kontrollen er ikke blevet mere effektiv, og nu vil man yderligere forringe den.'

Baggrunden for besætningens frygt er, at Told- og Skattestyrelsen vil lægge (toldkrydseren K) og (toldkrydseren L) op og erstatte dem med to hurtiggående speedbåde, der kan køres rundt i Danmark på en trailer, samt et mindre skib. Sammen med et intensiveret samarbejde med søværnet vil det ifølge den arbejdsgruppe af embedsmænd under Told- og Skattestyrelsen, der har anbefalet løsningen, styrke kontrollen til søs. I dag lever kontrollen næppe op til EUs krav, erkender arbejdsgruppen.

 

Men kontrollen vil blot blive endnu ringere, mener tolderne på (toldkrydseren K), der kun vil udtale sig under ét:

'Det er skatteydernes penge, man vil bruge, og når man skriver noget ukorrekt i en rapport, som skal bruges til at træffe beslutninger, er det vores pligt at råbe op.'

...

Med en marchhastighed på 18 knob kan (toldkrydseren K) simpelthen ikke følge med, for fragtskibene drøner igennem de danske farvande med 25 knob. Som det hedder i rapporten fra arbejdsgruppen: (toldkrydseren K) og (toldkrydseren L) sejler så langsomt, at 'bådene i kritiske kontrolaktioner må anses for delvis uanvendelige til at indhente visse kontrolobjekter.'

'Men hvor har arbejdsgruppen fra, at (toldkrydseren K) og (toldkrydseren L) er begrænset sødygtige? Det er rent vrøvl, for de er yderst sødygtige,' siger besætningen:

'Skibene kan klare over 90 pct. af opgaverne og skulle blot kunne skyde en større fart for at klare endnu flere opgaver. Med to hurtigtgående speedbåde vil man kun kunne klare ti pct. af opgaverne. Speedbådene vil kun kunne sejle, når det er havblik - og kun i de indre farvande, dvs. i fjordene - og måske tæt på kysten. Og ulovlig trafik til søs tager ikke hensyn til vejret.'

...

Det er sagen om coasteren (M) et godt eksempel på. I strid blæst fulgte (toldkrydseren K) sammen med en række andre skibe i flere døgn (M) ned gennem de danske farvande, før skibet blev opbragt med knap seks ton hash syd for Fyn.

'En sådan overvågning i så stærk blæst, at nogle af politifolkene bad om at blive sat af i land, vil ikke være mulig med speedbåde. De ville hverken kunne klare bølgerne eller have brændstof nok,' siger besætningen, hvis kritik bakkes op af mandskabet på (toldkrydseren L).

Det samme gælder en anden skygningsopgave, som (toldkrydseren K) netop har været på. Efter et tip om, at et sydamerikansk kulskib var på vej fra Sydamerika til Holland og Danmark med et stort parti kokain til en værdi af omkring 100 mio. kr., skyggede (toldkrydseren K) skibet fra Skagen til en dansk havn for at sikre, at kokainen ikke blev lastet om til andre skibe i rum sø. I havnen, som ikke må nævnes, da skibet stadig er 'varmt', stod toldere parat med narkohunde. De blev sendt ned i skibet, men fandt ingen kokain. Men alle hundene snusede sig frem til et af lastrummene, hvor der havde været kokain.

'Mens vi fulgte skibet, blæste det 13- 15 meter i sekundet fra sydøst, som er den værste vindretning. En overgang var det ikke sjovt - vi fik virkelig nogle tæsk. Speedbådene ville ikke have en kinamands chance i den situation.'

Told- og Skattestyrelsen anskaffede i midten af 80'erne en trailerbåret speedbåd på 18 fod og en lidt større båd på 30 fod.

'Begge disse skibe blev en buldrende fiasko, så vi forstår ikke, at man nu vil gentage fejlen. Udvalget bag rapporten kan ikke være uvidende om denne fadæse,' siger besætningen, der desuden peger på problemer med sikkerheden.

'Det er uforsvarligt, at nogen skal sætte livet på spil ved at kravle fra en gyngende speedbåd op i et større skib. Det er livsfarligt, hvis der blot er moderate bølger.'

Speedbådene ville ifølge besætningen kunne bruges som supplement til (toldkrydseren K) og (toldkrydseren L) - men ikke som erstatning.

'Det er det rene 'Ask' og 'Urd' med omvendt fortegn.'

...

'Det vil ikke koste noget, hvis søværnet skal observere for os. Men hvis vi beder søværnet sejle ud til et bestemt skib eller beder dem følge det ned gennem Kattegat, så kører taxameteret. Betalingen er noget af det, vi nu skal forhandle om, og det kan blive så dyrt, at vi må gå tilbage og se, hvad vi så gør,' siger (E).

Han har været formand for arbejdsgruppen, som har anbefalet skrotning af (toldkrydseren K) og (toldkrydseren L) og anbefalet at bruge 1,6 mio. kr. på nyt materiel. Og beslutningen om at følge anbefalingen er truffet, fastslår han. Alternativet til speedbådene var anskaffelse af to nye krydsere til i alt 30 mio. kr., men den løsning er for dyr og ufleksibel, mener Told og Skat.

(E) erkender, at det var en fiasko, da toldvæsenet sidst brugte speedbåde til smuglerikontrol - men afviser, at det vil gentage sig:

'Besætningen på (toldkrydseren K) fremstiller disse speedbåde, som om det er små yoghurtbægre, men det er det ikke. Vi er ude efter noget, som er sødygtigt og sikkert, og som kan gøre det samme som (toldkrydseren K) og (toldkrydseren L), når vi taler om skygningsopgaver. Og sammen med et intensiveret samarbejde med søværnet vil det give en bedre kontrol til søs.'

(E) forstår godt, at besætningen på (toldkrydseren K) er frustreret: 'Det er en lidt sørgelig historie, for det er jo som at tage deres barn fra dem. De kender hver en skrue i det skib og er sammen om bord hele sejlsæsonen. Det er et liv for dem - og det liv stopper'."

 

Brevet af 27. juni 1997 fra regionschefen for Told- og Skatteregion S til besætningen på toldkrydseren K indeholdt følgende:

"I Dagens udgave af (dagbladet D) er I refereret for udtalelser om 'pinligt ringe kontrol', 'huller i kæden' mm - og iøvrigt stærkt kritiske udtalelser om det fremtidige toldkontrolarbejde - især til søs.

Sådanne udtalelser opfatter vi som illoyale overfor organisationen.

Den 6 juni 1997 opsøgte (A) mig - for på besætningens vegne at få retningslinier for udtalelser til pressen, idet der var henvendelser fra pressen. Jeg afbrød et møde for at føre samtalen med (A), idet det tilsyneladende var meget vigtigt at få præciseret hvilke retningslinier der var gældende.

De retningslinier jeg den dag udstak for (A) var, at I måtte udtale jer om dagens opgaver, den nuværende måde at arbejde på og den strategi der følges, samt omtale de resultater der opnås ved kontrollen til søs.

Jeg præciserede, at I ikke måtte udtale jer, om fremtiden eller de fremtidige strategier for toldkontrol - det er kun regionens direktion eller Told- og Skattestyrelsen der måtte udtale sig om det.

I den forbindelse vil jeg gerne have en personlig udtalelse fra hver af jer om dagens artikel i (dagbladet D), herunder om hvem der har givet tilladelse til, at I måtte udtalelse jer om til (dagbladet D) som det er sket.

Specielt vil jeg bede om, at (A)'s kommentarer til samtalen med mig som ovenfor beskrevet.

Udtalelsen skal være direktionen i hænde d.d kl. 12.00

For fremtiden er det kun direktionen ved Told*Skat (S) der må udtale sig til pressen mm om toldkontrol - herunder den søværts kontrol."

 

Brevet af 27. juni 1997 fra B og C til regionschefen lød således:

"I medfør af artiklen i (dagbladet D) den 27. juni 1997, har du anmodet om en skriftlig redegørelse vedrørende vores udtalelser til den pågældende avis.

Journalist (J) har overfor os tilkendegivet, at han i forlængelse af en tidligere artikel i samme avis, foranlediget af (E) i styrelsen, gerne ville lave et interview med besætningen på (toldkrydseren K), da han havde en fornemmelse af, at der var nogle ting i rapporten om toldarbejdet i fremtiden, han ikke kunne få til at passe sammen.

Vi blev stillet en del spørgsmål ud fra rapporten, bl.a. om de nuværende fartøjers tilstand, om hvorfor man overhovedet havde og havde haft patruljefartøjer, når toldområdet kunne overvåges fra kysten.

Vi har kun givet udtryk for vores personlige mening om de ting, og har ikke på noget tidspunkt, som refereret af (F) udtalt noget om, at man i styrelsen var 'dumme' i hovedet. Vi har forsøgt at advare arbejdsgruppen mod at kaste sig ud i nye anskaffelser, der vil ligne de tidligere uheldige investeringer.

Dog er en ting faldet os for brystet, nemlig udtalelserne i rapporten, der betegner de nuværende fartøjer som værende i ringe stand og kun begrænset sødygtige. Det er i allerhøjeste grad forkert, og det må undre os, at (E), der os bekendt aldrig har været ombord i fartøjerne, kan udtale sig på denne måde.

Vi er opmærksomme på, at udtrykket sødygtige, nok er anvendt forkert, da manglende sødygtighed er et udtryk for at skibet er i så ringe tilstand, at det slet ikke må sejle.

Vi kan ikke have siddende på os, at vi sejler rundt i ikke sødygtige skibe. Dette ville i sig selv være en lovstridig handling.

Vi er naturligvis kede af, at vores udtalelser til avisen opfattes som illoyale, men efter vores opfattelse ville det have været illoyalt af os, hvis vi ikke havde forsøgt at gøre arbejdsgruppen opmærksom på, at det med trailerbårne fartøjer tidligere havde vist sig som en stor fiasko."

 

I brevet af 27. juni 1997 fra A til regionschefen var anført følgende:

"1. Efter og have læst artiklen i (dagbladet D), føler jeg ikke at have været illoyal over for organisationen. De udtalelser jeg er fremkommet med mener jeg er rigtige. Når jeg bliver spurgt om min mening af en journalist, vedrørende toldkontrol og patruljefartøjerne, mener jeg det er min demokratiske ret og pligt til at svare udfor min overbevisning. Jeg kan ikke se at jeg har røbet hemmeligheder, som ikke er almindeligt kendt, vi lever vel ikke i et østland (tidligere). Desuden har jeg flere gange udtalt mig i (tidsskriftet T) om mit syn på toldkontrol uden og blive sat i fængsel.

 

2. Vedrørende mit møde med dig den 6 juni.

Du forklarede mig ganske rigtigt, at jeg kunne udtale mig om vores arbejdsopgaver mv. og ikke hænge nogen personer ud, det mener jeg ikke og have gjort."

 

I A's indlæg i tidsskriftet T var bl.a. anført følgende:

"Fra en illoyal medarbejder.

Den 27. juni bragte (dagbladet D) en artikel om toldkontrollen til søs.

Jeg gik til vores regionschef nogen dage forinden for at fortælle ham, at en journalist og en fotograf gerne ville se patruljefartøjet (toldkrydseren K) og eventuelt sejle med på en kort tur for at se hvordan vi arbejder til søs.

Jeg fik chefens tilladelse, men med den bemærkning, at han helst ikke så nogen hængt ud og vi ikke måtte udtale os om det udvalg, der er nedsat vedrørende den fremtidige kontrol til søs. Jeg lovede chefen, at jeg ikke ville hænge nogen ud, men at jeg ville svare på spørgsmål ud fra min egen viden og erfaring om kontrol til søs, og forklarede ham at min mening og hans stod klart i modsætning, da han jo selv sidder i udvalget, og vi da rapporten udkom havde en længere diskussion, hvor vi absolut ikke var enige.

Den 27. juni, samme dag som artiklen blev bragt i (dagbladet D), mødte besætningen på (toldkrydseren K) og fik besked på straks at melde os hos chefen. Det gjorde vi så og det stod os klart da vi så chefen, at vi ikke skulle forvente en hyggesnak. Vi blev spurgt om vi havde læst (dagbladet D), hvortil vi svarede at det havde vi ikke.

Herefter fik hver enkelt en fotokopi af (dagbladet D) der omhandlede den artikel, som journalisten havde skrevet om (toldkrydseren K) og toldkontrollen til søs. Vi fik besked på at læse artiklen og chefen ville så efterfølgende høre vores mening.

Efter vi havde læst artiklen blev souschefen tilkaldt og begge ville nu gerne høre hvad vi mente. Vi forklarede, at vi mente det der stod i artiklen var rigtigt ud fra vores bedste overbevisning. Herefter blev samtalen meget kort, vi fik besked på både mundligt og skriftligt, at vi var illoyale og fremover måtte vi ikke udtale os til pressen uden chefen eller souschefens tilladelse.

Samtidig forlangte chefen en skriftlig udtalelse fra hver enkelt vedrørende artiklen, og det fik han så.

Mit problem er nu, at jeg slog op i en ordbog for at se hvad illoyal betyder, det var absolut ikke nogen positiv læsning.

Meget er jeg blevet kaldt for i mine 30 år i væsenet, men dette overskygger alt."

 

Punkt 6 i referatet af ledelsesmødet den 8. juli 1997 i Told- og Skatteregion S indeholdt følgende:

"I en artikel i (dagbladet D) d. 27. juni 1997 har (toldkrydseren K)'s besætning udtalt sig om det fremtidige toldkontrolarbejde til søs. Inden kontakten med pressen var det præciseret, hvad besætningen måtte udtale sig om. Disse retningslinier blev ikke fulgt.

Foranlediget af denne hændelse er det besluttet, at det fremover kun er regionens direktion, der udtaler sig eller giver tilladelse til udtalelser om tjenstlige forhold."

 

I regionschefens brev af 2. oktober 1997 til Told- og Skattestyrelsen var anført følgende:

"Jeg har modtaget en telefax den 29. september 1997, hvor Styrelsen beder mig om bemærkninger til et af (A), besætningsmedlem på (toldkrydseren K), udformet indlæg i (tidsskriftet T).

Tids og handlingsforløbet i sagen er følgende:

6. juni 1997

(A) henvendte sig til mig på regionen i (S) - for på besætningens vegne at få retningslinier for udtalelser til dagspressen - specifikt (dagbladet D) - som havde rettet henvendelse til besætningen. Det var tilsyneladende meget vigtigt for (A) at få præciseret retningslinierne, idet han var informeret om, at jeg var optaget af et vigtigt ledelsesmøde, som måtte afbrydes af samme årsag.

Normalt henvender (toldkrydseren K)'s besætning sig altid til både toldkontrolchef (G) og mig, når der kommer henvendelser fra pressen om udtalelser. (G) var imidlertid ikke til stede den pågældende dag.

Grunden til denne adfærd er, at (toldkrydseren K)'s besætning udmærket ved, at den søværts toldkontrol normalt er 'godt pressestof' og, at søværts toldkontrol netop på det pågældende tidspunkt var ekstra godt pressestof på grund af rapporten om den fremtidige toldkontrol - herunder centrering af toldkontrolopgaverne og en anderledes måde at føre søværts kontrol på end den nuværende.

Den ramme for udtalelser, jeg udstak, var derfor, at besætningen kunne udtale sig om dagens opgaver og den nuværende måde der arbejdes på, strategien der følges, samt om de resultater der indtil nu var opnået på området. Det blev præciseret for (A), at besætningen ikke måtte udtale sig om de fremtidige strategier for toldkontrol, herunder anskaffelse af nye både. Sådanne fremadrettede udtalelser skulle ske enten fra regionens direktion eller fra Told- og Skattestyrelsen.

Der blev ikke den pågældende dag udfærdiget skriftlige notater på grund af (A)'s henvendelse, idet dette ikke er kutyme i sådanne tilfælde.

 

27. juni 1997

Stor var min forbløffelse da jeg læste artiklen i (dagbladet D) den 27. juni 1997. Artiklen indeholdt kritik af både den nuværende søværts toldkontrol og især den fremtidige kontrolstrategi, som den var foreslået i rapporten om det fremtidige toldkontrolarbejde.

Souschef (F) og jeg talte om sagen den 27. juni 1997 om morgenen, og vi blev enige om at indhente en udtalelser fra besætningen om sagen. Vi var begge temmelig oprørte over de fremsatte udtalelser, og vi forventede, at regionen ville få kontakt fra Told- og Skattestyrelsen med anmodning om udtalelser i sagen.

Specielt var vi oprørte, fordi vi begge vidste, at (A) på besætningens vegne havde udbedt sig - og fået - retningslinier for pressekontakten, og ydermere opfattede vi udtalelserne som værende illoyale overfor Told*Skat.

Vi bad om udtalelser fra hver enkelt af besætningsmedlemmerne - specielt blev (A) bedt om kommentarer til samtalen den 5. juni 1997 om netop vilkårene for udtalelser til (dagbladet D).

Se akt nr 1 og 2 i journalsag (...).

 

27. juni 1997

(A) og (B) henvendte sig på regionen med de ønskede skriftlige udtalelser. Se akt 3 og 4 i journalsag (...).

(F) og jeg drøftede kort situationen med (A) og (B), og ingen af dem kunne se noget forkert i de udtalelser, de var fremkommet med overfor dagspressen. Tværtimod kunne de begge meddele, at de havde fået journalisten til at modificere kritikken væsentligt inden artiklen blev bragt i (dagbladet D) den 27. juni 1997.

På mødet blev det endnu engang præciseret overfor (A) og (B), at udtalelser til pressen om den fremtidige toldkontrol og de fremtidige strategier - herunder den søværts kontrol - fremover fremsættes af direktionen ved Told*Skat (S).

 

8. juli 1997

Sagen blev drøftet på et ledelsesmøde i regionen, jvf. mødereferat nr. 13/1997 af 8. juli 1997.

Konklusionen på denne del af ledelsesmødet blev, at det fremover kun er regionens direktion, der udtaler sig, eller giver tilladelse til udtalelser til pressen om tjenstlige forhold.

Mødereferatet er kommunikeret til samtlige medarbejdere og ledere ved regionen via regionens elektioniske G-mail system, og referatet er sammen med øvrige ledelsesreferater indlagt i regionens H-drev på emnet ledelsesreferater.

Alle har således nu fået præciseret kendskabet til regionens måde at informere pressen på.

 

4. august 1997

(F) og jeg drøftede sagen igen. Vi enedes om, at sagen henlægges. Se notat på akt 4.

Siden har hverken (F) eller jeg selv drøftet sagen med bådbesætningen eller toldkontrolchef (G)."

B anførte bl.a. følgende til mig i sit brev af 31. oktober 1997:

"Ved mødet på chefens kontor den 27. juni 1997, hvor vi blev erklæret for illoyale, fremførte (F), at jeg til avisen havde udtalt mig om den ringe toldkontrol i Danmark. Der henvises til afsnittet i artiklen, 'pinligt ringe kontrol'. Som det fremgår ved nærlæsning af artiklen, var det en udtalelse jeg fremkom med til TV2, efter (M) aktionen i 1994. Jeg blev bebrejdet, at jeg nu skulle have gentaget denne udtalelse, hvilket jeg benægtede.

Ved samme lejlighed fik jeg af chefen, en direkte lodret tjenstlig ordre om, at jeg ikke fremover måtte udtale mig til pressen om hverken den nuværende eller den fremtidige søværts toldkontrol.

Af chefens udtalelse til Ombudsmanden, fremgår det, at han har glemt at oplyse om, at jeg kort efter mødet den 27. juni, udbad mig en samtale med (F). Denne samtale varede ca. 1 time.

Jeg forsøgte at redegøre for de af mine synspunkter, der lå til grund for mine udtalelser til avisen. Herunder også at om ringe toldkontrol, stammede fra den tv-udsendelse. Jeg fik blot det svar, at jeg havde 'jokket i spinaten'.

 

Da jeg henviste til de mange fejl og subjektive oplysninger i rapporten om toldarbejdet i fremtiden, fik jeg det svar, at det var arbejdsgruppens mening, samt styrelsens ønske, at det skulle være sådan.

Den pågældende journalist, havde iøvrigt fået rapporten, som er offentligt tilgængelig, udleveret af kontorchef (E) i styrelsen, og mange af hans spørgsmål havde relation til denne rapport. Jeg har kun givet udtryk for min personlige mening om rapporten.

Da mine/vore udtalelser således ikke er faldet i lod med direktionens, blev vi erklæret for illoyale.

Af chefens udtalelse fremgår det tillige, at man havde besluttet at henlægge denne sag, og ikke foretage sig yderligere.

Dette kommer unægteligt noget bag på mig, idet jeg ikke til dato har hørt noget om denne henlæggelse. Siden mødet den 27. juni, har jeg ventet på en eller anden afslutning på sagen, eventuelt at der ville blive rejst en tjenestemandssag mod os. Vi har ikke villet fremprovokere denne afslutning, da der som bekendt lige har været en såkaldt 'prikkerunde' i Told/Skat. Vi ønskede ikke ligefrem at stikke hovedet i løvens gab.

På mødet hos chefen, oplyste vi ledelsen om, at vi havde fået journalisten til at moderere artikelen på forskellige punkter.

(F) svarede hertil, at hvis vi ikke havde gjort dette, ville vi være blevet fyret. Det kan oplyses, at hverken chefen eller (F) havde læst den oprindelige artikel.

Vi har ikke på noget tidspunkt anfægtet ledelsens ret til at lede og fordele arbejdet, ej heller deres ret til at skille sig af med de gamle patruljefartøjer. Vi har blot forsøgt at gøre opmærksom på de forkerte og fejlagtige oplysninger, der findes i rapporten om disse fartøjer.

Samtidig har vi ønsket at advare styrelsen imod at gentage den fiasko, det var med trailerbårne fartøjer, da man forsøgte denne løsning for ca. 10 år siden.

Vi følte det var vores pligt at råbe vagt i gevær, samt at man med rette kunne bebrejde os det, hvis vi ikke havde foretaget os noget."

 

C har i brevet til mig af 26. november 1997 bl.a. skrevet følgende:

"Efter at have læst rapporten om toldarbejdet i fremtiden, afsnittet om søværts toldkontrol, rettede jeg henvendelse til (H).

Jeg indledte samtalen med at sige, at det vel ikke var normalt, at en medarbejder gav chefen gode råd. Med mit førstehåndskendskab til (fartøjerne N og O), der var af samme type, som dem jeg mente man nu ville anskaffe, ønskede jeg at henlede chefens opmærksomhed på alle de problemer, der var med disse to fartøjer. Ingen af disse levede på noget tidspunkt op til de forventninger, man stillede til dem.

...

Efter denne redegørelse udtalte (H) med en stemmeføring, og et ordvalg, jeg følte truende, at jeg ikke under nogen omstændigheder måtte udtale mig om disse to fartøjer.

Efter avisartiklen i (dagbladet D), gentog (H) ordren om, at jeg ikke måtte udtale mig om disse fartøjer.

Sammen med (B) og (A) modtog jeg den 27. juni 1997 tillige en lodret tjenstlig ordre om, at jeg ikke måtte udtale mig til pressen om den nuværende eller fremtidige søværts toldkontrol."

 

Regionschefen har i brevet af 7. januar 1998 kommenteret brevene af 31. oktober og 26. november 1997. I brevet anføres bl.a. følgende:

"Til udtalelse fra (C):

Det er korrekt, at (C) i foråret 1997 rettede telefonisk henvendelse til mig om sin opfattelse af tidligere oplevelser med (fartøjerne N og O). Jeg lyttede og sagde, at fagkontorerne i Told- og Skattestyrelsen var vidende om det fremførte. Sagen er omkring 10 år gammel.

Det er ikke min opfattelse, at mit ordvalg ved afslutningen af telefonsamtalen var truende. Jeg har ikke sagt, at (C) 'under ingen omstændigheder måtte udtale sig om disse to fartøjer', idet det var et kendt forhold. Jeg har talt med (C) adskillige gange siden, og han har ikke tidligere givet udtryk for, at han opfattede min adfærd som truende.

Jeg har ikke talt med (C), hverken personligt eller telefonisk, om den aktuelle sag. Samtalerne har været ført med (A) og (B), så kun brevet af 27. juni 1997 til besætningen kan være den ordre, (C) hentyder til.

 

Til udtalelse fra (B):

(B) omtaler en samtale, han efterfølgende har haft med (F). Denne samtale anmodede han om for at uddybe sine holdninger. Det var en helt almindelig samtale mellem medarbejder og leder, der ikke kan opfattes som en fortsættelse af samtalen den 27. juni, men som en mulighed for at få luft for sine meninger. (B) gav udtryk for sine frustrationer omkring flere konkrete afsnit i Toldrapporten, som han mente var direkte fejlagtige.

(F) sagde, at (B) havde haft mulighed for direkte over for udvalget at fremføre sine kommentarer, hvorfor det må formodes, at de har lyttet til hans meninger. Iøvrigt blev samtalen afsluttet med, at (B) var velkommen til at komme tilbage og genoptage samtalen. (B) gav udtryk for, at han havde fået luft for sine frustrationer.

(B) undrer sig over, at sagen er henlagt. Det er der imidlertid ikke noget mærkeligt i, idet regionen kun havde sagen åben, hvis der efterfølgende skulle komme reaktioner fra Told- og Skattestyrelsen, pressen eller andre implicerede, hvilket blev oplyst over for (A) og (B) på mødet den 26. juni 1997. Da der ikke kom henvendelser, blev journalsagen afsluttet. Det har aldrig været overvejet at rejse tjenestemandssag mod nogen i denne sag.

Under samtalen den 26. juni 1997 udtalte (B), at han og (A) havde fået tilsendt journalisternes første udkast til en artikel. Den havde de skåret meget drastisk til, men iøvrigt ikke vist til nogen. Jeg husker ikke det præcise ordvalg, men noget i retning af, at hvis artiklen havde fået et så belastende indhold, som det blev antydet, så kunne det da godt være, at nogen ville se på ophavsmændenes ansættelsesforhold.

 

Konklusion:

Det er min opfattelse, at bådmandskabet har fået mulighed for at deltage i beslutningsprocessen. I foråret 1997, umiddelbart efter offentliggørelsen af Toldrapporten, har (B) sammen med andre patruljebådsfolk redegjort for både egne og andres synspunkter på den søværts toldkontrol over for formanden for den arbejdsgruppe, der har udarbejdet rapporten - altså over for en af de personer, der senre skulle medvirke i selve beslutningsprocessen om udmøntningen af den nævnte rapport. Det møde kom i stand netop for at undgå, at der skulle komme kritik af, at medarbejderne ikke var blevet hørt."

 

Told- og Skattestyrelsen anførte i brevet af 23. januar 1998 bl.a. følgende:

"(C)'s og (B)'s kommentarer har været til udtalelse hos regionschef (H), hvis bemærkninger vedlægges som bilag. Told- og Skattestyrelsen har ingen bemærkninger til det fremsendte.

Om selve sagen kan det oplyses, at den fremtidige anvendelse af patruljefartøjer i Told*Skat har været genstand for drøftelse i flere omgange - senest i Toldrapporten fra 1997. Rapporten vedlægges i kopi.

Behandlingen i Toldrapporten bygger blandt andet på Beslutningsgrundlag vedrørende den fremtidige anvendelse af patruljefartøjer i Told*Skat, der er udarbejdet af en arbejdsgruppe i december 1994. I arbejdsgruppen deltog blandt andre (G), Told- og Skatteregion (S), der var daglig leder af mandskabet på (toldkrydseren K).

I forbindelse med udarbejdelsen af afsnittet om den søgående toldkontrol i Toldrapporten indkaldte arbejdsgruppen (G) til en drøftelse af forskellige fremtidige løsningsmuligheder vedrørende den søværts toldkontrol, herunder graden af et eventuelt samarbejde med Søværnet. Desuden var (G) behjælpelig med at indsamle præstations- og prisdata for det aktuelle udbud af både, der kunne indgå i løsningen af opgaven.

Efter udsendelsen af toldrapporten bad (B) og (I), der var bådfører på (toldkrydseren L), om et møde med kontorchef (E), der var formand for arbejdsgruppen. I mødet deltog tillige formanden for Dansk Told- og Skatteforbund m.fl.

På mødet blev tankerne bag Toldrapportens forslag drøftet og de to bådførere fik lejlighed til at udtrykke deres betænkelighed ved en løsning med gummibåde eller både, der ikke var dimensioneret til at løse opgaven. Begge bådførere fremhævede, at (toldkrydseren K) og (toldkrydseren L) efter deres opfattelse ville kunne indgå i den fremtidige løsning af opgaven, og pegede på tidligere erfaringer med forsøg med andre fartøjer.

Både (B) og (I) afslog en opfordring til at bidrage til det videre arbejde med udmøntningen af toldrapportens anbefalinger. På mødet blev de lovet, at styrelsen, når arbejdet med udmøntningen af denne del af Toldrapporten bliver igangsat, vil blive tilbudt deltagelse i arbejdet.

(I) er senere fratrådt som bådfører. (Toldkrydseren K) og (toldkrydseren L) er i forbindelse med omstruktureringen af toldopgaven flyttet til Toldcentret i (...).

Told- og Skattestyrelsen har på intet tidspunkt overvejet at indlede disciplinære skridt mod de medarbejdere, der er citeret i den pågældende artikel i (dagbladet D)."

 

Ombudsmandens udtalelse

"1. Offentligt ansattes ytringsfrihed

Det er ikke på noget tidspunkt i sagen blevet gjort gældende at besætningsmedlemmernes udtalelser til journalisten vedrørte tavshedsbelagte oplysninger. Det fremgår endvidere af regionschefens udtalelse af 7. januar 1998 at rapporten var blevet offentliggjort i foråret 1997, og det fremgår af (B)'s udtalelse af 31. oktober 1997 at formanden for arbejdsgruppen der havde udfærdiget rapporten, havde udleveret et eksemplar af rapporten til den pågældende journalist fra (dagbladet D).

Jeg har derfor ved min bedømmelse af sagen lagt til grund at besætningsmedlemmerne ikke har overtrådt deres tavshedspligt med hensyn til bestemte, faktiske oplysninger som de er blevet bekendt med gennem deres ansættelse i det offentlige.

Sagen må derfor vurderes på grundlag af reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed.

 

2. Udtalelser fremsat på myndighedens vegne eller som privatperson

Når en offentligt ansat fremsætter udtalelser som led i tjenesten er den ansatte på sædvanlig måde undergivet ledelsens bestemmelse. Ledelsen kan således beslutte om den ansatte overhovedet skal udtale sig offentligt på myndighedens vegne og hvad den pågældende i så fald må udtale, jf. Kaj Larsen mfl., forvaltningsret (1994), s. 129f. Det forholder sig anderledes hvis den ansatte udtaler sig som privatperson. Som det fremgår nedenfor er der kun få begrænsninger på den ansattes ret til at ytre sig offentligt som privatperson. Ledelsens adgang til at fastlægge retningslinier - generelt eller i konkrete tilfælde - for de ansattes offentlige udtalelser fremsat som privatpersoner, er derfor tilsvarende begrænset, mens ledelsen i kraft af sine almindelige beføjelser kan fastlægge retningslinier for udtalelser der fremsættes på myndighedens vegne.

Tilsyneladende har ledelsen i Told- og Skatteregion (S) ikke under sagens forløb lagt vægt på om de ansatte udtalte sig som privatpersoner eller på regionens vegne. Således som regionschefen i sine breve af 27. juni og 2. oktober 1997 har gengivet sin samtale den 6. juni 1997 med (A), blev der ikke i de retningslinier som blev udstukket under samtalen, lagt vægt på om udtalelserne blev fremsat på regionens vegne. Den kritik af de tre besætningsmedlemmers udtalelser der udtryktes i regionschefens brev af 27. juni 1997, nævnte heller ikke dette spørgsmål. Spørgsmålet er også forbigået i de retningslinier for de ansattes udtalelser om tjenstlige forhold som blev udstukket under ledelsesmødet i told- og skatteregionen den 8. juli 1997.

Efter min opfattelse burde ledelsen af regionen have været opmærksom på at ledelsens adgang til at fastlægge retningslinier for udtalelser fra regionens medarbejdere angående tjenstlige forhold i væsentlig grad afhænger af om udtalelserne fremsættes på egne eller regionens vegne. Jeg henstiller at regionens retningslinier for de ansattes udtalelser om tjenstlige forhold ændres i overensstemmelse med det anførte.

 

3. Udtalelser fremsat som privatperson

Der kan ikke opstilles en generel formodning for at en ansats udtalelser om tjenstlige forhold der er fremsat under tjenesten, er fremsat på myndighedens vegne. Det må derfor afgøres konkret i det enkelte tilfælde om en udtalelse er fremsat af den ansatte som privatperson eller på myndighedens vegne.

(B) og (C) skriver i udtalelsen af 27. juni 1997 at de udelukkende har givet udtryk for deres personlige meninger til journalisten, og (A)'s brev af 27. juni 1997 må efter min opfattelse forstås på samme måde. Desuden fremstår besætningsmedlemmernes udtalelser i artiklen som egne holdninger og opfattelser angående den nuværende og fremtidige toldkontrol. Det må derfor lægges til grund at de udtalte sig som privatpersoner.

Centralt for spørgsmålet om rækkevidden af offentligt ansattes ytringsfrihed er hvorvidt der for udtalelser fremsat af en offentligt ansat som privatperson kan siges at gælde særlige begrænsninger som ikke gør sig gældende for den ytringsfrihed der er sikret borgerne i almindelighed ved grundlovens § 77 og artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

I en sag gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1987, s. 237, fremsatte jeg følgende generelle bemærkninger om offentligt ansattes ytringsfrihed.

'...

Ved besvarelsen af det centrale spørgsmål om, hvorvidt der gælder særlige begrænsninger for offentligt ansattes ytringsfrihed i forhold til den ytringsfrihed, der gælder for borgerne i almindelighed, er udgangspunktet utvivlsomt, at offentligt ansatte har ganske samme frihed som andre til at deltage i den offentlige debat. Det store antal offentligt ansatte taler afgørende imod, at der skulle gælde almindelige begrænsninger for offentligt ansattes ytringsfrihed. Sådanne begrænsninger ville være uforenelige med de hensyn, der ligger bag grundlovens bestemmelser om den demokratiske styreform og den herved forudsatte materielle ytringsfrihed.

Det er dog antaget, at hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og funktionsevne i særlige tilfælde kan føre til en begrænsning af de ansattes ytringsfrihed. Det er næppe muligt at give en fuldstændig beskrivelse af, hvornår, i hvilket omfang og for hvilke ansatte sådanne særlige begrænsninger gælder. Men der kan anføres nogle hovedsynspunkter.

Begrænsningerne omfatter alene udtalelser vedrørende sager inden for de pågældendes eget arbejdsområde. Offentligt ansatte har samme frihed som andre borgere til at udtale sig om sager på forvaltningsområder, som de ikke har berøring med i deres daglige arbejde.

Ved udtalelse inden for eget arbejdsområde er det af betydning, om den pågældende som led i sit arbejde har været (eller er) aktivt medvirkende i myndighedens beslutningsproces. Begrænsningerne vil i almindelighed ikke omfatte ansatte med en funktion, der ligger fjernt fra de politiske eller administrative beslutningstagere.

Det spiller en rolle, om udtalelserne fremsættes før eller efter, at en beslutning er truffet. Adgangen til at udtale sig, inden en sag er afgjort, kan - af hensyn til beskyttelse af den interne beslutningsproces - være noget snævrere end adgangen til at udtale sig senere.

Det ligger efter praksis fast, at offentligt ansatte har en vidtgående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål inden for eget arbejdsområde, hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning for medarbejdernes fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold.

Det følger af det anførte, dels at der kræves særlige tungtvejende grunde for at anerkende begrænsninger i offentligt ansattes ytringsfrihed, dels at disse grunde normalt kun vil foreligge i forhold til centralt placerede medarbejdere, der deltager eller har deltaget i den omstridte beslutnings tilblivelse.

...'

 

I den foreliggende sag har de tre besætningsmedlemmer udtalt sig offentligt angående en sag der ligger inden for deres eget arbejdsområde, den daværende og kommende tilrettelæggelse af den søværts toldkontrol. De har imidlertid ikke deltaget i beslutningsprocessen angående omlægningen af toldkontrollen på en måde der har betydning for deres adgang til at udtale sig offentligt om beslutningen. De har således ikke været medlem af den arbejdsgruppe der har udarbejdet den rapport der dannede grundlag for beslutningen om at omlægge toldkontrollen, men de har alene redegjort for deres synspunkter over for arbejdsgruppens formand. Hertil kommer at udtalelserne blev fremsat på et tidspunkt hvor beslutningen om at omlægge den søværts toldkontrol var truffet. Desuden må der lægges vægt på at besætningsmedlemmernes udtalelser angik tilførslen og anvendelsen af ressourcer til deres arbejdsplads, et spørgsmål som havde væsentlig betydning for deres fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold.

På den baggrund er det min opfattelse at besætningsmedlemmernes udtalelser klart ligger inden for de særlige begrænsninger der gælder for offentligt ansattes ytringsfrihed.

 

4. Loyalitetsforpligtelsen

Regionschefen for Told- og Skatteregion (S) har i sit brev af 27. juni 1997 betegnet udtalelserne til (dagbladet D) som illoyale over for organisationen. Denne opfattelse er gentaget i brevet af 2. oktober 1997.

Jeg har tidligere haft lejlighed til at udtale mig om loyalitetspligtens betydning for offentligt ansattes adgang til at fremsætte offentlige udtalelser. Jeg henviser til Folketingets Ombudsmands beretning for året 1991, s. 189 og 200, samt beretningen for året 1995, s. 381 og 432.

Afvejningen mellem hensynet til loyalitetspligten over for arbejdsgiveren og hensynet til den ansattes ytringsfrihed har fundet udtryk i de ovenfor under pkt. 3 nævnte generelle bemærkninger om særlige begrænsninger i offentligt ansattes ytringsfrihed. Desuden antages det at hensynet til loyalitetspligten over for arbejdsgiveren medfører særlige begrænsninger i den ansattes adgang til at fremsætte urigtige oplysninger om sit tjenesteområde og eventuelt også med hensyn til udtalelsernes form. Jeg henviser til Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 129.

Derimod er en offentligt ansat som udgangspunkt berettiget til også at udtale kritik af den pågældende myndighed uden herved at overskride grænserne for sin loyalitetspligt. Loyalitetsforpligtelsen kan således ikke begrunde at den offentlige myndighed som arbejdsgiver prøver at begrænse de udtalelser den ansatte afgiver som privatperson, udover hvad der følger af ovenstående.

Regionschefens brev af 27. juni 1997 indeholdt en klar tilkendegivelse om at de tre besætningsmedlemmers udtalelser blev betragtet som en tilsidesættelse af loyalitetskravene og i strid med de udstukne retningslinier. Efter det oplyste blev denne opfattelse tillige meddelt de tre besætningsmedlemmer mundtligt samme dag.

De tre besætningsmedlemmer kunne efter min opfattelse ikke opfatte dette på anden måde end en irettesættelse i anledning af deres udtalelser til pressen.

Da udtalelserne ikke indebar en overskridelse af de retlige grænser for offentligt ansattes ytringsfrihed, og da de udstukne retningslinier ikke er i overensstemmelse med disse regler, må jeg konkludere at kritikken af de tre besætningsmedlemmer var uberettiget. Det var derfor efter min opfattelse kritisabelt at ledelsen af Told- og Skatteregion (S) irettesatte de tre besætningsmedlemmer. Jeg bemærker i den forbindelse at jeg ikke har undersøgt om ledelsen af told- og skatteregionen forinden havde foretaget behørig partshøring.

Jeg foretager herefter ikke mere i sagen."

I et brev af 5. februar 1999 skrev told- og skatteregionen til mig at regionen havde ændret dets retningslinier for de ansattes udtalelser om tjenstlige forhold.

 

NOTER (*1) Jf. FOB 1987, s. 237, FOB 1991, s. 189ff og FOB 1995, s. 381 og 432.