Opfølgning / Opfølgning til
Resume

Resumé

En indsat klagede over at Justitsministeriet havde afslået at behandle hans ansøgning om benådning med den begrundelse at han var udeblevet fra afsoning.

Ombudsmanden udtalte at han ikke havde grundlag for at kritisere ministeriets afslag. Ombudsmanden henviste til at oplysningsgrundlaget i en sag som den foreliggende i de fleste tilfælde ville være så mangelfuldt at det forekom meningsløst at træffe en afgørelse, og til at det ville kunne virke stødende for retsfølelsen hvis Justitsministeriet var forpligtet til at behandle en sådan ansøgning. (J.nr. 2000-1987-620).

Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Afslag på behandling af ansøgning om benådning på grund af udeblivelse

 

 

A klagede over at Justitsministeriet havde afslået at behandle en ansøgning fra ham om benådning med den begrundelse at han var udeblevet fra strafudståelse.

Det fremgik af sagen

at A den 9. april 1997 blev idømt fængsel i 1 år og 9 måneder for flere overtrædelser af straffelovens § 279,

at A den 7. maj 2000 efter udgang fra Arresthuset i Assens udeblev,

at Justitsministeriet havde anmodet de tyske myndigheder om at A blev udleveret til straffuldbyrdelse i Danmark,

at A den 23. april 2000 havde ansøgt om benådning med henvisning til at hans hustru havde psykiske eftervirkninger af en rideulykke, og

at Justitsministeriet efter A’s udeblivelse ikke længere behandlede ansøgningen om benådning.

 

Justitsministeriet anførte i en udtalelse følgende:

”...

Justitsministeriet finder fortsat ikke at der er grundlag for at behandle (A)’s ansøgning om benådning i henhold til Grundlovens § 24. Efter fast praksis træffes afgørelser om benådning efter en helt individuel vurdering. Benådning på grundlag af familiemæssige forhold herunder ægtefælles alvorlige sygdom sker på grundlag af udtalelser fra relevante myndigheder, fx speciallæger eller sociale myndigheder.

Hvis Justitsministeriet mener at domfældte skal benådes vil det som hovedregel ske ved en betinget benådning. Det vil sige at straffen udsættes efter reglerne i straffelovens 7. kapitel og bortfalder efter en prøvetid. Udover disse vilkår kan der fastsættes vilkår om betaling af bøde, tilsyn eller andre særvilkår efter en konkret vurdering ud fra de oplysninger der aktuelt er i sagen. Som en væsentlig del af den konkrete vurdering indgår den pågældende afsoningsanstalts kendskab til indsatte.

Videre mener Justitsministeriet at det ville virke stødende for retsfølelsen hvis Justitsministeriet skulle være forpligtet til at behandle ansøgninger fra undvegne indsatte, med mindre andet må antages at følge direkte af lovgivningen. Af generalpræventive grunde vil det være problematisk såfremt undvegne indsatte kan unddrage sig straffuldbyrdelsen og samtidig have et retskrav på at den straffuldbyrdende myndighed skal behandle pågældendes ansøgning.

...”

 

Ombudsmandens udtalelse

”Ved borgernes henvendelse til myndighederne med ansøgninger, klager og lignende er myndighederne som udgangspunkt forpligtede til at behandle den rejste sag. Det påhviler myndigheden selv, eventuelt i samarbejde med andre myndigheder, at tilvejebringe de nødvendige oplysninger til behandling af sagen. Der kan også være tale om at myndigheden foranlediger at private, navnlig parterne, medvirker ved sagens oplysning. Hvis parterne ikke ønsker at medvirke ved sagens oplysning, kan myndigheden ikke – blot med henvisning hertil – undlade at behandle sagen der da må afgøres på det foreliggende grundlag, eventuelt således at den manglende eller utilstrækkelige medvirken tillægges processuel skadevirkning.

Udgangspunktet kan fraviges i nogle tilfælde. En myndighed er således ikke forpligtet til at behandle gentagne henvendelser fra en borger om det samme spørgsmål. I sådanne tilfælde er myndigheden berettiget til at meddele den pågældende at yderligere henvendelser om det samme spørgsmål vil blive læst, men ikke kan forventes besvaret medmindre henvendelserne indeholder noget væsentligt nyt. I tilfælde hvor den pågældendes aktuelle adresse/opholdssted er ukendt, kan myndigheden undlade at foretage sig videre i sagen forudsat at der er udfoldet de nødvendige bestræbelser på at finde den pågældendes adresse/opholdssted.

 

I det foreliggende tilfælde er forholdet det at der i grundlaget for den afgørelse der skal træffes, som et væsentligt element indgår (aktuelle) oplysninger om den pågældende afsoningsanstalts kendskab til den indsatte. Ved vurderingen vil det også være af væsentlig betydning at Justitsministeriet har kendskab til hvorledes den pågældende vil forholde sig til vilkår som stilles i forbindelse med en betinget benådning.

I en sag hvor sådanne oplysninger ikke foreligger på grund af den pågældende parts manglende medvirken på grund af udeblivelse, kunne man overveje at tillægge dette forhold processuel skadevirkning hvilket (som helt overvejende hovedregel) fører til afslag på ansøgningen om benådning. Oplysningsgrundlaget i en sådan sag vil imidlertid i de fleste tilfælde lide af så alvorlige mangler at det nærmest forekommer meningsløst at der træffes en afgørelse. Under hensyn hertil og til det som Justitsministeriet har anført om at det i sager af denne karakter vil kunne virke stødende for retsfølelsen hvis Justitsministeriet skulle være forpligtet til at behandle en sådan ansøgning, finder jeg ikke at have grundlag for at kritisere at Justitsministeriet har afslået at viderebehandle (A)’s ansøgning om benådning i den tid da (A) unddrager sig fortsat strafudståelse.

Jeg skal tilføje at min udtalelse er knyttet til den foreliggende type af sager. Jeg har således ikke taget stilling til i hvilket omfang en myndighed – herunder kriminalforsorgen – i øvrigt er forpligtet til at behandle henvendelser fra personer som unddrager sig strafudståelse.”