Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé
En fagforening klagede på et medlems vegne over at et socialt ankenævn mente, at en kommune i en førtidspensionssag ikke havde opfyldt sin vejledningspligt over for medlemmet. Fagforeningen havde for medlemmet rettet henvendelse til social- og sundhedsforvaltningen i kommunen for at få en forhåndsvurdering af muligheden for at medlemmet kunne få førtidspension. I henvendelsen gav fagforeningen oplysninger om medlemmets sygdom og anmodede på denne baggrund kommunen om at undersøge og tage stilling til pensionsspørgsmålet. Kommunen afslog fagforeningens ønske.

Ombudsmanden udtalte at kommunen efter hans opfattelse ikke havde pligt til at imødekomme fagforeningens ønske om en egentlig forhåndsbesked om medlemmets mulighed for at få førtidspension. Ombudsmanden lagde herved vægt på at medlemmet - eller fagforeningen på hans vegne - uden videre kunne rejse en egentlig førtidspensionssag og dermed sørge for, at der blev truffet en afgørelse. (J. nr. 1993-1622-040).

Den fulde tekst

Kommunes afvisning af at give forhåndstilsagn om helbredsbetinget førtidspension

 

En fagforening (B) klagede til mig over en afgørelse truffet af en kommune og et socialt ankenævn.

Sagens omstændigheder var følgende:

Fagforeningen B rettede i skrivelse af 20. januar 1992 henvendelse til social- og sundhedsforvaltningen i en kommune for A. Foreningen oplyste at A led af blærekræft og fik stomi. I 1991 blev han opereret og fik fjernet den ene nyre. A havde forgæves forsøgt at arbejde, og foreningen anså det for tvivlsomt om han "kunne bestride et ufaglært arbejde fremover, hvilket gør en rådighedsvurdering i relation til understøttelsen usikker".

På denne baggrund anmodede foreningen kommunen om at undersøge og tage "stilling til helbredsbetinget førtidspension".

En medarbejder fra kommunen ringede den 29. januar 1992 tilbage til foreningen, og på baggrund af denne samtale sendte foreningen den 29. januar 1992 kommunen følgende brev:

"Idet vi bekræftiger (X's) telefonopringning til os den 29.1.1992, skal vi atter udtrykke vores forundring over at I ikke selv vil indkalde (A's) lægelige akter hos egen læge og/eller behandlende hospital samt give ham lægekonsulentens vurdering af hans pensionsmulighed før sygemelding og før underskrivelse af pensionsansøgning.

Hvis (A) sygemelder sig eller underskriver pensionsansøgning vil han ikke kunne vende tilbage til a-kassesystemet.

Vi forventer en tilbagemelding, før vi eventuelt går videre med sagen og dennes behandling.

Endelig sender vi på opfordring de lægeakter, vi har og præciserer at vi allerede har sendt Dem en meget fyldestgørende arbejdsannamnese."

Kommunen svarede i skrivelse af 18. februar 1992 følgende:

"Ved breve af 20. og 29. januar 1992 har De anmodet kommunen om at vurdere pågældendes muligheder for at få tilkendt helbredsbetinget førtidspension.

I den anledning skal det oplyses, at kommunen principielt ikke kan påtage sig responderende virksomhed i en situation som den foreliggende. Der kan bl.a. henvises til, at det senere kan blive kommunen, der som myndighed skal træffe afgørelsen i sagen eller skal indstille til afgørelse.

Der skal desuden peges på, at det er de behandlende læger, der bedst kan vurdere prognose og eventuelle yderligere muligheder for behandling. Det er derfor også de behandlende læger, der i første række kan yde vejledning.

Endelig skal der peges på, at der også kan bestå revalideringsmæssige muligheder, som det ikke er muligt at vurdere fyldestgørende alene på baggrund af lægelige oplysninger.

Tilsendte lægeoplysninger og arbejdsannamnese returneres hermed."

Denne afgørelse påklagede foreningen ved skrivelse af 26. marts 1992 til det sociale ankenævn for amtet.

 

I en udtalelse af 12. maj 1992 til ankenævnet oplyste kommunen følgende:

"...

Forvaltningen har opfattet henvendelsen som et ønske om forhåndsstillingtagen til en pensionsansøgning til brug for fagforeningens vejledning af medlemmet. Forvaltningen har derfor besvaret henvendelsen som det fremgår af brev af 18. feb. 1992.

Forvaltningen har ikke dermed haft til hensigt at afvise rådgivning og vejledning af medlemmet. En vejledning, der i givet fald måtte tage udgangspunkt i en samlet vurdering af medlemmets situation sammenholdt med lovgivningens muligheder for at støtte borgere, der er blevet handicappet i deres erhverv."

Ankenævnet meddelte i skrivelse af 9. juli 1992 følgende afgørelse:

"Nævnet finder, at kommunen har opfyldt sin vejledningsforpligtelse efter bistandslovens §§ 28 og 29.

Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke for kommunen er en forpligtelse til at meddele forhåndstilsagn om eventuel pensionsberettigelse.

Nævnet finder endvidere anledning til at bemærke, at såfremt en arbejdstager ikke står fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet på grund af sygdom, bør den pågældende enten sygemeldes eller indgive pensionsansøgning også uden at kommunen giver et forhåndstilsagn om, at han eventuelt vil være pensionsberettiget.

..."

 

Denne afgørelse har fagforeningen klaget over til mig. Foreningen henviste bl.a. til følgende:

"...

I (A) - og i mange lignende sager - sidder vi i fagforeningen i den situation at vi jfr. en erhvervssygdomssag - en arbejdsulykkessag - sammen med medlemmet kan frygte at deres sygdom eller handicap kan medføre at en rådighedsvurdering i a-kassen vil føre til stop for dagpenge eller skærpede arbejdskrav.

Vi kan ikke vide det, vi sidder ikke i a-kassen.

På den anden side sidder vi heller ikke i kommunernes social- og sundhedsforvaltning med den aktuelle viden og erfaring for, hvor meget eller lidt, der skal til for at modtage helbredsbetinget pension. På samme måde, som vi ikke råder over indsigt i den aktuelle kommunes villighed og mulighed for at revalidere folk.

Desværre har vi imidlertid mange konkrete eksempler på at medlemmer har sygemeldt sig, ikke har fået fornøden rådgivning og vejledning eller reel opfølgning af deres dagpengesag, hvilket har bevirket at de efter 52 ugers sygdom mister sygedagpenge, ikke kan få pension og ikke kan få arbejdsløshedsunderstøttelse.

Vi oplever også i stigende grad at dagpengesagsbehandlere får folk til at underskrive pensionsansøgninger før , der er indhentet lægelige akter. I disse sager ender det på samme måde, det viser sig at der ikke er lægelig dokumentation, der kan føre til pension. Medlemmet kan ikke vende tilbage til understøttelse, fordi der nu efter mange måneders sygdom kræves præstation af et arbejdsforhold.

Endelig tilbyder kommunerne således ikke revalidering, da det oftest drejer sig om ufaglærte medlemmer i alderen 45-67 med alvorlige fysiske gener og uden anden teoretisk ballast end 6-7 års skolegang.

I langt de fleste tilfælde anbefaler vi derfor disse medlemmer at henvende sig i deres respektive social- og sundhedsforvaltninger - der hvor pensions- og revalideringsekspertisen og kompetencen befinder sig - for at få en vurdering af deres mulighed/chancer.

For at kommunerne ikke skal have alt for meget besvær, sender vi oftest de lægeakter, vi kender, med. Oplyser lidt om situationen og afventer deres råd.

I langt de fleste tilfælde tager kommunen en samtale med medlemmet sammenholdt med de foreliggende - evt. indhentede akter - og giver herefter en vejledning.

Vi finder det derfor fortsat urimeligt at kommunen ikke vil vejlede i disse forespørgselssager og dermed tvinger medlemmer til valg, som måske er uhensigtsmæssige.

..."

 

Såvel kommunen som det sociale ankenævn fastholdt i udtalelserne til mig deres afgørelser.

I et brev til fagforeningen udtalte jeg følgende:

"Forvaltningslovens § 7, stk. 1, har følgende indhold:

" § 7. En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde."

Bistandslovens § 28 indeholder følgende bestemmelse:

" § 28. Kommunalbestyrelsen kan tilbyde enlige og familier vederlagsfri løbende vejledning og rådgivning og er forpligtet til ved opsøgende virksomhed at rette sådant tilbud til enhver, som må antages at trænge hertil. Målet for vejledningsarbejdet er at hjælpe de pågældende over øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt sætte dem i stand til at løse opstående problemer ved egen hjælp. Vejledningen kan ydes alene eller i forbindelse med anden hjælp eller bistand. Rådgivning og vejledning skal kunne ydes anonymt og som et åbent tilbud til enhver, herunder børn og unge, som alene søger rådgivning og vejledning."

Hverken forvaltningslovens § 7 eller § 28 i bistandsloven pålægger myndighederne at give egentlig forhåndsbesked, dvs. meddelelse om den forventede afgørelse af en nærmere beskrevet endnu ikke formelt rejst sag.

Om der er pligt til at give forhåndsbesked beror på om den der anmoder herom må anses at have en væsentlig retlig interesse heri. Samtidig må der lægges vægt på den pågældende sags art, myndighedens placering og funktion samt de oplysninger der er blevet forelagt for den pågældende myndighed.

Det fremgår af foreningens breve i sagen at den ønskede at kommunen indledte en egentlig undersøgelse af (A's) helbredsforhold, og på dette grundlag afgav en udtalelse om hvorvidt han ville være berettiget til førtidspension. Samtidig understregede foreningen at der ikke var tale om en egentlig ansøgning om førtidspension. Foreningen anmodede således om en egentlig forhåndsbesked om (A's) mulighed for at få førtidspension.

Efter min opfattelse havde kommunen ikke pligt til at imødekomme ansøgningen. Jeg har herved lagt vægt på at (A) - eller foreningen på hans vegne - uden videre kunne rejse en egentlig førtidspensionssag og dermed udvirke at der blev truffet en egentlig afgørelse herom. Da et eventuelt afslag på pension ikke udelukkede at der senere på ny kunne rejses førtidspensionssag, ses der ikke at være betænkeligheder ved at indgive en egentlig ansøgning selv om der skulle herske tvivl om hvorvidt der var tilstrækkeligt grundlag for at ansøgningen blev imødekommet. Derimod må jeg anse det for betænkeligt hvis kommunen uden en egentlig undersøgelse af (A's) forhold og dermed uden at tilvejebringe oplysning af sagen udtalte sig om hans ret til førtidspension.

En sådan udtalelse ville hvile på et begrænset grundlag og derfor være indholdsmæssigt set usikker. Desuden måtte udtalelsen formuleres med forbehold over for oplysningsgrundlagets utilstrækkelighed, og dermed ville interessen i at få udtalelsen blive tilsvarende mindre værdifuld som vejledning om retsstillingen.

Endelig finder jeg ikke at den af foreningen beskrevne interesse i en forhåndstilkendegivelse er af en særlig beskyttelsesværdig karakter. I realiteten ønskede foreningen kommunens stillingtagen til pensionsspørgsmålet til brug for foreningens egen afgørelse af om (A) opfyldte betingelserne for at oppebære arbejdsløshedsdagpenge, dvs. en vurdering der bør foretages uafhængigt af en pensionsvurdering.

..."