Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé
Dansk Blindesamfund klagede på en ældre mands vegne over en kommunes og et socialt ankenævns afslag på at yde ham tilskud til indkøb af en skrivemaskine.

Ombudsmanden udtalte at det var meget kritisabelt, at kommunen ikke havde givet en korrekt begrundelse for afslaget. Ombudsmanden fandt det endvidere uforsvarligt at det sociale ankenævn - ved i afgørelsen at lægge vægt på at manden førte en begrænset korrespondance uden at søge omfanget af korrespondancen belyst - ikke havde overholdt officialprincippet.

Herefter måtte afslagene betragtes som ugyldige, og ombudsmanden henstillede til det sociale ankenævn at sagen blev genoptaget. (J. nr. 1994-1728-002).

Den fulde tekst

Afslag på støtte til skrivemaskine - manglende begrundelse

 

Dansk Blindesamfund klagede på A's vegne over en afgørelse truffet af et socialt ankenævn hvorefter A var blevet meddelt afslag på hjælp til indkøb af en skrivemaskine.

Det fremgik af de foreliggende oplysninger at Statens Konsulentvirksomhed for Blinde den 15. juli 1993 indgav ansøgning for A til kommunen om en elektrisk skrivemaskine som hjælpemiddel. A der var født den 29. september 1915 var senblind. Han havde på daværende tidspunkt gået til maskinskrivningsundervisning og var ifølge en erklæring af 1. juli 1993 fra læreren i maskinskrivning for blinde blevet "meget bedre" til at skrive på maskine. Læreren anbefalede at A fik en skrivemaskine. Skrivemaskinen skulle afhjælpe hans kommunikationshandicap idet han ikke længere kunne benytte sig af håndskrift.

Kommunen afslog i skrivelse af 18. november 1993 "idet forvaltningen betragter en skrivemaskine som et almindeligt forbrugsgode".

Afgørelsen blev af Statens Konsulentvirksomhed for Blinde i skrivelse af 6. december 1993 påklaget til det sociale ankenævn. I klagen anførtes bl.a.:

"...

Der ligger en række afgørelser fra ankestyrelsen, på ovennævnte problemstilling, som alle når til den konklusion, at det, at et hjælpemiddel kan købes i almindelige forretninger, ikke samtidig er ensbetydende med, at det ikke er et hjælpemiddel, endvidere henledes opmærksomheden på bistandslovens § 58, med tilhørende bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988 og vejledningen af 14. juni 1988. I bekendtgørelsens § 1, stk. 2, anføres det bla. at hjælp ydes, "når hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne og derved i væsentlig grad lette den daglige tilværelse."

Af vejledningen side 30 afsnit NKH 21 kommunikationshjælpemidler, fremgår det at personer med kommunikationshandicap, vil kunne have behov for hjælpemidler til nær og fjern kommunikation.

Det er netop dette der her er tale om, da en skrivemaskine er (A's) eneste mulighed for, skriftlig kommunikation med offentlige myndigheder, familie, venner og pårørende.

..."

 

Det sociale ankenævn stadfæstede ved skrivelse af 26. april 1994 kommunens afslag. Ankenævnet henviste til "at en skrivemaskine nok vil kunne lette den daglige tilværelse i hjemmet for A, men ikke i så væsentlig grad at den kan ydes som et hjælpemiddel i henhold til bistandslovens § 58".

I klagen til mig gjorde Dansk Blindesamfund bl.a. følgende gældende:

"...

Derimod ønsker vi Deres stillingtagen til, om den af (kommunen) i afslagsskrivelse af 18. november 1993 anførte begrundelse om at "forvaltningen betragter en skrivemaskine som et almindeligt forbrugsgode", som værende en begrundelse, der lever op til kravene i Forvaltningslovens § 24. Ved henvisning til § 2 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988, hvori det hedder: "Der kan normalt ikke ydes hjælp til anskaffelse af hjælpemidler, som anses for at være almindelige forbrugsgoder", eliminerer kommunen sin forpligtelse til efter nævnte bekendtgørelse at yde støtte til anskaffelse af hjælpemidler i en lang række situationer, hvor der skal kompenseres for et opstået handicap. Vi mener derfor i Dansk Blindesamfund ikke at denne begrundelse er holdbar. Det sociale Ankenævn tager i sin afgørelse af 26. april 1994 ikke stilling til den af kommunen anførte begrundelse, men anfører som begrundelse for at tiltræde kommunens afslag flg.: "Det sociale Ankenævn har ved sin afgørelse lagt vægt på, at en skrivemaskine nok vil kunne lette den daglige tilværelse i hjemmet for (A), men ikke i så væsentlig grad, at den kan ydes som et hjælpemiddel i henhold til bistandslovens § 58". Denne afgørelse opfylder helt oplagt efter vor opfattelse ikke kravene til begrundelse af en bebyrdende forvaltningsakt efter Forvaltningslovens § 24. Det reelle indhold af den anførte begrundelse er vel blot en konstatering af, at (A) ikke opfylder lovens betingelser for at få stillet en skrivemaskine til rådighed som hjælpemiddel.

Da ankemulighederne på det sociale område, efter indførelsen af bestemmelsen i Bistandslovens § 15, stk. 5 er blevet såre begrænset, må de formelle retsgarantier i Forvaltningsloven tillægges desto mere vægt i den daglige administration på området. Det er på denne baggrund, at vi i Dansk Blindesamfund anmoder Dem om at tage nærværende sag op til kritisk vurdering for at få en belysning af de krav Forvaltningsloven opstiller i denne henseende. Der er tilsyneladende behov for en fortsat focusering på i hvilket omfang kommunerne lever op til deres forpligtelser iflg. Forvaltningslovens regler om begrundelse. Vi er i Dansk Blindesamfund i denne forbindelse, opmærksom på Deres redegørelse i Journal nr. 1991-859-053-PK.

..."

 

I en udtalelse af 10. august 1994 anførte kommunen at kommunen havde lagt vægt på "at en skrivemaskine vil kunne lette den daglige tilværelse i hjemmet, men ikke i så væsentlig grad at (kommunen) kan bevilge den som et hjælpemiddel i henhold til bistandslovens pgf. 58".

Ankenævnet uddybede begrundelsen for nævnets afgørelse således:

"Under henvisning til Ombudsmandens skrivelse af 4. juli 1994 vedrørende (A) kan det oplyses, at nævnet finder, at en skrivemaskine vil kunne lette den daglige tilværelse for (A), idet denne selv vil være i stand til at kunne skrive sine breve - helt eller delvist; men at nævnet på den anden side finder, at det må være begrænset, hvor stor en korrespondance (A) har - (A) har også mulighed for at kommunikere pr. telefon. Nævnet finder således ikke, at betingelsen om at der skal være tale om en lettelse af den daglige tilværelse i væsentlig grad er opfyldt.

Iøvrigt henholder det sociale ankenævn sig til den trufne afgørelse."

 

I et brev til Dansk Blindesamfund udtalte jeg følgende:

" Begrundelserne for de meddelte afgørelser.

Forvaltningslovens § 22 og § 24 har følgende indhold:

" § 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold."

" § 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

..."

Afgørelsen om eventuel tildeling af en skrivemaskine som hjælpemiddel blev afgjort i henhold til § 58 i bistandsloven samt Socialministeriets bek. nr. 303 af 10. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler efter bistandslovens § 58.

§ 58 i bistandsloven har følgende indhold:

" § 58. Til personer med invaliditet eller varig sygdoms- eller aldersbetinget svagelighed kan der ydes støtte til hjælpemidler, herunder merudgifter til særlige beklædningsgenstande, som

er nødvendige, for at pågældende kan udøve et erhverv, eller

i væsentlig grad kan afhjælpe pågældendes lidelse eller

i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet.

 

Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om

1) afgrænsningen af de hjælpemidler, hvortil der kan ydes støtte, og adgangen til genanskaffelse,

..."

§ 1 og § 2 i bek. nr. 303 har følgende indhold:

" § 1. Det sociale udvalg yder hjælp til anskaffelse af hjælpemidler til personer med en varig nedsættelse af funktionsevnen på grund af invaliditet eller varig sygdoms- eller aldersbetinget svagelighed.

Stk. 2. Hjælp efter stk. 1 ydes, når hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne og derved i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse, eller er nødvendigt for at pågældende kan udøve et erhverv.

§ 2. Der kan normalt ikke ydes hjælp til anskaffelse af hjælpemidler, som anses for at være almindelige forbrugsgoder."

(Kommunens) afgørelse af 18. november 1993 må forstås således at den byggede på en indskrænkende fortolkning af udtrykket "hjælpemiddel" samt af § 2 i bekendtgørelsen.

Taget i betragtning at skrivemaskiner ifølge fast praksis i de sociale ankeinstanser efter omstændighederne kan tildeles som hjælpemiddel, burde kommunen have redegjort mere indgående for den anlagte - usædvanligt begrænsende - fortolkning af bistandslovens § 58, jf. herved Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret 1994, s. 369. Desuden burde kommunen udtrykkeligt have henvist til § 2 i bekendtgørelsen.

I udtalelsen til mig har kommunen oplyst at afslaget byggede på de samme overvejelser som dem der er indeholdt i det sociale ankenævns afgørelse. Dermed har kommunen skabt usikkerhed med hensyn til hvilke grunde der oprindeligt førte kommunen til at give afslag. Dette er i sig selv uheldigt. Jeg finder ikke på grundlag af de sparsomme oplysninger i sagen at kunne lægge til grund at kommunens nye oplysninger om hvad der blev lagt til grund ved afslaget er urigtige. Jeg kan imidlertid fastslå at hvis den nye forklaring er korrekt, fik (A) ikke en rigtig begrundelse i den første skrivelse.

Dette forhold må jeg anse for meget kritisabelt. Jeg har herved tillagt det væsentlig betydning at formålet med begrundelsespligten bl.a. er at give parten mulighed for at argumentere for sine synspunkter i forbindelse med en klage over afslaget. Denne mulighed forudsætter naturligvis at den først meddelte begrundelse er subjektivt rigtig, dvs. svarer til de synspunkter og overvejelser kommunen rent faktisk lagde til grund ved afgørelsen, jf. Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret 1994, s. 373.

At kommunen ydermere nu hævder at den rent faktisk lod sig motivere af det synspunkt som ankenævnet siden hen fandt holdbart som grundlag for afslaget, forstærker indtrykket af en overordentlig overfladisk holdning til begrundelsespligten.

Jeg har gjort kommunen bekendt med min opfattelse.

Det sociale ankenævn har i udtalelsen til mig oplyst at ankenævnet ved sin afgørelse havde lagt vægt på "at det må være begrænset, hvor stor korrespondance (A) har". Dette særlige synspunkt burde efter min vurdering have været anført i skrivelsen af 26. april 1994.

Jeg har gjort det sociale ankenævn bekendt med min opfattelse.

 

Sagens oplysning.

Som et grundlæggende princip i forvaltningsretten gælder at det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv at fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende sager eller dog foranledige at private - navnlig parten - yder medvirken til sagens oplysning, jf. Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 1994, s. 197 (officialprincippet).

Det følger endvidere af dette officialprincip at en myndighed ikke må træffe afgørelse førend sagen er forsvarligt oplyst.

Det sociale ankenævn lagde ved afslaget på (A's) ansøgning især vægt på at det måtte være begrænset hvor stor korrespondance han havde.

Det kan ikke af sagen ses hvorpå ankenævnet støttede denne antagelse. Det forhold at (A) er 80 år kunne naturligvis underbygge et sådant synspunkt. På den anden side kan ansøgeres høje alder ikke i sig selv danne grundlag for en så sikker slutning, især ikke da ansøgeren havde vist energi og foretagsomhed nok til at gennemgå et maskinskrivningskursus, og statens blindekonsulent havde støttet hans ansøgning. Under alle omstændigheder finder jeg det uforsvarligt at ankenævnet har fundet at kunne lægge denne antagelse til grund helt uden at have forsøgt på at få belyst omfanget af (A's) korrespondancebehov.

Jeg har gjort ankenævnet bekendt med min opfattelse.

Det er min samlede opfattelse at såvel kommunens som ankenævnets behandling af sagen har været så mangelfuld at afslagene må betragtes som ugyldige. Jeg har derfor henstillet til det sociale ankenævn at nævnet enten sørger for at sagen bliver hjemvist til fornyet behandling i kommunen, eller at nævnet selv genoptager sin behandling og sørger for en tilstrækkelig oplysning af sagen.

Under hensyn til at det nu er mere end to år siden (A) indgav sin ansøgning, har jeg henstillet at sagsbehandlingen fremskyndes.

Jeg har udbedt mig underretning om sagens videre forløb.

..."

 

Det sociale ankenævn meddelte mig senere at det havde truffet afgørelse om at hjemvise sagen til fornyet behandling i kommunen.

Baggrunden var bl.a. at A dermed fik mulighed for at få sagen behandlet i flere instanser.

Ankenævnet bad samtidig om at der skete en hurtig sagsbehandling i kommunen, og henviste til min anmodning herom.

Jeg meddelte at jeg tog det oplyste til efterretning og herefter ikke foretog mig mere i sagen.